Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - kanel32socdem

ARTIKEL FRA JERNESALT - 28.04.06.


S for skæg, selvmord eller hvad?

af Jens Vrængmose

Dag for dag bliver det mere og mere fornøjeligt at følge socialdemokraternes lette dansetrin til Helle Thornings Schmidts muntre fløjtetoner i forsøget på at rette på de dårlige meningsmålinger, silkesnoren fra Marianne Jelved og det truende baghjul fra Dansk Folkeparti

Først svingede Helle Thorning den politiske kurs væk fra midten og over til partiets venstrefløj, dvs kredsen omkring den detroniserede Frank Jensen. Det skete med programmet 'Samling om Fornyelse' - jvf. artiklen Helle Thornings gratisreklame  (12.4.06.). Og så skiftede hun ud i ledelsen af folketingsgruppen. Den nære veninde Lotte Bundsgård fik fyresedlen som politisk ordfører, og en anden tro væbner, Jan Petersen, blev sat fra posten som formand for folketingsgruppen. Ind kom Frank Jensen-støtten Carsten Hansen som gruppeformand og Nyrup-fællen Henrik Sass Larsen som politisk ordfører.

Objektivt set er der tale om en styrkelse af gruppen, fordi Henrik Sass er en mere aggressiv ordfører end Lotte Bundsgaard. Han er en type som kan hamle op med Venstres Jens Rohde - og det må siges at være en mindste forudsætning for at bestride jobbet. Lotte Bundsgaard er dygtig og sympatisk og forsvarede loyalt sin formands politiske linje, men dygtighed er ikke nok. Og kønnet heller ikke det rigtige, når nu formanden er en kvinde. Det må ganske vist ikke siges højt her i landet - derfor skriver vi det kun på en privat hjemmeside i håb om at ingen opdager det - men selvom en kvindelig leder i politik kan trække kvindelige vælgere, så er det langt fra givet at to kvinder i spidsen for et parti kan trække dobbelt så mange. Faktisk er der rimelig grund til at formode, at den almindelige holdning blandt vælgerne er at det er godt med en passende blanding af kønnene. Lotte Bundsgaard var en gevinst for socialdemokraterne i sidste valgkamp, hvor hun kunne optræde som nr. to efter Lykketoft - også set i forhold til Venstre der stillede med en alt for svag Eva Kjer Hansen ved siden af Fogh - men det duer ikke med to kvinder.

Objektivt set er det også bedre med den 49-årige Carsten Hansen som gruppeformand, fordi han er en rundere og mere erfaren type end Jan Petersen. Og det var da også tydeligt at han straks ved præsentationen solede sig i opmærksomheden - og at Frank Jensen-fløjen i det hele taget var kommet i gevaldigt godt humør efter et helt års ubehagelig nakkedukken.

Spørgsmålet er om det alligevel hjælper på partiets image og popularitet.



I årevis har Politikens bagsidespalte 'At Tænke Sig' moret sig med at kalde socialdemokraterne for suicidaldemokraterne. Det er ikke pænt af redaktøren og ville ikke kunne finde sted, hvis socialdemokraterne som parti betragtet havde haft en anden holdning til religion end de har, for så ville der have rejst sig protester fra Socialistisk Internationale over krænkelsen af socialdemokraternes religiøse følelser. Og det ville ikke have været muligt at forestille sig hvilke ulykkelige følger sådanne protester kunne få for den danske feta-eksport til gode socialdemokratiske lande som Norge og Sverige, Spanien og Portugal.

Jernesalt kunne ikke drømme om at krænke socialdemokraternes følelser på denne måde - og må tage skarpt afstand fra humoren i 'At Tænke Sig'. Og det kan vi gøre så meget lettere som hele ideen med at S i socialdemokraternes tilfælde skulle stå for noget i retning af selvmord er hen i vejret. Den amerikanske historiker Henry Commager påstod i sin tid at ekstremistiske partiers eneste mission i verden er at begå selvmord, og det har han megen ret i eftersom magten og successen altid ligger på midten af den brede politiske vej og hverken ude i de bløde rabatter eller de dybe grøfter, men hvad man end måtte mene om socialdemokraterne, så er de ikke og har de ikke siden Louis Pio været ekstremister, men midtersøgende reformister. Eller måske skulle man være korrekt og kalde dem 'reformister der søger at bringe deres vælgere ind på den gode midte hvor civilsamfundet og velfærdssamfundet skrues sammen'.

Når morskaben alligevel tager til i forbindelse med socialdemokraternes aktuelle problemer, så skyldes det en meget enklere ting, nemlig det forhold at partiet siden 1973 ikke har kunnet vænne sig til at være oppositionsparti, fordi ledelsen og medlemmerne har været fuldstændigt overbevist om at det var partiet der tegnede fremskridtet og al social velfærd. Man har ganske vist ikke som i Sverige og Norge haft et reelt monopol på regeringsmagten, men man har alligevel betragtet det som en fornærmelse at blive sat fra bestillingen af vælgerne. Man har i prekære situationer altid reageret med en betydelig opfindsomhed for at finde villige regeringspartnere og med betydelig animositet mod enhver partikonstellation der sikrede de borgerlige magten.

Opfindsomheden var udtalt da Jens Otto Krag krøb til korset i 1966 og tilbød Aksel Larsen et samarbejde, altså samarbejde med netop den mand han havde svoret aldrig at give indflydelse. Det førte til den berømte replik om at man har et standpunkt til man tager et nyt, hvad folk stadigvæk går rundt og tror var de viseste vise ord. Reelt var de Krags blanke afvisning af overhovedet at indlade sig på at forklare hvorfor han havde skiftet standpunkt. Den slags afviser en politiker selvfølgelig kun, når han er ude af stand til at give en fornuftig forklaring på skiftet. Det var med andre ord for Krag slet ikke et standpunkt at hævde at han ikke ville samarbejde med fanden selv. Det var blot noget opportunisten have sagt for ikke at støde vælgere fra sig. Resultatet blev ikke blot et skrøbeligt 'rødt kabinet' der faldt året efter, men total uvilje mod overhovedet at tage de politiske grundprincipper op til en fornuftig snak med nye folk i SF. Og det uhyggelige var at Larsen villigt spillede Krags spil. - Jf de brudstykker af dramaet Latterkoncilet som Jernesalt er kommet i besiddelse af.

I 1971 fik Krag comeback efter tre års VKR-regering og arrangerede sig - mod parlamentarisk sædvane - med de nordatlantiske mandater, så han kunne danne regering og i 1972 skaffe Danmark ind i EF (EU), hvorefter han til alles store overraskelse trak sig helt ud af politik. Han var blevet træt af sin egen opfindsomhed - og overlod det til formanden for Arbejdsmandsforbundet Anker Jørgensen at rage de varme socialdemokratiske kastanjer ud af ilden de næste ti år. Det lykkedes kun delvist, og i 1982 måtte han give op. Auken tog over, men blev efter elleve års forgæves kamp med Schlüter om regeringsmagten fældet af sin næstformand Poul Nyrup Rasmussen der gik i ledtog med den radikale Niels Helveg Petersen. Socialdemokraterne kom til fadet igen i 1993 (fordi Schlüter faldt ind under gulvtæppet i Tamil-sagen) og bevarede magten helt til 2001, bl.a. takket være gunstige konjunkturer.

Men nederlag vil man ikke acceptere i de kredse - ligeså lidt i Danmark som i Østrig - selvom ti år ved magten faktisk er lang tid og gør en udskiftning ønskværdig for mange. Nyrup morede sig gevaldigt, da Fogh Rasmussen tog over og fældede dødsdom over klassekampen. Han morede sig knapt så godt, da Mogens Lykketoft fandt det tvingende nødvendigt at stille op imod ham og gudhjælpepartiet havde held til at vinde. Man ak, han klarede ikke valgkampen i 2005 - og erkendte allerede på valgaftenen at nye kræfter måtte til. Det blev som bekendt den unge og forholdvis ukendte EU-parlamentariker Helle Thorning Schmidt der ved medlemsafstemning vandt over kronprins Jensen. Og straks stødte hun af sine lungers fulde kraft i sejrstrompeterne: Jeg kan slå Fogh!

Men så kom denne besynderlige Muhammed-sag med hele dens uhyggelige hysteri i hele den muslimske verden på grund af nogle efter danske forhold tilforladeligt humorfyldte tegninger af profeten Muhammed (Fred være med ham). Det kostede brændte danske flag og ambassader og mange danske eksportkroner. Og det lavede fuldstændigt om på det politiske billede i Danmark. Regeringen bevarede fatningen og holdt skansen. Men Dansk Folkeparti og Det radikale Venstre stormede frem i meningsmålingerne, mens socialdemokraterne gik tilsvarende tilbage. Et alternativ til den siddende VK-regering med Dansk Folkeparti som parlamentarisk grundlag er ikke til at få øje på, så meget mindre som de radikale har været så overmodige at give Helle Thorning Schmidt silkesnoren. Det er utænkeligt at hun bliver skiftet ud straks, og det ville også være dybt uretfærdigt, da tilbagegangen ikke med nogen rimelighed kan tillæg;ges hendes person. Altså må der skiftes politisk kurs og ledelse i folketingsgruppen.



Ja, det siger almindelig logik, men det er ikke givet at det vil ændre billedet at følge logikken. For det kunne jo tænkes at der er dybere årsager til miseren, nemlig den ovenfor mere end antydede fejl- og overvurdering af socialdemokraternes rolle i dansk politik. Intet parti har nogensinde monopol på fremskridt og velfærd. Velfærdssamfundet er ikke engang en socialdemokratisk idé, men selvom det var, ville det ikke retfærdiggøre at partiet skulle have patent på vedvarende adminsitration af dette samfund. Tværtimod er det en almindelig god og bredt accepteret demokratisk idé at magten med mellemrum bør skifte allerede af den grund at magt altid korrumperer og magtskifte derfor til en vis grad kan forebygge korruption.

Da den demografiske udvikling i landet desuden indebærer at flere og flere får bedre uddannelse og højere indkomster, så er den gamle klassekamps død ikke blot noget statsminister Anders Fogh Rasmussen ved højtidelige lejligheder kan konstatere med tilfredshed som en drøm, det er faktisk en realitet på vore breddegrader. Der er ydermere dukket en stadig voksende kreativ klasse op der bekræfter tendensen: arbejderklassens tid er forbi; funktionærstanden er blevet bredere og bredere og er i vid udstrækning 'borgerliggjort' og har alt muligt andet i hovedet end at rejse sig som en sultens slavehær mod den forædte overklasse. Den er selv blevet overvægtig. Den politiske kamp om vælgerne foregår derfor på midten.

Objektivt set må dette føre til den erkendelse, at socialdemokraternes tid som dominerende parti i dansk politik nu er definitivt forbi. Faktisk skete skredet i 1970'erne og hang sammen med de offentligt ansattes særlige klassedannelse som Jørgen S. Dich så gribende beskrev, men af forskellige partipolitiske og konjunkturbestemte grunde så lykkede det Poul Nyrup Rasmussen mod alle forventninger at opretholde ti års samarbejde med de radikale. Endnu omkring valget i 2005 kunne der siges at være nogen usikkerhed om det endelige udfald, fordi det opsving alle forventede og VK-regeringen byggede sin optimisme på trak i langdrag. Men nu - efter opsvingets rekordfart og Muhammed-sagens fordanskning af store dele af befolkningen - synes løbet kørt. Helle Thorning Schmidt kan gøre hvad hun vil - inklusive at stå på hovedet på folketingets talerstol for at vække opmærksomhed - kun sort uheld kan frarøve Anders Fogh Rasmussen førerskabet i resten af valgperioden.

Hvad er Helle Thornings naturlige opgave i denne situation andet end selverkendelse? Og hvad er vanskeligere for en partileder i et godt gammelt og hæderkronet parti som socialdemokraterne end netop selverkendelse? Formentlig kommer den først gennem et nyt valgnederlag. For meningsmålingerne skal man og kan man altid tage med så store mængder salt, at man kan bortforklare deres dårlige smag.

Skæg, selvmord eller selverkendelse? Selvmordet kan som nævnt udelukkes. Selverkendelsen er langt fra udelukket, men kan og vil tage sin tid. Så det sikre kort indtil videre er skægget. Indtil selverkendelsen på et eller andet tidspunkt bliver uundgåelig, vil S stå for skæg og ballade. Og det er jo slet ikke så ring' for os andre.

Deres ærbødige

Jens Vrængmose



Henvisninger:

Andre udgydelse af Jens Vrængmose:   Klik

Helle Thornings gratisreklame  (12.4.06.)
Jens Otto Krag
Latterkoncilet
Muhammed-sag (oversigt over artikler)
Florida om den kreative klasse
Jørgen S. Dich om den herskende klasse

Velfærdsudspillet  (6.4.06.)
S, DF og Venstre i forskudt spændingsfelt  (21.02.06.)
Er danskerne socialdemokrater i hjertet?  (28.11.05.)
Helle Thornings nye hold  (19.4.05.)
Ny formand for socialdemokraterne  (13.4.05.)
Socialdemokraterne i krise  (12.12.04.)
Midten i dansk politik  (25.10.04.)

Øvrige artikler om  Danmark
Oversigt over artikler om  Samfund



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal