Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - kanel28nej

ARTIKEL FRA JERNESALT - 23.2.06.


Nej til mægling og nej til undersøgelse

af Jens Vrængmose

Nej til mægling

Mæglere og moralister har kronede dage for øjeblikket. Den store muslimske verdens politiske og religiøse ledere samt pøbel har rottet sig sammen mod lille Danmark med flag- og ambassadeafbrændinger, vareboykot og andre former for protester som følge af at Jyllands-Posten har tilladt sig at bringe humoristiske tegninger af profeten Muhammed (Fred være med ham).

Moralister fra Bill Clinton til Poul Nyrup, fra Koffi Annan til Vladimir Putin og fra Hans højhellighed Paven til den forsmåede Lech Walesa har fordømt tegningerne som skammelige og stupide, fordi de påstås at krænke religiøse følelser som sådanne, skønt de kun på humoristisk vis driver gæk med specifikke følelser der har at gøre med visse muslimerns misbrug af profetens navn til vold og terror.

Og mæglerne prøver med diplomatiske midler at dæmpe de politiske og religiøse ledere der åbenlyst har hovedansvaret for gemytternes ophidselse. De færreste kan se noget forkert i forsøgene - det ville i hvert fald være højst besynderligt om de personer der er tale om ligefrem gik rundt og hældte mere benzin på bålene. Men der er ikke desto mindre i den vestlige verden en udbredt skepsis over for nytten af sådanne anstrengelser. Det vides således med sikkerhed, at EU's såkaldte udenrigsminister Javier Solana ikke har fået det store udbytte af at rejse Mellemøsten tyndt for at overbevise sine muslimske kolleger om at tegningerne bare var en smutter og at danskerne og de øvrige europæere skam respekterer muslimerne.

Den danske statsministers forsikringer om det samme til arabisk tv, virkede heller ikke overbevisende. Den oplyste, men på bunden humoristisk anlagte udenrigsministers nyeste forsøg med direkte henvendelse til arabiske tv-seere, behøver man heller ikke være profet for at se vil blive af underordnet virkning. Og danske biskoppers møde i Cairo med højtstående repræsentanter for islamiske trossamfund mundede også bare ud i banale forsikringer om at kristne respekterer muslimer og iøvrigt ligesom disse helst vil have skånet alle religiøse følelser.



Hele vejen rundt går øvelsen ud på at fortie sandheden, at der er grundliggende kvalitetsforskel på muslimsk religion og kultur på den ene side og sekulariseret vesterlandsk religion og kultur på den anden side. Kulturerne er - uanset om man kan lide udtrykket eller ej - stødt sammen på grund af denne fundamentale forskel - og det vel at mærke i et omfang og en følelsesmæssig styrke der i sig selv understreger forskellen. Og altsammen er det foranlediget af fortolkninger af tegningerne der er så diametralt modsatte at også fortolkningerne afslører en forskel der råber til himlen. Det der for den ene part - eksklusiv de uforbederlige moralister - er en selvfølgelig humor er for den anden part æreskrænkende af lige netop den grund at muslimer har knyttet deres absolutte ære og identitet til et menneske der gjorde sig til en absolut ukrænkelig autoritet for 1300 år siden.

Mægling mellem sådanne to diametralt modsatte kultur- og religionsopfattelser er simpelthen efter sagens natur en komplet umulighed. Forestillinger om at den er mulig er illusioner uden sidestykke. At påstå at den egyptiske udenrigsminister i sin henvendelse til den danske udenrigsminister i november skulle have fremlagt nogen form for forsoningsmulighed er en tilsnigelse der kun viser letsindig omgang med begreberne. Det denne mand forstår ved forsoning er opgivelse af dansk åndsfrihed.



Sagen drejer sig nemlig slet ikke om manglen på dialog eller manglen på ydre, formel respekt over for andre religioner eller andre menneskers religiøse følelser. Den drejer sig heller ikke om ytringsfriheden og dens eventuelle grænser over for menneskers finere følelser. Den drejer sig derimod om selve åndsfriheden, dvs den ubetingede ret til at kunne tænke, tro, tale og tegne samt ånde frit - uanset hvad religiøse, ideologiske, politiske, moralske, erhvervsmæssige, fagforeningsmæssige eller videnskabelige autoriteter måtte bestemme. Intet mindre.

De sekulariserede vestlige samfund - og kun disse - har i nyere tid udviklet en åndsfrihed som er ukendt for muslimerne, men som indebærer at alle religioner og ateistiske ideologier uden undtagelse er blevet relativiserede i den forstand at de ikke længere er hævet over eller kan unddrage sig kritik og analyse eller humorens nådesløse lys. Denne relativisering undergraver ikke kulturen eller moralen, men styrker dem faktisk, for det gør det muligt at forene religion med humor og dermed med den fulde tragiske forståelse af at friheden først vindes når vi træder ud af den besættelse der hedder at have ret og for alt i verden ville have ret.



Nej til Tyrkiet

På det sidste er Tyrkiet blevet bragt på bane som mægler i sagen - efter ihærdige bestræbelser fra premierminister Erdogans og udenrigsminister Güls side samt naiv imødekommenhed fra den østrigske udenrigminister Ursula Plassniks og Javier Solanas side. Tyrkerne vil gerne i EU, og visse politikere i EU arbejder - trods folkeafstemningernes tydelige tale sidste år - energisk på deres optagelse. Tyrkiet påstås at være en bro mellem den vestlige og den muslimske verden, fordi landet vitterligt har en bropille i begge lejre - og desuden siden Atatürks reformer i 1920'erne går for at være et sekulariseret land.

Men man fortier eller nedtoner at Tyrkiets medlemsskab af EU totalt vil ændre magtbalancen i Europa, og at tyrkere - uanset sekularings- og demokratiseringsproces - vil forblive muslimsk med en tankegang der er fundamentalt anderledes end europæernes og rummer drømmen om sekulariseringens ophævelse. Tyrkerne kan følgelig ikke være mæglere mellem muslimer der aldrig har kendt og er inderligt imod åndsfriheden og på den anden side europæerne der har vundet åndsfriheden, værdsætter den og - med visse undtagelser - vil forsvare den af alle kræfter.

Det er kun godt at statsminister Anders Fogh Rasmussen tydeligt, men på tilpasset diplomatisk måde har lagt luft til det tyrkiske initiativ. Han ville tabe stort, hvis han indlader sig på flirt med disse friere. Og tilsvarende er det et godt tegn at den hollandske regering klart undsiger Solanas solistiske tanker om i samarbejde med FN at begrænse europæernes ytringsfrihed for at tækkes muslimerne.

Ytringsfriheden er ikke til debat - og må ikke sættes til debat i Europa. Den er ikke - som visse muslimer vil give det udseende af - en afgud der pludseligt sættes over religionernes guder. Den er derimod en central del af den åndsfrihed der er hellig, fordi den og kun den tillader den ægte religionsdyrkelse og -forståelse hvor alt afguderi - inklusiv absolut tro på profeter - er synd.



Nej til undersøgelse

Når oppositionen nu med massiv støtte fra dagbladet Politiken og henvisninger til oplysninger fra den egyptiske udenrigsminister har forstærket kravet om at få en uvildig undersøgelse af regeringens og navnlig statsministerens håndtering af Muhammed-krisen, så er der grund til at slå fast, at undersøgelsen set ud fra et overordnet helhedsrealistisk synspunkt - udover at den vil blive tids- og ressourcekrævende uden at give noget for pengene - er overflødig, fordi sagen ikke drejer sig om ordlyden, oversættelsen eller fortolkningen af hverken de 11 muslimske ambassadørers famøse brev eller den egyptiske udenrigsministers henvendelse til FN's generalsekretær.

Sagen drejer sig om selve åndsfriheden, og krisen er alene eskaleret, fordi muslimske ledere ikke vil acceptere ytringsfriheden i dens fulde, åndsdimensionale omfang, men hypper deres egne absolutistiske kartofler og magtinteresser.

De 11 ambassadørers, de pseudodanske imamers og den egyptiske udenrigsministers mål og ambition har fra første færd været at markere og forstærke den muslimske vrede over den danske humor og derigennem at tvinge den danske regering og befolkning til at indskrænke ytringsfriheden og afsværge åndsfriheden. De har gjort det og de fortsætter - med det såkaldt kulturradikale Politikens uforbeholdne støtte og hjælp - med at gøre det på lige netop den måde der dokumenterer at muslimerne sætter deres afguder over åndsfriheden og mobilserer alt hvad de kan af følelser og vold for at få dette afguderi gjort til en menneskerrettighed.

Dette er hele krisens kerne og derfor tjener en nærmere undersøgelse af forløbet ikke andet end afledningens tåbelige formål. Den kan roligt overlades til historikerne. Politikerne bør ikke spilde tid på den. De ansvarlige af dem bør tværtimod koncentrere sig om kampen for åndsfriheden, imod fordummelsen og formørkelsen. Men de kunne rigtigt nok gøre det med lidt klarere forståelse for åndsfrihedens art og værdi.

Deres ærbødige

Jens Vrængmose



Henvisninger:

Religion, humor og tragedie  (19.02.06.)

Muhammed-sagen (oversigt over artiklerne fra og med 20.10.05.)   Klik

Øvrige udgydelser af Jens Vrængmose:  Klik



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal