Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - leksikon

Leksikon

Her vil efterhånden blive givet en kort leksikalsk forklaring på
de vigtigste ord og begreber i Jernesalts filosofi.

Indtil leksikon'et er fuldført vil linkene til opslagsord der endnu ikke er behandlet
være tomme eller henvise til artikler uden for leksikonet.



afmagt   agnosticisme   arketypiske forestillinger   ateisme

barmhjertighed   begrebstænkning   billedtænkning   bøn

determinisme   fysiske fundamentalkræfter   indeterminisme   naturen

psykiske fundamentalkræfter   psykiske grundprocesser



Afmagt    
Til toppen  Næste

Afmagt betyder i almindelighed blot mangel på magt eller manglende evne til at udrette noget. Men i erkendelsesmæssig henseende kan ordet dække en manglende mulighed for at løse fundamentale teoretiske og eksistentielle problemer inden for givne begrebsrammer. Inden for matematikken kan man fx ikke måle både siden og diagonalen i et kvadrat i enheder af hele tal. Løsningen er at udvide begrebsrammen, hvilket i det konkrete tilfælde vil sige at udvide den til at omfatte kvadratroden af tal. Hvis siderne i et kvadrat er 1 meter, vil diagonalen være kvadratroden af 2 meter. Klassen af reelle tal udvides til at omfatte mere end de hele tal, nemlig også de irrationelle tal. Hver gang en sådan udvidelse har fundet sted, har man måttet indføre nye regneregler. Samtidigt er matematikken blevet mere og mere generel og abstrakt: den går langt ud over det anskueliges rammer.

I historieforskningen kan det fastslås at det er umuligt at forudsige historiens fremtidige forløb, eftersom den historiske proces påvirkes af den menneskelige viden, som igen med tiden øges på uforudsigelig vis - gennem opdagelser og erkendelser der ligger ud over al rationel metode og har 'åbenbaringens' irrationelle karakter. Gennem dybdepsykologien er det muligt at forstå selve den kreative proces i og med at den sættes i forbindelse med 'det kollektivt ubevidste'. Men det er stadigt ikke muligt at forudsige hvad der vil komme ud af kreativiteten.

Politisk er det umuligt at løse internationale konflikter med nukleare våben, da anvendelse af disse våben indebærer risiko for totaldestruktion af stridens parter. Den allerstørste risiko ligger i at den tabende part i desperation kan vælge den totale destruktion frem for nederlaget - så at sige som en slags 'martyrdød'. Det var hvad Hitler i realiteten gjorde fra 1943. Det havde været katastrofalt om han havde haft atomvåben. Tilstedeværelsen af atomvåben gør indre konsistens nødvendig på politisk plan: Magthaverne skal være indstillet på at prioritere overvægten af det gode i livet på langt sigt over selve magten og nydelsen af magt.

Eksistentielt er det umuligt at få frihedsprincippet og ligheds- eller tryghedsprincippet til at gå op i en logisk syntese. Der vil altid være spænding eller konflikt mellem principperne - både i politik og i privatliv. Fuldkommen frihed vil indebære afskaffelse af lighed og tryghed. Den vil føre til de stærkestes ret og magt. Erkendelsesmæssigt hedder løsningen komplementaritetsprincippet der principielt sideordner frihedsprincippet med ligheds- eller tryghedsprincippet - uden at fastlægge nogen balance mellem dem som ideel eller definitiv.

Filosofisk og religiøst gælder at det ikke er muligt at nå til rationel viden om irrationelle fænomener så som de religiøse eller helhedsrealistiske grundforestillinger om fx verdens skabelse, livets mening eller Guds eksistens. Herom handler bl.a. agnosticismen.

Iøvrigt kan der opstilles en lang række afmagtspostulater.



Agnosticisme    
Til toppen  Næste

Agnosticisme betegner den forholdsvis nye opfattelse, formuleret 1869 af den britiske anatom og zoolog Th. H. Huxley, at det ikke er muligt at opnå rationel eller videnskabelig viden om emner af grundliggende religiøs art. Disse fænomeners årsager og væsen er principielt 'uerkendelige', hvorfor tavshed om dem efter agnostikernes mening er det eneste anbefalelsesværdige. Ludwig Wittgenstein formulerede princippet i det berømte syvende postulat i 'Tractatus': "Wovon man nicht sprechen kann, darüber muss man schweigen".

Det var smukt formuleret, men det bør ikke glemmes, at 'sprechen' her er indsnævret til at betyde 'tale rationelt eller videnskabeligt', og at anbefalingen altså gik på at man burde tie om alt det man ikke kan tale rationelt om. Og da må det ganske nøgternt fastslås at den gode filosof var langt ude: For naturligvis taler vi mennesker i høj grad også om alt det vi ikke kan tale strengt videnskabeligt om. Ja, den meste filosofi, kunst, digtning og religiøse tolkning gennem tiderne har drejet sig om det irrationelle. Og det skyldes den enkle grund at det irrationelle spiller den allerstørste rolle for alle mennesker til alle tider, fordi det er det irrationelle der er meningsbærende i eksistentiel henseende. Men det bør understreges at det irrationelle ikke er ensbetydende med det overnaturlige. Det ligger tværtimod inden for naturens rammer.

Agnosticismen har den store fordel frem for ateismen, at den ikke direkte postulerer en ubevislig påstand om at Gud ikke eksisterer, men nøgternt holder sig til at vi i hvert fald ikke kan vide noget om sagen på rationel/videnskabelig vis. Og vil man kun have viden ad denne vej, er man naturligvis tvunget til tavshed som udtryk for accept af erkendelsens afmagt.

Agnosticismen har imidlertid den indbyggede fejl at den totalt ser bort fra, at mennesket er ude af stand til at leve udelukkende på den form for viden den rationelle erkendelse kan give. Dybest set lever alle mennesker på en viden eller indsigt der er af før-sproglig, visuel og auditiv art, og sådan har det altid været og vil det altid blive ved at være. Det skyldes den simple grund at mennesket fødes uden sproglig bevidsthed, men ikke destomindre allerede fra første åndedrag normalt lever i fuld tillid til andre og med daglig erfaring om at tingene hænger sammen og kan forstås og tilegnes på den ene eller anden måde.



Menneskets dybeste eksistentielle indsigt er ikke af rationel art, den er snarere af mystisk art, dvs af en irrationel karakter der omfatter gentagen oplevelse af sammenhæng, mening og helhed. Denne indsigt trækker i høj grad på de arketypiske forestillinger og dermed det kollektivt ubevidste. Intet menneske kan med andre ord leve på det agnosticistiske princip: at man må lade det ligge man ikke kan forholde sig rationelt til.

Fuld menneskelig indsigt er altid dobbelt: den er både irrationel (via de psykiske primærprocesser) og rationel (via de psykiske sekundærprocesser). De to slags processer er komplementære til hinanden. De kan aldrig gå op i en højere enhed, men er lige uundværlige.



Arketypiske forestillinger    
Til toppen  Næste

Ordet 'arketype' er er psykologisk begreb der blev indført af C.G. Jung som betegnelse for de ubevidste psykiske strukturer der vedrører de universelle livserfaringer og som konkretiseres i billeder og symboler i drømme, myter, eventyr og andre psykiske fænomener som er forbundet med eksistentiel erfaring. Disse konkrete billeder og symboler er netop erfarede fænomener, men arketyperne er hypotetiske størrelser hvis værdi ligger i at de kan kategorisere forestillinger der har fælles træk og dermed lette forståelsen for ubevidste processer. Der skal altså skelnes skarpt mellem arketyperne og de arketypiske forestillinger. De sidste er erfaringsmæssige og kan beskrives i detaljer på idiografisk vis; de første er hypotetiske og tjener det formål at skabe orden og overblik samt indsigt i psykologiske lovmæssigheder på nomotetisk vis.

Af universelle arketypiske forestillinger kan nævnes moderarketypen, faderarketypen, guder, djævle, engle, helte, skurke, men også nyere forestillinger som folk og nation samt konger, folkeførere m.v. - og ikke at forglemme 'selvet' (eller totalpsyken).

Arbejdet med arketypiske forestillinger kan føre til personlig balance og helhed, idet analyse netop kan konstatere eksistensen af selvets arketype, dvs den arketype der - til forskel fra det snævre jeg - er grundlag for mening og helhed i kraft af forestillingens før-sproglige karakter.

Jung påpegede først og fremmest at disse arketypiske forestillinger i det kollektivt ubevidste fungerer som ikke-personlige dominanter i og med at de har stor psykisk energi og derfor påvirker adfærd og holdninger på samme måde som komplekser kan være dominanter i det personligt ubevidste.

Arketypisk adfærd udfolder sig kollektivt i kult og riter, præget af psykisk intensitet. Denne form for adfærd forekommer i al religionsudøvelse, men ses i moderne tid også i musik- og sportsbegivenheder samt i ideologiernes massepåvirkning der ofte udarter til decideret massepsykose. I sidstnævnte tilfælde kan arketyperne i værste fald misbruges til katastrofale demagogiske formål.



Ateisme    
Til toppen  Næste

Ateismen afviser eksistensen af en personlig gud eller et højere styrende princip og tenderer i den vestlige verden - modsat agnosticismen - mod at være en lære der retter sig specifikt mod kristendommen. Længe accepterede filosofferne et abstrakt gudsbegreb (panteisme eller deisme), fordi man havde svært ved at forstå at der ikke skulle være en gud eller et styrende princip bag verdens skabelse (i nutiden genfindes denne indstilling i den rent spekulative tese om Intelligent Design).

Ateismens storhedstid var 1800-tallet, da mange anså religion for et overstået stadium i den historiske udvikling. Auguste Comte mente således at både det teologiske (religiøse) og det metafysiske (filosofisk-spekulative) stadium var blevet afløst af et videnskabeligt. 'Naturen' og senere 'fremskridtet' blev erstatningsbegreber for Gud. Med Darwins evolutionsteori (1859) blev både fysiske og biologiske processer forklaret uden henvisning til noget overnaturligt væsen eller princip. Men hvor universet kom fra forblev dog en gåde.

Med verdenskrigene 1914-18 og 1939-45 smuldrede fremskridtstroen imidlertid, og kvantefysikken underminerede i 1920-erne i 30-erne troen på en absolut determinisme ved at indføre sandsynlighed i naturvidenskaben. Den bohrske Københavnerfortolkning understregede samtidigt at vi erkendelsesmæssigt slet ikke kan komme bag om naturen eller sproget. Mennesket er den del af naturen som er karakteriseret ved både at være aktør og tilskuer til naturens drama.

I 1883-85 blev Gud erklæret død i Friedrich Nietzsches værk 'Also sprach Zarathustra', hvor fremkomsten af 'overmennesket' eller 'det frie menneske' blev profeteret. Nietzsches skyts var specielt rettet mod den kristne slavemoral, og det kan da også psykologisk påvises at utallige mennesker er blevet ateister som følge af religiøse overgreb i opdragelsen. En anden årsag kan være den eksistentielle anfægtelse over det ondes fakticitet. Argumentet er, at hvis den kærlige og almægtige Gud har skabt verden, hvordan kan der da være så megen ondskab i verden.



Problemet med den menneskelige afskaffelse af Gud er at det logiske alternativ synes at være nihilismen, dvs en absolut afvisning af alle værdier, herunder også al etik. 'Alt er tilladt' blev nihilisternes motto, men det er aldrig slået igennem. Det blev endda stærkt miskrediteret af nihilisternes egen tilbøjelighed til politisk ekstremisme (ikke mindst i det zaristiske Rusland). Alle mennesker vil sådan set gerne være fri for autoriteter der undertrykker dem, men de færreste mener, når det kommer til stykket, at alt er tilladt. Det at være menneske synes at forudsætte evnen til at kunne se en essentiel forskel på godt og ondt.

Et andet alvorligt problem ved ateismen er - som påpeget af C.G. Jung - risikoen for psykisk inflation. Hvis mennesket ikke har erfaret en instans i sit eget indre der på en eller anden måde står over dets snævre ego, da vil det let kunne forledes til at tro, at det selv er gud og har både guddommelige meninger og guddommelig status. Gennem ateismen kan man nok undsige al ydre autoritet af religiøs art, men ikke en indre korrigerende instans uden at gøre sig selv til absolut autoritet.



Den danske religionshistoriker Vilh. Grønbech gennemskuede dog ateismens grundproblem allerede i 1923 i bogen om 'Religiøse strømninger i det 19. århundrede', hvor han meget vittigt konstaterede, at Gud døde ca 1770, nemlig dengang filosofferne "fandt det fornødent at bevise hans eksistens". For Grønbech var det en indlysende erfaring at Gud kun fungerer som ægte gud i og med at han er en umiddelbar realitet, dvs en realitet før sprog og tænkning sætter ind med sine beviser og argumentation. Reelt er dette fra Grønbechs side en henvisning til gud som en arketypisk forestilling der netop i kraft af sin spontane opdukken fra det kollektivt ubevidste altid vil komme til at fremstå som en umiddelbar realitet man kan forholde sig til, men ikke afvise uden risiko for fortrængning. Grønbech var i realiteten dybdepsykolog, men det skal understreges at hans terminologi lå langt fra både Freuds og Jungs.

Eksistentielt set betyder opfattelsen af Gud som en umiddelbar, arketypisk forestilling at det ondes problem ikke bliver uforståeligt. Mytisk set er Gud skaberen af verden og tilværelsen, men ifølge den bibelske syndefaldsmyte har mennesket spist af kundskabens træ med det resultat at seksualiteten er vågnet samtidigt med erkendelsen af forskellen på ondt og godt. Mennesket har så at sige fået den frihed der indebærer valgmuligheder og dermed muligheden for at vælge det onde. Ondskab forekommer ikke i naturen som sådan, men først i den menneskelige tilværelse af valgmuligheder.

Videnskabeligt set betyder samme opfattelse af Gud som arketypisk forestilling, at Gud ikke kan bruges som argument, princip eller årsag i naturvidenskaben. Gud er ikke en bevidst konstruktion af den menneskelige tænkning, men hører hjemme i det kollektivt ubevidste og den deraf afledede mytiske tænkning. Videnskabelig metode hører derimod helt og holdent hjemme i den rationelle tænkning og dermed de vage, men stabile psykiske sekundærprocesser. Men rationel tænkning (eller 'begrebstænkning') og mytisk tænkning ('billedtænkning') udelukker ikke hinanden. De er faktisk komplementære tænkemåder der i de fleste menneskers sjæleliv og åndsliv vekselvirker ubesværet og givende, men oftest ubevidst med hinanden.



Barmhjertighed    
Til toppen  Næste

Begrebet barmhjertighed er den komplementære modsætning til retfærdighed.

Ordet er i visse sammenhænge synonymt med 'nåde', idet man i vendingen at 'lade nåde gå for ret' sprogligt tilkendegiver den mulighed at man kan bære over med andres uretfærdighed - og i juridisk henseende endda se bort fra straf. Forudsætningen er i begge tilfælde at der foreligger en handling der opfattes som en uret eller uretfærdighed og som individet eller samfundet har en juridisk eller moralsk ret til at hævne. Men man vælger at forbarme sig over den der har forbrudt sig.

De fleste mennesker finder egentlig hævngerrighed for utiltalende. Det ses som en dårligt karaktertræk ved folk at de er ude af stand til at bære over med andres forurettelser og altså ikke helmer før de har fået hævn. I værste fald kan hævngerrigheden være så stærk at den nærmest bliver en besættelse - og simpelthen ødelægger muligheden for at komme videre i livet. Der er eksempler på folk der fx taber en retssag mod det offentlige og prøver alle muligheder for anke og klage i retssystemet, selvom omkostninger både økonomisk, socialt og menneskeligt bliver større og større, men muligheden for at vinde mindre og mindre. I ældre tider førte ekspropriationssager ikke sjældent til at de eksproprierede endte i stor forbitrelse over deres tab, som jo netop kan være tab af en identitet der ikke kan erstattes af penge.

I vore dage ses ofte at folk der har været ude for store tab ved trafikulykker eller voldsforbrydelser og er blevet alvorligt handicappede eller har mistet nære pårørende følger de efterfølgende retssager meget nøje og ikke lægger skjul på at de ønsker de strengeste straf over gerningsmændene. Dette viser at retfærdighedsfølelsen er kolossalt stærk i de fleste mennesker, men også at det kniber gevaldigt med 'at slå den fra' til fordel for barmhjertigheden.

Forklaringen ligger i den stærke opbygning af en snæver personlighed og en manglende relativisering af jeget. Den snævre identitet bygges op via de sekundære psykiske grundprocesser i form af jegbekræftende uddannelse, karriere og jagt efter status og penge. Der bliver for lidt plads til en udvikling af 'selvet' eller 'totalpsyken' og dermed udviklingen af overbærenhed, tolerance, pragmatisme og relativisme. Det jeg-centrerede menneske kommer aldrig ind i det tragediens område hvor det at have ret er hørt op eller i det mindste nedtonet.



I religiøs henseende er 'Guds barmhjertighed' et centralt begreb i både jødedom og kristendom. Det religiøse menneske erkender grundliggende sin 'synd' i kraft af 'syndefaldet': mennesket kommer netop i puberteten ind i den eksistentielle sfære hvor det erkender den principielle forskel på godt og ondt, og hvor det samtidigt ofte må erkende at det ikke altid selv gør det gode, selvom det gerne ville. Det har for stedste mistet den barnlige uskyldighedstilstand, men har bevaret det fundamentale behov for - trods alle fejl - at blive betragtet som et godt og retfærdigt menneske.

I sidste instans er det kun Gud - eller arketypen 'den himmelske fader' - der er i stand til at udvise den barmhjertighed der ligger i at slette det enkelte menneskes 'synder' af regnskabet. Derfor appellerer mennesket til Gud om barmhjertighed. I Det gamle Testamente lyder appellen bl.a. stærkt i Davids Salmer.

Jødedommen er dog til forskel fra kristendommen karakteriseret ved en stærk tro på at det enkelte menneske 'retfærdiggøres' gennem sine gerninger, og derfor gennem sin vilje til og held med at få ydre succes i livet 'retfærdiggør sig' i forhold til de højere magter. Den personlige stolthed falder sammen med vished om at være retfærdig i Guds øjne.

Kristendommen ser derimod mennesket som et grundliggende ufuldkomment menneske der ikke har nogen anden chance for fuldstændig retfærdiggørelse end Guds nåde og barmhjertighed. Denne afhænger derfor ikke af menneskets gerninger som sådanne, men alene af tilliden til Guds alfaderlige barmhjertighed.



Psykologisk kan man hævde at det kun er egentlig religiøse mennesker der i kraft af overdreven samvittighedsfølelse - skrupulositet - kan være i tvivl om deres menneskelige værdi og ret til at eksistere som frie mennesker, men den terapeutiske erfaring viser, at tvivlen er langt mere udbredt. Og den kræver under alle omstændigheder at den tvivlende kommer til på overbevisende måde at opleve at han er god nok som han er. Blandt andre psykoanalytikeren Thomas A. Harris har behandlet dette psykologiske mønster indgående, og han er da også kommet til det resultat at det er helt centralt for alle mennesker, men ikke mindst for børn, at blive accepteret uden betingelse.

Hans konklusioner understøtter den opfattelse at religion aldeles ikke kan reduceres til den snævre dogmatiske lære der prædikes i kirken, men har langt dybere almene træk.



Begrebstænkning    
Til toppen  Næste

Begrebstænkning eller rationel tænkning skal ses som komplementær modsætning til billedtænkning eller mytisk tænkning, idet den er karakteriseret ved anvendelse af alle de ord, begreber, sondringer, logiske konstanter og regler som kendetegner de vage, men til gengæld stabile sekundære psykiske grundprocesser eller den svage psykiske kernekraft og er forudsætningen for såvel den dagligdags realitetsopfattelse som den mere krævende, systematiske videnskab. - Jf. rationalitet.

Der gælder andre regler for begrebstænkning end for billedtænkning, hvorfor det er nødvendigt at forstå forskellen mellem de to slags psykiske grundprocesser.

Begreber eller almenbegreber er sproglige betegnelser for fænomener af samme klasse. De er abstrakte, for så vidt de angiver de træk der er fælles for bestemte generelle kvantitative fænomener som fx mennesker, dyr, planter, farver, lyde, lugte eller kvalitative fænomener som god, dårlig, smuk, grim, sand, falsk, retfærdig, uretfærdig osv.



Begrebstænkning er diskursiv, idet den rationelle tænkning består i at kombinere begreber med hinanden såvel som påstande eller argumenter der indeholder begreber, således at der fremkommer en sammenhængende kæde af ord og begreber, der alt i alt giver en meningsfuld beretning eller argumentation og muliggør samtale eller diskurs. Filosoffen Kant betragtede al egentlig erkendelse som diskursiv og satte selve evnen til diskursiv tænkning lig med forstand.

I det omfang begreber anvendes som symboler af mere eller mindre billedmæssig art som fx matematiske symboler eller edb-ikoner er der tale om vedtagne, mere eller mindre indlysende kendetegn der i princippet er vilkårligt fastlagte, men som der er skabt enighed om af praktiske grunde. De gør ikke tænkningen intuitiv, men letter læsningen og beregningen.



Billedtænkning    
Til toppen  Næste

Billedtænkning eller mytisk tænkning skal ses som komplementær modsætning til begrebstænkning eller rationel tænkning, idet den er karakteriseret ved anvendelse af de intense, men til gengæld ustabile primære psykiske grundprocesser eller den stærke psykiske kernekraft og derfor udelukker nøgtern realitetsopfattelse såvel som systematisk videnskab.

Der gælder andre regler for billedtænkning end for begrebstænkning, hvorfor det er nødvendigt at forstå forskellen mellem de to slags psykiske grundprocesser. Reglerne kan læses under ovennævnte links.

I modsætning til begreber er billeder eller mere præcist audio-visuelle bevidsthedsforestillinger ikke af sproglig art, men derimod af intuitiv art. De afhænger ikke af sprog eller logik, men indses direkte og umiddelbart som helheder og sammenhæng. Helheden kan være en praktisk, teknisk eller erkendelsemæssig problemløsning der pludseligt går op for et menneske der beskæftiger sig med sådanne problemer, eller helheden kan angå et almenmenneskeligt livsforhold eller endog 'tilværelsens inderste væsen', som lige så pludseligt forstås på et dybere plan end det logisk-rationelle. Den intuitive helhed har 'eureka-oplevelsens' eller ligefrem åbenbaringens karakter.

Billedtænkning er derfor afgørende for al ny erkendelse - også i videnskaben, hvor den dog altid skal kunne omsættes til sprogligt formulerede og kontrollerbare udsagn. Fx. blev Newtons tyngdelov eller Einsteins relativitetsteori indset intuitivt, men efterfølgende formuleret matematisk. Videnskaben er dog så stærkt bundet op på den diskursive tænkning, at det er en meget udbredt opfattelse at intuition er fremmed for den. Men dette er en meget forkert og uheldig opfattelse, som udelukker forståelsen for at den begrebsmæssige og billedmæssige tænkning er komplementære og gensidigt afhængige tænkemåder.



Kommer vi derimod til kunst, musik og religion er det for langt de fleste mennesker helt oplagt at disse væsentlige kulturfænomener ikke kan tænkes uden intuition og audio-visuelle bevidsthedsforestillinger. Intuition er en uadskillelig del af den kunstneriske og religiøse inspiration og kreativitet.

Det er almindeligt at kalde de billeder der anvendes i kunst, musik og religion for 'symboler'. Men det skal understreges at de 'symboler' der forekommer ikke - som den rationelle tænknings veldefinerede og derfor bredt anvendelige symboler - er vedtagne symboler, men tværtimod ikke-konstruerede og ikke-definerede symboler der slår igennem som nye, emergente fænomener. I kunst, musik og religion er alle symboler intuitive og oprindeligt spontant fremkomne via underbevidstheden, der igen er et både personligt og kollektivt fænomen. Forestillingerne kan på analytiske plan ses som arketypiske forestillinger, hvad der igen betyder at de konkrete forestillinger ses som varianter af grundliggende fælles eller universelle arketyper. Men det afgørende er at de konkrete forestillinger altid fremkommer spontant, og at de ældgamle mytiske forestillinger som kultur-, kunst- og religionshistorien kan opvise i rig variation (fx gudeforestillinger) alle er fremkommet spontant. Hverken de nye eller de gamle forestillinger kan betragtes som bevidsthedskonstruktioner.



Det betænkelige ved at kalde disse audio-visuelle forestillinger for 'symboler' ligger netop i at betegnelsen kan forlede folk til at tro at der er tale om bevidste betegnelser for særlige fænomener og erfaringer, som man endda ofte kalder 'overførte betydninger' af ord til forskel fra bogstavelige betydninger. Kalder man eksempelvis en person for 'en underlig fisk' er det indlysende at der er tale om en overført betydning (det påstås ikke at personen er en fisk, men det understreges på humoristisk vis at han er underlig), men lige så snart man kommer ind i kunstens og religionens fænomenverden, er forholdet meget mere kompliceret.

Eksempelvis forekommer det i Kieslowskis Dekalog 3-film at en døende patient ser en bi kæmpe for sit liv efter at den er faldet ned i et glas vand. Kampen lykkes - og det giver patienten kraft til at kæmpe for sit liv. Biens kamp kommer så at sige til at 'symbolisere' selve kampen for livet, men det er ret usandsynligt at patienten der ser begivenheden overhovedet giver sig til at kalde den symbolsk. Han vil snarere intuitivt opfatte den som en livsbekræftelse og netop derved få styrket sin egen livsvilje umiddelbart - uden om al refleksion. Symbolikken er noget vi efterfølgende kan tillægge fortolkningen i vor efterrationalistiske analyse. I realiteten er der direkte sammenhæng mellem det sansede og den psykologiske effekt. Da film- og andre billedkunstnere er visuelt indstillede, vil man da også ofte høre dem protestere mod intellektuelle fortolkninger der gør noget set til noget symbolsk. For dem repræsenterer det sansede ikke andet end hvad der sanses. Men det sansede kan ofte virke stærkt ind på psyken uden noget mellemled af refleksion.



I musikken er det endnu tydeligere at formerne der sætter toner, melodier, harmonier og rytmer sammen i mere eller mindre komplicerede 'kompositioner' kun i egentlig 'programmusik' kan påstås at forestille noget bestemt - som fx et tordenvejr (jf. Beethovens Pastorale-symfoni). Men der er ikke destomindre kolossal forskel på de forskellige slags musikstykker, de forskellige genrer og stilarter og de forskellige komponisters personlige værker. De har altså kendetegn der gør dem skelnelige fra hinanden, og som i vid udstrækning er objektivt definerbare. Det er eksempelvis muligt for kendere at høre forskel på en tidlig symfoni af Mozart og en tilsvarende symfoni af Haydn ud fra bestemte musikalske kendetegn. Blot er disse kendetegn ikke symbolske, de repræsenterer ikke andet end det de er: en bestemt måde at lave musik på for en bestemt komponist på en bestemt tid.

Der indgår dog i al slags musik tydeligt særlige strukturer der kan genkendes (fx en melodi, en harmoni eller en rytme) og det er også karakteristisk for disse strukturer at de som hovedregel påvirker den lyttende i bestemte retninger på det følelsesmæssige eller stemningsmæssige plan, fx animerer til glæde, dans, sang, sorg, fryd, ekstase eller andagt. Derfor angiver komponisterne ofte specifikke tempo- og 'foredragsbetegnelser' i noderne - som fx adagio (langsomt), grave (alvorligt), vivace (livligt) og agitato (ophidset). Men igen er det vildledende at kalde musikken symbolsk, for der kræves ingen intellektuel fortolkning for at blive påvirket. Musikken adskiller sig netop fra andre kunstarter ved at den virker direkte og umiddelbart i og med at den høres. Den er så at sige i sig selv udtryk for bestemte følelser og stemninger og hensætter lytterne i disse samt en lang række andre psykiske reaktioner der også omfatter visuelle fænomener og oplevelse af helhed, sammenhæng og mening.

Hvor anvendelsen af bestemte ord, farver, lyde, klange og former får til hensigt i litteraturen, kunsten og musikken at skabe en bevidst æstetisk fornemmelse for ekspressivitet eller suggestivitet, taler man om 'symbolisme'. I litteraturen kan franskmanden Baudelaire og danskeren Sophus Clausen stå som eksempler; i kunsten franskmanden Redon og danskeren Ejnar Nielsen. I musikken er den danske komponist Rued Langgaard et oplagt eksempel. Symbolismen forudsætter en bevidst, intellektuel anvendelse af tegn og ender ofte i æstetisk og/eller religiøs ideologi, og den hører derfor ikke under billedtænkning eller mytisk tænkning.



Bøn    
Til toppen  Næste

Ordet 'bøn' omfatter alle former for anmodning om noget eller opfordring til noget, men også selve de ord der indgår i sådanne anmodninger. Er anmodningerne rent verdslige, fx henvendt til en autoritet eller en monark, kan de formuleres skriftligt i deciderede 'bønskrifter', supplikker (heraf ordet supplikant: ansøger). Eller de kan mindre højtideligt være henvendt til en offentlig eller privat instans som ansøgninger.

Er anmodningerne religiøse er de henvendt til en gud, og ordet 'bøn' dækker da også selve den handling at bede. Kirkegaard nævner et sted den formodning at det skulle være en moder ved sit barns sygeleje der 'opfandt' bønnen, og det kan der være noget om, for så vidt det ligger dybt i den menneskelige psyke at anråbe de 'højere magter' om hjælp i stor nød. Men det er helt forkert at kalde denne anråbelse for en opfindelse, for den er, ligesom selve opfattelsen af højere magter, fuldstændigt spontan: den kommer af sig selv - uanset hvad man tror på og om man overhovedet tror på noget.

Det er derfor heller ikke nogen selvmodsigelse at en ateist sender en bøn til himlen, hvis han sidder i et fly der kommer ind i en lufthul eller en voldsom turbulens så han tror hans sidste minut er kommet. Det viser blot at spontan reaktion naturligvis kommer før eftertænksom reaktion.

Som typisk eksempel på den skjulte religiøsitet i oprindelig bønsformulering kan nævnes det meget brugte udtryk 'gid' der dækker ordene 'gud give det', men i dag bruges af alle mennesker uden hensyn til religiøs tro. "Gid han snart vil gå" eller "Gid det var aften", "Gid det var så vel" eller modsat "Gid fanden tage ham" er forskellige dagligdags formuleringer af sådanne mere eller mindre 'fromme ønsker'.

Det ubevidste aspekt er væsentligt at have in mente, fordi det netop viser at der er spontanitet og umiddelbarhed bag udtrykkene - og ikke kynisk beregning. Det er dagligdags udtryk som folk bruger uden videre, allerede fra tidlig barnealder.



Den religiøse bøn vil ofte være formaliseret og ritualiseret. Det vil sige at der er udarbejdet bønner til specielle lejligheder, herunder ikke mindst selve de kirkelige handlinger. Både katolicismen og protestantismen har særlige bønner for gudstjenestens forskellige led og sakramentale handlinger. Men herudover er der udarbejdet særlige bønner for spisning (bordbønner), sygdom, død og begravelse.

For den katolske kirke gælder specielt at der findes faste bønner for morgen, middag og aften (de såkaldte angelus-bønner) samt et væld af bønner til Jomfru Maria som led i Mariadyrkelsen. I denne forbindelse bruges ofte en 'rosenkrans', en kæde af 50 perler eller glas, inddelt i grupper af 10. Men Rosenkransen er betegnelsen for selve bønnen der består af 'Fadervor' og ti gange 'Hil dig, Maria' (Ave Maria). Som led i det katolske skriftemål kan præsten pålægge det angrende menneske at sige Jomfru Maria-bønnen et bestemt antal gange. Den intense hengivelse i bøn til Jomfru Maria findes beskrevet allerede i 1843 i en afhandling af Marie-Louis Grignion de Montfort og var et centralt led i pave Johannes Paul II's fromhedsliv.



Brug af bedekrans som støtte for bøn og meditation findes også i buddhismen og hinduismen samt i islam. Kæden hedder i islam 'sibha' og består af 99 perler repræsenterende Allahs 99 forskellige navne. I islam er de daglige tidebønner - solopgang, middag, eftermiddag, aften og solnedgang - en af islams såkaldte fem 'søjler'. Og Koranen angiver en række konkrete anvisninger for bønnens afholdelse, herunder renselsesforskrifter. Ved bønnen reciteres bestemte dele af Koranen til bestemte kropsbevægelser. Tilsvarende findes i jødedommen.

I protestantismen bibeholdtes en lang række bønner og bønsformer/ritualer fra katolicismen, men alt hvad der havde med Jomfru Maria-dyrkelsen at gøre blev renset ud. Martin Luther påpegede i sine 'Tischreden' at det kristne menneske beder altid uden ophør, hvad enten det beder med munden eller med hjertet, og hvad enten det er vågent eller sover. Thi også det lille suk er en bøn. Så blot et menneske sukker, beder det. Dette peger igen på noget centralt i bønslivet: nemlig det ubevidste aspekt. Bøn og suk er ikke kun kendetegnende for særligt religiøse mennesker, men for alle mennesker - uanset deres bevidste stilling til religion som fænomen.

Ikke desto mindre må det slås fast, at alle konfessioner i høj grad har systematiseret og ritualiseret bønslivet - for dermed at styre menneskers tanker og adfærd. Egentligt religiøse mennesker i kirkelig forstand vil altid have et decideret bønsliv. Et sådant udvikledes også i protestantismen i det man kalder pietismen, fromheds-religionen.



Forståelsen for det ubevidste aspekt af bøn indebærer en naturlig sondring mellem bøn og meditation, idet meditation navnlig i vore dage med en relativt god viden om dybdepsykologi og mentalhygiejne generelt kan betragtes som en form for verdslig eller konfessionsløs bøn, der endda i sine allerdybeste former vil være både ordløs og billedløs.

Meditation kan betragtes som den verdslige form for bøn. Den kan være helt spontan - allerede småbørn kan 'falde i staver' og for en kort tid rykke væk fra den bevidsthedskrævende hverdag eller timelighed. Men meditation kan også bevidst opdyrkes til stadigt højere former, der i sidste ende kan føre til egentlige mystiske oplevelser - jf. mystik.



Determinisme    
Til toppen  Næste

Determinismen er den filosofiske tese at alle begivenheder har en årsag. Den indebærer den opfattelse at alle begivenheder dybest set indtræffer med nødvendighed eftersom de alle er betinget af en række af årsager. Der foreligger for alle begivenheder en ubrudt årsagskæde. Når vi ikke i alle tilfælde kan forudsige begivenheder, kunne grunden være, at vi blot ikke kender begyndelsestilstanden i årsagskæden.

Determinismen som tese går helt tilbage til antikken, men først med den filosofiske opfattelse der hedder materialismen blev determinismen forbundet med et mekanistisk verdensbillede: Hele universet var et himmelsk urværk der gik med usvigelig præcision efter at det en gang for alle var blevet sat i gang - og man kunne i princippet forudberegne ikke blot alle kendte stjernes fremtidige placering i rummet, men alle tings og begivenheders fremtid.

Den engelske filosof Thomas Hobbes (1588-1679), der var tilhænger af denne materialisme, drog den fulde konsekvens og påstod at mennesket slet ikke havde nogen sjæl, og at alle bevidsthedsfænomener blot var hjerneprocesser der var lige så kausalt bestemte som alt andet. Som bekendt støttes denne forestilling den dag i dag af langt de fleste neurofysiologer og hjerneforskere - jf. artiklen om Lone Frank. Og det er der for så vidt ikke noget mærkeligt i, da naturvidenskaben som sådan lige præcis har til opgave at afdække årsagssammenhængene i verden. Determinismen er derfor så at sige en helt naturlig arbejdshypotese i naturvidenskaben, men den er heller ikke andet end en hypotese. Den er ikke blevet bevist, og den kan ikke bevises.

På etikkens område ville determinismens tese indebære, at al menneskeligt ansvar ville blive undergravet, idet filosofien hævder at alle menneskelige handlinger er kausalt bestemte, og at årsagskæderne fortoner sig uendeligt bagud. Selv de værste forbrydelser ville være bestemte af fortidige årsager som ingen enkelt person kunne gøres ansvarlig for. Ansvar er ikke destomindre en biologisk kendsgerning. Der er mennesker der påtager sig ansvar for deres handlinger, ja, menneskesamfundet ville ikke eksistere, hvis ikke flertallet af mennesker rent faktisk skelner og vælger mellem godt og ondt, og altså i det mindste på psykologisk plan er ude af stand til at gennemskue altbestemmende årsagskæder.



I nyere tid har kvantemekanikken gjort definitivt op med determinismen. Den har afdækket at der sker tilfældige ting i fysikken, hvorfor den må indføre sandsynlighed i sine iøvrigt præcise beregninger. Begivenhederne i kvantefysikken sker ikke alle med deterministisk nødvendighed, men med statistisk sandsynlighed. Man kan ikke på samme tid afgøre en enkelt elektrons lokalitet og impuls, men man kan gennem præcise målinger - populært sagt - afgøre virkningen af et stort antal elektroners impuls.

De såkaldte kaosteorier har ydermere påpeget at det i praksis er komplet umuligt at fastlægge, måle og beskrive et kompliceret systems begyndelsestilstand så præcist at dets videreudvikling kan forudsiges. Eksempelvis er fænomener som vejret og klimaet så komplicerede systemer at deres begyndelsestilstande ikke kan bestemmes. Alle prognoger vil derfor være forbundet med stor usikkerhed. Vejrprognoser er som hovedregel kun nogenlunde pålidelige en uge frem i tiden. Klimaprognoser er slet ikke pålidelige - og derfor er den store politiske uenighed om klimapolitik i vore dag gået hen og blevet noget der mest af alt ligner gamle dages religionskrige.

Hvad hjerneforskningen angår, kan neurofysiologien afdække så pålidelige sammenhænge mellem hjerneprocesser og bevæge- og sanseapparat at det i vid udstrækning er blevet muligt at udbedre hjerneskader efter fx trafikuheld, og den kan også på statistisk plan afgøre, hvor i hjernen forskellige sanseprocesser og tænkeprocesser foregår, men den kan intet stille op med egentlige sjælelige processer, og det er en illusion at den nogensinde vil komme til det. Sjælelige processer er enormt komplicerede. Kompleksiteten af processerne vil umuliggøre ethvert forsøg på af afdække 'begyndelsestilstande', og processernes hastighed vil desuden umuliggøre ethvert forsøg på at afdække de enkelte elementarsignalers sted og impuls samtidigt.

Konsekvensen af den absolutte determinismes fald er at det ikke længere er holdbart at se bort fra sjælen og sjælelivet - hverken videnskabeligt eller eksistentielt. Sjælelivet er netop udtryk for hele den kompleksitet og uforudberegnelig som kunsten og religionen altid har beskrevet på mytisk, ikke-diskursiv vis og som i vore dage i vid udstrækning er gjort begribelig på sammenhængende og konsistens vis på dybdepsykologisk plan.

En anden konsekvens af determinismes fald er at menneskets vilje fortsat kan betragtes som fri, hvilket ikke vil sige at alle menneskers vilje altid er fri, men at mennesket som sådant har sin frihed til at vælge mellem forskellige handle- og tænkemuligheder i det omfang det er blevet bevidst om mulighederne og iøvrigt har ydre frihed til at gøre det. Mennesket er med andre ord principielt ansvarligt for sine handlinger - sådant som det er underforstået i såvel det almindelige menneskesyn som i det almindelige sprog (dagligsproget). Men forudsætningen er bevidstheden - eller 'syndefaldet': at mennesket har spist af kundskabens træ. Det sker først for alvor i puberteten - og derfor regnes børn under 15 år ikke for ansvarlige for deres handlinger i juridisk forstand.



Fysiske fundamentalkræfter    
Til toppen  Næste

Fysikkens fire fundamentalkræfter er tyngdeloven (gravitationskraften), den stærke kernekraft, den svage kernekraft og den elektromagnestiske kraft. Kort fortalt fungerer de som følger:

Gravitationskraften virker normalt som en tiltrækningskraft. Gravitationen mellem to legemer afhænger af deres masse og afstanden mellem den. Loven om denne sammenhæng, tyngdeloven, blev formuleret at Newton i 1666 i formlen: F = (G x M1 x M2) : R², hvor F er gravitationskraften, G den universelle gravitationskonstant, M de to legemers masse og R afstanden mellem dem.

Den stærke kernekraft virker i modsætning til den elektromagnetiske kraft kun inden for korte afstande (mindre end ca. 2 femtometer, 10 i minus 15 meter). Inden for denne afstand er den til gengæld langt stærkere end den elektriske frastødning mellem protonerne.

Den svage kernekraft eller svage vekselvirkning betegner en omdannelse i atomkerner mellem neutroner og protoner under udsendelse af neutrinoer og betaartikler. Processen er kendetegnende for dannelsen af heliumkerner i solen, og vekselvirkningen er så svag at processen foregår meget langsomt, hvad der igen bevirker at solen kan afgive energi i milliarder af år.



Elektromagnetismen blev opdaget af H.C. Ørsted i 1820. Lovene for elektromagnetismen blev matematisk formuleret i 'Maxwell-ligningerne'. J.C. Maxwell formulerede selv den ene (Ampères lov). I relativitetsteorierne opererer man ikke med elektriske og magnetiske felter hver for sig, men med et forenet elektromagnetisk felt.

De elektromagnetiske fænomener er ifølge Encyklopædien elektrodynamiske, hvad der betyder at de er knyttet til felternes tidsvariation. Men det centrale her er det forhold at der er knyttet energi til alle elektriske og magnetiske felter.

Elektromagnetisk stråling er netop energi eller impuls der udbredes som tidsvarierende elektriske og magnetiske felter. Udbredelseshastigheden er næsten 300.000 km/s i det tomme rum - og frekvensområdet er enormt. Spektret indeholder mange slags stråling (med forskellig frekvens og bølgelængde) - fra radiobølger, mikrobølger, infrarøde bølger, synlige bølger, ultraviolette bølger til røntgen og gammastråling.



Indeterminisme    
Til toppen  Næste

Indeterminismen er en filosofi der afviser determinismens påstand om at alle begivenheder har en årsag og derfor alle er led i ubrudte årsagskæder. Da hverken denne påstand eller dens modpåstand kan bevises, har både determinismen og indeterminismen hidtil måttet betragtes som antagelser, idet determinismen som arbejdshypotese betragtet har den klare fordel at det er den og kun den der fører til nyttig afdækning af årsager. Men kvantemekanikken indebar i 1920'erne og -30'erne erkendelsen af at årsagsloven havde sin begrænsning så snart vi kommer til atompartikler der bevæger sig med en hastighed der nærmer sig lysets. Her kan elektroners impuls ikke bestemmes nøjagtigt samtidigt med deres lokalitet; man må tage til takke med at måle sandsynligheden af elektronernes effekt og altså at indføre et statistisk aspekt i naturvidenskaben. Men dermed falder den absolutte determinisme, for denne forudsætter at alle enkeltobjekter kan måles eksakt hvad angår sted og bevægelse.

Hvad hjerneprocesser angår er der formentlig også tale om en hastighed af signalernes bevægelser der umuliggør en samtidig måling af deres sted på hvert tidspunkt - og dermed også umuliggør afdækning af alle årsager ned til den sidste.

Hertil kommer at kompleksiteten i fænomenerne kan være så stor, at det - som kaosteorierne har påpeget - er umuligt nogensinde at bestemme et komplekst systems begyndelsestilstand præcist. Dette gælder typisk for vejret og klimaet som begge er yderst komplekse systemer, men det gælder faktisk også hjernens processer og på psykologisk plan sjælens processer. Derfor er det en illusion at tro at hjerneforskningen nogensinde vil kunne forklare hvad bevidsthed og sjæleliv er.



På det etiske plan betyder indførelsen af tilfældighed i naturen at der åbnes for emergens i historien: der kan dukke noget nyt op som aldrig har været set før. Sådanne emergente fænomener er hele kulturhistorien ét langt udtryk for, men det gælder naturligvis også for det enkelte menneskeliv.

I begge tilfælde vil man støde på loven om utilsigtede virkninger som historikeren Paul Johnson har formuleret: enhver handling vil udover sine tilsigtede virkninger have nogle utilsigtede - fordi det er umuligt at beregne alle virkninger på forhånd, så snart der er tale om systemer af blot nogen kompleksitet - som fx politiske beslutninger i moderne samfund.

Specielt indebærer tilfældighedens indtog i natur- og menneskehistorien at den religiøse karma-forestilling undergraves. Forestillingen siger, at enhver handling fra et menneskets side vil have en ubrudt årsagskæde bagud i tiden og en ubrudt årsagsskæde fremad i tiden. Dette rent spekulative synspunktet indebærer at enhver forkert, ond eller 'syndig' handling fra et menneskes side aldrig vil kunne sones, da dens virkninger går ubrudt videre i al fremtid, uanset hvad man senere måtte foretage sig.

På samme plan kan det fastslås at den populære astrologiske forestilling om at stjernernes stilling på himlen på et menneskes fødselstidspunkt skulle bestemme hele dets senere liv og udvikling, er overtro. Et menneskes udvikling gennem livet kan ikke forudses til mindste detalje. Såvel genetiske som miljømæssige forhold spiller naturligvis den allerstørste rolle, men stjerners stilling er helt irrelevant, og horoskopers forudsigelser er derfor ren underholdning.

Tilfældighedens indtog i menneskehistorien betyder derimod ikke at menneskets principielle ansvarlighed undergraves, for det enkelte menneske vil normalt altid have handlemuligheder, dvs muligheder for at vælge mellem handlinger der er uhensigtsmæssige eller ligefrem skadelige og handlinger der er hensigtsmæssige og gavnlige. Straffeloven gør derfor alle mennesker over 15 år personligt ansvarlige for deres handlinger, så de kan retsforfølges. Den kriminelle lavalder på 15 år tager højde for at børn normalt først kan forstå deres fulde ansvar når de er kommet ind i puberteten og blevet fuldt bevidste om forskellen på godt og ondt. Men alderen kan ændres ved lovgivning, og da børn i vore dage bliver tidligere og tidligere 'voksne' og i hvert fald en del af dem tiere og tiere begår kriminelle handlinger før de er fyldt 15 år, er der naturligvis offentlig diskussion om hvor lavalderen bør ligge.



Naturen    
Til toppen  Næste

Er naturen i den komplementære helhedsrealisme ('Jernesalts 2009-filosofi' og 'Religion som bærende element i biologien') det samme som biologien, som livet eller som universet? - Hertil må først og fremmest påpeges, at denne filosofi håndhæver at dagligsproget er det bærende sprog i eksistensforståelse. Dette indebærer at det ikke ses som et formål i sig selv at undgå sprogets flertydighed, eftersom flertydigheden afspejler virkeligheden.

Hvad begrebet 'naturen' angår gælder at man i en idéhistorisk sammenhæng er nødt til at lade begrebet genspejle de forskellige betydninger det har haft gennem tiderne. Og essayet om 'religion som emergent fænomen i biologien', der er ment som en skitsering af en regulær religionsfænomenologi, er faktisk også et lille stykke idéhistorie. Derfor fx udtrykkelig afstandtagen til den såkaldte 'naturlige religion'.

Tidligere har man brugt naturen og universet som identiske størrelser. Man havde slet ingen anelse om at universet var så stort som tilfældet er og altså udgør meget mere end det vi snakker om i daglig tale. Men stadigt gælder at ordene bruges i flæng. Også hos Bohr, når han talte om at vi er den del af naturen der iagttager sig selv. Her betyder natur både fysik og biologi.



'Natur' er ifølge Encyklopædien et "flertydigt ord der antager særlig betydning, alt efter om det modstilles kultur, samfund, civilisation, kunst, kunstighed, bevidsthed, moral, det overnaturlige, det tillærte, de tilfældige egenskaber ved noget m.m.". Selve ordet har rod i indoeuropæiske ord for 'fødsel', og en af dets nuværende betydninger er da også det medfødte som modsætning til det tillærte. En vigtig sondring er natur versus kultur, men i dag betragtes det som bekendt som uheldigt og nedsættende at tale om naturfolk til forskel fra kulturfolk. For de såkaldte naturfolk eller 'primitive' folk havde i høj grad komplekse kulturer, selvom deres forhold til naturen var helt anderledes nært end vort.

Naturen (i bestemt form) kan også gælde for hele den samlede natur, undertiden kaldet alnaturen. Natursynets historie kan (stadig ifølge Encyklopædien) skematisk inddeles i fire epoker: Den mytiske tids enhed mellem menneske og natur, den antikke opfattelse af naturen som et slags forbillede; middelalderens ambivalens over for naturen som dels Guds skaberværk, dels noget laverestående end mennesket, og endelig den moderne tids tingsliggørelse af naturen. - Om denne 'tingsliggørelse' bør tilføjes, at den også kan kaldes en 'objektivisering' af naturen: Idealet for naturvidenskaben er at forholde sig koldt objektivt til naturen - og indtil kvantemekanikken dukkede op troede forskerne endda fejlagtigt at man kunne undgå at inddrage sig selv i beskrivelsen som iagttager.



Det sjove kommer med 'naturhistorien' der blev fællesbetegnelse for fagene geologi, zoologi og botanik. Betegnelsen stammer fra den tid hvor man inddelte naturen i mineralriget, dyreriget og planteriget. Sådan brugtes ordet i skolen helt op til 1960'erne, og sådan bruges betegnelsen stadig i det man kalder 'naturhistoriske museer'. Før 1968 hed zoologi-og botanik-faget i skolerne ikke biologi, men naturhistorie. Til forskel fra fysik og kemi.

Et gammelt leksikon fra omkring 1950 sætter naturvidenskab lig med 'naturforskning der omhandler naturens fænomener'. Ved siden af de eksperimentelle fag (fysik og kemi) og matematik og astronomi samt geografi og lægevidenskab omfatter den de biologiske fag: zoologi, botanik med anatomi og fysiologi samt antropologi, der alle 'arbejder med levende ting'; beslægtet hermed er geologi med palæontologi; disse fag kaldes tilsammen naturhistorie. - Når man i dag siger at man vil styrke naturfagene i skolen, taler man om både biologi og fysik/kemi. Nu bruges også betegnelsen 'natur/teknik' om linjefag på seminarierne.

Jesper Hoffmeyer skrev tilbage i 1980'erne en spændende bog om 'Samfundets naturhistorie', og her siger han, at han foretrækker det gammeldags ord 'naturhistorie' frem for det moderne ord 'biologi', fordi der i ordet naturhistorie ligger et perspektiv. Hans bog er et forsøg på at 'gentænke naturen i den historiske proces' eller med andre ord at 'grave samfundets naturhistorie frem'. Og det er egenligt dette perspektiv der ligger bag den komplementære helhedsrealisme.

Så 'naturen' kan altså her betyde hele universet og hele biologien eller naturhistorien, men i systematikken i 'Jernesalts 2009-filosofi' kommer forfatterens præference til udtryk derved at kapitlet om den store astrofysiske og døde natur hedder 'Verdensbilledet' (med et afsnit om 'universet'), mens kapitlet om den levende biologiske natur hedder 'Livet'. Næste kapitel om 'Mennesket' (som biologisk væsen) drejer sig primært om de helt fundamentale drifter, aggressivitetsdriften og seksualdriften, og først derefter kommer kapitlerne om 'Sjælen', 'Sproget' og 'Samfundet'.



Psykiske fundamentalkræfter    
Til toppen  Næste

De fire psykiske fundamentalkræfter er den psykiske tyngdekraft, den stærke psykiske kernekraft, den svage psykiske kernekraft og den psykiske elektromagnetiske kraft. Kort fortalt fungerer de som følger:



Den psykiske tyngdekraft    
Til toppen  Næste

At tyngdekraften er helt fundamental for alle menneskers forståelse af hvordan verden er indrettet fremgår allerede af at det er den fysiske lov alle børn lærer at kende før de har lært sproget og kan sætte ord på deres forståelse. De bliver ved med at smide ting ned fra bordet for at få konstateret at tingene altid - uden undtagelse - havner nede på gulvet.

Vi vænnes altså lige fra tidlig barndom til den ejendommelighed ved den fysiske verden at der er noget der hedder tyngdekraft og at den bevirker at alle mobile ting søger nedad mod jordens centrum, og at også vand og andre flydende stoffer gør det samme. Senere lærer vi at det hænger sammen med jordens masse. Al fysisk masse har den virkning at den tiltrækker legemer inden for et vist felt. Dette betyder også at vi mennesker lægger os ned når vi skal hvile ud. Det er kun visse dyr som heste og elefanter der kan sove stående.

Men med hensyn til psyken kendetegnes den også af tyngdeloven. Der er et op og ned i følelsernes og tankernes verden. Vi står friske op om morgenen, men lægger os trætte ned om aftenen. Nogle af os har en tung gang på jorden, andre en let gang. Sorgen tynger nedad. Den deprimerede er nedbøjet eller nedtrykt. Glæden virker modsat. Den løfter opad. Endda også i religiøs forstand, for i det kirkelige sprog hedder det 'Løft eders hjerter mod Gud', og ikke omvendt 'sænk det'.

Humøret kan være højt. I meditations-psykologien er der noget der hedder 'højere bevidsthed', dvs en bevidsthed der gennem visse teknikker når opad eller fri af tyngden. Det ville være grotesk at kalde det lavere bevidsthed. Himlen er jo både i fysisk og pyskisk forstand oven over jorden og ikke nedenunder. Vi er bundet af vore dagligdags erfaringer og overfører udtryk fra den ene sfære af tilværelsen til den anden med største selvfølgelighed.

Bliver man overstadig, føler man nærmest at man kan svæve eller flyve. Nogle tror i den tilstand at de kan gå på vandet - eller i narkorus bogstaveligt talt at de kan flyve og uden risiko springe ud af vinduet.



Endelig kommer vi ikke uden om at måtte affinde os med at sjælen eller ånden er bundet til kroppen i den forstand at vi altid bliver mindet om at vi har et fysisk legeme der begrænser vores frihed. Tanken kan flyve hvorhen den vil, men kroppen bliver hvor den er. Vi kan skelne mellem det snævre jeg der er knyttet til den personlige identitet og vilje på den ene side og det større selv eller totalpsyken der er hævet over denne snæverhed, men vi kan ikke løbe fra sygdom eller aldring der i sidste ende betyder jegets død eller personlighedens opløsning.

Ånden kunne ud fra denne betragtning synes bundet til stoffet eller materien, ligesom vi må konstatere, at jegbevidstheden som sådan er afhængig af genstandsbevidstheden, dvs bevidstheden om at der er faste og fikserbare genstande i verden. Men vi kan alligevel ikke tillade os at drage den slutning at ånden er er simpelt produkt af det fysiske. Ånden synes at bero på psykiske forhold der er større end jegets og jegernes faktum.



Den stærke psykiske kernekraft    
Forrige  Næste

De to fundamentale måder at tænke og føle på kan opfattes som analoge med fysikkens to fundamentale kernekræfter: Den stærke kernekraft der bl.a. er kendetegnet ved den kolossale energiintensitet som kendetegner den eksplosive kernekraft. Den svage kernekraft er derimod kendetegnet ved den yderst stabile, men relativt vage energi som solens stråler afgiver til rummet og som er betingelsen for livet på jorden.

Primærprocesserne er udtryk for psykens stærke kernekraft: Primærtankerne er af kort varighed, men kan være intense, hvad der vil sige af ekstraordinær og lysende klarhed. De virker umiddelbart stærkt 'bevidsthedsudvidende'. De kan give en indsigt der har åbenbaringens karakter og vil betyde varig indvirkning på såvel etikken som al senere erkendelse.

Primærfølelserne er ustabilt bundet, men kan til gengæld være intense. De følelsesmæssige behov søges altid umiddelbart tilfredsstillet. Intense følelser kan oversvømme organismen og helt ødelægge dømmekraften. Følelserne er forskydelige: En del af en ting betragtes som udgørende hele tingen (pars pro toto-reglen) - To ting der ligner hinanden betragtes som fuldstændigt identiske. - Flere ting der har noget tilfælles betragtes som identiske (fortætning).

Intensiteten af disse stærke psykiske kernekræfter giver sig udslag i fraværet af skellene mellem fantasi og virkelighed, mellem fortid, nutid og fremtid og mellem jeget og omgivelserne. Desuden er de logiske regler, specielt benægtelsen, suspenderet. Ligesom der kan være ambivalens over for samme genstand.



Man kunne på denne baggrund tro at primærprocesserne er skadelige, men så enkelt er det ikke, for de kan nok være farlige (som chock, traumer, psykoser), men de er absolut uundværlige i eksistentiel hensende, for det er dem der giver de afgørende højdepunktsoplevelser i livet, herunder fx orgasmen, begejstringen, triumfen, åbenaringerne og selve oplevelsen af mening med tilværelsen.

For alle disse højdepunktsoplevelser gælder at de er relativt kortvarige, men at deres langtidsvirkning på sindet eller sjælen til gengæld kan være meget langvarige. De kan ændre et menneskes karakter eller livsopgave, men først og fremmest give den basale følelse af mening med tilværelsen som også kan udtrykkes med ordene, at man føler man er hjemme i tilværelsen, at være på rette plads eller rette vej.



Den svage psykiske kernekraft    
Forrige  Næste

Sekundærprocesserne er udtryk for psykens svage kernekraft.

At tanker og følelser er stabile i sekundærprocessen betyder, at der er knyttet stabile mindstedele eller 'kvanter' til de sansninger, emotioner og forestillinger man har, således at man kan identificere og eventuelt genkalde billederne af dem. Denne evne til stabil binding af følelses- og tankekvanterne er nødvendig for at der kan udvikles først genstandsbevidsthed og siden jegbevidsthed hos barnet. Og evnen er ligeledes betingelsen for dannelse af sproget, herunder de logiske konstanter.

Hertil kommer, at sekundærprocessen sætter et menneske i stand til at stille de følelsesmæssige behov i bero eller helt ændre deres retning, fx ved sublimering. Hvorimod primærprocessen er indrettet sådan, at opståede behov søges tilfredsstillet ubetinget og øjeblikkeligt, og at intense følelser kan oversvømme organismen og ødelægge dømmekraften.

Evnen til at kunne holde pinagtige følelser og tanker borte fra bevidstheden, altså fortrængningen, beror også på evnen til at danne stabile følelsesbindinger. Følelsestonerne er stabilt bundet til deres genstande, og der kan derfor opnås præcision og konsekvens i tænkningen.
Reaktioner behøver ikke følge umiddelbart på impulser (behovstilfredsstillelse kan både prioriteres og udskydes). Sproget opnår præcision: Objekter kan identificeres; klassifikation, generalisation og abstraktion muliggøres; de logiske konstanter (ikke, både-og, enten-eller, hvis-så) kan anvendes.


Dertil kommer at der er klart skel mellem fantasi og virkelighed. Der er klar tidsfornemmelse: fortiden har erindringskarakter, nutiden aktualitetskarakter og fremtiden fantasikarakter eller mulighedskarakter. Og der er skel mellem jeget og omgivelserne. Og endelig er fortrængning mulig.

Der kan af disse grunde ske en realistisk og stadigt mere nuanceret opfattelse af omverdenen og dermed en fornuftig og hensigtsmæssig tilpasning til denne. Vi skylder den svage psykiske kernekraft evnen til at kunne tilpasse os en stadigt mere kompliceret omverden med stadigt mere komplicerede udfordringer.

Al videnskab, alt fremskridt, al kulturel transcendens beror på muligheden for at udnytte den svage psykiske kernekraft til systematisk udbygning af vor viden og erfaring. Men den gør på ingen måde den stærke psykiske kernekraft overflødig, for uden denne var der ingen højdepunktsoplevelser i tilværelsen og heller ingen muligheder for på intuitiv vis at se nye kombinationsmuligheder hinsides den logiske slutning og ræsonneren.



Den psykiske elektromagnetiske kraft    
Forrige  Næste

Det kollektivt ubevidste er dybdepsykologiens brede betegnelse på det principielt udefinerlige og videnskabeligt umålelige felt mellem menneskelige kollektivers energier som i fysikken har sin analogi i det definerlige og målelige elektromagnetiske felt af langtrækkende og fundamental virkning.

Det kollektivt ubevidste afvises af de fleste rationalistisk indstillede mennesker fordi det ikke kan videnskabeligt verificeres, men hvis man vil opnå nuanceret viden om sjælelivet og dets dybder kan begrebet ikke undværes. Det er netop den bedste fællesbetegnelse for de træk ved den psykiske verden som er principielt umålelige og udefinerlige, og som giver et væld af kreative, eksistentielt meningsgivende og forvandlingsgivende impulser og energier fra en fælles kilde.

Begrebet gør disse manifestationer forståelige som en komplementær modsætning til det rationelle, målelige og definerlige.



Det kollektivt ubevidste manifesterer sig i menneskets privatliv, samfunds- og kulturliv gennem de såkaldte arketypiske forestillinger, dvs spontane forestillinger af overvejende billedmæssig art som ligger uden for viljens kontrol og som i vid udstrækning er af universel karakter, men dog ofte kombineres med individuelle eller lokale forestillinger af spontan art.

Forestillingerne kan ikke dekonstrueres eller reduceres til ganske bestemte, lokaliserbare eller definerbare kilder, årsager eller elementer. De kan derimod analytisk grupperes i arketyper eller forestillingsmønstre der går igen i alle kulturer og religioner til alle tider og i vid ustrækning er blevet konkretiseret i fænomener og skikkelser af den art myterne og folkeventyrene skildrer og beskriver.

De konkrete forestillinger er det kollektivt ubevidstes manifestationer, hvorimod de tilgrundliggende strukturer, mønstre, matricer eller arketyper er hypotetiske størrelser som den intellektuelle analyse med fordel kan anvende i behandlingen af manifestationerne. Fordelen ligger som ved al generalisation og klassificering i at overskueligheden øges og dermed også forståelsen for mangfoldigheden eller diversiteten.



Psykiske grundprocesser    
Til toppen  Næste

En af dybdepsykologiens vigtigste opdagelser er ifølge Erling Jacobsen, at organiseringen af følelser er meget nært forbundet med organiseringen af tankerne.
Der er ikke én måde at føle på og en anden måde at tænke på, men to måder at tænke og føle på,
den ene er primærprocessen, hvor følelserne og tankerne er ustabile,
og den anden er sekundærprocessen, hvor følelserne og tankerne er stabile.
Summarisk gælder følgende for de to slags processer:

Primærprocessen:  
Sekundærprocesserne

Følelserne er ustabilt bundet, men kan til gengæld være intense.
De følelsesmæssige behov søges altid umiddelbart tilfredsstillet.
Intense følelser oversvømmer organismen og ødelægger dømmekraften.
Følelserne er forskydelige.
En del af en ting betragtes som udgørende hele tingen (pars pro totoreglen)
To ting der har den mindste lighed betragtes som fuldstændigt identiske.
Flere ting der har noget tilfælles betragtes som identiske (fortætning)
Der er intet skel mellem fantasi og virkelighed.
Der er intet skel mellem fortid, nutid og fremtid.
Der er intet skel mellem jeget og omgivelserne.
De logiske regler, specielt benægtelsen, er suspenderet (en ting og dens modsætning udtrykkes på samme måde). Der er ofte ambivalens over for samme genstand.

Sekundærprocessen:  
Næste

Følelsestonerne er stabilt bundet til deres genstande, og der kan derfor opnås præcision og konsekvens i tænkningen.
Reaktioner behøver ikke følge umiddelbart på impulser (behovstilfredsstillelse kan prioriteres).
Sproget opnår præcision:
Objekter kan identificeres, klassifikation, generalisation og abstraktion muliggøres,
og de logiske konstanter (ikke, både-og, enten-eller, hvis-så) kan anvendes.
Der er klart skel mellem fantasi og virkelighed.
Der er tidsfornemmelse: fortiden har erindringskarakter, fremtiden fantasikarakter.
Der er skel mellem jeget og omgivelserne.
Fortrængning er mulig.
Der kan ske en nuanceret og realistisk opfattelse af omverdenen og dermed en fornuftig og hensigtsmæssig tilpasning til den.



Næste artikel følger snarest   Til toppen



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Helhedsrealismen
De psykiske grundprocesser
Konsistens-etikken



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal Opdateret d. 4.7.2010