Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - radikale11a

ARTIKEL FRA JERNESALT - 12.10.11.


Gør en radikal kulturminister overhovedet en forskel?

En af overraskelserne på den nye S-R-SF-regerings ministerliste var at den nyvalgte radikale, 57-årige Uffe Elbæk med en fortid som Frontløber og Kaospilot i Århus blev ny kulturminister og med sig tog en frisk 'Marshallplan' for kulturen der skulle gøre denne til en "bærende kraft for vores land".

Hverken planen som helhed eller nogen af dens enkelte punkter blev del af regeringsgrundlaget, der tværtimod var meget tyndt hvad angår kulturpolitikken. Men da planen bl.a. indeholdt nogle ret provokerende forslag om at nedlægge Det kongelige Teaters hæderkronede 'Gamle Scene' på Kongens Nytorv og reducere antallet af synmfoniorkestre i landet, var ramaskrig uundgåelige. Der lød "gråd og skrig og megen hylen" fra flere kanter. Musikchefen for Sjællands Symfoniorkester kaldte planen endimensional. Chefen for Odense Symfonikerne gjorde opmærksom på at de "ikke sad og spillede gammel musik for gamle mennesker". Dansk Folkepartis kulturordfører kaldte planen en "blitzkrig mod europæisk kultur" der var båret af "kaospolitisk ideologi". Om det så var Berlingeren rykkede lederskribenten i søndags ud med en advarsel mod "ånden fra 96", dvs ånden fra det år hvor København var officiel europæisk kulturhovedstad og hvor man dyrkede "projekter for projekternes egen skyld". Man udviste "forkærlighed for det smarte frem for det substantielle". Og det skulle angiveligt altsammen gå tilbage til Århus og Kaospiloterne, hvor der var "masser af lyst til at performe", men samtidigt en tilsvarende mangel på faglighed.

Nu er det ikke første gang det kan konstateres at nogle pessimistiske vælgere tror jorden nærmer sig sin undergang blot vores demokratiske og velfungerende land får en ny regering. Men det er dog besynderligt at man tillægger en ny kulturminister både vilje og evne til at ødelægge europæisk kultur. Frygten forekommer temmelig absurd - og er da også prompte blevet afvist af Elbæk selv med nogle beroligende ord. Han skal nok lytte til kulturordførerne fra de forskellige partier, såvel som til institutionerne selv, ministeriets embedsmænd og de hårde økonomer i regeringen og finansministeriet. Og han vil hverken den klassiske musik eller den kongelige ballet til livs.

Manden har ikke uret i at det er en god ide at flytte teatermidler fra mursten til scenekunst (så driften ikke skal tynges af de gode tiders prestigebyggeri), at se på fordelingen mellem klassisk musik og rytmisk musik (hvis der kan findes egnede kriterier), eller at give folkebibliotekerne en økonomisk saltvandsindsprøjtning (hvis der kan findes penge til det). Og det må da også betegnes som yderst realpolitisk at spørge hvordan vi skal prioritetere frem for at forsøge at bevillige penge der hverken foreligger eller kan findes. Hans forslag lægger op til debat - og en sådan kan aldrig skade, selvom navnet på planen er misvisende. For den rigtige Marshallplan fra 1948, som var opkaldt efter den amerikanske udenrigsminister George C. Marshall, gav rundhåndet 13 mia dollars til 16 europæiske lande med henblik på at genrejse dem efter krigen. Og en sådan rundhåndethed findes ikke i dag.

Egentlig kunne man vælge at se udnævnelsen af Elbæk fra den positive synsvinkel. Efter dødkedelige kulturministre som Ole Vig Jensen (R), Grethe Rostbøll (K), Jytte Hilden (S), Ebbe Lundgaard (R), Elsebeth Gerner Nielsen (R), Brian Mikkelsen (K), Carina Christensen (K) og Per Stig Møller (K) er det da ganske fornøjeligt at få en minister der har haft fingrene langt nede i bolledejen, dvs har været dybt engageret i praktisk kulturliv, og som oven i købet som iværksætter og initiativtager til en iværksætteruddannelse har trukket på moderne kaosteorier. Disse siger jo, at der ikke skabes noget nyt i verden ved blot at køre videre ad traditionens slagne veje. Man er nødt til at gå ned i selve de skabende lag hvor der hersker "følsomhed for begyndelsestilstande". Et synspunkt der er det modsatte af ideologi og som må siges at være ganske tiltrængt i både kulturen og politikken.



Det betyder naturligvis ikke at Uffe Elbæk får eller skal have carte blanche til at gøre hvad som helst, men at han til hver en tid skal have ret til at komme med sine forfriskende synspunkter og provokerende forslag. Og så må man naturligvis møde disse med saglige og relevante argumenter, også når det gælder musikken.

Når han fx hævder at det er et demokratisk problem at den musikgenre der tiltrækker flest mennesker får færrest penge, så kan der siges en del både pro et contra. Påstanden er rigtig for så vidt der i det mindste foreligger et demokratisk forklaringsproblem over for mennesker der slet ikke har et forhold til den klassiske musik (og den hertil hørende del af teater- og dansekunsten). Men den er forkert for så vidt der netop er gode grunde til at støtte den klassiske musik mere end den rytmiske, og at man derfor må føre dette frem i al forklaring og debat om sagen. Den allervigtigste grund er det simple forhold at den klassiske musik i modsætning til den rytmiske ikke styres af rene musikantiske eller rene æstetiske hensyn, men også af dybere eksistentielle hensyn der i sidste instans drager ikke blot etiske, men også religiøse dimensioner ind i skabelsesprocessen. Dette er der desværre ikke ret mange mennesker der er på det rene med, og når Uffe Elbæks 'Marshallplan' direkte opererer med et punkt der hedder reduktion af støtten til kirkemusikken, så viser det at han næppe selv er bevidst om forholdet. Det har ganske vist heller ingen af hans forgængere i nyere tid været. Men det er ikke desto mindre hans største svaghed; det er noget der ikke peger frem, men tværtimod kun tyder på at han dyrker projekter for projekternes skyld og holder på ideen om kunsten for kunstens skyld.

Jernesalt benyttede i sin tid indvielsen af DR's nye Koncerthus til at bebrejde daværende kulturminister Carina Christensen at hun ikke greb lejligheden til at påpege at en stor sal for klassisk musik har det tilfælles med store katedraler at de er særdeles velegnede til at bringe musikopførelser op på et decideret kultisk niveau, hvilket ikke vil sige på et eller andet dogmatisk-religiøst niveau, men tværtimod på et niveau hvor musikoplevelsen bliver oplevelsen af et fællesskab der står i forhold til noget der ligger over menneskets snævre jeger og interesser - og dermed bliver ægte kult i gammeldags forstand. Jf. afsnittet om kunst og kult i Jernesalts 2009 filosofi.

Folk der hører meget klassisk musik og kirkemusik, herunder ikke mindst store symfonier og store korværker, vil sikkert have en umiddelbar forståelse for hvad sagen drejer sig om. Men skal der hertil føjes en middelbar forståelse som andre kunne have nytte af, skal man over dybdepsykologien og navnlig dens sondring mellem det snævre jeg, der er bundet op af lutter personlige erfaringer og hensyn, og den åbne totalpsyke (eller 'selvet' i jungiansk forstand), der er hævet over de personlige hensyn og som forholder sig til udefinerlige, men særdeles energiladede arketypiske forestillinger.

Det er her man finder den egentlige begrundelse for såvel kirkemusik som klassisk koncertsalsmusik, og det der igen gør disse former for musik særligt krævende at udføre og tilegne sig. Igen er det nødvendigt at holde fast i at disse former ikke kan bedømmes udelukkende efter æstetiske endsige tekniske kriterier. Der skal medinddrages noget helt essentielt der går langt ind i det eksistentielle i dybest og bredeste forstand. Derfor går det ikke an at skære i tilskuddene til den klassiske musik med henblik på en ligeligere fordeling i forhold til den rytmiske musik. For resultatet vil blive at man afskærer sig fra den klassiske musiks enestående evne til at formidle kultiske oplevelser som er nødvendige for alle mennesker, men som her går på tværs af al dogmatisk og forvreden religion.

Dette kan man selvfølgelig se forskelligt på alt efter hvilke musikoplevelser man selv har haft. Det er nu engang en forståelse der forudsætter personlig erfaring. Men det vil være katastrofalt for et kulturland som Danmark at få trukket fundamentet væk under den klassiske musik i en misforstået demokrati-ligeligheds navn. Der er forskel på de mangfoldige kulturformer der findes ved siden af hinanden og som hver for sig skal have lov til at udfolde sig. De kan i og for sig være lige gode, hvis man alene ser på underholdningsværdien, men det er ikke holdbart eller klogt at se bort fra forskellen når det gælder de værdier der skaber helhed og fællesskab og dermed også sikrer relationerne til det der er højere end de enkelte mennesker og deres interesser.

Derfor kommer vi ikke uden om værdidebatten eller højere hensyn end nytteværdi eller underholdningsværdi.



Uffe Elbæk understreger i et interview i Politiken d.d. selv at al politik er værdikamp, og at han for sit eget vedkommende har et bestemt politisk ståsted, ja, at han er minister for en regering, hvor fællesskabet og mangfoldigheden betyder noget. Og det fremgår at det med mangfoldigheden er helt centralt for ham, "for vi lever i et flerkulturelt samfund", og i et sådant skal også de homoseksuelle og indvandrerne høres og respekteres. Men netop her hopper kæden af, for mangfoldigheden er ubetinget en god ting (og anses også af de fleste for at være noget positivt), men den indebærer på ingen måde at samfundet automatisk bliver, endsige skal være multikulturelt. Om et samfund er multikulturelt eller ej er aldrig kun et spørgsmål om mangfoldighed, men altid et meget dybere spørgsmål om arten af sammenhængen og sammenhængskraften.

Den afgørende sammenhængskraft ligger i det fælles sprog og den fælles historie, og begge dele er vel at mærke fælles for alle her i landet der er født og opvokset her og som har dansk som modersmål - uanset om de er mænd eller kvinder (eller eventuelt har afvigende kønsorientering), uanset om de er højt på strå eller ej, uanset om de er specifikt religiøst orienterede eller ej og uanset hvilke politiske synspunkter de har. Den fælles kultur i et relativt homogent samfund som det danske er en monokultur hvor mangfoldigheden kommer til udtryk gennem et væld af subkulturer, men et sådant væld af subkulturer er ikke det samme som en multikultur. Specielt gælder for alle mindretal at de eksisterer som subkulturer, og at de i et demokratisk og liberalt land som Danmark også respekteres som sådanne af den overordnede og sammenhængsgivende monokultur. Og stadigvæk er de med til at bære den fælles monokultur. Denne kræver imidlertid kult for at bevare sammenhængskraften, for det er gennem kulten at selve energien kommer. Og derfor ville det faktisk være en meget fin og progressiv idé at fremme forståelsen herfor ved at slå kirke- og kulturministeriet sammen til et decideret kultusministerium, som tidligere foreslået her på siderne.

I et åbent samfund som det danske lukker monokulturen sig ikke om sig selv, men står tværtimod i levende og inspirerende dialog med kulturerne udenfor. Hele den internationalisering som gør sig særligt stærkt gældende i vore dage i kraft af de moderne kommunikationsmedier gør kun åbenheden større og dialogen nemmere. Men den udvisker ikke de grundliggende forskelle mellem de forskellige nationer, kulturer og religioner, eftersom disse altid er forankrede i de lokale forhold hvor folkene er vokset op. Og det er da også kun kosmopolitisk indstillede mennesker der stirrer sig blinde på de globale muligheder og mere eller mindre undervurderer eller ligefrem ringeagter de nationale (jf. artikel). Men kosmopolitter er ikke sandhedsvidner i denne sag. De er kun et lille mindretal der plejer særinteresser.



I denne sammenhæng skal det ikke forties at den gamle skillelinje mellem de nationalkonservative og de kulturradikale i dag forekommer forældet og nærmest meningsløs.

Det er dog ganske typisk for situationen efter regeringsskiftet at en fanatisk fortaler for Dansk Folkeparti som Søren Espersen vender sig skarpt mod de radikale og deres formand. Han bliver ligefrem sorgfuld over at "kulturradikalismens ideologi nu atter hersker i landet", og at der "med Margrethe Vestager som domptør for de veldresserede socialister er sket en tilbagevenden til det unormale og abnorme". Han og hans parti vil bevare Danmark som landet for det danske folk og dermed vende alt det abnorme ryggen. "Landet eksisterer fordi landet stadig udgør en ramme, hvori folket kan leve det liv, som er folkets liv, og som defineres af folket". Danskheden er netop ikke en ideologi - og derfor er han så sorgfuld over hvad der sker.....

Hele argumentationen er fra ende til anden demagogi når den er værst. Den tillægger jo modparten betegnelser og synspunkter den ikke har. Og fraskriver den synspunkter som den har i lige så høj grad og med lige så megen ret som Dansk Folkepartis medlemmer. Det radikale Venstre har lige fra starten i 1905 og helt frem til 1972 været i nær kontakt med det ægte folkelige i Danmark, og det har aldrig kunnet identificeres med kulturradikalismen som sådan. Partiet kom ganske vist på afveje i 1970'erne under besynderlig indflydelse fra den paradoksdyrkende filosof Villy Sørensen som udgav 'Oprør fra Midten' sammen med Kresten Helveg Petersen og Niels I. Meyer, og det udviklede sig ganske vist under VK-regeringen fra 2001 i mere og mere markant idealistisk retning hvad angår tolerancen over for indvandrere og intolerancen over for Dansk Folkeparti. Det sidste betød stigende isolering i dansk politik, der nu engang foregår på midten hvor almindelige mennesker hører hjemme, og førte derfor også til regulær splittelse gennem de udbrydere der dannede Ny Alliance. Men det var også præcis dette Margrethe Vestager til sidst og ikke upåvirket af det tætte samarbejde mellem Helle Thorning og Villy Søvndal så i øjnene og gjorde op med - og som hun fik succes på. Det betyder naturligvis ikke at idealismen i partiet blev fjernet fra den ene dag til den anden. Den trives tværtimod stadig i to af de ministerier partiet har overtaget, nemlig udviklingsministeriet og klimaministeriet. Men det er da tåbeligt at dømme Margrethe Vestager og hendes nye hold alene på hvad Marianne Jelved og Niels Helveg Petersen stod for. S-R-SF-regeringen fortsætter ikke hvor Nyrup-regeringerne slap. Det ville simpelthen ikke kunne lade sig gøre, eftersom tiderne forandrer sig - og igen er det nyttigt at huske kaosteorierne: Vi vil opleve at der skabes nye ting, fordi man vover at bryde gamle mønstre op og finde frem til større følsomhed for begyndelsestilstandene. Og det bør dog anerkendes.

Hvor S-R-SF-regeringen vil ende, får foreløbigt stå hen i det uvisse. Især hvad angår Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti, der begge er kommet i en sand klemme. Men man kan sagtens forestille sig at Det radikale Venstre kommmer styrket ud af regeringssamarbejdet. Og dette vil da igen give større chancer for nye begyndelsestilstande og nye samarbejdsmuligheder fremover.

Hvor kulturminister Uffe Elbæk vil ende i sin kulturpolitik, når han først skal til at forhandle med andre partier og forskellige kulturinstitutioner og bøje sig for hårde realøkonomiske kendsgerninger, får også foreløbigt stå hen i det uvisse. Men han bør da have chancen for at vise om han kan gøre en forskel fremfor at blive udsat for primitiv mistænkeliggørelse. Der er behov for nytænkning og opbrud i og med at kulturen anerkendes som en bærende kraft for vores land.

Jan Jernewicz



Henvisninger:

Links til:

Kulturministeriet
Det radikale Venstre



Relevante artikler på Jernesalt:

Kaosteorier
Kunst og kult
Jernesalts 2009 filosofi
Arketypiske forestillinger
Jeget og selvet

Kulturalismen kontra oplysningsidé  (11.10.08.)
Den kreative klasse ifølge Richard Florida   (9.3.06)
Den herskende klasse efter 1970   (19.02.03.)
Midten i dansk politik  (25.10.04.)



SF's top frustrerer medlemmer og vælgere  (9.10.11.)
Helle Thornings S-R-SF-regering og dens grundlag  (4.10.11.)
Helle Thorning vandt statsministeriet med dårligt resultat for S og SF  (16.9.11.)
Valget, udfordringerne og partierne  (13.9.11.)
Kvinderne, valget og realitetsprøvelsen  (10.9.11.)
Kulturen, eliten og folket  (7.9.11.)
Farcen om dansk politik giver endeligt valg  (28.8.11.)



De radikales 2020-plan  (7.6.11.)
S og SF fremlægger deres 2020-plan  (17.5.11.)
Historisk forlig mellem VKO og R om tilbagetrækningsreform  (14.5.11.)
Øget grænsekontrol som led i politisk forlig  (12.5.11.)
Valget nærmer sig  (19.4.11.) De Radikale i klemme mellem idealisme og pragmatisme  (15.10.08.)
Radikalt lederskifte  (16.6.07.)

Helle Thorning går nu lysere tider imøde  (1.10.10.)
Ny formand for socialdemokraterne  (13.4.05.)
Hilsen til SF i anledning af 50-året  (14.2.09.)
Villy Søvndal - hans verden, væsen og rolle  (19.05.08.)
Ole Sohn og fortiden  (19.10.10.)

2007-Valgets selvbedragere og visdomsfornægtere  (19.11.07.)
2005: Folketingsvalgets perspektiver  (19.1.05.)
Politiske og økonomiske afmagtspostulater
Politiske parametre  (6.2.05.)
Hvad skal vi med værdikamp  (31.3.11.)
Individ og samfund som komplementære fænomener  (23.7.03.)
Liberalismen og socialismen som komplementære fænomener  (26.8.03.)



Øvrige henvisninger til Jernesalts egne artikler:

Artikler om Danmark
Artikler om Samfund  (se iøvrigt linkene i venstre ramme)
Artikler om Eksistens  (se iøvrigt linkene i venstre ramme)
Artikler om Sekularisering  (se iøvrigt linkene i venstre ramme)



Redaktion
Essays
Emneindex
Personindex

Programerklæring af 2.6.02.
Jens Vrængmoses rubrik
Per Seendemands rubrik (fra 2005)



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Modstanden mod komplementaritetssynspunktet

Den komplementære helhedsrealisme
De psykiske grundprocesser
De psykiske fundamentalkræfter
Konsistens-etikken
Etik og eksistens

Livskvalitet (fire artikler) (2002-03)
Ontologi-serie (tolv artikler) (2010)
Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007)
Religion som emergent fænomen i biologien  (28.12.09.)



Jernesalts 2009-filosofi
Forord  -   Begreber og aksiomer  -   Krisen ved årsskiftet 2008/09  -   Verdensbilledet 2009
Livet  -   Mennesket  -   Sjælen  -   Sproget  -   Samfundet  -   Overordnede politiske parametre
Udfordringen  -   Helhedsrealismens advarsler  -   Helhedsrealismens anbefalinger  -   Efterskrift



Værdimanifest (fra 2003))
Værdimanifest i forkortet udgave
Sagregister til værdimanifest



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal