Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - klassekamp03

ARTIKEL FRA JERNESALT - 11.11.12.

Den nye klassedeling i Danmark

Ny klassedeling, men ikke længere klassekamp
Kendsgerninger over for vurderinger
Opfattelsen af klasser
Den gamle arbejderklasse
Overklassen i den nye kapitalisme
Den nye underklasse - af dem uden for arbejdsmarkedet
Klassedelingen og den tredje vej
Henvisninger



Ny klassedeling, men ikke længere klassekamp     
Til toppen  Næste

Trods højt bruttonationalprodukt og høj gennemsnitlig levestandard i forhold til mange andre lande er Danmark stadigvæk et stærkt klasseopdelt samfund, men det er unægteligt opdelt på en helt anden måde i nutidens velfærdssamfund end det var for blot 50-60 år siden da landet var et decideret industrisamfund hvis økonomiske vækst blev båret frem af den amerikanske Marshallplan og det vesttyske Wirtschaftswunder og længe var konstant stigende.

Da den liberale Venstreformand Anders Fogh Rasmussen i 2001 indledte ti års borgerligt styre i landet, kunne han med fuld ret erklære klassekampen for død ud fra den soleklare kendsgerning at arbejderklassen var definitivt splittet og at middelklassen til gengæld udgjorde den store og stadigt større del af befolkningen som alle partier der ville have del i regeringsmagten fra da af måtte appellere til.

Arbejderklassen havde lige som fagbevægelsen sejret sig til sin egen nedgradering som afgørende faktor i udviklingen. Den havde nået alle sine afgørende mål, og den kunne ikke længere kæmpe sig til magten af den simple grund at den ikke længere udgjorde et samlet flertal i befolkningen. Tværtimod skete der store vælgerskred i befolkningen. Det første skete i 1973, da alle de etablerede gamle partier gik voldsomt tilbage og nye partier som Fremskridtspartiet og Centrumdemokraterne skød i vejret som begge samlede mange arbejderstemmer op. Og det næste skred kom i 2001, da Socialdemokratiet måtte overlade roret til de borgerlige, fordi Poul Nyrup Rasmussen fuldstændigt fejlvurderede den negative indflydelse på udviklingen den store indvandring af muslimer 1970'erne havde fået - uden at man overhovedet tog følgerne alvorligt. Siden er den politiske kamp her i landet foregået på midten. Hverken socialister eller liberalister har længere nogen chance for at føre langsigtet politik uden at appellere til de pragmatiske midtervælgere som reelt er blevet borgerlige i ordets ikke-ideologiske betydning (samfundsopbyggende og ikke-revolutionære) og derfor ønsker ansvarlig borgerlig politik, hvilket i sidste ende vil sige den tredje vejs politik.



Socialdemokraterne kom ganske vist tilbage til regeringsmagten i 2011 sammen med SF og de radikale, men det var primært fordi de borgerlige partier havde forsømt at komme med en klar fortolkning af den tredje vejs fortrin og uundgåelighed på sigt og fordi Anders Fogh Rasmussen ikke gjorde sit arbejde færdigt, men overlod det til sin pragmatiske næstformand Lars Løkke Rasmussen der er dygtig og kompetent, men uden visioner og ambitioner. Men der gik som bekendt ikke mange måneder før alle meningsmålinger viste at regeringspartierne og Enhedslisten er i klart mindretal over for de borgerlige partier. De nuværende regeringspartier gik til valg på store løfter om forandring og fair løsning, men den igangværende økonomiske krise, der satte ind i 2008 og som primært skyldtes de internationale konjunkturer, lader sig ikke tæmme med tomme ord og gyldne løfter. Den vil formentlige vare tre til fem år mere, og det kan hverken Helle Thornings eller Bjarne Corydons skønmalerier lave om på. Derfor er en hvilken som helst regering her i landet uanset partifarve tvunget til i mange år frem at føre en meget stram økonomisk politik - og herunder se i øjnene at det velfærdssamfund det store flertal ønsker ikke kan opretholdes i længden med mindre social- og beskæftigelsespolitikken til stadighed justeres på en sådan måde at der kommer flere erhvervsaktive og færre passive kontanthjælpsmodtagere.

Dette indebærer at det fremover fortsat vil være middelklassen der bliver toneangivende, og at det kun forstærkes af at den vil blive større og større i kraft af at flere og flere unge får en uddannelse der rykker dem op i denne klasse. En del af disse vil havne i den højere middelklasse (af højtlønnede akademikere og succesfulde selvstændige), men flertallet vil havne i den almindelige, brede middelklasse med mange faglærte og vellønnede håndværkere, sygeplejersker og lærere. Arbejderklassen med overvægt af ufaglærte eller lavt uddannede vil derimod blive mindre og mindre - og den egentlige overklasse på i forvejen én procent af befolkningen vil stadigt være underlegen rent talmæssigt. Forskellen og modsætningerne mellem klasserne vil løbende blive justeret i forhold til den generelle udvikling, men vil i princippet bestå, men klassekampen som sådan er definitivt forbi, fordi ingen af klasserne længere vil være i stand til at kæmpe for en erobring af magten. Midterklassen har uden kamp fået den politiske magt og vil kunne bevare den, fordi alle partier vil appellere til den, med mindre de - som Enhedslisten - direkte vælger ekstremismen. En sådan ekstremisme kan - som vi kan se - være gangbar en kort periode, når de radikale fx accepterer den som parlamentarisk grundlag trods dens klare umodenhed.

Det helt nye og meget udfordrende er at der i løbet af de sidste 50 år er opstået en decideret underklasse som nok vil være en trussel mod velfærdssamfundets sammenhængskraft, men ikke selv vil være i stand til at kæmpe for politiske ændringer. Alle partier bliver imidlertid nødt til - uden hensyn til partifarve - at forholde sig til den og tackle de udfordringer den skaber. Det sker helt aktuelt med de problemer der er opstået som følge af den vedtagne, langsigtede og fornuftige dagpengereform der pr. 1.1.13. forkorter dagpengeperioden fra fire til to år og derfor helt akut bringer nogle tusinde langtidsledige i risiko for at miste dagpengene og i visse tilfælde tager forsørgelsesgrundlaget fra dem, fordi de ikke uden videre kan komme på kontanthjælp. Problemet blev i første omgang løst med den såkaldte akutpakke. Og den netop indgåede finanslovsaftale giver yderligere muligheder for at yde særlig hjælp.

Men sagen aktualiserer i allerhøjeste grad et nødvendigt opgør med kontanthjælpssystemet. Og derfor er det glimrende at der nu er kommet en bog om 'Det danske klassesamfund' som påviser ændringerne i vort velfærdssamfund og særligt påpeger udfordringerne netop for den nederste klasse i systemet. Bogen indeholder en decideret opsang til politikerne som opfordres til at træde op mod klasseskellene, men den forenkler problemstillingen så meget at det er nødvendigt at komme med en kritik.



Kendsgerninger over for vurderinger     
Til toppen  Næste

I den nævnte bog fremlægges et omfattende og relevant datamateriale - som også kan findes på den nye hjemmeside der er blevet lanceret: www.klassesamfund.dk - og den vigtigste tabel forekommer at være den allerførste som viser andelen af de fem klasser af 18-59-årige danskere som bogen opererer med og som sammenlignes for årene 1985 og 2009. Det fremgår at overklassen uændret omfatter 1 procent, den højere middelklasse er steget fra 4 til 9 %, middelklassen fra 19 til 24 %, og underklassen fra 18 til 20 %, mens arbejderklassen er faldet fra 58 % til 47 %.

Klasserne er inddelt ud fra Socialforskningsinstituttets (SFI's) gamle parametre, nemlig individets position i arbejdslivet og dets uddannelse, men den tilføjer indkomsten som parameter. SFI opererede oprindeligt med fem socialklasser (nummereret neutralt fra I til V), som alle var tilknyttet arbejdsmarkedet, men bogens nye opdeling opererer som det ses med fem mere gængse betegnelser og den afgørende forskel at den laveste femte klasse - underklassen på idag 20 procent - omfatter personer der er uden for arbejdsmarkedet mere end 4/5 af året (typisk førtidspensionister og kontanthjælpsmodtagere).

Overklassen er selvstændige, topledere og personer med videregående uddannelser (ialt 9 procent) der tjener tre gange over den typiske indkomst. Den højere middelklasse (9 procent) er selvstændige, topledere og personer med videregående uddannelse der tjener mellem to og tre gange så meget som den typiske indkomst (herunder skoleledere, ingeniører, gymnasielærere og læger). Middelklassen (24 procent) omfatter selvstændige, topledere og personer med kort eller mellemlang videregående uddannelser der tjener under det dobbelt af den typiske indkomst (det er fx murermestre, brugsuddelere, folkeskolelærere, sygeplejersker). Arbejderklassen (47 %) er personer med erhvervsfaglig uddannelse og ufaglærte der ikke indgår i en af de øvrige klasser, og det er typisk industriteknikere, tømrere, lastbilchauffører og sosu-assistenter.

Bogen bringer også en tilsvarende oversigt over de sociale klasser opgjort som familier, fordi denne opgørelse er mest relevant når man skal analysere forholdene for børn eller uddannelse. Tallene er lidt anderledes, men fordelingen principielt den samme. Det er alene arbejderklassen der har dalende størrelse.

Ikke desto mindre kan der allerede her med hensyn til arbejderklassen rettes indvendinger mod analysen, for denne klasse er jo i virkeligheden en meget sammensat størrelse der omfatter såvel de faglærte som de ufaglærte, og dens medlemmer arbejder i dag slet ikke overvejende i de traditionelle kerneområder som industri og byggeri. Det gør faktisk kun en fjerdedel. En anden fjerdedel er de offentligt ansatte som sosu-assistenter eller dagplejere. Andre arbejder igen med handel og transport. Og det hører med til billedet at flertallet af denne klasse i dag har en erhvervsfaglig uddannelse på 3-5 år fra teknisk skole eller lignende - og at det, med bogens egne ord, tit er grupper med stor teknisk kunnen, faglig stolthed og ganske pæne lønninger. Som klasse betragtet har den andre problemer end middelklassen som det senere vil fremgå, men politisk set gælder først og fremmest at den langt fra er homogen. Jeg mener tværtimod at den er så uensartet og opdelt at man af gode grunder kan regne en stor del af den med til middelklassen, og netop her har vi den simple forklaring på at alle partier der vil til regeringsmagten må appellere til dem og faktisk også gør det. Generelt må mange af dem regnes for gamle socialdemokrater, men allerede Mogens Glistrup og Erhard Jacobsen forstod i 1973 at få fat på deres stemmer. I dag er det Dansk Folkeparti og Venstre der trækker mange gamle 'arbejderstemmer' til sig - ikke fordi disse er forvirrede vælgere, men fordi de ikke længere føler sig som socialdemokrater. Det må i denne forbindelse fremhæves som et ejendommeligt faktum at socialdemokraterne nu i meningsmåling efter meningsmåling ligger nede omkring 20 procent i vælgertilslutning.



Men som bogen konstaterer er det da rigtigt at det kun er 7 procent af de unge fra arbejderklassen der som 25-årige er i gang med en akademisk uddannelse, mens det er 31 % fra overklassen og 29 % fra den højere middelklasse. Og når forfatterne hævder at de seneste årtiers udbygning af de højere uddannelser har gjort påfaldende lidt ved denne skævhed, er det sikkert også rigtigt. Det har imidlertid sin helt naturlige forklaring i det forhold som forfatterne også gør meget ud af: den sociale arv. Det er ganske enkelt lettere for akademikerbørn at blive akademikere, eftersom de får en mængde nyttige kundskaber, sprogfærdigheder, arbejds- og studievaner samt ambitioner med hjemmefra. Og man er naiv hvis man tror det bliver anderledes alene med storstilede planer om at 25 % af ungdomsårgangene skal være akademikere i løbet af et årti eller halvandet. Der skal på sigt nok komme flere akademikere fra arbejderklassen eller funktionærstanden, men man skal huske at universitetsuddannelsen slet ikke er hvad den har været!



Helt uundværlig i analysen af klassedelingen er konstateringen af at vort velfærdssamfund anno 2012 er er meget stærkt præget af segregeringer, dvs decideret udskillelser af befolkningsgrupper i samfundet - og dette gælder både top og bund, altså både den øverste og den nederste klasse. Geografisk sker der en voksende segregering hvor mennesker fra forskellige samfundsgrupper bor mere adskilt end tidligere. Storbyernes sociale geografi er i opbrud. Gamle middelklassekvarterer skifter ham og blive til velhaverenklaver domineret af overklasse og højere middelklasse.

Konkret gælder dette Gentofte med velhaverkvarterer i Hellerup, Charlottenlund og Klampenborg. I 1985 udgjorde overklassen og den højere middelklasse 32 procent af Hellerups befolkning, i dag er det 47 procent, mens arbejderklassen i samme periode er faldet fra omkring 33 % til omkring 20 %. For Nordsjællands vedkommende er også Hørsholm og Rudersdal markante velhaverkommuner. I Århus er det Risskov og Skåde.

Da denne overklasse talmæssigt er forsvindende lille i forhold til de øvrige klasser, og da den til alle tider har holdt sig på god afstand af 'gemene folk' samt altid har orienteret sig mindre lokalt end internationalt (globalt), kan man spørge om denne klasses selvvalgte afsondring egentlig kan tillægges den store sociale betydning. Jeg mener nej - og skal begrunde det senere. Men forfatterne til bogen om det danske klasseamfund mener det modsatte og gør endda side 44 gældende at "Den primære årsag til voksende ulighed i det danske samfund er ikke at de fattige bliver fattigere, men at de allerrigeste spurter fra resten af samfundet." Undertegnede er lodret uenig, fordi det altafgørende for den nye underklasses specielle og meget problematiske situation i det moderne velfærdssamfund er og bliver at den har skilt sig ud fra arbejdsmarkedet - og derfor i vid udstrækning havner i deciderede ghettoer, områder der i næsten alle retninger bærer præg af forarmelse og forsømmelse, negativ social arv og mere eller mindre destruktiv adfærd og kultur.

At postulere at eliten også samler sig i ghettoer er derfor meget vildledende, for nok kan det konstateres at der i dag findes 26 lokalområder i landet hvor overklassen og den højere middelklasse udgør mere end 40 procent af den samlede befolkning mod kun seks i 1985. Men at tale om 'eliteghettoer' er at underminere betydningen af ordet ghetto og derfor en useriøs subjektivitet, for dette ord betegner generelt en fattig bydel som domineres af en bestemt befolkningsgruppe (fx det sorte Harlem i New York) - og det blev oprindeligt brugt om afsondrede områder hvor jøder blev tvunget til at bo, og som ofte var omgivet af en mur hvis porte blev låst om natten. Den første ghetto af denne art og med denne betegnelse blev lavet i Venedig i 1516, men fra nyere tid associerer vi ordet med de nazistiske jøde-ghettoer. De har med deres ondsindede sammenstuvning af uønskede elementer en absolut negativ klang - og derfor har betegnelsen en vis relevans for nutidens boligområder som Vollsmose i Odense, Gjellerupparken i Århus og Tingbjerg i København, men bestemt ikke for velhaverkvartererne i Gentofte.



Opfattelsen af klasser     
Til toppen  Næste

Selve opfattelsen af begrebet 'klasse' er ret afgørende for hvordan man ser på klassedelingen og dens udfordringer. Den gængse opfattelse går tilbage til Karl Marx hvis analyser hvilede på det daværende industrisamfund og det skarpe skel mellem det han kaldte 'proletariatet', dvs arbejderne der kun havde deres arbejdskraft at sælge, og det han kaldte 'borgerskabet', dvs kapitalejerne der ejede produktionsmidlerne. Mellemlagene var der, men ville komme til at betyde mindre og mindre. Men som bogens forfattere rigtigt påpeger så tog Marx fejl på to aldeles afgørende punkter. Kapitalismen førte ikke til en systematisk forarmelse af arbejderklassen, men tværtimod til stærke faglige og politiske organisationer samt stigende velstand. Og staten skiftede samtidig karakter fra at være kapitalisternes (og overklassens) redskab i undertrykkelsen til at være den selvfølgelige ramme om det moderne velfærdssamfund med alle dets demokratiske rettigheder. Samfundsudviklingen førte ikke gennem revolution til det klasseløse socialistiske samfund, men gennem gradvis reformering til velfærdssamfundet. Proletariatet eksisterer ikke mere på vore breddegrader, og det er derfor dybest set grotesk at de tre venstrefløjspartier kan blive ved med på deres landsmøder at afsynge Internationales opfordring til den fordømte 'sultens slavehær' om at rejse sig til kamp). Og borgerskabet på sin side er ikke som socialistpartierne fortsat besværgende kalder det en lille klasse af undertrykkende blodsugere, men den brede klasse som flere og flere tilhører og endnu flere i fremtiden vil komme til at tilhøre - og som har både uddannelse, meningsfyldt arbejde, god indkomst og bolig og som tager livligt del i både det politiske liv og kulturlivet i bredeste forstand.

Senere forskere har da også foretrukket andre og mere nuancerede begreber, herunder 'stand' og sociale lag (Max Weber) eller fx 'serviceklasse' (Goldthorpe). De skelner ganske fornuftigt også mellem arbejdere som har manuelt arbejde og funktionærer der ikke har det. Jørgen S. Dich skrev i 1973 yderst kritisk og ironisk om den nye 'herskende klasse' af offentlige ansatte særforsorgseksperter der fritager deres klienter for ansvaret for tilpasningen til samfundet. Mens Richard Florida en menneskealder senere indførte betegnelsen 'Den kreative klasse' om de folk inden for erhvervslivet, uddannelsessystemet, sundhedsvæsenet, retssystemet og andre erhverv og områder hvis kreativitet er en central faktor i deres arbejde, dvs videnskabsmænd, ingeniører, arkitekter, designere, forfattere, kunstnere eller musikere og lignende. Denne klasse var efter Floridas mening nu blevet samfundets dominerende klasse, fordi kreativitet er den drivende kraft bag vækstsamfundenes økonomi. Men hverken Dich eller Florida interesserer Lars Olsen eller hans kolleger.

Det gør til gengæld den franske sociolog Pierre Bourdieu og hans sondring mellem økonomisk kapital, der skaber magt og dominans, social kapital der bygger på vigtige netværk af familie, venner og bekendte, og kulturel kapital der først og fremmest beror på uddannelsen. Hele denne snak om 'kapital' i vidt forskellig betydning kan unægteligt virke besnærende, fordi kapital betragtes som et objektivt målelig størrelse, men det er jo i virkeligheden kun den økonomiske kapital der er målelig. Såvel den sociale arv og rigdom som den kulturelle arv og rigdom kan kun tilnærmelsesvist gøres op i målelige enheder. Og i det omfang det er gørligt, kan det måske nok medføre relevante analyser af sammenhængene mellem økonomisk kapital, kulturarv og social status. Men det forenkler samtidigt analysen ved at gøre den økonomiske kapital til omdrejningspunktet for alle menneskers liv, livskvalitet og velfærd. Og dette giver et helt fortegnet billede af at alle mennesker går rundt i evig stræben efter at komme opad i det sociale system, om det så skal være med de allergroveste midler. Det er slet ikke tilfældet. For nok kan langt de fleste unge mennesker se fordelen i at få en god uddannelse for dermed at få et velaflønnet, meningsfyldt og spændende job, og muligvis drømmer et stort flertal af dem - i hvert fald i de unge år - også om at nå topposter og blive stenrige, men det er heldigvis langt fra alle. Flertallet kan nøjes med mindre ikke bare fordi talentet og ambitionerne ikke rækker videre, men fordi de også kan se at livet på toppen - trods goderne - uvægerligt går ud over menneskeligheden. Tænk bare på en mand som skibsreder Mærsk McKinney-Møller eller den nye type kinesiske partispidser der nu tager over i Kina. Er sådanne individer mennesker i ordets fulde forstand? Kan man bevare sin fulde menneskelighed ved at påtage sig en toppost der kræver tilsidesættelse af alt andet end arbejdsforpligtelser og bundlinjevurdering?



Langt vigtigere i analyserne turde det være at fastholde at det moderne velfærdssamfund har fået relativt mange marginaliserede mennesker, og at disse i modsætning til de "livskampens forsvarløse" mennesker, som den meget velmenende socialdemokratiske redaktør Bent Hansen i 1969 beskrev i 'Velstand uden Velfærd', ikke som dengang kun udgør nogle få procent af befolkningen, men 20 procent (eller 14 % hvis man ser på familierne). Denne underklasse omfatter folk der står uden for arbejdsmarkedet, og den er en stigende belastning for det økonomiske og sociale system. Og det må naturligvis tages alvorligt.

Blot skal man igen huske, at det er vildledende at tale om klassekamp. For disse marginaliserede mennesker har nok deres fanatiske talsmænd i visser partier på venstrefløjen - af bl.a. den simple grund af disse partier tiltrækker socialrådgivere og socialpædagoger der lever af at tage sig af disse mennesker og derfor ønsker størst mulig andel af skattekronerne til formålet - men de marginaliserede er selv ude af stand til at kæmpe politisk for deres sag. Og det gør forskellen.

Noget helt andet er at det i dag også i almindelighed regnes for gammeldags at tale om klasser. Hovedårsagen er uden tvivl - hvad bogens forfattere udtrykkeligt nævner - at den offentlige debat og meget af den empiriske forskning præges af forestillingen om frie, selvrealiserende individer. Det nævnes bl.a. at forestillingerne også går igen hos den britiske samfundsforsker Anthony Giddens der var rådgiver for den britiske Labourleder Tony Blair. Men mærkeligt nok glemmer de at fortælle at det førte til Blairs definitive afskrivelse af den gamle marxistiske tro på klassekampen og hans lancering af et nyt Labour der betrådte den tredje vej, dvs vejen mellem socialismen og liberalismen, som også Anders Fogh Rasmussen klogeligt valgte i 1998 - jf. artikel.

Og det er jo absolut ikke tilfældigt at denne progressive og fremgangsrige ændring af ideologierne fandt sted kort efter 'Murens fald' og sovjetkommunismens sammenbrud. Socialismen havde afsløret sig som en altfor ensidig ideologi og en altfor blåøjet utopi - ligesom den liberalistiske fundamentalisme med lidt forsinkelse havde gjort i USA. Det er den tredje vej der er progressiv, realistisk og aktuel, og den er uløseligt knyttet til forestillingen om frie, selvrealiserende borgere der vel at mærke i deres erhvervsaktive alder er tilknyttet arbejdsmarkedet som noget helt selvfølgeligt. Denne forestilling er og bliver et helt centralt parameter for alle relevante analyser af moderne samfund.



Den gamle arbejderklasse     
Til toppen  Næste

Bogen om det danske klassesamfund definerer arbejderklassen som 'faglærte og ufaglærte med almindelige jobs'. Og den gør udtrykkeligt opmærksom på at en del faglærte og ufaglærte hører til andre steder. Nogle er ledere og regnes derfor til middelklassen. Andre er stort set uden for arbejdsmarkedet og tilhører derfor underklassen. Humlen er at arbejderklassen har ændret sig over de seneste årtier. I 1985 lå ni af de ti mest udprægede arbejderkommuner omkring København. I dag ligger syv af de ti mest udprægede arbejderkommuner i Jylland. Kun Ishøj og Tårnby er tilbage omkring hovedstaden. Og selve København er skiftet fra arbejder-og industriby til middelklasseby - fordi store arbejdspladser som B&W, Carlsberg, Ford, General Motors, Lauritz Knudsen, Riffelsyndikatet, Glud & Marstrand og Sukkerfabrikkerne er forsvundet. Arbejderklassen i Danmark er simpelthen rykket vestpå.

Men det er en kendsgerning at betydelige arbejdergrupper stadigt kæmper med lav løn, hårdt arbejdsmiljø eller ringe indflydelse på arbejdet. Det er derfor også i den gamle arbejderklasse at man finder flest af dem der savner mening med arbejdet og udviklingsmuligheder eller som er mest plaget af tunge løft og belastende arbejdsstillinger. Det er endvidere i denne traditionelle arbejderklasse at der er størst frygt for arbejdsløshed. Det overvældende flertal af langtidsledige tilhører de klassiske arbejdergrupper. Næsten to tredjedele er over 40 og og godt en tredjedel over 50. Det ligger bl.a. i at der bliver færre ufaglærte job og at de ufaglærte danskere i stigende grad må konkurrere om jobbene med østeuropæere.

Den af forfatterne fastholdte meget snævre opfattelse af arbejderklassen modsiges af dem selv når de påpeger hvor bred og forskelligartet gruppen i virkeligheden er - hvad angår geografi, branche, uddannelse og indkomst. Flertallet er i dag faglærte, og mange af dem tjener ganske godt. For år tilbage talte man ligefrem om et 'arbejderaristokrati' af folk fra de grafiske fag der havde både høje lønninger og stor selvbevidsthed. De socialdemokratiske statsminstre Hans Hedtoft (1947-50 og 1953-55) og H.C. Hansen (1955-60) udgik fra disse fag. Men det er rigtigt at mange ufaglærte tilhører lavløntsgrupperne, herunder mange kassedamer eller 'butiksassistenter' som de hedder nu om dage. Men det viser da i en nøddeskal at det i dag er håbløst at blive ved med at tale om arbejderklassen i traditionel forstand som en klart afgrænset klasse med fælles mål og indstilling. Den ene halvdel af den er rykket op i middelklassen. Og det er afgørende for den politiske kamp.

Når de fire forfattere derfor taler om 'den glemte arbejderklasse' så hentydes ikke til den højstlønnede del af klassen, men til den lavestlønnede gruppe med det hårdeste og mest ensformige arbejde (der rent faktisk bliver mindre og mindre af). Og de kan have ret i at denne gruppe til en vis grad er blevet overset - eller snarere forfordelt - i de politiske reformer og hjælpepakker der er blevet vedtaget gennem de sidste fire-fem år, men dens medlemmer har trods alt ved det brede forlig om skattereformen i 2012 fået en skattelettelse på 2900 kr. (primært ved forhøjelsen af beskæftigelsesfradraget) - mod 4200 til middelklassen og 6700 til den højere middelklasse. Og der er jo den gode grund til denne tydelige forfordeling at partierne fra SF og S til V og K helt bevidst har ønsket at belønne lysten til at yde en ekstra indsats.

En sådan filosofi kan man sagtens diskutere - og endda forkaste ud fra et retfærdighedssynspunkt der har den absolutte lighed som højeste værdi. Og man kan derfor også - som forfatterne gør - komme til den hovedkonklusion at de skiftende regeringers krisepolitik samlet set har forstærket skævhederne i samfundet. Men det er et decideret ideologisk standpunkt der udgår fra den grundtanke at alle mennesker ikke bare er lige meget værd som mennesker i eksistentiel henseende, men også skulle være lige meget værd i samfundsmæssig henseende, dvs økonomisk, socialt og kulturelt samt politisk. Og det er en kæmpeillusion.



Bogen påpeger videre at forringelsen af efterlønsordningen særligt rammer den traditionelle arbejderklasse, fordi mange fra denne klasse har brugt at gå på efterløn som 60- eller 61-årige fordi de da simpelthen føler sig nedslidte, men nu skal de vente nogle år ekstra. For de 64-årige der i 2009 var kommet på efterløn gjaldt at det var 60 % af arbejderklassen og 44 % af middelklassen, men kun 24 % af den højere middelklasse og 12 % af overklassen. Og naturligvis er det relevant at påpege at ufaglærte arbejdere efter de nye efterlønsregler risikerer først at kunne komme på efterløn eller pension når de er blevet 70 år - og alt andet lige er langt mere nedslidte end faglærte og funktionærer i middelklassen. Og følgelig giver det også mening at hævde at vi - stadig alt andet lige - får et skarpere klasseskel i 'den tredje alder'.

Men det hører da med til billedet at de tekniske hjælpemidler for de ufaglærte er blevet flere og bedre, at levealderen generelt har været stigende og at sundhedstilstanden generelt er fulgt med. Men hvad de sidste to ting angår kan det blot ikke nægtes, at flertallet af de ufaglærte fx fortsætter med at ryge og på anden måde leve usundt, på trods af at de hele tiden får at vide at de bør ændre livsstil og endda kan få højere levestandard ud af det. - Desuden gælder at det ved lovens vedtagelse i 1979 slet ikke var meningen med efterlønsordningen at den skulle fungere som førtidspension for nedslidte arbejdere, men derimod som et redskab til at bringe en for høj ledighed ned ved at give plads til ledige. Fejlen var at man dengang gjorde ordningen permanent og uafhængig af konjunkturerne, og at man gjorde den til en social ret i stedet for en individuel forsikringsordning. Mange økonomer var fra starten klar over at ordningen ikke kunne holde økonomisk i længden - ikke engang under nogenlunde normale konjunkturer og slet ikke i det udviklingsforløb vi har fået med den markante demografiske forskydning at der fremover bliver flere og flere ældre der skal forsørges af færre og færre erhvervsaktive.



Det rokker naturligvis ikke ved det faktum at mange mennesker blandt de ufaglærte og lavestlønnede er kommet i klemme, eftersom politikerne ikke kan lave en eneste langsigtet reform uden at den får kortsigtede negative konsekvenser for nogle, selvom ingen ønsker det. Det modsiger heller ikke for alvor bogens påstand om at mediefolkene ligesom mange økonomer og politikere er påfaldende blinde over for de sociale konsekvenser af den igangværende ændring af klassestrukturerne i Danmark. Men forfatterne går galt i byen når de postulerer at det skulle være en dominerende antagelse i både forskning og offentlig debat at 90 procent af danskerne tilhører den samme velstillede middelklasse og at sociale forskelle primært handler om en mindre gruppe udsatte.

Det er en horribel påstand. For jeg tror ikke en eneste oplyst borger i dette land er i tvivl om at der er endda meget store sociale forskelle mellem mennesker her i landet. Jeg tror langt de fleste umiddelbart fornemmer det på gaden, i indkøbscentrene og på arbejdspladserne eller i medierne. Men når det gang på gang - også her på Jernesalt - konstateres at den politiske kamp nu om dage foregår på midten i dansk (og nordisk samt nordeuropæisk) politik, så er det ikke grebet ud af luften, men hænger empirisk nøje sammen med at middelklassen bliver større og større, at den er borgerlig i ordets bedste forstand (indstillet på arbejde, vækst, reformer og pragmatisme), og at alle partier (med undtagelse af det ekstremistiske Enhedslisten og det ekstremistiske Liberal Alliance på hhv. socialistfløjen og liberalistfløjen) helt bevidst appellerer til denne klasse.

Når det samtidig kan slås fast at såvel Labour i Storbritannien som Venstre i Danmark fik stor succes på at forlade de ensidige gamle ideologier og principielt valgte den tredje vej som løsningen, så efterlader det ingen tvivl om at klassekampen er definitivt forbi, og at man ikke kan bruge selve den sociologiske klasseinddeling af vore lande som rettesnor for den politiske kamp. De sociale problemer er ikke løst og bliver aldrig definitivt løst, men de skal ses som sociale problemer i forhold til den kolossale udvikling der sker i velfærdssamfundene og som bygger på kombinationen af økonomisk vækst og uddannelsesniveauets højnelse.



Overklassen i den nye kapitalisme     
Til toppen  Næste

Fejlvurderingen hos de velmenende forfattere bag 'Det danske klassesamfund' ses ikke mindst af kapitlet om 'den afsondrede overklasse', fordi det udover morsomme eksempler på latterlige træk ved overklasselivet hænger sig i det forhold at de største indkomststigninger til overklassen ikke falder i de produktive erhverv, men inden for områder som ejendomshandel, finansielle hovedsæder og advokatbistand. Og forfatterne tilføjer en syrlig bemærkning om at de store stigninger ikke kan forklares som belønning for talent - endsige arbejdspræstation.

Vi har alle de sidste år hørt om de for almindelige dødelige ufatteligt høje honorarer, bonusser og fratrædelses-godtgørelser som især bankdirektører og koncernchefer oppebærer, og mange bliver forargede, fordi de fleste sammenligner dem med normale aflønninger længere nede i systemet. Men det er vildledning at betragte disse honorarer og bonusser som lønninger overhovedet og derfor også vildledning at tale om at det er overklassen der skaber uligheden i samfundet i kraft af deres indkomster. Det retter ikke tilstrækkeligt op på vrangbilledet at det også fremføres, at formuerne er endnu mere skævt fordelt end indkomsterne, for det siger sig selv, at overklassens nettoformuer, målt på aktiver i ejendom, værdipapirer og pengeinstitutter, må være langt større end middelklassens, fordi formuer går i arv og populært sagt har det med at formere sig efter princippet "de der har, skal have mere". Også middelklassens nettoformuer er steget markant fra år 2000 til år 2009, nemlig hele 36 procent. Alle klassers formuer steg faktisk frem til krisen i 2008, og det efterfølgende fald hænger nøje sammen med svingningerne i værdierne på aktier og ejendomme. Og som bekendt er disse kapitalformer begge stærkt præget af forventninger og risici. Nogle er blevet rigere på deres spekulationer, men andre er sandelig blevet fattigere, ja er gået helt rabundus under den igangværende krise, fordi de spillede for højt spil og slet ikke så farerne i tide.

Jeg giver ikke en døjt for bogens skildringer af overklasselivet som sådan eller klassens snobberi og omgang med kongehusets medlemmer og dens indforståede koder der automatisk frasorterer folk der ikke kan, vil eller har råd til at leve op til dem. Det er da morsomt at læse at damer fra Hellerup uden at blinke kan gå ind i en forretning og købe et glas økologisk syltetøj til 680 kr. Eller at sangerinden Birthe Kjær var kæreste med erhvervsfyrsten Fritz Schur i tre år, men til sidst opgav fordi hun ikke kunne vænne sig til at sige 'De' til personalet. Eller at høre om en niårig pige fra Hellerup som i enetimerne med sin tennistræner nægtede at samle bolde op på banen med den begrundelse at hendes far havde betalt ham for at undervise. Og morsomt er det bestemt også at en af landets rigeste mænd Dyne-Larsen aldrig bliver optaget i det egentlige aristokrati, fordi hans stil og ikke mindst hans lyst til at optræde i medierne slet ikke passer til den rigtige overklasse. "At være med i den rigtige overklasse er nemlig noget helt andet end at rykke op i den økonomiske overklasse", som det rammende hedder i Søren Jacobsens bog om 'Overklasseliv'.

At den rigtige overklasse ikke blot foragter opkomlingene, men også de lavere klasser kan man læse om hos Pernille Stensgaard, således som det kan ses i artiklen om Hvidovre som kulturarvs-kommune, der iøvrigt også beretter om en kommunes udvikling fra traditionel industri- og arbejderkommune til moderne middelstandskommune hvor de store erhvervsvirksomheder har med transport og logistik at gøre. Og jeg kan for egen regning tilføje, at langt de fleste mennesker i en sådan kommune ser stort på hvordan herskaberne lever i velhaverkvartererne i Gentofte. Der er nemlig andre værdier i tilværelsen end rigdom og besiddelser der kan gøres op i penge - og andre værdier end takt og tone på de bonede gulve. - Foragten for den jævne borger lyser imidlertid også ud af sociologen Jørgen Øllgaards analyse af den klassiske småborger i hans bog 'Paradisvænget'. Ligusterfascister er noget af det værste man véd i den kreative og ofte venstreorienterede akademikerverden. Det var såmænd en af SF's formænd der lancerede ordet i 1971, nemlig Sigurd Ømann.



Der hvor analysen af overklassen går helt fejl er at den slet ikke tager højde for at den moderne udvikling på finansmarkedet gør risikable spekulationsværdier til alfa og omega og derfor gør selve bankvæsenet til et spekulationsobjekt der er blevet overordentligt vanskeligt at gennemskue og styre. De største trusler kommer ikke længere fra svindlere som P. A. Alberti der længe havde held med at blande sine embeder og private forretninger sammen. Nu om dage foregår investeringer og spekulationer på et uoverskueligt globalt plan hvor det er forventninger om kursstigninger og -gevinster på et lynhurtigt digitalt marked der afgør held og fald.

Storspekulanten George Soros har som en af de få af slagsen filosoferet grundigt over udviklingen af denne nye transaktionskapitalisme og netop påpeget hvor vigtigt det er at forstå selve de uberegnelige subjektive elementer i spekulationerne som ligger i de psykologiske forventninger til markedets kurssvingninger. Han angriber direkte den gængse markedsøkonomi for at fastholde et helt uholdbart dogme om værdiernes konsistens og konstans og markedets evige, pendulagtige tilbagevenden til et balancepunkt. Markedet er tværtimod præget af spekulanternes subjektive opfattelse af dets udvikling. Og heri indgår i sidste ende kollektive behov som teorien overhovedet ikke tager højde for. Det er imidlertid disse kollektive og overordnede samfundsmæssige behov der skal tages i betragtning hvis man overhovedet skal forstå hvad der foregår og eventuelt gøre sig håb om at nærme sig en kontrol med markedet der kan forebygge vanvittige markedsbobler med tilhørende finanskriser.

Men Lars Olsens analyse accepterer slet ikke den kendsgerning at overklassens rolle som markedsøkonomiens afgørende faktor uanset de sidste halvandet hundrede års demokratiske udvikling fortsat står i klar modsætning til det moderne velfærdssamfunds sociale hensyn og målsætninger - og vil blive ved med at gøre det, fordi denne rollefordeling så og sige er indbygget i systemet. Det var drømmen blandt de revolutionære socialister, som Karl Marx var hovedinspirator for, at man med ét hug kunne komme af med denne udbyttende overklasse og skabe et klasseløst samfund, men det lykkedes som bekendt ikke - og dér hvor man kom længst i forsøgene, havnede man i diktaturer hvis undertrykkelse var meget værre og hvis ledere blev korrupte og levede et luksuriøst privatliv godt skjult for offentligheden og i fundamental strid med deres egne idealer. Og forsøgene endte tilmed altid og uundgåeligt i stagnation - indtil lederne fandt på at indføre en eller anden form for fri markedsøkonomi (som det er sket med stort held i Kina).



For alle andre end utopister er det indlysende at det klasseløse samfund er en umulighed på jorden, fordi menneskene er forskellige i alle henseender, ikke bare hvad angår intelligens og talent, men også hvad angår flid, arbejdsdisciplin, nysgerrighed, trang til grænseoverskridelse og ambitioner samt etik. Ethvert samfund vil uundgåeligt få en social stratifikation der afspejler denne forskel og som medfører at der er nogle mennesker der driver udviklingen fremad, mens andre lader sig føre fremad. Ikke alle er lige i denne henseende og ikke alle ønsker at være lige med de stærkeste skuldre der bærer både guldkæderne og byrderne - og har moral til det. I alle samfund ser hovedparten af de ledede op til deres ledere, hvis disse blot er deres opgaver voksne og har en rimelig menneskelighed i behold. Og det kan de velmenende teoretikere på venstrefløjen aldrig få lavet om på.

Springet opad i det sociale hierarki - eller 'klasserejsen' som bogens forfattere taler om med et lån fra svenskerne - er blevet længere i vore dage med den endnu større spredning mellem top og bund som den moderne markedsøkonomi har medført i forhold til tidligere. Den lokker stadig mange, men bestemt ikke alle, eftersom der som sagt er andre værdier end penge. Men det er og bliver en illusion at tro at lederskab kan undværes og at den sociale stratifikation kan elimineres - og derfor er det også en vildledning at postulere at det er overklassen der skulle være den primære årsag til det voksende pres på sammenhængskraften i velfærdssamfundet.

Klasseskellene er den uundgåelige følge af selve det frihedsprincip som adskiller os fra dyrene og i tidernes morgen fik sat gang kultur- og samfundsudviklingen. Det værdsættes så højt af langt de fleste mennesker, at det også har været udslaggivende for udviklingen af det moderne demokrati og den hermed sammenhængende principielle adskillelse mellem magt og mening som kaldes 'sekularisering'. Princippet er derfor helt selvfølgeligt blevet håbet for alle undertrykte og ufrie mennesker, helt aktuelt også i det arabiske forår. Men frihedsprincippet står ikke alene, det har sin komplementære modsætning i ligheds- eller tryghedsprincippet - og derfor er der fortsat i alle civiliserede samfund behov for decideret socialpolitik.



Den nye underklasse - af dem uden for arbejdsmarkedet     
Til toppen  Næste

Den nye underklasse i Danmark omfatter alle dem i den erhvervsaktive alder der står uden for arbejdsmarkedet, og den er naturligvis under alle omstændigheder en stor udfordring til samfundets sociale sammenhængskraft, allerede fordi den har øget adskillelse fra andre samfundsgrupper, tungere social arv og opdrift i tallene. Den udgør i 2009 tyve procent af de 18-59-årige danskere, heraf bor dog de seks procent sammen med én der tilhører en anden klasse. Til gengæld er hele 61 procent af mændene og 42 procent af kvinderne i denne gruppe singler. Men den økonomiske krise har flyttet store grupper fra arbejderklassen til underklassen, altså væk fra arbejdsmarkedet, idet 27 procent af dem der i 2009 tilhørte underklassen tre år tidligere var i arbejderklassen og syv procent i middelklassen.

Det bemærkelsesværdige er imidlertid at over halvdelen også tre år tidligere befandt sig i underklassen. Denne mere permanente gruppe af marginaliserede mennesker i Danmark skyldes ikke bare krise og fyringsrunder, men dybere strukturer i vores samfund. Statistikkerne viser også at familierne uden for arbejdsmarkedet især er koncentreret i 24 kommuner, hvor de udgør ikke mindre end fjorten procent af befolkningen. Det drejer sig bl.a. om københavnske forstæder som Ishøj, Brøndby og Albertslund og jyske storbyer som Esbjerg, Randers og Fredericia. Men desuden Lolland, Odsherred, Langeland, Bornholm og andre 'udkantskommuner', der bl.a. tiltrækker mange førtidspensionister på grund af de billige (og elendige, undertiden nedrivningsegnede) boliger.

Nok så bemærkelsesværdigt er det dog at de marginaliserede koncentreres i belastede boligområder i de store og mellemstore byer. Det store flertal af underklassen er godt nok fortsat etniske danskere, men denne del af underklassen er kun steget en anelse de sidste 25 år (mange i denne gruppe er gamle narkomaner, 'hippier' eller 'junkier'). Den store tilgang til underklassen skyldes ifølge 'Det danske klassesamfund' at indvandrere, flygtninge og efterkommere udgør en voksende befolkningsgruppe, og at mange af disse havner i underklassen. Danmark har dermed fået et socialt fænomen vi slet ikke kendte for 30-40 år siden, nemlig en decideret etnisk underklasse.

Bogen påpeger at det er udviklingen på boligområdet som er motor i denne sociale segregering. Overklassen og den højere middelklasse bor i villakvarterne, den brede middelklasse i vid udstrækning i parcelhuskvarterer, men underklassen i de store almene boligkarreer. Eksempelvis tilhørte to tredjedele af de 18-59-årige i en decideret arbejderkommune som Brøndby i 1985 arbejderklassen, men i dag er det kun halvdelen. Til gengæld er underklassen her vokset fra 10 til 17 procent. For Københavns vedkommende gælder at byen i dag er en middelklasseby, ja, med forfatternes egne ord "en chik, moderne og velstående metropol". Men midt i velstanden og moderniteten ligger store øer af marginalisering, bl.a. Tingbjerg hvor 41 % af familierne tilhører underklassen. Et andet belastet kvarter er det multietniske Nørrebro, hvor det største problem for en almindelig dansk familie er udbredte chikanerier og asocial adfærd af den art Lars Olsen selv har berettet om i 'Det delte Danmark' ud fra personlig erfaring. Her er det i visse skoleklasser in at være gangster, gå med kniv og tale perkerdansk for at lyde sej. Her trives en subkultur der definerer sig i modsætning til samfundet og skolen. Ja, "mange af de unge indvandrere ser med en vis ret kriminalitet som en mere realistisk karrierevej end den lange march gennem uddannelsesystemet". For forskerne er begrebet polarisering blevet kodeordet for det der sker. "Det brede lag af unge er mere lovlydige end før. Kriminaliteten og især vold er i højere grad knyttet til dem der klarer sig dårligt i skolen og ikke tror på videre uddannelse."



Næppe nogen overhovedet kan ikke se store problemer og udfordringer her. For alene dette nye kriminalitetsmønster antaster det bogens forfattere med rette kalder noget helt fundamentalt i vores velfærdssamfund, nemlig den lige adgang til tryghed. Men i kraft af den nye underklasses opdukken og specifikke sammensætning er ulige adgang til tryghed blevet et nyt træk ved det moderne klassesamfund. For den sociale slagside i kriminaliteten handler ikke kun om gerningsmændene, men også om 'ofrene', og det vil i denne sammenhæng sige de underprivilegerede, folk med korte uddannelser og lave indkomster som bor i almene boliger. En væsentlig årsag er at underklassens børn klarer sig usædvanligt dårligt i skolen. De mangler den fortrolighed med skolens sprog og koder som de højtuddannedes børn nyder godt af. Men samtidig har de problemer på hjemmefronten som misbrug eller det handicap at der ikke tales dansk derhjemme.

Hertil kommer at mange familier i underklassen kendetegnes ved manglende ambitioner på deres børns vegne. Alt for tit har de unge intet fremtidsperspektiv. 42 procent af underklassens børn har ikke en ungdomsuddannelse når de er 25 - og er heller ikke i gang med en. Det betyder at op mod halvdelen af underklassens unge bliver marginaliseret meget tidligt og således indirekte 'dømt' til at måtte leve af overførselsindkomst - ligesom to tredjedele af deres forældre må.

Da uddannelse er altafgørende for at få kompetencer der efterspørges på arbejdsmarkedet er det indlysende at manglende forældreopbakning og manglende sprogkundskaber i dansk medfører et for stort tal af indvandrerbørn i skolen der er uengagerede og giver op. Og da hele uddannelsessystemet år efter år bliver mere bogligt og akademisk (med fx undervisning i videnskabsteori i gymnasiet), er udfordringen ekstra stor for skolevæsenet og politikerne. Afgørende for uligheden i uddannelsessystemet i lande som Danmark og Norge bliver på denne måde - som det helt præcist fastslås i 'Det danske klassesamfund' - selve den lave kulturelle kapital. Men en vending af udviklingen for underklassens vedkommende kræver ikke blot - som forfatterne tror og hævder - vilje og realisme fra politisk hold, men også et bredere opgør med hele den ånd der har ført til miseren, dvs et dybt og klart opgør med den laden stå til i værdikampen som har præget den politiske debat helt frem til årtusindskiftet og som ikke mindst har givet sig udslag i alt for åbne arme over for indvandringsbølgen i en håbløs og perspektivløs idealisering af multikulturalismen.

Sandheden er at ingen sund og rask voksen kan klare sig på normal vis i tilværelsen i Danmark eller for den sags skyld i noget veludviklet velfærdssamfund uden at få lært nationalsproget, gennemført en uddannelse og skaffet sig et job. Parallelsamfund og samfundsfjendtlige eller destruktive subkulturer dur simpelthen ikke. Og derfor dur det heller ikke - som Lars Olsen og kolleger bilder sig ind - at slå på at den krisepolitik der for øjeblikket føres af regering og folketing og som bl.a. omfatter en opstramning af dagpengereglerne skulle antaste noget fundamentalt i vores velfærdssamfund, nemlig det gamle socialdemokratiske 'retfærdighedsprincip' som defineres med ordene at de bredeste skuldre skal bære de tungeste byrder. For det gør de allerede, selvom man altid kan diskutere skatteprocenter, skattefradrag og skatteprogression. Det er fordrejning af hele problemtatikken at postulere at man kan løse nogetsomhelst ved at tage flere penge fra de rige.

Nej, det der for alvor antaster vores velfærdssamfund er det forhold at vi har fået alt for mange mennesker i den erhvervsaktive alder flyttet over fra uddannelse og beskæftigelse til understøttelse og overførselsindkomster. Og dette hænger igen i allerhøjeste grad sammen med to konkrete fænomener i udviklingen: den ændring af socialpolitiken der fandt sted efter 1968 og den alt for store indvandring af muslimer der fandt sted gennem 1960'erne, 70'erne og 80'erne.



Det er naivt at tro det muligt at kunne rette op på 30 års blåøjet og forfejlet indvandrerpolitik eller mangel på gennemtænkt indvandrerpolitik med social-, beskæftigelses-, bolig-, kriminalitets- og integrationspolitik på få år. Man bør gøre så meget som overhovedet muligt inden for de givne eller mulige økonomiske rammer, men Danmark vil i generationer komme til at hænge på fejlene og deres følger, hvad enten vi synger eller ej, og da vi ydermere er så humant indstillede at vi ikke bare opgiver dem der - bevidst eller ej - stiller sig uden for pædagogisk rækkevidde, så må vi også i generationer finde os i betydelig destruktiv adfærd fra den kant i skoler, uddannelsesystem, by- og boligplanlægning og kulturliv. Værdikampen er langt fra slut. Den vil tværtimod uundgåeligt blive skærpet i de kommende år. Dansk Folkeparti får skam nok at lave.

Men det der umiddelbart skaber størst opmærksomhed vil nok på grund af den langvarige økonomiske krise være beskæftigelsessituationen. Og her må det med beklagelse konstateres at der er stor forvirring om selve arbejdsprincippets fundamentale betydning for samfundslivet. Ja, der sker endog en decideret nedvurdering af spørgsmålet. Måske er det i en vis forstand meningsfuldt - som det sker hos den amerikanske professor og diplomat Anne-Marie Slaughter - at kalde det forskruet at arbejde tenderer mod at være den eneste målestok for succes i livet, eftersom det er ganske fornuftigt at påpege at både kvinder og mænd ideelt set bør være i stand til at få familie og karriere til at spille sammen. Men dels betyder arbejdet og karrieren mere for mænd end for kvinder på grund af transcendensen (i sidste ende kønshormonet testetoron) - det lader vi ligge her - dels og navnlig er arbejdet - betragtet som produktiv virksomhed ved siden af forskningen - noget helt fundamentalt for kulturen og samfundsudviklingen.

Den gode gamle 'syndefaldsmyte' fortæller selve grundvilkåret for menneskets liv og kultur, idet den på mytisk eller billedlig vis påpeger at det afgørende i udviklingen var selve opkomsten af den menneskelige bevidsthed; mennesket tillod sig at spise frugterne af "kundskabens træ" og det var dette der rev det ud af dyrenes instinktive, uskyldige og ansvarsfrie liv og satte det ind i et kulturliv og en kulturhistorie der var præget af erkendelse, nysgerrighed, grænseoverskridelse, kønsforskel og valg mellem godt og ondt og dermed egentlig etik og religion. Kulturen begynder med bevidstheden - og derfor indgår arbejdet for føden, forskningen og fremskridtet, kønslivet og forplantningen samt skyldigheden og ansvarligheden fra den tid som helt fundamentale dimensioner i menneskelivet, der må erkendes som sådanne - generation efter generation til alle tider.



Der gives ingen kultur og intet samfund uden arbejde, uden forskning, uden bevidst kønsliv eller uden etik og religion. Og der gives derfor heller ikke et respektabelt individuelt voksenliv uden forpligtende accept af disse grundvilkår. Dette indebærer at intet samfund - heller ikke et moderne, veludviklet og rigt velfærdssamfund - kan tillade sig at gøre dets medlemmer fri af arbejds- og forsørgelsespligten, medmindre der i det enkelte tilfælde ikke er andet at gøre som følge af alvorlige handicap, ulykker, sygdom eller aldring. Og det er præcis her vores velfærdssamfund er kommet i et stort og fatalt dilemma: Sociallovgivningen er blevet for slap og large over flere årtier og har derfor utilsigtet medført et så stort antal borgere på overførselsindkomster at økonomien ikke længere holder til det. Det begyndte i slutningen af 1960'erne således som socialøkonomen Jørgen S. Dich nøgternt og grundigt påviste i 'Den herskende klasse' i 1973. Det skal jeg ikke uddybe nærmere her, da det er sket mange gange tidligere på disse sider. Men det skal siges ligeud at det er vildledning fra politikeres, forskeres og debattørers side at ignorere Dichs gamle analyser.

Dette gør faktisk forfatterne bag 'Det danske klassesamfund', selvom de dog synes at kunne tilslutte sig Lisbeth Zornig Andersens kloge skepsis over for den passive pengeudbetalende velfærdsstat. "Flere udbetalte penge bliver bare til mere sprut og taletidskort!" som hun siger - og dette viser jo hvor langt ud hele systemet er kommet. Der er noget riv rav ruskende naivt i at tro at velfærd er lig med rundhåndet uddeling af penge. Denne naivitet har været gængs alt for længe, men heldigvis har selv socialdemokraterne, der må regnes for de mest skyldige i forløbet, nu selv indset fejlen - og S-R-SF-regeringen er med de radikales bevidsthed om sagen begyndt at rette op på fejlen, bl.a. med dagpengereformen (som socialdemokrater ikke selv fandt på eller stemte for, men nu har accepteret på de radikales forlangende). Både socialminister Karen Hækkerup og beskæftigelsesminister Mette Frederiksen har gjort sig til utvetydige fortalere for at man igen følger princippet "ingen ret uden pligt og ingen pligt uden ret". Rettigheder og pligter hører uløseligt sammen i ethvert samfund der vil bevare sin indre sammenhængskraft og sin overlevelsesevne.



Det uhyggelige er imidlertid at denne i grundtrækkene fornuftige og nødvendige politik kan undsiges blankt fra fagligt hold som det er sket i en kronik af socialrådgiver Puk Brysch der under den bombastiske overskrift: "Socialpolitikken er ved at dø" dybt beklager socialrådgivernes nye, påtvungne rolle (Pol. 10.11.12.).

Puk Brysch hævder at regeringen nu fra 1.1.13. indfører en nye fleksjob- og førtidspension der vil kaste de sociale klienter ud i et længerevarende 'ressourceforløb' eller 'afprøvningsforløb' der er til fare for deres helbred og livsførelse, og dermed egentlig blot fortsætter eller legitimerer forvaltningernes hidtidige praksis med 'kontanthjælpsfælder' med evige sygeforløb, aktiveringer, arbejdsprøvninger, helbredsundersøgelser, speciallægeundersøgelser, løntilskudsjob, virksomhedspraktikker osv. Det er i forvejen så tungt et system at det helt har fjernet sig fra såvel den komplekse sociale virkelighed som socialrådgivernes subjektive helhedssyn der afdækker og måler den enkelte klients sociale problemer. Det er efter Brysch's mening så grelt at hun postulerer at der ikke længere er noget der hedder socialpolitik. Nu er det udelukkende job og beskæftigelse der bliver fokuseret på rundt om i forvaltningerne - og det bliver styret benhårdt af mennesker med forstand på økonomi, regneark - og jura.

Ifølge Puk Brysch virker det hele "som om man rundt om i forvaltningerne på forhånd har indført det regeringen nu vil gøre lovligt - nemlig at lade psykisk syge, misbrugere og andre socialt udsatte grupper uden nogen form for erhvervsevne sejle rundt i tomme systemer der ikke har til formål at opbygge mennesker, men at nedbryde dem endnu mere end de er i forvejen". Ja, "disse mennesker bliver år efter år kastebolde for samfundsholdninger der skriger til himlen om at det udelukkende er økonomisk styring og Arbeit macht frei-kultur der gennemsyrer vores samfund".

Det er unægteligt hårde ord fra en behjertet dame, men hun skulle måske nok have undladt henvisningen til nazisternes modbydelig motto på portene til kz- og udryddelseslejrene, hvis formål alene var at nedbryde folk med hårdt tvangsarbejde til de segnede. Dansk social- og beskæftigelsespolitik har faktisk det stik modsatte formål, nemlig at forsøge at holde flest muligt i de udsatte grupper i en rimelig beskæftigelse der ikke alene kan give dem føden helt eller delvist, men også så meget som muligt af den værdighed og selvrespekt der er forbundet med at være menneske i et moderne og veludbygget velfærdssamfund.



Hvad der skiller Brysch fra regeringens socialpolitik er dybest set synet på arbejdets betydning for den menneskelige værdighed og selvrespekt. Ét er at vores samfund på længere sigt ikke har råd til at opretholde de foregående årtiers generøse socialpolitik uændret, noget helt andet er at det heller ikke i længden kan tillade sig at se bort fra arbejdets menneskelige aspekter, men tværtimod må se det som et stort mål at forene socialpolitikken med beskæftigelsespolitikken. Dette ser Puk Brysch og andre helt bort fra - og derfor er det horribelt at høre hende slå på "de faglige værdier vi som idealister lærte os på skolen" og på det grundlag erklære socialpolitikken i Danmark som ikke eksisterende og velfærdssamfundet som værende under afvikling.

Idealismen og den blåøjende naivitet kommer tydeligt frem, når Brysch kan postulere at de mennesker hun omtaler som kastebolde i systemet er "ofrene for en tid hvor de ikke nåede beskæftigelsestoget, men strandede på hovedbanegården efterladt med en pose bajere og 60 ml metadon". I en nøddeskal fortæller hun her at hendes misbrugsklienter skulle være ofre for 'tiden' og altså ikke selv har haft noget ansvar for om de strandede på hovedbanen som vrag. Al ære og respekt for at nogle behjertede mennesker vil tage sig af disse mennesker, og med det offentliges hjælp forsøge at give dem en slags tilværelse, men at sætte det op som om mennesket ikke principielt har ansvar for sit eget liv når det kan begynde at foretage nogle eksistentielle valg, er lige præcis at fratage mennesket selve den værdighed og selvrespekt der ellers følger af selve det at være blevet et tænkende væsen i puberteten.

Det skal på ingen måde bestrides at der er stakler inden for det sociale felt der ikke kan klare sig selv og som det vil være helt meningsløst at sende gennem alle mulige afprøvningsforløb eller ressourceforløb. Men det rokker ikke ved at alt bør gøres for at redde alle dem fra ufriheden der ikke må opgives på forhånd som håbløse tilfælde. Det er derfor det giver mening at komme med nye tiltag og bl.a. kombinere socialpolitikken med beskæftigelsespolitikken og uddannelsespolitikken. Og denne nye og sande helhedspolitik tager vel at mærke også hensyn til det faktum at vi nu har fået en helt ny etnisk underklasse af indvandrerunge som det vil være helt uforsvarligt at opgive i beskæftigelses- og uddannelsespolitikken som om de var gamle narkomaner der sidder på hovedbanen med en pose bajere.

Brysch's synspunkter deles formentlig af uhyre mange venstreorienterede mennesker, herunder alle dem der ikke kan acceptere dagpengereformen, og det er i den forstand kun godt at de kommer frem i lyset, men kronikken bekræfter i enhver henseende Jørgen S. Dichs gamle karakteristik af den nye socialarbejderånd. Der skete omkring 1968 en klar ændring i opfattelsen af selve humaniteten i og med at særforsorgen blev et kulturfænomen. Den 'klassiske' opfattelse af menneskets individuelle ansvar for sin tilpasning til samfundet erstattedes af en humanitær opfattelse, der fritager de enkelte for ansvar og dermed også for de individuelle følger af manglende tilpasning, og i stedet giver plads for det offentliges ansvar og pligt til at yde hjælp på humanistisk grundlag - uden nogen betingelse om individualistisk indsats.

Den humanistiske ideologi, forsatte han, blev den kraft, som de, der var beskæftiget i særforsorgens tjeneste eller i andre hjælpetjenester, stillede bag deres krav om ekspansion af denne sektor til forbedring af patienternes og de ansattes egne forhold. Og resultatet: "Når man stiller humanismen bag sine krav, står man stærkt, fordi ideologien også for modpartens side er humanistisk. Modstanden bliver derfor ringe. Væksten i antal derfor stor."

Dichs profeti gik i opfyldelse, og det er det der nu må gøres op med, men beklageligvis tager den ellers nyttige bog om 'Det danske klassesamfund' slet ikke problematikken op, men nøjes med en opsang til politikerne der er velment, men ikke kan bruges til noget - og slet ikke til et nødvendigt opgør med ånden fra 68.



Konklusion om klassedeling og den tredje vej     
Til toppen  Næste

Klassedelingen i det danske velfærdssamfund er en kendsgerning som i alle samfund. Men den er primært kendetegnet af tre ting: middelklassen bliver større og større på bekostning af den gamle arbejderklasse, klassekamp i gammeldags (marxistisk) forstand er derfor blevet meningsløs, men der er samtidigt dukket en helt ny underklasse op som består af folk uden for arbejdsmarkedet og derfor er den helt store udfordring.

Der er også sket det, at den lille overklasse er blevet meget rigere i kraft af udviklingen i den globale kapitalisme, men dette er trods denne klasses uændrede vilje til at holde sig på afstand af gemene mennesker og deres problemer ikke et socialpolitisk eller strukturelt problem, men udelukkende et moralsk, skatteteknisk, økonomisk og ledelsesmæssigt problem. Politisk kræver det kun særskilt opmærksomhed fordi den nye form for kapitalisme - transaktionskapitalismen - er vanskeligere at gennemskue og kontrollere end gammeldags, før-internet kapitalisme. Den medfører langt større risici for finansspekulation der kan føre finansbobler, boligbobler og store internationale finanskriser med sig. Men den kan ikke forhindres eller elimineres fuldstændigt. Og den truer ikke sammenhængskraften i samfundene sådan som korruption, rå magt og diktatur gør. For overklassen accepterer de demokratiske spilleregler og har som hovedregel også en ydmyg indstilling til overordnede nationale og religiøse forestillinger.

Sammenhængskraften i velfærdssamfundet er under pres, javist, men udfordringen kan ikke bestemmes som tre så simple socialtbetonede ting som stilles op i 'Det danske klassesamfund', nemlig den afsondrede overklasse, den glemte arbejderklasse og den voksende underklasse. Den ligger helt og holdent i den sidste kategori, nærmere betegnet i den voksende klasse af destruktive unge - overvejende fra indvandrermiljøet - der er uden for arbejdsmarkedet og uddannelsessystemet og som er i opposition til det bestående demokratiske system. Og dermed naturligvis også i enhver videnskabelig eller uvidenskabelig forestilling om foreneligheden mellem velfærdssamfund og multikulturalisme.

Sammenhængskraften trues dog også af forskruede teorier om værdirelativisme der indebærer forestillinger om at samfundet kan konstrueres vilkårligt efter behag og ser bort fra at alle samfund dybest set er forankret i sprog og historie samt traditioner der i langt højere grad beror på den umiddelbare føling med det kollektivt ubevidste og dets arketypiske forestillinger end på teoretiske ideer, sondringer og principper.

Sammenhængskraften i velfærdssamfundet trues endeligt også kraftigt af vrangforestillinger om at socialpolitikken skulle kunne fritage individerne for det personlige ansvar for tilpasningen til samfundet gennem forpligtelsen til at skaffe sig føden gennem passende uddannelse og beskæftigelse - eller fritage dem for de individuelle følger af en manglende tilpasning. Rettigheder og forpligtelser hører sammen og derfor vil der i det moderne samfund altid være brug for at kombinere socialpolitik med beskæftigelsespolitik og uddannelsespolitik.

Klassekampen er passé, men værdikampen er uforanderligt den samme, og den drejer sig om at fastholde det helhedssyn på samfundslivet at der er komplementaritet mellem frihedsprincippet og ligheds/tryghedsprincippet, men at selve den trang til transcendens eller grænseoverskridelse som bor i mennesket uafladeligt og uundgåeligt medfører forandringer i samfundet som stiller det etiske konsistenskrav om til hver en tid at sørge for overvægt af det gode og konstruktive. Derfor bliver den tredje vej, vejen mellem liberalismen og socialismen, den mest fornuftige og meste progressive vej i det moderne velfærdssamfund.

Jan Jernewicz



Henvisninger:    
Til toppen

Litteratur:

Lars Olsen, Niels Ploug, Lars Andersen, Jonas Schytz Juul: Det danske klassesamfund. Et socialt Danmarksportræt.
(Gyldendal. 2012)
Lars Olsen: Det delte Danmark. (Gyldendal. 2005)

Link til ny hjemmeside, som er åbnet af forfatterne under Arbejderbevægelsens Erhvervsråd: www.klassesamfund.dk



Relevante artikler på Jernesalt:

Klassekampen i Danmark er passé  (7.6.12.)
Normskredet i velfærdsstaten  (1.12.11.)
Akutpakken afhjælper et akut problem rimeligt  (25.10.12.)
Robert N. et herligt symptom på velfærdssamfundets slagside  (11.9.12.)
Regeringens dagpengeproblem  (19.8.12.)
Velfærdssamfundets fremtidige finansiering kræver ny realisme  (23.7.10.)
Er unges druk og stofmisbrug reelt en form for social udskillelse?  (15.07.12.)
Fedmesamfundets inkonsekvenser  (20.7.11.)
Livskvalitet og arbejde - 1. artikel i ny serie om livskvalitet  (9.1.12.)

Kampen om indvandring og homogenitet  ( Indvandrerdebatten - Naivitet og fordummelse i politik IV  (14.3.11.)
Indvandringens fataliteter  (1.4.12.)
Ghetto-problematikkens substans og dilemmaer  (22.10.10.)
Skal Udkants-Danmark blot afskrives?  (4.8.10.)
Ghetto-problematikkens substans og dilemmaer  (22.10.10.)
Kan fattigdom mon true det danske samfund  (7.4.10.)
Uligheden i Danmark - og uafklaringen i Venstre  (22.9.05.)



Komplementariteten mellem individ og samfund
Komplementariteten mellem liberalismen og socialismen
Den kreative klasse ifølge Richard Florida   (9.3.06)
Den herskende klasse efter 1970   (19.02.03.)
Midten i dansk politik  (25.10.04.)
Dansk politik under forvandling   (18.8.02.)
Blokpolitik eller hvad? - Status over VK-regeringens første halvår
Er demokrati muligt uden lederskab?  (15.10.12.)
'Den tredje vej', Fogh Rasmussen og Venstre  (30.7.12.)
'Den tredje vej' ifølge Anthony Giddens  (23.7.12.)

Er den danske middelstand borgerlig eller småborgerlig?
- kritik af tredje del af Jørgen Øllgaards 'Paradisvænget'
  (21.3.12.)
Er den danske middelstand borgerlig eller småborgerlig?
- kritik af anden del af Jørgen Øllgaards 'Paradisvænget'
  (16.3.12.)
Er den danske middelstand borgerlig eller småborgerlig?
- kritik af første del af Jørgen Øllgaards 'Paradisvænget'
  (13.3.12.)
Henrik Dahls store politiske desillusionering  (13.6.11.)

Hvad skal vi med værdikamp  (31.3.11.)
At være vælger og politiker  (24.1.11.)
Partipolitik og sprogforvirring  (9.9.10.)
Menneskesyn og politik  (13.8.10.)
Er populismen elitær?  (30.3.10.)
Det politiske livs æsteticering  (8.9.09.)
Krisen omkring årsskiftet 2008/09  (21.2.09.)
Kulturelitens ulidelige foragt for folket
- eller 'kampen om sandhederne' ifølge Rune Lykkeberg
  (21.11.08.)
Den økonomiske krise nu for alvor en omvæltende realitet  (29.10.08.)
Kulturalismen kontra oplysningsidé  (11.10.08.)



Jernesalt har ti års jubilæum  (2.6.12.)
Jernesalts komplementære helhedsrealisme Komplementaritetsynspunktet
Vilh. Grønbechs kulturopgør
Konrad Lorenz' kulturopgør
Jernesalts 2009-filosofi
David Favrholdts 'Filosofisk codex'
Menneskets virkelighedsopfattelse I-VII
Sproget og virkeligheden
Religion som emergent fænomen i biologien



Artikler om Danmark
Artikler om Samfund
Artikler om Eksistens
Artikler om Sekularisering



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Modstanden mod komplementaritetssynspunktet Helhedsrealismen
De psykiske grundprocesser
Konsistens-etikken



Redaktion
Essays
Emneindex
Personindex

Programerklæring af 2.6.02.
Jens Vrængmoses rubrik
Per Seendemands rubrik (fra 2005)



Den komplementære helhedsrealisme
De psykiske grundprocesser
De psykiske fundamentalkræfter
Konsistens-etikken
Etik og eksistens

Livskvalitet (fire artikler) (2002-03)
Ontologi-serie (tolv artikler) (2010)
Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007)
Religion som emergent fænomen i biologien  (28.12.09.)



Jernesalts 2009-filosofi
Forord  -   Begreber og aksiomer  -   Krisen ved årsskiftet 2008/09  -   Verdensbilledet 2009
Livet  -   Mennesket  -   Sjælen  -   Sproget  -   Samfundet  -   Overordnede politiske parametre
Udfordringen  -   Helhedsrealismens advarsler  -   Helhedsrealismens anbefalinger  -   Efterskrift



Værdimanifest (fra 2003))
Værdimanifest i forkortet udgave
Sagregister til værdimanifest



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal