Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - srdf

ARTIKEL FRA JERNESALT - 9.4.06.


S, R og Dansk Folkeparti i ombrydning

Socialdemokraterne har det ikke for lystigt lige for tiden. Meningsmålingerne går partiet imod - og det efterhånden i et så stabilt mønster at de er svære at komme udenom, selvom alle véd at de i høj grad beror på stemningstilkendegivelser og altså aldrig kan tages som indicier for noget som helst valgresultats sandsynlighed. Ingen véd hvornår valget kommer, og inden da kan alt kan ske som kan påvirke vælgerne.

Statsminister Anders Fogh Rasmussen har ikke høstet den gevinst af truslerne mod Danmark i forbindelse med Muhammed-sagen som en regeringschef normalt ville kunne regne med - dertil har han åbenlyst været for defensiv - men han sidder foreløbigt sikker i sadlen. Det skyldes ikke mindst at støttepartiet Dansk Folkeparti er gået markant frem på bekostning af socialdemokraterne.

Reelt er der for øjeblikket intet alternativ til Anders Fogh Rasmussen som regeringschef. Han kan kun finde bekræftelse på at den nye midter-linje han og partiet Venstre slog ind på efter Uffe Ellemann-Jensens valgnederlag til Nyrup Rasmussen i 1998 har vist sig at være den rigtige. Ikke alene erobrede han regeringsmagten i 2001. Han har også fået slået fast med syvtommersøm at klassekampen i gammeldags forstand med en front mellem arbejderne og de privilegerede hører fortiden til. Den overvejende del af den danske befolkning befinder sig i dag på den meget brede midte i dansk politik. Og det er derfor dér kampen om vælgernes gunst står.



Det sjove ved det hele - og lad os aldrig glemme at se selv alvorlige sager som politik i humorens lys - det er at socialdemokraterne ikke vil se kendsgerningen i øjnene og indrette deres politik derefter. Endnu Poul Nyrop, Mogens Lykketoft og Frank Jensen kunne vinde gehør ved at slå på de gamle arbejdervenlige strenge - fanerne, solidariteten med de svage og sangen om sultens slavehær. Men når det ikke er nok, forfalder man til alle taberpartiers nemmeste metode at bebrejde sig selv en manglende profilering - og så iøvrigt skifte formanden ud.

Man kan diskutere om Helle Thorning Schmidt var det rigtige valg efter Lykketofts nederlag. Hun er i hvert fald yngre, hun er godt begavet og har en sikker fremtræden. Og hun er tilmed en kvinde der ser godt ud - og hun kan derfor måske i højere grad end nogen andre i det samlede felt være rollemodel for de mange kvinder der ønsker mere magt til kvinderne. Men det er altsammen ikke nok til at ændre den allerhårdeste kendsgerning af alle, at partiet ikke længere repræsenterer en dominerende klasse.

I forhold til konkurrenten Frank Jensen havde Helle Thorning Schmidt det alvorlige handikap at hun ikke kom fra folketingsgruppen og følgelig hverken havde det fornødne interne netværk eller den fornødne erfaring om spillereglerne på Christiansborg. Men folk er naive hvis de tror at Frank Jensen uden videre ville have kunne præstere et bedre resultat for socialdemokraterne i løbet af det års tid der er gået. Han ville uden tvivl have profileret partiet som mere venstreorienteret eller 'rødt'. Men hvem siger det ville have hjulpet? - Udenforstående skal naturligvis ikke afgøre spørgsmålet. Men lad det alligevel være tilladt at nævne at udskiftning af Helle Thorning Schmidt efter al sandsynlighed kun vil gøre ondt værre.



Kendsgerningen er at det er Muhammed-sagen der har skabt den aktuelle, meget betydelige og formentligt langtidsrækkende ombrydning i dansk politik.

Muhammed-sagen har i virkeligheden - udover de dybt beklagelige omkostninger for danske erhvervsvirksomheder - været til umådelig gavn for Danmark, fordi den har afsløret to fundamentale ting i konflikten mellem den sekulariserede vestlige verden og den ikke-sekulariserede muslimske verden: 1) Antallet af muslimer i Danmark med fjendtlig indstilling til dansk sekularisering, demokrati, kultur og åndsfrihed er meget større end de fleste af os gik rundt og troede. Og 2) hadet og frustrationerne hos muslimerne i de muslimske lande er så tæt forbundet med islam, at truslen fra islam ikke alene skal ses som en trussel fra de fanatiske og ekstremistiske islamister, men desværre som en trussel mod åndsfriheden fra millioner af muslimer som identificerer sig med deres religions absolutte dogmer og derfor betragter enhver kritik af deres absolutisme som en krænkelse af deres religiøse følelser.

Afsløringen af disse to væsentlige forhold har helt naturligt øget 'polariseringen' i den danske befolkning i den retning at det overvejende flertal har fået mere afsky eller frygt for muslimerne end før. Det er objektivt set fuldstændigt uretfærdigt mod de mange tusinder muslimer i landet som er skikkelige og fredelige, men objektiv oplysning hjælper nu engang ikke mod en befolknings mere intuitive fornemmelser, for disse følger lovene for de psykiske primærprocesser og generaliserer derfor uden videre ud fra konkrete del-iagttagelser.

Det hører i allerhøjeste grad med til billedet, at de fornuftige mennesker der ikke lader sig rive med af den slags uheldige generaliseringer ofte begår en lige så fejlagtig generalisation, nemlig at se religion i almindelighed og religiøse følelser i særdeleshed som en så stor risiko at de - som blandt andre statsministeren - drømmer om at religionen kan og bør holdes ude af det offentlige rum. De har ikke tilstrækkelig viden om religion til at de kan sondre mellem en fanatisk, af had og frustration præget religion, der udelukkende tjener destruktive formål, og en fri, afklaret og gennemtænkt religion der kan tjene fornuftige og konstruktive formål. Og de kan følgelig heller ikke se nødvendigheden i at afsløre hadet og frustrationerne i den første slags religion, og til gengæld animere friheden og afklaringen i den anden slags. De véd ikke at religion slet ikke kan undværes i det offentlige rum, hvis der skal være energi til fornuftigt, konstruktivt og meningsgivende demokrati.

De intuitive fornemmelser hos den brede befolkning har i Muhammed-sagen bevirket at Dansk Fokeparti har scoret mange points på sin klare modvilje mod den store indvandring af muslimer til landet, mens socialdemokraterne til gengæld blot er havnet i et uløseligt dilemma. På den ene side er de langt om længe, men ret modvilligt gået med til stramninger i udlændingepolitikken, på den anden side står de og ønsker de at stå som forsvarere af indvandrerne, og kan jo rent faktisk også prale af at have mange indvandrerstemmer. Men dybest set kan de ikke slippe ud af dilemmaet.



De radikale er jo pæne mennesker der mener det så godt og som i nyere tid har gjort sig til ét med menneskerrettighederne, men fortrængt deres glorværdige fortid som dybt forankrede i den danske muld - sideordnede med forankringen i den brandesianske Københavnerkultur. De er inderligt imod de stramninger i udlændingepolitikken som regeringen har gennemført sammen med DF og S. De har under hele Muhammed-sagen holdt på at statsministeren skulle have taget et møde med de muslimske diplomater - uden hensyn til disses skjulte dagsorden. Og de har påstået at den muslimske boykot af danske varer kunne været undgået hvis regeringen havde taget klart afstand fra Muhammed-tegningerne - uden hensyn til at disse var udtryk for god og normal dansk humor som har vist sig meget mere sand end man oprindeligt troede. Men humor er ikke de radikales stærke side. De har derfor kunnet score points hos de mange pæne og velmenende mennesker i landet som også er bange for religion og humor og andet irrationelt utøj, men som tror på menneskerettighederne og andre abstrakte teorier over alt andet.

Det sjove er så her, at de radikales politiske leder Marianne Jelved har kigget dybt i den kaffegrums der hedder en meningsmåling fra Greens som lod socialdemokraterne dykke til omkring 19 %, et tal så lavt at man vist skal tilbage i tiden før Stauning fik vind i sejlene for at finde mage. Jelved kunne altså med egne øjne se at socialdemokraterne kan der ikke længere bygges regering med i Danmark. Hun fik derfor uden besvær sin folketingsgruppes tilslutning til offentligt at tilkendegive at hun herefter er de radikales bud på en statsminister.

Da der som sagt ikke p.t. er noget alternativ til Anders Fogh, og da Marianne Jelved ikke just har årene foran sig, så betyder udmeldingen stort set ikke andet, end at Helle Thorning Schmidts chancer for at slå Fogh ved et valg er om muligt endnu ringere end de nogensinde har været. Det kan der kun grines af i de borgerlige rækker. Skulle der blive problemer med at få en velfærdsreform halet i land, kan Fogh roligt tage et valg.

Endnu sjovere er det dog, at der i Det radikale Venstre har indsneget sig en vis modsætning mellem Margrethe Vestager og Naser Khader netop om truslen fra de fanatiske muslimer. For Khader - og flere med ham i Demokratiske Muslimer - har været udsat for så konkrete dødstrusler fra islamistiske kredse at de må have konstant politibeskyttelse. Men Vestager vil ikke være ved, at truslen er så stor som Khader hævder. Hun tror jo på det gode i mennesket og i menneskerettighederne og ser bort fra hvad had gør ved folk. Khader har på sin side luftet den drøm at blive integrationsminister i en VKR-regering, men hvordan i al verden en sådan regering skal kunne stables på benene, når de radikale har en indvandrerpolitik der er markant anderledes end VK-regeringens, det står hen i det uvisse.



Det er med andre ord ikke til at komme uden om at Dansk Folkeparti står med laurbærrene. Pia Kjærsgaard er nøgtern nok til ikke at tage meningsmålinger for sikre beviser, men har dog på det sidste fået styrket sit partis forhandlingsposition ganske betragteligt. Og det udnytter partiet.

At DF har noget at lære endnu, når det gælder spillet på Christiansborg, er imidlertid de sidste par dage fremgået med al ønskelig tydelighed af partiets forfejlede felttog mod fødevareminister Lars Barfoed. Her gik DF torsdag ud med en melding om at man forlangte ham sat under administration, da han åbenbart ikke har kunnet skaffe den fornødne kontrol med den for os alle væsentlige fødevarekontrol. Man forlangte altså ikke Barfoed fyret og ville ikke være med til at stille mistillidsdagsorden til ham i folketinget sammen med socialdemokrater, radikale og socialisterne. Men man ville have ham sat under administration, dvs under en særlig kontrol af regeringschefen og udvalg oprettet til formålet.

Statsministeren var ikke sen til at skyde ideen ned. Enten er man minister med fuldt ansvar for sit resort - eller også er man ikke minister. Og enten må man acceptere Lars Barfoed som fødevareminister og så lade ham beholde ansvaret for sit ministerium eller også må man vælte ham i folketinget og tage et valg. Dansk Folkeparti fik stolen for døren - og måtte til sidst, efter mange timers forhandling, bøje sig og lade Barfoed behold ministerposten og -ansvaret, mod at få en ekstrabevilling til fødevarekontrol og nogle andre godbidder, som partiets ordfører på området naturligvis kalder 'en kæmpesejr'.



Nu er det ikke første gang DF er gået efter manden i stedet for efter bolden. Det er bl.a. også sket over for trafikministeren. Men hver gang har partiet måttet opgive sagen. Det er oplagt at man fører disse sager for at 'profilere sig' som det så smukt hedder. Men det er skadeligt hver gang resultatet forfejles, og det er ikke fremmende for partiets opnåelse af attest for regeringsduelighed!

Som foreslået i det åbne brev af 7.4. til statsminister Anders Fog Rasmussen anser jeg det efterhånden for nødvendigt at statsministeren indleder forhandlinger med Dansk Folkeparti for at få dem gjort duelige til indtræden i en regering med Venstre og Konservative efter næste valg. Man kan roligt gå ud fra at Barfoed-sagen fratager statsministeren enhver lyst til foreløbig at indlede sådanne forhandlinger. Han er jo i det hele taget i den situation at han for øjeblikket kan glæde sig over et sikkert flertal bag regeringen - og en fornøjelig uro i oppositionen. Men for Dansk Folkeparti burde det stå klart, at man skal undgå fadæser af denne slags fremover.



Min bedømmelse er at Dansk Folkeparti i dag sidder med alle kort på hånden for i løbet af tre til fem år at blive det næststørste parti i Danmark og dermed gøre spændingsfeltet mellem sig selv og Venstre til det dynamiske felt i landets udvikling. Men det kræver et mere målrettet opgør med egne svagheder end det hidtil er set.

Først og fremmest er det nødvendigt at få gjort definitivt op med forbeholdet over for EU. Dette store europæiske fællesskab har sine irriterende fejl og mangler, men der er intet alternativ til det i Europa. Intet land inden for EU kan have en regering der ikke principielt går ind for medlemskab af organisationen - om man så vil se EU som et 'fællesskab' eller en 'union' er mest en strid om ord.

Dansk Folkeparti må også lidt efter lidt komme ud over sin børnesygdom der hedder småborgerlighed og provinsialisme samt frygt for globalisering. I Danmark kan vi ikke være tjent med et parti i regeringen der ikke fuldtud kan acceptere moderne kunst og livsstil eller som af nidkær vogten over danskheden gør globaliseringen til en trussel, hvor den reelt er en udfordring ingen regering og ingen voksen dansker kan sidde overhørig. Der er iøvrigt komplementaritet mellem et lands eller et folks nationale og internationale interesser. Det vil sige, at begge interesser må plejes på behørig vis, selvom der ind imellem kan konstateres klare modsætninger mellem dem.

Men når det kommer til stykket ligger den største udfordring for Dansk Folkeparti måske i den specifikke angst for muslimerne, fordi den ikke blot fokuserer på den fanatiske islamisme, men på anderledesheden i forhold til kristendommen og dansk kultur. Her spiller følgelig en alt for snæver kristendomsforståelse og religionsforståelse uheldigt ind - og dette ligger igen i det højst besynderlige forbund Dansk Folkeparti har indgået med Tidehverv og præsterne Krarup og Langballe. De er nok dygtige og klarttænkende mennesker der repræsenterer meget nationale synspunkter, men de repræsenterer ikke en ægte folkereligiøsitet, men derimod en snæver intellektualistisk, Kierkegård-præget kristendomsfortolkning. Den er, isoleret set, ikke alene for snæver, den er en hæmsko for Dansk Folkepartis muligheder for at gå nye veje i kulturlivet.



Vi skriver i dag den 9. april, dvs årsdagen for den tyske besættelse af Danmark i 1940, som igen efter befrielsen førte til mottoet 'Aldrig mere en 9. april'.

Sloganet blev motto for selve den udbredte opfattelse at hvis Danmark skulle undgå en situation som den i 1940 så måtte det føre til et militært beredskab og en militær alliance med demokratiske lande der kunne garantere landet mod aggression fra den nye fare der dukkede op i Europa efter 2. verdenskrig og som i 1948 med det kommunistiske kup i Tjekkoslovakiet viste sig at være kommunismen selv. Den kolde krig var blevet en realitet der først blev afblæst ved sovjetkommunismens definitive fald i 1989/90. I grunden blev Nato dermed inderligt overflødigt, men da alle bureaukratier gør alt hvad de kan for at overleve, fandt man en udvej ved at bevare organisationen, men omdefinere målsætningen. Det skal ikke diskuteres her. Blot må det slås fast, at mottoet' Aldrig mere en 9. april' efterhånden var kommet til at se temmelig irrelevant ud.

Dette har som så meget andet forandret sig markant med først 11. september 2001 og sidst med muslimernes amokløb mod danske interesser fra slutningen af januar i år - foranlediget af humor i en dansk avis. Mange - inklusive statsministeren - ønsker for alt i verden at se den danske kamp som en kamp for ytringsfriheden i snæver forstand. Og man håber inderligt at uroen og eftervirkningerne stille og roligt går over. Men reelt er der tale om kamp for åndsfriheden mod truslen fra muslimsk side. Truslen kommer primært fra ekstremistisk, dvs islamistisk side, men det er kun for en overfladisk betragtning. Dybest set kommer den fra absolutisk side, og det vil sige at den kommer fra enhver muslimsk person eller organisations side som bevidst eller ubevidst hylder absolutte dogmer og absolut ukrænkelige skrifter og personer.



Skal åndsfriheden i Danmark og hele den sekulariserede vestlige verden virkelig forsvares effektivt, så kræver det mod og vilje til åbent og offensivt at tage afstand fra alle former for absolutisme, hvad enten vi taler om religiøs eller ideologisk absolutisme og hvad enten den forekommer blandt ateister, kristne, jøder eller muslimer. Folk af alle kategorier der har absolutte dogmer, skrifter og personer som guder eller afguder er en trussel mod sekulariseringen og demokratiet - og det skal de selvfølgeligt have at vide og mærke. Alt andet er naivitet og appeasementpolitik, dvs. strudsepolitik.

'Aldrig mere en 9. april' betyder i dag aldrig mere nogen eftergivenhed over for sekulariseringen, demokratiets og åndsfrihedens fjender.

Jan Jernewicz



Henvisninger:

Åbent brev til statsminister Anders Fogh Rasmussen  (7.4.06.)

Velfærdsudspillet  (6.4.06.)
Akkari og Satans yngel i Danmark  (24.3.06.)
DF, konservative og erhvervsledere  (23.3.06.)
Uholdbar indskrænkning af åndsfriheden  (16.3.06.)
Jelved og Kjærsgaard i Deadline  (15.3.06.)
Jelved kan ikke synke dybere  (13.3.06.)
Undskyld mig her og undskyld mig dér!  (11.3.06.)
Den kreative klasse ifølge Richard Florida   (9.3.06)

Dansk Folkeparti på fremmarch  (3.3.06.)
Jyllands-Posten mellem tvende have  (2.3.06.)
Fogh Rasmussens position  (1.3.06.)  
Politikens reaktionære holdning  (28.2.06.)
Religion på dagsordenen  (24.2.06.)
Nej til mægling og nej til undersøgelse  (23.2.06.)
S, DF og Venstre i forskudt spændingsfelt  (21.02.06.)



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal