Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - sfogpolakker

ARTIKEL FRA JERNESALT - 13.7.08.


SF, polakkerne og intolerancen

SF's integrationsordfører har siden folketingsvalget i november været den nyvalgte, kun 26-årige Astrid Krag, der var landsformand for SF's ungdom 2005-07. Hun har i flere år været talsmand for et brud med den slappe linje over for indvandrerne som i årtier har kendetegnet SF og hele venstrefløjen og som har givet sig udslag i en helt misforstået overbærenhed imod etniske minoriteters kulturbetingede særheder selvom disse ofte reelt har været en hindring for integrationen. Hun har dermed ligget på linje med SF's nye formand Villy Søvndal og hans stigende erkendelse af at også venstrefløjen må forsvare det danske demokrati ved at sige klart fra over for antidemokratiske kræfter blandt muslimerne.

Men nu er Krag gået et skridt videre og har udtrykt frygt for at de mange polske gæstearbejdere der for tiden er beskæftiget i dansk landbrug og dansk byggeri skulle kunne gå hen at blive et lige så stort problem som de tyrkiske gæstearbejdere der kom til landet i 60'erne. Hun mener at vi risikerer at polakkerne bliver i landet, at det vil give ghetto-problemer og at polakkerne kulturelt set er lige så integrationsproblematiske som de tyrkiske muslimer, fordi de som katolikker repræsenterer en religion der er lige så fundamentalistisk som islam og som bl.a. vender sig mod fri abort, prævention og homoseksualitet.

Astrid Krag overser imidlertid nogle væsentlige forskelle - og kommer derfor til at forvirre begreberne i stedet for at skabe klarhed. Og dermed skader hun dybest set sit eget forehavende: at skabe øget forståelse for hvordan de kulturelle faktorer påvirker integrationen og integrationsudviklingen på såvel nationalt plan som på EU-plan.



Krags fremtrædende placering i SF's folketingsgruppe skal ses i sammenhæng med formandsvalget i SF i april 2005, for her blev Villy Søvndal støttet af SFU selvom han med sine dengang 53 år var væsentligt ældre end Pia Olsen der efter den unge Morten Homanns afkald som kandidat var eneste reelle modkandidat. Søvndal lå ifølge Krag mere på linje med SFU i forhold til ønsket om at gøre SF til et moderne venstrefløjsparti frem for et midtersøgende grønt parti.

Forud for SF's landsmøde i maj 2006 under Villy Søvndals forsæde kom SFU med en påskeudtalelse der var et klart opgør med venstrefløjens hidtidige, traditionelle integrationspolitik: "De unge SF'ere har gennemført et omfattende opgør med venstrefløjens lalletolerance og manglende evne til at levere konkrete håndfaste løsninger, når det gælder nydanskernes integration."

På landsmødet skar Villy Søvndal igennem. Han erkendte at SF står midt i en værdikamp. "SF står på frihedens side, og jeg vil gerne have at dette landsmøde slår det budskab fast med syvtommersøm: Vi vil ikke acceptere, at mennesker trues til at handle, tænke eller leve på en bestemt måde - en måde, som er imod deres overbevisning eller deres egne ønsker..... Der påhviler SF et historisk ansvar for at sige fra over for overgreb, undertrykkelse og tilsidesættelse af demokrati og individuel frihed. Også når aggressionen udgår fra herboende islamister eller såmænd blot fra de reaktionære kulturkustoder."



På samme landsmøde sagde Astrid Krag: "Jeg vil slå fast, at vi - SF'ere, SFU'ere, venstreorienterede - må erkende to ting. For det første skal vi turde indrømme, at der er problemer med integrationen. For det andet skal vi turde indrømme, at vi ikke har klaret Dansk Folkeparti, højrefløjen og integrationsspørgsmålet godt nok. Vi har i SFU det sidste år taget en grundig debat om integrationen og om venstre sides løsninger og analyser. Og vi vedtog på vores landsmøde i påsken et omfattende og sammenhængende integrationsprogram - et program med konkrete løsninger på konkrete problemer. Dem lægger vi frem sammen med et krav om at venstrefløjen må kæmpe sig tilbage i offensiven. Den defensive dagsorden fra SF og resten af venstrefløjen i de sidste ti år - hvor Dansk Folkeparti er gået fra at være et lille, undseeligt parti til den mastodont de er i dag i dansk politik - har ikke skyldtes ond vilje. Men den defensive dagsorden har fejlet! Dansk Folkeparti har netop vokset sig stort og stærkt ved at være partiet, der sætter ord på de problemer, folk møder i hverdagen og ser ude i samfundet. Dansk Folkeparti har haft banen for sig selv. De har leveret svar på almindelige menneskers bekymringer og problemer."

Astrid Krag er - som det også fremgår af Politikens nylige portræt af hende som 'socialistisk hardliner' - dybt uenig i Dansk Folkepartis analyser, løsninger, sprog og menneskesyn, men hun anerkender at de tør tale om integrationsproblemet og at SF skal turde det samme. Det går simpelthen ikke længere at tabuisere al snak om kultur i forbindelse med integration. "Jeg har altid synes, at det har været så sært, at man ikke måtte tale om kultur. Man har ikke ville træde nogen over tæerne ved at sige, at vores kultur er bedst, men der er altså nogle tilfælde, hvor vores kultur er bedst", siger hun.

Med udtrykket 'nogle tilfælde' siger hun jo ikke for meget. Og det vil formentligt være her, man fortsat vil kunne se den store forskel på SF og DF. For DF er ikke i tvivl om, at vores kultur er bedst hele vejen rundt. Det udelukker ikke accept af at andre kulturer kan være gode for andre mennesker andre steder på kloden. Men her i landet er dansk kultur bedst - ikke bare fordi den nu engang er de etniske danskeres selvfølgelige nationale baggrund, men fordi den giver os frihed og demokrati til at værne om alle de værdier vi sætter højst, herunder ytringsfriheden og den principielle ligestilling mellem kønnene. Disse ting er naturligvis værdier der til stadighed må debatteres, fordi debatten er en del af kulturen og demokratiet. Men det er en forudsætning for en kulturskabende og integrationsgivende debat at tingene kaldes ved deres rette navn, at begreberne er nogenlunde klare og relevante, og at tolerancen aldrig ender i den 'lalletolerance' der gør alle værdier og synspunkter lige gode, men tør fastholde intolerancen over for intolerancen.



Det er naturligvis yderst positivt at Socialistisk Folkeparti definitivt har forladt den gamle lalletolerance og har erkendt nødvendigheden af at sige fra over for antidemokratiske kræfter fra etniske minoriteter. Men i Astrid Krags seneste udmelding om frygt for de polske gæstearbejdere og deres medbragte kulturelle bagage synes dømmekraften at have svigtet.

Hvad man nemlig end måtte mene om polakkernes og andre østeuropæiske arbejdstageres placering på et arbejdsmarked der mangler kvalificeret arbejdskraft - her tænker jeg på løn og andre vilkår i forhold til den almindelige og organiserede danske arbejdskraft - så er problematikken anderledes end for de tyrkiske gæstearbejderes vedkommende, fordi de nye, polske gæstearbejderes opdukken er en direkte følge af EU-udvidelsen og den i EU gældende frie bevægelighed på arbejdsmarkedet. Efter nogle få års aftalte overgangsregler kan vi ikke længere lukke polakker ude, hvis der er arbejdsgivere der ønsker at bruge dem. Den afgørende forskel i forhold til fx Tyrkiet er med andre ord, at polakkerne kommer fra et land der er blevet medlem af EU og som derfor nyder godt af medlemsskabet i økonomisk og anden henseende.

Det er rigtigt at man for disse polakkers vedkommende nøgternt må tage i betragtning, at de er katolikker og som sådanne tager deres religion væsentligt mere seriøst end danskerne gør i almindelighed. Men trækker man modstanden mod fri abort, prævention og homoseksualitet frem som særlige problemer i denne sammenhæng, så må det aldrig glemmes, at Polen er et land i rivende udvikling, at det har været det lige siden befrielsen fra det kommunistiske åg, og at udviklingen også forlængst har givet sig udslag i ændringer i moralske spørgsmål. Allerede den polske pave, Johannes Paul II, måtte i sin tid konstatere mindre vægt på den katolske kirkes moralske normer i befolkningen. Og han fordømte skredet, som han oplevede som et svigt af selve den åndelige indstilling der var grundlaget for den polske befolknings stædige kamp mod og definitive sejr over den materialistiske sovjetkommunistiske ånd.

Men sagen er jo, at modstandsånden mod en undertrykkende, udefra kommende ideologi uundgåeligt vil tabe i intensitet, når den forhadte ideologi bryder sammen. Der vil i Polens tilfælde fortsat være stærke bindinger til den kirke der først og fremmest formåede at give modstandsånden næring - og specielt til den mand, den polske pave, som personificerede denne modstandsånd. Men når friheden først er vundet, den samlende figur er død og nye generationer er vokset op som ikke har været en del af modstandskampen, så bliver den moralske holdning i bredeste forstand nødvendigvis anderledes. Den katolske kirke i Polen nyder fortsat stor hengivenhed, men faktum er at den i dag slet ikke har den magt over sindene som den havde i årene mellem 1971 og 1991. Polen er langsomt, men sikkert blevet et langt mere sekulært land, selvom det fortsat har en officiel alliance - et såkaldt konkordat - med Vatikanstaten.

Typisk for Polens udvikling siden omvæltningen i 1989 er det at landets første frie præsident og frie regering, begge udgået fra Solidaritetsbevægelsen, var stærkt katolsk orienterede, men at landet allerede ved de følgende valg blev mere og mere segmenteret. I 1995 fik landet en tidligere kommunist som præsident og efter parlamentsvalget i 1997 en ret sekulær regering. Når paven de følgende år kom på besøg, måtte han ved modtagelsen i lufthavnen først hilse på en ateistisk præsident, en protestantisk premierminister og en jødisk udenrigsminister. Det katolske islæt består - og har været forstærket under de reaktionære tvillingebrødre Kaczinskys styre. Men dette er blevet brudt og Polen har igen bevæget sig i sekulær retning. - Jf artiklerne om Polen.



I denne situation skal de polske gæstearbejderes aktuelle rolle i bl.a. Danmark ikke overfortolkes. De er velkvalificerede mennesker, der også kan begå sig på engelsk - og de sender mange penge hjem til deres familier i Polen. Men de fleste vender selv hjem, når de har tjent penge nok. For mulighederne i Polen forbedres år efter år.

Og hvad moralske spørgsmål som fri abort og præventation angår, vil der ske det samme som er sket i Italien, Spanien og Frankrig. Kirken kan sige hvad den vil. Folk skal nok i hovedsagen selv bestemme over deres liv. En vis træghed gør sig naturligvis gældende, og denne hænger igen nøje sammen med det gamle familiemønster. Men dettes ændring er givet. Mønstrene smitter af fra land til land. Medlemsskabet af EU gør det i længden umuligt for et land som Polen at bevare sit familiemønster og sine moralske normer uændret.

Astrid Krags frygt for den polske katolicismes indflydelse er derfor grundløs. Enhver der ser Polens medlemsskab af EU som en gevinst for både Polen og det europæiske fællesskab vil kunne have tillid til at fællesskabets sekulære ånd i længden vil være Polens specifikke katolske ånd langt overlegen, men at det åndelige grundlag for hele den europæiske kultur - til forskel fra Lilleasiens og Mellemøstens kulturer - fortsat vil være kristendommen. Den markante polske modstand mod fri abort og prævention vil ikke kunne modstå den frigørelse fra de katolske autoriteter som sekulariseringen vil medføre.

Omvendt gælder at der fra dansk side ville kunne bidrages til selve sekulariseringen ved at slå til lyd for fortolkningen af religion som 'føling med virkeligheden' i dens fulde bredde til forskel fra en utålelig og undertrykkende binding til en snæversynet jordisk autoritet der er kendetegnet af magtbegær.



Blandt de politiske partier i Danmark er der desværre meget ringe forståelse for dette aspekt af sagen. Der er i medierne stor diskussion om folkekirkens placering i folkelivet, men meget lille lyst hos politikerne til at røre ved sprængstoffet. Man kan diskutere statens adskillelse fra kirken på teoretisk eller utopisk plan, men de færreste forstår folkekirkens særstatus. Heller ikke mange fatter at langt den største del af befolkningen fortsat forbliver medlemmer af denne folkekirke, selvom de stort ikke kommer der til andet end barnedåb, bryllupper og begravelser. En tilknytning til folkekirken og dermed kristendommen af overvejende ubevidst art forekommer især intellektuelle mennesker uforståelig, men man kunne måske lære noget af kirkens anderledes dybe rolle i et land som Polen.

Problemet for SF i denne forbindelse er imidlertid at medlemmerne fortsat - med formanden som den bemærkelsesværdige undtagelse - traditionelt betragter religion og religiøsitet som et ret primitivt fænomen. Astrid Krag synes ingen undtagelse, men hun vil jo nok hurtigt opdage at hendes bekymring for de polske fremmedarbejdere er en ubegrundet frygt for en katolicisme der er under forvandling. Hendes intolerance er malplaceret - og nøjagtigt det samme gælder hendes og partiformandens fortsatte fordomme om Dansk Folkeparti. Det er da altid noget at de nu forstår at Dansk Folkepartis rolle i politik skyldes at partiet har turdet tale uden omsvøb om integrationsproblemerne, men de synes fortsat slet ikke at have forstået at den lydhørhed og dermed den indflydelse DF har opnået også skyldes ledernes fornemmelser for almindelige menneskers ubevidste indstilling til fremmedarbejderne, en indstilling som man aldrig kan lade hånt om, hvis man anerkender det ubevidste som noget afgørende i alle menneskers kulturelle baggrund.

Jan Jernewicz



Henvisninger:

Link til Astrid Krags hjemmeside

Litteratur

Gerda Kristensen: Villys verden. (Forlaget Soh. 2008)



Relevante artikler på Jernesalt:

Villy Søvndal - hans verden, væsen og rolle  (19.05.08.)
Nye politiske teser - varm luft eller visioner?  (7.4.08)
Villy Søvndal ikke længere til at komme udenom  (7.3.08.)
Søvndal ny formand for SF  (28.4.05.)

Thulesen Dahl på glatis om muslimer  (15.5.08.)
Det muslimske tørklæde og det sekulariserede demokrati  (14.05.08.)
De muslimske undergravere af demokratiet - og de nyttige idioter blandt danskerne  (20.2.08.)

Midten i dansk politik  (25.10.04.)
Dansk politik under forvandling   (18.8.02.)
Blokpolitik eller hvad? - Status over VK-regeringens første halvår

Splittet og svækket Polen i EU
Polen stemte ja den 8.6.03.
Polske præsidentvalg (II)  (25.10.05.)
Polske præsidentvalg (I)  (10.10.05.)
Polen valgte regeringsskifte og modernisering  (23.10.07.)
Mindretalsregering i Polen  (3.11.05.)
Polsk vælgeropgør  (26.9.05.)
Paven og Polen
Pave Johannes Paul II

Sekulariseringen må opdateres  (29.11.04.)
Krisen på det religiøse område og behovet for sekularisering  (2.6.02.)
Sekulariserings-synspunktet (aksiom)



Artikler om Danmark
Artikler om Samfund
Artikler om Etik
Artikler om Eksistens
Artikler om Religion
Artikler om Sekularisering



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Helhedsrealismen
De psykiske grundprocesser
Konsistens-etikken



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal