Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - islamytring

ARTIKEL FRA JERNESALT - 4.1.06. med tilføjelse 9.1.06.


Muhammed-tegningerne skiller vandene

Danske muslimers reaktion sætter spørgsmålstegn ved deres danskhed

Den i danske øjne forholdsvis lille sag om tolv tegninger i Jyllands-Posten af profeten Muhammed er i flere muslimers øjne blevet en stor principiel sag, fordi de har følt sig dybt krænket over at få deres hellige profet udsat for profane og vantro kunstneres streger, skønt disse efter dansk målestok hører til i den blide ende af den karikeringskunst vi sætter så højt.

Fra starten var problemet, at Muhammed efter islamisk tradition slet ikke må tegnes, men at der var behov for illustrationer til en oplysende dansk bog om profeten. Almindelige danskere gør sig helt naturligt forestillinger om hvordan en sådan profet ser ud, og en oplysende bog med pædagogisk sigte skal naturligvis være illustreret. Men flere adspurgte tegnere turde simpelthen ikke gå i gang med opgaven.

Spørgsmålet blev derfor, om danskerne skulle pålægge sig selv selvcensur eller sige nej til en sådan. Dagbladet Jyllands-Posten valgte efter intern diskussion at sige højt og tydeligt nej - og bringe tolv tegninger af kunstnere der turde. Og da såvel mange menige muslimer som 11 muslimske landes ambassadører i Danmark protesterede, måtte statsminister Anders Fogh Rasmussen gøre det umisforståeligt klart for alle, at han hverken ville eller kunne blande sig i striden, og at den danske ytringsfrihed ikke var til debat.

Alligevel valgte både ambassadørerne og imamerne i Danmark at gå videre med sagen til deres hjemlandes medier, politikere og religiøse ledere. Den islamiske konference (OIC) udtalte sig i december om sagen i forsigtige vendinger - og sidst har samme konference anbefalet boykot af festivalen Images of The Middle East, som arrangeres af en uafhængig institution under Udenrigsministeriet, og som skal afvikles 12. august til 20. september i ni udvalgte danske byer med det dialogfremmende formål at give en nuanceret orientering om samtidskunsten og samfundsudviklingen i Mellemøsten.

Om effekten af boykotanbefalingen fra OIC's side kan tvivles. Organisationen er ikke nogen magtfaktor, men et debatforum der ligefrem er blevet kaldt en papirtiger. Og en boykot vil i givet fald kun bremse den dialog alle fornuftige mennesker ønsker. Men det påfaldende ved hele udviklingen er skam også noget helt andet, nemlig at det er danske muslimer der på rundrejse i Mellemøsten har rejst en stemning imod Danmark, fordi de ikke føler at sagen om Muhammed-tegningerne tages alvorligt her i landet.

Den gør den nu i allerhøjeste grad, men på en helt anden måde end muslimerne ønsker. De ønsker - og har ikke lagt skjul på det - en undskyldning fra såvel Jyllands-Posten som statsministeren. Det får de af principielle grunde naturligvis ikke. De har dog fået en vis sympatitilkendegivelse fra danske forfattere og politikere (og senest nogle læger), som mener tonen i debatten om muslimerne i Danmark er for grov. Det kan man diskutere frem og tilbage i månedsvis, hvis man vil, ikke mindst når det tages i betragtning hvor groft danskere i årevis har været behandlet fordi de ønsker frisind, kønsligeberettigelse og andre danske værdier bevaret. Men sagens alvor er også kommet frem - bl.a. her i Jernesalt - i en meget klar påpegning af at muslimerne benytter deres religion til at forsøge at afskære enhver form for kritik med den begrundelse at kritik krænker deres følelser og er udtryk for despekt for islam som sådan.



Ingen dansk muslim har de sidste par døgn udtalt sig tydeligere om sagen end formanden for medieudvalget i Islamisk Trossamfund, Kasem Said Ahmad, der er en af dem der har deltaget i rundrejsen til Mellemøsten.

Han mener at tegningerne af Muhammed i en dansk avis ikke blot vedrører 200 tusinde muslimer i Danmark, men 1,3 mia muslimer i hele verden. Og han kræver en undskyldning fra Jyllands-Postens side.

Han mener også at Anders Fogh Rasmussens og partiet Venstre frihedspris til den hollandske islamkritiker Hirsi Ali var en provokation.

Han føler sig som dansker, men mener muslimerne bliver svinet til i Danmark.

Han trækker den danske deltagelse i krigen mod Saddam Hussein ind i sagen og lægger ikke skjul på at han ved sine 'informationer' til medierne i Mellemøsten er med til at påvirke stemningen i disse lande imod de lande der støtter USA og Israel.

Ahmad mener endelig at ytringsfriheden betyder respekt for andre, og at kritik af islam skal være saglig.



Det pæneste man kan sige om denne velklædte muslim, der ikke undlader at kysse koranen når han skal slå op i den, er at han som mange andre repræsentanter for danske muslimer, herunder mange af imamerne, bruger det danske sprog og dets ord i en specifik betydning. Når han understreger at ytringsfriheden også betyder respekt for andre, så er det en sproglig tilsnigelse. For ytringsfriheden er nok forenelig med respekt for andre, men den sikrer først og fremmest retten til at sige sin mening - herunder også i form af tegninger og i form af ubehageligheder. Hvad han i virkeligheden kræver respekteret er sine egne dogmer af absolutistisk art, og derfor forlanger han også at kritikken af islam skal være saglig og velkvalificeret, hvad der isoleret set lyder rimeligt. Men realiteten er at han opfatter enhver anfægtelse af islams absolutter som usaglig. Og derfor kalder han både prisen til Hirsi Ali og tegningerne i Jyllands-posten for provokationer, mens de i virkeligheden er velkvalificerede anfægtelser af absolutter som er utidssvarende i vestlige, demokratiske og sekulariserede samfund.

Når Ahmad dernæst kæder sagen om Muhammed-tegningerne sammen med Irak-krigen, så bliver han demagog. For her kæder han ting sammen der ikke sagligt set har det fjerneste med hinanden at gøre, eftersom krigen mod Saddam Hussein havde til formål at fjerne en diktator der var en trussel mod såvel freden i regionen og verden som demokratiet i sit land. Krigen og den efterfølgende kamp mod terroren i Irak har ikke til formål at undertrykke det irakiske folk, men tværtimod at give det mulighed for frihed. Og det samme gælder naturligvis hele presset på de muslimske lande i området. Krigen er i det hele taget ikke en kamp mod islam. Sammenkædningen med Israel er også demagogi, for Danmark har hele tiden set forsvaret for Israels eksistens som sideordnet med forsvaret for palæstinensernes selvstændighed. Og Danmark har hele tiden undsagt terroren fra begge sider.

Men afslørende er også Ahmads bemærkning om at sagen om Muhammed-tegninger ikke blot vedrører et par hundrede tusinde danske muslimer, men alle verdens 1,3 milliarder muslimer. For ved at hævde et sådant synspunkt fastholder han netop den absolutisme som er uforenelig med dansk demokrati og sekularisering. Han fastholder en religiøs eller rettere ideologisk styring udefra. Han forstår ikke at religion i Danmark - ligegyldigt om vi taler om kristendom eller jødedom eller anden religion - efterhånden er blevet et sekulært og nationalt anliggende, der fx viser sig i at de kristne ikke styres af paven i Rom eller nogen anden udenlandsk instans. Mange opfatter ganske vist denne ordning som en svaghed, men den er en styrke, for den er ensbetydende med at religionen har fæstet rod i det danske sprog og den danske historie.

Problemet er ikke underordnet, for det er afgørende for al integration af fremmede i Danmark. Fastholder indvandrerne deres religiøse tilhørsforhold til udenlandske instanser (imamer, kaliffer eller andre) af mere eller mindre absolutisk art, så bliver deres religion aldrig dansk - og deres hjerte vil forblive dybt splittet mellem hjemlandet og Danmark.



Og dette turde være det helt centrale punkt.

Kasem Said Ahmad påstår nok at at han føler sig som dansker, men det er igen en formulering han i virkeligheden tyder på sin egen måde. Den dækker utvivlsomt at han føler sig som dansk statsborger med alle de rettigheder dette indebærer, men det kan ikke dække at han i dybere forstand føler sig som dansk, for hans følelser er nu engang også af religiøs art, og hvad de religiøse følelser angår, er der ingen tvivl: deres bindinger går til Mekka og Mellemøsten.

Al islamisk religionsdyrkelse i Danmark bygger primært på bindingerne til muslimernes hjemlande og disses traditioner. Der findes ganske enkelt ingen dansk islamisk tradition. Og der er så vidt jeg kan se ikke skygge af tilløb til den, for der er ingen originalt tænkende danske muslimer.

Dette sætter i allerhøjeste grad spørgsmålstegn ved de danske muslimers loyalitet mod Danmark. Det ses naturligvis allertydeligt hos de muslimer der flirter med den internationale islamistiske fundamentalisme og terrorisme, for ikke at nævne dem der ikke nøjes med at flirte. Den ses af imamernes herkomst, uddannelse og sprogkundskaber. Og den ses af menige muslimers fravalg af dansk tv m.v.

Men først og fremmest ses den af fastholdelsen ved de urørlige islamiske absolutter.



Derfor må det endnu engang siges højt og klart, at det store problem med de muslimske indvandrere i Danmark ikke ligger i at de er muslimer, men i at de overvejende fortolker islam i absolutistisk retning, dvs som noget der er urørligt hvad angår religiøse skikkelser, religiøse skrifter og religiøse sandheder. Det er med andre ord urørligheden der forhindrer ægte dialog og fuld integration. Overfølsomheden for kritik udelukker humor, relativisering og sekularisering. Og den retfærdiggør en ulyksalig og uacceptabel opbygning af islamiske parallelsamfund i det demokratiske og sekulariserede danske samfund.

Derfor er det fortsat nødvendigt at kritisere islam for sine unoder og fastholde ytringsfriheden ubetinget.

Derfor skal statsministeren krediteres for i sin nytårstale at gentage at ytringsfriheden ikke er til debat. Den er tværtimod nødvendig for demokratiets udvikling. Han gjorde ret i samtidigt at anbefale en ordentlig tone i den offentlige debat. For en sådan udelukker ikke nødvendig kritik af autoriteter.

Og derfor skal Jyllands-Posten have tak for at have bragt Muhammed-tegningerne frem og dermed sagt nej til udemokratisk selvcensur. Dermed har bladet åbnet en debat der var nødvendig og holder sig inden for god dansk tone - og endda har vist sig at være meget mere påkrævet end nogen kunne forestille sig fra starten.

De danske muslimer der render til udlandet med deres klager har derimod demonstreret deres uvillighed til at lade sig integrere på sekulariseringens og demokratiets betingelser.



Tilføjelse pr. 9.1.06.   
Til toppen

Da sagen udvikler sig dag for dag, skal kort tilføjes nogle vigtige punkter:

Islamisk Trossamfunds imam Abu Laban røber at trossamfundet står bag protesterne mod Jyllands-Postens tegninger, herunder også bag de muslimske ambassadørers klage til statsministeren og behandlingen af sagen i Den Islamiske Konference og Den Arabiske Liga.

Da det kommer frem, at der cirkulerer alle mulige, mere eller mindre fantastiske rygter i de arabiske medier om sagen og om Danmark, henstiller statsminister Anders Fogh Rasmussen til Islamisk Trossamfund at man berigtiger sine informationer.

Abu Laban erklærer sig imødekommende og vil undersøge informationerne. Resultatet bliver at der ikke findes dokumentation for at misinformationen i de arabiske medier skulle stamme fra Islamisk Trossamfunds delegationer.



Trossamfundet roser udenrigsminister Per Stig Møller for at have taget personlig kontakt med Den Arabiske Ligas generalsekretær - udover at have sendt et skriftligt svar på ligaens henvendelse om regeringens passivitet i sagen. Udenrigsministeren blev enig med generalsekretæren i at bilægge sagen - og inviterede ham iøvrigt til Danmark senere på året.



Statsadvokaten i Viborg meddeler at der ikke findes grundlag for at rejse sag mod Jyllands-Posten på grund af tegningerne.

Islamisk Trossamfund reagerer ved at bede Rigsadvokaten kigge på sagen - og meddeler samtidigt at man overvejer en klage til EU's menneskeretskommission.



Torsdag den 5.1. træder en gruppe moderate danske muslimer frem for at gøre opmærksom på at de ikke føler sig repræsenteret af imamerne. Den radikale politiker Naser Khader, der selv er stemplet som vantro og må have politibeskyttelse fordi han trues af ekstremister, har taget initiativ til et decideret netværk med det formål at gøre det synligt at der findes andre holdninger end dem imamerne fra Islamisk Trossamfund har. Han peger specielt på, at mange danske muslimer ikke er mere religiøse end mange kristne danskere er kristne, og altså - underforstået - har et afslappet forhold til religion og religionskritik. Netværket vil indkalde til en konference 4. februar.

Eksperter skønner iøvrigt at kun 10 % af de ialt ca. 200.000 danskere med muslimsk baggrund kommer regelmæssigt i moskeerne.



Naser Khaders initiativ må siges at være særdeles nyttigt og nødvendigt.

Det ligger nemlig fuldstændigt klart, at kredsen omkring Islamisk Trossamfund er indædte modstandere af sekulariseringen - og dermed også modarbejder muslimernes integration i det danske demokrati. For demokrati kan ikke tænkes uden sekularisering. Og kan heller ikke tænkes uden at muslimernes urokkelige bånd til absolutiske instanser i deres hjemlande brydes.

Det er på denne baggrund uhyre vigtigt at få slået fast, at Islamisk Trossamfund, medieudvalgsformand Kasem Said Ahmad eller engelsktalende imam Abu Laban aldeles ikke repræsenterer flertallet af muslimer i Danmark. De repræsenterer derimod den islamiske absolutisme som er uforenelig med dansk demokrati, dansk ytringsfrihed og dansk humor. Og de spiller dobbeltspil i og med at de foregiver at give 'informationer' til de arabiske medier, men reelt medvirker til at der rejses en stemning mod Danmark i udlandet. De kan derfor kun betragtes som udanske.

Men der findes andre muslimer i landet der ikke kan sættes i bås med disse fanatikere. Og det giver håb for både integrationen og sekulariseringen.



Henvisninger:

Efterfølgende artikel:  Den arabiske fanatisme suspenderer fornuften effektivt
- og blokerer dermed sekulariseringen
  (29.1.06.)

Tidligere artikler:

Afdankede ambassadører blander sig i politik  (21.12.05.)
- uden at begribe hvad tegne-sagen dybest set drejer sig om

Arabisk æresfølelse er utidssvarende   (7.11.05.)
Muslimerne, ytringsfriheden og følsomheden  (20.10.05.)
Dialogmøde med muslimer på Marienborg  (25.9.05.)
Tamt budskab fra missionerende ahmadiyya-kalif   (14.9.05.)
Alt det besvær med islam  (7.9.05.)



Artikler om Mellemøsten

Artikler om Religion

Artikler om Sekulariseringen



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal