Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - sende43ontol01

ARTIKEL FRA JERNESALT - 20.1.11.


At være, at blive, og at dø

eller

Skal læger bestemme over liv og død?

(1. del af 'Ontologisk antologi')

Medierne har startet en debat om hospitalernes praksis omkring genoplivning og behandling af indlagte patienter der får hjertestop. Det har ikke alene vist sig at hospitalerne i journalen for bestemte patienters vedkommende har nedfældet en klar besked om at der ikke skal foretages genoplivningsforsøg med hjertemassage og efterfølgende indlæggelse og behandling på intensiv afdeling, men også at man i nogle tilfælde har undladt at informere de pågældende patienter eller deres pårørende om notatet.

TV2 har endda haft fat i nogle af disse patienter der har udtrykt stor forargelse over et bestemt hospitals undladelse, og TV2 interviewede som første tilfælde specielt en 82-årig, åndsfrisk dame der lider af en alvorlig luftsvejssygdom og som har været indlagt på lungemedicinsk afdeling uden at få besked om det negative notat. Det var hun meget vred over, idet hun udtrykkeligt gjorde opmærksom på at hun ikke ville dø, hvis hun fik hjertestop. Hun var dybt forarget over at lægerne således gav sig til at bestemme over liv og død og dermed gjorde sig til Gud.

Hospitalsdirektøren og Sundhedsstyrelsen kunne straks slå fast at der her forelå en decideret lægelig fejl, eftersom lægerne har pligt til at informere patienterne eller deres pårørende om deres konkrete beslutninger. Hospitalsdirektøren beklagede fejlen og lovede at få rettet op på procedurerne. Reglerne som sådanne er der ingen tvivl om.



Det har i sagen været ført frem som et graverende forhold at der er blevet brugt koder i journalerne. Helt præcist 'minus EHM' for 'ingen elektro hjerte massage' og 'minus ITA' for 'ingen indlæggelse på intensiv terapi afsnit'. Og helt misvisende er sådanne praktiske forkortelser blevet kaldt 'hemmelige koder', men der er ingen hemmelighed ved koderne som sådanne. Hemmeligheden dukker først op, hvis patienterne ikke bliver underrettet om brugen af koderne i deres journal. For dette er i modstrid med reglerne. Men det er ganske typisk for mediernes behandling af sådanne sager, at man for det første afleder opmærksomheden fra det centrale, som er og bliver at patienterne skal have besked om lægernes beslutninger, så de véd hvad der venter dem, og for det andet hverken fortæller om problemets omfang eller sætter det i relation til det faktum at der er mange tusinde mennesker her i landet der af egen fri vilje på forhånd tilkendegiver at de under ingen omstændigheder ønsker genoplivningsforsøg hvis de rammes af hjertestop.

Det drejer sig om ikke mindre end 80.000 mennesker der har skrevet livstestamente og fået det registreret offentligt, men det viser sig at de ikke kan være sikre på at hospitalerne indhenter oplysningen i tilfælde af patientens indlæggelse. Og dette er da virkeligt graverende. For sagen er jo at mange mennesker har særdeles gode grunde til at frabede sig genoplivning, for de må se i øjnene at de i givet fald risikerer at få et forlænget liv der er alt andet end ønskeligt, nemlig et liv som inaktivt vegeterende individ, det man i daglig tale kalder en 'grøntsag'.

Denne risiko indgår skam i lægernes konkrete bedømmelse af om genoplivning skal sættes i gang eller ej. Men det er indlysende at bedømmelsen må være usikker og allerede af den grund skal drøftes med patienten eller de pårørende. Og her vil man uden tvivl i mange tilfælde i fællesskab kunne afgøre hvad der er bedst for patienten. Ligesom man i visse tilfælde vil stå over for meget bevidste og livsstærke mennesker som den gamle dame på 82 i TV2-interviewet der vil insistere på genoplivningsforsøg under alle omstændigheder. Og det skal selvfølgelig respekteres. Men det skal ikke føre til at man regner alle tilfælde for lige så selvfølgelige. Der er faktisk patienter der er bedst tjent med at dø, hvis hjertestop indtræder, og som hvis den gennemføres med succes vil beklage det.

Det er meget godt at lægevidenskaben og sundhedsvæsenet har været i stand til at forlænge såvel vores gennemsnitlige levealder som de enkelte menneskers chancer for at kommer over sygdom, ulykker og hjertestop. Men mennesket har også ret til at dø, når tiden er inde. Og dette synes man at have svært ved at acceptere.



Vi bliver ældre og ældre og bevarer i stadigt videre omfang evnen til at få noget ud af alderdommen og derfor også til selv at kunne vurdere om vi ønsker livsforlængende behandling. Men vi skal ikke se bort fra kendsgerningen at det ikke er muligt for hverken læger, pårørende eller patienterne selv at forudse om genoplivning fører til et ønsket resultat eller blot til at man bliver holdt i live som 'grøntsag'.

Under alle omstændigheder kommer vi ikke uden om at se på om selve den teknologiske mulighed for kunstig livsforlængelse altid er et gode eller ej, og dermed også på spørgsmålet om hvad det gode liv er, hvad det vil sige at leve og være til i egentligste forstand - og her kommer ontologien ind.

Lægevidenskabens triumf har ikke fjernet 'dødens triumf'. Døden er stadigvæk den absolut sikre udgang på livet, selvom der er en vis sandhed i det gamle engelske ordsprog, at den sidste idiot aldrig dør. En af dem der ikke var idiot, nemlig den engelske Lord Palmerston skal på sit dødsleje havde sagt til sin læge: "Dø, kære doktor, det er det sidste jeg vil gøre", og det holdt stik, selvom man kan sætte spørgsmålstegn ved om det egentligt var noget han foretog sig. Men i hvert fald er det ubestrideligt at 'Mod døden skriver ingen læge recept'.

Livet er naturvidenskabeligt set et ganske ejendommeligt emergent fænomen i udviklingen, fordi det forudsætter en specifik evne i organiseret stof til at trodse varmelærens anden hovedsætning om energiudligning. Vi lever i en enklave af universet hvor udviklingen går den modsatte vej af det normale, dvs imod 'entropien' og dermed imod sandsynligheden. Men til gengæld sker det så også under den specielle forudsætning, at det kun er midlertidigt for det enkelte eksemplar af livet, for det enkelte individ. "Vi er her kun på træk" som Blicher poetisk udtrykte det. Og det betyder konkret at vi kun har livet til låns. Vi lever ikke evigt. Vi lever ikke uden risiko for sygdom, ulykker og lidelse. Og selv i de tilfælde hvor vi bliver gamle og måske undgår de værste sygdomme, ulykker og lidelser, så er slutresultatet bombesikkert: Døden er uomgængelig.

Tage Morsing har engang i en bog om risiko (1981) påpeget at vi må lære at forstå at vi undertiden må disponere over hinandens liv og død, selvom det er en belastende viden at leve med. Og han gjorde også gældende at vi politisk bliver nødt til at definere det acceptable, for ellers havner vi i den situation at befolkningen forlanger nulrisiko af alle vore aktiviteter. Men nulrisiko er en utopi - en umulighed for så vidt som kravet vil stoppe enhver aktivitet.

Manden har ret: Livet strider mod alle utopiske forestillinger om at der ikke er nogen risiko ved at leve og være aktive i livet. Men det er skam også en utopi at tro at politikerne eller lægerne tør definere os ud af utopien.



Ontologi er 'læren om det værende', og da dette er et vidt begreb, der strengt taget omfatter alt eksisterende, er meningen naturligvis mere specifik 'læren om det at være'. Og her kan man så igen skelne mellem forskellige filosofiske problemstillinger. Først er der det rent abstrakte spørgsmål, hvad 'væren som sådan' vil sige og dermed også hvad det rent sprogligt vil sige at der er en virkelighed. Dernæst er der det man kalder de metafysiske spørgsmål om hvorfor verden eksisterer, hvor den kommer fra, hvem der har skabt den og om Gud eksisterer, og i givet fald hvor han kommer fra. Dernæst er der de mere konkrete spørgsmål hvad 'tingenes væren' eller 'legemets væren' og 'sjælens væren' eller 'de åndelige fænomeners væren' vil sige, herunder eventuelt også spørgsmålet om 'tidens natur' og 'rummets natur'. Og endelig er der det rent eksistentielle spørgsmål hvad det vil sige 'at være menneske'.

Problemstillingerne vil i den kommende tid blive behandlet oversigtsmæssigt i den lille serie 'Ontologisk antologi', der hermed indledes, men her lægges ud med det eksistentielle spørgsmål som er blevet aktualiseret med debatten om genoplivningen af patienter der får hjertestop. Og vi kan passende begynde med Hamlet, prinsen og ikke privathospitalet, forstås.



At være eller ikke være, det er spørgsmålet, konstaterer Hamlet i sin store monolog i Shakespeares drama. Han stod med et kranium i hånden - endda kraniet af en bekendt - så spørgsmålet var helt præcist, hvad vil det overhovedet sige at være til som et menneske, når vi alle uden undtagelse skal dø og livet altså er tidsbegrænset.

At dø, at sove, intet mere, siger Hamlet også, og han trøster sig ikke som Peer Gynt med at helten i et drama ikke dør midt i femte akt, men først til allersidst. For sagen er jo at han er i tvivl om hvorvidt livet overhovedet har en mening, når det er tidsbegrænset. Men denne tvivl er jo retteligt det Søren Kierkegaard kalder 'sygdommen til døden' og identificerer som fortvivlelse, det modsatte af tro i dybeste forstand.

I Hamlets tilfælde er grunden ligetil: han er gennem sin moders, dronningens, ægteskab med sin faders, kongens, morder blevet brutalt konfronteret med magtens og seksualbegærets værste sider - og er blevet 'bevidst' i 'syndefaldets' betydning: tabt sin barnlige uskyld. Og som enhver anden i den situation tvinges han til at se kendsgerningerne i øjnene og så at sige finde en ny tro, en ny naivitet der kan bære hans liv. Det tvinger ham hos Shakespeare til at træde i karakter og blive en handlingens mand. Men det er ikke den eneste løsning.



Goethes sidste strofe i 'Selige Sehnsucht' (12819) hedder: "Stirb und werde" (Dø og bliv til). Og den sætter problemet i relief. For det at leve er for det første noget andet end blot at være: det er at blive til, eller endnu mere præcist: Livet er vedvarende eksistentiel tilblivelse, som Holger Møllgaard formulerede det. Men for det andet er det at dø åbenbart to ting, nemlig det at dø definitivt i biologisk henseende, og det at dø i overført åndelig betydning: at gennemgå en tilblivelsesproces, hvor det gamle jeg så at sige dør og et nyt dukker op. Den slags forvandlinger er der et utal af eksempler på i livet og litteraturen. De allerfleste oplever den i hvert fald personligt én gang i livet, nemlig i puberteten, men mange også i forbindelse med sygdom og ulykker eller tab af nære pårørende.

Er man meget bevidst om sagen, kan man gå hen at blive eksistentialist som Sartre og madame de Beauvoir. Hun skrev et glimrende værk om alderdommen, og pointerede her vigtigheden af at have projekter i sit liv lige til det sidste. Det er der megen sund fornuft i, for det betyder generelt særdeles meget om man går ind i transcendensens udviklingsproces eller foretrækker at forblive i immansens stilstand og vegeteren. - jf. artikelserien om livskvalitet.

Problemet er at eksistentialisterne lægger så stor vægt på tilblivelsen og transcendensen at de helt fornægter immanensens betydning og ligefrem kommer til at betragte døden som en sand skandale. Man ønsker evig transcendens, evig aktiv udvikling, evigt projektarbejde - og evig ungdom. Og man får det elendigt med sygdom og død - som både Sartre og Beauvoir faktisk gjorde.



"At sige verden ret farvel" er nok efterhånden et begreb der er ved at forsvinde på vore breddegrader hvor der hersker det en forfatter har kaldt 'den korrekte akademiske ateisme'. Forståelsen forudsætter nok en vis bevidsthed om et forhold til en instans i sindet der er større end jeget. Men denne instans behøver til gengæld ikke at være af overnaturlig art, idet den kan forstås dybdepsykologisk.

Sondringen ligger mellem 'jeget' og 'selvet' eller totalpsyken. Det snævre personlige jeg bygges systematisk op gennem årene i kraft af tilpasning til omgivelserne, opdragelse, sprogtilegnelse, skolegang samt uddannelse og erhverv, og det kan gennem et bevidst karriereforløb blive endda særdeles veludviklet. Det vide og åbne medfødte selv eksisterer derimod som følge af forbindelsen til det kollektivt ubevidste og har således en overpersonlig karakter, der bevirker at der altid i den enkeltes sjæleliv vil være et fint tyst spil mellem bevidst og ubevidst.

Sondringen har betydning for opfattelsen af døden, idet døden medfører en uundgåelig given afkald på alt det jeget har bygget op og derfor for det snævre jeg kan ses som en trussel, ja en frygtelig skændsel. Hvorimod selvet ikke oplever det på samme måde. Det er i sit væsen indrettet sådan at døden ikke eksisterer. Deraf kommer det at man kan tale om "at komme hjem" når man dør, og det vil sige noget i retning af at komme tilbage til det energetiske ophav man stammer fra og som kan forstås som det kollektiv ubevidste.

Også i levende live kan man imidlertid forskyde sin bevidstheds fokus fra det snævre jeg til det åbne selv - og dette indebærer hvad man kalder 'jegets relativisering': jeget træder tilbage i forhold til selvet, og individet bliver derfor mindre opsat på altid at forsvare sin jeg-identitet. Dette er en særdeles gavnlig form for resignation. Det er nemlig jeget der resignerer og ikke selvet.



Konklusionen er altså at læger ikke skal bestemme over liv og død, og heller ikke gør det. Men de laver naturligvis fejl som alle andre, og en af de nu påviste fejl er at de ikke altid informerer deres patienter om vurderingen af muligheden for og relevansen af genoplivningsforsøg i tilfælde af hjertestop. Og det skal de gøre. Det kræver imidlertid tid og ressourcer samt ikke mindst takt og hensynsfuldhed at informere patienterne om deres fulde rettigheder, og derfor er risikoen for fejl og undladelser altid til stede.

Men når det er sagt, må det også fastslås, at patienterne - og i sidste ende alle borgere og vælgere - bør have så megen realitetssans, at de ikke forventer løsninger med tilhørende garantier på alle deres problemer og sygdomme, og især ikke nogensomhelst løsning der betyder evig ungdom eller evigt liv. Døden kommer ingen udenom - og derfor bør alle på et eller andet tidspunkt i deres livs alderdom se i øjnene at de må resignere, og det vil i denne sammenhæng sige acceptere at livsforlængelse ikke længere er mulig.

Heldigvis sover mange stille og roligt ind eller får uigenkaldeligt hjertestop. Men heldigvis er der også en del der bliver 'mæt af dage' som det hed i gamle dage, dvs ikke længere har mod på livet, lyst til at leve videre eller kan se noget formål med at leve. Og disse mennesker bør have lov til at dø uden at nogen prøver på at forlænge deres liv. I praksis tillades da heldigvis også 'passiv dødshjælp', dvs smertestillende midler der forkorter en begyndende og håbløs dødsproces. I virkeligheden skulle man måske også tillade aktiv dødshjælp i tilfælde hvor en dødssyg patient er ved sine fulde fem og tilkendegiver at hans eneste ønske er at dø. Dette er blevet tilladt i enkelte lande, men som bekendt er der betænkeligheder fordi det sætter de hjælpende læger og sygeplejersker i et alvorligt etisk dilemma.

At en læge også kan sættes i et alvorligt dilemma ved at blive afæsket entydigt svar på om en patient vil overleve eller ej, er temaet for en af Kieslowskis Dekalog-film, nemlig nr. 2, hvor ægtefællen til en dødssyg patient opsøger lægen med henblik på at få et sådant svar. Hun står nemlig selv i det dilemma at hun er blevet gravid med en anden mand, men vil have fosteret fjernet hvis ægtemanden overlever, selvom dette vil betyde at hun ikke kan blev gravid igen. Overlægen nægter i første omgang at svare, netop fordi han ikke vil misbruge Guds navn ved at påtage sig Guds rolle. Men til sidst giver han efter for hendes pres og siger, at ægtemanden ikke vil overleve. Det gør han imidlertid. Også på dette punkt kan selv en erfaren læge tage fejl.

Etikken kommer man under ingen omstændigheder udenom over for dødens problematik.

Peer Sendemand



Henvisninger:

Efterfølgende artikler i 'Ontologisk antologi':

At være et jeg eller et selv, det er spørgsmålet  (22.2.11.)
At være mand og at være kvinde, hvilken forskel!  (18.2.11.)
At være hjerneforsker er noget helt andet end at være sjæleforsker  (15.2.11.)
At være paragrafrytter er forræderi mod åndens frihed  (11.2.11.)
At være naiv eller at være bevidst gør en forskel  (9.2.11.)
At være terrorist eller at være demokrat  (7.2.11.)
At være fremmed eller hjemmehørende er et etisk spørgsmål  (4.2.11.)
At være revolutionær - apropos oprøret i Egypten   (31.1.11.)
At være ateist er snæversynethed   (28.1.11.)
At være metafysiker er en tvivlsom affære   (26.1.11.)
At være vælger og politiker  (24.1.11.)



Andre relevante artikler på Jernesalt:

Samlet oversigt over serie om Virkeligheden:

Fysikken og virkeligheden  (26.6.07.)
Tiden og virkeligheden  (5.7.07.)
Rummet og virkeligheden  (12.7.07.)
Livet og virkeligheden  (22.7.07.)
Ånd og virkelighed  (29.7.07.)
Sproget og virkeligheden  (4.8.07.)
Humor og virkelighed



Veje til livskvalitet og mening   -    artikelserie

Afsnit I:    Fra tidsfordriv til engagement
Afsnit II:   Fra tryghed til frihed
Afsnit III:  Fra rutine til intensitet
Afsnit IV:  Fra funktion til proces.



Meningen med livet - helhedsrealistisk set  (5.11.09.)
Kieslowski's 'Dekalog'
Lykke og velstand er to ting  (24.11.06.)
Sundhedstyranniet og det gode liv  (27.06.05.)
Transcendens  (2.6.02)
dødskriterier og organdonation



'Jernesalts 2009-filosofi' med kapitlerne:

Forord  -   Begreber og aksiomer  -   Krisen ved årsskiftet 2008/09  -   Verdensbilledet 2009
Livet  -   Mennesket  -   Sjælen  -   Sproget  -   Samfundet  -   Overordnede politiske parametre
Udfordringen  -   Helhedsrealismens advarsler  -   Helhedsrealismens anbefalinger  -   Efterskrift



Værdimanifestet

Peer Sendemands rubrik: Klik



Artikler om Samfund
Artikler om Etik
Artikler om Psykologi
Artikler om Erkendelse
Artikler om Eksistens
Artikler om Religion
Artikler om Sekularisering



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Helhedsrealismen
De psykiske grundprocesser
Konsistens-etikken



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal