Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - kanel69ontol04

ARTIKEL FRA JERNESALT - 28.1.11.


At være ateist er snæversynethed

('Ontologisk antologi' artikel 4)

af Jens Vrængmose

Som påpeget i artiklen At være metafysiker er en tvivlsom affære så er det generelt et problem for forståelsen af den menneskelige eksistens at begynde at fokusere på substansen i tingene og fænomenerne, dvs begynde at lede efter en eller anden 'væsenhed' som skulle være tingenes og fænomenernes inderste kerne og derfor kunne forklare alt eller i hvert fald stille den menneskelige nysgerrighed fuldstændigt tilfreds.

Derfor blev det også understreget at spørgsmålet hvad 'væren er i sig selv' ikke kan besvares, da dets besvarelse netop indebærer at væren - hvad enten man vil det eller ej - gøres til en slags substans og dermed øjeblikkeligt forhekser forstanden med overvejelser der aldrig kan føres til ende og således forbliver spekulation. Og det blev udtrykkeligt nævnt at det ikke kan afgøres hvad universets substans, livets substans, eksistensens substans, bevidsthedens substans, sprogets substans, tidens substans eller rummets substans måtte være. Alle disse fænomener kan sprogligt beskrives på en detaljeret måde der giver mening og er til nytte og som derfor kan kommunikeres mere eller mindre entydigt til andre mennesker, men hvad 'das Ding an sich' er for en tingest kan ikke afgøres.

Det blev endvidere udtrykkeligt tilføjet at det heller ikke kan afgøres hvad Guds substans måtte være. I samme øjeblik man stiller spørgsmålet om Gud eksisterer eller ej, da binder man forstanden til at søge svar på noget der ikke kan afgøres og som det slet ikke giver mening at spørge om, men kun fører til at man går totalt fejl af forestillingen.

Men det er netop karakteristisk for den rationelle tanke at den i sin frygt eller afsky for det irrationelle insisterer på sagens afgørelse og nægter at forstå spørgsmålets natur. Den lader sig endda roligt forhekse, for derved opnås to fordele: den analyserende tanke holdes beskæftiget, og det snævre jeg bekræftes i sin afvigelse fra alle der ser på problemet fra andre synsvinkler, hvad enten disse nu er deistiske, panteistiske, kristne, islamiske, teologiske eller agnostiske eller helhedsrealistiske og sprænger dem alle.



At sagen i det hele taget ikke er så ligetil fremgår allerede af en meningsmåling der viser at 20 % af den danske befolkning ikke tror på Gud, men at kun en fjerdedel af disse (altså 5 %) er erklærede ateister. Eller det fremgår af at de kæmpende ateisters organisationer har forsvindende få medlemmer.

I mange tilfælde undgår man heller ikke en mistanke om at de fleste erklærede ateister er blevet ateister af reaktion mod direkte religiøs indoktrinering som børn, altså deciderede psykiske overgreb, og derfor kun sjældent kan drøfte spørgsmålet fordomsfrit. En engelsk digter fra 1800-tallet har meget rammende om sådanne mennesker udtalt at de tror, at de selv er et ulykkestilfælde. Den danske psykiater Ib Ostenfeld har engang lavet en undersøgelse af spørgsmålet og kommer til lignende resultat. Men det bør nu ikke forlede nogen til at tro at en ateist ikke kan være et psykisk sundt menneske! En erfaren læge fra forrige århundrede kunne faktisk konstatere, at det slet ikke afhænger af folks tro i dogmatisk henseende om de kan dø med fred i sindet eller ej.

Det er til gengæld påfaldende at der i sidste halvdel af 1900-tallet er sket et skred i den akademiske opfattelse af spørgsmålet, således at forstå at hvor man til og med 2. verdenskrig kunne finde mange akademisk uddannede mennesker der ikke tog klart stilling til guds-spørgsmålet og slet ikke afviste forestillingen om en Gud, så er det efterhånden blevet det eneste akademisk korrekte at være ateist. Dette blev derfor også litteraturforskeren Aage Henriksen af årgang 1921 der efter sin afsluttende eksamen blev ven med Karen Blixen og derigennem fik åbnet øjnene for lidenskaber der bragte ham ud i deciderede 'esoterisk' erfaringer, erfaringer der ligger ud over sædvanevirkeligheden og er for 'de indviede'. I nogle nyligt offentliggjorte samtaler med sønnen, filmkunstneren Morten Henriksen lægger han ikke skjul på at han ikke desto mindre fulgte den gængse, korrekte akademiske ateisme. Jf. bogen 'Bag Blixens maske'.



Den ellers dybdeborende Aage Henriksen kan ikke give nogen forklaring på at en mand med esoteriske erfaringer opretholder en akademisk ateisme, skønt det er en selvmodsigelse. Men forklaringen er ellers nærliggende: Mennesket har to tilgange til virkeligheden, den indre introspektive/reflekterende og den ydre sanselige/handlingsmæssige. Den førstnævnte tilgang giver gennem de medfødte primærprocesser umiddelbar føling med alle de psykiske eller åndelige fænomener der manifesterer sig i form af den konstante strøm af bevidste, ubevidste eller underbevidste forestillinger af spontan art som kendetegner ideer, visioner, drømme, erindringer af såvel personlig som kollektiv art. Den sidstnævnte tilgang fører til systematisk udvikling af de psykiske sekundærprocesser med alle deres sproglige begreber, sondringer og logik som igen fører til stadig bedre tilpasning til den praktiske sædvanevirkeligheds realiteter. Og for den førstnævnte gælder naturligvis at den er fuldstændig åben for alle slags forestillinger, herunder også forestillinger om guder, djævle, engle, dæmoner, helte og skurke, mens den realitetsprøvende anden tilgang i kraft af logikken og de sproglige sondringer bliver analytisk og kritisk - og i de fleste tilfælde ender med at afvise hvad der ikke svarer til erfaringerne fra den praktiske verden.

I virkeligheden er dette såre enkelt, og noget alle mennesker har som afgørende eksistentiel grunderfaring, men af bestemte årsager - der har meget med naturvidenskabens udvikling og succes at gøre - fortrænges denne grunderfaring nu om dage oftest på vore såkaldt 'oplyste' breddegrader. Sekundærprocesserne udvikles helt bogstaveligt på en så styret og metodisk måde igennem opdragelse, skoling, uddannelse og karriere, at de tager fuldstændigt overhånd og gør mennesker til ensidige rationalister, der nok kan acceptere og nyde det irrationelle i form af musik, film, teater, dansk og fest samt ferie, men netop skyder det ud som helt uforpligtende rekreativ fritidsbeskæftigelse. Dette får fatale konsekvenser for indstillingen til det helhedsrealistiske, idet dette sættes i samme andenklasses bås - og altså slet ikke opfattes som den mest åbne og optimale tilgang til den hele virkelighed, den virkelighed der har med helhed, mening og sammenhæng at gøre.

Hvad guds-forestillingerne angår betyder dette nu at de stort set betragtes som uvedkommende uden at ret mange tager egentlig stilling til dem. Nogle få bliver ateister og tror de har løst problemet ved at benægte Guds eksistens. Nogle bliver agnostikere og tror de har garderet sig ved at erklære at de ikke kan afgøre sagen. Nogle bliver dogmatisk troende og accepterer en trosbekendelse der indeholder påstande der strider mod sund fornuft og naturvidenskab (og denne fornuftsstridighed har de endda gennem bl.a. Søren Kiergaard lært at gøre til en finesse i sig selv), hvis de da ikke blot accepterer trosbekendelsen på skrømt for at bevare et præsteembede (jf. Grosbøl-sagen). Men det store flertal her i landet er almindelige folkekirkekristne, dvs naive kristne der betakker sig for at skulle dykke ned i den filosofiske problematiks sofistikerede vanskeligheder; de fortsætter i folkekirken fordi det hører sig til og de nu engang er blevet døbt. Et i sig selv helt legitimt grundlag.



Nuancerne er mange, og nogle kommer frem i bevingede udsagn som fx disse: "Jeg ved ikke om Gud eksisterer, men det ville være bedst for hans rygte, hvis han ikke gjorde det" (Jules Renard, fransk forfatter, 1864-1910). - Agnostikerens bøn, satirisk set: "Oh, Gud hvis der er en gud, frels min sjæl, hvis jeg har en sjæl". (Ernest Renan, fransk filosof, 1823-92). - Eller: "Det værste øjeblik for en ateist, er, når han er virkelig taknemlig og ingen har at sige tak til" (Dante Gabriel Rosetti, britisk prærafaelist, 1828-82).

Ingen får fat på det afgørende, at genuine gudsforestillinger er spontane og universelle og kommer fra det kollektivt ubevidste med alle dettes arketypiske forestillinger. Det betyder på den ene side at de ikke kan bruges til nogetsomhelst i den videnskab der vil have årsagsforklaringer på alting og forlanger eksakte definitioner og beviser for alting. Men på den anden side at de er umulige at fjerne fra menneskers frie sjæleliv og åndsliv. Ateist kan man altså være på intellektuelt og akademisk niveau hvor kun halvdelen af virkeligheden accepteres, men ikke på helhedsrealistisk niveau, hvor begge tilgange til virkeligheden betragtes som sideordnede og komplementære, og hvor alene dagligsproget i al dets vaghed og flertydighed derfor accepteres som det sprog der har føling med hele virkeligheden.



For god ordens skyld skal her lige repeteres at de gamle ismer - deismen, teismen og panteismen - stort set må siges at være irrelevante for vor tids aktuelle debat.

Deismen - med Voltaire og Rousseau som de mest markante skikkelser - hævder troen på en gud der har skabt verden og verdensordenen, men derefter overladt dens videre skæbne til sig selv. Den er udtryk for en 'fornuftreligion', men er uden nogensomhelst videnskabelig interesse, da spørgsmålet om hvordan universet er opstået erkendelsesteoretisk er principielt uløseligt. At postulere at Gud skulle være universets skaber (eller designer) er videnskabeligt set en tom påstand.

Panteismen postulerer at Gud er i alt, eller at Gud og naturen er et og det samme. Den havde fortalere i Nicolaus Cusanus, Giordano Bruno og Spinoza - og i nyere tid i Schelling og Hegel. Den er som deismen uden videnskabelig interesse, for den kan hverken bevises eller tillægges mening i videnskaben. Den kan eventuelt give mening som rettesnor for selve indstillingen til livet og forskningen som når fysikeren H.C. Ørsted talte om 'ånden i naturen' eller så en 'altgennemtrængende guddommelig fornuft' bag alle fænomener. Men bevise noget, gør det ikke.

Teismen er troen på en personlig gud der styrer verden nu og altid, og den dukkede først op i slutningen af 1600-tallet, men blev undergravet i 1800-tallet med troen på det historiske fremskridt og den biologiske evolution. Gudsbegrebet som sådant blev imidlertid ikke definitivt aflivet med Nietzsches ellers provokerende påstand om 'Guds død'. Men troen på en personlig gud der sidder et eller andet sted oppe i rummet og trækker i trådene er en naiv opfattelse ikke mange oplyste mennesker kan acceptere.

Men ateismen som statsreligion er lige så håbløs som den ortodokse gudsopfattelse der strider mod naturvidenskaben og oplysningen. Den masseateisme man forsøgte at gennemtvinge i Sovjetunionen efter et dekret fra Stalins side i 1934 slog aldrig igennem. Kirkerne kunne Stalin beordre ødelagt, og præsterne kunne han forfølge, men folkesjælen bevarede troen, således at denne blomstrede op igen da systemet et halvt århundrede senere brød sammen og åndsfriheden blev genvundet.



Det er altså en ret problematisk opgave at fokusere på spørgsmålet om Guds eksistens eller ikke-eksistens i substantiel udgave. Og derfor rammer såvel Ateistisk Selskabs kampagner som Nikolaj Cederholms ateistshow på Edison-Teatret for nogle år siden ved siden af. De bliver mere eller mindre propagandistiske fordomsbekræftelser og går uden om den ikke-teologiske, udogmatiske religionsforståelse der sætter den mytiske tænkning i frugtbar forbindelse med menneskets medfødte psykiske grundprocesser (primæprocesserne). For hvis man pr. definition betragter al mytisk tænkning som primitiv og overtroisk og fx al indføring i mytologi og tilhørende litteratur og kunst for børn op til 9-års-alderen som indoktrinering, så giver man den intellektuelle forståelse forrang for den umiddelbare oplevelse, og så går det i sidste ende galt for virkelighedsforståelsen.

Ateisterne springer over hvor gærdet er lavest, hvis de tror religionsspørgsmålet drejer sig om et valg mellem religion og videnskab eller mellem overtro og bevislig eller begrundelig tro, ja, Cederholm definerede udtrykkeligt dette valg eller forhold som selve hjertet i hans teaterforedrag.

"Det der er galt med religionerne er først og fremmest at de ikke er sande. Det de siger er forkert, det er overtro. Der er ingen Gud der tager hånd om dig og som har en plan med det hele," lyder Nikolajs hovedindvending. Og han tilføjer at det for ham ligefrem har været forbundet med stor frihedsfølelse at erkende at Gud ikke er der. Der kan være en fornemmelse af at der er en der holder øje med dig altid - denne fornemmelse strejfer én hele tiden - men det fortæller mest noget om hvordan du selv og din egen hjerne fungerer. - Man skal lægge mærke til ordet hjerne i denne sammenhæng, for det røber at Nikolaj tror at sjælelivet er rene hjerneprocesser. (Spørgsmålet tages op i en senere artikel).

Den stærkt polemiserende religionshistoriker Mikael Rothstein erklærede sig engang på et debatmøde principielt enig med Ateistisk Selskab, men advarede dem mod at blive for selvfede. Man skal ikke bare tro, at religion kan trænges i baggrunden, for den er et socialt fænomen, sagde han. Religionerne er et element i de fleste menneskers måde at skabe kultur på. Netop derfor er religion ikke noget der kan bekæmpes som man bekæmper myrer mellem havefliserne. - Man skal altså gå forsigtigt til værks og vide hvad man bekæmper, men bekæmpes skal religionen, synes han at mene! Og det er da altid noget at han har forståelse for selve det sociale element - og i sin forskning netop fokuserer på dette. Men han får aldrig fat på det centrale i religionen eller helhedsrealismen: den umiddelbare føling med hele virkeligheden.



På film kan man se mange mere eller mindre vildledende udlægninger af hvad religion er, men desværre kun få der rammer plet (som fx Dreyer, Bunuel og Bergman). Værst er vist Lars von Trier i 'Breaking the Wawes', hvor han lader den naivt religiøse hovedperson (Bess) samtale på barnlig vis med Gud og åbenlyst og helt vilkårligt lægge moralistiske ord i munden på Gud, ganske som når børn leger 'far og mor og børn' og lægger en masse moralisme i forældreattituden. Og det er o.k. for så vidt det viser noget om katolikken Lars von Triers uafklarede indstilling til moral og religion. Men det rokker bare ikke det ringeste ved den kendsgerning at den sande Gud for den sandt religiøse er en samtalepartner hvis replikker er ukontrollable og uberegnelige for modtageren. Den arketypiske forestilling fremtræder som en instans det er muligt at føre dialog med på et meningsfuldt og ikke kontrolérbart plan.

I Annette K. Olsens film 'Forbrydelser' gives et eklatant eksempel på virkelig tåbelig sjælesorg der skyldes uvidenhed om elementær dybdepsykologi. Den indsatte Kate (Trine Dyrholm) beder i sin sjælenød fængselspræsten Anna (Ann Eleonora Jørgensen) om hjælp til at lære at bede, men denne lader hende blot mekanisk gentage sætningerne fra Fadervor. Præsten skulle naturligvis være begyndt med at spørge til, hvad Kate inderst inde ønskede for at rette sit liv op, for det var det hun havde brug for, og det hun kunne bruge bøn til. Nu fik hun stene for brød - og endte da også med at begå selvmord.



Hvad er da dybest set forskellen mellem den dogmatiske, konventionelt teologiske gudsforestilling af snæver, ofte moralistisk art og den mytiske af vid og åben art?

Kortest kan det med udgangspunkt i forståelsen af de to tilgange til virkeligheden og de to psykiske grundprocesser udtrykkes på den måde, at mens den snævert rationelle måde forsøger at indkredse problematikken til et spørgsmål om Guds-eksistens og dermed tro til en påstand om at Gud eksisterer, så påpeger den mytiske, helhedsrealistiske måde, at det slet ikke drejer sig om påstande om nogetsomhelst (for disse vil altid kunne analyseres, diskuteres og betvivles), men derimod om at forholde sig til instanser i det psykiske der tydeligvis ligger over eller uden for det snævre rationelle jegs domæne, men som individet som totalpsyke kan indgå i en umiddelbar indre dialog med.

Dette kan nærmere belyses på mange måder - jeg har allerede gjort det i flere artikler - men her vil jeg benytte mig af den jødiske filosof Martin Bubers fortræffelige og dybt inspirerende måde, som den navnlig foreligger i bogen 'Jeg og Du' (fra 1922), men fremgår af flere af hans efterfølgende skrifter.



Buber påpeger at der slet ikke findes noget 'jeg i sig selv', men kun et jeg i to forhold han kalder 'grundordene': et 'Jeg-Du' forhold og et 'Jeg-Det' forhold.

Verden lader sig erfare, siger han, men det kommer den ikke nærmere ved. For verden som erfaring hører til grundordet Jeg-Det. Erfaring er med andre ord Du-fjernhed. Grundordet Jeg-Det er adskillelsens ord, for det rejser skranken mellem subjekt og objekt.

Grundordet Jeg-Du skaber derimod forholdets verden, og forhold er gensidighed. Forholdets verden har tre sfærer: livet med naturen, livet med menneskene og livet med 'de åndelige væsenheder', som han kalder dem (på tysk 'Wesenheiten'; det danske 'væsenhed' brugtes tidligere synonymt med substantialitet).

Det fortrolige og gensidige liv med eller forhold til naturen ligger på sprogets tærskel, men er et Jeg-Du forhold. Det fortrolige og gensidige forhold til liv andre mennesker gør i høj grad brug af sproget. Mens dets fortrolige og gensidige forhold til 'de åndelige væsenheder' er en tredje art der nok åbenbarer sig sprogløst, men er sprogskabende. Eller som Buber konkretiserer det: Vi fornemmer intet Du og føler os dog råbt an. Vi svarer - dannende, tænkende og handlende. Vi viser grundordet Jeg-Du med vort inderste væsen uden at kunne sige Du med vor mund.

For Buber går den egentlige skillelinje ikke mellem erfaring og ikke-erfaring men på tværs gennem alle områderne mellem Du og Det: mellem nærvær og genstand. Og med få, prægnante ord får han påpeget det helt centrale: Det virkelige nærvær med dets fylde eksisterer kun for så vidt der er nærværelse, møde, forhold. Alt virkeligt liv er møde. Du'et møder mig af nåde. Ethvert middel er derfor en hindring. Grundordet Jeg-Du kan udtrykkes med hele ens væsen. Grundordet Jeg-Det derimod aldrig.

Sin eminente forståelse for hele det dybdepsykologiske aspekt i sagen får Buber udtrykt med sætningen: "I begyndelsen er forholdet" (Am Anfang ist die Beziehung). Han siger ikke i begyndelsen er ordet eller livet eller The Big Bang. Nej, i begyndelsen er forholdet, og det svarer i mine øjne fuldstændigt til det jeg selv har gjort gældende i essay'et om Religion som emergent fænomen i biologien. Selve bevidsthedens opdukken i specifik menneskelig art i biologien bringer med ét mennesket op på et helt nyt, emergent trin i udviklingen der betyder tab af uskyld, men til gengæld vinding af arbejde, erotik, kunst, musik, fest, kult og religion - og dermed al kultur. Bevidsthedens opdukken indebærer at mennesket forlader immanensen og uskylden og fra da af må leve i det Buber kalder 'tveheden', men det jeg heller vil kalde komplementariteten og som beror på de to slags psykiske grundprocesser. Derfor er det meget rammende at sige at i begyndelsen er forholdet.

Buber ser det - lige som undertegnede - fuldt bekræftet hos barnet: Netop hos barnet blivet det klart for os at "grundordenes åndelige realitet stammer fra en naturlig realitet: grundordet Jeg-Du fra samhørighed med naturen og Grundordet Jeg-Det fra adskillelsen fra naturen." Det Buber her får peget på er i realiteten korrespondensprincippet!



Det er tankevækkende at Martin Buber fandt frem til disse fundamentale sondringer i 1922 - altså på et tidspunkt hvor både Niels Bohr og Vilh. Grønbech havde skabt banebrydende forskning, men hvor man endnu manglede komplementaritets- og korrespondensbegreberne. Den afgørende forskel for Buber gik mellem et Jeg-Det-forhold og et Jeg-Du-forhold. Disse udtryk kaldte han grundordene i eksistensen, og den fundamentale forskel og uforenelighed mellem dem fik ham til at tale om tveheden eller tvefoldigheden i verden.

Det helt afgørende som han påpeger på sin sprogligt fine, men ejendommelige måde er lige netop den store principielle forskel der er mellem de to tilgange til virkeligheden som bygger på henholdsvis de medfødte primærprocesser og de tillærte sekundærprocesser, og som er ensbetydende med at vi mennesker livet igennem ganske ubesværet veksler mellem det praktiske og nyttige, objektive og formidlede forhold til omverdenen på den ene side og det eksistentielt meningsgivende, varme og givende subjektive og uformidlede forhold til den indre virkelighed med alle dens spontane ytringer til den anden side.

Måske er tankegangen fremmed for mennesker der helst vil blive i de rationelle og praktiske baner som passer bedst til karrieren, men da alle har været børn engang, har alle mennesker uden undtagelse også tilgangsmuligheden med sig i bagagen fra fødslen. Og de drager fordel af den hver eneste gang de er i stand til at suspendere intellektet og åbne sig for nærvær, kærlighed, musik, kunst og fest samt kult. For her er hemmeligheden altid umiddelbarheden og uformidletheden. Formår man at give sig hen til kærligheden eller musikken, festen og kulten, da vil man altid opleve umiddelbar føling med den hele virkelighed. Analysere og reflektere kan man gøre bagefter, men ikke under forløbet, ikke under forholdets 'varen'. Analyse og refleksion hører livet til. Men mennesket lever eksistentielt på al den umiddelbare føling der går uden om refleksionen. Alt virkeligt liv er bogstaveligt talt møde.



Skulle der til sidst lige trækkes en tråd til problematikken omkring metafysikken og metafysikeren Martin Heidegger, må det naturligvis gælde hans opfattelse af vores 'væren-i-verden' som det centrale i fundamentalontologien. Også Heidegger sondrer mellem den subjektive væren i verden og vores mere eller mindre objektive betragtning af verden som noget uden for os selv. Men der er den afgørende forskel at Heidegger gør denne væren-i-verden til brændpunktet for en ekstremt sofistikeret reflekteren over hvad væren dybest set er for et fænomen, hvor Buber, Grønbech, undertegnede og flere andre som eksempelvis William Blake forstår at der altid er tale om et aktivt og engageret nærvær der altid er ensbetydende med direkte føling med selve de livs- og meningsgivende energier der findes i verden og som på ejendommelig vis kommer tydeligst, mest intenst og mest direkte til udtryk netop i den menneskelige kontakt med det dybeste i sjælen: det kollektivt ubevidste.

Derfor er det samtidigt vigtigt at holde fast i at jordforbindelsen kun holdes intakt gennem det bohrske korrespondensprincip der i dette tilfælde kan bruges til at koble de psykiske fænomener som sådanne til de solide fysiske kendsgerninger i og med at de kun forekommer i mennesker af kød og blod, med drifter, sanser og centralnervesystem der på helt uforklarlig vis skaber selve bevidstheden, underbevidstheden og det kollektivt ubevidste og kun gør det hvor der er menneskeligt fællesskab.

I denne forbindelse duer fænomenologien og metafysikken ikke til noget, fordi de udelader korrespondens til fysikken. Ej heller duer agnosticismen der tror man kan forholde sig neutralt distanceret til energierne.

Men først og fremmest er ateismen helt forfejlet i eksistensen, fordi den med sin erklærede principielle modstand mod gudsforestillinger og andre arketypiske forestillinger reelt sværger til den halve virkelighed, den intellektuelle, farveløse, billedfrie, musik- og åndsforladte virkelighed, og dermed forråder den anden halvdel og således alt i alt fører direkte til menneskets inkonsistens.

Ateismen - akademisk korrekt eller neurotisk - er selvmodsigende i forhold til den hele virkelighed som mennesket har to komplementære tilgange til der er lige nødvendige. Den svigter det kollektivt ubevidste og dettes vedvarende korrektiv til alle halve sandheder - og den svigter dermed også det genuint folkelige og selve folkeoplysningen.

Deres ærbødige

Jens Vrængmose



Henvisninger:

Øvrige artikler i serien 'Ontologisk antologi':

At være et jeg eller et selv, det er spørgsmålet  (22.2.11.)
At være mand og at være kvinde, hvilken forskel!  (18.2.11.)
At være hjerneforsker er noget helt andet end at være sjæleforsker  (15.2.11.)
At være paragrafrytter er forræderi mod åndens frihed  (11.2.11.)
At være naiv eller at være bevidst gør en forskel  (9.2.11.)
At være terrorist eller at være demokrat  (7.2.11.)
At være fremmed eller hjemmehørende er et etisk spørgsmål  (4.2.11.)
At være revolutionær - apropos oprøret i Egypten   (31.1.11.)
At være ateist er snæversynethed   (28.1.11.)
At være metafysiker er en tvivlsom affære   (26.1.11.)
At være vælger og politiker   (24.1.11.)
Skal læger bestemme over liv og død?   (20.1.11.)

Andre relevante artikler på Jernesalt:

Ateismens problematik  (26.3.05.)
Grænser for Gud? - Eller grænser for religionsforvirring?  (24.11.05.)
Nikolaj Cederholms ateistshow en smart fordomsbekræfter  (7.3.07.)



Samlet oversigt over serie om Virkeligheden:

Fysikken og virkeligheden  (26.6.07.)
Tiden og virkeligheden  (5.7.07.)
Rummet og virkeligheden  (12.7.07.)
Livet og virkeligheden  (22.7.07.)
Ånd og virkelighed  (29.7.07.)
Sproget og virkeligheden  (4.8.07.)
Humor og virkelighed



Veje til livskvalitet og mening   -    artikelserie

Afsnit I:    Fra tidsfordriv til engagement
Afsnit II:   Fra tryghed til frihed
Afsnit III:  Fra rutine til intensitet
Afsnit IV:  Fra funktion til proces.



Meningen med livet - helhedsrealistisk set  (5.11.09.)
Kieslowski's 'Dekalog'
Lykke og velstand er to ting  (24.11.06.)
Sundhedstyranniet og det gode liv  (27.06.05.)
Transcendens  (2.6.02)
dødskriterier og organdonation



'Jernesalts 2009-filosofi' med kapitlerne:

Forord  -   Begreber og aksiomer  -   Krisen ved årsskiftet 2008/09  -   Verdensbilledet 2009
Livet  -   Mennesket  -   Sjælen  -   Sproget  -   Samfundet  -   Overordnede politiske parametre
Udfordringen  -   Helhedsrealismens advarsler  -   Helhedsrealismens anbefalinger  -   Efterskrift



Værdimanifestet

Peer Sendemands rubrik: Klik
Jens Vrængmoses rubrik: Klik



Artikler om Danmark
Artikler om Samfund
Artikler om Etik
Artikler om Psykologi
Artikler om Erkendelse
Artikler om Eksistens
Artikler om Religion
Artikler om Sekularisering



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Helhedsrealismen
De psykiske grundprocesser
Konsistens-etikken



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal