Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - klassekamp02

ARTIKEL FRA JERNESALT - 7.6.12.


Klassekampen i Danmark er passé

I min status over Jernesalts ti-årige virksomhed som analytiker og kommentator ud fra den komplementære helhedsrealismes grundsynspunkter og begrebsramme, skrev jeg at hele udviklingen siden folketingsvalget i 2011 kun har bekræftet at "klassekampen i Danmarks er definitivt forbi - således som Anders Fogh Rasmussen erklærede det i 2001. Der er stadigvæk fattige mennesker i landet foruden alt for mange ikke-integrerede indvandrere, og der er sågar også folk der stadigt tror på socialismen og revolutionen, men flertallet befinder sig på den politiske midte og ønsker som veluddannede og vellønnede mennesker med job, parcelhus eller anden ejerbolig en overvejende borgerlig politik der er økonomisk og socialt ansvarlig og værner om de bedste sider ved velfærdssamfundet. Og dette flertal ønsker vel at mærke hverken at der føres ensidig socialistisk eller ensidig liberalistisk politik. Danmark er reelt gået 'den tredje vej' mellem socialismens og liberalismens faretruende fabelvæsener der kun lokker folk i uføre. Men som jeg også skrev så er ulykken i dansk politik at ingen af de politiske ledere til fulde har forstået den tredje vejs grundlæggende komplementaritetsprincip, ja de beskæftiger sig end ikke seriøst med filosofi. Derfor er der vedblivende forvirring i dansk politik, der ellers har de allerbedste forudsætninger for at lægge den utidssvarende og ødelæggende klassekamp bag sig. Og derfor har Jernesalt stadig en vigtig opgave i at give den fornødne oplysning om den tredje vej og den tilhørende filosofi.

Naturligvis kan der rettes indvendinger mod synspunktet, og da en læser også har gjort det, vil det være på sin plads at sætte nogle ting nærmere på plads ud fra Jernesalts filosofi.



(1) For det første kan der spørges om magt ikke skabes gennem beherskelse af bevidstheden, og om det ikke netop er hvad diktaturstater prøver at udnytte systematisk.

Svaret på første del er et blankt nej. Magt skabes først og fremmest gennem rå vold, beherskelse af naturen og værnet om det udbytte denne naturbeherskelse giver i form af privat ejendom. Sådan var det i de primitive samfund. Sådan har det stort set været lige til demokratiets indførelse, selvom modificerende organisationer og institutioner efterhånden kom til i stadigt større omfang (herunder statsdannelser). Dertil føjedes naturligvis også en uundgåelig begrebsmæssig ramme, som dels er almen og selvfølgelig (dagligsproget er grundlag for alle menneskelige samfund uanset udvikling og styreform), dels speciel og ledelses- eller magtbetonet (der vil altid skabes specifikke begrebsrammer for alle faggrupper, videnskaber, lederskaber og magtapparater). I sidstnævnte tilfælde kan rammen udvikles til deciderede ideologier således som det fx sker inden for de dogmatiske religionsystemer (jødedom, kristendom, islam m.fl.) og inden for de politiske systemer (kommunismen, fascismen, nazismen, maoismen - der alle har religiøse overtoner!).

Der er derfor intet overraskende i at diktaturstater søger at beherske bevidstheden gennem sprogkontrol, indoktrinering og censur. De laver deres egen sprogkodificering (forbyder visse ord, idealiserer andre og skaber helt nye, 'newspeak' som i Orwells '1984'). Men det karakteristiske er jo at det i sidste ende sker ved brug af den rå vold. Magthaverne udrydder systematisk opponenterne eller spærrer dem inde. Forsøgene på kontrol kunne slet ikke foregå uden denne rå vold. Og hvad sproget angår, overlever de konstruerede 'newspeak' aldrig deres tyranniske skabere.



(2) For det andet kan spørgsmålet stilles om ikke de vestlige liberale samfund gør nøjagtigt det samme som diktaturstaterne, blot med andre, mere uigennemskuelige metoder? Bruger de ikke blot en 'finere ideologisk prægning' skjulte dagsordener, retoriske kneb og blød hjernevask?

Svaret er igen et blankt nej, for de liberale samfund arbejder sig bevidst mere og mere væk fra den rå vold som diktaturstaterne slet ikke kan være foruden (heller ikke hvor de forklæder sig som 'præstestyre' eller 'eneste sande' islam, jødedom, kristendom). Og deres metoder er ikke blot lidt blødere, lidt mere raffinerede, og eventuelt skjulte. Det helt afgørende ved de vestlige liberale samfund er tværtimod netop åbenheden og frihedsgraden: borgerne har reelle rettigheder til at tænke og ytre sig frit og danne foreninger og partier, og samfundsdebatten er af samme grund fri, men naturligvis aldrig totalt uafhængig af folks interesser. Der findes vitterligt både politiske partier, erhvervsfolk, bankfolk, arbejdsgivere, fagforeningsfolk, lobbyister, spekulanter og deciderede korrupte mennesker og andre grupperinger - ved siden af alle 'idealisterne', græsrødderne og minoriteterne der prøver at hamle op med de store. Det afgørende for friheden er at nødvendig vold kun tillades for ordensmagten, og at voldsanvendelsen bliver kontrolleret af principielt uafhængige instanser (domstolene), så den primært sikrer selve den civile orden (hvor selvtægt er ulovlig) og almindelige borgeres rettigheder.



(3) For det tredje kommer man ikke uden om spørgsmålet om mennesket styrer ideerne, siden diktatoriske magthavere ofte forsøger at beherske borgernes bevidsthed.

Her forholder det sig sådan at intet menneske og ingen gruppe af mennesker her på jorden er i stand til at styre ideerne, da menneskets bevidste forestillinger i vid udstrækning har kollektivt ubevidste kilder som er spontane og altså ikke kan styres.

Friheden i de moderne vestlige samfund er netop understregningen af at man hverken kan eller skal styre den idémæssige kreativitet, men lade ideerne komme frem og gøre sig gældende i samfundslivet på alle planer - uden censur. Dette er da fuldstændigt centralt for den liberale vestlige samfundsopfattelse, og derfor står diktaturstaterne i skarpeste modsætning til demokratierne, ja, de er endda altid dømte til undergang netop fordi bevidstheden ikke kan styres af magthaverne på længere sigt. Det skønneste eksempel fra nyere tid er det kommunistiske regimes afmagt over for den i folket solidt forankrede polske katolicisme. Men det er også hvad vi i disse år oplever under 'det arabiske forår'. Folket rejser sig mod diktatorerne, fordi de ikke længere vil finde sig i undertrykkelsen og nu tilmed kan kommunikere frit med andre mennesker i indland og udland takket være den moderne kommunikationsteknologi.

Dette er altsammen en simpel følge af den menneskelige psykes indretning. Den rationelle side af menneskets sjæleliv kan delvis styres gennem målrettet indoktrinering i skole og institutioner og gennem censuren, men den irrationelle side kan ikke, for denne ligger i de spontane psykiske primærprocesser som kun kan forstås som udslag af det kollektivt ubevidste med dets uendeligt mange arketypiske og universelle forestillinger. Det er i denne sammenhæng væsentligt at holde fast i at mens rationalisterne (i såvel videnskab som økonomi og politik) tror på muligheden af at få hele samfundslivet bragt under kontrol, så véd hele mennesker at det er umuligt i og med at de irrationelle sjælelige processer, som alle rummer, forhindrer det.



(4) Som det fjerde punkt bliver det her relevant at spørge om rationalisten Karl Marx har ret i at det er en illusion at tro at mennesket nogetsteds har mulighed for at fungere frit og uafhængigt af magten og de sociale strukturer.

I hans første samlede fremstilling af sit samfunds- og historiesyn, 'den materialistiske historieopfattelse', der kom som 'Deutsche Ideologie' i 1845-46 (men først udgivet i 1932), lyder Marx's fundamentale sætning således: "I enhver epoke er den herskende klasses tanker de herskende: dvs den klasse som er samfundets herskende materielle magt, er samtidig dets herskende åndelige magt." Her har Marx definitivt fået vendt Hegels åndsfilosofi på hovedet, som det er blevet sagt. Det er det materielle der styrer det åndelige, og ikke omvendt som Hegel påstod.

Men de anførte ord er lodret forstandsforheksende, fordi det ikke alene er komplet umuligt at afgøre om materien er basis for ideen eller omvendt (hvorfor man gør klogt i at vælge komplementaritetssynspunktet), men også fordi man med denne metode principielt udelukker en blot nogenlunde nøgtern og givende forståelse for hvad der foregår på alle planer i samfunds- og kulturlivet.

Metoden udelukker netop enhver forståelse for at der ved siden af den ubestridelige magtkamp, naturbeherskelse, nytteindstilling, rationalisme og naturvidenskab findes en lige så stærk og afgørende fri og eksistentiel åndsføling og åndsudøvelse som beror på irrationelle, kollektivt ubevidste og absolut ukontrollable ideer. Disse optræder til stadighed som korrektiv eller alternativ til og kritik af ideologierne, ja, de kan fremtræde som klart formulerede og deciderede 'kulturopgør' med den bestående og fremherskende 'tidsånd', der jo netop kaldes sådan fordi det er en åndsindstilling der er tidsbestemt og derfor altid midlertidig. Af sådanne kulturopgør kan nævnes Vilh. Grønbechs og Konrad Lorenz' eller Jernesalts egen 2009-filosofi. Frie filosoffer og kulturkritikere har der været altid, og deres blotte eksistens modbeviser alle påstande om at den menneskelige bevidsthed er et simpelt produkt af produktionsforholdene eller andre materielle forhold.

Marx' kritiske analyse af den herskende klasse, som engang var relevant og værdifuld, kan slet ikke i vore dage bruges som en metode til at undersøge hvem der styrer samfundets bevidsthed. For ingen overhovedet er i stand til at styre samfundets bevidsthed. Hele fejlen i Karl Marx's generelle samfundstænkning ligger just i den anførte materialisme, der igen kan tages som udslag af et stærkt og meget udbredt menneskeligt ønske om at have fast grund under fødderne i al videnskab og politik. Og det er lige præcis hvad der ikke findes, da frie, ukontrollable og uigennemskuelige psykiske processer er med til at forme samfunds- og kulturlivet.



(5) Men er det da ikke pressen eller medierne der er den store formgiver af menneskets bevidsthed, og er det gennem dem at den ideologiske prægning har størst effekt? Ja, kan man ikke ligefrem - når man tænker på fx Murdoch og Berlusconi - her se et sammenrend af magten i dens forskellige forklædninger som avisredaktører, politikere, skoleledere, fagforeningsbosser, historikere, sociologer, antropologer, etnologer og andre intellektuelle, universalistiske kunstnere og statsansatte?

Svaret er igen et blankt nej. En sådan forenkling er en kæmpemæssig illusion eller livsløgn. Der findes her i landet absolut ikke et samlet, bevidst og massivt pres fra nogen herskende klasse hvor fx det nationale, danskheden og historien skulle være 'mistænkeliggjort', som nogle påstår. Der er derimod uenighed om uhyre mange spørgsmål, problemer og løsningsmodeller, herunder også mellem det nationale synspunkt og det internationale synspunkt såvel som på en lang række andre punkter - der rummer komplementære modsætninger. Og synspunkterne får lov at brydes i demokratierne.

Man kan vel at mærke heller ikke legitimere det forenklede synspunkt ved at køre frem med Wittgensteins sprogteoretiske opfattelse at et ords mening afhænger af dets konkrete anvendelse i givne 'sprogspil'. Det var dels en selvfølge i alle videnskaber der inddrager menneskets sprog allerede før han fremsatte sin teori. Dels er det fuldstændigt vildledende at hævde at sproget skaber virkeligheden.

Der er naturligvis en nær sammenhæng mellem sproget og menneskets opfattelse af virkeligheden (til forskellige tider), men da der findes en virkelighed der er uafhængig af sproget og bevidstheden, så gives der også en sproglig afhængighed af den uafhængige virkelighed - foruden en meget vigtig intern sproglig interdependens mellem ord. Således at sproget og virkelighedsopfattelsen aldrig frit kan konstrueres, heller ikke af magthavere der bruger rå vold. Sammenhængen mellem sproget og virkeligheden er meget mere kompleks end Wittgenstein forstod. Jf. artiklen om David Favrholdts 'Filosofisk codex' og artikelserien om Menneskets virkelighedsopfattelse I-VII med en særlig artikel om Sproget og virkeligheden



Man er efter min bedste overbevisning langt ude hvis man i vore liberale vestlige samfund ser noget som helst i retning af en samlet og entydig herskende klasse på kulturområdet der skulle idealisere den givne sociale tilstand, og oven i købet i denne idealiserede opfattelse ser en 'falsk bevidsthed der styrer samfundet'.

Realiteten er at der i vort moderne samfund er mange forskellige opfattelser der strides indbyrdes om virkelighedsopfattelsen og de veje udviklingen kan og bør gå, herunder mange forældede synspunkter og ideologier. Men der tilbydes også noget helt nye og tidssvarende, herunder begrebsrammer der løsriver mennesket i den vestlige verden fra den binding af nyttehensyn og magtkamp som unægtelig dominerer den offentlige debat, men som ikke formår at styre de menneskelige forestillinger og heller aldrig kommer til det.

Jernesalts komplementære helhedsrealisme er en af de progressive begrebsrammer til at fremme denne løsrivelse, og det ligger ikke mindst i at den bryder med den forstandsforheksende dualisme mellem ånd og materie ved at pege på komplementariteten som en løsning. Undertegnede har endda på bedste provokerende vis fremført den splinternye tanke, at religionen i ikke-dogmatisk forstand (dvs som udtryk for den umiddelbare føling med hele virkeligheden) er et emergent fænomen i den biologiske udvikling, således at forstå at der med bevidsthedens uforklarlige opdukken i evolutionen samtidigt fremkom både en rationel og en irrationel tilgang til virkeligheden, og at disse er lige uundværlige. Jf. essayet Religion som emergent fænomen i biologien. Påstanden er naturligvis fuldstændigt ubevislig som alt andet der tilbyder en begrebsramme for forståelsen af den biologiske udvikling og den menneskelige kulturs opståen og væsen. Men begrebsrammen er langt bedre og nyttigere og langt mere åben end den rent materialistiske eller rent idealistiske, fordi den fastholder det aldrig ophørende og utroligt dynamiske spil mellem modsætningerne, som forhindrer at vi nogensinde havner i en harmonisk ligevægt.

Jernesalts komplementære helhedsrealisme bryder også den forstandsforheksende dualisme mellem frihedsprincippet og ligheds/tryghedsprincippet (og de tilsvarende mellem individ/samfund og mellem liberalismen/socialismen). Dette betyder at menneskes trang til udfoldelse, ekspansion, transcendens og magt sidestilles med dets behov for tryghed, stilstand, immanens og åndsudøvelse. Der kan ikke skabes ligevægt mellem disse to principper, det første vil altid forstyrre det andet og skabe uligevægt. Heraf kommer det at der uundgåeligt skabes magthierarkier i ethvert samfund, men samtidig gælder at magthierarkier ikke nødvendigvis skaber ufred, undertrykkelse og krig, fordi det modsvares af det sociale hensyn. Jf. artiklerne om komplementariteten mellem hhv individ/samfund og liberalismen/socialismen.



Og det er her påstanden om klassekampens overståede stadium på vore breddegrader bliver relevant. For jeg påstår ikke at der ikke findes social lagdeling. Det gør der, og det vil der altid gøre. Det ideelle, fuldkomne eller utopiske samfund uden lagdeling findes ikke og kommer aldrig. Men lagdelingen ødelægger ikke i sig selv menneskets individuelle muligheder for at få deres liv til at have mening eller lykkes. Dette afhænger i langt højere grad af hvad den enkelte vil med sit liv. Og lagdelingen forhindrer heller ikke rimelige sociale ordninger eller velfærdssamfundet som sådant. Det liberale, vestlige og sekulariserede demokrati prøver tværtimod bevidst og målrettet at holde de sociale modsætninger inden for en god civil ordens og god økonomis rammer - og det er meningen med den tredje vej.

Hvis vi her lige skal trække den aktuelle politiske situation i Danmark op, så er det for undertegnede fuldstændigt indlysende at Helle Thorning-Schmidts S-R-SF-regering må komme i vanskeligheder når den fører realpolitik, for realpolitik i dagens Danmark må nødvendigvis acceptere både en social lagdeling, et magtmæssigt hierarki og en borgerlig frihedsgrad der giver de karrierebestemte mennesker lyst til at udfolde sig (og eventuelt 'komme opad'), tjene penge og samle kapital, men samtidig tillader almindelige mennesker at holde sig væk fra karriereræset og pengefixeringen for at koncentrere sig mere om sociale og kulturelle værdier.

Klassekampen i Danmark er forbi, fordi bønderne, borgerne og arbejderne - og ikke at forglemme også kvinderne - for længst er blevet frie og stolte mennesker der er veluddannede og selv kan finde ud af hvad de vil bruge deres liv til. De mennesker der er kommet i klemme (for de findes skam) er ikke at forstå som klasser, for de er ikke undertrykte af de mere privilegerede mennesker, og de har absolut ingen mulighed for at erobre den politiske magt.

Når den socialdemokratiske borgmester i Herlev fornylig - i forbindelse med de dårlige meningsmålinger for socialdemokraterne - skrev en klumme i Politiken der hævdede at den nye klassekamp svigter, fordi middelklassen i hans øjne er ved at vende de offentlige tilbud ryggen og reducere den offentlige sektor til kun at være et tilbud til de allersvageste, så tager han fejl. Velfærdssamfundet som sådant er ikke i farezonen, men nok under en helt nødvendig forandring, fordi den sociale omsorg i 1960'erne og 1970'erne - som Jørgen S. Dich påviste i sin fremragende bog om 'Den herskende klasse' - udviklede sig til en ideologi for de offentligt ansatte, og så går det galt. Så havner man nemlig i et samfund af klienter der ikke længere er bæredygtigt. Og denne problemstilling har intet med klassekamp at gøre.

Den politiske kamp i Danmark er ikke længere en klassekamp, men en kamp om at videreudvikle et bæredygtigt velfærdssamfund. Derfor foregår kampen på midten i dansk politik, og derfor er den tredje vej der grundlæggende accepterer komplementariteten mellem frihedsprincippet og trygheds/lighedsprincippet den naturlige og progressive vej frem. Det er en narresut at køre på opdelingen mellem blå og rød blok, for middelstanden i Danmark er for længst blevet borgerlig i den forstand at den ikke ønsker revolution, men reformer der udbygger velfærdssamfundet på en realpolitisk ansvarlig basis. Her accepteres også en uundgåelig social lagdeling såvel som erkendelsen af at forestillingen om det fuldkomne samfund er en ren utopi.

Jan Jernewicz



Henvisninger:

Relevante artikler på Jernesalt:

Den nye klassedeling i Danmark  (14.11.12.)

Jernesalt har ti års jubilæum  (2.6.12.)
Vilh. Grønbechs kulturopgør
Konrad Lorenz' kulturopgør
Jernesalts 2009-filosofi
David Favrholdts 'Filosofisk codex'
Menneskets virkelighedsopfattelse I-VII
Sproget og virkeligheden
Religion som emergent fænomen i biologien

Jernesalts komplementære helhedsrealisme Komplementaritetsynspunktet
Komplementariteten individ/samfund
Komplementaritetenliberalismen/socialismen
Den herskende klasse efter 1970   (19.02.03.)



Øvrige henvisninger til Jernesalts egne artikler:

Artikler om Danmark
Artikler om Samfund  (se iøvrigt linkene i venstre ramme)
Artikler om Eksistens  (se iøvrigt linkene i venstre ramme)
Artikler om Sekularisering  (se iøvrigt linkene i venstre ramme)



Redaktion
Essays
Emneindex
Personindex

Programerklæring af 2.6.02.
Jens Vrængmoses rubrik
Per Seendemands rubrik (fra 2005)



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Modstanden mod komplementaritetssynspunktet

Den komplementære helhedsrealisme
De psykiske grundprocesser
De psykiske fundamentalkræfter
Konsistens-etikken
Etik og eksistens

Livskvalitet (fire artikler) (2002-03)
Ontologi-serie (tolv artikler) (2010)
Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007)
Religion som emergent fænomen i biologien  (28.12.09.)



Jernesalts 2009-filosofi
Forord  -   Begreber og aksiomer  -   Krisen ved årsskiftet 2008/09  -   Verdensbilledet 2009
Livet  -   Mennesket  -   Sjælen  -   Sproget  -   Samfundet  -   Overordnede politiske parametre
Udfordringen  -   Helhedsrealismens advarsler  -   Helhedsrealismens anbefalinger  -   Efterskrift



Værdimanifest (fra 2003))
Værdimanifest i forkortet udgave
Sagregister til værdimanifest



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal