Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - sfsoevndal12d

ARTIKEL FRA JERNESALT - 28.6.12.


Søvndal retter det splittede SF ind under trussel om hele projektets fald

Tre meningsmålinger siden det overrumplende skatteforlig mellem regeringen og VK for blot en uge siden har sendt hele regeringen, men navnlig Socialistisk Folkeparti til tælling. Socialdemokraterne ligger mere end syv procent under valgresultatet og er nu kun halv så store som Venstre. SF er gået tilbage fra godt 9 % (og 13 % for to år siden) til omkring 5 procent, mens det tilbageblevne venstreorienterede Enhedslisten næsten fordobles til knap 14 % og altså så småt nærmer sig socialdemokraternes størrelse. Forskere og kommentatorer har aldrig set noget lignende før. Og både statsminister Helle Thorning-Schmidt og udenrigsminister Villy Søvndal slår heller ikke længere nedturen hen som et simpelt resultat af dårlig kommunikation. Det manglede også bare.

Sagen er jo ganske tydeligt at de to partier har skuffet deres egne vælgere og partimedlemmer i et helt uset omfang i og med at de fra starten (regeringsgrundlaget fra begyndelsen af oktober) har stillet sig under den radikale Margrethe Vestagers realpolitiske åg, hvad der reelt vil sige ansvarlig, borgerlig økonomisk politik, og desuden lavet langsigtet lovgivning der ikke får umiddelbar virkning til fordel for deres vælgere og endeligt med skattereformen lavet en langsigtet lovgivning hvis arbejdskraftmæssige betydning står hen i det uvisse, men hvis skattelettelser for de erhvervsaktives vedkommende bifaldes af alle borgerlige vælgere, men støder alle røde vælgere, selvom de får at vide at reformerne i det lange løb vil sikre velfærden i almindelighed.

Resultatet er at der nu forestår meget vanskelige forhandlinger med Enhedslisten om næste års finanslov. S og SF vil føle sig presset til at give store indrømmelser, men er stadigt under de radikales åg: Margrethe Vestager vil ikke tillade kompenserende offentlige udgifter der vil give ubalance i budgettet. Hun vil i dette stykke blive bakket helhjertet op af finansminister Bjarne Corydon, der ikke uden grund kaldes 'blå' fordi han fører ansvarlig borgerlig midterpolitik. Nogle lunser rødt kød skal der nok blive kastet ud til de glubske Enhedsliste-rovdyr, men ikke flere end at de i den sidste ende må bide i det sure æble og stemme for finansloven, medmindre de vil udløse et folketingsvalg der nok vil blive en triumf for dem selv, men et skred for regeringen.

I denne prekære situation kan man ikke fortænke SF's formand Ville Søvndal i at udnytte alle sine gamle skolelærer-pædagogiske ressourcer til at rette sin folketingsgruppe ind, så den samlet bakker regeringens skattereform op og dermed også partiets fortsatte deltagelse i regeringssamarbejdet med S og R, men måden det gøres på, afslører hvor dyb partiets krise er - og vil vel sagtens med de store anstrengelser formanden og skatteministeren lægger for dagen i møder med de lokale afdelinger forhindre et åbent oprør, men til gengæld ikke kunne forhindre tavse og stille medlemmers og vælgeres udsivninger eller flugt til Enhedslisten.



Det er naturligvis flot at partiformanden og gruppeformanden Pernille Vigsø Bagge (der personligt kom i store vanskeligheder umiddelbart efter regeringsdannelsen med offentlig kritik af regeringsgrundlaget) ikke bruger de stokkemetoder som Aksel Larsen og Morgen Lange i sin tid (inspireret af Per Hækkerup) brugte over for oprørerne i SF i 1967, og som Gert Petersen heller aldrig var bleg for at bruge. I stedet holder de på 'kammeratlige samtaler', forklaringer, og moralsk støtte (for ikke at sige rene "bønnemøder") til tvivlende og anfægtede medlemmer. Men når partiets ganske unge folketingsmedlem Lisbeth Bech Poulsen efter gruppemødet i går måtte stille sig op ved siden af sin gruppeformand over for en hær af glubske pressefolk og næsten grådkvalt forklare sig med uklare formuleringer der ene og alene røbede store samvittighedskvaler af den art man plejer at kalde 'sjælenød' og som i missionske kredse har været forstadiet til en 'omvendelse', så er der noget riv-rav-ruskende galt i partiet. Hendes ord lød: "Min gruppeformand har sagt at hun meget gerne vil beholde mig i det her parti... Jeg skulle gøre op med mig selv, om jeg kunne være i det her parti, fordi det var konsekvensen af det. Og jeg vil være i det her parti, for det er det rigtige for mig." - Og efterfølgende: "Jeg tror ikke, jeg havde gennemtænkt ordentlig, hvad det vil sige at være i et regeringsparti. Og jeg er meget, meget ked af den aftale der er lavet, men jeg vil stemme for, fordi jeg vil være en del af det her parti".....

Lisbeth Bech Poulsen måtte stå alene med sine kvababbelser, da hendes eneste, stærke og robuste meningsfælle Özlem Cekic var i udlandet og har oplyst at hun først udtaler sig offentlig når hun kommer hjem på lørdag, forud for et afgørende opstillingsmøde i sin valgkreds mandag. Men Poulsens utilpashed ved situationen var åbenlyst så stor at den ikke alene tydede på dybe og formentlig uoprettelige anfægtelser hos den arme synder, men også på en dyb frygt i partitoppen for konsekvenserne af at tillade normal og rimelig tolerance over for partimedlemmer med samvittighedskvaler der alene gælder substansen i en konkret skattereform og ikke regeringsdeltagelsen som sådan eller partiledelsens suverænitet. Bliver der valg, vil ikke alene medlemmer som Lisbeth Bech Poulsen og Öslam Cekic, men også mange andre SF-navne ryge ud (herunder formentlig skatteministeren og andre fremtrædende medlemmer). Men det store spørgsmål er om det hjælper det fjerneste at rette ind på disciplinen, når det er selve strategien og projektet det er galt med, dvs når partiledelsen med formand Søvndal og skatteminister Thor Möger som primus motor tilbage i 2010 og -11 bevidst satte regeringsdannelse, regeringsduelighed og ministerposter over politisk substans.

Man gør uden tvivl Villy Søvndal og hans nærmeste rådgivere uret, hvis man tror de kun var ude efter ministerposter og intet andet. For deres håb og projekt forud for valget i september 2011 var ganske givet et rent rødt flertal, hvor de kunne gå sammen med Socialdemokraterne under Helle Thorning-Schmidt om en politik der ville adskille sig markant fra den foregående borgerlige regerings politik. Men de satsede så højt, at de slet ikke gjorde sig realistiske forestillinger om hvad de skulle stille op, hvis et nyt flertal i folketinget ville komme til at omfatte Det radikale Venstre og dermed nok sikre Socialdemokraterne og Helle Thorning-Schmidt det formelle regeringsansvar, men samtidigt sikre de radikale og Margrethe Vestager selv det afgørende økonomiske ansvar - og således umuliggøre enhver form for egentlig venstrefløjspolitik.



Villy Søvndals projekt som det blev formuleret i 2010 og -11 med S og SF's fælles 'Fair løsning' var med andre ord naivt i alle andre henseender end lige netop drømmen om at få gjort SF regeringsdueligt efter mere end 50 års parlamentarisk ørkenvandring. SF blev langt om længe fuldt anerkendt af socialdemokraternes nye unge og regerings-målrettede formand Helle Thorning-Schmidt som regeringsdueligt, men prisen var uhyggeligt høj, så høj at næppe nogen i partiet havde forudset dens størrelse, tyngde og rækkevidde: den var nemlig at der skulle føres borgerlig økonomisk politik, endda med særlig vægt på at der fremover skulle gøres endnu større forskel på folk i arbejde og folk på understøttelse end der hidtil har været. Sund fornuft og reelt det eneste der på langt sigt kan sikre en fornuftig og økonomisk holdbar velfærd i Danmark, vil mange mene. Men lige præcis også en fornuft som flertallet af SF's medlemmer og vælgere (og endog mange socialdemokrater) absolut ikke vil acceptere. De foretrækker langt et politisk friløb som Enhedslistens, der giver muligheder for pres på en socialdemokratisk mindretalsregering, men ellers er ansvarsfrit. Det er i den forbindelse helt hen i vejret at Venstres Birthe Rønn Hornbech netop har anbefalet Enhedslisten at forlade folketinget, fordi de ikke hører hjemme i et parlament der tager sit ansvar alvorligt, for demokratiet er netop at tillade alle mindretal at komme til orde, uanset om de vil tage ansvar eller ej. Det er derimod regeringer der skal være ansvarlige og lade være med at bygge deres lovforslag på partier der ikke vil dele ansvaret. Enhedslisten skal imidlertid nok klare sig alligevel!

Villy Søvndal vil imidlertid ikke erkende at "de faktiske forhold i Jernindustrien", in casu de barske vilkår i konkret realpolitik betyder at ethvert regeringsparti må tage ansvar for ubehagelig lovgivning når og hvis den skønnes nødvendig, og at et regeringssamarbejde med socialdemokraterne og de radikale derfor altid vil indebære at de involverede partier må renoncere på deres rene idealer - og derfor lade eventuelle ekstremistiske friløber-partier samle de skuffede og frustrerede vælgere og medlemmer op der bliver resultatet af realpolitikken.

Og desværre er Villy Søvndals manglende erkendelse på dette fundamentale punkt ikke blot en ulyst til at se ubehageligheder i øjnene og forsøge at standse intern partistrid med forlangende om ubrydelig partiloyalitet, men også en meget værre dyb frygt for en selverkendelse der rokker ved selve livsprojektets holdbarhed og fornuft. Villy Søvndal lever - som Ole Sohn - videre i sit APESE-syndrom, en decideret Angst for Personlig og Eksistens Selv-Erkendelse. Og denne angst kommer man aldrig over ved at lukke øjnene og besværge alle onde ånder med smukke ord og kraftige appeller om partiloyalitet.

Jan Jernewicz



Henvisninger:

Links til:

Socialistisk Folkepartis hjemmeside



Relevante artikler på Jernesalt:

Overrumplende skatteforlig mellem regeringen og VK - efter dages tvivl om Lars Løkkes seriøsitet  (23.6.12.)

Trepartsforhandlingernes sammenbrud en bét for regeringen  (12.6.12.)
Klassekampen i Danmark er passé  (7.6.12.)
Stærkt oplæg til hård kamp om skattereform  (30.5.12.)
S-R-SF-regeringens 2020-plan  (9.5.12.)
Kampen om indvandring og homogenitet  (4.5.12.)

Det politiske opbrud ses nu også i vælgeranalyserne  (30.4.l2.)

En kynisk Villy Søvndal skaffede sig tilslutning til sin strategi   (17.4.12.)
Konflikten i SF - og Søvndals voldsomme nedtur  (4.4.12.)
Det brede energiforlig  (25.3.12.)
Endelig kommer der gang i reformarbejdet  (2.3.12.)
Farcen om betalingsringen  (23.2.12.)
Villy Søvndal går uden om den afgørende selverkendelse  (11.1.12.)
Ole Sohns fortrængninger nok engang  (28.11.11.)
Ole Sohn ikke en risiko, men et fortrængningsoffer  (8.11.11.)
SF's top frustrerer medlemmer og vælgere  (9.10.11.)
Helle Thorning vandt statsministeriet med dårligt resultat for S og SF  (16.9.11.)
Gør en radikal kulturminister overhovedet en forskel?  (11.10.11.)
SF's top frustrerer medlemmer og vælgere  (9.10.11.)
Helle Thornings S-R-SF-regering og dens grundlag  (4.10.11.)
Helle Thorning vandt statsministeriet med dårligt resultat for S og SF  (16.9.11.)
Valget, udfordringerne og partierne  (13.9.11.)
Kvinderne, valget og realitetsprøvelsen  (10.9.11.)
Farcen om dansk politik giver endeligt valg  (28.8.11.)
De radikales 2020-plan  (7.6.11.)
S og SF fremlægger deres 2020-plan  (17.5.11.)
Historisk forlig mellem VKO og R om tilbagetrækningsreform  (14.5.11.)
Øget grænsekontrol som led i politisk forlig  (12.5.11.)
Villy Søvndal mon endt som moralist?  (24.4.11.)
Valget nærmer sig  (19.4.11.)

Ole Sohn og fortiden  (19.10.10.)
Også redningspakke fra S og SF  (12.5.10.)
Er Ole Sohn angst for selverkendelse?  (28.4.10.)
Socialistisk Folkeparti på vej mod magten?  (25.4.10.)
Sohn-syndromet som del af det generelle APESE-syndrom  (11.11.09.)
S spiller højt spil med skatteudspillet med SF  (29.8.09.)
Bliver SF rygraden i en alternativ regering?   (13.8.09.)
SF bakker op om Søvndals målrettethed   (27.4.09.)
Hilsen til SF i anledning af 50-året  (14.2.09.)
SF styrker påny sin position  (18.8.08)
SF, polakkerne og intolerancen  (13.07.08.)
Villy Søvndal - hans verden, væsen og rolle  (19.05.08.)
Nye politiske teser - varm luft eller visioner?  (7.4.08)
Villy Søvndal ikke længere til at komme udenom  (7.3.08.)
Søvndal ny formand for SF  (28.4.05.)

Aksel Larsen  (kort karakteristik)
Krag, standpunkterne, nederlaget og latterkoncilet  (om bl.a. det røde Kabinet i 1966/67)
Latterkoncilet  (om Krag og Aksel Larsen i forhold til oprørerne i SF i 1966/67)



Øvrige henvisninger til Jernesalts egne artikler:

Artikler om Danmark
Artikler om Samfund  (se iøvrigt linkene i venstre ramme)
Artikler om Eksistens  (se iøvrigt linkene i venstre ramme)
Artikler om Sekularisering  (se iøvrigt linkene i venstre ramme)



Redaktion
Essays
Emneindex
Personindex

Programerklæring af 2.6.02.
Jens Vrængmoses rubrik
Per Seendemands rubrik (fra 2005)



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Modstanden mod komplementaritetssynspunktet

Den komplementære helhedsrealisme
De psykiske grundprocesser
De psykiske fundamentalkræfter
Konsistens-etikken
Etik og eksistens

Livskvalitet (fire artikler) (2002-03)
Ontologi-serie (tolv artikler) (2010)
Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007)
Religion som emergent fænomen i biologien  (28.12.09.)



Jernesalts 2009-filosofi
Forord  -   Begreber og aksiomer  -   Krisen ved årsskiftet 2008/09  -   Verdensbilledet 2009
Livet  -   Mennesket  -   Sjælen  -   Sproget  -   Samfundet  -   Overordnede politiske parametre
Udfordringen  -   Helhedsrealismens advarsler  -   Helhedsrealismens anbefalinger  -   Efterskrift



Værdimanifest (fra 2003))
Værdimanifest i forkortet udgave
Sagregister til værdimanifest



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal