Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - kvindekamp01

ARTIKEL FRA JERNESALT - 8.3.10.


Kæmper kvinderne med eller imod biologien?

Siden 1921 har 8. marts været brugt til fejringen af den indstiftelse af 'Kvindernes internationale kampdag' som skete i København i 1910. Kampen gjaldt fra starten kvindernes stemmeret, og socialisterne dominerede i så høj grad kampen, at splittelsen i arbejderbevægelsen 1918 mellem socialdemokrater og kommunister som følge af den russiske revolution førte til at dagen først og fremmest blev fejret i de socialistiske lande. Det forblev tilfældet helt frem til 1969, da en gruppe nyfeminister på Berkeley University i USA hev dagen frem af glemmebogen og gjorde den til en decideret feministisk kampdag. Feminismen blev nemlig i forlængelse af ungdomsoprøret ideologi for borgerskabets kvindefrigørelse. Og dette kom i høj grad til at præge udviklingen.

I dag hvor kvinderne har både stemmeret og formel ligestilling i samfundet har kampen forskudt sig til en fokusering på den reelle ligestilling og i videre forstand den reelle ligeværdighed mellem kønnene. Det kan fortsat konstateres at mænd gennemsnitligt tjener mere end kvinder, og at der er færre kvinder på chefposterne i både det private erhvervsliv og i det offentlige regi. Dette fører bl.a. med sig at de mest kampberedte kvinder forlanger indførelse af kvoter så ledende organer i virksomheder, institutioner, universiteter og demokratiske organer principielt får ligelig repræsentation af mænd og kvinder. Men det er af gode grunde ikke alle kvinder der går ind for kunstige metoder af denne art. Sådanne kan direkte virke mod hensigten.

Kvindesagen er havnet i et klart dilemma. De mest rabiate synes ikke at helme før en absolut ligestilling er blevet indført på alle niveauer. De pragmatiske tror på bevidst indsats for mindelige løsninger hen ad vejen - og håner direkte de mest kampglade kvinder for klynkeri. Feminisme er i vid udstrækning blevet et skældsord. Og fornylig udbrød journalisten Leny Malacinski meget klart "Fri mig for elitefeministerne", hvormed hun hentydede til 'lovgivningsfeminister' som politikeren Mette Frederiksen og forfatteren Hanne-Vibeke Holst. Malacinsky udgav en bog med den meget ironiske titel: 'Den dag jeg opdagede jeg var undertrykt'. Hun er dødtræt af at blive gjort til et offer for veluddannede feminister, der i ramme alvor mener, at moderne kvinder undertrykkes fra morgen til aften og skal reddes af kvoter og forbud. Hun finder det "absurd at lovgivningsfeminismen blomstrer i en periode hvor vi kvinder aldrig har haft større indflydelse på vores liv. Og hvor vi stormer ind på de videregående uddannelse. Vi kan altså godt selv. Vi skal ikke reddes."



Malacinsky fik naturligvis både kritik og medhold af sine medsøstre, for meningerne er ikke blot delte, de er åbenlyst delt som følge af helt forskellige udgangsvinkler på sagen. Der er unægteligt langt til Valerie Solanas' netop genudgivne SCUM-manifest fra 1968, der ikke alene proklamerede alle mænds udryddelse fra jordens overflade som de liderlige, sexgale og mandschauvinistiske uvæsener de er, men opstillede en utopi om et pengefrit og magtfrit samfund. Alt i alt afslørede hun, kan man forstå, egentlig kun en mishandlet, nedværdiget og forsmået kvindes bitre had til det modsatte køn, et had som endda blev sat på kriminalitetens tvivlsomme spids i et regulært attentatforsøg på kunstneren Andy Warhol.

Man kan kun ryste på hovedet af manifestet i dag. Man forstår udmærket at dagens kronikør i Berlingske Tidende, Anne Sophia Hermansen, i al respekt for pionérfeministerne takker for deres indsats og vedkender sig arven fra dem, men anbefaler at man lader kampdagen dø i fred. Hun har smidt Fay Waldons og Erica Jongs bøger i skraldespanden og mener at den største kvindesag i dag er at kvinder holder op med at klynke og betragte sig selv som ofre for alt muligt.



Alle nogenlunde hadefrie og fornuftige mennesker kan i dag se at feminismens store franske navn, Simone de Beauvoir, i sit grundige, men tørre teoretiske trebindsværk om 'Det andet køn' fra 1949 (dansk udgave 1965) fik peget på så centrale skævheder, uværdigheder og uretfærdigheder at de ikke kan bagatelliseres. Amerikaneren Betty Friedan beskrev i 'The Feminine Mystique' fra 1963 kvindernes dagligdag i familierne så vedkommende at den trak problemerne ned på jorden og fik slået et påkrævet slag for kønnenes ligeret i hjemmet. Den blev ikke uden grund 'The years most controversial bestseller'. Men så som meget andet i ungdomsoprøret gik også kvindekampen i vid udstrækning over gevind, hvad der førte til at 68-generationens egne børn helt naturligt gjorde oprør mod deres forældre.

Kvinderne i den vestlige verden har fået formel ligestilling, de er kommet ud på arbejdsmarkedet, de får lige så god uddannelse som mændene, og de deltager på lige fod med mændene i den offentlige debat. Enkelte af dem når lige så højt til tops som mændene i både politik, administration, erhvervsliv og forskning. Men dilemmaet består: Gennemsnitligt når kvinderne ikke lige så langt og tjener ikke lige så meget som mændene. Og dette kommer tilsyneladende af at udviklingen totalt har ændret familiemønsteret, således at kvindernes kamp for ligeværdighed og ligestilling synes automatisk at blive en hård, sej og ulige kamp for at tilpasse familielivet, dvs forholdet til ægtefælle, børn, seksualitet, fritid og venner til karrieren og dennes netværk - og dermed gribe dybt ind i biologi og psykologi.



Konsekvensen er at mange opgiver kampen, enten efter at have erfaret dens store omkostninger i praksis eller ved på forhånd at se hvordan det går de stakler der vover sig ind i den. De bliver nemlig ofte skilt og må igennem en for både dem selv og de eventuelle børn hård periode. Så konklusionen er indlysende: det eneste holdbare er singlelivet. Og singler bliver der da vitterligt også flere og flere af.

Problemet er bare den forbandede biologi.

Moderskabet er ikke en helt tilfældig, endsige fejlagtig 'konstruktion' fra naturens side, men er indbygget i kvindens natur som et decideret moderinstinkt. Det er der ingen tvivl om hos dyrene, og selvom mange mennesker tror vi som kulturvæsener har hævet os definitivt over biologien, så der ikke længere er dyriske træk tilbage i os, så må de tro om når trangen til at stifte familie bliver for stærk. Den indfinder sig for det store flertals vedkommende med usvigelig sikkerhed når puberteten er overstået (og den kan iagttages hos pigebørn i deres leg med dukker og omsorg for dyreunger).

For singlernes vedkommende gælder også at det biologiske ur tikker ubønhørligt. På et eller andet tidspunkt - og længe før livet normalt er slut - er det for sent for kvinder at få børn, og det får langt de fleste af dem til at overveje situationen i tide. Man kan med den moderne lægeteknologis hjælp vælge at få børn uden ægtefælle. Og nogle foretrækker vitterligt denne metode for at undgå et vanærende 'fald', men pudsigt nok driller biologien også de fleste kvinder med en primitiv drøm om fællesskab med et væsen af modsat køn. Der er stadigt mange der drømmer om den eneste ene. Og i hvert fald siden Platon har vi også alle haft en klar fornemmelse af at kærlighedsgudinden Eros er et regulært symbol på længslen efter uendelighed og udødelighed.

Når moderskab imidlertid i de fleste tilfælde i vore dage udskydes til efter at uddannelsen er gjort færdig og karrieren kommet godt i gang, så skyldes det naturligvis den indbyggede konflikt. Alt andet lige betyder moderskab med tilhørende barsel normalt altid en eller anden form for afbræk eller forskydning af karrieren. Mange kvinder vælger det under alle omstændigheder alligevel til, fordi de vil følge deres instinkter og tage konsekvenserne af det, herunder at de i langt de fleste tilfælde vil komme bagud i kapløbet om avancement og aflønning med mænd på samme kvalifikationsniveau, men andre kvier sig og fører krigen videre. De vil ikke acceptere de simple biologiske kendsgerninger.



Men faktisk er moderskabet ikke den eneste kønsforskel der betyder noget i såvel parforholdet og familielivet som kulturlivet og samfundslivet. Der er dybest set en fundamental psykisk faktor som er direkte afledt af den biologiske kønsforskel, men som oftest overses i kønskampen. Den såkaldte 'lille forskel' er nemlig slet ikke så lille endda, for den er meget mere psykisk determinerende end den rene fysiske forskel lader ane. Den er nemlig ikke så meget afledt af forskellen i kønsorganernes indretning som af forskellen i kønshormonernes diametralt modsatte virkning.

Det er i sig selv tankevækkende at de højerestående dyrs parring sker på en temmelig voldsom måde, der indebærer at hannens lem erigerer og trænges ind i hunnens skede for at afgive sæd. Det er faktisk så fascinerende at iagttage i naturen - eller for den sags skyld i stalden eller zoologisk have - at de fleste i vore dage kan fryde sig og endda more sig, hvorimod det fortsat hos mennesket er forbundet med så megen blufærdighed at vi skal i biografen for at se noget tilsvarende udfolde sig mellem mennesker, og jo her ikke undgår at lægge mærke til den bevidste iscenesættelse.

Men det der er humlen i denne fascinerende leg med ofte rigt varieret forspil og fuldbyrdelse for selv det mest 'kultiverede' menneskes vedkommende er og bliver at mandens kønshormoner sørger for både hans lyst og evne til at trænge ind i den åbne og modtagelige kvinde - eller som det bramfrit, men for mange nutidige kvinder stødende også hedder at 'erobre' og 'tage' kvinden. Men i selve udtrykket ligger der ikke noget om vold eller nedværdigelse. Hvis kvinden tages med vold kaldes det i vore dage voldtægt og er ikke alene kriminelt (i realiteten også selvom det sker i ægtesengen), men betragtes som moralsk forkasteligt, fordi det er nedværdigende for kvinden. Mange problemer i ægteskabet kommer i vore dage helt naturligt af at lysten til sex er forskellig og varierende for ægtefællerne over tid. Så det vil altid i sig selv være en udfordring at finde den rette modus og frekvens.

Hvad der imidlertid synes helt upåagtet er at mandens kønshormon ikke blot bestemmer arten og frekvensen af hans seksualitet, men går igen i hele hans psykiske væsen i den forstand at det alt andet lige er særlig karakteristisk for manden at han er indstillet på transcendens eller grænseoverskridelse, både fysisk og intellektuelt. Her adskiller mennesket sig virkeligt fra dyrene.



Heraf kommer det også at drenge fra tidlig tid prøver kræfter af på hinanden - i slagsmål og kappestrid. At de laver mere larm og ballade i skolen og fritid end pigerne. At de har sværere ved at sidde stille end pigerne. At de oftere dropper ud af skolen, hvis den er for boglig og kedelig. At færre af dem fuldfører en uddannelse. Og at de unge mænd i dag i vid udstrækning kan ses som tabere i forhold til de jævnaldrende kvinder.

Nogle kvindesagsforkæmpere klapper i hænderne. De ser for sig at uligheden mellem kønnene automatisk vil blive ændret over en årrække, ja, at pigerne måske ender med at blive det stærke køn der sidder på flertallet af lederposterne, inklusive de politiske. En ulykke er det dog fortsat at pigerne på trods af deres bedre og bedre kvalifikationer generelt ikke stræber så højt som drengene, hverken i skolen, på læreanstalterne, i politik eller i erhvervslivet. Faktisk når man heller ikke toppen, medmindre man sætter alt ind på det - og ofrer det der står i vejen.

Andre - bl.a. børnepsykiatere og pædagoger - kan se miseren: at skolen, de videregående og de højeregående uddannelser har udviklet sig til regulære flinkeskoler, der favoriserer alle dem der opfører sig pænt, kommer til tiden, laver deres lektier og opgaver, går den lige vej til målene - og iøvrigt ikke giver problemer. Mange af disse drenge og unge mænd vantrives derfor. De får ikke udfoldet deres evner, talenter, kreativitet og initiativtrang eller kræfter på konstruktiv vis. De søger andre veje - som ikke altid er fredelige eller lovlige.



Trangen til transcendens eller grænseoverskridelse er fundamental for manden som kønsvæsen - og det er derfor ikke nogen løsning på kønskampen at tro på en ligestilling der ser bort fra den kønshormonale forskel.

Næppe mange vil acceptere det, men det bør udtrykkeligt nævnes, at der dybest set er den centrale forbindelse mellem kønshormonernes funktion og kønsorganernes indretning, at selve det mandlige kønsorgans erektion - der frembringer hvad der på græsk hedder en 'fallos' (heraf ordet 'fallosdyrkelse') i stedet for blot en penis - svarer nøjagtigt til den retningsorientering som det mandlige kønshormon fører med sig og som uden for seksualakten har den afgørende symbolske værdi generelt at angive en retning for den transcendens der afsøger og overskrider grænser. Hvorimod kvindens kønshormoner stimulerer modtageligheden, omfavnelsen, redebygningstrangen eller - trangen til eller tilfredsheden ved at blive i den frugtbare immanens der tillader liv at gro, men som ikke flytter grænser.



Trods 100 års kvindekamp for stemmeret, ligestilling og ligeværdighed, så er det et faktum - som også kronikører har behandlet med mellemrum - at både yngre kvinder og yngre mænd i dag er usikre eller direkte forvirrede med hensyn til deres kønsidentitet. Tilsyneladende er grænserne for kvindelighed og mandlighed meget flydende i dag. Familiemønsteret ændrer sig; kønsrollerne ændrer sig; den højtbesungne selvrealisering betyder øget fokusering på individets helt personlige udvikling, og kun de færrest er så sikre på sig selv og deres vej fremad, at de undgår tvivl, risici, eksperimenteren og deciderede fejltagelser. Det gør naturligvis ikke i denne situation sagen bedre, at de fleste synes at nære den illusion at kønsforskellen alene er af fysisk art og derfor burde kunne underordnes hensynet til ligestilling.

Ligestillingen bliver imidlertid aldrig nogensinde absolut, for den bunder ikke alene i historiske tilfældigheder, men i allerhøjeste grad også i solide biologiske kendsgerninger, herunder såvel den fysiske som den kønshormonale kønsforskel. Og den sidste rækker langt ind i begge køns psyke.

Den kønshormonale forskel giver manden en præference for transcendens og grænseoverskridelse som i sidste ende bestemmer hans valg af fag, uddannelse, karriereforløb og livsmål, mens kvinden alt andet lige har en præference for immanens.



Når dagens kronikør i Politikken, Pernille Rübner-Petersen slår til lyd for nye fronter i kønskampen og gør gældende at det i et feministisk perspektiv er afgørende om kvindens seksuelle møde med manden kan realiseres på hendes egne præmisser, således at hun altid vil kunne udfolde sig som den person hun nu engang er, så kunne et sådant program måske godt bakkes op. Men som kronikøren selv påpeger så er kvindernes identitet netop splittet op i modsætningen mellem hvordan de ser sig selv i privatlivet og på arbejdsmarkedet. De vil ikke acceptere at det overvejende er drengen/manden der er et handlende, erobrende subjekt, mens pigen/kvinden er et afventende kostbart objekt for det andets køns begær, vilje og handlekraft.

Men når Rübner-Petersen således indskrænker kønsforskellen til at være en simpel ungdomsmodsætning mellem mandens 'maskulinitetsparade' og kvindens 'feminitetsmaskarade', og derfor foreslår at parforholdene definitivt gør op med den romantiske måde der fører dem sammen og begynder at se den praktiske og prosaiske dagligdag som en anderledes ligeværdig sag, så viser det, at hun ikke forstår at kønshormonerne virker langt dybere end til erobringsfasen i parforholdet. De bestemmer begge køns livslange og identitetsskabende selvforståelse og orientering i hele tilværelsen.



Set på denne baggrund er ligeværdighed mellem kønnene ikke et spørgsmål om en ligestilling der alligevel aldrig nås. Den er derimod et spørgsmål om at værdsætte hinanden i fuld respekt for den egenart alle har som kønsvæsener, og dette er da i sig selv en kæmpemæssig og fascinerende udfordring. Men der vil under alle omstændigheder fortsat være en fundamental forskel mellem kønnene som aldrig vil blive overvundet, og som det rent ud sagt vil være dybt ulykkeligt at få overvundet, eller blot reduceret, for denne kønsforskel er en væsentlig del af fortryllelsen ved tilværelsen.

I stedet for at klynke og jamre - eller slås for mere eller mindre utopiske mål om absolut ligestilling, burde parterne i den vedvarende og aldrig afsluttelige kønskamp derfor holde sig for øje, at der ikke findes nogen større eller mere tragisk humor i verden end den der hedder opdelingen af mennesket i to køn. Det tragiske består i at det er et vilkår der ikke kan laves om uanset hvor mange der måtte ønske det. Humoren ligger i at det tragiske trods alt er til at leve med og endda fryde sig over.

Jan Jernewicz



Henvisninger:

Link til:

Kvinfo



Relevante artikler på Jernesalt:

Kapitler af   'Jernesalts 2009-filosofi'

Immanens og transcendens
Mennesket
Biologi
Aggressivitet og dominans
Seksualitet
Socialitet, ulighed og kønsforskel

Familie og skilsmisse  (28.7.08.)
Køn, identitet, partnervalg og humor
Film og forførelse
Familien er død! Familien leve! (om Cooper)

Veje til livskvalitet og mening
Simone de Beauvoir
Humor og tragedie



Artikler om Samfund
Artikler om Psykologi
Artikler om Eksistens
Artikler om Religion
Artikler om Sekularisering



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Helhedsrealismen
De psykiske grundprocesser
Konsistens-etikken



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal