Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - teser2008

ARTIKEL FRA JERNESALT - 7.4.08.


Nye politiske teser - varm luft eller visioner?

Oppositionen ønsker samling
Mette Frederiksens teser
SF's pejlemærker
Afklaring mangler
Henvisninger




Oppositionen ønsker samling

Folketingsvalget i november gik som bekendt ikke for godt for socialdemokraterne, der indkasserede det dårligste resultat siden 1926, året hvor partiets daværende leder, statminister Th. Stauning udskrev valg, fordi han ikke ville løse den økonomiske krise ved at indlade sig på de borgerlige partiers forslag om toldafgifter (Han var ligesom Zoologisk Haves store flodhest Jeppe uvillig til at gå ind i den opstillede transportkasse, således som tegneren Herluf Jensenius afbillede det i Blæksprutten samme år, jf artiklen
Jeppe gik i kassen - men hvem blev taget på sengen? ).

Oppositionen havde i 2007 ikke held til at skaffe sig et flertal imod regeringen. Den nuværende partiformand, den 41-årige Helle Thorning, måtte sande at hun ikke kunne slå Anders Fogh denne gang, men til gengæld næste gang....

Meningsmålingerne har siden været et mareridt for socialdemokraterne, fordi de er gået yderligere tilbage til 20-21 %, mens Socialistisk Folkeparti er stormet frem til næsten samme niveau - fra de 13 % ved valget der allerede var en fordobling af mandattallet. Noget måtte gøres. Ofringen af partiformanden ville hverken se godt ud eller gøre nogen forskel. Københavns overborgmester, den 67-årige Ritt Bjerregaard lancerede derfor en Rød Skole der gennem nogle studiekredse eller debatmøder skulle puste liv i partiet, og den slags er aldrig nogen skade til, men initiativet blev ikke mødt med udelt begejstring inden for rækkerne. Og da Jeppe Kofod gik i en kasse der var tiltænkt yngre personer, fik partiet oven i købet en slags moral-sag at bakse med som gruppeformanden, den 51-årige Carsten Hansen med sin udtalelse om utilgivelighed forkludrede, så både han selv og partiformanden senere måtte trække i land.

Men så kom heldigvis gruppens næstformand, den 30-årige Mette Frederiksen, på banen med et forslag om "ti socialdemokratiske teser som skulle indgå i det arbejde som Socialdemokratiet nu starter i en bred alliance med alle de progressive kræfter, som ønsker en anden regering". En af teserne er bemærkelsesværdig derved at den fastslår at pligter er vigtigere end rettigheder. Umiddelbart kunne den se ud til at være et opgør med partiformandens fokusering på 29 såkaldte 'velfærdsrettigheder'. Men baglandet med flere borgmestre i spidsen accepterede Frederiksens teser som en ny start for partiet - og så måtte også Helle Thorning se glad ud. Det viser sig at ideen bag teserne kan føres tilbage til et centrum-venstre tidsskrift som nogle unge socialdemokrater har lanceret under navnet 'Vision', og hvor de bl.a. har påpeget at arbejderbevægelsen altid har betragtet både pligter og rettigheder som vigtige. At Mette Frederiksen nu siger at pligterne er vigtigere end rettighederne, behøver ikke at være andet end en sproglig understregning af deres betydning, selvom nogle protesterer mod formuleringen.



Den 10. tese er lidt speciel, fordi den endnu ikke har noget indhold, men er åben for at blive skrevet "sammen med andre der også ønsker et socialdemokratisk Danmark". Det lyder strengt taget ikke som en direkte opfordring til andre partier om et samarbejde, da man ikke på forhånd kan forvente at andre partier blot vil yde bidrag til et fælles projekt som socialdemokraterne skal have æren for. Men igen skal man ikke hænge sig i ordvalget. Både SF og de radikale har taget venligt imod udspillet.

SF har gjort dette ved at offentliggøre et forslag om 10 fælles politiske pejlemærker for centrumvenstre-partierne. Man stiller ingen ultimative krav, men erkender behovet for kompromisser. Hovedformålet er at få opstillet et klart alternativ til den siddende VOK-blok. De ti pejlemærker skal ses som "et bidrag til en konkretisering af Socialdemokraternes teser og SF's umiddelbare oplæg til en samling af oppositionen".

Men ak, de radikale har omgående stukket en kæp i hjulet ved med Morten Østergaards ord at påpege at der "ikke er for to gram økonomisk ansvarlighed i SF's forslag". Han undrer sig desuden over at SF for tredje gang på kort tid præsenterer de radikale for et oplæg til samarbejde via pressen - i stedet for at henvende sig direkte og personligt. Og dermed udstilles faktisk den gamle, solide splittelse i oppositionen: De radikale vil 1) ikke betragtes som et venstreorienteret parti, de vil 2) ikke have fælles valgprogram med S og SF, og de vil 3) ikke sidde i regering med SF. Og det gør naturligvis ikke sagen det fjerneste lettere for de radikale, at SF tordner frem i meningsmålingerne, mens socialdemokraterne går tilbage. Flere SF'erne som Ole Sohn og Anne Baastrup har ganske vist været ude med en melding om at man ikke ønsker at tage førertrøjen fra socialdemokraterne, men en af partiets borgmestre i København vil intet love, hvis SF ved næste kommunalvalg bliver større end socialdemokraterne.



Mette Frederiksens teser

Teser og pejlemærker eller ej, der er opbrud på fløjen uden for VKO, en fløj man ikke længere må kalde venstrefløjen, og som S og SF derfor som noget nyt kalder 'centrumvenstre'. Det tilfredsstiller ikke de radikale der som gammelt midterparti er kommet i klemme mellem de to blokke de selv definerer som fløje der fører den blokpolitik de radikale ikke vil være med til. Så hellere stå uden for indflydelse, synes de at mene, men det må man heller ikke sige. Så konklusionen kunne let blive, at teser og pejlemærker er temmelig ligegyldige, for det er personer der betyder noget. Men lad os alligevel et kort øjeblik give ideerne en chance.

Mette Frederiksens teser i den helt korte form er følgende:

1: Det enkelte menneskes frihed står over alt andet
2: Pligter er vigtigere end rettigheder
3: Hvis vi afskaffer fattigdom, bliver hele samfundet rigere
4: Velfærden skal hellere være fælles end privat
5: Der skal tjenes flere penge i Danmark
6: Velfærdsstaten er ikke et mål i sig selv
7: Et rent miljø er vigtigere end mere forbrug
8: Danskerne skal først og fremmest være borgere - ikke kun forbrugere
9: Verden har behov for mere politik - ikke mindre

Hertil kommer en tiende der har karakter af en hensigtserklæring.

Som det ses slår Frederiksens teser på ene side fast, at "det enkelte menneskes frihed står over alt andet", men siger dernæst, at "pligter er vigtigere end rettigheder", og det hænger jo ikke rigtigt sammen. At pligter er vigtigere end rettigheder, kan være en nødvendig korrektion til den af Helle Thorning udbredte forestilling om en uendelig række af velfærdsrettigheder, men bruges også til understregning af, at individets frihed er betinget af ansvaret for fællesskabet. Ingen skal sætte sig ud over fællesskabet, alle skal tværtimod yde til dette. Derimod kan friheden ifølge Frederiksen ikke reduceres til spørgsmålet om frit valg af den ene eller anden velfærdsydelse, idet hun altså mere end antyder at dette skulle være den siddende regerings politik, skønt Anders Fogh meget udtrykkeligt skelner mellem frihedsrettigheder og fordringsrettigheder og regner sig som liberal på grund af betoningen af de første. Men den vigtigste frihedskamp i dag er efter Frederiksens mening at bekæmpe den negative sociale arv, så der bliver reel frihed for det enkelte menneske. Derfor siges det også under tese 3 at såvel fattigdom som stigende ulighed er uacceptabel i et moderne velfærdssamfund, idet hele samfundet bliver rigere, hvis vi afskaffer fattigdom. Disse tre teser lyder slet ikke ufornuftige i en socialdemokrats mund, men er alligevel klare eksempler på at de trænger til en konkretisering og gennemtænkning. Man aner igen en vis modsætning til Venstres liberale tankegang, men savner som hos Venstre en afklaring af forholdet mellem frihedsprincippet og ligheds- eller trygheds-princippet, nemlig en fuld forståelse for at disse to principper dybest set er
komplementære og derfor begge uundværlige dynamiske faktorer i samfundsudviklingen. Men alene det at de nu af en socialdemokrat bringes på banen nærmest sideordnede viser fuld respekt for det forhold, at vi efterhånden alle forstår politik som midterpolitik.

Frederiksen forsvarer naturligvis også velfærden og velfærdsstaten. Velfærden skal hellere være fælles end privat, hævder tese 4, mens tese 6 understreger at velfærdsstaten som sådan ikke er et mål i sig selv, men et middel, og som sådant står for det dynamiske og foranderlige. Problemet kommer, når tese 5 slår fast, at der skal tjenes flere penge i Danmark, bl.a. ved at flere animeres til at blive iværksættere, for dette betyder reelt at der skal være såvel private som offentlige fordele ved den økonomiske vækst. Det er ikke en selvfølge at den offentlige sektor skal udvides og udvides i kraft af den økonomiske vækst, for dette ville udelukkende være en fordel for borgerne i retning af at kunne få bedre service. Det koster skattekroner - og kan ændre balancen mellem privat og offentlig sektor på en måde der bremser væksten, og lige præcis derfor er der uenighed mellem borgerne om spørgsmålet.

Men Mette Frederiksen synes at mene, at det er den moralske indstilling der kan løse dette problem. Danskerne skal først og fremmest være borgere - ikke kun forbrugere, hedder det i tese 8, og dermed understreges bl.a. at en faktor som tillid er med til at holde samfundet sammen i modsætning til en ren forbrugsmentalitet. Og dette kan der være meget rigtigt i, men for det første kræver også sådanne synspunkter konkretisering, for det andet er de led i den værdikamp der allerede foregår. Blandt andet derfor forekommer tese 9 temmelig svag, når den siger at verden har behov for mere politik og ikke mindre politik. For alt afhænger af hvad der lægges i begrebet politik. Både globaliseringen og konflikterne i verden øger behovet for fredelige og demokratiske løsninger, der igen næsten uundgåeligt indebærer 'mere politik', men da politik både kan betyde magtkamp og idéudvikling, nytter det ikke at tro at man automatisk skaber mere udvikling i demokratisk retning ved at få mere politik i uspecificeret stand. Tværtimod er det en forudsætning for at politikken bliver fredelig, demokratisk og dynamisk, at den ikke bliver professionaliseret til fordel for de magtorienterede levebrødspolitikere. Den folkelige faktor må tages i betragtning - og den kan ikke uden videre gøres synonym med 'politik'.

Indvendingerne kan synes smålige, eftersom man altid kan finde mangler i en skitsering, men sagen er jo, at det fortsat ikke er nogen kunst at fremlægge valgprogrammer, partiprogrammer eller teser, ideer og tanker i løs vægt. Det er gennemarbejdningen af dem til en på én gang realistisk, dybdeborende og inspirende vision eller utopi der kan bane vej for ændringer i samfundsudviklingen på længere sigt. Og her kan Mette Frederiksens forslag ikke siges at være mere end et ærlig ment forsøg på at få socialdemokratiet og oppositionen rettet op. Dette er tiltrængt, og det skal i denne forbindelse ikke lastes hende at hun er relativt ung, eftersom det ofte er fra unge mennesker de friske ideer kommer. Men ligefrem at påstå at Mette Frederiksen med sine teser er blevet 'voksen', således som Politikens kommentator Peter Mogensen gør, er måske at vildlede.

Mette Frederiksen er meget ung, og teserne viser at hun er så ung, at det kniber med både konkretiseringen og gennemtænkningen. En gennemlæsning af teserne med hendes egne kommentarer, således som de forefindes på partiets hjemmeside, giver det indtryk, at der slet ikke synes at være system i ideerne. Det bedste man kan sige om teserne er at de lægger op til konkretisering og gennemarbejdning, men netop derfor gør de ikke Mette Frederiksen mere voksen end hun var i forvejen. Hun har uden tvivl placeret sig stærkere i partiets ledelse, men hun har ikke fra den ene dag til den anden løftet sig op i en højere politisk vægtklasse. Og det turde faktisk være mere pondus der er brug for af de politiske ledere i dag.



SF's pejlemærker

Derfor er det på sin vis skuffende, at reaktionen fra SF's side nok er glæde over Mette Frederiksens teser og hendes efterlysning af et fælles oppositionsprojekt, men derudover blot opstillingen af en række pejlemærker, der ét for ét er en kommentering til hendes teser og ikke en frisk nyformulering af hvad der er behov for.

SF's ti pejlemærker - i meget sammentrængt form - er følgende:

1: Opgør med den negative sociale arv med samlet indsats i sundhedspleje, vuggestue, børnehave og folkeskole. - Konkret skal centrumvenstre garantere en helhedsindsats mod negativ social arv, der kombinerer ressourcer i barnets allerførste år, vuggestuepersonale, børnehavetiltag og folkeskolens indretning.
2: Det politiske system skal stille krav til borgere og virksomheder om markante energibesparelser. - Princippet bør være: Gør din pligt og kræv din ret! Det betyder at samfundet skal turde stille konkrete krav til hinanden om at tage medansvar for fælles udfordringer. Og politikerne skal turde opstille retningslinier for danskernes samfundspligter.
3: Ambitiøs fattigdomsbekæmpelse med ny finansiering af statspuljen. - Hvis visionen om fattigdomsbekæmpelse skal opfyldes, må den være konkret og handlingsorienteret. Som et oplagt første skridt angives et opgør med den hidtidige, skævvridende finansiering af satspuljen.
4: Ingen fradrag til virksomheder der tegner private sundhedsforsikringer for deres medarbejdere. - Centrumvenstre skal fastholde at kernesektorer som sundhed, børnepasning og uddannelse skal være skattefinansierede - på et højt kvalitetsniveau og offentligt tilgængelige for alle.
5: En senioroffensiv skal sikre større arbejdsstyrke. - Hvis væksten i samfundet skal fortsætte og være til gavn for almindelige danskere, kræver det udnyttelse af alle danskernes ressourcer. Konkret skal centrumvenstre garantere flere hænder og hoveder til arbejdsmarkedet ved at give ældre lønmodtagere mulighed for at arbejde i længere tid.
6: Tre principper for en skattereform. - Ikke-statslige foreninger, netværk og organisationer skal have bedst mulige vilkår, så flest mulige danskere kan bidrage til samfundet og deres medmennesker uafhængigt af staten. Men der skal være mod til svære beslutninger om beskatningen. Centrumvenstre skal samles om tre principper for en skattereform, nemlig nedsættelse af beskatning på arbejdsindkomst, fremme af social retfærdighed og fremme af miljørigtig og energibesparende adfærd.
7: En offentligt finansieret energirevolution. - Centrumvenstre skal stille sig i spidsen for den mest omfattende energirevolution i Danmarkshistorien og erkende, at de modige og nødvendige tiltag kun kan gennemføres via offentlig finansiering.
8: Færre reklamer i børnehøjde og øget undervisning i medieforståelse. - Centrumvenstre må beskytte børnene og bruge folkeskolen til at lære dem at leve i et dagligt reklamebombardement.
9: Landbrugsstøtten afskaffes og midlerne bruges i stedet til at løfte udviklingslandene. - Politik kræver hårde prioriteringer. Centrumvenstre i Danmark bør påtage sig lederskab for en mere fornuftig udvikling i verden, herunder stille sig i spidsen for at afskaffe EU's landbrugsstøtte til fordel for øget bistand til den tredje verden.
10: Socialdemokraterne, Radikale Venstre og SF er forenet i en alliance, der vil knokle for et socialt retfærdigt og bæredygtigt Danmark, hvor velfærden styrkes, hvor ungdommen uddannes og hvor klimaindsatsen opgraderes. -

Bort fra en våset, men for venstrefløjen typisk formulering under (2) som "Samfundet skal turde stille konkrete krav til hinanden...." (hvis nogen skal stille krav til hinanden må det vel være borgerne, og hvis samfundet skal stille krav til nogen, bliver det til borgerne), så er 'pejlemærkerne' udmærkede eksempler på forslag til konkretiseringer som man kan gå videre med i den interne debat på den fløj der appelleres til. Det er i sig selv et stort fremskridt at man erstatter begrebet 'venstrefløjen' med begrebet 'centrumvenstre'. Heri ligger naturligvis en klar tilkendegivelse af at man forstår at dansk politik er en kamp om midten, nøjagtigt som Anders Fogh Rasmussen har sagt lige siden han ved sin første åbningstale i Folketinget konstaterede den gamle klassekamp for passé. Problemet for S og SF er, at de radikale ikke vil betragtes som venstreorienteret, altså heller ikke som tilhørende en centrumvenstre der accepterer midterpolitiken, men vil havde den trukket til venstre, dvs prioritere det sociale over det liberale.



Afklaring mangler

Derfor må det også om SF's 10 pejlemærker siges, at der mangler ikke blot en yderligere konkretisering og gennemarbejdning (den kan jo komme med den løbende debat mellem de interesserede), men en virkelig gennemtænkt filosofi der kombinerer en grundig samfundsanalyse med en høj grad af afklaring af modsætninger mellem frihedsprincippet og lighedsprincippet, mellem det liberale aspekt og det sociale aspekt og mellem det private og det offentlige hensyn.

Nøjagtigt den samme afklaring mangler hos såvel Venstre som Dansk Folkeparti, og i det hele taget i samfunds- og kulturdebatten. Og det er ærgerligt fordi vi ikke for alvor kommer ud over de gamle partiskel eller de gamle oplysnings-skel, før en sådan afklaring finder sted. Kendsgerningen er at Venstre og Dansk Folkeparti ikke har folk med passende tænkeevner til at bidrage til en sådan afklaring, da den ikke blot kræver viden og intelligens (som der er tilstrækkeligt af), men også intuition, kreativitet og evne til at tænke på tværs af gamle forestillinger. De tænkere af et vist format der findes på den borgerlige fløj, finder man blandt ærkeliberalisterne i fx Cepos, men de tænker netop ikke på tværs af de gamle forestillinger.

Socialdemokraterne har heller ikke folk med de tiltrængte evner. Man tror man kan få spindoktorer til at levere varen, men får ikke andet end opdaterede valgkampsforslag. Og så lader man iøvrigt erfarne og velmenende ældre herrer som Auken og Lykketoft om at formulere de mere principielle overvejelser - og undrer sig over at partiet ikke slår bedre igennem i kommunikationen. Faktisk er det Socialistisk Folkeparti der med erfarne og ikke alt for unge folk som Villy Søvndal og Ole Sohn for øjeblikket i hele dette spil har de bedste kort på hånden og samtidig den største opmærksomhed.



Personspørgsmålet viser sig fortsat væsentligt. Venstre, Konservative og DF kører indtil videre udmærket med hhv. Anders Fogh Rasmussen, Bendt Bendtsen og Pia Kjærsgaard som ledere, men ingen af disse har selvfølgelige afløsere. For Venstres vedkommende gælder ligefrem, at det vil være en katastrofe for partiet, hvis Anders Fogh i løbet af de følgende år påtager sig en toppost i EU og overlader posten som formand for Venstre og chef for regeringen til finansminister Løkke Rasmussen. For denne er nok en yderst kompetent politiker, men han har langtfra Anders Foghs lederformat.

Socialdemokraterne fik skubbet 'kongemorderen' eller 'Auken-forræderen' Poul Nyrup Rasmussen væk fra formandsposten efter valgnederlaget i 2001, men valgte med Mogens Lykketoft den helt forkerte mand som efterfølger. Og da han tabte valget i 2005, måtte han gå af, og partiet foretrak den unge og uerfarne, men smukke Helle Thorning-Schmidt fremfor den erfarne Frank Jensen, og det gav ikke bonus umiddelbart. Tværtimod kostede det en åreladning af talentfulde politikere. Men håbet er bevaret - og håbet beskæmmer ingen. Det vil formentlig være katastrofalt at skifte formand før et valg.

Det er og bliver Socialistisk Folkeparti med Villy Søvndal i spidsen der løber med stemmerne og opmærksomheden. Han har været en stor overraskelse i positiv forstand, og han har en særdeles kompetent makker i Ole Sohn. Søvndal har nu taget skridtet fuldt ud væk fra partiets håbløse naivitet med hensyn til udfordringen fra indvandrerne og truslerne fra ekstremisternes side. Det giver enkelte problemer i baglandet, men stor opbakning i befolkningen. Det har gjort SF til et ægte folkeligt midterparti, med fuld ret til at understrege sin orientering mod det sociale.

Hvad man endnu savner er fremlæggelsen af en gennemtænkt filosofi der både beviser partiets forankring i det realpolitiske og regeringsansvarlige og dets fremtidsrettede perspektiv i visionær retning. Ingen af delene kan undværes. Men en gennemtænkt filosofi forudsætter tidskrævende personlig afklaring hos lederne. Det parti der kommer først med en kombination af begge aspekter vil have et fortrin frem for andre der rigeligt vil lønne den brugte tid og de brugte kræfter. Men arbejdet skal gøres.

Jan Jernewicz



Henvisninger:

Links til

Socialdemokraterne
Socialistisk Folkeparti



Relevante artikler på Jernesalt:

Ritts Røde Skole  (17.1.08.)
Lykketoft kontra Anders Fogh  (16.8.07.)
S for skæg, selvmord eller hvad?  (28.4.06.)
Helle Thornings nye hold  (19.4.05.)
Ny formand for socialdemokraterne  (13.4.05.)
Frank eller Helle?  (11.3.05.)
Lad dog Auken præke!  (9.1.05.)
Socialdemokraterne i krise  (12.12.04.)
Endelig gik han, Nyrup!   (19.11.02.)
Krag, standpunkterne, nederlaget og latterkoncilet

Villy Søvndal ikke længere til at komme udenom  (7.3.08.)
Søvndal ny formand for SF  (28.4.05.)

Partiskadelig uafklarethed i Venstre  (26.11.06.)
Fogh, Venstre, Velfærden og Fremtiden  (21.11.06)

Valgets selvbedragere og visdomsfornægtere  (19.11.07.)
Valgets personpræferencer  (15.11.07.)

Politiske parametre  (6.2.05.)
Værdimanifestet i forkortet udgave
Individ og samfund som komplementære fænomener  (23.7.03.)
Liberalismen og socialismen som komplementære fænonmener  (26.8.03.)
Den kreative klasse ifølge Richard Florida   (9.3.06)
Den herskende klasse efter 1970   (19.02.03.)
Midten i dansk politik  (25.10.04.)



Artikler om Danmark
Artikler om Samfund
Artikler om Eksistens
Artikler om Religion
Artikler om Sekularisering



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Helhedsrealismen
De psykiske grundprocesser
Konsistens-etikken



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal