Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - islamtrussel08d

ARTIKEL FRA JERNESALT - 11.3.08.


Europa - religiøs slagmark igen?

Debat på Deadlines 2. sektion 9.3.08. mellem litteraturhistorikeren Frederik Stjernfelt, teologen Kathrine Lilleør og religionsforskeren Tim Jensen.

I betragtning af de fornyede dødstrusler og mordplaner mod bl.a. Muhammed-tegneren Kurt Westergaard og de efterfølgende demonstrationer og diskussioner for og imod tegnings- og ytringsfriheden og for og imod den åbenlyse og skjulte islamisering i de vestlige lande er det helt relevant at Jes Stein Petersen sætter en udsendelse i Deadline's 2. sektion af til en diskussion om hvorvidt Europa er blevet en religiøs slagsmark.

Men spørgsmålet blev slet ikke besvaret i udsendelsen, og det skyldtes ikke mindst at Jes Stein slet ikke formulerede spørgsmålet præcist og slet ikke fulgte det op gennem en præcis udspørgen. 'Religiøs slagsmark' i betydning slagmark som under religionskrigene i Europa i 15- og 1600-tallet har vi ikke og får vi formentlig heller ikke, medmindre Europa trues militært udefra af muslimerne som under de mange osmanniske erobringsforsøg helt frem til 1718.



De voldsomste udtryk for islamistisk fanatisme i Europa er dødstrusler og mordplaner, demonstrationer og hærværk, men dette er altsammen forbrydelser mod den civile orden og er derfor en sag for politiet og politiets efterretningstjeneste, og altså ikke for militæret. Man skal til de muslimske lande i Mellemøsten, Fjernøsten og Afrika for at se en islamistisk fanatisme der hidser befolkninger op til trusler mod danske ambassader, firmaer og enkeltpersoner af et sådant omfang at de for en overfladisk betragtning kunne ligne noget i retning af optræk til krigsforberedende hetz af den art Europa oplevede under religionskrigene i 1531-1648 eller ideologikrigene 1917-45. Decideret krig kan man forestille sig, når og hvis Iran får sit atomvåben, men ellers er der tale om vold af anden art.

Så svaret må altså blive at Europa foreløbigt ikke er blevet en decideret religiøs slagmark, men derimod en kampplads for og imod demokratiet, men denne kamp er til gengæld præget af den allerstørste og allerværste asymmetri i metoderne: på den ene side sekulære demokrater der forsvarer ytrings- og åndsfriheden med tankens og ordets magt, understøttet af ordensmagten der beskytter den civile orden med de nødvendige midler; og på den anden side fanatiske muslimske ekstremister der vil undergrave og om muligt helt afskaffe ytrings- og åndsfriheden i de vestlige lande med voldelige metoder der er uforenelige med civil orden og sekularisering.

Truslerne fra disse muslimske ekstremisters side har været stærkt tiltagende gennem mange år både i udland og indland. Udenlandsk markerede Ayatollah Khomeneis magtovertagelse i Iran 1979, og hans fatwa over forfatteren Salman Rushdie i 1989 samt Al-Qaedas terrorangreb på World Trade Centeret i New York 11.09.01. højdepunkterne, mens det er Muhammedkrisen omkring Jyllands-Postens offentliggørelse af Muhammedtegningerne i september 2005 og krisens genopblussen omkring genoptrykningen i januar i år der er de centrale begivenheder her i landet. Nedenunder har vi utallet af dødstrusler og mord- og terrorplaner der i årevis har medført stigende pres fra muslimsk side mod demokratiet i Vesten - og blandt andet fået inkorporeret en for det frie demokrati fuldstændigt uacceptabel og ildevarslende selvcensur.



Typisk for meningsforskellen i Danmark mellem tilhængerne af den absolutte ytringsfrihed og tilhængerne af en begrænset ytringsfrihed er modsætningen mellem litteraturforskeren Frederik Stjernfelt og religionsforskeren Tim Jensen. Førstnævnte hæfter sig ved det ubetvivlelige i at den fri tanke er under stærkt pres i Europa i dag; blandt andet spiller den islamiske organisation OIC (Den islamiske samarbejdsorganisation af regeringsledere) en hård rolle i sagen ved at omgås planer om at forbyde religionskritik. Jensen derimod fremhæver at ikke alt er sort-hvidt. Det er nemlig kun 7 % af alle verdens muslimer der kan kaldes rabiate eller fanatiske, mens 93 altså ikke er det. De 7 % udgør ganske vist i tal 91 millioner mennesker verden over, så risici og farer skal ikke undervurderes, men omvendt er det vigtigt at vi bekæmper de rigtige fjender og undlader at overdrive faren.

Nu er statistik i denne sammenhæng ikke meget bevendt. For i realiteten er det fuldstændigt ligegyldigt om der er 91 millioner eller kun 91 tusinde rabiate muslimer i verden, for selv så relativt få ville udgøre en fare for det vestlige demokrati. De nyeste oplysninger fra PETs chef Jacob Scharf godtgør at de ekstremister der opererer på vore breddegrader på få år har lært at arbejde meget mere professionelt og har et langt bedre internationalt netværk end tidligere. Så truslerne fra den kant er det nærmest umuligt at bagatellisere.

Men som diskusionen hos Jes Stein viste, så er det præcist det Tim Jensen gør. Han sagde klart og tydeligt at "vi er nødt til at have en selvcensur, vi kan ikke bare bralre derudaf". Der foregår en nedvurdering af islam og muslimerne - en 'islam-bashing' som det hedder på forskernes nudansk. "Det man i Vesten har så svært ved at indse er at Muhammed for muslimerne er en meget kær person".

I Stjernfelts øren lød det som om Tim Jensen hele tiden siger: "Ytringsfrihed, men....". Og dette er efter hans mening ikke holdbart over for en islamistisk front der fx lægger pres på FN og vil have FNs enkelte medlemslande til at forbyde religionskritik. Faktisk har Stjernfelt lavet en liste over alle de forsøg der fra muslimsk side er gjort på at angribe ytringsfriheden, og den er blevet lang.



Teologen Kathrine Lilleør kunne tilslutte sig Stjernfelts kritik af Tim Jensen. Det nye i situationen er for hende at man som ikke-muslim nu skal indordne sig under muslimernes krav om begrænsning af ytringsfriheden. Men det positive er at vi nu diskuterer religionen i det offentlige rum. Hun har selv - som teolog og kristen - måtte tåle hån og spot i lange baner overalt, selv i Ballongyngen i Tivoli, men det er hvad man må affinde sig med i et frit land. Og det må muslimerne også lære at affinde sig med.

Stjernfelt mindede om at Salman Rushdie engang meget tydeligt havde præciseret at demokrati går ud på at beskytte personer og ikke ideer.

Tim Jensen var enig i at religiøse følelser ikke skal respekteres specielt, fordi de er religiøse. Inderst inde er der ikke den store forskel på os. Men vi skal prøve at få en dialog i stand, og det gør man ikke ved at såre andres følelser.

Tim Jensen røbede at han som foredragsholder har stået i forsamlinger og revet Biblen og Koranen i stykker for at vise hvad han personligt stod for som forsker. Disse skrifter betyder nemlig intet andet for ham end en rulle lokumspapir. Den opfattelse havde han stadig, men han indrømmede at han efter Muhammedkrisen nok ikke ville tilkendgive det på samme måde igen.

For ham er det afgørende at vi dels ikke rigtigt ved hvad kultur og religion betyder for almindelige mennesker, men at vi må konstatere, at sekulariteten i Europa er en kristen sekularitet, fordi vi har udviklet en moderreligion der hedder kristendommen. Vi må derfor spørge os selv hvordan multikulturalismen kan passes ind i det liberale demokrati. - Jf. iøvrigt artiklen om Den tredje vej til religionsanskuelse med afsnit om Tim Jensen.



Som altid ved debatter mellem folk der står hinanden uendeligt fjernt var det også her umuligt for studieværten at holde styr på emnerne og deltagerne. Stjernfelt markerede en klar humanistisk tilslutning til den absolutte ytringsfrihed når det gjaldt tanker og ideer. Lilleør gik lige så klart ind for borgernes ret til at ytre sig hånligt og spotsk om religiøse skikkelser og ideer - hvad også har været hendes standpunkt i den komité der har udarbejdet den nye 'demokratikanon' (som vi vender tilbage til). Men hun var forbløffende svag i argumentationen mod Tim Jensens religionssyn og psykologi. Og det var ikke tilfældigt og skyldtes på ingen måde at hun var mundlam, men at hun som teolog har et helt igennem traditionelt syn på religion og psykologi. Men dette dur ikke længere, når religionen er kommet tilbage i det offentlige rum for at blive, og når truslen fra islamismen samtidigt er blevet så åbenlyst alvorligt, at selv venstrefløjen i dansk politik er vågnet op (jf. bl.a. artiklen om Søvndal og SF).

Sagen er ganske enkelt at Tim Jensens ateistiske religionssyn og Kathrine Lilleørs kristne religionssyn er en katastrofe for landet. Jensens fordi han viser dyb foragt for og total uforståenhed over for det almenmenneskelige fænomen der ellers er genstand for hans egen forskning, og Lilleør fordi hun ikke kan se religiøs tro som andet end tro på dogmatiske påstånde af den art hun selv deler. Begge er på psykologisk plan ikke kommet længere end til at operere med følelser som modsætning til fornuft. Ingen af dem har opdaget dybdepsykologiens mere end hundreårige landvindinger. Ingen af dem har heller opdaget Vilh. Grønbechs banebrydende religionsforskning der er næsten lige så gammel og bygger på en original dybdepsykologi.



Det er ganske afslørende for Tim Jensen at han før Muhammedkrisen har kunnet finde på at stå på en talerstol i almindelige forsamlinger og rive Biblen og Koranen i stykker for at vise at han ikke regner dem for andet end lokumspapir. Jeg må indrømme at jeg aldrig før har hørt om at en mand der kalder sig religionsforsker og beklæder en forskerstilling ved et af vore universiteter og som har opført sig på denne måde. Jeg har hørt og set en politiker som Poul Nyrup Rasmussen stå på et socialdemokratisk landsmøde da han var statsminister og rive Venstreformanden Anders Fogh Ramussens bog om minimalstaten i stykker for at udtrykke foragt for sin politiske modstander - iøvrigt uden smålig skelen til at Fogh på det tidspunkt forlængst havde lagt afstand til sit ungdomsværk. Men Nyrups handling faldt tilbage på ham selv. Den viser at manden kun har foragt til overs for sin stærkeste politiske modstander. En foragt han siden demonstrerede igen, da han grinte højlydt under Foghs første åbningstale i Folketinget, hvor Fogh slog fast at klassekampen var forbi. Jeg kan såmænd også forestille mig at ateistiske skuespillere for effektens skyld ville rive Biblen i stykker i deres stand-up-komedier, for det er jo en billig effekt der giver kasse hver gang. Men en religionsforsker?

Tidligere har vi her på Jernesalt kunne konstatere at Tim Jensens kollega, Michael Rothstein, er af nøjagtigt samme forskertype, dvs den højst besynderlige type der dybt foragter det fænomen de selv har valgt at gøre til genstand for deres professionelle forskning. Det svarer til at en videnskabsmand vælger at studere musik, selvom han er stokdøv eller ikke kan fordrage musik, eller at en kunsthistoriker studerer kunst selvom han er blind. Jeg har aldrig hørt om fænomenet og har ikke fantasi til at forestille mig at sådanne mennesker findes. Men når det gælder religionen, kan det snildt lade sig gøre, fordi religion nu engang på den ene side er organisationformer, kult, ritualer, dogmer, tekster, fortolkninger, moralske normer og kontrolsystemer, som kan studeres med mere eller mindre naturvidenskabelige eller sociologiske metoder og gøres op i tal og kategorier af temmelig værdineutral art, men på den anden side er menneskers og gruppers, ja hele samfunds måde at forholde sig til den menneskelig eksistens på som er alt andet end videnskabelig eller værdineutral. På det første område har den værdiangste forsker mulighed for at folde sine rationelle analytiske evner og metoder ud alt det han lyster uden at skulle involvere 'følelser' eller 'personlige værdier' i sagen. Men på det sidste område er det komplet umuligt at skaffe sig indsigt uden at involvere sin egen personlighed i sagen med hvad heri ligger af 'følelser', livserfaring og dybere livsindsigt. Ganske som ved kunst og musik gælder, at det er umuligt overhovedet at forstå hvad fænomenerne drejer sig om, hvis ikke man umiddelbart - uden den analytiske tankes indblanding - har føling med hvordan fænomenet som sådant påvirker én selv personligt som levende menneske.

Men d'herrer Tim Jensen og Michael Rothstein mener noget andet. De er ateister og tror - mod al historisk erfaring - at al religion kan reduceres til påstande eller riter og adfærd som er uforenelige med sund fornuft. De mener derfor også at religioner kan beskrives eksakt ved simpel registrering og analyser uden indføling af nogen art. Da de oven i købet er modstandere og foragtere af kristendommen, ser de primært indvandringen af muslimerne som en kærkommen vej til underminering af den kristne kirkes (i vort land folkekirkens) status som historisk tradition. På trods af den fortsatte store tilslutning til folkekirken finder de det forkasteligt at denne kirke fortsat har særstatus blandt religionerne. De går principielt ind for multikulturalismen og himler op om hån mod muslimer, fordi nogle tegnere i Jyllands-Posten har tilladt sig at tegne profeten Muhammed - også selv om dette må siges at være sket på en overordentlig blid og typisk dansk måde, der er vand ved siden af hvad kristne mennesker har måttet finde sig i i nyere tid.



Når en professionel religionsforsker som Tim Jensen overhovedet kan erklære at vi ikke ved hvad kultur og religion betyder for almindelige mennesker, så kan det konstateres at manden simpelthen har sovet i timen under studierne eller lukket øjne og øren for solide kendsgerninger. For det véd vi en bunke om, og det har vi gjort i hundrede år. Men sagen er at Tim Jensen som rationalist simpelthen ikke vil forstå hvad kultur og religion er som eksistentielle fænomener, for dette kræver føling med de irrationelle sider af tilværelsen. Dermed kræver det også en grundlæggende forståelse for at modsætningen mellem det rationelle og det irrationelle ikke er en uovervindelig barriere, men tværtimod er af en overvindelig komplementær art. Og det er her Tim Jensens psykologi er katastrofal.

Gør man den menneskelige psykes grundpoler op som en modsætning mellem følelse og fornuft, så kommer man uvægerligt til kort i forståelsen for hvad der foregår i os, for selvom forskellen mellem emotioner og logiske tanker er evident og har ganske stor praktisk betydning, så er den grundlæggende sondring i den menneskelige psyke - jf. artiklen om de psykiske grundprocesser - forskellen mellem de intense, men ustabile følelser og tanker på den ene side og de relativt vage, men til gengæld stabile følelser og tanker på den anden side. Det er de sidste der gør det muligt for os gennem den såkaldte realitetsprøvelse at opbygge en mere og mere nuanceret og holdbar opfattelse af de ydre realiteter i verden og derfor også dem det praktiske dagligliv samt den forfinede og systematiserede videnskab bygger på. Men det er de første der afgør om et menneske på eksistentielt plan opfatter tilværelsen som menings- og værdifuld samt sammenhængende. Mening, værdi, kvalitet og sammenhæng kan og skal ikke findes gennem rationel analyse, den findes på forhånd - og skal kun til stadighed bekræftes gennem arbejde, samliv, kærlighed, kunst, musik, fest og - religion.

Set ud fra dette synspunkt kan man være så rationel man være vil og som man kan uddanne sig til, og man kan lade videnskaben undersøge verden så rationelt som det er muligt, men det irrationelle forsvinder ikke fra tilværelsen eller fra den enkeltes eksistens. Det er tværtimod fortsat følingen med det irrationelle der skaber og genskaber meningen med og kvaliteten i livet. Det katastrofale ved at se bort fra disse dybdepsykologiske kendsgerninger er at man er ude af stand til at forstå religion som fænomen og dermed også den afgørende forskel mellem islams afvisning af sekulariseringen og kristendommens tilpasning til sekulariseringen. For afvisningen ligger i at flertallet af muslimer identificerer sig overvejende med den dogmatiske del af islam, mens flertallet af kulturkristne i de sekulariserede vestlige lande tager afslappet på dogmerne og har let ved at acceptere ytringsfrihed og åndsfrihed som et bærende element i demokratiet.



Netop den principielt forskellige indstilling til humorens rolle i kulturen og åndslivet afslører problemet i vor tids kultursammenstød mellem islam på den ene side og kristendom, jødedom og ateisme på den anden side. For sålænge muslimerne identificerer sig med deres religions tekster, dogmer og profeter således som de findes i skriftlige beretninger og overleveringer, sålænge vil de føle sig sårede og krænkede over enhver ytring om disse som er kritisk, tvivlende eller direkte afstandtagende. De kan eventuelt være så oplyste at de acepterer den kendsgerning at der er forskellige fortolkninger af islam, men normalt betragter de deres egen fortolkning som den eneste sande og følgelig andre fortolkninger som udtryk for vantro, og de er derfor inderligt imod ytringsfrihed eller åndsfrihed.

I den vestlige verden har kristne og jøder vænnet sig til at forskerne ser kritisk og historisk på de hellige tekster og skikkelser, ligesom de efterhånden også har vænnet sig til ateisternes lodrette benægtelse af religionernes eksistentielle 'sandhedsværdier'. Der er fortsat kristne og jøder af fundamentalistisk art som ikke kan affinde sig med tingenes tilstand, men det store flertal kan gøre det, ud fra en mere eller mindre bevidst forståelse for at religioners eksistentielle sandhedsværdi ikke ligger i tekster og personers bogstavelige eller absolutte overhøjhed og dermed sammenhørende ukrænkelighed, men stikker langt dybere, nemlig ned til de arketypiske forestillingers universelle karakter. Netop derved frigør man religionerne fra den dogmatik og bogstavtro der kan anfægtes gennem kritik og humor og tilknytter den i stedet arketypiske forestillinger der ikke kan anfægtes på tilsvarende måde.

Lige præcis her ligger den store og altafgørende forskel mellem den sekulariserede vestlige verdens eksistentielle værdier, åndsfrihed og åbne sammenhæng og den islamistiske verdens fundamentalisme og mangel på åbenhed og åndsfrihed. Og dette problem løses ikke på anden vis end ved at muslimer i større og større tal begynder at relativisere deres religiøse opfattelse og identitet.



Det er tidligere her på siderne påpeget at kristendommen i allerhøjeste grad har et fortrin frem for islam derved at den grundlæggende er et opgør med lovreligionen, hvad der dybdepsykologisk set vil sige et opgør med den snævre opfattelse der knytter et menneskes identitet op på de moralske normer og den moralske adfærd, inklusive den rette fortolkning af teksterne. Derfor har kristendommen kunnet tilpasse sig sekulariseringen og demokratiet - ikke uden vanskeligheder i sin egen fortolkningspraksis, men i længden uundgåeligt, fordi almindelige mennesker ganske enkelt er så fornuftige at de har let ved at slippe uholdbare dogmer og utidssvarende riter - uden at moralen eller livsmeningen af den grund falder sammen.

Derfor er der intet mærkeligt i at sekulariseringen i Europa - som Tim Jensen korrekt, men beklagende påpeger - er en kristen sekularisering, for det må en sund og folkelig sekularisering nødvendigvis være i et Europa der historisk set er blevet til som en kulturudviklingsproces med kristendommen i centrum. Det er alene mærkeligt at en religionsforsker ikke kan forstå det. Og det er sandelig også mærkeligt at en kristen teolog og debattør som Kathrine Lilleør ikke er i stand til at påpege forskellene over for Tim Jensen. Ja, det er faktisk - som nævnt - en katastrofe, at hun hænger fast i selvsamme snævre psykologi som Jensen.

Vi kommer nemlig ikke et skridt videre i den religiøse eller eksistentielle konflikt mellem kristne, jøder, muslimer og ateister som vi står i, medmindre vi overvinder alle identitetsfornemmelser der snævert knytter sig til dogmer, moralregler, tekster, riter og adfærd der kan defineres og fortolkes efter alle kunstens rationelle, men spidsfindige metoder. For det sikre resultat er mere ortodoksi, mere fundamentalisme og mere fanatisme og mindre humor, mindre åndsfrihed, mindre sekularisering og mindre demokrati.

Vejen ud af miseren og dens alvorlige lokale konflikter såvel som alvorlige regionale og internationale konflikter hedder forståelsen for religion som udtryk for den direkte føling med den eksistentielle virkelighed der består i direkte føling med de arketypiske forestillinger. Her og alene her ligger åndsfriheden, og åndsfriheden er vel at mærke noget langt større end end den juridisk definerbare ytringsfrihed. Den omfatter humoren - og er dermed det egentlige fundament under sekulariseringen og demokratiet. Dette burde også være fremgået af den 'demokratikanon' der kom forleden, men det gør det desværre ikke. Det vender vi tilbage til i en særskilt artikel.

Her har vi med andre ord nutidens religiøse 'slagmark', men kun ved at se religion som en altomfattende, men udogmatisk helhedsrealisme der i princippet er fælles for muslimer, jøder, kristne, ateister og agnostikere kan slagmarken gøres til en dialogens, forståelsens og samarbejdets frugtbare ager, en ønskværdig udvikling der også ville overflødiggøre diskussionen om multikulturalismen, for den europæiske kultur ville blive en sammenhængende fælles monokultur med mange forskellige subkulturer under sig.

Jan Jernewicz



Henvisninger:

DR2's 2. sektion 9.3.08.



Relevante artikler på Jernesalt:

Komplementaritetssynspunktet
Helhedsrealismen
De psykiske grundprocesser

Den tredje vej til religionsanskuelse
Vilh. Grønbechs metode
Vilh. Grønbechs kulturopgør
Rothstein om Jes Bertelsen
Villy Søvndal

Muhammed uden humor - islam en religion uden humor  (2.3.08.)
De muslimske undergravere af demokratiet
- og de nyttige idioter blandt danskerne
  (20.2.08.)
Mordtruslen mod Muhammedtegner genopfrisker modsætningerne  (13.2.08.)
Islamofobi - angst for islam, islamisme eller terrorisme?  (14.5.06.)
Front mod islamismen  (4.3.06.)
Religion, humor og tragedie  (19.02.06.)
Dialog med muslimerne?  (15.2.06.)
Slip dogmerne - og gør jer frie!  (14.02.06.)
Religiøse følelser ikke uantastelige  (6.2.06.)
Humor og religion i værdikampen  (4.2.06.)
Det er åndsfriheden det gælder  (2.2.06.)

Humor og tragedie  (om Vilh. Grønbechs 'Livet er et fund')
Humor og religion i værdikampen  (4.2.06.
Humor og virkelighed  (20.8.07.)
Er humor den 6. våbenart?  (1.5.05.)

Humor i Mellemøsten
Muslimsk humor - en selvmodsigelse?



Artikler om Danmark
Artikler om Mellemøsten
Artikler om Terrorismen
Artikler om Samfund
Artikler om Psykologi
Artikler om Eksistens
Artikler om Religion
Artikler om Sekularisering



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Konsistens-etikken



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal