Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - thulesen

ARTIKEL FRA JERNESALT - 15.5.08.


Thulesen Dahl på glatis om muslimer

For en gangs skyld kan det fastslås at Dansk Folkepartis dygtige politiske ordfører og finanspolitiker Kristian Thulesen Dahl har dummet sig gevaldigt, nemlig i den måde han onsdag tilbageviste integrationsminister Birthe Rønn Hornbechs beskyldninger mod DF for at være 'fanatiske antimuslimer'.

Beskyldningen kom i forbindelsen med ministerens meget uheldige forsøg på med en kronik i Politiken samme dag at spænde ben for regeringens planer om at lovgive imod dommeres ret til at bære muslimsk tørklæde eller turban, jødisk kalot eller kristent kors i retssalene. Ministeren mente - som det fremgår af artiklen her på siderne i går - ikke at regeringen eller folketinget skulle blande sig i domstolenes interne anliggender, skønt retsplejeloven nu engang er lovgivningsmagtens sag - og problemet iøvrigt helt nyt i sin art herhjemme. Ministeren har selvfølgelig lov til at have den opfattelse hun har, men det er hverken klogt af en minister offentligt at gå imod sin egen regering (det er derfor blevet påtalt af statsministeren) eller at vende sig i skarpe vendinger mod regeringens afgørende og yderst loyale støtteparti.

Thulesen Dahl hæftede sig ved adjektivet 'fanatisk' og gjorde gældende at Dansk Folkepartis stillingtagen til muslimer eller andre mennesker ikke var fanatisk, men velovervejet og begrundet. På spørgsmålet om han da vedkendte sig at Dansk Folkeparti var antimuslimer svarede han derimod uklogt og tvetydigt, idet han - vistnok til Nyhedsavisen - prøvede at forklare at partiet i visse henseender godt kunne kaldes antimuslimsk i den forstand at partiet fx var imod muslimers sammenblanding af religion og politik eller imod deres forbud mod fælles svømning for drenge og piger i skolerne.

Også i DR2's Deadline kl. 22.30 prøvede han at forklare nuancen for Kurt Strand, og han fastholdt på gentagne spørgsmål at DF godt i en vis forstand kunne kaldes antimuslimsk. Kurt Strand var usædvanligt venlig over for Thulesen og prøvede at få ham til at forstå påstandens fulde omfang ved at spørge hvad han fx mente om et parti der kaldte sig antikristent eller antijødisk. Men Thulesen opdagede på intet tidspunkt rækkevidden af sin egen påstand og forklaring, nemlig den at er man antimuslim så betyder det faktisk i sidste instans at man slet ikke mener at muslimer har lov til at være her, ligesom det at man er antisemit betyder at man ikke levner jøder ret til at eksistere.

Jesper Langballe måtte da også rykke ud med en korrektion på partiets vegne. Dansk Folkeparti er ikke antimuslimsk, men antiislamistisk - og det er faktisk noget helt andet. For det betyder at partiet er imod de fanatiske muslimer som ikke accepterer demokrati og sekularisering, men tværtimod mener at anderledes troende og tænkende er vantro mennesker der skal bekæmpes. Sådanne fanatiske muslimer mener typisk at jøderne i Israel skal smides i havet.



Forskellen er på ingen måde ligegyldig eller bagatelagtig, den er aldeles afgørende i et demokrati som det danske. Man kan være antizionist, dvs være imod den jødiske bevægelse der i sin tid kæmpede for jøders ret til at annektere hele det område i Mellemøsten der engang har rummet både jøder og arabere og som længe blev betegnet som Palæstina, men det er ikke det samme som at være antisemit. Nazisterne var antisemitter, og det betød at de ønskede jøderne udslettet fra jordens overflade.

På samme måde gælder at man som sekulariseret demokrat og humanist kan være antiislamist, fordi islamismen står i diametral modsætning til sekularisering, demokrati og humanisme, men man kan ikke som demokrat og humanist være antimuslim og ønske muslimer hen hvor peberet gror. Det er torskedumt af Kristian Thulesen Dahl at udtale sig på denne uklare måde, og hans forsøg på nuancering af udtalelsen gjorde kun indtrykket værre. For han forstod slet ikke hvad sagen drejer sig om. Det måtte Jesper Langballe belære ham om, og dette skyldes igen det forhold at partiets formand Pia Kjærsgaard p.t. ikke er hjemme og i stand til at tage affære straks. Havde hun været hjemme, havde hun uden tvivl taget affære omgående, for Thulesen Dahls opfattelse er hverken formandens eller partiets officielle holdning.

Derfor kan man kun give Berlingske Tidendes kommentator Thomas Larsen ret i at Thulesen Dahl med sine udtalelser gjorde tørklædesagen i almindelighed og Birthe Rønn Hornbechs uheldige kronik i særdeleshed til en tabersag i stedet for en oplagt vindersag.

For det eneste Thulesen Dahl har opnået er at bekræfte folks fordomme om Dansk Folkeparti - uden nuancer vel at mærke, for sådan virker udtalelser af den art i medierne! Han har med andre ord givet sine værste politiske modstandere ammunition til deres hetz mod Dansk Folkeparti.

Jan Jernewicz



Henvisninger:

Det muslimske tørklæde og det sekulariserede demokrati  (14.05.08.)
Dansk Folkeparti og Venstre-Konservatismen  (19.12.06.)
DF og ytringsfriheden  (9.10.06.)
Dansk Folkeparti og den nationalistiske ekstremisme  (22.8.06)

Europa - religiøs slagmark igen?  (16.3.08.)
Islamofobi - angst for islam, islamisme eller terrorisme?  (14.5.06.)
Dialog med muslimerne?  (15.2.06.)

Slip dogmerne - og gør jer frie!  (14.02.06.)
Behovet for spring i udviklingen  (12.2.06.)
Fornuftens afmagt  (10.2.06.)
Symboler er værdikampens omdrejningspunkt  (9.2.06.)
Loven om utilsigtede virkninger  (8.2.06.)
Religiøse følelser ikke uantastelige  (6.2.06.)



Artikler om Danmark
Artikler om Samfund
Artikler om Etik
Artikler om Eksistens
Artikler om Religion
Artikler om Sekularisering



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Helhedsrealismen
De psykiske grundprocesser
Konsistens-etikken



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal