Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - koncerthuset

ARTIKEL FRA JERNESALT - 8.2.09.


Det nye koncerthus i Ørestaden

Musikken er en meget væsentlig del af det moderne menneskes eksistensgrundlag. Stort set alle mennesker i den frie vestlige verden dyrker musik i en eller anden form - og vænnes til det fra de er børn, fordi musikken strømmer ud fra medierne uafbrudt, så man bevidst skal værne sig mod den for at slippe for den. Og det er ikke så underligt, for musikken rører ved det allerdybeste i mennesket gennem den ejendommelige kombination af rytme, melodi, klang og form som med få undtagelser præger al slags musik. Musikken taler både til krop og sjæl; den kan rive med og sætte tilhørerne i ekstraordinære sindstilstande; den kan tale til det allerinderste i mennesket og samtidigt åbne det mod det sublime og ophøjede; ja, den kan skabe en fællesskabsfølelse mellem tilhørerne som ligger på linje med den kirkelige nadver eller kommunion, og som er blevet særligt værdifuld netop i den moderne tid, hvor den traditionelle religiøsitet har mistet sin tiltrækning. Den gør det faktisk muligt for mennesker der inderligt afskyr alt religiøst at få religiøse oplevelser. De fatter nemlig ikke det religiøses psykologiske karakter.

Musik kan med andre ord under særlige omstændigheder nå højder hvor den bliver kult, og dette kræver som alle former for kultur særlige rum og særlige tider. Såkaldt 'musak' der strømmer ud fra højtalerne i shoppingcentre og alene har til formål at sætte kunderne i en behagelig sindsstemning der gør dem mindre kritiske, kan aldrig få kultisk karakter. Der kræves en vis grad af seriøs indstilling fra både det lyttende publikum og de udøvende musikere. Men genren er derimod ikke så afgørende. Folkemusik, rock, jazz og klassisk musik har alle muligheder for at påvirke publikum på en måde der rykker det ud af dagligdagen og ind i et udefinerligt fællesskab der giver oplevelsesmæssige højdepunkter der kan leves længe på - og som grundliggende svarer til de oprindelige kultiske former i religionernes sfære. Ikke mindst de mange musikfestivaler er en bekræftelse på denne påstand. Og det er derfor ikke underligt at autoritære eller fundamentalistiske regimer af både ideologisk og religiøs art bekæmper denne vestlige 'dekadence' der fører folk væk fra den snævre binding til dogmatiske eksistensfortolkninger.

Men i en vis forstand må den klassiske musik fortsat siges efter sin natur at være mere kultisk anlagt end de øvrige genrer. Og det kommer naturligvis af dens oprindelige nære tilknytning til kirke og religion. Der har altid være en kirkelig eller kultisk musik ved siden af den almindelige folkelige spillemandsmusik med vægt på rytme og dans. Og selvom den seriøse musik efterhånden blev borgerliggjort og løsrevet fra kirkerne og kirkernes kontrol, bevarede den et kultisk præg gennem sin krav til lytningen: den appellerede ikke ensidigt til kroppen gennem sine rytmer, selvom rytmerne stadigt var vigtige, men i højere grad til psyken som helhed. Den bygges op i lange forløb der udnytter rytmiske, melodiske og klanglige muligheder fuldt ud, men ender med at nå en syntese der er langt større end summen af elementerne. Og det stiller specielle krav til tilhøreren.



Klassisk musik udøves stadigt ofte i kirkerum, men har forlængst fået plads i borgerskabets kultur gennem udøvelse af såvel kammermusik i slotte og palæer som symfonisk musik og operaer i særligt indrettede koncert- og teatersale. I Danmark var situationen længe at symfonimusik i landets største byer blev spillet i sale der var bygget til andre formål, fx håndværkerforeningernes festsale. Undtagelsen var Odd Fellow Palæets særlige koncertsal i København fra slutningen af 1800-tallet. Den havde byens bedste akustik, men brændte desværre.

Først da Radiohuset - tegnet af Vilh. Lauritzen - stod færdigt i 1945 fik Danmark en moderne koncertsal der primært var beregnet for symfonisk musik. Siden kom også Tivolis koncertsal til - og Århus, Odense og Esbjerg fik deres koncerthuse. Ålborg må stadigt klare sig med kongrescenteret.

Men nu har Danmarks Radio endeligt fået et moderne koncerthus af internationalt format som 4. segment af DR-byen i Ørestaden Nord lige klods op af Metroen. Arkitekt er Jean Nouvel. Bygningen blev indviet under stor festivitas den 17. januar og er nu taget i brug til Radiosymfoniorkestrets række af torsdagskoncerter.

Åbningskoncerten var en noget blandet affære med en del fransk musik der blev spillet specielt til ære for arkitekten, men ikke just kan siges at være epokegørende - bortset fra Ravels Bolero der blev slutnummeret. Men det primære formål med programmet var også at demonstrere akustikken ved forskellig slags musik. Udover den store koncertsal, kaldet studie 1, rummer bygninger tre mindre sale (studie 2-4) som alle kan justeres af hensyn til akustikken. Og mester for det hele er den japanske akustiker Yasuhisa Toyota. Det kunne straks konstateres at akustikken har nogle særlige kvaliteter der skiller den ud fra den gamle koncertsal i Rosenørns allé, men også at den fortsat skal justeres. Som generel regel siges at et orkester skal have et års tid til sammen med lydteknikerne at finde den optimale akustik.

Efter at have overværet den første torsdagskoncert og været på en rundvisning i bygningen tør undertegnede komme med en første vurdering.



Jean Nouvels Koncerthus er i hver en henseende et unikt stykke arkitektur der tåler sammenligning med Jørn Utzons Opera i Sidney. Den store koncertsal kan overfladisk set minde om Berliner Philharmonien, men bygningen som helhed har ikke sin mage. Den er ikke bare en skal omkring en sal, men et univers for sig - bygget på en bar mark der skæres af metroen, men som endnu ikke har fået sit selvstændige liv som byområde, selvom DR-byens øvrige tre segmenter, It-universitetet, Det kongelige Biblioteks bygning, Det nye Københavns Universitet, Tietgen-kollegiet og beboelsesejendomme er skudt op i den nordlige ende med et fint kanalsystem.

Jean Nouvel har været meget bevidst om bygningens udformning i forhold til omgivelserne og landet. Han skal være inspireret af Peter Høegs roman "Frøken Smillas fornemmelse for sne", hvor en meteor lander på en sneklædt mark i det kolde Norden. Nouvel har bygger koncertsalen som en kæmpemeteor der er landet på et øde og koldt sted i en kommende Ørestad. Meteoren er formet som en katedral der ikke hviler direkte på jorden, men bæres oppe af kæmpemæssige betonelementer og på undersiden ned mod den store foyer og gangene er forsynet med store skaller der modtager billedprojektioner fra mange forskellige projektorer.

Nede under jordniveau - ikke i kælderen, men i niveau 'minus 1' - findes de tre mindre sale side om side, men adskilt gennem lydisolerende glasrum. De er forskellige i både størrelse, form og farve - men er alle gjort fleksible med hensyn til akustik. Det største af lokalerne - studie 2 - har en scene på nøjagtigt samme størrelse om den store koncertsals og kan bruges som øverum for hele symfoniorkestret. Træpanelerne er forsynet med store tegninger af komponister og musikere der har haft tilknytning til dansk musik og symfoniorkestret. Alle sale har deres egne kontrolrum til optagelsesbrug. En af salene har ikke træpaneler, men glasvægge. Rummet er helt i sort og hvidt som et flygel med sin række af hvide tangenter. Belysningen er stærk og virker hård. Det er ikke et rum der virker tiltrækkende på undertegnede. Hårde flader virker direkte afskrækkende på et sensibelt musikøre.



Koncertsalen har fået Danmarks største orgel på ikke mindre end 92 stemmer fordelt på 4 manualer og en række pedaler. Det har 6144 orgelpiber. Det er bygget hos det hollandske orgelbyggeri Den Heuvel Orgelbouw i Dordrecht og blev fragtet til København for et års tid siden i adskilte dele - og derefter samlet samt intoneret over tre-fire måneder. Det er blevet indviet af domorganist Flemming Dreissig, der finder det unikt med sine fine nuanceringsmuligheder. Men det er på Jean Nouvels forlangende blevet dækket af en række piber foran som er ren pynt. Det går ud over lydbølgerne. Og i det hele taget må det fastslås at den regulerbare akustik i salen endnu ikke har fundet sine ideale form.

Som også anmelderne har konstateret efter de første koncerter, så er der problemer med akustikken i rummet, idet alle instrumenter og instrumentgrupper kan høres utroligt tydeligt - vist nok ligemeget hvor man sidder. Men det kniber med den symfoniske klang som helhed. Det har noget med efterklangen at gøre. Den er for lille. Og muligvis hænger det sammen med den kæmpemæssige baldakin eller 'canopy' som hænger ovenover scenen og som kan sænke og hæves og finreguleres netop for akustikkens skyld. Men den synes at bevirke at orkesterklangen ikke rigtigt kan få den store fuldtonende klang som er ønskelig og som fx giver en katedral nogle særlige muligheder som kan udnyttes ved opførelse af store kor- og orkesterværker. Forhåbentlig kan det dog efterhånden justeres.



De synlige betonflader i huset står ikke bare og flade, men er formede på en speciel måde ved foldede stykker plastik i formene. Det har fået dem til at ligne 'elefanthud' - der ydermere er gjort blødere gennem en særlig behandling med sæbe. I støbehullerne er der indsat 'snapseglas' der reflekterer lyset. Det er bare et eksempel på arkitektens store idérigdom. Et andet er brugen af 'flightcases' til både bænke, barer og garedrober rundt omkring i foyererne. Flightcases er de solide flyvekufferter som musikere bruger til transport af deres dyre musikinstrumenter. Og de skal give både musikere og publikum associationer til musikkens praktiske side. Men overalt finder man særlige finesser og finurligheder, som det vil føre for vidt at omtale her. De fremgik bl.a. af den tv-udsendelse Jon Adelsteen og Adrian Hughes har lavet om 'Nouvel og det martrede koncerthus' (foreløbigt vist to gange på DR) og kan også ses i den store billedbog om koncerthuset som byggeplads som DR har udgivet og som rummer flere hundrede fotos som koncerthusets driftschef Niels Erik Lund har taget undervejs.

Jean Nouvel har citeret en berømt arkitekt for ordene, at Gud findes i detaljen, og har dermed villet understrege hvor vigtig detaljen er som en vej til indblik i den allerdybeste helhed. Ligegyldigt hvor man går i Nouvels koncerthus vil man blive mindet om sandheden i dette udsagn. Det betyder at man i grunden aldrig bliver færdig med huset, men vil blive ved med at opdage nye ting, ligegyldigt hvor ofte man måtte komme i huset. Men det betyder på sin vis også at man aldrig vil vænne sig så meget til huset at det på noget tidspunkt bliver ligegyldigt som arkitektur.

Nouvels princip er også fulgt i udformningen af Koncerthusets yderste skal, der ikke er hverken beton eller glas, men en dybt koboltblå dug, som pakker meteor-katedralen ind i en kube der i form svarer til DR-byens øvrige tre segmenter, men samtidigt fungere som 'lærred' der kan projiceres lys, stillbilleder, videoer og animationer op på om aftenen. I dagslys kan man skimte katedralen inde bagved. Og indefra kan man om aftenen se byen udenfor. Projektionerne kommer dels fra Produktionssegmentet i DR-byen (med de sorte facader ind til studierne), dels fra særskilte projektionstårne, som giver en tilknytning til metroen, idet de er udformet som de søjler der bærer banen. Det var et kompromis, for den oprindelige idé var at få Per Kirkeby til at tegne dem som murede tårne af den art han ofte har lavet og som metro-stationen lige overfor har et eksemplar af på sin forplads. Men det blev der ikke råd til. For som bekendt overskred byggeomkostninger hurtigt budgettet - og krævede visse begrænsninger i den sidste ende.

Økonomien er er et kapitel for sig.

Koncerthuset var oprindeligt budgetteret til 600 mio kroner, men kom til at koste 1,6 mia - en kolossal overskridelse der kom til at koste Danmarks Radio dyrt i form af nedskæringer på de almindelige driftsudgifter - og derfor også personalereduktion og udskiftning af både direktør og bestyrelse. Man kan hævde at det er for dårligt at den ansvarlige byggeledelse ikke kan styre udgifterne, men man skal huske at projektet er det stik modsatte af en standardbygning af præfabrikerede elementer. Alt i bygningen er nytænkt og har krævet ny byggeteknologi næsten hele vejen igennem. Den slags bliver dyrt - og kan simpelthen ikke forudberegnes. Udgifterne kommer alligevel altid bag på bygherren og de politiske bevillingsgivere. Ligesom i tilfældet med Utzons opera i Sydney. Men man får altså også et bygningsværk der er unikt, og man kan simpelthen ikke få et unikt bygningsværk uden budgetoverskridelse.

Det har været helt urimeligt at kæde overskridelsen sammen med DR's almindelige driftsbudget. Bygningsprojektet skulle fra starten have været selvstændigt. Men kan man overhovedet se formålet med at give København et så specifikt arkitektonisk værk, vil man bære over med budgetoverskridelsen. Og samtidigt prise København og Danmark lykkeligt over at projektet blev sat i gang inden finanskrisen satte ind!



I det vinderprospekt som Ateliers Jean Nouvel i januar 2002 sendte til arkitektkonkurrencen skrev Jean Nouvel at der er en risiko ved at bygge i et kvarter der først er i gang med at blive skabt. Men man må da spørge: Hvilke kvaliteter kan man bibringe dette fremtidige urbane område? Fremtiden er i et sådant tilfælde usikker, men usikkerheden har sin positive styrke i mysteriet. Og mysteriet er aldrig langt fra forførelsens kunst, fra det attraktive. Kunsten er at give konteksten værdi, lige meget hvad, og for at opnå dette, er det nødvendigt at skabe en tilstedeværelse, en identitet. "Jeg anbefaler at materialisere området og give det status af et helt exceptionelt byanlæg", skrev Nouvel.

Arkitekten understreger at arkitekturen træder frem gennem detaljer, døre, belysning, lofter, trapper. Hver sted bliver en opdagelse, hver detalje en opfindelse. Det er, skriver han, hvad vi har lært af en arkitektur der ikke går i glemmebogen; det er en diskret hyldest til Vilh. Lauritzen. "Arkitektur er som musik, den er skabt for at bevæge vores sanser og give os nydelse", slutter Nouvel.

Heri kan man kun give ham ret. Men jeg vil dog ikke undlade at supplere med en understregning af det kultiske element. København har med Koncerthuset i Ørestaden fået et kultsted, som er unikt i landet, og som bør bruges som sådant.

Jan Jernewicz



Henvisninger:

Tv-programmet 'Nouvel og det martrede koncerthus' (DR. Perspektiv 2009).
DR: 'K3nc2r1hus4t. Billeder fra en byggeplads'. (Fotos af Niels Erik Lund)

Per Kirkeby på Louisiana  (3.11.08.)
Funkis, frisind og fortrængning  (17.9.08.)
Musik - underholdning eller kult?  (9.5.06.)
Ind i musikken

Sport og kult i nutiden  (30.4.06.)
Operaen, pengene, kunsten og myterne  (15.1.05.)
Hamlet, Skuespilhuset og teatrets krise  (24.2.08.)



Artikler om Samfund
Artikler om Musik
Artikler om Kunst
Artikler om Eksistens
Artikler om Religion
Artikler om Sekularisering



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Helhedsrealismen
De psykiske grundprocesser
Konsistens-etikken



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal