Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - sende43ontol03

ARTIKEL FRA JERNESALT - 26.1.11.


At være metafysiker er en tvivlsom affære

('Ontologisk antologi' artikel 3)

Selv i en lille antologi om ontologi som denne er det vigtigt at påpege at ordene 'ontologi' og 'metafysik' er væsensforskellige, selvom de ofte bruges i flæng om filosofien om hvad 'væren' er. Men mens ordet 'ontologi' bogstaveligt betyder 'læren om væren' (idet 'ont' er flertalsform for det græske 'on' der betyder væren), så betyder 'metafysik' noget helt andet, nemlig 'efter fysikken', og det bliver allerede derved et tvetydigt begreb, for hvad vil det sige at 'læren om væren' kommer efter fysikken.

Ordet 'metafysik' går helt tilbage til Aristoteles (384-322 f.v.t.) der skrev en lang række filosofiske værker, men startede med fysikken (naturvidenskaben). Derefter fulgte værker om logik, etik, politik og poetik samt hvad han kaldte 'den første filosofi', hvilket ville sige den filosofiske disciplin der undersøger "det værende som værende" og i denne forstand kan siges at måtte gå forud for al anden filosoferen. Men disse værker blev på redaktionelt niveau placeret efter bogen om fysikken og blev derfor simpelthen kaldt 'efter fysikken', hvad der altså ikke betød andet end at de i tid og rum kom efter bogen om fysikken. Der lå ingen rangorden i betegnelsen 'metafysik'.

Men siden puttede man alt muligt i denne metafysiske sæk der efterhånden gjorde visse sondringer nødvendige. Fra 1600-tallet skelnede man således mellem almen metafysik og speciel metafysik. Den almene drejer sig om de overordnede træk ved virkeligheden, herunder begreber som substans og egenskab, væsen og eksistens (begreber som allerede Aristoteles lancerede), mens den specielle metafysik drejer sig om særlige emner som Gud og sjælen (eller forholdet mellem sjælen og legemet).

Da især guds-spørgsmålet blev et stigende problem for filosofferne og førte teister til at opstille gudsbeviser og ateister til at lave modbeviser, fik metafysikken et tydeligt præg af spekulation, og dette førte langt senere, navnlig med de logiske empiristers kritik i 1920'erne og 30'erne, til at ordet 'metafysik' blev en nedsættende betegnelse for grundløse og ørkesløse spekulationer af mere eller mindre obskur art.



Men som Søren Harnow Klausen påpeger i Encyklopædiens korte artikel om metafysik, så kom metafysikken som filosofisk disciplin gang på gang tilbage, og det skyldtes ifølge Klausen at kritikken af den selv havde et anstrøg af metafysik, idet den forudsatte en bestemt opfattelse af virkelighedens beskaffenhed, herunder af den menneskelige psyke og forholdet mellem sprog og virkelighed. Selv naturvidenskaben kan efter Klausens mening ikke sige sig fri for et metafysisk islæt i samme henseende. Jeg kan nu ikke godkende Klausens argumentation, idet han forudsætter at alle opfattelser af virkelighedens beskaffenhed så at sige principielt skipper al forbindelse til fysikken i snæver forstand, og det er faktisk ikke tilfældet med Bohrs eller Jernesalts erkendelsesteori, der begge bygger på korrespondensprincippet. Jf. artiklerne om Bohrs banebrydende filosofi ifølge Favrholdt og Modstanden mod komplementaritetssynspunktet (hvor Harnow Klausen omtales). Havde Klausen i stedet hævdet at al filosofi og al naturvidenskab har en eksistentiel dimension, ville jeg havde været enig, men dét vil jeg til gengæld også hævde er noget andet end at påstå at de er metafysiske.

Så selvom Klausen kan have ret i at konstatere at metafysikken ved 1900-tallets slutning "stort set er rehabiliteret, ikke som en lære om det oversanselige, men som en i bred forstand erfaringsbaseret teori om virkelighedens mest almene træk", så klæber der stadigt - som selve hans formulering tydeligt viser - en mistanke til begrebet om at det også omfatter det oversanselige. Og dette er da også hvad en almindelige fremmedordbog som Gyldendals fra 1999 fremmaner, for efter den betyder 'metafysik' både 1) læren om det oversanselige og 2) forsøg på at danne et helhedsbillede af tilværelsen.

Derfor gælder også hvad et udmærket, ældre engelsk filosofileksikon påpeger, at metafysikken er den del af filosofien som har de største prætentioner og samtidig er mest udsat for den største mistanke. Den har nemlig det erklærede formål at nå frem til de dybeste sandheder om alting, men kommer sommetider til at resultere i lutter obskurt nonsens om ingenting! - Hårde ord, men nok til at man bør omgås begrebet 'metafysik' med yderste forsigtighed.



Forsigtighed må ganske særligt tilrådes, når det gælder bedømmelsen af metafysikeren over alle metafysikere i moderne europæisk filosofi, den uhyre belæste og skarpsindige tyske filosof Martin Heidegger (1889-1976). Han var som ung i flere år assistent for fænomenologiens skaber Edmund Husserl og efterfulgte denne som professor i Freiburg. Men hans sigte var at finde ud af hvad væren var i sin altomfattende eller inderste form - og altså ikke hvad den specifikke menneskelige væren eller eksistens egentlig var. Han spurgte ikke om tingenes væsen (essentia), men netop om tingenes og de levende væseners væren. Formelt set var Heideggers metode fænomenologisk, og det indebar at han i udstrakt grad anvendte sproglige analyser og efterhånden brugte flere og flere specifikke definitioner, ordkonstruktioner og syntaktiske påfund, som ofte gør oversættelse fra tysk vanskelig for ikke at sige umulig. I behandlingen af den menneskelige tilværelses timelige/tidslige karakter skelnede han eksempelvis mellem historien som sådan (Geschichte) og menneskets 'historiskhed' (Geschichtlichkeit). Hans første store værk, 'Sein und Zeit' fra 1927, forblev uafsluttet. Hvad dansk filosofi angår har han navnlig haft indflydelse på Løgstrup. Sidste år udkom en udmærket introduktion til Heideggers filosofi på dansk. Men om nogen gælder det om Heidegger, at det er umuligt at yde ham retfærdighed i referater, især hvis man som undertegnede ikke er fortolig med ham. Men det kan være nødvendigt alligevel at slå ned på noget uheldigt i hans metafysik.

Heidegger skelner skarpt mellem 'væren' og 'det værende'. Og det er det første fænomen der er det fundamentale, hvorfor han kaldte sin filosofi 'fundamentalontologi'. Heidegger påpeger en kvalitativ forskel mellem 'tingenes væren', som han betegner som 'Vorhandensein' og menneskets 'væren-i-verden' eller 'Dasein', som er en forholden sig praktisk og engageret til sig selv og omgivelserne, en sondring som er eksistentielt central, men som bare ikke hos Heidegger leder til forståelse for en grundlæggnede komplementaritet.

Omkring 1930 sker et vendepunkt i hans søgen. Han begynder nu at fokusere på hvad væren i det hele taget er - og som en kender som Søren Harnow Klausen påpeger, så antager hans brug af begrebet 'væren' efterhånden en nærmest religiøs karakter. Det bekræfter for mig igen at tænkningen meget let kommer på afveje, når den indlader sig på at navngive et fænomen vi allerede af erkendelsesteoretiske grunde ikke kan se til bunds i, og som derfor nødvendigvis må fortabe sig i mørke. Risikoen er meget stor for at det eneste der kommer ud af den slags tænkning er ren spekulation - og denne kan naturligvis blive utroligt spidsfindig således som det ikke blot ses hos Heidegger og Husserl, men også hos vores egen
Søren Kierkegaard, som de to tyskere ikke var upåvirket af.

Det hører med til Heideggers historie at han i 1933 meldte sig ind i Tysklands nationalsocialistiske parti og begyndte at udbrede nazistiske ideer på sit universitet. Han tog aldrig officielt afstand fra nazismen og fik efter krigen undervisningsforbud af Vestmagterne. Hans internationale berømmelse tog imidlertid kun til, da eksistentialismen kom på mode, og selv formulerede han nu en meget pessimistisk civilisationskritik. Dette er for så vidt underordnet her. Afgørende er at han ender i sproglige spidsfindigheder som giver endeløse fortolkningsmuligheder og derfor god beskæftigelse for alle dyrkere af metafysikkens uædle kunst, men som samtidigt fjerner filosofien radikalt fra det dagligsprog der er bærer af en sand helhedsrealisme. Han er her i denne artikel alene trukket frem for at påpege at det må gå lige så galt når man begynder at spørge "hvad væren er i sig selv" som når man spørger "hvad virkeligheden er i sig selv", eller "hvad 'das Ding an sich' mon kan være".



Over for en sådan metafysisk spekulation må sættes en forsvarlig og relevant ontologi der holder sig fri af principielt uløselige problemer og ubesvarlige spørgsmål.

En tidssvarende ontologi må således afvise metafysiske spekulationer om universets opståen, livets opståen, menneskets opståen, bevidsthedens opståen samt sprogets, åndslivets og samfundslivets opståen. Alle disse for den menneskelige eksistens afgørende forudsætninger må betragtes som de elementære og emergente kendsgerninger de er, dvs kendsgerninger der er helt nye og ikke kan reduceres til simplere, tidligere eksisterende fænomener. Jf. 'Jernesalts 2009-filosofi' med bl.a. et kapitel om Begreber og aksiomer.

Alle forestillinger om at mennesket skulle kunne sætte sig uden for naturen, livet og bevidstheden og så at sige se dem objektivt udefra må afvises som metafysisk spekulation. Mennesket er i et og alt bundet af sit grundvilkår som aktiv deltager i den selvsamme natur og tilværelse det iagttager og erfarer og som det via sproget kan formulere og udveksle synspunkter om.

Mennesket kan heller ikke sætte sig uden for sproget eller samfundet, men må også acceptere disse som grundforudsætninger for eksistensen der giver bindinger i flere henseender: for sprogets vedkommende til en bestemt logik og accept af ords interdependens, og for samfundets vedkommende til en bestemt etisk lovmæssighed der sætter grænser for udfoldelsen, hvis livet, samfundet og håbet om en fremtid ellers skal bevares.

En tidssvarende ontologi kan naturligvis heller ikke besvare spørgsmålet hvad 'væren er i sig selv', da spørgsmålets besvarelse indebærer at væren - mod hensigten - gøres til en slags substans og dermed forhekser forstanden med en overvejelse der aldrig kan føres til ende og derfor forbliver spekulation. Generelt gælder at det ikke kan afgøres hvad universets substans, livets substans, eksistensens substans, bevidsthedens substans, sprogets substans, tidens substans eller rummets substans - eller for den sags skyld Guds substans - måtte være. Alle disse fænomener kan sprogligt beskrives på en måde der giver mening og som derfor kan kommunikeres mere eller mindre entydigt til andre mennesker, men hvad 'das Ding an sich' er for en størrelse kan ikke afgøres. Begrebet er i sig selv en tænkt og postuleret tingest, som ikke på nogen måde vil kunne komme ind under erfaringens område og altså heller ikke spontant kan melde sig som "umiddelbar realitet" som fx arketypiske forestillinger. Det er med andre ord et fortænkt begreb, hvis opdukken i filosofien (hos Kant) blot er udtryk for den menneskelige bevidstheds egenartede evne til også at tænke og navngive noget der pr. definition ligger uden for alle erfaringsmuligheder. Men man finder ingen substans gennem substantivering!

Med disse konstateringer er også sagt, at en tidssvarende ontologi ikke kan sættes i bås med metafysikken, men tværtimod adskiller sig fra denne på væsentlige punkter.



Nu er det imidlertid så heldigt at det takket være bl.a. kvantemekanikkens erkendelsesteoretiske erfaringer kan belyses ret præcist, hvordan ontologien i nyere tid har haft mulighed for at udvikle sig hen mod en klart antimetafysisk forståelse af den menneskelige eksistens.

Kvantemekanikken har bl.a. - som udførligt behandlet af David Favrholdt - medført en løsning af solipsismens, skepticismens og relativismens filosofier. Både solipsmen og skepticismen falder igennem, fordi begge anskuelser begrundes selvmodsigende i det argument at ingen kan vide noget med sikkerhed, da vi kun har vore egne bevidsthedsfænomener at bygge på. Det er selvmodsigende, fordi ethvert ræsonnement forudsætter sproget, der igen forudsætter andre mennesker såvel som visse logiske regler og fysiske love. Og relativismen - der hævder at alt er relativt uden undtagelse - ignorerer den kendsgerning at der findes visse absolutte og dermed indiskutable kendsgerninger som tyngdekraften, lysets hastighed og virkningskvantet samt den psykiske kendsgerning at menneskers og dyrs genstandsbevidsthed kun kan opbygges hvis der findes faste, håndgribelige ting i vore omgivelser. Der er med andre ord helt fundamentale forhold af absolut karakter som danner basis for erkendelsen og derfor udelukker en total relativisme.

For om muligt at forebygge misforståelse er det dog i denne forbindelse vigtigt at understrege, at det fundamentale forhold i en tidssvarende ontologi ene og alene er de faste tings forudsætning for selve genstandsbevidsthedens og de psykiske sekundærprocessers dannelse, men ikke nogensomhelst påstand om at materien i alle henseender skulle være basal i forhold til energien, således som materialisterne og marxisterne hævder - eller at det omvendte skulle være tilfældet, således som idealisterne og hegelianerne hævder. Det er med andre ord interdependensen og korrespondensen mellem genstandsbevidstheden og faste, fysiske genstande der er fundamentet for al realitetsprøvelse - og dermed også korrespondensen mellem den klassiske fysik og alle sjælelige og kulturelle fænomener der er basal for al nøgternhed og al befrielse fra al forstandsforheksende dualisme, skepticisme og relativisme.



Udviklingslinjen i ontologien kan anskueliggøres på følgende måde, hvor livets og bevidsthedens opdukken i evolutionen medinddrages:

Fysiske genstandes eksistens er betingelsen for dyrs og menneskers udvikling af genstandsbevidstheden, jeg-bevidstheden og de psykiske sekundærprocesser med deres sproglige begreber, sondringer og logik, der igen er forudsætningen for den videregående realitetsprøvelse samt hele den daglige praksis omkring livets opretholdelse og dagligsprogets brug.

De atomare fænomener, som kvantemekanikken har skaffet os systematiske erfaringer med, er virkelige i og med at de har ubestridelige virkninger der ved hjælp af et måleapparatur der følger den klassiske fysiks love kan gøres til genstand for eksakte målinger og registreringer af statistisk, sandsynlighedsberegnende art ud fra en særlig matematisk formalisme, men fænomenerne kan ikke iagttages, måles eller beskrives som enkeltvise lokale fænomener med bestemt impuls - således som det er tilfældet med objekterne i den klassiske fysik. De har derfor ikke samme virkelighedskarakter som den der gælder i den klassiske fysik og dagligdagens praksis. Men da forsøgsapparaturet følger den klassiske fysiks love, sikrer korrespondensprincippet den for objektiviteten nødvendige overensstemmelse mellem den klassiske fysik og de definitive og irreversible forsøgsresultater.

De psykiske fænomener har lige fra 'tidernes morgen', dvs menneskehedens allerførste tid, været betragtet som lige så virkelige som fysikkens faste og håndgribelige genstande, uanset at de selv var uhåndgribelige og uden andre af de egenskaber der kendetegner fysikkens genstande (vægt, rumfang, farve, lugt m.m.) og som gør disse registrerbare ved hjælp af det normale sanseapparat. De har altså en helt anden virkelighedskarakter end de fysiske genstande, men dette har ikke genereret normale mennesker, da deres virkelighed erfares på den allermest overbevisende måde, nemlig umiddelbart, dvs helt uden om al form for sansning eller analyse. De erfares nærmere betegnet gennem den 'bevidsthedsstrøm' som alle spontant og direkte oplever såvel bevidst som ubevidst, såvel ved daglig opmærksomhed som ved natlig drømmen samt indfald af ideer og erindringer m.m. 'i ubevogtede øjeblikke' Til sammen udgør disse psykiske fænomener hvad man forstår ved en persons sjæleliv. Det kan ikke måles ad kvantitativ vej, men alene konstateres personligt gennem introspektion.

En håndgribelig sjælelige 'substans' findes ingen steder, og da sjælelivet ydermere kan resultere i fantasier og hallucinationer af ret tilfældig og uoverskuelig art, har tendensen hos rationelle mennesket været at forsøge at benægte realiteten i fænomenerne eller reducere dem til hjerneprocesser, i visse tilfælde endda ligefrem sygelige sådanne. Man vil endda helst undgå overhovedet at tale om 'sjæl' og 'sjæleliv', da disse ord er behæftet med den allerstørste flertydighed. Disse forhold tages i denne antologi op i en særskilt artikel om hjerneforskning kontra sjæleforskning. Men det skal her understreges at der nøgternt set ikke kan være tvivl om at de psykiske fænomeners principielt umålelige egenart må hænge sammen med at de hjernefysiologisk foregår på kvanteniveau med en hastighed og kompleksitet der gør måling umulig i og med at man vil påvirke fænomenerne ved målingen.

Åndslivets fænomener har også lige fra tidernes morgen uanset deres uhåndgribelighed og umålelighed været betragtet som lige så virkelige som fysikkens genstande, men samtidigt været betragtet som noget anderledes end den personlige sjæls udtryk. De er nemlig af udpræget kollektiv art og derfor endnu vanskeligere at begribe for den rationelle tankegang end introspektionens personlige udtryk. Det er oplagt at der må være tale om samme slags umiddelbare realiteter, dvs. realiteter som ikke kan registreres som kvantiteter af objektiv art, men alene som kvaliteter af subjektiv art. Men det nye er at de klart fornemmes som kollektive og altså må forudsætte ikke blot den fysiske eksistens af andre mennesker, men også en eller anden forbindelse mellem mennesker som unddrager sig kvantitativ måling. Denne forbindelse kan være bevidst som når man fornemmer atmosfæren i et lokale eller stemningen i en koncertsal, men den kan også være ubevidst som når man helt spontant og uvilligt fra en eller anden udefinerbar kilde modtager impulser i form af ideer, drømme, visioner, hallucinationer der i mange tilfælde kan være af meget overraskende og uforståelig art. På hypotetisk plan kan man tale om at kilden er det kollektivt ubevidste, og at forestillingerne er universelle eller 'arketypiske', men igen kan man ikke fastslå nogen dokumenterbar substantiel kilde.

Men det giver god mening og god basis for en differentieret beskrivelse at forstå det kollektivt ubevidste i analogi med det elektromagnetiske felt i fysikken, fordi det på samme måde er afhængigt af 'elektrisk ladede legemer' der bevæger sig i forhold til hinanden. 'Elektrisk ladning' vil naturligvis for menneskets vedkommende sige ladning af psykisk energi. Jf. artiklen om De psykiske fundamentalkræfter. Men det skal udtrykkeligt gentages - hvad der er sagt mange gange på Jernesalts sider - at analogier intet beviser, men alene kan hjælpe forståelsen.

Realiteten er imidlertid ikke til at komme uden om: åndslivet forudsætter kollektiver af menneskelige individualsjæle, og at de irreversible fænomener - som de er fortalt og beskrevet i utrolig detailrigdom gennem tiderne og fortsat fortælles og beskrives - kan underkastes nærgående og systematiske analyser uden at man nogensinde kommer nærmere en forklaring eller en reduktion til simplere fænomener. Det er hvad hele kultur- og religionshistorien handler om. Og der er derfor intet mystisk ved sagen.



For en ordens skyld skal til sidst pointeres, at den komplementære helhedsrealisme bygger på disse kendsgerninger og fortolkninger og derfor indebærer at spørgsmålet om hvad væren er i sin inderste kerne er ubesvarligt og ørkesløst, ja direkte skadeligt, fordi det forhekser forstanden og leder ind på en uhyrlig mængde spekulation som blot afleder opmærksomheden fra væsentligere spørgsmål og dermed mestendels er tidsspilde. Metafysikken er både gennem ordets etymologi og dets praktiske brug gennem tiderne en tvivlsom affære, og derfor må det understreges at den komplementære helhedsrealisme er lige så lidt metafysisk som den er holistisk.

Den komplementære helhedsrealisme accepterer ikke noget oversanseligt eller overnaturligt, og den indlader sig ikke på en beskrivelse af de sjælelige og åndelige fænomeners umiddelbare realiteter som mørklægger eller mystificerer dem, men tværimod på sådanne der kan lede til større indsigt og derfor kan fremme den almene forståelse og oplysning. Den ender imidlertid ikke som en fænomenologisk filosofi, for den betragter nok alle sjælelige og åndelige foreteelser som psykiske fænomener, men til gengæld alle fysiske genstande som simple kendsgerninger der eksisterer uafhængigt af psykens opfattelse. Og den komplementære helhedsrealisme accepterer endeligt heller ikke en holistisk forklaring der fører til en logisk syntese mellem uforenelige modsætninger, men fastholder tværtimod gennem komplementaritetssynspunktet modsætningernes logiske uforenelighed. Helhedsrealismen kaldes alene sådan fordi den accepterer den tilgang til virkeligheden der fører til mening, sammenhæng og helhed - ved siden af den tilgang der fører til analyse og opsplitning af helheden i delelementer. Men til gengæld tilføres netop gennem korrespondensprincippet en særdeles jordbunden og nøgtern forbindelse mellem de sjælelige og åndelige fænomener på den ene side og de solide fysiske og biologiske kendsgerninger på den anden side.

Mennesket har to tilgange til virkeligheden, den sanselige/håndlingsmæssige og den introspektive. Men begge forudsætter mennesker af kød og blod med sanseorganer, nervesystem og hjerneprocesser. Blot kan man ikke forklare selve bevidsthedens opståen og funktion og derfor heller ikke reducere de psykiske fænomener til hjerneprocesser.

Peer Sendemand



Henvisninger:

Øvrige artikler i 'Ontologisk antologi':

At være et jeg eller et selv, det er spørgsmålet  (22.2.11.)
At være mand og at være kvinde, hvilken forskel!  (18.2.11.)
At være hjerneforsker er noget helt andet end at være sjæleforsker  (15.2.11.)
At være paragrafrytter er forræderi mod åndens frihed  (11.2.11.)
At være naiv eller at være bevidst gør en forskel  (9.2.11.)
At være terrorist eller at være demokrat  (7.2.11.)
At være fremmed eller hjemmehørende er et etisk spørgsmål  (4.2.11.)
At være revolutionær - apropos oprøret i Egypten   (31.1.11.)
At være ateist er snæversynethed   (28.1.11.)
At være vælger og politiker  (art. 2 - 24.1.11.)
Skal læger bestemme over liv og død?  (art. 1 - 20.1.11.)



Andre relevante artikler på Jernesalt:



Samlet oversigt over serie om Virkeligheden:

Fysikken og virkeligheden  (26.6.07.)
Tiden og virkeligheden  (5.7.07.)
Rummet og virkeligheden  (12.7.07.)
Livet og virkeligheden  (22.7.07.)
Ånd og virkelighed  (29.7.07.)
Sproget og virkeligheden  (4.8.07.)
Humor og virkelighed



Veje til livskvalitet og mening   -    artikelserie

Afsnit I:    Fra tidsfordriv til engagement
Afsnit II:   Fra tryghed til frihed
Afsnit III:  Fra rutine til intensitet
Afsnit IV:  Fra funktion til proces.



Meningen med livet - helhedsrealistisk set  (5.11.09.)
Kieslowski's 'Dekalog'
Lykke og velstand er to ting  (24.11.06.)
Sundhedstyranniet og det gode liv  (27.06.05.)
Transcendens  (2.6.02)
dødskriterier og organdonation



'Jernesalts 2009-filosofi' med kapitlerne:

Forord  -   Begreber og aksiomer  -   Krisen ved årsskiftet 2008/09  -   Verdensbilledet 2009
Livet  -   Mennesket  -   Sjælen  -   Sproget  -   Samfundet  -   Overordnede politiske parametre
Udfordringen  -   Helhedsrealismens advarsler  -   Helhedsrealismens anbefalinger  -   Efterskrift



Værdimanifestet

Peer Sendemands rubrik: Klik
Jens Vrængmoses rubrik: Klik



Artikler om Samfund
Artikler om Etik
Artikler om Psykologi
Artikler om Erkendelse
Artikler om Eksistens
Artikler om Religion
Artikler om Sekularisering



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Helhedsrealismen
De psykiske grundprocesser
Konsistens-etikken



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal