Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - islamytring12

ARTIKEL FRA JERNESALT - 15.10.06.


Muhammedtegningerne og forargelsen

Den nye affære om dansk krænkelse af profeten Muhammed ser foreløbigt ikke ud til at få så stor international virkning som den store sag om Jyllands-Postens tegninger. Dels har der i mellemtiden været andre sager, herunder ikke mindst en så vigtig begivenhed som pave Benedikts saglige og stilfærdige forsøg på at rejse det centrale spørgsmål om forholdet mellem religion og magt. Dels har statsminister Anders Fogh Rasmussen været usædvanligt hurtigt ude med en fordømmelse af de nye ikke-professionelle tegninger og udenrigsminister Per Stig Møller usædvanligt hurtigt ude med diplomatisk aktivitet. Dels har danske imamer med en enkelt undtagelse - åbenlyst belært af de for dem selv svære bomerang-effekter fra sidst - sat aktivt ind med opfordring til besindelse. Og endeligt - og navnligt - er affæren objektivt set slet ikke af samme art.

Jyllands-Posten bragte tegningerne for at demonstrere at man ikke ville pålægge sig nogen som helst selvcensur med hensyn til at skåne muslimernes religiøse følelser, når vi nu engang efter 150 års demokratiseringsproces her i vort sekulariserede land har vundet den fulde frihed til at kritisere og latterliggøre alt religiøst væsen og uvæsen.

Ikke destomindre medførte provokationen som bekendt en så voldsom muslimsk protest over hele verden og en så stærkt international fordømmelse fra nidkære moralister af anden overbevisning, at sagen rent faktisk kom til at danne en helt ny og yderst udemokratisk præcedens for dansk omgang med profeten Muhammed. Det sekulariserede Danmark viste sig officielt at have bøjet sig for et anti-sekulært krav om at muslimerne ene af alle skulle skånes for enhver krænkelse af deres specielle følelser for deres hellige profet. Fred være iøvrigt med ham!



Den aktuelle affære rullede, da den nye gratisavis 'Nyhedsavisen' i sit allerførste nummer fredag den 6. oktober bragte en artikel om et sommerstævne i Dansk Folkepartis Ungdom, hvor en gruppe unge mennesker mere eller mindre berusede havde moret sig kongeligt med at konkurrere om at lave tegninger af profeten. Artiklen byggede på videooptagelser som Martin Rosengaard Knudsen og Sixten Kai Nielsen fra den kunstpolitiske kunstgruppe "Defending denmark" havde lavet som deltagere i stævnet under falske forudsætninger.

Andre medier var blevet tilbudt historien, men sagde nej tak med den hovedbegrundelse at mødet var privat og tegningerne derfor ikke havde offentlig interesse. Men det fik den selvfølgeligt omgående, da Nyhedsavisen først havde bragt den, og den blev opdaget i udlandet. Det etiske aspekt af brugen af videooptagelser med skjulte hensigter, skal ikke diskuteres nærmere her. Blot skal det fastslås, at metoden ofte er en af de meget få veje til indsigt i hvad der foregår bag ellers lukkede døre - og derfor under alle omstændigheder må hilses principielt velkommen som led i nærgående kritisk journalistik.

Nyhedsavisens chefredaktør, David Trads, har da også hele tiden - og så sent som i Deadline på DR2 i går 14.10. - hævdet at tegningerne i allerhøjeste grad havde offentlig interesse, da festen ikke var helt privat, når den foregik i ungdomsorganisationen for et parti der er støtteparti for den siddende regering. Uanset graden af de tegnende medlemmers beruselse kan resultatet efter hans mening heller ikke blot bagatelliseres med at der må være en relativt bred margen for unge og fulde menneskers udskejelser i festligt lag. For selve den idé at more sig med en konkurrence der håner andre menneskers religiøse følelser er symptomatisk for ikke blot Dansk Folkepartis Ungdom, men også for Dansk Folkeparti.

Heri kan David Trads for så vidt have ret, da det jo ikke er nogen hemmelighed at Dansk Folkeparti generelt er yderst forbeholdent for al muslimsk udfoldelse - og ganske specielt ikke vil acceptere nogen form for indskrænkning i den grundlovssikrede danske ytringsfrihed. Partiets leder, Pia Kjærsgaard, har gennem årene gjort hvad hun kunne for at luge ud i det fremmedfjendske ukrudt der vitterligt har groet i det elleve år gamle parti fra fortiden i Fremskridtspartiet. Og hun har også udtrykkeligt betegnet de unge DFU'ers tegnekonkurrence som noget fjolleri. For når sprutten går ind, går forstanden ud, som hun har anført. Men undskylde de unge menneskers tegninger på partiets vegne vil hun ikke. For de kommer ind under ytringsfrihedens muligheder. Samme principielle synspunkt har naturligvis partiets udenrigsordfører Søren Espersen givet udtryk for.



Det sjoveste af det hele var imidlertid at det nogle dage efter det officielle Danmarks og den moralistiske venstrefløjs forargelse og fordømmelse kom frem at også medlemmer af Det Radikale Venstres Ungdom havde lavet stødende tegninger af profeten Muhammed. Heraf kan man nemlig se, at det ikke blot er det danskeste danske folkeparti der har medlemmer der finder det morsomt at håne den ukrænkelige profet, men sandelig også pæne idealister fra det mest tolerante og humanistiske parti i landet.

Henvisningen til de unge menneskers beruselse synes med andre ord ikke at være tilstrækkelig som undskyldning for deres uhøviske kunstneriske opfindsomhed. Ja, man behøver såmænd ikke at afvente alle mulige halv- eller helvidenskabelige undersøgelser for at fastslå at den slags løjer kunne finde sted i stort set alle ikke-muslimske ungdomsmiljøer og -organisationer i landet, hvis blot medlemmerne turde sætte sig op imod al den kvælende politiske korrekthed der efterhånden har bredt sig i landet.

Det dér med at forstanden går ud, når sprutten går ind, er jo i denne forbindelse kun den halve sandhed. For selvfølgelig er det sandt, at dømmekraften normalt mindskes, når alkoholprocenten i blodet stiger. Blandt andet bliver det helt uansvarligt at køre bil. Men når det gælder fredelige sysler i et festligt lagt, så er det først og fremmest hæmningerne der forsvinder med spruttens indtagelse, og dette vil igen sige at det er de indlærte autoritære målestokke der suspenderes. 'Forstanden' er i denne henseende at forstå som det Freud kaldte 'overjeget', altså aldeles ikke den sunde fornuft, men den fra autoriterne overtagne moralske dommerinstans i psyken. Lige præcis deri ligger sandheden i det andet kendte folkelige udtryk, at det er fra børn og fulde folk man skal høre sandheden. Disse to grupper er nemlig af to forskellige grunde ikke underlagt overjegets autoritære hæmninger, de første fordi de endnu ikke er indoktrineret af autoriteterne, og de sidste fordi de har suspenderet autoriteternes normer.



Dybdepsykologisk set skal man ikke uden videre tage al moralsk forargelse for gode varer. Den er oftest af ren moralistisk art, dvs den bygger på én gang for alle antagne og som hovedregel fra autoriteter ukritisk overtagne og snævre moralske målestokke, og reaktionen skal derfor først og fremmest ses som en forsvarsmekanisme der går ud på at besværge tvivl om holdbarheden af normerne. Poul Nyrup Rasmussen er et nærliggende eksempel at trække frem, fordi han ikke alene for år tilbage stemplede Dansk Folkeparti som ikke-stuerent og derfor modsat Helle Thorning Schmidt ikke kunne drømme om at acceptere partiet som forhandlingspartner, men også for nyligt som formand for den socialdemokratiske gruppe i EU-parlamentet har sat sig i spidsen for at forbyde socialdemokratiske partier at samarbejde med såkaldte højreorienterede partier, hvilket er blevet en aktuel mulighed flere steder. Et andet kendt eksempel, omend af lidt anden art, er Anders Fogh Rasmussens afholdenhed, der går tilbage til hans ungdom hvor han en enkelt gang på gymnasietur fik så meget at drikke at han begyndte at skråle. (Det blev faktisk optaget på bånd, men skal være gemt behørigt af vejen af en behjertet kvindelig studenterkammerat!). Et tredje eksempel kunne være visse amerikanske republikaneres stærke moralisme der viser sig at dække over egen umoral. Det vender vi tilbage til i en artikel om det forestående midtvejsvalg i USA.

Men man skal altså passe på med at drage for vidtgående slutninger ud fra hvad unge eller fulde mennesker foretager sig - og også ud fra hvordan ekstremister til højre og venstre udtaler sig eller tegner, når de tænker, taler og tegner frit. Den politiske korrekthed såvel som den småborgerlige pænhed og den spidsborgerlige stræbsomhed har det desværre med at afgrænse sig fra frie og kreative udtryk af alle slags, hvad der igen indebærer at sandheden og kreativiteten får ringe kår. De udsættes begge konstant for både direkte censur og indirekte selvcensur.

I stedet for bør man huske nogle af de ord Jesus kom med i sin Bjergprædiken, hvor han netop kom ind på forargelsen (Matthæus 5, 29). Han sagde faktisk at hvis dit øje forarger dig, så riv det ud, for det er bedre at miste en legemsdel end hele sin sjæl. Han sagde også ved en anden lejlighed, hvor de rettroende ville stene en kvinde der var grebet i utugt, at den der er ren, må kaste den første sten. Underforstået: det er der ingen der er, derfor burde der aldrig kastes med sten i sager om moral.



Men er det da ikke fornuftigt i civiliserede lande at skåne religiøse følelser for hån og spot? - Svaret er nej, og det af to grunde.

For det første er det alt for vilkårligt hvad folk vil forstå ved ukrænkelige religiøse følelser. Muslimer holder på at profeten Muhammed er ukrænkelig, selvom han levede for 1500 år siden og tænkte og moraliserede ud fra helt andre historiske forudsætninger end dem der gælder i dag. De indrømmer dog, at deres religion som sådan kan analyseres og kritiseres, men de siger ubetinget stop ved profeten selv, fordi han er deres absolutte autoritet, som de alle fra barnsben er oplært til at vise uforbeholden respekt, ja elske over alt andet i livet. Det er med andre ord det vi andre kalder indoktrinering af værste skuffe. Og hvordan i alverden skulle vi i demokratiske og sekulariserede lande kunne eller skulle have nogen som helst forpligtelse til at bøje os for sådanne autoritære holdninger? De er simpelthen uforenelige med vores egen kultur og vores eget udviklingstrin, og hvis muslimer vil leve her i landet, så burde de affinde sig med ytringsfriheden og sekulariseringen.

For det andet kan ægte religiøse følelser slet ikke rammes af hån og latterliggørelse, eftersom de ikke er knyttet til autoriteter, men tværtimod til arketypiske forestillinger, dvs kollektivt ubevidste fænomener, som man kan mene om hvad man vil, herunder havde uendeligt høje tanker og stærke følelser for, men som man aldrig vil kunne beherske eller kontrollere med sit intellekt.

Den der skriver disse linjer er selv et dybt religiøst menneske og en dybt alvorlig kristen, men det rører mig ikke at den britiske Monty Python-gruppe laver grin med Jesu korsfærstelse eller at vores egen Jens Jørgen Thorsen i sin tid lavede grin med Jesu seksualitet. For den slags siger intet om Jesus, men derimod en masse om ophavsmændene selv og ikke mindst om de indoktrineringer de har været udsat for fra kristen side, fx i skolernes religionsundervisning. Og det er da ok, men berører overhovedet ikke Jesus som historisk person eller Kristus som arketypisk forestilling.

Personligt er jeg en meget stor ynder af den spanske filmmand Luis Bunuel, og han langede livet igennem ud efter kristne forestillinger som følge af indoktrineringen på en jesuiterskole. Ikke desto mindre har han lavet film der viser dyb indsigt i religionens væsen. Han var gudskelov ateist, som han udtrykte det. Og han kunne kun bevæges af kristen kunst, hvilket ikke ville sige af missionerende kristen kunst, men af kunst der var skabt i den europæiske kulturs grundliggende kontekst. Bunuel havde dyb kontakt med det arketypiske i de religiøse forestillinger. Og har man det, kan man frit lave grin med de religiøse autoriteters forestillinger - uden at få problemer med sin indre konsistens.



Det virkeligt forargelige ved den nye affære om Muhammed-tegningerne er ikke tegningerne selv eller omstændighederne omkring deres tilblivelse og senere offentliggørelse, men det officielle Danmarks og især den danske statsministers reaktion, for her er tale om etisk inkonsistens og en rent ud sagt ynkelig svigt af sekulariseringsprincippet.

Det er velkendt, at Anders Fogh Rasmussens holdning til religionen er den at religionen ikke hører hjemme i det offentlige rum. Den er en privat sag, som mennesker skal have lov til at dyrke frit bare de holder dyrkelsen inden for hjemmets eller kirkernes, synagogernes, moskeernes og templernes mure. Men dette er en totalt uholdbar opfattelse af religionen, der simpelthen skyldes at Fogh ikke begriber forskellen mellem religion som magtfænomen og religion som åndsfænomen.

Den for alt demokrati og al frihed nødvendige sekularisering går ene og alene ud på at religionen skal bandlyses fra det offentlige rum som magtfaktor. Det vil konkret sige, at de religiøse organisationer skal have frihed til at give deres tilhængere de for deres gudsdyrkelse nødvendige ydre rammer, men at de til gengæld skal afholde sig fra at blande sig i den politiske proces. Den kristne kirke må ikke være en offentlig instans der skal kunne afgøre hvad folk må tro, tænke og ytre sig om - sådan som tilfældet var før reformationen. Tilsvarende må islamiske trossamfund ikke blive magtfaktorer der skal kunne bestemme over et lands lovsgivning - sådan som tilfældet er hvor sharia-loven gælder.



Men heraf følger på ingen måde, at religionen bliver en privat sag, tværtimod. For forstået som en helhedsopfattelse er al religion - inklusive ateistiske eller gudsbenægtende helhedsopfattelser - netop i kraft af sin helhedsopfattelse et moralsk og eksistentielt fænomen, som er udskilleligt fra det offentlige rum. Ja, det forholder sig endog sådan, at den åndelige side af tilværelsen slet ikke kan tages i betragtning i det daglige liv eller i kulturlivet, hvis den ikke har frihed til at blande sig i alle etiske, eksistentielle og kulturelle problemer, herunder også de forestillinger der ligger bagved de politiske ideer.

At holde på at religionen skal være en privatsag, er det samme som at sige at åndslivet skal holdes adskilt fra kulturlivet. Og det er både noget vrøvl og totalt urealistisk at søge gennemført. Det prøvede Stalin på i Sovjetunionen, men forgæves.

Det værste ved opfattelsen er imidlertid selve dens konsekvens for sekulariseringsprocessen, nemlig at det reelt bliver en kamp imod religionen at holde den ude fra det offentlige rum, i stedet for at man ved at sørge for at religionen udfolder sig frit i det offentlige rum som åndsfænomen effektivt kan bekæmpe enhver tendens til at gøre religionen til en magtfaktor der vil sætte sig på det politiske liv og lovgivningen. Man umuliggør tilmed den livsvigtige forsyning af energi til kulturudviklingen der ligger i at betragte de arketypiske forestillinger som kraftkilder til forskel fra de autoritære forestillingers kraftindsnævringer.



Den helhedsrealistiske forståelse af religionen og tilværelsen indebærer med andre ord at sekulariseringen skal opretholde det skarpe skel mellem religion som magtfænomen og religion som åndsfænomen, og derved sikre at såvel det politiske liv som det kulturelle liv i bredere forstand fortsat nyder godt af de kreative energier og inspirationer som alene de arketypiske forestillinger kan afgive. Der bør derfor under ingen omstændigheder sættes grænser for ytringsfriheden i henseende til at ytre sig frit om de religiøse autoriteter, skikkelser og institutioner, herunder krænke og forhånde de følelser der måtte knytte sig til sådanne instanser. Det er faktisk nødvendigt med en uafbrudt kritik af disse instanser, hvis religionen som åndsfænomen skal fungere optimalt.

Den nyeste affære omkring tegninger af profeten Muhammed viser derfor at presset fra muslimske side mod det danske demokrati og den danske sekularisering allerede er blevet øget betænkeligt og kun vil øges yderligere, hvis ikke vi holder vagt om den ubetingede ytringsfrihed.

Jan Jernewicz



Henvisninger:

Muhammed-sagen (oversigt over artiklerne fra og med 20.10.05.)

DF og ytringsfriheden  (9.10.06.)
Dansk Folkeparti og den nationalistiske ekstremisme  (22.8.06)
Fogh, religion og sammenhængskraft  (24.5.06.)
Religion ude af Danmark?  (11.4.06.)
Uholdbar indskrænkning af åndsfriheden  (16.3.06.)
Fogh Rasmussens position  (1.3.06.)  
Religion på dagsordenen  (24.2.06.)
Religiøse følelser ikke uantastelige  (6.2.06.)
Det er åndsfriheden det gælder  (2.2.06.)



Artikler om Danmark
Artikler om Mellemøsten
Artikler om Samfund

Artikler om Etik
Artikler om Psykologi
Artikler om Eksistens

Artikler om Religion
Artikler om Sekularisering



Introduktion til Jernesalts filosofi



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal