Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - kanel75googlerel

ARTIKEL FRA JERNESALT - 14.11.11.


Noget må gøres for at bevare den religiøse forvirring!

af Jens Vrængmose

I disse forvirringens tider skal man værdsætte de få holdepunkter der findes, som fx at PET bedyrer at de ikke overvåger folkevalgte politikere, og at vores nye finansminister bekræfter at den borgerlige regerings skattestop med Enhedslistens velvillige hjælp er definitivt erstattet med gode gammeldags socialdemokratiske skatte- og afgiftsforhøjelser. Noget står altså fast i denne verden. Selv på børserne i New York og Tokio er to plus to trods alle finansbobler stadig lig med fire. I skatteministeriet i København er der godt nok lidt usikkerhed om hvorvidt skotterne til skattevæsenet er så tætte som de skal være, men det anses for at være et forbigående fænomen.

Til gengæld sejler bogstaveligt talt alt i både verdensøkonomien og vores egen religiøse kulturkamp. Verdensøkonomien og eurokrisen vender vi tilbage til om et par dage. Men hvad religionen i vores eget lille land angår, kan det fastslås at den diskuteres vidt og bredt, omend meget usystematisk i alle medier. Det skyldes ikke mindst at der gennem flere årtier er kommet mange muslimer til Danmark og det øvrige Vesteuropa. De opfører sig anderledes end vi indfødte og sekulariserede danskere - og specielt dyrker de deres Allah og hans Profet med en næsegrus underdanighed vi synes hører hjemme i primitive feudale sheikdømmer og kun dér. I disse dage samles al verdens muslimer oven i købet i Mekka for som endeløs masse at vandre rundt om Ka'baen - og i Mina kaste sten på en nedgravet stensætning der symboliserer Satan selv. Den slags - for slet ikke at tale om stening af levende kvinder der dømmes til døden for utroskab selvom de er blevet voldtaget - er vi selv for længst kommet fri af. Vi kan endog nu om dage tillade os at gøre grin med både vore egne og andres guder og afguder samt monarker, andre overhoveder og autoriteter eller gemene politikere på bageste række i folketingssalen.

Og nu har en religionssociolog og generalsekretær for Bibelselskabet ved navn Morten Thomsen Højsgaard båret ved til vores lystige bål med et skrift der hedder"Den tredje reformation - Fra statskristendom til googlebuddhisme" og som med udtrykkeligt "afsæt i troens og kirkens verden" belyser det hamskifte som viser sig ved at først befolkningen, siden landets forskellige religiøse organisationer og til slut samfundets bærende institutioner indretter sig på nye måder i forhold til troen end man gjorde da kristendommen var statsreligion og havde monopol på sandheden. 'Folkekirken' - der ikke er en egentlig statskirke, men en gammel, bredt funderet folkelig kirke der som sådan nyder udtrykkelig, grundlovssikret beskyttelse af staten, men iøvrigt har frihed til at forkynde evangeliet som den selv vil det - mister medlemmer år for år. Det huer ikke rigtigt Morten Højsgaard, selvom han anerkender at folkekirkens præster og universiteternes teologer gør en stor indsats for at tilpasse sig udviklingen i det moderne samfund. Han tror folkekirken vil klare sig i den store omvæltning der foregår, og det skal den såmænd nok - ligesom monarkiet - allerede af den grund at det er uhyre vanskeligt her i landet at få flertal for grundlovsændringer. Vi kan jo ikke hver gang regne med at have små søde prinsesser til at trække en ny lov i land for os som i 1953.

Hvad der slet ikke passer Højsgaard er den græsselige mængde religiøst ukrudt der er føget ind over grænserne, ikke blot fra muslimske, men også og navnlig fra østasiatiske lande. Interessen for østlig mystik og meditation har været stor og stigende lige siden The Beatles var i Indien og i 1960'erne førte uskyldens sødladne tro på det gode og harmoniske ind i musikken og popkulturen med største succes. Mange europæere og amerikanerne rejser på meditionsrejser til indiske gurucentre og tibetanske mester-huler eller de går på kurser af alskens slags herhjemme for at tilegne sig teknikker der kan udvikle deres evner til at modstå stress og bevare ro i sindet og være gode mennesker. Højsgaard kalder under ét alle disse små og store, mere eller mindre kommercialiserede bevægelser for googlebuddhismen fordi de dels er inspireret af det buddhistiske verdensbillede og menneskesyn, dels er udtryk for at nyderne og brugerne af herlighederne finder frem til dem på samme måde som man finder oplysninger på Google, dvs ved at søge sig frem på mere eller mindre tilfældig vis i det hav af frie muligheder der er til rådighed i det moderne samfund.



Højsgaard gør et stort nummer ud af at latterliggøre alle disse markedstilbud der tilsyneladende kun har et fælles træk, nemlig at få folk til at pleje deres indre på den nemmeste, bedste og hurtigste måde uden ringeste hensyn til etiske og samfundsmæssige forpligtelser eller tradition. Og han sætter dem alle i samme bås, således at damebladsrådgivere og sexologer kæmmes over samme kam som en dybt seriøs buddhist eller en dybt seriøs bevidsthedsforsker.

Men fornøjeligt er det sandelig at læse om det folkekære band Shu-bi-dua der allerede i 1978 baserede deres store hit 'Den røde tråd' på tankegods fra den anden side af kloden. "Hvad mon man er før man bliver til, et stjerneskud, et puslespil, en tanketorsk, en gulerod, man må for fa'en ha været no'ed"... "Du har levet før, du vil leve igen", lyder Shu-bi-duas udgave af reinkarnationen i omkvædet fra 'Stjernefart' fra 1980. Og det er jo unægteligt sødt og uskyldigt.

Sanne Salomonsen tror på et univers som består af energier, hvor vi mennesker også selv er energier - siger hun til 'Liv og Sjæl'. Hendes livssyn er bl.a. formet af tanker fra Dalai-Lama. Hun mediterer og dyrker yoga - tit og ofte. Hele øvelsen handler om at gøre noget godt og samtidig få det bedre selv.

Og Danmarks ukronede revydronning Lisbeth Dahl fortæller i et stort interview i BT at hun har okkulte evner. Hun dykker ned i det alternative for at finde selvindsigt og oplysning; hun lægger tarotkort og læser horoskoper og aura som rettesnor; hun er optaget af clairvoyance og tror på skæbnen. "Jeg er fatalist. Jeg tror på at det der skal ske det sker." Hun tror på at tilværelsen er styret af et stort system af årsag og virkning - karma - "det du oplever nu, skal måske forberede dig på noget endnu bedre i dit næste liv." Dahl lever et rigt spirituelt liv og fortæller en moderne og charmerende historie der gør alternativ spiritualitet til noget normalt og mondænt, trygt og trendsættende. Men ikke et ord om kirke eller kristendomm, islam eller integration, noterer Højsgaard beklagende.

Hertil kommer erhvervslivets kloge hoveder og vejledere. Således har Hummel's direktør Christian Stadil en meget enkel anbefaling: "Sluk for dine bekymringer, og luk porten til underbevidstheden op. Så er du bedre rustet til at tage livet op til fornyet overvejelse, og din passion vil helt sikkert vokse inden i dig."

De travle mødre er heller ikke glemt. Forfatteren Anna Skyggebjerg har skrevet bogen "Zen for mødre", hvor hun fortæller læseren en simpel sandhed om dem selv:

Du véd du har brug for zen
- når du tænder for computeren, så snart du kommer hjem fra arbejdet
- når børnene ikke gider fortælle dig hvordan de har det
- når du kun giver knus på opfordring
- når du roser en børnetegning uden at kigge på den.

Socialdemokraten Mette Frederiksen (vores nye beskæftigelsesminister) er en af de mødre som i bogen fortæller om zen i en travl hverdag. Generelt gælder at energi og kontakt til familien og børnene går igen og igen i bogens mange udtalelser fra kvinder og mødre, herunder den tidl. studievært Eva Jørgensen og forfatteren Lotte Garberg, astrologen Nina Bentzon-Ehlers og Workshoplederen Pernille Melsted. - Det hele hænger sammen. Fra familiehygge i naturen til dansende grineflip med børnene.....

Listen over kunstnere og kendte mennesker der har fundet deres helt egen religiøse hylde med inspiration i østens spiritualitet er lang: Martin Spang Olsen, Martin Hall, Ole Michelsen, Suzanne Brøgger, Iben Hjejle, Anne Louise Hassing, Mia Lyhne, Pernille Højmark, Lars Lipper, samt forsker i erhvervsrelateret mindfuldness Chris Norre, spirituel rådgiver i ledelse Lai Yde, Codans tidl. direktør Peter Zobel og ikke at forglemme multi-musikeren Peter Bastian. Altså som man kan se godt med skuespillere og andre 'kendisser'. Det er nu engang dem medierne først og fremmest fokuserer på, og derfor også dem Højsgaard vælger at trække frem. Underholdningsværdien er sikret.



Særligt spændende forekommer den frække, rødhårede sexolog, forfatter og tidl. mangeårige brevkasseredaktør på Ekstrabladet Joan Ørting. Hun meldte sig som ung ud af folkekirken i protest mod verdens krige, som hun mente alle bundede i religion. For nogle år siden - i en mere moden alder - valgte hun at blive gift i kirken. Det var skønt og dejligt at melde sig ind igen, sagde hun. Men inden havde hun nået at gå igennem en opslidende skilsmisse, at foretage en religiøs rejse i Indien, at uddanne sig inden for personlig udvikling med sexologi som speciale. - "Man øver sig i at cutte tanken og til sidst er der kun ren stilhed.... man smider al bagage over bord, man er nærværende og tilstede", siger hun om opholdet i Indien hvor hun mediterede i 25 dage i træk. I dag lever hun af at rådgive andre om sex, kærlighed og parforhold. Samtidig er hun stadig meget optaget af spiritualitet og af at finde nærvær og mening i stilheden og meditationen.

Ørting mener grundlæggende at alle religioner er skabt af mennesker. Samtidig tror hun på at der eksisterer en eller anden guddommelighed i verden. Som så mange andre danskere på omkring 50 er hun døbt, konfirmeret og gift i kirken, men hendes tro er ikke formet efter nogen klassisk katekismus. Hun er slet ikke dogmatiker eller bibelfortolker. Hun føler ikke hun er sat i verden for at udtænke en almengyldig, kirkelig logik. Til gengæld er der megen kærlighed i hendes univers, lys og varme og vilje til at finde en mening i hvert enkelt menneskes tilværelse.

Ørting udgør efter Højsgaards mening en art øjebliksbillede af nutidens tro i folkekirken. For der er plads til lidt af det hele hos Ørting. Hun samler alle markedets nyeste tendenser i sin helt egen spirituelle pakke. Hun tror at mennesket selv er guddommeligt. Men vel at mærke er hun blevet i folkekirken - som også en vis, i dag glemt kirketjener ved Andreas Kirken i København der blandede sin tro på reinkarnationen ind i sin private missionsvirksomhed ved kirken og i 1994 blev fyret, men af Højesteret så at sige blev 'dømt tilbage'. Den forkyndelsestvang der gælder for folkekirkens præster (og som det nær kostede en præst i Tårbæk embedet og pensionen at afvise) gælder nemlig ikke for degne!

Guddommeliggørelse af mennesket finder man også i de deciderede gudindeskoler med tilhørende gudindelitteratur som er vokset frem de senere år som et nyt tilbud til danskere med hang til at udvikle deres egen personlighed. "Som gudinde træder man ind i et nyt paradigme, hvor alle mennesker rummer det guddommelige. Som kvinde må vi tage alvorligt at vi har skaberkraft og kan løse problemer", siger coach og åndelig vejleder Kirsten Stendevad.

Alt i alt betyder udviklingen siden 1960'erne ifølge Højsgaard at Danmark har flyttet sig fra at være en kristen monokultur til at blive et multireligiøst samfund. Stort set alle de nye og pluralistiske sammensætninger af tro udspiller sig typisk inden for rammerne af folkekirken. Men det støder ham at danskerne ustandseligt i disse år opfordres til at blive buddhister uden at være det!



Højsgaard lægger ikke skjul på at hans analyser har udgangspunkt i den kristendom og folkekirke han selv tilhører, og han byder derfor også på en grundig behandling af folkekirkens egne forhold og problemer, herunder hele Grossbøll-sagen, der drejede sig om sognepræsten i Tårbæk Thorkild Grosbøll. Han vakte i foråret 2003 stor opstandelse i folkekirken og mediebilledet ved offentligt at tilkendegive at han hverken troede på en skabende og opretholdende Gud eller på opstandelsen og det evige liv.

Højsgaard understreger at Grosbøll ikke var den ateist som mange har villet gøre ham til. Højst en agnostiker (en der ikke kan vide noget om sagen) som var dybt fascineret af kirkens sprog og væsen. Han kunne lide at prædike, trivedes med sit arbejde i et sogn med en begavet menighed. Religiøst hykleri var afskyeligt for ham. Vedholdende forsøgte han at finde fast grund i tilværelsen. Men desværre fandt han konstant paradokser, modsætninger, problemer. Og pressens hurtige og direkte sprog kom han aldrig til at mestre...

Højsgaard kalder denne agnostiker eller tvivler et ægte barn af den betydningsfulde moderne teologi (fra og med P.G. Lindhardt, Løgstrup og Sløk), dvs at han gav videnskaben forrang når han skulle tolke bibelskrifter, trosbekendelse og ritualer, men samtidig brugte selve den kristne civilisation til at aftvinge livet mening. - I bogen "En sten i skoen" skrev han: "At ville bruge gud som argument for noget som helst i dag er efter min mening både vanvid og dybt ulykkeligt.... Trosbekendelsen kan bare ikke være bindende for os, men alene opfattes som et veltjent vidnesbyrd fra forne tider...." - Det afgørende for ham var at forene modernitet og tradition, konstaterer Højsgaard. Og det er sikkert rigtigt nok, selvom det hører med til historien at det jo ikke lykkedes for ham! Sagen skal dog ikke gennemgås her, da den har været behandlet grundigt på Jernesalts sider, jf. henvisningerne. Problemet var dengang at den officielle folkekirke ikke kunne leve med at en sognepræst åbenlyst fornægtede den trosbekendelse han selv hver søndag læste op i kirken. Med Roskilde-bispens udsøgte lodder og trisser fik manden lov at fortsætte som præst til han blev pensioneret, bare han holdt sin mund uden for kirken!

Folkekirken valgte med andre ord at undlade at afklare den faktiske modsætning mellem bekendelsesskrifternes ordlyd og den efterhånden udbredte, stadigt mere teologisk sofistikerede fortolkning af dogmerne som præsterne havde annammet på universiteterne og formidlede med større eller mindre held i de lokale menighederne alt efter retoriske evner (med Johannes Møllehave som et strålende eksempel fordi han kunne fortælle endeløse historier fra hjertet og endda flette Storm P. ind alle steder så det var en ren fornøjelse.) Bekendelseskrifterne stred mod naturvidenskaben, evolutionslæren og almindelig sund fornuft, og den sofistikerede teologi henvendte sig derfor ene og alene til begavede menigheder og enkeltpersoner der kunne forstå at skrifterne alligevel havde mening, mens den lod menigmand fuldstændig kold. Tidehvervs skarpsindige præster der kunne deres Søren Kierkegaard udenad forfra og bagfra prædikede kirkerne tomme. Og det samme har alle mere ordinære præster stort set gjort i kølvandet herpå. Med andre ord: folkekirken er blevet teologernes lykkelige fristed, hvor de kan boltre sig i sofisteri bare de ikke åbenlyst bestrider trosbekendelsen. Og det kan reelt altsammen føres tilbage til den sofistikerede tænker og paradoksmager Søren Kierkegaard der i midten af 1800-tallet gjorde tro til et spørgsmål om decideret fornuftstridighed. Den slags siger ikke meningmand nogetsomhelst. Folket der udsættes systematisk for den slags i folkekirken får tværtimod stene for brød. Men det vil de moderne teologer og præster ikke indse - og altså heller ikke Højsgaard, som vælger at give googlebuddhismen skylden for miseren.

Morten Højsgaard forestiller sig at folkekirkens åbenlyse problem kan løses ved at rette skytset mod folkelig overtro og hang til mysticisme, reinkarnationstro m.m. i disse fænomeners skønne kombination med ren og skær 'mentalhygiejnisk' interesse for afstressende teknikker og anden indsats for bedre sammenhæng mellem krop og sjæl. Hvad han angriber hos Lisbeth Dahl, Christian Stadil, Anna Skyggebjerg og Joan Ørting med flere, er jo imidlertid bare en helt igennem normal og uskyldig interesse for et sundt sind i en sund krop, kombineret med en lige så normal og uskyldig interesse for mystiske eller direkte okkulte fænomener. Målet for alle disse mennesker og deres klienter er tydeligvis at få det godt, personligt og i parforhold, få mere energi, eller mere 'flow' i energien og dermed også kunne gøre bedre fyldest i familien og blandt venner og kolleger. Der er intet som helst ondt i alle disse yderst varierede, men for størstedelens vedkommende ukontrollable tiltag. De har tværtimod i langt de fleste tilfælde en gavnlig effekt allerede ved at skabe bevidsthed om psykiske forhold - det har bare altsammen ikke ret meget med religion at gøre. Tiltagene får kun præsters og teologers opmærksomhed, fordi de åbenlyst konkurrerer med kirkens egne mere eller mindre forgæves forsøg på at holde fast i de formelt kristnes meget ureflekterede vanekristendom og dermed i det flertal af døbte mennesker som af meget ubestemmelige grunde stadig fastholder medlemsskabet af folkekirken, men ikke gider at komme der uden særlig anledning, fordi de ganske enkelt får for lidt ud af det.



For fuldstændighedens skyld skal nævnes, at Højsgaards kritik af den seriøse buddhist og politiske kommentator Erik Meier Carlsen og den lige så seriøse bevidsthedsforsker og spirituelle vejleder Jes Bertelsen også er irrelevant. For det første kan de overhovedet ikke sættes i bås med ikke-filosofiske eller overfladiske mennesker som Lisbeth Dahl eller Anna Skyggebjerg, eftersom de begge er under langvarig og endnu uafsluttet vejledning af tibetanske mestre og i egne skrifter udtrykkeligt har påvist hvor krævende og dybtgående læreprocessen er, og for det andet kan det med sikkerhed siges, at buddhismen i den form de har lært aldrig kan blive folkeligt forankret i et land som Danmark, selvom d'herrer eventuelt skulle sætte sig for at arbejde for det med al deres energi (hvad de netop ikke gør). Alene det at sætte sig ind i den helt specielle terminologi som fremgår af Bertelsens bøger fra 1999 og 2003 om 'dzogchen-praksis' er for de få meget filosoferende mennesker der som Bertelsen også har været i stand til at sætte sig grundigt ind i Kierkegaard og Sløk, Kant og Jung. Når Højsgaard postulerer at "Jes Bertelsen behøver man altså ikke tro på. For det han står for, kan bevises i praksis og med videnskabelig metodik....", så viser det at han ikke fatter at Bertelsen er empirisk bevidsthedsforsker og derfor ikke kan slække på den videnskabelige metode når det gælder teknikkerne. Skal der rejses dybere kritik af Bertelsens filosofi, skal man gå efter hans determinisme, således som Jernesalt har gjort. Men først og fremmest gælder for buddhistisk mesterlære at den form for langvarig retræte (tilbagetrukkethed fra denne verdens gøremål) som forudsættes, er komplet umulig at praktisere for almindelige mennesker. En 'folkevandring' fra Danmark til hulerne i Himmalay er simpelthen utænkelig i både bogstavelig og overført forstand. Jes Bertelsens mesterlære bliver aldrig almengyldig.

Men det helt centrale i hele denne religionsanalyse eller eksistensanalyse er at Morten Højsgaard ganske som andre akademisk uddannede religionssociologer, religionshistorikere og teologer i dette land ikke aner hvad religion egentlig er. De véd naturligvis ganske meget om religiøse fænomener eller fænomener de af den ene eller anden teologiske eller ateistiske grund stempler som religiøse, men de har ingen som helst føling med det dybere fænomen der er før alle dogmer og teologier og før alle sondringer mellem videnskab og eksistens. Det betyder for Højsgaards eget og teologernes vedkommende at de aldrig kommer fri af et dogmatisk snæversyn der opererer med guddommelige autoriteter og for ateistiske forskeres vedkommende at de aldrig kommer fri af fordomme om at religion er lig med overtro.

Højsgaard gør meget ud af at kritisere ateisterne og har skam fat i mange gode iagttagelser og selvmodsigelser, men han medgiver dem jo at deres grundsynspunkt om at man ikke skal tro på noget der ikke er i overensstemmelse med (natur)videnskaben i princippet er fornuftigt og derfor efterhånden også deles af flertallet af moderne præster. Blot formår han ikke at fortælle os hvad tro da er, kunne være eller skulle være.

Det sjove er at han angriber religionshistorikerne Tim Jensen og Mikael Rothstein der som han skriver har suppleret deres egentlige forsknings-arbejde med en "massiv offentlig indsats som skarpe religionskritikere". De er begge ateister, og betragter simpelthen alle religiøse aktiviteter fra altergangen i domkirken til optog på strøget med Hare Krishna som forskellige udtryk for kultur. For der er jo for dem ingen Gud, men kun menneskers kulturelt betingede forestillinger om en sådan Gud, og dette synspunkt fremfører de to forskerne endda "med tilstræbt videnskabelig tyngde og ateistisk pondus". De forlanger, at vi bør indrette neutrale begravelsespladser og opfinde nye ceremonier uden religiøs fernis for navngivning af børn, overgang fra barn til voksen, indgåelse af ægteskab (vi vil jo ikke slippe ritualerne). Samlet set - forestiller de sig - vil fornuft og fremskridt og civiliseret human adfærd dermed langsomt komme til at råde. Men samtidigt forsvarer og beskriver disse to religionshistorikere gerne muslimske troende og nyreligiøse sekter, ja, de hævder at disse tilkomne fænomener har krav på nøjagtigt samme opmærksomhed og respekt som de traditionelle kristne som er en væsentlig del af vores historie. Tradition og historie betyder med andre ord ikke det fjerneste i deres teoretiske verden.



Hvad angår Højsgaards eget dogmatiske snæversyn kommer han i realiteten ikke videre end til at hævde at en eller anden form for gudstro og tro på autoritative instanser eller kilder må være udgangspunktet for nytænkning. Men præcis hvilke og hvordan gør han sig ikke den ulejlighed at prøve at afklare. Vidensteknologien og fagteologien skal gå hånd i hånd, fastslår han udtrykkeligt. Men på spørgsmålet hvad den nye forståelse så går ud på, hedder det blot, at vi ikke skal tage Bibelens konkrete ord bogstavelig, men i stedet med nutidens øjne tage de følelser alvorligt, som forfatterne til alle disse hellige ord havde. Gud selv kan vi ikke sige noget konkret eller videnskabeligt om. Det er følgelig ikke Guds handlinger, men menneskets erfaringer, der bærer dynamikken i den nye tids teologi. Moderene teologi handler om at gøre kristendommen menneskelig.

Og hvorfor skulle moderne og toneangivende teologer som Svend Andersen, Niels Henrik Gregersen, Kjeld Holm eller Johs. Møllehave, spørger han videre, dog blive ved med at leve og ånde for deres teologiske metier, hvis de ikke netop i bibelhistorierne, i kirkehistorien eller i kirken kunne se en speciel skønhed, en særlig ægthed, et positivt eller unikt bidrag til den verden de og vi lever i? (mine fremhævelser).

Som det ses er det mestendels almindeligheder der ikke konkretiserer noget som helst overhovedet. Men samtidig er det en klar drejning hen mod æstetiske fænomener som følelser, skønhed, særlig ægthed og unikt bidrag - uden at disse underkastes en nærmere psykologisk eller erkendelsesmæssig analyse. Eller sagt med andre ord: Morten Højsgaard fatter simpelthen ikke dybden og styrken i ægte religion. Hans morsomme kritik af googlebuddhismen er overfladisk, og hans anerkendelse af moderne teologi holder ikke vand. Al hans tale om reformation bliver derfor misvisende.



Det er såmænd ikke helt forkert når Højsgaard i bestræbelsen på at indkredse alle de ikke-kirkelige og ikke-teologiske forsøg på at finde eller opretholde en mening med tilværelsen gennem inspiration fra østlig livsvisdom og en opdateret spirituel teknik til personlig udvikling tyer til mere eller mindre nedsættende adjektiver om fænomenet som individuel, privat, personlig, mangfoldig, folkelig, pluralistisk, farverig, eksotisk, global, upakket, uorganiseret, kreativ, spontan, banal, smørbar, synkretistisk eller sammensat. Det er blot fornøjeligt i hele manglen på præcision. Men når han seriøst bestemmer googlebuddhismens proces som sådan som "begyndelsen på en ny reformation", så halter det hele. 'Google' siges at angive måden, og 'buddhismen' retningen, men 'reformationen' selve omfanget. Og det er naturligvis underforstået at omfanget af forandringen bliver stort, men samtidigt at den ikke kan kaldes en revolution eftersom den ikke nødvendigvis indebærer vold. Sagen er blot at det der foregår i disse år er en omvæltning så stor at det er meningsløst at tale om reformation der jo etymologisk blot betyder genskabelse.

Det Højsgaard kalder 'den anden reformation', kalder vi andre 'Reformationen' (i bestemt form og med stort begyndelsesbogstav). Den var Luthers reformation. Den startede i 1517 med de berømte afladsteser og var et decideret opgør med pavedømmet, der gav navn til den anden betegnelse 'protestantismen'. Den var ment som og blev i realiteten en genskabelse af en mere oprindelig kristendom der ikke accepterer jordiske stedfortrædere for Gud som nødvendige formidlere mellem Gud og mennesket, men sætter 'det almindelige præstedømme' i stedet. - Når Højsgaard kalder indførelsen af kristendommen i Nordeuropa for godt tusind år siden 'den første reformation' er det en tilsnigelse. Den genskabte aldeles ikke den gamle tro, men brød radikalt med den og indførte noget emergent nyt i historien, noget der aldrig havde været der før. Og det samme vil uden tvivl ske i vor tid. Derfor leder det på vildspor at bruge betegnelsen 'den tredje refomation' om den nutidige omvæltning.

Det er naturligvis isoleret set korrekt, at 'google-buddhismen' hverken har en bestemt hellig bog eller noget officielt helligsted overhovedet at bygge på. Ej heller nogle bindende bekendelsesskrifter eller forpligtende programerklæringer. Google-buddhismen er et decentralt og medialiseret fænomen, der bruger mange ord, begreber og teknikker fra forskellige religioner, men navnlig fra buddhismen. Og den kan såmænd også med en vis ret kaldes 'en vestlig kulturbuddhisme', 'sekulariseret zen' eller ligefrem 'hollywoodbuddhisme'. Den er også - som Højsgaard påpeger - så tilforladelig, så optimistisk, så moderne, så tolerant og så medmenneskelig, at man fristes til at sige at det halve kunne være nok. Den er bare ikke en religion i ordets egentligste eller dybeste forstand. Den er et overfladefænomen, der må ses i nøje sammenhæng med den almindelige samfundsudvikling og navnlig medieudviklingen. og det er derfor et rent og skært postulat fra Højsgaards side, når han gør det til selve pointen at google-buddhismen og alle de privat-religiøse trosformer "nu får en bred betydning og en magtfuld placering, også som politisk kraft".

Højsgaard indrømmer at vi endnu har til gode at se, hvilke konsekvenser "den nye og stærkt individualistiske tro" fører med sig i større skala, og at det endnu også er et åbent spørgsmål hvordan folkekirken og det danske samfund som helhed vil forholde sig til udfordringen. Men når han forestiller sig at googlebuddhismens bidrag til samfundet i yderste konsekvens består i "en uskøn blanding af apati, selvfedme og kynisme over for de svageste medborgere", og "hverken i ny fremdrift eller kreative pift til den personlige udvikling", så viser det hvor lidt han forstår. For tror han virkelig i ramme alvor på at samfundsudviklingen i det lange løb vil ende i apati, selvfedme og kynisme, og at en ny fremdrift og kreativitet vil blive manet i jorden?



Samfundet har unægteligt flyttet sig, som han skriver. Vi har fået medie- og informationsrevolutionen. Denne revolutions konsekvenser er langt mere dybdegående, omfattende og uoverskuelige end vi har oplevet før i historien, alle reformationer og revolutioner samt teknologiske landvindinger taget i betragtning. Medie- og informationsrevolutionen - hvor internettet og dets søgemaskiner og kommunikationsmuligheder er en central del - betyder ikke blot at information bliver lettilgængelig og billig, men først og fremmest at den bliver vanskeligere og vanskeligere at kontrollere og censurere af magthavere der måtte have intentioner herom. Og dette betyder igen, at diktatorer og totalitære regimer, paver og præsteskaber, banker, kapitalfonde og medieemperier ikke længere kan opretholde monopolet på sandheden eller nyhedsformidlingen.

Det var medie og informationsrevolutionen der undergravede sovjetkommunismen og i dag led for led undergraver de muslimske landes dybt forældede diktaturer. Og det er samme revolution der lidt efter lidt har undergravet såvel den pavelige kristendoms absolutte kontrol med sjælene som den protestantiske modernitets illusioner om sjælenes frelse gennem rendyrket intellektualisme.

Googlebuddhismen og alle andre halvreligiøse, verdslige overfladefænomener er stort set ikke andet end trends i tiden, der som alle andre trends netop har deres tid, men så længe de varer kan more og fange sjæle der har behov for afslapning og mysticisme. Iøvrigt gør de ingen skade, men bekræfter tværtimod blot folk i en grundlæggende og uskyldig tro på det gode i mennesket og tilværelsen. De ligger med andre ord helt og holdent i immansens tegn. De er blottet for transcendens eller grænseoverskridelse, og de rummer følgelig ikke nogen form for egentlig fremdrift og slet ikke for en kreativitet der kan skabe en ny sammenhæng i kulturen og samfundet som et emergent fænomen i udviklingen. Heri ligger også at der er tale om et altovervejende kvindeligt fænomen! Og et udpræget småborgerligt fænomen!

Vi befinder os unægteligt i et vadested - både nationalt og globalt, og både politisk og kulturelt. Men det er slet ikke - som Højsgaard gør gældende - i vadestedet mellem statskristendom og google-buddhisme. Den første har nemlig tabt, fordi den ikke aner hvordan den kan komme fri af uholdbare dogmer uden at havne i et tomrum; den kan ikke finde ud af noget så simpelt som hvordan man skal praktisere det almindelige præstedømme, dvs det uformidlede Gudsforhold, hvis man slipper trosbekendelsen. Og hvad 'googlebuddhismen' angår, er den kun Morten Højsgaards sjove samlebetegnelse for midlertidige trends, der ikke fører fremad, fordi de er blottede for systematisk, grænseoverskridende tænkning der har afklaret modsætningen mellem videnskab og eksistensforståelse og derudfra kan vise vej til ny føling med virkeligheden.

Højsgaards kritik af de halvreligiøse trends i tiden er overfladisk og kommer aldrig i nærheden af forsøget på at finde frem til en tidssvarende begrebsramme der kan sætte nutidens religiøse og eksistentielle problemstilling ind i et relevant perspektiv. Han er slet ikke klar over at religion i dybeste forstand er den uformidlede føling med virkeligheden i hele sin mangedimensionalitet, hvor man hverken ser bort fra de materielle (fysiske), biologiske og psykiske grundvilkår eller fra overordnede samfundsmæssige, historiske og religiøst/eksistentielle forhold som ligger uden for al determinisme og dogmatisk kontrol, men alligevel er bindende for mennesket. - Jf. essayet: Religion som emergent fænomen i biologien

Højsgaard skaber derfor mere forvirring end afklaring. Ja, det virker nærmest som om han har det ligsom manden hos Storm P. der på et forslag om at afskaffe det gule lys som trafiksignal blot konstaterede: "Ja, noget må der gøres for at bevare forvirringen!" - Det er næppe det gule lys Højsgaard vil have afskaffet. Men hans lommelygte er inffektiv. Så derfor bliver resultatet af hans analyser kun at den gældende forvirring bliver bevaret. Hans lommelygte er ikke bedre end den hans religionshistoriske kolleger på universiteterne betjener sig af.

Deres ærbødige

Jens Vrængmose



Henvisninger:

Religion som emergent fænomen i biologien  (28.12.09.)
Emergens
Transcendens

Religion ude af Danmark?  (Bjeragers bog - 11.4.06.)
Folkekirken under pres  om registrering og velsignelse af homoseksuelle
At være ateist er snæversynethed   (28.1.11.)
Ateismens problematik  (26.3.05.)
Grænser for Gud? - Eller grænser for religionsforvirring?  (Jerichaus bog - 24.11.05.)
Meier Carlsen om danskernes religiøse analfabetisme  (28.4.07.)
Buddhas veje ifølge Peter Elsass  (26.6.11.)
Nikolaj Cederholms ateistshow en smart fordomsbekræfter  (7.3.07.)
At være metafysiker er en tvivlsom affære  (26.1.11.)
Religiøsitet, dumhed og pseudovidenskab
- kommentar til Helmuth Nyborgs leg med statistik
  (3.7.08.)
Gud og Darwin - intelligent design eller videnskab eller noget helt tredie  (18.10.05.)
Har Gud designet verden?   om teorierne om Intelligent Design  (15.9.04.)
Lone Franks store hjernetrip - et ambitiøst partsindlæg om 'Den femte revolution'  (30.9.07.)

Grosbøll sat på plads uden præsteret  (23.5.05.)
Præsten der ikke kan tages alvorligt  - om den afsluttede dilettantkomedie i Taarbæk
Gud, sprog, sekularisering og religionsskifte   om folkekirken efter Taarbæk-sagen
Er problemet med Grosbøll præstens tro eller folkekirkens dogmer?  (11.6.04.)

Hvad skal vi med myte, kult og religion?  (10.4.11.)
Hvad skal vi med religion?     (14.2.07.)
Er religion en privatsag?  eller er det på tide at se den som et offentlig anliggende?
Religion på dagsordenen  (24.2.06.)
Europa - religiøs slagmark igen?  (16.3.08.)
Den tredje vej til religionsanskuelse  uden om ensporet teologi og distancerende videnskab
Jeg-relativisering, historie og kristendom  (27.5.07.)
Det er åndsfriheden det gælder  (2.2.06.)
Ånd og virkelighed  (29.7.07.)



Kan alle vore forestillinger dekonstrueres?  (25.04.08.)
Mytologi  (2.8.02.)
Myte ord og billede  (13.7.02.)


Musik - underholdning eller kult?  (9.5.06.)
Ind i musikken

Sport og kult i nutiden  (30.4.06.)

Åndelige strømninger i det 19. årh. ifølge Vilh. Grønbech  (28.05.08.)
Det romantiske som åben føling med det kollektivt ubevidste  (26.05.08.)
Romantikken ifølge Rüdiger Safranski  (23.04.08.)

Religion, eksistens og sekularisering -   eller Religion, Politiken - og Europas fremtid
Religionen og sekulariseringen  Afsnit af Værdimanifestet  (17.9.04.)

Arbejde, forskning og religion   som kulturens tre hovedkilder (28.12.04.)
Vilh. Grønbechs kulturopgør


Kristendommen passé?  (26.12.04.) eller har den potentiale til fornyelse?
Europas forudsætninger  (15.8.05.)



Jens Vrængmoses rubrik



Artikler om Danmark
Artikler om Samfund
Artikler om Etik
Artikler om Psykologi
Artikler om Erkendelse
Artikler om Eksistens
Artikler om Religion
Artikler om Sekularisering



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Helhedsrealismen
De psykiske grundprocesser
Konsistens-etikken



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal