Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - carstenjensen

ARTIKEL FRA JERNESALT - 22.2.10.


Er der moralsk integritet i vreden mod mobning af muslimer?
Helhedsrealistisk svar på den svensk-kurdiske forfatter Mustafa Can's åbne brev til det danske folk om Palmepris-modtager Carsten Jensen

Den svensk-kurdiske forfatter Mustafa Can har i Politiken 19.2. offentliggjort et åbent brev til hele det danske folk i anledning af den danske reaktion på det svenske socialdemokratis tildeling af Palmeprisen til den kritiske og vrede unge dansker Carsten Jensen for hans kompromisløse forsvar for alle menneskers ligeværd. Bl.a. udbasunerede Politiken i en overskrift at Jensen havde fået "400.000 for at kritisere Danmark". Men dertil kom "en række vanvittige og hadske udfald" mod Jensen, som efter Can's mening blot har givet ekstra tyngde til den jensenske kritik af den danske tidsånd.

Mustafa Can går ind i debatten fordi han for nogle år siden på et pressemøde i København i forbindelse med en bogudgivelse kom for skade over for et vantro pressekorps at hylde Carsten Jensen som "en af Europas skarpeste stilister der desuden har en høj moralsk integritet".



Can kan tilsyneladende ikke lide at vi danskere de seneste ti år i et nærmest rituelt sprogbrug har anklaget svenskerne for politisk korrekthed. Han synes det er os danskere der har udviklet en særlig form for politisk korrekthed, nemlig den der består i nedrakning af Carsten Jensen, ja stempling af ham som landsforræder.

Heroverfor sætter Can billedet af Carsten Jensen som en intellektuel der til stadighed rusker op i sin samtid og aldrig glemmer at mennesker er vigtigere end ideer. Men han anklages for at være besat af et eneste spørgsmål, nemlig indvandrernes rettigheder. Dog vil mange nok skrive under på at Jensens værk afspejler virkelighedens kompleksitet, og at han forsvarer denne i sine analyser. Han stiller kritiske spørgsmål også til dem hvis ideer og målsætninger kan kan sympatisere med. Han nøjes ikke med at pege fingre ad Putins nysovjetiske tyranni eller amerikanskernes besættelse af Irak, men reflekterer over sit folks selvbillede.

Og så kommer Mustafa Can ellers med sin pointe: Carstens Jensens gerninger vidner om at selv om han indimellem tager fejl kan der ikke sættes spørgsmåltegn ved hans moralske integritet. Han engagerer sig ikke kun når der er noget ideologisk på spil. Han har skrevet flere af sine tekster i en kamp mod sin egen samvittighed. I sidste ende handler hans skepsis sig om at kunne holde sig selv ud. Og Carsten Jensen giver ikke blot sig selv, men også Mustafa Can dårlig samvittighed. "Han får mig til at tænke på om jeg nu har turdet se så meget, tænke så dybt og skrive så godt som muligt. Har jeg nu også altid ment det, jeg har sagt eller skrevet? Er jeg blevet for magelig? Viger jeg uden om gruen og anstrengelserne ved at granske sjælens inderste kringelkroge?"



Mustafa Can lægger ikke skjul på at det var lidt af en skæbnens ironi at han blev inviteret med til uddelingen af Palmeprisen, for en af hans nære slægtninge blev i sin tid (1986) anklaget for at have myrdet Olof Palme (det skyldtes efterforskningslederen Hans Holmérs fatale 'kurderspor' der trak opmærksomheden væk fra det solide svenske spor). Dermed blev denne slægtning med Cans ordvalg ikke blot beskyldt for at have myrdet den svenske statsminister, men for at have "slået verdens samvittighed ihjel". Men hvad man end kan mene om Palme som indenrigspolitiker, så er det en kendsgerning at hans udenrigspolitiske aktivisme skabte problemer både i hjemlandet og i udlandet, fordi den vendte sig ensidigt mod USA og brød med svensk neutralitetsprincip. Det blev Palme naturligvis beundret for af mange, men også hadet for af andre, endda intenst, for det splittede nationen. Can er i sin gode ret til at betragte Palme som verdens datidige samvittighed, - det vil Carsten Jensen formentlig kunne billige - men så bliver han reelt ideologisk.

Og hvad vore egen gamle 'vrede unge mand' Carsten Jensen anbelanger, så tør jeg da godt med stærkt begrænset kendskab til hans forfatterskab skrive under på at han er en stor skribent der formår at sætte tingene på spidsen og dermed mane til en slags selvbesindelse. Der er jo vitterligt nogle der tror at det at provokere er den bedste måde at vække samvittigheden på. Jo grovere, jo bedre. Bl.a. udtalte Jensen fornylig i et stort interview med Politiken, at "Ligesom vi hele tiden efterlyser de moderate muslimer, så vil jeg gerne her efterlyse de moderate danskere" (underforstået at dem skal man lede efter med lys og lygte). Det affødte et syrligt læserbrev der gjorde opmærksom på at Jensen i selvsamme interview brugte udtryk om sine modstandere som 'rådne', 'skruppelløse', 'amoralske', 'afstumpede' og 'forløjede' - ligesom han tidligere har sammenlignet Dansk Folkeparti med nazisterne og kaldt Anders Fogh Rasmussen for pædofil. Så mon denne Jensen virkelig selv er moderat?

Eller endnu bedre spurgt - på baggrund af Mustafa Cans hyldest: Mon Carsten Jensen overhovedet er moralsk integreret? For hvad er moralsk integritet? Hvad er samvittighed, og hvad er moral?



Umiddelbart forekommer det lidt paradoksalt at skarpe kritiske hoveder efterlyser moderation hos bestemte grupper mennesker, når de selv er alt andet end moderate i deres nedvurderinger af de selvsamme mennesker.

Den middelbare forklaring er imidlertid ret enkel. Polemik og polemisk afstandtagen kommer altid fra den del af et menneskes personlighed der hedder 'jeget' og som er en meget snæver del af totalpsyken. Jeget er helt nødvendigt for et menneskes udvikling og overlevelse, og det betjener sig af de såkaldte psykiske sekundærprocesser med hele deres begrebsapparat, logik og sondring. Det ligger i sagens natur at den centrale sondring hedder 'jeget over for andre', siden 'jeget over for fremmede' - og dermed 'vi' over for 'de andre'. Og desværre forholder det sig sådan at jeget så at sige ubevidst og nemt vokser sig stærkt ved at skille sig ud fra andre og betragte andre som ikke blot anderledes, men som mindreværdige og i værste fald som fjendtlige. - jvf. iøvrigt artiklen Jeget og selvet.

Oftest får jeget indirekte og direkte god støtte til sin primitive sondring gennem de moralbegreber det har overtaget fra forældrene og internaliseret stort set urørt i form af det indre 'overjeg'. Det er herfra samvittighedens stemme oftest lyder, og det vil i realiteten sige, at stemmen kommer fra den dummeste del af et menneskes personlighed, nemlig den del der stort set er dannet i barnets fjerde og femte år.

At lade denne dumme samvittighedens stemme få lov til at udfolde sig i fordømmelse af 'de andre' er forbundet med stor lystfølelse - og det er dette moralismen lever højt på. Den er fordømmende, dum og fordummende. Tusindvis af læserbreve i aviserne afspejler hele denne primitivitet. Og den kommer så vidt jeg er orienteret til helt fri og uhæmmet udfoldelse i sms, twitter og facebook, hvor al kontrol og selvkontrol er fjernet. Decideret tilsvining af andre er det højeste mange kan drive det til i dag.



Men naturligvis kan et menneske udvikle sig på en sådan måde at den primitive samvittighed bliver gennemskuet som det den er: ukritisk overtaget fra andre. I sådanne tilfælde begynder en relativisering af jeget, så det gradvis indser sin betingethed af forældre, miljø, fordomme og idiosynkrasier. Det kan begynde at udvikle sig hen mod en realisering af 'totalpsyken'. Og først her dannes en egentlig moralsk dømmekraft der er hævet over indoktrinering og fordomme. Mennesket begynder at kunne foretage moralske skøn som er fornuftige og rækker ud over personens snæversyn og egeninteresser. Moralen kan i bedste fald udvikle sig til en egentligt konsistensetik, dvs en etik der bygger på kravet om indre (psykisk) krav om konsistens. Forudsætningen for indre sammenhæng er at individet sørger for overvægt af det gode i livet. Nærmere herom i artiklerne om konsistensetik, fx Kan moral begrundes?.

Det er klart at mange hensyn vil indgå i en sådan konsistensetik, ikke alene hensyn til familie, venner og kolleger, men også deciderede samfundshensyn, herunder politiske og ideologiske eller ligefrem religiøse hensyn. Men relevant i særspørgsmålet om danskeres og svenskeres forhold til de muslimske indvandrere er først og fremmest spørgsmålet om menneskerettighederne.



Det indgår i Mustafa Cans argumentation at netop spørgsmålet om indvandrernes rettigheder er centralt for Carsten Jensen, og det hedder direkte i begrundelsen for at give ham Palmeprisen at han er en kompromisløs forsvarer for alle menneskers ligeværd. Og det er jo en fornem titel at få.

Blot er det sådan med alle menneskers ligeværd at den er en ret abstrakt størrelse, idet den er et princip eller ideal som man kan gøre gældende og eventuelt kæmpe for, endda med den begrundelse af den synes at være en universel størrelse der indgår i en eller anden form i alle de gamle religioner, ikke mindst i kristendommen. Jeg kan da også personligt gå ind for den, men må samtidigt præcisere at princippet primært taler om eksistentielt ligeværd og ikke om socialt eller politisk endsige kulturelt. Alle mennesker er født lige i betydning at de har ret til at eksistere og få omsorg - uanset om de er hvide eller sorte, høje eller lave, begavede eller ubegavede, energiske eller lade osv. osv. De er endda også juridisk lige idet de fødes som 'juridiske personer' der er ligestillet for loven.

Men heraf følger blot ikke at alle mennesker socialt, politisk og kulturelt er ligeværdige alle steder på kloden, for sociale, politiske og kulturelle forhold er altid lokalt bestemt. Ingen kan flyttes fra eksempelvis Somalia, SriLanka, Pakistan eller Tyrkiet til Sverige og Danmark og umiddelbart indgå i det normale samfundsliv på lige fod med de indfødte. Tilflytterlandene kan give indvandrere status som flygtninge, asylsøgende og i sidste ende egentlige statsborgere - og dette giver dem altsammen juridiske rettigheder. Men selv som statsborgere vil indvandrere ikke umiddelbart være ligestillede med de indfødte der er opvokset i landet, sproget og kulturtraditionen. Og derfor vil der vedblivende være forskel mellem indfødte og indvandrere. Det er pladderhumanisme at se bort fra denne realitet. Og det er fantasi at forestille sig at realiteten ophævet.



Dette betyder i praksis at en nations sammenhængskraft automatisk trues ved en indvandring der er så høj at integrationen vanskeliggøres eller direkte umuliggøres, fordi der er grænser for hvor mange fremmede der kan absorberes og tilpasses eller direkte assimileres i en kultur og et samfundsliv der i forvejen har stor indre sammenhæng (konsistens) i kraft af en rig og kompleks tradition.

Vi hører alle hver eneste dag i radio og på tv - eller på torve og stræder og offentlige transportmidler - indvandrere der taler dårligt dansk og har en adfærd der adskiller sig fra de indfødtes. Vi oplever jævnligt også indvandrere der har fået lært dansk fra barnsben - og taler det ganske glimrende ligesom de fuldtud accepterer 'danske værdier', men som fejlagtigt tror at de er blevet fuldblods danskere. Det er de ikke, for de har ikke traditionen bag sig eller rettere i sig. Derfor vil der i begge tilfælde stadigt være forskel på indvandrede og etniske danskere. Ikke blot reelt (sociologisk), men først og fremmest oplevelsesmæssigt eller psykisk. Og det har vel at mærke intet med fordomme at gøre!

I denne situation kan holdningen til indvandrere - både i Sverige og i Danmark ikke på moralistisk vis simplificeres til et for eller imod deres anerkendelse som ligeværdige. Holdningen må tværtimod nuanceres så den ser generende kendsgerninger i øjnene: Nogle indvandrere er indstillet på at lære sproget og kulturen og at acceptere demokrati og sekularisering. De kan integreres og komme til at gøre fyldest, ikke mindst i et land som Danmark der vil komme til at mangle kvalificeret arbejdskraft om nogle år. Disse indvandrere bliver ofte mere og mere moderate med årene. Men andre er ikke indstillet på det samme - men undgår eller modarbejder integration. De bliver aldrig moderate, men tværtimod fanatiske og radikaliserede. Og dem har vi ikke brug for. De vil vedblive at være fremmedelementer i landet. Og det må vi have lov til at sige højt - uden at blive beskyldt for at være racister.



Mobning af indvandrere er lige så fordømmelsesværdig som mobning af alle andre. For mobning er en primitiv adfærd (oftest en flokadfærd) der består i fysisk eller psykisk forulempelse af andre mennesker der på ret tilfældig vis udpeges som syndebukke. Men fremmedelementer i en kultur som den danske er ikke tilfældige syndebukke der må lide uforskyldt for deres fremmedhed, de er tværtimod reelle problemer for et lands indre sammenhæng. Og derfor må de affinde sig med at blive betragtet som fremmedelementer af det store flertal af moderate danskere der kan acceptere indvandrere og behandle dem ordentligt, men som ikke er så blåøjede at de tror de integrationsuvillige fortjener samme accept.

Indfødte danskeres 'samvittighed' kan aldrig byde fremmedelementer velkomne i landet - uden at se stort på konsistensproblemet, integritetsproblemet og integrationsproblemet. En sådan samvittighed er bundet op på en abstrakt universalistisk og multikulturel tankegang. Den er uden tvivl velment, men den er blåøjet og urealistisk.

Den ægte moralske dømmekraft ser aldrig bort fra konsistensproblemet og forlanger derfor integration af alle indvandrere - og udelukkelse af indvandrere der modarbejder integration.

Derfor må det også siges ligeud, at skarpe kritiske hoveder som Carsten Jensen og Mustafa Can kan snakke lige så meget om moralsk integritet som de vil. De er og bliver moralister, fordi de ser bort fra konsistensetikken og i stedet går ind i et ideologisk korstog for multikulturalismen. Begge d'herrer synes i høj grad at vige uden om 'anstrengelserne ved at granske sjælens inderste kringelkroge'. For de kommer ikke meget længere end til moralismen og dens overfladiske 'samvittighed'.

Jan Jernewicz



Henvisninger:



Relevante artikler på Jernesalt:

De psykiske sekundærprocesser
Jeget og selvet
Kan moral begrundes?  (om konsistensetikken)

Etik og eksistens   (Essay om etikkens placering i den menneskelige eksistens)
Hvor kommer det onde fra?
Identitetens fænomen - må i sidste ende ses i lyset af dybdepsykologien

Pia Kjærsgaard truet på livet af fremmedelementer  (19.2.10.)
Vanskelighederne med at integrere muslimerne  (28.4.07.)
Går integration kun den ene vej?  (22.10.05.)
Demokratiet og den muslimske verden
demokratiske muslimer  (2.3.08.)
Dialog med muslimer  (25.9.05.)

Er mødremøder acceptable i et land med ligeberettigelse?  (8.2.10.)
Burkaforbud - et led i kvindefrigørelsen
eller et led i diskrimination af muslimer?
  (18.08.09.)
Det muslimske tørklæde og det sekulariserede demokrati  (14.05.08.)

Alt det besvær med islam  (7.9.05.)
Islam - en trussel?
Fornt mod islamismen  (4.3.06.)
Islamofobi - angst for islam, islamisme eller terrorisme?  (14.5.06.)



Artikler om Danmark
Artikler om Samfund
Artikler om Etik
Artikler om Psykologi
Artikler om Eksistens
Artikler om Religion
Artikler om Sekularisering



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Helhedsrealismen
De psykiske grundprocesser
Konsistens-etikken



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal