Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - sende09tragedie

ARTIKEL FRA JERNESALT - 19.2.06.


Religion, humor og tragedie

Mange mennesker har den opfattelse at religion er et så alvorligt foretagende at det er forkasteligt at gøre grin med den og fx bringe tegninger af profeten Muhammed, lave vægmalerier af Jesus med erigeret lem eller hænge komiske figurer op på kors i film eller på teater. Og finder man det ikke ligefrem forkasteligt, så mener man i hvert fald at det er unødvendigt og uklogt.

Alle muslimer finder det særligt krænkende for deres religiøse følelser at se profeten fremstillet med en bombe i turbanen, skønt vi faktisk er mange der i vore frie associationer netop forbinder ham med en sådan tingest i kraft af islamistiske terroristers (mis-)brug af profetens eller religionens navn. Men også mange velmenede ikke-muslimer finder sådanne tegninger upassende, ja, kalder dem barnagtige eller stupide - ikke fordi disse ædle moralister er religiøse, men fordi de mener at vi skal vise vore muslimske indvandrere den respekt ikke at bruge ytringsfriheden til forhånelse af deres tro. At troen i vid udstrækning er absolutistisk - og derfor også er en modsætning til demokratiet og sekulariseringen - betyder åbenbart ikke noget. Muslimer skal nyde en ubetinget respekt som ingen andre religioners tilhængere hidtil har haft, og det på trods af at netop absolutisterne blandt dem er en trussel mod vores frihed. Fra de forargede moralisters side skelner man heller ikke religionen som sådan fra dens tilhængere, skønt der er pokker til forskel, idet enhver religion har universelle, i princippet respektable træk, mens tilhængerne er yderst konkrete mennesker der altid indgår i en social, kulturel og politisk kontekst - og derfor i mange tilfælde desværre havner i helt uacceptabel militant kamp for deres religion.

Moralisternes bedømmelser er udtryk for den sorteste uvidenhed om både religion og humor. Religion bliver kun i pietistiske, dogmatiske, fundamentalistiske og antidemokratiske tider defineret som en så alvorlig sag at enhver krænkelse holdes for uacceptabel og strafbar. Men i andre, mere frie og mere mangedimensionale tider har religionen og latteren hørt sammen, ja dybest set betinger de hinanden, så det bliver tåbeligt at gøre forsøg på at fjerne humoren fra religionen.



Den russiske Rabelais-forsker Mikhail Bakhtin har i sit værk om middelalderens 'Karneval og latterkultur' (1965) påpeget at der side om side med de seriøse kulthandlinger eksisterede en latterkultur med latteliggørelse og forhånelse af guderne. Side om side med de seriøse myter eksisterede der parodier på dem, latter- og hånemyter ved siden af heltemyterne. Først da klassesamfundet og staten begyndte at udvikle sig, umuliggjordes ligeberettigelsen mellem de to fundamentale aspekter af tilværelsen.

Karnevalet var universelt af karakter, det var en særlig tilstand for hele samfundet, et samfunds genfødelse og fornyelse som alle var deltagere i og alle levede med i. Så længe karnevalerne varede, var der ikke noget andet liv end karnevalslivet. Legen blev for en tid livet selv. I hverdagslivet fungerede narren og landsbytossen som en slags permanente bærere af karnevalets idé. De var reelle og ideelle på samme tid. De levede på grænser mellem livet og kunsten. Hele dette latterelement i middelalderens folkeliv var fuldstændigt befriet for kirkelig-religiøs dogmatisme, ja, det omfattede ifølge Bakhtin direkte parodier på den kirkelige kult.

Når disse karnevalsfænomener tilsyneladende hørte til i en helt anden sfære af tilværelsen, skyldtes det at den religiøse kult og dermed virkelighedsopfattelsen var blevet systematisk indsnævret. Den oprindelige fest var taget ud af den officielle kult som var blevet gjort til et redskab for magthavernes ensidige interesser. Oprindeligt var fest en central og primær form i alle kulturer, for kulturerne var mangedimensionale. Festen, latteren, dramaet og humoren var simpelthen komplementære modstykker til den officielle religion og den officielle magtkultur. Bakhtin kalder denne karakteristiske form for middelalderlig folkekultur for 'grotesk realisme' og angiver dermed netop komplementariteten.



Den danske religionshistoriker Vilhelm Grønbech påpegede i 'Livet er et fund' tilsvarende at de gamle religioner generelt netop - til forskel fra de moderne udgaver af dem - fik deres vælde ved at de omspændte hele livet fra dets højeste skaben til dets gladeste løjer. Og han mindede specielt om Aristophanes' sprælske værker inden for den hellenske kultur og Rabelais' groteske realisme inden for den middelalderlige kristendom.

Grønbech påpegede endvidere den nære sammenhæng mellem religion, kunst og humor. Dybest set er kunst religion, fordi den opdager sider af tilværelsen der går ud over det timelige, borgerlige og moralske - nøjagtigt som humoren.

Humor er uforenelig med moral i betydningen norm for rigtig opførsel, ja, den er faktisk direkte umoralsk og derfor farlig. Den er i hele sit væsen ude over de grænser som moralisterne må sætte op for at opretholde deres orden i verden. Humoren gør fri, fordi den åbenbarer at vi ikke er årsagssammenhænge, determinerede mekaniske dukker eller moralens blinde slaver, men skabende liv.

Humoren bliver med andre ord befrieren og livgiveren. Den viser bedst sin magt i de mørkeste stunder. Den er i virkeligheden det alvorligste af alt, for den rummer en fare som skal overvindes. Den frelser fra livsangst og dødsangst, men tager ikke angsten bort. Tværtimod går den ned i angsten for at overvinde den ved at lade livets skabende kræfter, de grundliggende ubevidste energier, få mulighed for udfoldelse. Gennem humoren sejrer livet på denne måde over døden, og den gør det i selve visheden om at en ny verden er på vej, en verden der er større end den gamle var.



Her står vi ifølge Grønbech midt i tragedien, hvis kerne altså slet ikke skal opfattes som det sørgelige eller som noget der har med med heltens død at gøre. Den er derimod det gamles fald til fordel for noget nyt, uberegneligt eller emergent. Den er dermed et opbrud af livets uudtømmelige, skabende kræfter.

Helt på linje med William Blake siger Grønbech at kamp og fortvivlelse er forudsætningen for frigørelsens slip. Vejen til udfoldelse og nyt liv går gennem undergang og selvopgivelse. Og de kan derfor begge fuldtud tilslutte sig evangeliets påstand om at den der vil frelse sig selv skal dø, mens den der opgiver sig selv skal frelses. Det betyder på dybdepsykologisk sprog at vejen til totalpsykens frigørelse går gennem opgivelsen af det snævre borgerlige og moralske jeg.

Dette svarer igen til hvad den jødiske filosof Martin Buber rammende har sagt om 'tragediens område' i eksistensen: det er det område hvor det at have ret hører op. Dybdepsykologisk vil dette igen sige, at tragediens område er selvets eller totalpsykens område, hvor jegets evindelige krav på at have ret og pukke på sin ret er opgivet.



Betragter man nu problemet med islam og muslimerne i lyset af dette, bliver det ubestrideligt at muslimerne i forhold til jøder og kristne samt sekulariserede vesterlændinge i almindelighed har en ikke blot påfaldende, men katastrofal mangel på religiøs humor.

Jødedommen var fra starten af en lovreligion, men kristendommen adskilte sig markant fra den ved at bryde med forbindelsen mellem moral og frelse. I kristendommen retfærdiggøres man ikke gennem sine gerninger, og det enkelte menneske kan ikke slutte fra sin eventuelle borgerlige succes med dens rigdom og karrieremæssige opstigning til sin retfærdighed eller godhed. 'Frelst', 'retfærdig' eller fri i psykologisk forstand kan enhver blive - uanset udseende, race, køn, formue, begavelse, uddannelse, social rang eller konfession - og det sker gennem 'nåden' eller 'troen', det sidste ikke forstået som troen på bestemte dogmer, men som visheden om at man har lov til at være her og er god nok som man er. Man fritages med andre ord for enhver bekymring om at skulle leve op til andres forventninger, borgerskabets normer, præsteskabets krav eller partiets fordringer. Man slipper selvfølgelig ikke for moralske forpligtelser, men det er altså ikke den enkeltes stræben efter at opfylde disse der gør fri.

Kristendommen og kirken er ikke opfundet af Jesus, men af hans apostle, der i vid udstrækning slet ikke fattede ham, og der er derfor kommet et klart dogmatisk element ind i billedet som igen tidligt førte til kirkens magtstræb og forsøg på ensretning. Dogmer og magt hører sammen som siamesiske tvillinger. Disse fænomener er i klar modstrid med Jesu eget budskab, for lytter man med åbent sind til dette budskab i det Jesus selv gjorde og sagde - ikke mindst i lignelserne - så vil man forstå at han skånselsløst hånede tidens dominerende jødedom, farisæismen, netop for dens absolutistiske sammenkædning af moral og frelse.

Jødedommen har siden udviklet sig betydeligt, ikke mindst i sin europæiske form. Og her er det karakteristisk at man nok fastholder Moselovens betydning for religionen, men ikke desto mindre forlængst har ikke blot liberaliseret religionens tusindvis af ofte utidssvarende bestemmelser, men gjort humoren til en ufravigelig del af selve religionen. Humoren har været der altid - hvad man kan læse vidt og bredt i Det gamle Testamente - men den blev stærkere udviklet i 'diasporaen', den påtvungne overlevelse blandt fremmede i adspredte grupper. Allerstærkest og smukkest ses dette i den østeuropæiske jødedom, chassidismen, som var Martin Bubers - og iøvrigt også Marc Chagalls - udgangspunkt.

For begge religioners vedkommende er det klart, at humoren og tragedien kommer særligt stærkt ind i billedet, fordi de begge i lange perioder måtte affinde sig med nederlag og undertrykkelse. Det fremmer humorens blomstring, fordi humoren fremmer overlevelsesevnen, ja i grunden er identisk med denne. Den gør kulturen, sproget, litteraturen og kunsten fulde af nuancer som ellers ikke ville være der. Og den befrier definitvt fra al fanatisme og fundamentalisme og udvider derfor horisonten fra det rethaveriske og æreshævdende jegs snævre verden til selvets åbne verden.

Humoren indebærer friheden til at se på selv de helligste ting og personer med friske, traditionsbrydende, ja, oprørske øjne. Forstår man de religiøse grundforestillinger, de arketypiske forestillinger, til bunds, så vil man forstå, at de slet ikke antastes af analyse, kritik eller hån og satire. De bliver tværtimod forstærkede af alle angreb.



Islam derimod var fra starten en erobrerreligion. Og den har som sådan aldrig nogensinde accepteret nogen form for underkastelse eller ligestilling med andre religioner. Den er totalt blottet for en relativistisk opfattelse der kan se egne sandheder som subjektive og altså indrømme deres mangel på objektivitet. Muslimer har humor som alle andre mennesker i den snævre betydning at de kan se det latterlige i latterlige ting som fx at falde på halen. Og nogle muslimer har også udviklet en mere omfattende personlig humor, hvad man kan se i litteraturen eller hos stand-up-komikere. Men gennemgående er humoren et våben rettet mod andre i form af grin, hån, latterliggørelse og satire. Den bliver aldrig rettet indad mod religionen selv, for det betragtes som forkastelig helligbrøde, og islam får derfor aldrig mulighed for at nuancere sine myter, skikkelser og normer med lige netop den underfundighed, ironi og selvironi der udelukker absolutistisk dogmatisme.

Tragedien kendes ikke i islam. Løsenet hedder altid: Vind eller tab! Stå fast på din ære - eller gå i moralsk opløsning. Hold på din ret, for du sidder inde med den ubetvivlelige sandhed, og slipper du den mister du din identitet. Alle andre menneskers sandheder er følgelig vranglære. Alle der ikke deler islams sandheder er vantro - og dermed fjender.

Det siger sig selv, at en sådan religion må give problemer når den støder sammen med sekulariseret jødedom, kristendom eller almindelig ateisme. Gensidig respekt er i realiteten udelukket, for troende muslimer holder på den absolutte sandhed, og gør man det bliver modpartens holdninger usande. Hvis kulturerne holdt sig hver for sig, kunne de eksistere i en slags kold krig eller høfligt afmålt respekt, så parterne fx kunne nøjes med udveksling af handelsvarer. Men når troende muslimer med disse absolutte sandheder i bagagen og i hjerterne bliver indvandrere i frie sekulariserede lande, bliver konflikter uundgåelige. For de frie lande ville være tvunget til at opgive deres frihed - sekulariseringsfriheden, ytringsfriheden, kvindernes frihed, ja åndsfriheden - hvis de skulle acceptere ukrænkeligheden af islams absolutte sandheder og muslimernes hermed forbundne religiøse følelser.



Det tragiske i det nuværende kultursammenstød mellem muslimerne og den sekulariserede vestlige verden ligger ikke i at den ene part i sidste ende må give fortabt, selvom det er det den mest følsomme part for øjeblikket tror og derfor det der får den til at gå så voldsomt, fanatisk og militant til værks mod selv den mindste antastelse af deres sandheder, så det umiddelbart giver indtryk af at alle dens tilhængere har mistet forstanden. Nej, det tragiske ligger nu som altid i at den absolutistiske hævdelse af jeget, æren og identiteten står for fald - for at kunne give plads for det der er større, det der har humoren i behold, det der rummer mulighed for gensidig respekt, fred og forsoning.

Den sekulariserede vestlige verden med sin mangfoldighed af subkulturer og sin dybtgående relativisering af sandhederne og moralen er for øjeblikket truet som næppe nogensinde før af absolutismens glødende fanatikere. Men den er i stand til at stå imod og værge sig. Og den har endda i de seneste uger fået understreget sine grundlæggende værdiers afgørende betydning, så der nærmest - med lidt højtidelige ord - må siges at være påbegyndt en moralsk og religiøs rejsning eller vækkelse.

Muslimerne i denne vestlige verden kan fremover ikke undgå at skulle tage stilling til om de vil acceptere sekulariseringen og åndsfriheden - og tage den konsekvens at relativisere deres religion ved at indføre humoren i islam og i det hele taget gøre alvorligt op med dogmatismen og ukrænkeligheden. De må løsrive sig fuldstændigt fra bindingen til imamer eller andre religiøse lærere og ledere uden for landet. De må forholde sig frit til de stramme regler for regelmæssig bøn såvel som for den underdanige bedestilling der går tilbage til feudal-tiden. De må acceptere at koranen er én ud af mange forskellige åbenbarede skrifter, og at enhver 'åbenbaring' (nedslag i et enkelt særligt motiveret og åbent menneskes bevidsthed) er bestemt af dette menneskes psyke, tidspunktet for hændelsen og hele den kulturelle kontekst - og som følge deraf ikke besidder nogen objektiv sandhed. De må endelig også lære at se profeter som mennesker, der nok var af særlig støbning og havde særlige gaver, men ikke desto mindre var mennesker med menneskelige fejl og begrænsninger, der udelukker at de kan betragtes som hævet over analyse, fortolkning eller kritik og spot. - Alt i alt en stor udfordring, men faktisk også en særdeles givende og perspektivrig udfordring for dem.

Muslimerne i den muslimske verden står over for meget større udfordringer, for de skal afgøre med sig selv om de vil gå islamiseringens teokratiske, anti-demokratiske og anti-sekulære vej med hvad den indebærer af kulturel, social og økonomisk stagnation. Eller om de vil slå ind på sekulariseringens og demokratiseringens vej der vil indebære opgivelsen af de absolutte sandheder, men til gengæld indførelsen af humoren og tragedien i kulturen og dermed muligheden for fred og forsoning med jøderne såvel som med vesterlændingene. Her er der unægteligt meget langt igen. Men den første og uden tvivl også den vanskeligste strækning på vejen hedder anerkendelsen af staten Israel. Resten kan så at sige betragtes som eftervirkninger. Men forjættelsen turde være klar: fred i Mellemøsten.

Det er hvad der ligger i forventningerne om Messias's komme. Det er ikke en persons komme, det er ikke våbenhvile og tom respekt, det er ikke én enkelt religions fuldstændige sejr og overherredømme. Det er derimod at alle mennesker - uanset tro og konfessionelt tilhørsforhold - går ind i tragediens rige.

I al enfoldighed

Peer Sendemand



Henvisninger:

Humor og religion i værdikampen  (4.2.06.)
Humor og tragedie  (om Vilh. Grønbechs 'Livet er et fund')
Latterkultur  (om Mikhail Bakhtins 'Karneval og latterkultur')

Humor i Mellemøsten
Muslimsk humor - en selvmodsigelse?

Introduktionssserie om Den komplementære helhedsrealisme:   Klik
Herunder artiklen:   Kristendommen passé?  (26.12.04.)

Oversigt over artiklerne om Muhammed-sagen:  Klik

Oversigt over Peer Sendemands artikler:Klik



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal