Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - islamytring07

ARTIKEL FRA JERNESALT - 10.2.06.


Fornuftens afmagt over for ufornuften
- Muhammed-sagen i historiefilosofisk perspektiv (3)

Udover de åbenlyst utilsigtede virkninger af Muhammed-tegningerne (se art. 1) og hele den håndfaste demonstration af symbolernes rolle som omdrejningspunkt for den igangværende verdensomspændende værdikamp (art. 2) så er også fornuftens afmagt over for ufornuften et uomgængeligt historiefilosofisk aspekt af sagen.

Statsminister Anders Fogh Rasmussens udsagn om at vi står over for ustyrlige kræfter er meget rammende - og det er særligt bemærkelsesværdigt, fordi det netop kommer fra en inkarneret kontrolfreak der simpelthen ikke kan fordrage nogetsomhelst der ligger uden for rationalitetens domæne og metoder.

Men det er der altså utroligt meget der gør. Det gør faktisk alt det der har værdi i den menneskelige eksistens: kærlighed, sex, naturnydelse, kunst, politik, religion, humor og almindelige spørgelyst, eksperimenteretrang og leg.

Folk der forarges over Muhammed-tegningerne forsøger at mane irrationaliteten i jorden med påstand om at tegningerne skulle være barnlige eller pubertetsagtige (og børn og teenagere må jo meget tilgives), selvom de vitterligt er tegnet af voksne mennesker der er kendt for fuldt normal voksen humor. Kritikerne røber med deres domme at de slet ikke er klar over at al humor - uden undtagelse - beror på et spil mellem rationalitet og irrrationalitet, nærmere betegnet et spil mellem psykens primærprocesser og sekundærprocesser (se artikel). De første er kendetegnet af fuldstændigt frie associationer og er derfor basis for al kreativitet og alle overraskelser.



Ligesom anden kunst og ligesom al religion (i videste, ikke-dogmatisk forstand) trækker humor altid på den mulighed i os at vi i de gode (afslappede) stunder kan suspendere fornuften for at give os den frie kreativitet i vold - ganske som børn kan, hvis de vel at mærke ikke er spoleret af opdragelsen. I humor og kunst kommer fornuften ikke i en situation af afmagt over for ufornuften. Den viger frivilligt for at give ufornuften fornuftig plads.

Når fornuften derimod kommer til kort over for midlertidige udbrud af fanatisme, massehysteri, vold, terror og anden destruktivitet, er der tale om et helt andet og alvorligt fænomen, nemlig at fornuftens stilfærdige, tålmodige og imødekommende argumenter, råd og henstillinger, tavshed eller afventen slet ikke virker, ja, slet ikke registreres af de ophidsede, frustrerede, vrede og aggressive gemytter. Disse er - med det ofte brugte, men herlige udtryk - kommet 'uden for pædagogisk rækkevidde'.

Hvis en skizofren går amok på en lukket afdeling på sindssygehospitalet (eller statshospitalet som det blev omdøbt, da den politiske korrekthed gjorde det suspekt at kalde en spade for en spade; det er jo diskrimerende for spader), så er der ikke andet at gøre end at overmande vedkommende, lægge ham i spændetrøje og give ham en berolignede indsprøjtning. Er der tale om en folkemængde der går amok foran et parlament, er der kun den udvej at bruge knipler og vandkanoner - og i værste fald skydevåben. Men kommer vilde horder af krigere væltende ind over et folk skal der skrappere midler til. Djengis Khan, Korstogsridderne eller Osmannerne var det ikke muligt at standse med et par bøsser. Det tog tid og kostede mange menneskeliv og materielle ressourcer. De hærgende tyske Nazi- og Wehrmachtstropper blev først standset på Østfronten da streng vinter kombineredes med en enorm kraftanstrengelse fra den røde hærs og det russiske folks side. Også dét kostede dyrt. Og hvad de 'uovervindelige', fanatisk kejserhengivne japanere angår, gav de i 1945 først op efter atombomberne over Nagasaki og Hiroshima.



Men hvad med millioner af muslimers dybt irrationelle og højspændte, men dog delvis styrede vrede over tilforladelig dansk humor? Ja, her går diplomatiet, fornuftens ædle repræsentanter i landenens udenrigstjenester, naturligvis igang - og gør hvad det kan for at få de stedlige regeringer til at gribe ind. Og dette sker da også i et vist omfang, så nogle skader forhindres og uroen ikke yderligere eskalerer, men kommer til at 'gå naturens gang' og klinge ud med tiden. Regeringerne frygter selv den ustyrlige islamisering og må gå på kattepoter i sagen. Den værste uro vil tage af, fordi al ophidselse har sin tid, men islamiseringen har fået en medvind den ikke kunne have drømt bedre. Og over for den dur diplomatiet ikke.

Forklaringer fra danske politikere og pressefolk dur heller ikke. For muslimerne føler sig krænket af den danske humor, og hverken beklagelser over krænkelserne eller påberåbelsen af ytringsfriheden afholder dem fra at forlange uforbeholden undskyldning fra både regering og avis. Muslimer fra høj til lav forstår hverken det danske demokrati eller den danske humor. Og resultatet er at selv statsministerens imødekommende og forklarende interview med en arabisk tv-station var uden virkning, ja, ifølge bl.a. en syrisk minister nærmest gjorde krænkelsen værre! En absolutistisk tænkning, kultur og religion, der udelukker humor fra religionen, men til gengæld gør religion til et spørgsmål om ære, står over for en relativiseret og sekulariseret kultur der nok kan vise tilbørligt hensyn og respekt over for anderledes tænkende eller svage grupper, men har humor som en integreret del af selve den eksistentielle forståelsesramme. Resultatet kan kun blive konflikt.

I et sådant fundamentalt kultursammenstød kommer fornuften umiddelbart til kort, ikke blot fordi den krænkede parts krav er uantagelige for den sekulariserede parts vedkommende, men også fordi sammenkoblingen mellem ære og religiøse symboler i den muslimske tankegang fuldstændigt udelukker en relativisering af religionen. To uforenelige værdisæt står over for hinanden, og hvis det sekulariserede vestlige samfund her skal give indømmelser, er det ensbetydende med total opgivelse af sekulariseringen, demokrati og åndsfrihed - alt hvad der er kæmpet for og opnået gennem to hundrede års politiske og kulturelle udvikling.

På grund af sagens alvor hvad angår danske interesser af diplomatisk, kulturel og handelsmæssig art er det ikke mærkeligt at alle politikere i Danmark såvel som i allierede lande prøver at undgå at jokke rundt i spinaten og altså med største omhu taler uden om krænkelsens problematik. Men det er at stikke hovedet i busken. For problemet er selve den muslimske sarthed hvad angår de religiøse symboler (jf forrige artikel).



En af grundene til at man fra statsministerens, EU's, FN's, USA's lederes side ikke tør gå ind i den egentlige problematik er den åbenlyse mangel på fornuftige sondringer mellem antastelige og uantastelige religiøse følelser. Lederne kan personligt stå hvor de nu engang står i religiøs henseende. Men de betragter religion som en absolut ukrænkelig sag. Og derfor har de på forhånd afskrevet muligheden for at gå ind og påpege hvor den religiøse dyrkelse er rimelig og fornuftig og hvor den bliver utidssvarende og en hindring for fremskridt, demokrati og integration.

Selvom religion i sidste ende - ligesom kunst, sex og leg - er af irrationel art eller har irrationelle kilder og irrationelle værdier, så ligger den lige så lidt som de andre aktiviteter hinsides al fornuft. Den kan tværtimod inddrages i fornuftens almindelige opbygning af det civile og civiliserede samfund ved at man sørger for at holde de voldelige og destruktive elementer ude af den. Den menneskelige aggressivitetsdrift er bærende for al kultur. Det er også den der bærer al åndsvirksomhed og dermed al kunst og religion (jf artikel). Men aggressivitet er dobbeltsidig: den kan anvendes både konstruktivt og destruktivt, og den bliver altid destruktiv hvis den i det menneskelige sind forbindes med frustration. Fornuftens indstilling til driftsaggressiviteten skal altså ikke være afvisende, benægtende eller fortrængende, men kanaliserende, så den forbliver konstruktiv.

Religionerne er ikke hævet over den menneskelige analyse og kritik som er basis for vores erkendelse og dermed oplysningen og fremskridtet. Den må tværtimod sættes ind med stor og systematisk styrke mod alle forsøg på at koble religionerne på absolutistiske dogmer og ukrænkelige æresfølelser og i stedet frigøre mennesket fra disse utålelige bindinger. En sådan sekularisering betyder afdogmatisering, men aldrig afmytologisering, for myterne er stedse at forstå som det kreative grundlag, mens dogmerne er det indskrænkende princip. Dogmer er altid midler i magtkamp, ensretning og undertrykkelse. Hvorimod myter åbner for frihed og forståelse.



Fornuften er og bliver afmægtig over for fanatisme og massehysteri. Her må folk der vil overleve andres raseri, sætte sig til modværge med magtmidler. Men som den europæiske kulturhistorie har vist er fornuften ikke afmægtig over for en absolutistisk religionsfortolkning, for absolutismens fortalere og demagoger arbejder imod menneskenes frihed og vil blive bekæmpet af og afsløret af alle oprørere der forstår tingenes rette sammenhæng. Det må aldrig glemmes at også flertallet af muslimer ønsker frihed.

En kamp mod absolutistisk religion eller ideologi kan være en hård og langvarig kamp. Kampen mod den igangværende absolutistiske islamisering bliver uden tvivl også både hård og langvarig. Men forudsætningen for at vinde den er at frihedens idealer ikke svigtes. Der er ikke tale om kampen mellem to ligeværdige kulturer og religioner, men om kampen mellem friheden på den ene side og ensretningen på den anden. Ensretterne har fordel af de nemme dogmer, slagord og symboler. Frihedens forkæmpere kan kun overvinde truslerne, hvis de forstår friheden som den åndsfrihed der kan trække frit på de kreative kilders konstruktive energier. Det har vi kunnet i Danmark og i Europa i et par hundrede år. Men skal vi kunne blive ved med det, forudsætter det at både Danmark og Europa vågner af den religiøse dvale.

Jan Jernewicz



Den fjerde og sidste artikel om det historiefilosofiske perspektiv på Muhammed-sagen vil handle om fænomenet emergens: Behovet for spring i udviklingen  (IV - 12.2.06.)



Henvisninger:

Symboler er værdikampens omdrejningspunkt  (II - 9.2.06.)
Loven om utilsigtede virkninger  (8.2.06.)
-

Religiøse følelser ikke uantastelige  (6.2.06.)
- oplysningen beror tværtimod på antastelsen

Se også artiklen om Afmagtspostulater

Humor og religion i værdikampen  (4.2.06.)
Det er åndsfriheden det gælder  (2.2.06.)
Forklaringsproblemerne i den aktuelle politiske situation  (31.1.06.)
Den arabiske fanatisme suspenderer fornuften effektivt
- og blokerer dermed sekulariseringen
  (29.1.06.)

Muhammed-tegningerne skiller vandene  (4.1.06.)
Danske muslimers reaktion sætter spørgsmålstegn ved deres danskhed

Muslimerne må gøre op med al islamisk absolutisme  (7.12.05.)
Reform af islam kræver opgør med absolutismen  (21.11.05.)
Arabisk æresfølelse er utidssvarende   (7.11.05.)

Religionen og sekulariseringen
Afsnit af Værdimanifestet  (17.9.04.)
Sekulariseringen må opdateres  (29.11.04.)
så den kun verdsliggør selve den politiske magt

Øvrige artikler om Mellemøsten
Artikler om Religion



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal