Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - islamytring06

ARTIKEL FRA JERNESALT - 9.2.06.


Symboler er værdikampens omdrejningspunkt
- Muhammed-sagen i historiefilosofisk perspektiv (2)

Efterhånden må det ligge klart for alle nøgternt tænkende mennesker at den muslimske opstandelse over tolv tegninger i Jyllands-Posten er en yderst kompleks sag med mange årsager. De vigtigste turde være muslimers vrede og frustration over forhold af social karakter eller følelse af diskrimination, mindreværd og manglende anerkendelse i kombination med religiøse og politiske lederes kyniske kamp om magt. Tegningerne er ikke årsagen som sådan, men anledningen som udnyttes af fanatikere der ikke tøver med at anvende selv den mindste anledning til deres demagogiske formål.

Tegningerne af profetsymbolet er dermed blevet selve symbolet på en dybtfølt og længe indestængt krænkelse der afslørede den særegne art af muslimernes identitetsfølelse i udløsningen af en eksplosiv vrede på profetens vegne. En global værdikamp brød ud i lys lus og bekræftede hvad den klassiske filolog Franz Blatt skrev i 1934 i en bog om oldtidskulturens undergang, at det ofte er om symboler at kampen er hårdest.



Nu er symboler jo mange ting, så der må naturligvis skelnes mellem symboler der har tilknyttet stærke, intense følelser, så som vigtige religiøse eller nationale symboler, og på den anden side symboler der kun er forbundet med svage, men tilgæld yderst stabile følelser, symboler som dem der findes i matematikken eller på computere og mobiltelefoner samt trafikskilte. De er praktiske og nyttige og kan normalt ikke hidse folk op, men det kan i disse dage som bekendt ambassadeskilte, fordi de tages som repræsentation for et land demagogerne har være så heldige at kunne udvælge til hadeobjekt.

Nogle symboltyper befinder sig et sted derimellem. Det gælder således almindelige sindbilleder (en rose står for kærlighed, en ugle for visdom) eller varemærker og statussymboler der kan skille folk der vil vise at de har penge fra os andre, almindelige dødelige. Eller pæne teenagepiger fra gode hjem kan ligefrem begynde at stjæle mærkevarer de ikke har råd til at købe, fordi de ikke vil stå tilbage for deres kammerater.

I kunst og litteratur kan opdyrkes symbolistiske genrer, hvor man dels anvender allegorier med brug af vedtagne, faste sindbilleder, dels går dybere og ønsker at påpege eller postulere en idé bag det sanselige (Goethe fx). Begge dele kan udarte til en bevidst, men ofte problematisk, søgt eller til tider latterlig symbolisme, hvor det fx vrimler med figurer som knokkelmanden med leen. Men symboler som sådanne kommer man ikke udenom i kunsten, heller ikke den moderne. Spørgsmålet bliver dog altid om billedet virker umiddelbart eller kræver udlægning. Hos store kunstnere som Bunuel og Chagall er der ikke sparet på symboler, men de forstås umiddelbart. Jf. artiklerne om hhv. Bunuel og Chagall.

Efter psykoanalysens fremkomst fik symboler særlig betydning som repræsentation for ubevidste impulser og processer. Freud udviklede sin drømmetydning som analyse af sådanne symboler, og metoden udartede - især hos epigoner, men Freud holdt sig ikke tilbage - til en ofte grinagtig tro på at alle ting har fast symbolsk betydning, som så at sige kan slås op i et leksikon. En paraply betyder fallos og et hulrum betyder vagina. Nok så væsentligt var at Freud opdagede og klarlagde forskellen mellem de to slags psykiske grundprocesser, og navnlig de detaljerede love for primærprocesserne: de ustabile, men intense følelsers og tankers måde at forbinde sig med ting og billeder på udenom al logik og fornuft.

Hvor Freud overvejende betragtede symboler som udtryk for fortrængte impulser, opdagede C.G. Jung symbolernes positive værdi og dimension. Det førte ham til hypotesen om arketyperne, nogle grundliggende universelle, men udefinerbare og uforklarlige værdier der skaber en rigdom af konkrete og energiladede 'arketypiske forestillinger' i det kollektivt ubevidste. Jung forstod deres afgørende betydning for al religion, men også deres nødvendighed for individuel og kollektiv forvandling.



I politik og religion har symboler den praktiske funktion at de sikrer en nem identifikation gennem emblemer, uniformer, logo'er eller faner. Den røde fane har betydet meget for socialisterne. Den sorte eller brune skjorte blev brugt demonstrativt af fascister og nazister. Og hagekorset blev det centrale symbol for den fremstormende og destruktive nazisme der ikke tålte modsigelse eller krænkelse. Det er derfor stadigt så forhadt i Europa at det forarger når de små og betydningsløse nynazististiske minoriteter tager det i anvendelse.

Stærkere står de gamle religioners symboler, for kristendommens vedkommende korset og krucifikset, for islams vedkommende halvmånen og profeten. Hvor der har været decideret krig mellem disse to religioner, har disse symboler haft en fremtrædende plads. Korstogene mellem 1096 og 1270 fik ikke navnet for ingenting. Og i vore dage kan ingen være i tvivl om profetens betydning for islam. Betydningen forstærkes af, at muslimerne ikke generelt har gennemgået samme sekulariseringsproces som den kristne kulturverden. Profeten Muhammed er fortsat den helt centrale identifikationsfigur for almindelige muslimer og derfor et symbol der for dem indlæres som absolut ukrænkeligt, hvorimod de sekulariserede vesterlændinge er frigjorte fra tilsvarende entydige, dogmatiske og autoritære bindinger til kristne symboler.

Kristne fundamentalister forarges over enhver latterliggørelse af Kristus, men flertallet ser ikke den slags som et større problem. Ja, faktisk forholder det sig sådan, at ikke alene Jesus (som historisk person) eller Kristus (som mytologisk skikkelse: den genopstandne frelser), men også Gud Fader (Vorherre), Helligånden og Jomfru Marie (katolikkernes Himmeldronning) fungerer stærkt på det kollektivt ubevidste billedplan - hinsides al kirkelig eller teologisk dogmatik, også hos ateister, og også på humoristisk plan.

Dette er måske i virkeligheden den helt store forskel mellem de to religioner.

For vesterlændinge i indeværende terrorismes tidsalder er det forbandet svært ved bedømmelsen af muslimerne og deres religion at abstrahere fra muslimernes identifikation med en profet der rent faktisk i det historiske forløb var en kriger og erobrer, og som fanatiske muslimer fortsat bruger på samme måde. Derimod er det komplet umuligt for såvel alvorligt kristne som almindelige kulturkristne at identificere Jesus som kriger eller erobrer, for han døde vitterligt en forsmædelig død på korset - og den kirke der bærer hans navn, men som han i realiteten aldrig selv skabte, den etablerede sig først som politisk magtfaktor tre-fire hundrede år efter hans død. Og Kristus eller Gud står i dag for mange kristne som kærligheden selv.



Den fundamentale forskel mellem den sekulariserede vestlige kultur og den ikke-sekulariserede muslimske kultur og religion kan også udtrykkes som forskellen mellem en relativiseret kultur og en absolutistisk. Men det er bare en anden måde at formulere den samme grundforskel på, for sagen er at den absolutistiske kultur har en helt anden symbolsk identifikationsproces end den relativiserede.

Den absolutistiske fastholder en lære om én Gud, én åbenbaret sandhed og én profet. Læren indterpes i koranskoler og moskeer dag for dag eller uge for uge. Der kan ikke rejses tvivl om dogmerne - og man kan principielt ikke acceptere nogen anden tro som ægte eller gyldig. Hele processen forstærkes af det gennemført autoritære opdragelsessystem og det gennemført feudale, hierarkiske opbyggede magtapparat. Om det så er den autoriserede bedestilling er den af feudalistisk tilsnit. Den bedende muslim kaster sig næsegrus til jorden for at vise sin ubetingede underkastelse over for herskeren.

Den relativistiske kultur forstår religiøse sandheder og skikkelser som tidsbestemte og subjektive og derfor som fænomener der kræver personlig tilegnelse og aldrig udelukker divergerende fortolkninger. Gudsforholdet bliver direkte - og kræver ikke præst eller pave som mellemled. Dogmer fra gammel tid opretholdes mere som tradition og fortolkningsankre, men tages ikke højtideligt af flertallet. Derimod består myterne som ægte arketypiske forestillinger med hele den produktive og kreative energiladning der kendetegner sådanne. Humoren får sin selvfølgelige plads i religionen. Det autoritære system er med andre ord brudt, ensretningen er brudt, og åndsfriheden er vundet - og dermed naturligvis også retten til at hævde ateistiske eller agnosticistiske standpunkter. Og det forunderlige er, at sproget og samfundet stadig fungerer, holdes sammen og udvikler sig, ja er så stærkt, fleksibelt og modstandsdygtigt som aldrig før.

Forunderligt er også at nogle mennesker overhovedet kan få sig til at tro, at forskellen mellem disse to fundamentalt forskellige kultur- og religionssystemer kan og skal bestrides eller forties, blot fordi muslimerne i stigende tal er trængt ind i den vestlige verden som flygtninge og indvandrere. Men mange idealister og humanister har det med at gøre menneskerrettighederne til absolutistisk afgud og med djævelens vold og magt trumfe deres synspunkter igennem på tværs af al tidsbestemt, men sund lokal sammenhængskraft.

Symboler er derfor stadigvæk omdrejningspunktet i den igangværende kamp mellem den sekulariserede vestlige verden og den ikke-sekulariserede muslimske verden. Der er forvandlingsmuligheder i de kristne symboler (jf. artiklen Kristendommen passé?, men det er der ikke de muslimske. Muslimerne kan derfor fortsat sagtens med deres symboler forankret urokkeligt i sjælene sætte sig imod sekulariseringen med afsky, had, vold og terror. Men de er ude af stand til at vinde friheden, demokratiet og integrationen uden sekularisering.

Jan Jernewicz



Henvisninger:

Behovet for spring i udviklingen  (IV - 12.2.06.)
Fornuftens afmagt  (10.2.06.)
Loven om utilsigtede virkninger  (8.2.06.)

Religiøse følelser ikke uantastelige  (6.2.06.)
- oplysningen beror tværtimod på antastelsen

Humor og religion i værdikampen  (4.2.06.)
Det er åndsfriheden det gælder  (2.2.06.)
Forklaringsproblemerne i den aktuelle politiske situation  (31.1.06.)
Den arabiske fanatisme suspenderer fornuften effektivt
- og blokerer dermed sekulariseringen
  (29.1.06.)

Muhammed-tegningerne skiller vandene  (4.1.06.)
Danske muslimers reaktion sætter spørgsmålstegn ved deres danskhed

Muslimerne må gøre op med al islamisk absolutisme  (7.12.05.)
Reform af islam kræver opgør med absolutismen  (21.11.05.)
Arabisk æresfølelse er utidssvarende   (7.11.05.)

Religionen og sekulariseringen
Afsnit af Værdimanifestet  (17.9.04.)
Sekulariseringen må opdateres  (29.11.04.)
så den kun verdsliggør selve den politiske magt

Øvrige artikler om Mellemøsten
Artikler om Religion



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal