Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - terrornorgedebat

ARTIKEL FRA JERNESALT - 5.8.11.


Breivik-sagen giver skæv debat om indvandring

En af de mest forudsigelige følger af soloterroristen Anders Breiviks uhyrlige ugerninger i Oslo og på Utøya den 22. juli var at den almindelige og helt nødvendige debat om indvandringens negative sider vil blive uheldigt påvirket i længere tid.

I Norge tog man det ret selvfølgelige skridt at stille debatten i ro, så sorgen kunne få den fornødne tid til bearbejdelse inden livet faldt tilbage i de vante gænger. Sorgen var og er så stor at det ville have været hensynsløst at insistere på normal debat og nærmest psykisk umuligt at gå i gang med en større selvransagelse vedrørende betydningen af ytringernes art og tone gennem årene når det specifikt gælder den muslimske indvandring. Statsminister Jens Stoltenberg udskød hurtigt valgkampen i forbindelse med efterårets kommunalvalg til engang i august, og den kommer næppe i gang før den 21. august som er blevet erklæret national sørgedag.

Som nævnt i forrige artikel om sagen har Stoltenberg udvist den største konduite i hele forløbet og da også i meningsmålingerne fået markant opbakning. Terrorangrebet var netop ikke rettet mod muslimer eller andre indvandrere, men mod den demokratisk valgte regering og Arbejderpartiet - og det er derfor indlysende at sympatitilkendegivelserne til begge er det norske folks allerbedste måde at afvise Breiviks tåbelige forsøg på at angribe tingenes tilstand. Hans mangel på sans for de politiske realiteter dokumenteres på ubestridelig vis af hans krav om den norske regerings afgang som betingelse for at oplyse politiet om sine forbindelser. Han tror stadig i sit storhedsvanvid at han indtager en særstilling i forhold til retssystemet. Det gør han naturligvis slet ikke. Han er en gemen forbryder, og han står foran en lang straffesag for lukkede døre og en hård fængselsdom - med efterfølgende meget ubehagelig afsoning blandt hårde kriminelle der ingen sympati har for hans terror. Så lidt efter lidt kommer den norske debat sikkert i gang igen.



Herhjemme er indvandrerdebatten blusset op i skarpeste form og med helt vanvittige kortslutninger mellem Breiviks forbrydelse og den årelange kritik af den fortsat uafklarede danske indvandringspolitik og den fortsat naive opfattelse af multikulturalismens spøgelser.

Kun få dage efter Breiviks udåd var den evigt polemiserende filminstruktør og forfatter Chr. Braad Thomsen ude med et indlæg i Politiken hvor hans skyts i bedste venstrefløjsstil blev rettet ensidigt mod Dansk Folkeparti i almindelighed og Søren Krarup i særdeleshed. I værste propagandastil, nemlig med vilkårligt sammenstykkede citater og referencer til folk der advarer mod islamisering og multikulturalismen hævder Thomsen at Krarup har gødet jordbunden for den norske massakre "med sit forsvar for tilsvarende massakrer gennem historien og ved at oppiske en borgerkrigsagtig stemning og kalde dem, der er uenige med ham, 'landsforræddere'".

Også den altid provokerende Lars von Trier, der er draget af yderst problematiske selvdestruktive sider ved den nazistiske æstetik, langede omgående ud efter Dansk Folkeparti - og gjorde i samme moment udtrykkeligt opmærksom på at han - som det gode menneske han er på bunden - angrede slutningen af Dogville-filmen, som netop skildrer en gangstergruppes skånselsløse massakre på en hel landsby. Begge deler viser mandens forvirring og totale mangel på sund politisk dømmekraft. Filmens fiktive massakre er hovedpersonens hævn over en rædselvækkende og grænseløs ydmygelse fra alle landsbyboernes side, og har dermed ingensomhelst lighedspunkter med Anders Breivik udåd i den virkelige verden, men Breivik har i sit famøse manifest røbet at han godt kan lide filmen. Det er vi nogle stykker der kan, men det bliver flertallet af os ikke terrorister af, for dels kan vi skelne mellem fiktion og virkelighed, dels tager vi afstand fra vold i den politiske proces. Endvidere kan vi forstå at der er ydmygelser så grove at de kan føre til grusom hævn, og endelig kan vi også forstå at tilværelsen i åbne og demokratiske samfund som de moderne nordiske velfærdssamfund mindst af alt kan berettige massemord eller andre grusomheder.

Triers og Braad Thomsens falske slutninger er af rent politisk art og ligner desværre Anders Breiviks egne på ét væsentligt punkt: De retter skytset mod folk de ikke kan lide og som gennem årene har sagt deres ærlige meninger om indvandringen og alle øvrige problemer - men altid uden direkte eller indirekte at opfordre til vold, ja, altid ved at anbefale demokratisk debat og lovlige, demokratiske metoder.

Godt derfor at notere, at den norske statsminister udtrykkeligt tager afstand fra at hænge bestemte personer og partier ud som årsager til Breiviks tåbeligheder, og at også den socialdemokratiske retsordfører Karen Hækkerup herhjemme udtrykkeligt har pointeret, at Breiviks forbrydelse ikke er en logisk slutning af politiske handlinger. Eller for at sige det så kort som muligt: Det er hals- og meningsløs reduktionisme at føre Breiviks ugerninger tilbage til fredelige, demokratiske menneskers udtalelser overhovedet.



En helt anden skævvridning af debatten er mere uforvarende begået af den borgerlige debattør og teolog, sognepræsten Sørine Gotfredsen der i en kronik i Berlingske (29.7.) har anbefalet at "vi bruger Anders Breivik rigtigt", nemlig ved at forstå faren ved det multikulturelle, for det er fra den kant Breiviks had stammer.

Gotfredsen finder det ligefrem "chokerende at vi med vores mange erfaringer med det multikulturelle stadig skal høre det hjertegribende naive spørgsmål: Hvor stammer hadet fra? Vi ved godt, hvorfor Breivik hader, hvilket jo iøvrigt er blevet udførligt forklaret af manden selv. Han hader i protest mod forvandlingen af det norske og vesteuropæiske samfund, han er desperat og næppe ganske mentalt rask, men hans rationale står lysende tilbage (min fremhævelse). Og vi er i årtier blevet advaret om det af dem der i respekt for historiens tidløse tale har mindet os om, at volden vil bryde ude, når islam og kristendom støder sammen."

Kronikken udløste forståeligt nok et hav af forargede indlæg i Berlingske (plus enkelte støttende) - og til de forargede hørte såmænd også Chr. Braad Thomsen, der i sin forenklede tankegang synes ude af stand til at begribe at nogen overhovedet prøver at forstå en mand som Breivik og endog tillader sig i hans tilfælde at tale om 'rationale'. Straks kobler han Gotfredsen sammen med kristendommens uhyrligheder - ud fra de underforståede hovedsætninger, (1) at kristendommen ikke har noget at lade islam høre for som den ikke selv har begået, og (2) at alle religioner er lige slemme.

Gotfredsen har fortrudt sin formulering - og det skal hun have lov til. Med hensyn til formuleringer i den aktuelle anledning er det vanskeligt at udtale sig uden at kunne blive misforstået af folk der partout vil misforstå. Det lader til at den eneste der har lov til at vise en slags medmenneskelig forståelse for en decideret massemorder som Breivik er den fængselspræst der vil få opgaven at blive hans kommende professionelle sjælesørger. Gotfredsen kunne i hvert fald have undgået det sjældent brugte udtryk 'rationale' for det forbinder de fleste umiddelbart blot med begrebet 'fornuft', og da ingen kan se nogensomhelst fornuft i Breiviks tåbelige ugerninger - men hellere vil opfatte ham som sindssyg eller mentalt forstyrret - så gør man nok klogest i at bruge andre udtryk hvis man ønsker at forholde sig sagligt og nøgternt til selve de begrundelser manden selv er kommet med i sit manifest, og som helt og holdent er yderst problematiske subjektive vurderinger af faren fra islamiseringen og multikulturalismen. Da enhver begrundelse nu engang benytter de psykiske sekundærprocesser og disses indbyggede logik til at forklare sagen, og da den i Breiviks tilfælde foreligger i meget udførlig og rimeligt gennemtænkt form, er man nødt til at anerkende at Breivik ikke er mentalt forstyrret eller sindssyg (eller var utilregnelig i gerningsøjeblikket), men langt hen ad vejen kan tænke (og desværre også handle) rationelt, og at han i denne henseende har koblet sit overlagt kyniske overgreb på det norske demokrati direkte sammen med en mere eller mindre indbildt fare fra islamiseringen og multikulturalismen. (Med hensyn til begrebet 'fornuft' henvises iøvrigt til artiklen: Sund fornuft uforenelig med rettroenhed og lidenskabelig ensporethed  fra 17.8.11.)

Man kan vælge at finde Breiviks massemord så afskyelig, at såvel manden som hans tankegang skal afvises totalt som uvedkommende for den demokratiske debat om islamiseringen og mulitikulturalismen. Det er det nemmeste - og det venstrefløjen i høj grad ønsker, fordi det kan blokere for en debat de finder afskyelig i sin substans og ikke tør eller vil indlade sig på. Men det forsvinder grundproblematikken jo ikke af. Denne type reaktion er tværtimod blot en fortrængningsmekanisme. Og det skal i den forbindelse ikke forties at det er påfaldende at ønsket om fortrængning findes hos en mand som Chr. Braad Thomsen, der ellers er godt hjemme i Sigmund Freuds psykoanalyse, som begrebet stammer fra.

Lad os derfor lige notere at Sørine Gotfredsen i sit svar på nogle af de mange indvendinger understreger at vi bør være i stand til ærligt at diskutere det multikulturelle - også når det gør allermest ondt, og uden at stemple modparten som et ringere og mere anløbent menneske, end man selv er. Jeg er helt enig i det første, men har ingensomhelst illusioner om at tilhængere af multikulturalismen skulle være i stand til eller interesseret i at forstå folks bekymring for den overhåndtagende muslimske indvandrings negative indflydelse på de indfødte danskeres, svenskeres og nordmænds nationale værdier.



Multikulturalismen er - i nøje sammenhæng med begreberne universalisme og globalisme - blevet et indiskutabelt dogme for sine tilhængere på rent intellektuelt plan. De er som hovedregel uden føling med de folkelige træk ved kulturen som er groet frem i det stille hos de indfødte, ikke mindst gennem modersmålene og de fælles grundfortællinger. Men det faktiske skel i et moderne nordisk velfærdssamfund går ikke primært mellem 'indfødte' og 'indvandrere', eftersom mange anden- og tredjegenerationsindvandrere er 'indfødte' og har fået et dobbeltstatsborgerskab forærende i vuggegave, men derimod mellem dem der har lært hhv. dansk, svensk og norsk som modersmål og dem der ikke har.

Denne sprogtilegnelse er slet ikke en tilfældig eller overfladisk kompetence, men noget helt afgørende for at forstå et lands nationalkarakter. Juridisk set kan en andengenerationsindvandrer der er født i Danmark og har fået dansk statsborgerskab naturligvis anse sig for at være dansker, men kulturelt er han eller hun det ikke - og bliver det heller ikke automatisk ved at skaffe sig gode danskkundskaber og god uddannelse her i landet (formel sprogtest er derfor ikke sagen). Men hele tiden pukker disse indvandrere på statsborgerskabet (som jo i årevis blev givet med rund hånd til sammenførte familier hvis medlemmer overhovedet ikke var interesseret i at lære dansk og aldrig fik det lært).

Men de ægte folkelige træk blæser kultureliten på - derfor er det også deres største morskab at stemple ægte kulturdanskere som latterlige nationalister, nationalkonservative, højreekstremiser eller ligefrem racister. Sådanne latterlig folk findes der mange af. Også i Dansk Folkeparti der bl.a. har sit gruppeværelse på Christiansborg udsmykket med ene guldaldermalerier fra 1800-tallets danske kunst - som om der ikke er lavet umiskendelig dansk kunst i nyere tid af fx Jorn eller Bjørn Nørgaard, for blot at nævne et par stykker (eller på filmens område af selveste Chr. Braad Thomsen, der aldrig har lagt skjul på hvilket snævert miljø han stammer fra og har gjort oprør imod).



Modsat det norske Fremskrittspartiets leder Siv Jensen har Dansk Folkepartis leder Pia Kjærsgaard valgt at slå fast at der ikke skal justeres på tonen i debatten, for i et demokrati er det enhvers gode ret at sige hvad han eller hun mener. Debatten kan være hård, og det skal den have lov til. Men den skal netop altid være debat og aldrig opfordring til vold endsige fuldbyrdelse af voldshandlinger. Det er det afgørende. Og her kan man ikke bebrejde DF noget.

Men derfor kan der alligevel være god grund til at se på tonen og formuleringerne i lys af tragedien i Norge. Det kaldes selvransagelse, og en sådan er aldrig at foragte. For den er faktisk forudsætningen for at flytte sig (og flyttet sig har både Fremskrittspartiet og Dansk Folkeparti) - og dermed også forudsætningen for at komme modparten i møde og i det mindste prøve at forstå modpartens synspunkter. Det er jo lige præcis det ekstremister nægter at gøre, ja, det der bevirker at de bliver terrorister som fx Anders Breivik er blevet det - i skuffelse over at Fremskrittspartiet ikke ville som han ville! Man kan undre sig over at Siv Jensen i et interview til Aftenposten 2.8. åbent erkender at hun hidtil har fortrængt spørgsmål af direkte selvransagende karakter, og man må håbe at hun hæver fortrængningen, og at også Pia Kjærsgaard begiver sig ind i selvransagelsen i stedet for at håne Siv Jensen for nytænkning. For sagen er jo ikke blot et spørgsmål om hvorvidt ytringsfrihed skal gælde og nyde fremme - som den heldigvis gjorde her i landet under Muhammedkrisen - men også om at begrunde forsvaret for monokulturalismen og angrebet på multikulturalismen langt bedre på sagligt, rationelt plan end det hidtil er sket.

Hertil tjener Jernesalts stadige påpegning af betydningen af det folkelige og dets naturlige forankring i følingen med det kollektivt ubevidste, begreber som i vid udstrækning er ukendte for danske politikere og kommentatorer og derfor stort set ingen rolle spiller i den offentlige debat.

Men hertil tjener også Jernesalts stadige fremhævning af konsistensetikkens afgørende betydning. Denne etik fastslår at mennesket psykisk set er forpligtet til altid at sørge for overvægt af det gode på længere sigt, og heraf følger faktisk at det moderne sekulariserede demokrati, der kendetegner de nordiske lande, er langt bedre rustet til at løse det moderne samfundslivs udfordringer end enhver anden styreform, ikke mindst styreformer af islamisk art hvor der fortsat tænkes i lovreligionens fatale baner.

Dette er det en forpligtelse for demokratiets forsvarere at blive ved med at påpege - selvom det stadigt forekommer politisk ukorrekt i mange multikulturalistiske øjne. Men det er en forpligtelse der kun er blevet understreget af Anders Breiviks tåbelige og nytteløse terroranslag mod det nordiske demokrati.

Jan Jernewicz



Henvisninger:



Relevante artikler på Jernesalt:

Fornemt velbegrundet dom over tilregnelig Breivik  (25.8.12.)
Breivik-debatten tager ikke tyren ved hornene: det emergente kultursammenstød i Europa  (20.6.12.)
Sund fornuft uforenelig med rettroenhed og lidenskabelig ensporethed  (17.8.11.)
Overlagt kynisk terrorangreb på norsk demokrati  (25.7.11.)
At være terrorist eller at være demokrat  (7.2.11.)
Ytringsfrihed og terrortrussel  (30.9.10.)
Terror mod humor og sekularisering  (5.1.10.)
Tysk terror gennem 30 år var ekstremt inkonsistent  (4.1.08.)
Blekingegadebandens syge idealisme  (30.11.07.)
Hvorfor terrorisme?  om de sociale, politiske, religiøse og psykologiske grunde (20.2.07.)
Hadets tiltrækning og livsløgn    (31.7.07.)
Front mod islamismen  (4.3.06.)



Kan moral begrundes?  (Erling Jacobsens moralfilosofi)
Etik og eksistens   (Essay om etikkens placering i den menneskelige eksistens)
Konsistens-etikkens Ti Bud   (Ti moderne principper for det sekulariserede samfund) At være fremmed eller hjemmehørende er et etisk spørgsmål  (4.2.11.)
Hvor kommer det onde fra?   - Er mennesket ligefrem ondt af natur?  (23.3.05.)



De psykiske fundamentalkræfter  (2.4.09.)
De psykiske grundprocesser
Jeget og selvet
Selvet - sjælen - ånden
Det kollektivt ubevidste og dets fundamentale eksistensværdi



Artikler om Danmark
Artikler om Samfund
Artikler om Etik
Artikler om Eksistens
Artikler om Religion
Artikler om Sekularisering



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Helhedsrealismen
De psykiske grundprocesser
Konsistens-etikken



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal