Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - konservative0908

ARTIKEL FRA JERNESALT - 21.8.09.


Konservativt udspil om integration og danske værdier

Udspillet generelt
Undervisning i danske værdier?
Kontrol med friskoler?
Kulturpolitik?
Henvisninger



Udspillet generelt    
Til toppen  Næste

Som det fremgik af artiklen Burkaforbud - et led i kvindefrigørelsen - eller et led i diskrimination af muslimer?  (18.08.09.) , så har Det konservative Folkeparti i sit nye 'integrationsudspil' foreslået et decideret forbud mod brug af den muslimske burka i offentligt rum. Den betragtes med Naser Khaders udtryk som et mobilt fængsel for de muslimske kvinder. Og dette er stort set alle danskere enig med ham i. Forslaget om et forbud bakkes derfor op af flertallet i befolkningen samt af både socialdemokrater og Dansk Folkeparti. Men det vækker modstand hos Venstre og SF samt en hel del konservative. Man er simpelthen imod at begynde at lovgive om folks beklædning.

Regeringen har da også valgt at lade forslaget gå i et særligt 'burkaudvalg' som skal se på hvordan man bedst løser problemet med de burkaer, som kun er med til at fastholde de muslimske kvinder i en undertrykkelse danskerne må tage afstand fra. Men de konservatives formand Lene Espersen er blevet lidt til grin, fordi hun ikke har taget misteltenen i ed og på forhånd sørget for hele regeringens opbakning til forslaget. Dette indebærer nemlig, at de konservative medlemmer af regeringen vil være tvunget til at stemme imod et forslag om burkaforbud, hvis Dansk Folkeparti som bebudet vil fremsætte et sådant på egen hånd. En regerings medlemmer kan ikke tillade sig at stemme for nogetsomhelst forslag som regeringen ikke har taget stilling til og som helhed kan gå ind for. Sådan er spillets regler - og en minister der bryder disse regler, vil være tvunget til at gå af! Så Dansk Folkeparti må altså spare sin provokation, hvis det ikke vil gøre livet mere surt for de konservative end disse kan bære. Men en gensidig aversion mellem de konservative og Dansk Folkeparti af gammel dato er sandelig blevet udstillet.

Lene Espersen har derfor måttet indkassere et taktisk nederlag, skønt hendes og partiets mål med integrationsudspillet har været at positionere sig stærkere på det strategiske plan i forhold til både Venstre og Dansk Folkeparti. Om det vil lykkes i sidste ende, vil de kommende uger vise. Bemærkelsesværdigt er i hvert fald at partiets udspil har fået en vis anerkendelse fra en lidt uventet kant, idet de radikales integrationsordfører Marianne Jelved i en lille debat med Naser Khader på DR2-Deadline forleden drillende kunne konstatere, at meget af indholdet i udspillet stammede fra de radikale - og fra Naser Khaders fortid hos de radikale. Hun lagde dog ikke skjul på at hun var imod dele af udspillet.



Generelt kan det fastslås at det konservative integrationsudspil såmænd lægger op til god debat om hele integrationsproblemet ved allerede i indledningen at slå fast, at det er et centralt punkt at skabe demokratisk integration. "Vi har i Danmark svigtet på den demokratiske integration. Fordi vi hele tiden har troet, at arbejde alene gjorde folk til demokrater, men det er ikke tilfældet. Derfor er den demokratiske integration lige så vigtig som den økonomiske. Det er vigtigt for sammenhængskraften i samfundet i fremtiden". Og fortsættelsen lyder: "Demokrati er en livsform og derfor skinner det tydeligt igennem, når børn af indvandrere og flygtninge opdrages udemokratisk. Demokrati er løsningen på mange integrationsproblemer: Demokratiske familier tvinger ikke børn ind i ægteskaber, de ikke ønsker. Demokratiske familier begår ikke æresdrab. Demokratiske familier respekterer de unges ret til at bestemme over eget liv, uddannelse, seksualitet og fremtid."

Udspillet opererer med 13 indsatsområder:

- Indvandrere er en ressource og ikke et problem: Integrationen skal speedes op.
- Demokrati og medborgerskab: undervisning i demokrati og medborgerskab skal være obligatorisk.
- Kvinder og ligestilling: Information om kvinders ligestilling skal gøres forståelig og tilgængelig.
- Religion: Ligestilling for muslimske kvinder indebærer et opgør med religiøst pres mod kvinder.
- Sundhed og sygdomme: Lighed i sundhed; forskning i sundhed og etnicitet; målrettet forebyggelse af indvandrer-sygdomme (diabetes 2).
- Skole og undervisning: Spredning af folkeskoleelever; effektiv kontrol med friskoler.
- Unge kriminelle indvandrere eller efterkommere: Mere konsekvent holdning, når unge begår kriminalitet.
- Arbejdsmarked og uddannelse: Nyankomne skal sikres adgang til arbejdsmarked og uddannelse; analfabeter skal hurtigt ud i job; færre indvandrere skal på førtidspension.
- Socialt bedrageri skal bekæmpes.
- Ghetto-byggeri skal stoppe.
- Ældre indvandrere skal ud af isolation.
- Danskernes integrationsindsats skal øges.
- Der skal oprettes et forsknings- og videnscenter for integration, så udviklingen løbende kan evalueres.

Som det ses tager udspillet så godt som alle problemer med integration af indvandrere i betragtning. Særligt værdifuldt er, at det ikke lukker øjnene for at indvandrerfamiliernes religiøst og kulturelt bestemte levevis og isolation i vid udstrækning er en reel hindring for integrationen i det danske samfund. Det er slet ikke nok at få flest muligt i arbejde. Der skal samtidigt ske betydelige ændringer i indvandrernes levevis. Spørgsmålet er naturligvis hvordan og hvor meget. Det vil den konkrete diskussion om forslagene forhåbentlig komme til at dreje sig om. Her skal blot ses på to af de problematiske forslag.



Undervisning i danske værdier?    
Til toppen  Næste

Udspillet indkredser problemet på følgende måde: "For at begå sig i et demokratisk samfund skal man forstår de spilleregler, der er. Men har man ikke levet i et demokratisk samfund, kender man ikke til demokratiets regler, pligter, rettigheder og ideer om ligestilling. Man har så at sige ikke 'demokratiets DNA' siddende i rygraden. Udover at det kan give problemer med at indgå som en aktiv medborger i demokratiet medfører det, at man kan have svært ved at opdrage sine børn til at blive aktive medborgere."

Den angivne løsning omfatter disse punkter:

1) Obligatorisk undervisning i ’demokratisk medborgerskab’ i folkeskolen fra 1. til 10. klasse-trin, og på ungdomsuddannelserne. 2) Kristendomskundskab bør være et obligatorisk fag i folkeskolen. Vi baserer vores samfund på en kristen forståelse, og det hører med til god integration, at man har viden om samfundet også på det punkt. 3) Sprogskolernes undervisning i demokrati, danske samfundsforhold etc. for nyankomne kan med fordel tages op til eftersyn. 4) Demokratiambassadører. Der skal være flere fyrtårne og forbilleder – især kvinder. På grundlovsdag skal der uddeles ’Demokratiambassadørpriser’ til en folkeskoleelev, en gymnasieelev, en handelsskoleelev m.v. "



Umiddelbart ser forslagene tilforladelige ud, for hvem ønsker ikke 'de demokratiske spilleregler' udbredt og forstået. Problemet er bare, at de ikke kommer til at 'sidde i rygraden' gennem undervisning, fordi de ikke som regneregler og tabeller kan indlæres ved simpel udenadslæren. De kræver tværtimod indsigt der kun vindes gennem erfaring, dialog og samspil, dvs gennem fænomener der giver en forståelse i dybden af den art der medfører ændret tankegang og derfor også ændret adfærd. Man bliver ikke aktiv medborger i demokratiet ved at lære om demokrati på formelt eller intellektuelt plan, men ved at opleve og erfare demokratiet i praksis - bl.a. gennem påvirkning i hjemmet, på uddannelsesinstitutioner og på arbejdspladser og ved aktiv deltagelse i det offentlige liv. Forudsætningen er med andre oplysning og ikke kundskabstilegnelse. Kundskaber er altid nyttige, men de er aldrig tilstrækkelige. Oplysning er noget helt andet og vigtigere. Egentlig folkeoplysning det allervigtigste. Men den skal have folkevækkelsens karakter!

Dybest set beror det konservative udspil på selve den misforståelse at der kan 'undervises i danske værdier'. For noget sådant forudsætter, at danske værdier er faste størrelser der kan defineres og læres som begreber. Men eksistentielle værdier er af en helt anden art. De er dynamiske størrelser der kun giver kraft og inspiration til dem der har et aktivt og levende forhold til dem og bruger dem i dagligdagen på både bevidst og ubevidst plan. Det bedste eksempel er egentligt selve sproget. Dette kan man naturligvis lære på overfladisk vis ved at tilegne sig ordforråd, grammatik og regler for syntaks, men man vil aldrig kunne lære det dybtgående uden at få et aktivt forhold til det væld af betydninger og bibetydninger som ethvert sprog rummer i kraft af dets sammenhæng med den nationale kultur og historie.



Det er fint nok at det konservative udspil tager problematikken op, men det er en illusion at tro at løsningen kommer med undervisning i danske værdier og demokrati. Problemet er i virkeligheden meget stort, for en væsentlig del af forklaringen på at integrationen af indvandrere er langt bag efter behovet ligger lige præcis i indvandrernes dårlige dansk. Og dette kommer igen af forældregenerationernes forsømmelse af at lære ordentligt dansk og af det forhold at man ikke taler dansk i indvandrerhjemmene.

Det skal der selvfølgelig laves om på - og bedre undervisning er da et af midlerne - men det er slet ikke nok. For problemet har fået lov til med årene at vokse sig større og større med det resultat, at det danske samfund sidder med de ulyksalige følger af årtiers forsømmelse i form af analfabetisme, frafald fra skole og videregående uddannelse samt hærværk og kriminalitet - konkrete og aktuelle problemer af alvorlig karakter som kræver løsning her og nu.



Kontrol med friskoler?    
Til toppen  Næste

Meget fornuftigt slår det konservative udspil dog ned på det konkrete problem der hedder de muslimske friskoler. "Der er problemer med de nationale, religiøse skoler", hedder det med en forsigtig formulering. "Undervisningen overholder ofte ikke loven, fokus er på hjemlandenes religion og kultur og skolen bidrager ikke til kulturel, social eller demokratisk integration. Det kan godt være, eleverne bliver dygtige til enkelte fag som matematik, men de mangler de danske sociale kompetencer."

Men udspillets idé til en løsning er håbløs. Det hedder nemlig: ".... Desuden er det nødvendigt med mere omfattende og hyppigere kontrol. Som det er i dag er det forældrekredsen til en friskole, der skal varetage tilsynet med skolen, herunder om der gives undervisning og sprogstimulering. Alternativt kan forældrekredsen i stedet anmode kommunalbestyrelsen i skolekommunen om at varetage disse tilsynsopgaver, jf. Friskolelovens § 9. Vi foreslår at kommunalbestyrelsen mindst en gang årligt skal iværksætte et uanmeldt tilsyn, og at kontrollanterne ud over de faglige kompetencer også behersker sproget på den pågældende friskole."

Det skal hertil lige siges, at undervisningsministeriet længe har kendt til problemet, og at der allerede her i efteråret vil blive sat ind med mere kontrol, herunder uanmeldte besøg. Men reelt gør sprogproblemet effektiv kontrol nærmest umulig.

Problemet med muslimske friskoler er at de overhovedet eksisterer og har den udbredelse de har, for de medvirker ikke til elevernes integration i det danske samfund. De udnytter tværtimod en glimrende dansk skoleform til en desintegration der aldrig nogensinde har været formålet med loven.

Den fortræffelige danske friskoletradition går helt tilbage til Christen Kolds friskole i Dalby ved Kerteminde som blev grundlagt 1852 og medførte en lov om friskoler allerede i 1855, kun seks år efter grundlovens indførelse. Kendetegnet for friskoler (og højskoler) er at de kun i ringe grad er underlagt statens regler, selvom de modtager offentlige tilskud. Formålet var og er netop at give folket en betydelig frihed til at gå egne vegne og dermed give samfundet og kulturen større bredde og dybde. Men den stiltiende forudsætning var naturligvis selve danskheden. Ingen drømte i 1800-tallet om at undergrave danskheden eller folkeligheden via friskoler.



Friskoleloven har tre grundpiller: forældreretten, mindretalsretten og skolefriheden. Forældreretten betyder at det er forældrenes ret inden for meget vide rammer at bestemme hvordan deres børn skal opdrages og undervises. Mindretalsretten indebærer at der tages udstrakt hensyn til mindretallenes mulighed for at leve i overensstemmelse med deres livssyn og samfundsopfattelse. Og skolefriheden omfatter ikke blot pædagogisk frihed, økonomisk frihed, ansættelsesfrihed og elevfrihed, men også idémæssig frihed, og denne indebærer igen, at skolerne frit kan vælge en bestemt religiøs, filosofisk, politisk eller anden idé som grundlag for skolens virke samt at de kan modarbejde andre opfattelser.

Det ligger i sagens natur, at det i dag først og fremmest er skolefriheden der er problematisk, fordi vi i dag har grupper af fremmede statsborgere der føler større tilknytning til islam og mellemøstlig kultur end til det danske, folkekirkelige eller frie sekulære idégrundlag og derfor modarbejder ikke blot ligeværdige idégrundlag af anden art end den muslimske, men selve det rummelige idégrundlag som forudsætter ubetinget tilknytning til dansk kultur og historie.

Muslimerne her i landet misbruger med andre ord selve den oprindelige idé med friskoler til at varetage interesser der undergraver dansk kultur og demokrati. Og konsekvensen burde være en radikal ændring af friskoleloven - om nødvendigt via en ændring af grundloven. Kontrol hjælper ikke en pind - og grundloven er meget vanskelig at få ændret.

Men som på flere andre punkter i nutidens helt aktuelle kulturproblematik står vi her over for en afgørende modsætning mellem på den ene side opfattelsen af dansk kultur som en sekulær og demokratisk unikultur der tillader mange subkulturer, men aldrig undergravning af folkeligheden eller danskheden og på den anden side opfattelsen af dansk kultur som en multikultur der tillader forskellige parallelsamfund ved siden af hinanden, herunder også muslimske parallelsamfund der i realiteten ønsker både demokratiet og sekulariseringen bragt til ophør og dermed også folkeligheden og danskheden.

Kampen mellem disse to modsætninger kommer vi ikke udenom. Kulturkampen inden for danskheden og mellem danskhed og islam er nødvendig.



Kulturpolitik?    
Til toppen  Næste

Det konservative Folkepartis integrationsudspil må derfor trods sin påpegning af mange faktiske problemer afvises fordi det slet ikke tager højde for det afgørende kulturaspekt: kampen mellem unikulturen og mulitikulturalismen.

De konservative er lige så lidt som de andre politiske partier på Christiansborg bevidste om dette afgørende kulturaspekt. Det fremgik allerede for flere år siden, da Kasper Støvring udgav sin bog om konservativ kulturkritik og kulturkamp - jf. artiklen Blivende værdier? (14.4.04.). Men det er desværre også kendetegnet for både den forhenværende og den nuværende konservative kulturminister, hhv. Brian Mikkelsen og Carina Christensen. De er begge dygtige administratorer, men brænder ikke for kulturen og opfatter desværre kultur som noget der skal udbredes. Da Carina Christensen er vendt hjem fra ferie og den 13.8. i DR2's Deadline har svaret på lidt af den tidligere behandlede kritik fra Pia Kjærsgaards specielle side, skal blot fastslås at hun slet ikke fatter den opgave hun står over for set fra den komplementære helhedsrealismes synsvinkel.



Hvad der derfor fortsat skal understreges er at der mangler en forståelse for at kultur i allerhøjeste grad har med kult at gøre og dermed er et afgørende dynamisk element af selve den kraft der giver samfundet sammenhæng. Kult hører - som det vil fremgår af Jernesalts 2009-filosofi - oprindeligt det religiøse liv til i og med at religion betød og betyder direkte føling med det kollektivt ubevidste eller det evige og guddommelige. Men da denne føling til alle tider og i alle kulturer vil være central for alle mennesker, bliver kulturen også vital - uanset forholdet til dogmer. Den må nødvendigvis finde sin form, hvis den officielle religion svigter. Og det er tilfældet i dag på grund af konfessionernes dogmatiske bindinger som flere og flere vender ryggen.

Politikerne kan derfor under ingen omstændigheder være ligeglade med kulten. De har tværtimod en klar forpligtelse til at genindsætte den direkte og regelmæssige offentlige føling med det kollektivt ubevidste på sin rette plads i samfundslivet. Ikke for at redde folkekirken eller musik- og teaterlivet, men for at samle nationen og for at give politikken en nødvendig åndelig dimension og udviklingen en nødvendig åndelig retning. Og for at løse det store integrationsproblem.

Politikerne må påtage sig et lederskab der ikke kun omfatter økonomiske, juridiske og sociale anliggender, men eksistensen som helhed.

Jan Jernewicz



Henvisninger:    
Til toppen

Links til:

Det konservative Folkepartis 'integrationsudspil'



Relevante artikler på Jernesalt:

Burkaforbud - et led i kvindefrigørelsen
eller et led i diskrimination af muslimer?
  (18.08.09.)
Formandsskiftet hos de konservative  (10.9.08.)
Dansk Folkeparti og Venstre-Konservatismen  (19.12.06.)
DF, K og R på kant - og på spil  (24.4.06.)
DF, konservative og erhvervsledere  (23.3.06.)
Kongekabale  (11.10.04.)
Gives der en moderne konservatisme?  (28.4.04.)
Blivende værdier?  (14.4.04.)

Værdier i etisk, politisk, religiøs og psykologisk belysning

Kapitler af 'Jernesalts 2009-filosofi':

Krisen omkring årsskiftet 2008/09
Eksistensen
Samfundet
Overordnede politiske parametre
Udfordringen



Artikler om Danmark
Artikler om Samfund
Artikler om Eksistens
Artikler om Religion
Artikler om Sekularisering



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Helhedsrealismen
De psykiske grundprocesser
Konsistens-etikken



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal