Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - indvandring02

ARTIKEL FRA JERNESALT - 4.5.12.


Kampen om indvandring og homogenitet

DR2's serie om "det største drama i dansk politik fortalt af toppolitikerne selv", nærmere betegnet 'Kampen om indvandringen' er nu afsluttet. Ole Retsbo har som sikker tilrettelægger gennemgået 25 års politisk kamp om den udlændingepolitik, der har påvirket både politiske karrierer og folketingsvalgene siden "verdens mest menneskevenlige lov" efter intenst lobbyvirksomhed fra ombudsmandens side og langvarige forhandlinger og offentlig debat blev vedtaget i Folketinget i 1983.

Udsendelsesrækken står i skarpeste kontrast til Helle Hansens 35 minutters dokumentar 'Ordet fanger', der blev vist på DR2 den 30.4. og som koncentrerede sig om tonen i indvandrerdebatten, men gjorde det på en så polemisk og propagandistisk måde at den ikke fortjener navn af dokumentarfilm. Udsendelsen var tværtimod så partisk i hele sin behandling af den historie der reelt betød afgørende omsving i mange partiers stillingtagen, at den totalt svigtede en fornuftig og nødvendig oplysning om emnet og egentlig kun dokumenterede at Helle Hansens egen tone var under lavmålet, ja, på niveau med hvad en vis tysk propagandaminister præsterede i 1930'erne. Der var nøjagtig samme form for tendentiøs sammenkædning af klip og musik der intet havde med hinanden at gøre, men udelukkende tjente det formål at sværte den ene part i striden. Blandt andet brugtes konsekvent højtidelig salmesang til musisk at illustrere al national holdning - i stedet for fx den folkelig sang som Carl Nielsen skrev genial musik til.

I Retsbos seks udsendelser blev den sobre gennemgang af faktiske udtalelser og hændelsesforløb kombineret på god oplysende vis med nutidige forklaringer og vurderinger af hovedpersonerne selv, og det var altsammen med til at give en god forståelse for hvad der egentlig var sket, hvilke beslutninger der var truffet, hvilke tilsigtede og utilsigtede virkninger de havde haft på både indvandringen og vælgervandringerne, og dermed blev også baggrunden for den helt aktuelle problemstilling ridset op.

De seks udsendelser skal ikke gennemgås her, men det skal nævnes at vi udover baggrunden for udlændingeloven af 1983, fik forklaringen på at stramninger hurtigt blev nødvendige da man opdagede hvor mange fremmede der kom til landet, men også at Schlüterregeringen med den konservative Erik Ninn Hansen som justitsminister rodede sig ind i lovstridig forvaltning af loven, der kostede regeringen livet, fordi Poul Schlüter totalt fejlbedømte situationen og af misforstået hensyntagen skånede Ninn-Hansen, ja herunder kom med den fatale erklæring i folketinget om at der ikke var fejet noget ind under gulvtæppet. Poul Nyrup Rasmussen dannede ny regering i 1993, først sammen med de radikale og siden uden. Han oplevede at Pia Kjærsgaard i 1995 brød ud af det uregerlige Fremskridtsparti og dannede Dansk Folkeparti som gik markant frem ved de følgende valg og i høj var med til at sætte dagsordenen. Nu var det Poul Nyrups tur til at begå en brøler fra folketingets talerstol, idet han erklærede at Pia Kjærsgaards parti ikke var og aldrig ville blive stuerent.



Kampen om indvandringen var nu blevet så hård at de borgerlige partier med Anders Fogh Rasmussen i spidsen for Venstre, Bendt Bendtsen for de konservative og Pia Kjærsgaard for Dansk Folkeparti i 2001 fik en komfortabel valgsejr, der indebar at Poul Nyrup blev væltet som partiformand til fordel for Mogens Lykketoft. Da også han måtte gå af, stod valget mellem Frank Jensen og Helle Thorning, og sidstnævnte vandt som bekendt og bedyrede at hun kunne slå Anders Fogh. Det mislykkedes to gange i træk, men så havde hun det held at kampen om udlændingepolitikken blev hårdere og hårdere og bl.a. i kølvandet på sagen om Muhammedtegningerne kørte en alt for svag, men sympatisk integrationsminister som Rikke Hvilshøj personligt i sænk (med brandstiftelse på privatboligen). Samtidigt kom der voldsom uro i både det konservative Folkeparti og Det radikale Venstre, idet folketingsmedlemmerne Gitte Seeberg (K), Naser Khader (R) og Anders Samuelsen (R) dannede et nyt borgerligt parti 'Liberal Alliance' i stor utilfredshed med Dansk Folkepartis indflydelse. Anders Fogh Rasmussen blev afhængig af dette nye parti selv om det hurtigt splittedes. Efter valgsejren i 2007 udnævnte han Birthe Rønn Hornbech til ny integrationsminister, og hun regnedes egentlig for erfaren og driftsikker, men rodede sig mere eller mindre uforvarende ind i en sag om overtrædelse af menneskeretskonventioner omkring afviste irakiske og palæstinensiske asylansøgere der skulle tvangshjemsendes, og hvoraf nogle på et tidspunkt forskansede sig i en kirke. Enhedslistens nye stjerne Johanne Schmidt Nielsen gjorde livet så surt for Birthe Rønn i salen og i samrådene i folketinget at damen efterhånden blev mere og mere tvær og umedgørlig.

I mellemtiden havde Anders Fogh Ramussen sagt ja til generalsekretærposten i Nato og overladt statsministeriet til Lars Løkke Rasmussen, og denne vandt knebent valget i 2009 og skaffede sig af med Birthe Rønne Hornbech til fordel for Bertel Haarder. Men regeringen var svag - og ved valget i 2011 blev den simpelthen fravalgt med stort flertal. S og SF dannede regering med de radikale og med Enhedslisten som sikkerhedsnet. De satte sig for at lempe udlændingeloven på visse punkter (herunder den omstridte 24 års regel), men var trods alt kloge nok til at holde fast i en udlændingepolitik der bremsede tilstrømningen af indvandrere og flygtninge og ikke risikerede at jage for mange vælgere tilbage til VKO. Og fra visse centralt placerede ministre som Karen Hækkerup og Mette Frederiksen blev det endog udtrykkeligt slået fast, at der ikke var noget i vejen med Dansk Folkepartis stuerenhed.



Man skal imidlertid være meget naiv hvis man tror indvandrer- og integrationsproblemerne er løst i noget land i Europa, hvor der er kommet uforholdsmæssigt mange fremmede ind. Alle steder er der store problemer med særlig høj frekvens af arbejdsløshed, manglende uddannelse af drengene, stor kriminalitet, ghettoisering, parallelsamfund og tilbøjeligheder til ekstremisme. Og specielt i Sydeuropa mærkes de uheldige bivirkninger af det uforløste arabiske forår i form at massiv tilstrømning af asylsøgere og illegale indvandrere fra Nordafrika. Særligt Frankrig ønsker en regulering af Schengen-aftalen om fri bevægelighed mellem de tilsluttede lande. Landet ønsker mulighed for grænsekontrol af den art som Danmark prøvede at få gennemført under Lars Løkke, men som vakte modstand i Bruxelles og som Thorning derfor fik afskaffet. Men i Frankrig, der går til anden runde af præsidentvalget på søndag, spiller indvandring og desintegration en stor rolle. Favoritten François Hollande går til valg på at få stabiliseret indvandringen på det nuværende niveau. Muslimske kvinder skal ikke have særrettigheder på hospitaler eller i svømmehaller, og han pointerer at "Med mig som præsident bliver der ikke serveret halalkød i skolernes kantiner"!

Herhjemme er der også fortsat så store problemer med integrationen, at modstanden mod de mange fremmede af muslimsk herkomst mange steder forbliver markant og hele tiden skal imødegås med særforanstaltninger for de børn og unge andengenerationsindvandrere der ikke får lært ordentlig dansk så de kan glide blot nogenlunde smertefrit ind i det danske samfund. Og så er sandheden endda den, at alle de sprogkundskaber og alt det man iøvrigt kan teste ved asylsøgere og indvandrere der søger opholdstilladelse og statsborgerskab slet ikke er tilstrækkeligt til at sikre fuld integration, for denne afhænger i allerhøjeste grad af lige netop de kvaliteter som har med den dybere sprogkultur og historie at gøre og som bagatelliseres eller direkte ringeagtes af de fortalere for multikulturel menneskevenlighed der først og fremmest ser på jura og juridiske rettigheder. For dem er den danske kulturs gamle homogenitet nærmest blot en uting. Og ægte folkelighed ved de ikke hvad er.

Men netop her skiller vandene fortsat befolkningen på afgørende vis.



Det er på den ene side rørende eller imponerende - eller hvad man nu skal kalde det - at et velmenende menneske som folketingets tidligere ombudsmand Hans Gammeltoft Hansen, der i alle henseender har sit på det tørre, kan bryste sig af at have haft hovedansvaret for at Danmark med udlændingeloven af 1983 fik verdens mest menneskevenlige lov, når den vitterligt betød en for alle overraskende stor tilstrømning af flygtninge, asylansøgere og indvandrere her til landet. Det blev meget hurtigt et stigende problem, fordi hverken de statslige eller kommunale myndigheder magtede at få dem integreret. Ressourcerne var slet ikke til det - økonomisk, socialt, pædagogisk eller forvaltningsmæssigt. Og desværre var heller ikke alle indvandrere overhovedet indstillet på integration, men slog sig frejdigt ned i gode lejligheder og med store kontante ydelser, boligsikring m.m. som mange indfødte danskere ikke kunne få - og som følgelig gjorde de fremmede ildesete. Tilmed fastholdt de deres fremmedartede skikke og undlod aktiv tilpasning til danske normer - med det selvfølgelig resultat at de dannede parallelsamfund der blev grobund for deres egne børns bandedannelser. Mange boligkomplekser blev deciderede ghettoer i de kommuner der modtog særligt mange indvandrere - så som dele af København, Århus og Odense samt Vestegnskommunerne i Hovedstadsområdet.

Såvel de socialdemokratiske borgmestre på Vestegnen som den socialdemokatiske amtsborgmester (og senere regionsformand) i København, der alle havde de praktiske problemer tæt inde på livet, protesterede forgæves. Det var idealistiske politikere som socialdemokraten Torben Lund og den radikale Marianne Jelved der satte målene i menneskevenlighedens misbrugte navn - og befolkningen der måtte bøde for direkte og indirekte omkostninger til denne verdensfjerne multikulturalisme og globalisme. Den socialdemokratiske top under Poul Nyrup så ikke farerne, før det var for sent. En ny regering måtte til så der kunne gennemføres stramninger der betød færre indvandrerne, men de gamle beslutninger og gerninger kunne ikke laves om. Landet er ikke - som mange i Dansk Folkeparti frygtede - blevet rendt over ende af islamistiske horder eller blevet infiltreret af islamistiske agenter og varulve. Men landets kulturelle homogenitet er blevet alvorligt truet - og intet tyder på at truslen forsvinder foreløbigt. Der er fortsat for megen uro og undertrykkelse i de muslimske lande i verden - og der er fortsat alt for gode kår for indvandrere og indvandrerbørn der kommer til Danmark og ikke ønsker aktiv og helhjertet integration.

Det eneste sikre er derfor at kampen om indvandringen, integrationen og den national-kulturelle homogenitet ikke er slut og heller ikke bliver det i overskuelig tid.



Grunden hertil er ikke blot manglende klar og bevidst indvandrerpolitik gennem årtierne 1970, 1980 og 1990 eller naive idealisters håbløse menneskevenlighed i sig selv. Men også manglende format og nationalbevidsthed hos landets politiske ledere gennem alle årene og den dag i dag.

Det er jo ovenud tåbeligt at landets regeringchefer har affundet sig med justits- og integrationsministres bevidste eller ubevidste omgåelse af gældende love og konventioner. Og endnu mere tåbeligt at en socialdemokratisk statsminister der skulle være den første til at indse problemet for den jævne befolkning kunne finde på at stemple det eneste vågne og advarende parti som stueurent, eller at veluddannede radikale og konservative folketingspolitikere senere forsøgte at trække VK-regeringen væk fra det loyale støtteparti Dansk Folkeparti.

Men det virkeligt alvorlige problem har været at ingen af de politiske ledere uden for DF i tide vovede at nævne trolden ved sit navn og tage behørig affære. Ingen forstod hvad der var på spil ud over at ledernes egne positioner ved valgurnerne var truede. Ingen så at det fundamentale og afgørende problem var angrebet på landets nationale og kulturelle homogenitet, som går helt tilbage til de store folkelige vækkelser i 1800-tallet og lige siden har præget det danske folkestyre. Flertallet af politikerne ser tværtimod ned på disse vækkelser og denne homogenitet som noget forældet og utidssvarende. De aner simpelthen ikke hvor dybt den stikker eller hvilke dybe og sunde psykologiske mekanismer den reelt bygger på. Langt de fleste af vores dages akademikeruddannede politikere ser på økonomiske, sociale og politiske forhold som noget overfladisk der kan dekonstrueres eller omkonstruere efter forgodtbefindende. Derfor er der også overvejende EU som på et økonomisk arrangement.

Politiske ledere af virkeligt format kan desværre ikke fremelskes hverken i drivhuse eller på universiteter. Men de dukker alligevel op med mellemrum - og der er i den nuværende økonomiske og kulturelle krisesituation, der bl.a. går under navnet 'velfærdssamfundets redning', ikke meget andet at gøre end at håbe på at de rette mennesker kommer til i tide. Men jorden kan dog gødes for den bedst mulige afgrøde. Og det er i al beskedenhed det undertegnede prøver efter bedste evner med min dybtgående filosofi om den komplementære helhedsrealisme.

Jan Jernewicz



Henvisninger:

Links til:

DR2
Danmarks Statistik



Relevante artikler på Jernesalt:

At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Modstanden mod komplementaritetssynspunktet

Den komplementære helhedsrealisme
De psykiske grundprocesser
De psykiske fundamentalkræfter
Konsistens-etikken
Etik og eksistens

Livskvalitet (fire artikler) (2002-03)
Ontologi-serie (tolv artikler) (2010)
Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007)
Religion som emergent fænomen i biologien  (28.12.09.)



Indvandringens fataliteter  (1.4.12.)
Folkelighed og intellektualisme  (20.12.06.)
Kulturen, eliten og folket  (7.9.11.)
Intellektualismens dilemma
Kulturalismen kontra oplysningsidé  (11.10.08.)
Folk og elite
Nationalt og internationalt
Klassesamfund og velfærdssamfund
Demokrati og sekularisering

Indvandrerdebatten - Naivitet og fordummelse i politik IV  (14.3.11.)
Breivik-sagen giver skæv debat om indvandring  (5.8.11.)
At være fremmed eller hjemmehørende er et etisk spørgsmål
Den muslimske desintegration i Danmark
Vreden mod mobning af muslimer?  (22.2.10.)
Konservativt udspil om integration og danske værdier  (21.8.09.)
Vanskelighederne med at integrere muslimerne  (28.4.07.)
Går integration kun den ene vej?  (22.10.05.)
Udlændingeforliget mellem regeringen og DF  (25.9.08.)
udlændingepolitikken og eu-domstolen  (5.8.08.)



Islam: Advarsler mod muslimerne i Europa  (6.9.10.)
Islam en religion uden humor  (2.3.08.)
Islam: Fredsbrev fra muslimske religiøse ledere virkningsløst  (16.10.07.)
Islam: Koffi Annans fejlvurdering  (27.2.06.)
Islam: Mohammad truer norsk ytringsfrihed  (16.2.10.)
Islam: Dialog med muslimerne?  (15.2.06.)
Islam: Paven og Profeten  (17.9.06.)
Islam: Forklaringsproblemerne i den aktuelle politiske situation  (31.1.06.)
Islam: Den arabiske fanatisme suspenderer fornuften effektivt
- og blokerer dermed sekulariseringen
  (29.1.06.)
Islam: Muslimerne må gøre op med al islamisk absolutisme  (7.12.05.)
Islam: Reform af islam kræver opgør med absolutismen  (21.11.05.)

Islam: Alt det besvær med islam  (7.9.05.)
Islam: ambassadører blander sig i politik  (21.12.05.)
Islam: Muslimerne, ytringsfriheden og følsomheden  (20.10.05.)
Islam: Frihedspris til islam-kritikeren Ayaan Hirsi Ali  (21.11.04.)
Islam: Mordet på Theo van Gogh  (14.11.04.)
Islam - en trussel?
islamismen, front mod  (4.3.06.)
Islamofobi - angst for islam, islamisme eller terrorisme?  (14.5.06.)

Muslimsk humor? (om Shazia Mirza)
Muslimsk kvindeemancipation  (29.10.09.)
Muslimsk ungdom - forledt og afsporet  (18.2.08.)
De muslimske undergravere af demokratiet
- og de nyttige idioter blandt danskerne
  (20.8.02.)



Mordtruslen mod Muhammedtegner genopfrisker modsætningerne  (13.2.08.)
Muhammed-tegningerne og forargelsen  (15.10.06.)
Muhammed-sagen: DF, konservative og erhvervsledere  (23.3.06.)
Muhammed-sagen: Uholdbar indskrænkning af åndsfriheden
Muhammed-sagen: Nej til mægling og nej til undersøgelse   (23.2.06.)
Muhammed-sagen i historisk perspektiv (1)  (8.2.06.)
Muhammed-tegningerne skiller vandene  (4.1.06.)



Øvrige henvisninger til Jernesalts egne artikler:

Artikler om
Artikler om Samfund  (se iøvrigt linkene i venstre ramme)
Artikler om Eksistens  (se iøvrigt linkene i venstre ramme)
Artikler om Sekularisering  (se iøvrigt linkene i venstre ramme)



Redaktion
Essays
Emneindex
Personindex

Programerklæring af 2.6.02.
Jens Vrængmoses rubrik
Per Seendemands rubrik (fra 2005)



Jernesalts 2009-filosofi
Forord  -   Begreber og aksiomer  -   Krisen ved årsskiftet 2008/09  -   Verdensbilledet 2009
Livet  -   Mennesket  -   Sjælen  -   Sproget  -   Samfundet  -   Overordnede politiske parametre
Udfordringen  -   Helhedsrealismens advarsler  -   Helhedsrealismens anbefalinger  -   Efterskrift



Værdimanifest (fra 2003))
Værdimanifest i forkortet udgave
Sagregister til værdimanifest



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal