Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - sende07humor

ARTIKEL FRA JERNESALT - 4.2.06.


Humor og religion i værdikampen

De fleste mennesker i dette land vil nok umiddelbart betragte humor og religion som uforenelige fænomener. For de fleste mennesker på vore breddegrader betragter religion som overtro og uforstand. Og de fleste oplever i disse dage en vis religion fra Mellemøsten udarte i en hadefuld og ustyrlig fanatisme, rettet mod fuldstændigt sagesløse erhvervsfolk og foranlediget af en efter danske forhold uskyldig ting som humoristiske tegninger i et dagblad. Det bekræfter jo altsammen almindelige menneskers værste fordomme om religion i almindelighed, men om islam i særdeleshed. Visse imamers og diplomaters åbenlyse krig mod dansk mentalitet kan efter sagens natur kun give bagslag.

Går vi til historien eller litteraturen vrimler det med negative udtalelser om religion som heller ikke ligefrem peger på forsonende elementer af humor. Kendtest er nok Karl Marx' påstand om at religion er opium for folket. Men allerede den enevældige preusserkonge Frederik den Store kunne i 1737 skrive til den franske oplysnings-forfatter Voltaire, at religion er pøbelens afgud, for den beundrer alt den ikke forstår. Eller han kunne om teologerne skrive, at de alle er af samme skuffe, ligegyldigt hvilken religion eller hvilket land de kommer fra. "Deres mål er altid at udøve despotisk autoritet over folks samvittigheder. Derfor forfølger de alle os der har den forvovenhed at sige sandheden."



Islam er mange gange i det indeværende kultursammenstød blevet beskyldt for at mangle humor. Således af muslimske stand-up-komikere både her i landet og i London (se artiklen Muslimsk humor). Og i disse dage er anklagen gentaget af en sekulariseret muslimsk dansker som Naser Khader - og naturligvis ofte af det religiøst og politisk uafhængige Jernesalt.

Problemet er ikke underordnet, for humor er uforenelig med fanatisme og fundamentalisme, og derfor er sans for humor og vid, ganske som den polske forfatter og senere dissident Antoni Slominski engang skrev, et dødeligt virkende lægemiddel mod fanatismens virus. Han rettede så tidligt som i 1934 sin satiriske kritik mod både kommunismen og nazismen i komedien 'Familien'.

Islams problemer med humoren hænger meget nøje sammen med selve absolutismen. Man holder koranen og profeten for absolut ukrænkelige helligdomme. Man indterper synspunktet i koranskolerne og i fredagsprædikenerne. Og hvor man har magt, forfølger man folk der vover at krænke religionen, mens man andre steder må nøjes med at protestere, og eventuelt, som vi har set i den aktuelle sag demonstrere med bannere, boykot af handelsvarer og afbrænding af flag og portrætter - mere elle mindre beordet fra højeste sted i magthierarkiet.

Islams fortalere bedyrer at de hverken er imod humor eller ytringsfrihed. Blot skal der være en grænse for disse udfoldelsers udøvelse - og den skal de vel at mærke selv kunne definere fuldstændigt efter eget forgodtbefindende. Og ved hjælp af såkaldte menneskerettighedsforkæmpere i ind- og udland får de opbakning til det for alt demokrati undergravende princip, at et i sig selv rimeligt krav om respekt for tro og religion nødvendigvis indebærer et totalt forbud mod at krænke andre menneskers følelser - på trods af at netop følelser kan være grundlagt på identitetsgivende æresbegreber der er fuldstændigt utidssvarende for det moderne samfundsliv.



Men spørgsmålet må da naturligvis stilles om kristendommen er bedre.

Og her må i vidt omfang siges nej, fordi det er ubestrideligt at kristendommen i flere og flere europæiske lande fra og med kejser Konstantins erobring af romerriget i 324 til de nordiske landes kristianisering omkring det første årtusindskifte blev statsreligion og straks benyttede statsmagten til at gennemtvinge ensretning og bekæmpe og udrydde modstandere. Den katolske kirke indførte i 1231 den pavelige domstol 'inkvisitionen', som blev et effektivt og i lange tider skånselsløst redskab til bekæmpelse af alle kættere - og faktisk først i 1965 omdøbt til det pænere navn Troskongregationen. Men i 1517 sørgede den tyske munk Martin Luther for det oprør mod pavemagten, som førte til de nordeuropæiske landes frihed - og en fuldstændigt uhæmmet latterliggørelse og forhånelse af katolicismen og dens mange unoder. Det almindelige præstedømme - at enhver har sit eget direkte gudsforhold uden autoriserede præsters og pavestolens mellemled - blev knæsat, men lutherdommen havde fra starten og har fortsat også sin ortodoksi, som det længe var farligt at spøge med. Heksebålene tog til efter reformationen. I katolicismen levede dogmatismen videre - side om side med ikke-dogmatiske og irrationelle fænomener som Mariadyrkelsen (jf. artiklen Det fromme menneske). Dogmatismen fik filmmanden Luis Bunuel vrøvl med da han lavede 'Viridiana' i 1961. Hans respektløse svar kom i 1969 med filmen 'Mælkevejen' (Jf. artikel).

Det store omslag kom med oplysningstiden fra ca. 1690 til 1780, fortsatte med den franske revolutions frihedsideer og kamp mod enevælden og fuldbyrdedes med indførelse af demokratiet i de europæiske og nordamerikanske lande. Tros-, tanke- og ytringsfriheden blev det grundlovssikrede fundament for samfundsudviklingen. Men kirken afslørede sin store uvilje mod denne udvikling ved bl.a. sin massive modstand mod naturvidenskaben, således som den klarest kom frem i kampen mod darwinismen. Denne kamp blev kirkens største og mest katastrofale bommert i nyere tid, en bommert den endnu ikke er kommet fri af. Kristne fundamentalister fastholder den dag i dag fanatisk deres bogstavelige bibelfortolkning, men har heldigvis ikke magten nogen steder. De gør imidlertid i USA hvad de kan gennem lobbyvirksomhed og stemmeafgivning for at påvirke magthaverne til at forhindre naturvidenskabens eneret til at forske i naturen uden at blande decideret eksistensforståelse ind i billedet.



Men kristendommen har overlevet af tre grunde, den har overvejende accepteret og tilpasset sig sekulariseringen, og den har fastholdt den bibelske mytologi samt forskellen mellem Jesu lære (evangeliet) på den ene side og dogmerne (teologien) og lovreligionen (morallæren) på den anden side.

Sekulariseringen betød oprindeligt blot verdsliggørelsen af kirkernes godser, vi ville i dag kalde det nationalisering eller privatisering. For derigennem undergravedes kirkens politiske magt. Senere fulgte så en adskillelse mellem stat og kirke der sikrede kirken lovformeligt grundlag for at udøve sin virksomhed, men som samtidigt placerede skolernes religionsundervisning i statsmagtens regi. I Danmark fik vi en lidt speciel folkekirkelig anordning, der reelt indebar sekularisering, men bevarede den kristne kirke som national førstereligion. Sekulariseringen betød alle steder, at der blev meget vide rammer for kritik af eller direkte forhånelse af kirken, bibelen, præsterne samt Gud, Jesus og Helligånden - for ikke at tale om Jomfru Marie.

For det indre liv i kirken blev de andre punkter vigtigere. Det lå klart fra starten at kristendommen byggede på evangelierne og dermed på det faktum at Jesu lære adskilte sig markant fra jødedommen ved at bryde principielt og fundamentalt med al lovreligion. Moralen blev selvfølgeligt ikke afskaffet, men moralen var ikke længere vejen til den enkeltes frelse, det var troen og nåden. Det er et uhyre centralt punkt som det har været vanskeligt for kirken selv at forklare for andre og - som det kan ses af brevene fra apostlen Paulus - også vanskeligt for ham at forklare for sig selv. Men Luther fandt en udvej ved at hævde at det menneske der var retfærdiggjort ved troen og nåden var (psykologisk) frit til at holde loven, de grundlæggende morallove og samfundets love.

Hele problemet viser ganske godt, at selv den kristne kirke - på trods af de tre grundevangeliers klare og meget enfoldige tale - havnede i og uvægerligt måtte havne i endeløse teologiske stridigheder og spidsfindigheder. Mytologien holdt man fast i, fordi bibelen som færdigt skrift lå fast. Men modsætningen mellem mytologi og dogmatik er også urokkelig, for den grundliggende forskel mellem myter og dogmer kan man ikke komme uden om med fortolkninger af nogen art. Forskellen er at myter er fortællinger eller billeder der primært kommer fra og taler til de psykiske primærprocesser og derfor fortsætter deres kreative liv i det ubevidste, mens dogmer overvejende er skriftligt formulerede 'sandheder' der til hver en tid kan defineres ret præcist af skarpe hoveder ud fra tidens krav, forudsætninger og ideologiske eller åndelige retninger. Gøres definitionerne og udlægningerne til absolutte størrelser gennem utvetydige dekreter fra autoriteterne, så stivner dogmatikken - og ensretningen starter, i klar strid med myternes intentioner og love.



Når kristendommen er værst, og når islam er værst, er de fundamentalistiske og absolutistiske. Og det betyder at dogmerne bliver problemet. Dette kan kun løses ved decideret afdogmatisering. Men denne er altså langt fra det samme som afmytologisering. Det er der mange i den kristne kirke der endnu ikke har indset. For islams vedkommende ser det nærmest ud til at det slet ikke er gået op for nogen overhovedet. Islam har aldrig gennemgået reformationer af den art kristendommen har. Og den har derfor langt større tilpasningsproblemer til det moderne, sekulariserede kultur- og samfundsliv end kristendommen.

Humoren kommer ind i billedet, fordi dogmatik er humorforladt, men myter er humorfyldte. Det er almindeligt kendt af de indfødte i Europa, at den gamle græske såvel som den nordiske mytologi er fulde af ubetalelig humor, der umiddelbart kalder på latteren og sætter tingene i alternativt relief. Derfor har de bevaret deres popularitet som grundlag for genfortælling, dramatiske, filmiske eller musikalske nybearbejdelser eller parafraser. Specielt bør fremhæves, at der i begge mytologier findes en skikkelse der falder uden for grundmønstret og giver anledning til allehånde konflikter og intriger i gudeverdenen. De er en slags drillepinde eller oprørere mod guderne. Det er Loke i den nordiske mytologi og Prometheus i den græske.

Men det overses i almindelighed at Jesus i virkeligheden også må betragtes som en provokerende mellemting mellem guder og mennesker der i sine lignelser fremsætter underfundige påstande om den menneskelige eksistens og i sit oprør mod den overleverede jødiske tradition ikke veg tilbage for at håne farisæerne for deres lovtro. Humoren findes også i udtalt grad i jødedommen, ikke mindst den østeuropæiske form der hedder chassidismen som bl.a. var Martin Bubers udgangspunkt. Men kristendommen har haft det fortrin, at humoren er umisforståeligt til stede i fuldt flor i de relativt kortfattede grundtekster - side om side med paulinske fortolkninger og andet af en helt anden, men stadigt jødisk-præget afstøbning. Dobbeltheden eller rettere komplementariteten er fundamental og er i sig selv udtryk for ægte og berigende humor.



Humor er i virkeligheden også - som Martin Buber har sagt - at regne for troens fosterbroder. Den er indbygget i mytologien og det kollektivt ubevidste, i billeder og fortællinger der er fortolkelige. Sproget bruges til fortolkninger, og det kan gøres mere og mere præcist, jo mere fortolkerne specialiserer sig i abstrakte begrebsdannelser og dogmatiske fastlæggelser samt ideologiske systembygninger. Men sproget, dagligsproget, bevarer sin umiddelbare føling med den fulde virkelighed der går forud for al abstraktion, al fortolkning og al videnskab. 'Ordet' var der fra begyndelsen af menneskelivet, og da det var uløseligt knyttet til det kollektivt ubevidste og myterne var ordet evigt eller universelt. 'Tidens ord' derimod er de tidsbestemte fortolkninger der som alt tidsbestemt er underlagt forældelsens love. Dogmer forældes, men myterne er evige. Fundamentalistiske eller absolutistiske fortolkninger af en given religion forgår, men religion som umiddelbar føling med virkeligheden består.

Åndsfriheden eksisterer ikke uden ytringsfrihed og demokrati, det vil i vor moderne tid sige ikke uden sekularisering. Den komplementære helhedsrealisme er efter Jernesalts opfattelse det bedste begreb til at omfatte såvel alle gamle, traditionelle religioner med alle deres tidsbestemte og nødvendige reformationer som decideret ateistiske eller agnosticistiske verdensanskuelser der tør fastholde irrationelle værdier som afgørende for den menneskelige eksistens.

Det afgørende er ikke om man er tilhænger af den ene eller den anden konfession eller eventuelt er ateist. Det afgørende er at man betragter åndsfriheden som en fundamental værdi og derfor afviser fundamentalismen eller absolutismen og i stedet for går fuldt og helt ind for ytringsfrihed, demokrati og sekularisering.

Det nuværende kultursammenstød mellem den muslimske verden og den sekulariserede vestlige verden er først og fremmest en værdikamp der gælder åndsfriheden. Humoren, sansen for humor og retten til humor, kan man i denne forbindelse slet ikke se bort fra.

I al enfoldighed

Peer Sendemand



Henvisninger:

Humor i Mellemøsten
Muslimsk humor - en selvmodsigelse?  (om Shazia Mirza)
Humor og tragedie  (om Vilh. Grønbechs 'Livet er et fund')
Latterkultur  (om Mikhail Bakhtins 'Karneval og latterkultur')

Tidligere artikler om Muhammed-tegningerne:

Det er åndsfriheden det gælder  (2.2.06.)
Den arabiske fanatisme suspenderer fornuften effektivt
- og blokerer dermed sekulariseringen
  (29.1.06.)
Muhammed-tegningerne skiller vandene  (4.1.06.)
Danske muslimers reaktion sætter spørgsmålstegn ved deres danskhed

Artikler af Peer Sendemand:

Hvem er min næste?  (15.1.06.)
At blive som barn påny  (24.12.05.)
Mariadyrkelsen - en katolsk specialitet  (17.12.05.)
Troen på det ubevidste i mennesket som noget godt  (11.12.05.)
Er der en idé med at holde hviledag?  (4.12.05.)
Er der en mening med tilværelsen?  (27.11.05.)



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal