Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - toerklaede

ARTIKEL FRA JERNESALT - 14.5.08.


Det religiøse tørklæde i det sekulariserede demokrati

Muslimske kvinders hovedbeklædning er for alvor blevet et vigtigt stridsemne i dansk politik og kulturkamp.

Et tørklæde burde i sig selv ikke være den store anstødssten for nogen eftersom det er en ganske praktisk og ofte ganske klædelig hovedbeklædning der beskytter ikke blot mod kulde, men også mod blæst, snavs og støv. Vi skal ikke mange årtier tilbage før det var meget udbredt blandt almindelige kvinder her i landet. Man kunne dårligt tænke sig en kvinde i færd med rengøring, havearbejde, høstarbejde, fodring eller malkning uden et tørklæde.

Men det er stort set gået af mode blandt indfødte danskere ligesom mændenes gammeldags kasketter og filthatte. Til gengæld er det dukket op i stigende antal i takt med indvandringen af muslimer. Og det specielle ved de muslimske kvinders hovedbeklkædning er ikke at den kan være praktisk og klædelig, men at den signalerer to ting der støder almindelige danskere voldsomt, nemlig religiøs tro og kønsmæssig underkastelse af særlig karakter.



Det anstødelige ved tørklædet i denne forstand kom meget tydeligt frem i debatten omkring Asmaa Abdol-Hamids opstilling som folketingskandidat for Enhedslisten ved valget i 2007. Der var voldsom debat i partiet om hendes opstilling, og den kostede formentlig partiet et par mandater, som til gengæld gik til SF, hvis formand Søvndal havde taget udtrykkeligt afstand fra Abdol-Hamid. Debatten i Enhedslisten fortsatte efter valget. Og da det på et tidspunkt så ud til at Abdol-Hamid kunne komme i Folketinget som stedfortræder måtte tingets præsidium tage stilling til spørgsmålet om et folketingsmedlem kunne bære tørklæde på talerstolen.

Domstolsstyrelsen, der blev oprettet i 1999 som selvstændig statsinstitution med det formål at administrere og udvikle landets domstole, fastslog allerede i december 2007 at der ikke findes noget i dansk lovgivning der forhindrer at eventuelle muslimske dommere bruger tørklæde i danske retssale. Og det fik Dansk Folkepartis Peter Skaarup til at beskylde styrelsen for at smugle det muslimske tørklæde ind i dansk ret ad bagdøren.

Regeringen svarede med at iværksatte en undersøgelse af hvordan det forholdt sig i andre lande med muslimske dommeres, sagsbehandleres og politifolks brug af tørklæde, inden den tog stilling til eventuel lovgivning på området. Men såvel statsminister Anders Fogh Rasmussen som Venstres politiske ordfører Inger Støjberg har tilkendegivet at dommere her i landet skal være neutrale og derfor ikke bør anvende religiøst tørklæde.

Dansk Folkeparti lancerede en større kampagne mod tørklædet. I store annoncer vistes en burkaklædt kvinde med en hammer under overskriften 'Thi kendes for ret'. Og nedenunder stod der at det islamiske hovedtørklæde er symbolet på både kvindens underkastelse og troens dominans over muslimer og ikke-muslimer. Annoncen vakte så stor forargelse at en række velmenende intellektuelle protesterede mod den med et åbent brev - men i realiteten var de dermed blot med til at øge opmærksomheden omkring partiets meget bevidste og effektive kampagne.

Socialdemokraterne ville ikke stå tilbage for Dansk Folkeparti, så partisekretær Henrik Dam Kristensen meldte ud at partiet ville forbyde offentligt ansatte at gå med tørklæde og andre religiøse symboler. Helle Thorning-Schmidt og gruppeformand Carsten Hansen bakkede op, men måtte trække lidt i land, da der var uenighed i folketingsgruppen.

I Enhedslisten fortsatte debatten om tørklædets indflydelse på deres lave tilslutning, mens SF under Villy Søvndal generelt skærpede retorikken mod fanatiske muslimers optræden i landet - ja udtrykkeligt beklagede partiets tidligere valne holdning til truslen.

Den muslimske understregning af deres specielle sammenkædning mellem religion, politik, kønsadfærd og hovedbeklædning er med andre ord en sag der ikke kan manes i jorden.



Det er derfor bemærkelsesværdigt at integrations- og kirkeminister Birthe Rønn Hornbech har skrevet en kronik om 'Dommertørklædet og de to regimenter' som i dag er offentliggjort i Politiken med stor omtale på forsiden og ledsaget af chefredaktørens leder. For den er ikke blot en fornuftig indføring i både den juridiske og religiøse side af problematikken, men også en advarsel mod lovgivning om det muslimske tørklæde som må siges at være i klar modsætning til regeringens officielle linje.

Birthe Rønn Hornbech påstår bl.a. at hvis lovgiverne bevæger sig ind i et forbud, så har de stillet sig selv på "den opgave at være i stand til at forudse enhver tænkelig situation hvor religiøs og ikke-religiøs påklædning, religiøs udførelse og religiøs tro kommer på tale og være i stand til at lovgive om det". Men dette turde være aldeles uholdbart, for lovgivning har aldrig fungeret på den måde. Lovgivning sker tværtimod som hovedregel ved at afvigelser fra den ikke lovregulerede norm påtvinger sig regulering netop fordi de ikke kunne forudses, men pludseligt går hen og bliver et problem. Retsfilosoffen Alf Ross formulerede det i sin tid på den tilsyneladende paradoksale måde, at lovbruddet er før lovreglen. Det betyder at lovreglen ikke bliver aktuel før den almindelige, underforståede og for de fleste selvfølgelige norm brydes af mennesker der af den ene eller anden grund ikke er indforstået med den.

Det er præcis hvad der er tilfældet i tørklæde-problemet. Det har været en selvfølge i dansk ret at dommerne ikke bærer muslimske tørklæder, ganske enkelt fordi vi ikke hidtil har haft dommere der kunne finde på noget sådant. De er først dukket op som muligheder med indvandringen af muslimer og uddannelsen af muslimske jurister.

Derfor holder det heller ikke at lovgivningsmagten skulle forgribe sig på domstolenes principielle uafhængighed ved at indføre forbud mod tørklædet, for problemet har slet ikke foreligget før nu, og Domstolsstyrelsen har alene udtalt sig om gældende regler. Domstolene bevarer deres fulde uafhængighed sålænge de alene kan afsige domme og udnævne dommere. Men deres uafhængighed giver dem ikke ret til at udnævne dommere der har andre hensyn at tage end at følge dansk ret. Det ville ganske enkelt være at undergrave selve uafhængigheden at udnævne dommere der sætter shariaen over dansk ret.

Rønn Hornbech har megen ret i, at man vanskeligt kan forestille sig at de danske domstole vil udnævne sådanne dommere. Men problemet har slet ikke været der hidtil, det vil måske blive aktuelt om nogen tid - det kan ingen vide. Og derfor er det ikke irrelevant med en klart forbud mod tørklædet nu.



Birthe Rønn Hornbech lægger heller ikke selv skjul på at det ville være et problem at ansætte kvindelige dommere med tørklæde, fordi der netop er den afgørende forskel mellem islamisk og luthersk-kristen retsopfattelse, at kun islamisk ret foreskriver både religiøs og verdslig lovgivning, hvorimod lutherdommen udtrykkeligt fastslår at 'det verdslige regimente', som Luther kaldte det, alene befatter sig med opretholdelse af lov og orden i borgerlig forstand, mens det religiøse eller kirkelige 'regimente' tager sig af tro og sindelag. Kristendommen som sådan vender sig principielt mod al lovreligion, men helt så enkelt som Rønn Hornbech udlægger Luther er sagen nu ikke, for Luther kunne ligesom Paulus ikke helt forklare hvorfor moralen spiller en rolle i menneskelivet, når den ikke er afgørende for frelsen. Derfor kom moralen og moralismen alligevel til at spille en stor rolle i protestantismen der som bekendt både kendte til puritanisme og kirketugt. Men det er en anden historie.

Efter min mening er det helt overflødigt at belemre debatten om de muslimske tørklæder med Luthers to-regimentelære. For nok er det væsentligt at fastslå at demokratiet indebærer ytrings- og trosfrihed. Staten skal ikke blande sig i hvad folk tror. Men det altafgørende er det ubetinget sekulære princip i det moderne demokrati: Vi kan under ingen omstændigheder acceptere en sammenblanding af lov og ret med dogmatisk religion. Den lovgivende magt, den udøvende magt og den dømmende magt er uafhængige af enhver religiøs instans. Præstestyre, kalifat og sharia er absolut uforenelige med demokrati. Og netop derfor er også muslimske tørklæder uforenelige med demokratisk dommerkultur.



Tilbage står alene spørgsmålet om klogskaben og betimeligheden i at forbyde tørklædet i retssale og eventuelt andre steder i den offentlige forvaltning. Rønn Hornbech synes åbenbart det er uklogt, fordi det er "en ældgammel menneskelig erfaring at stærke personligheder ikke finder sig i undertrykkelse. Derfor føler de trang til at demonstrere deres ret og evne til selvstændighed". Ja, men for det første har det intet med undertrykkelse af gøre at forbyde dommere at bære tørklæder. Det er heller ikke undertrykkelse at forbyde folk at køre over for rødt. Det er tværtimod alene regler for anstændig opførsel. Og vi vil dog ikke acceptere at fx fartgale unge mennesker blæser på færdselsreglerne under påberåbelse af deres trang til selvstændighed. Problemet med visse muslimske kvinder er ikke at de føler trang til at demonstrere deres ret og evne til selvstændighed på samme måde som frigjorte danske kvinder i sin tid følte trang til at demonstrere deres ret til frigørelse ved at gå med bukser og bruge cykler, men tværtimod at de har trang til at demonstrere deres snævre religiøse opfattelse i det offentlige rum. Provokationen går jo ikke ud på at demonstrere selvstændighed og frigjorthed, men tværtimod manglen på disse fortræffelige karaktertræk.

Rønn Hornbech har uden tvivl en pointe i under henvisning til Grundtvig at påpege at folk ofte bliver stærkere i troen, hvis de føler troen angrebet. Men både hun og Grundtvig overser fuldstændigt, at det betænkelige ved al tro lige netop ligger i den styrke der kommer af den dogmatiske absolutisme. Det er i virkeligheden svage mennesker der må klamre sig til deres dogmer, når de føler disse angrebet - og ikke stærke mennesker. Dydepsykologisk ligger forklaringen i, at det at klamre sig til dogmer er udslag af en meget ensidig opbygning af den identitet der knytter sig til jeget og de tillærte sekundære grundprocesser, hvorimod den virkeligt stærke tro knytter sig til totalpsyken (eller selvet) og de universelle arketypiske forestillinger - jf. artiklerne om De psykiske grundprocesser og Jeget og selvet. Det vidste Grundtvig af gode grunde intet om, men det véd Rønn Hornbech af mindre gode grunde heller intet om. Derfor er hun ude af stand til at vejlede fornuftigt om disse sager.

Grundfejlen i hele hendes argumentation er at hun er bange for en konfrontation med de kræfter blandt muslimerne som i ord og tale samt adfærd og påklædning går ind for det religiøse snæversyn såvel som den skarpe kønsforskel og som åbenlyst eller skjult drømmer om indførelse af sharia og præstestyre. Disse kræfter modarbejder kvindefrigørelsen og hele det sekulære demokrati. Disse snævertsynede fanatikere er fjender af både kvindefrigørelse og sekularisering - og de er derfor fremmedelementer i Danmark.

Det er sandheden om de islamistiske fanatikere i dette land, og derfor er det et yderst uheldigt signal at sende fra integrations- og kirkeministeren at skrive en kronik der går imod regeringens, regeringspartiernes og Dansk Folkeparties samt Socialdemokraternes og SF's synspunkter om det muslimske tørklæde. Og sagen bliver på ingen måde bedre af at hun taler om antimuslimer eller religionsfobi, for langt de fleste mennesker kan udmærket skelne mellem fanatiske muslimer der ikke ønsker integration på den ene side og ganske almindelige, fredsommelige og i vid udstrækning sekulære muslimer der gør hvad de kan for at blive integrerede på den anden side. - Jf. dog artiklen om Thulesen Dahl på glatis om muslimer  (16.5.08.).

I det hele taget må det efterhånden konstateres, at Birthe Rønn Hornbech ikke er den integrationsminister mange havde håbet på, da hun overraskende blev udnævnt i november med det formål at skabe forlig mellem regeringen, Dansk Folkeparti og Ny Alliance om en blødere asylpolitik. Det blev der intet af, og ydermere viste ministeren sig yderst afvisende over for pressens og offentlighedens interesse i forhandlingerne. Det nyeste fra dagens kritik af hende, er at hun også kritiseres for sin kritik af statsministeren, men tilsyneladende fredes som minister. Men det kunne jo være hun fandt ud at gå selv.

Jan Jernewicz



Henvisninger:

Foghs nye regering og regeringsgrundlag  (24.11.07.)
Fogh, religion og sammenhængskraft  (24.5.06.)
Venstre-.kvinde om værdier og grundholdninger  om Birthe Rønn Hornbech (5.4.04.)

Valgets selvbedragere og visdomsfornægtere  (19.11.07.)
Valgets personpræferencer  (15.11.07.)
Valg, værdier og borgerlighed  (11.11.07.)

Islamofobi - angst for islam, islamisme eller terrorisme?  (14.5.06.)
Uholdbar indskrænkning af åndsfriheden  (16.3.06.)
Undskyld mig her og undskyld mig dér!  (11.3.06.)
Dialog med muslimerne?  (15.2.06.)
Slip dogmerne - og gør jer frie!  (14.02.06.)



Artikler om Danmark
Artikler om Samfund
Artikler om Psykologi
Artikler om Eksistens
Artikler om Religion
Artikler om Sekularisering



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Helhedsrealismen
De psykiske grundprocesser
Konsistens-etikken



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal