Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - sende43ontol08

ARTIKEL FRA JERNESALT - 9.2.11.


At være naiv eller bevidst gør en afgørende forskel

('Ontologisk antologi' artikel 8)

Når en rigmand og professionel investor som Karsten Ree i forsøget på i efteråret at redde Danmarks 13. største bank fra det krak, der nu er blevet en realitet, mister omkring 800 millioner kroner - i hans egen ånd svarende til fire kilometer Ferrarier i millionklassen på stribe - må han betegnes som en meget naiv mand eller det han selv kalder 'tossegod'. Det gode hjerte er tilsyneladende løbet af med investoren, så han - der fik sine mange likvide midler ved salget af Den Blå Avis - har suspenderet både al sund forretningssans og normal pengekynisme for at holde hånden over sin bank.

Amagerbanken er en bank som i 100 år har betydet meget for lokalsamfundet og som bl.a. er kendt for ved de årlige generalforsamlinger at traktere sine utallige småaktionærer med en særdeles god gang forloren skildpadde. Jeg har aldrig selv smagt den, men jeg har set opskriften. Og den tyder ikke på at der er blevet sparet på noget. Til 7000 personer bruges 2300 kg kalvetern, 580 kg kødboller, 290 kg fiskeboller, 1200 liter kalvesky, 35 liter sherry og 35 liter cognac foruden andre ingredienser som grøntsager, mel og margarine samt krydderier.

Men nu er bespisningen definitivt slut, fordi det efter Finanstilsynets indskriden og en ny direktørs og bestyrelsesformands resolutte og konsekvente afskrivninger af overraskende mange og store værdiløse fordringer har vist sig at bankens egenkapital er forsvundet som dug for dagen - og alle de store, sidste-øjebliks redningsinvesteringer dermed er spildt.

Ree er bitter, fordi han mener han er blevet ført bag lyset af både den gamle og den nye ledelse og den 'blåstempling' i efteråret der lå i statsgarantien på 13 mia, men hvordan han selv kom frem til at han kunne stole på disse instansers subjektive og ukontrollable skøn over værdierne, røber han ikke. Et par andre store investorer, der plejer at se sig for, herunder Nykredit, er i samme båd, men det skal nu ikke forhindre den nærliggende konklusion: Løber man som investor en kæmpemæssig risiko i en yderst usikker og uigennemskuelig situation, er det da ens egen skyld, hvis det går galt. Og det behøver skam ikke være den rene blåøjethed, men kunne skyldes at der er blevet skelet lidt for meget til den rent teoretiske chance for kæmpegevinst hvis alt gik godt. Så spørgsmålet er naturligvis, hvor naiv man har lov at være og hvor naiv man har lov at tage sig ud.

Spil er spil, og det består i at overlade det til tilfældighederne om man vinder eller taber. Det finder mange mennesker så spændende - at de gladeligt ofrer deres formuer på fornøjelsen. Også når det gælder det store markedsøkonomiske spil der hedder investeringer i bank- og ejendomssektorerne, og som har vist sig at kunne give 'bobler' der kan briste ved mindste anledning - og så at sige før eller siden briste, hvis værdierne i det psykologiske spil bliver skruet op i fantasiens luftigste højder. Alt for ofte glemmer alt for mange mennesker at aktie- og ejendomsværdier til syvende og sidst er fiktive og i værste fald helt kan tabe den nødvendige korrespondens med den urokkelige virkelighed eller det en af Storm P's herlige anarkister rammende kaldte for "de faktiske forhold i Jernindustrien".



Fiktive er der også andre værdier der er, og derfor findes der naivitet i mange andre forbindelser end de økonomiske.

Forlystelsesbranchen spiller stort set ikke på andet end folks fornøjelse ved at lade sig blænde af talent og show der i festlige, ofte nærmest kultiske iscenesættelser formår at skrue stemninger op til de allerhøjeste følelsesmæssige intensitetsregistre der som bekendt er flygtige af natur, men euforiske at være i så længe de varer. Medierne hjælper til alt det de kan, for også omtalen, billederne og interviewene sælger billetter og oplag. Og pengene er afgørende målestokke alle disse steder.

Intet er mere attraktivt for flertallet af unge mennesker end drømmen om den store succes i stjernelyset og den tilhørende pengestrøm. Et talent kan blive landskendt eller verdenskendt på en enkelt optræden - og straks skabe engagementer og kontrakter. Derfor nedværdiger også talentløse mennesker sig til at deltage i X-faktor konkurrencerne. For man ved jo aldrig.... Nogle får vitterligt succes. Og nogle gange er succes'en sikret for bestandig. Andre gange afløses den af nedture og hurtig glemsel. Tilfældighederne afgør udfaldet, men naturligvis er der nogle arrangører og managere der er dygtigere og heldigere end andre og som i tide forstår at tilpasse sig de irrationelle trends der bliver herskende.

Ulykkeligvis har medierne også held til at lokke politikerne med på galejen. De iscenesætter alle politiske debatter som talkshow eller hanekamp for de billige langsider. Politik bliver til underholdning og populisme - og lider naturligvis under det, ikke mindst i tider hvor der er brug for stor alvor.



På det personlige plan kan mennesker bygge fiktive verdener op på troen på særlige værdier som fx livsstil, design, gastronomi, ferier og rejser. Her er det en forudsætning af have penge nok, men også tiden spiller ind, således at velsituerede mennesker først for alvor kan begynde at leve livet den dag de går på pension og slipper for arbejdslivets ofte sure forpligtelser. Nogle begynder at spille golf, andre at gå i teatret eller læse krimier og atter andre at dyrke foreningsliv; ja, nogle bliver besøgsvenner for ensomme mennesker der er ved at kede sig ihjel. Men ikke sjældent hører man, at den slags uforpligtende fritidsbeskæftigelse ikke altid fylder livet ud med egentlig mening. Konsistensetikken kræver faktisk noget langt mere. Derfor er der trods alt mere ræson i at følge madame Beauvoirs råd om at holde gang i deciderede 'projekter', noget der giver mening fordi der både er plan i det og arbejde ved det.... Jf. artikelserien om Veje til livskvalitet og mening.

Andre klarer sig igennem med at "passe deres karusser og gøre deres whisky stærkere", som Gustav Wied talte om. Eller de klarer sig som gamle løjtnant Ekdal i Ibsens 'Vildanden' ved at holde kaniner og ænder på loftsrummet for at opretholde illusionen om det frie liv de engang havde som værdige og respektable mennesker, men har tabt. Ekdal opretholdt ligesom sin idealistiske søn og andre i stykket en decideret livsløgn, dvs en mening med livet som kun fandtes i hans egen indbildning og dér fyldte alt, men som udenfor var ganske tom. Den kyniske læge Relling gør meget rigtigt gældende at den slags livsløgne repræsenterer 'lykken', og tager man livsløgnen fra et 'gennemsnitsmenneske', så tager man lykken fra det.

Et gennemsnitsmenneske er altså, forstås det, et menneske der ikke kan gennemskue sine egne livsmål og idealer og derfor falder for illusioner og livsløgne.



På kollektivt plan hedder livsløgne utopier, og de kan være af idealistik, ideologisk eller religiøs art, men de består altid i at forestillinger om det fuldkomne menneske eller det fuldkomne samfund fylder tankelivet ud med sine skønne og urealistiske billeder. Fuldkommenheden findes nøgternt set ikke i den virkelige verden der tværtimod er fuld af konflikter og fejl. Men længslen sidder dybt i mennesket fordi den stammer fra de medfødte psykiske primærprocesser og deres iboende forestillinger om ubetinget mening, orden, sammenhæng og helhed.

I ældre tid fandtes religiøse forestillinger om et hinsidigt paradis hvor mennesket kommer hen hvis det lever livet på en ordentlig måde. Endnu findes der mennesker der tror på et sådant hinsidigt liv, det gælder bl.a. muslimerne der endog kan drømme om et særligt paradis for mænd med 70 jomfruer pr. mand som belønning for martyrdøden gennem hellig krig.

De verdslige ideologiers forestillinger om det fuldkomne samfund bygger på samme primærprocesser og har i princippet samme forestilling om at det ideelle og fredfyldte liv i livmoderen kan realiseres i denne verden. I praksis fører det blot til demagogi, kyniske magtmenneskers forførelse af masserne til målsætninger der reelt fører den stik modsatte vej, nemlig til magtovergreb.

Men generelt gælder at naiviteten er udbredt i alle politiske, filosofiske og religiøse ismer eller skoler. Liberalister er naive og tror frihedsprincippet fører til det gode samfund. Socialister er naive og tror det er ligheds- og tryghedsprincippet der skal redde verden. Konservatismen, pacifismen, nationalismen, globalismen, økologismen, populismen og anarkismen har samme naive tilsnit. Og alle religioner og navnlig alle religiøse retninger fra ortodoks jødedom, ortodoks kristendom og ortodoks islam til katolicisme, protestantisme, metodisme, islamisme, wahhabisme eller suffisme tror hver især at deres tro er den rette og de andres den forkerte. Man undgår dialog og samarbejde med de andre, ja, man frygter og afskyr de anderledestænkende og 'vantro'. Og i værste fald bekæmper og bekriger man dem.



Naivitet er et gammel begreb der kommer af det latinske 'nativus' der betyder medfødt. Begrebet dækker altså det oprindelige eller naturlige, hvilket igen vil sige det umiddelbare og ureflekterede. At være naiv er altså at være "uskyldig som et ufødt barn" eller "uskyldig som et nylagt æg", men ordet kan også bruges nedsættende i betydning indskrænket eller enfoldig.

Vores romantiske digter Adam Oehlenschläger mente at alt hvad der er poetisk må være "sammenhængende med det Hele", enten naivt eller filosofisk, hvilket ville sige enten umiddelbart eller middelbart/reflekteret. Men han slap ikke selv for at folk lo over naiviteten i hans 'Rejsebreve'. Oehlenschläger mente at 'den sande naivitet' består i 'udøvelse af det naturlige', men at den kan lede til plathed hvis det sker 'uden geni' (det romantiske ord for en særlig 'åndelig sans') - og allerede i en sådan bemærkning ses det betænkelige eller selvmodsigende i at tilstræbe naivitet. Litteraturforskeren Vilh. Andersen betegnede ligefrem den egentlige oehlenschlägerske kraft i den danske litteratur som evnen til at "udvikle naiv patos"!

I den såkaldte naivisme i billedkunsten bliver naiviteten også tilstræbt. Den vælger bevidst motiver fra folkekunst og amatørkunst, ja kitsch, i klar foragt for såvel perspektivlæren og krav om meningsladet indhold. Den kendteste af dem alle var franskmanden Henri Rousseau, men herhjemme ser vi samme form hos fx dobbeltmennesket Hans Scherfig, der der ene øjeblik var naivistisk maler, men i det næste indædt politisk agitator. Naiviteten var/er villet og altså ikke længere troskyldig eller uskyldig.



Uskyld er en anden betegnelse for medfødt eller oprindelig naivitet. Og igen kommer der øjeblikkeligt noget mistænkeligt ind i billedet, når uskylden bliver bevidst eller ligefrem noget et menneske bryster sig af. Flere paver har for eksempel valgt at kalde sig Innocens, skønt de som overhoveder for den katolske kirke er magtmennesker der udøver magt, hvad enten den er af brutal fysisk art eller af mere åndelig, psykisk art. Pave Innocens den 3. (1198-1216) var således initiativtager til det 4. og 5. korstog og til et blodigt korstog mod albigenserne i 1209. Så helt uskyldig kan man næppe kalde ham.

Der skete jo ifølge syndefaldsmyten også i 'tidernes morgen' noget for mennesket absolut ejendommeligt og emergent: at mennesket - mytisk talt - tabte sin uskyld da det kom i puberteten. Den engelske tekstforfatter E.Y. Harburg har formuleret nogle rammende linjer om sagen: "Gud skabte Adam; Gud skabte Eva; Han gjorde dem begge lidt naive". - Men det holdt som bekendt ikke så længe. De første mennesker spiste af kundskabens træ, forført af 'slangen', dvs noget instinktivt, og det vil sige at de pludseligt blev bevidste om såvel det andet køns attraktivitet som ophavets formynderiske ønske om at have al afgørende viden for sig selv.

Og i samme øjeblik mistede de første mennesker uskylden og blev således fordrevet fra paradiset, barndomslivets uskyld og naivitet - nøjagtigt som hvert eneste individ og generation siden oplever det. Bevidstheden afgjorde alt. Den adskilte mennesket fra dyrene, og den igangsatte kulturen med hvad dertil hører af fremskridt, erkendelse, valgmuligheder og konflikter. Og sådan er det stadigvæk.



Bevidsthed må derfor ses som selve det emergente fænomen i biologien som totalt forandrede denne i og med at den gjorde en del af naturhistorien til kulturhistorie med sprog, udforskning, håndværk, kunst, musik, leg, sport og kult samt humor. Mennesket var det første dyr der kunne se komikken i tingene, lege og konkurrere samt danse og musicere så det ad den vej kunne skaffe sig den stærke umiddelbare føling med de grundliggende psykiske energier som vi forbinder med mening med livet og med sammenhæng, orden og helhed i livet. Alt det som oprindeligt fandt sit højeste udtryk i kulten. - Jf. essayet om Religion som emergent fænomen i biologien.

Det er altså det rene opspind når personlighedspsykologen Abraham Maslow opstillede den siden populære opfattelse af menneskets almene behov i form af en pyramide hvor de organiske eller fysiologiske behov er det nederste, bærende lag, mens de efterfølgende lag i rangorden opad rummer hhv. de følelsesmæssige behov, de sociale bov, behovene for selvrespekt og anerkendelse og til allersidst, øverste oppe i den meget smalle spids behovene for selvaktualisering eller selvrealisering. Det er vildledning og fordrejning altsammen, fordi alle disse behov gør sig gældende samtidigt hos alle mennesker lige fra fødslen - og de kan på intet tidspunkt tilsidesættes uden at det går ud over individets indre konsistens, livskvalitet og mening med tilværelsen. Det er i virkeligheden en typisk materialistisk teori, og den er selvmodsigende, fordi Maslow var med til at grundlægge den humanistiske psykologi. Men hehovspyramiden er antihumanistisk om noget: den fornægter det åndeliges grundlæggende eksistentielle betydning.

Maslows vildfarelse er imidlertid ikke helt tilfældig, den er nemlig udslag af en tidstypisk overvurdering af det materielle grundlag for menneskelivet som hænger nøje sammen med såvel naturvidenskabens og teknologiens store samfundsændrende fremskridt som den materialistiske og empiristiske filosofis samtidige uholdbare hævdelse af at alt åndeligt, sjæleligt og kulturelt kan føres tilbage (reduceres) til fysisk-kemiske processer.

På trods af årtusinders erfaring af det sjæleliges og åndeliges umiddelbare realitet lagde man med fuldt overlæg den naturvidenskabelige analyses metoder og begreber til grund for beskrivelserne og fortolkningerne af sjæle- og åndslivet, og skønt resultatet hele vejen igennem var og måtte blive negativt og intetsigende, fordi man nu engang ikke kan erfare eller beskrive åndelige fænomener med målemetoder der gælder fysiske ting, så blev man ved. Man insisterede på at det var den rigtige vej, og man mistænkeliggjorde eller afskrev alle der mente noget andet. Og desværre havde man held til at forføre det store flertal til at antage de i virkeligheden ideologiske dogmer der leder væk fra eksistensens grundproblematik: meningen med tilværelsen.



For individernes vedkommende er det meget forskelligt hvilken grad og art af bevidsthed den enkelte har eller vælger. Den medfødte naivitet eller ureflekterede umiddelbarhed kan i mange tilfælde fortsætte med de få tilpasninger som det at komme til skels år og alder uundgåeligt medfører som led i modningen. Ofte vil kun egentlige kriser (sygdom, ulykker, tab af nære pårørende eller deciderede nederlag og traumatiske begivenheder) medføre behovet for dybere refleksion, og her ser det endda ud til at den almindelige indstilling er at man hurtigst muligt skal fortrænge mest muligt. Det var fx også forældres og læreres råd til de børn der blev udsatte for traumatiske oplevelser ved den fejlagtige og meget tragiske bombning af den franske skole på Frederiksberg i 1945, som en udmærket dokumentarfilm for nyligt har vist.

Også professionel krisehjælp fra psykoterapeuter eller sjælesørgere vil ofte bestå i at give de berørte mennesker lejlighed til at tale de traumatiske begivenheder tilstrækkeligt mange gange igennem over for et lyttende og forstående menneske, men uden nødvendigvis at følge sådanne samtaler op med dyberegående erkendelse.

Men hos visse individer vil der være behov for at trænge dybere ned i forståelsen for hvad der sker i psyken - og det vil da kunne medføre en egentlig forandring af personligheden. I nogle tilfælde vil man kunne se en uheldig tendens til navlebeskuelse eller narcissisme, men i andre tilfælde en mere systematisk erkendelsesproces der kan blive livsvarig og særdeles givende.



Det er imidlertid efterhånden blevet karakteristisk for almindelige moderne menneskers indstilling til psykisk eller eksistentiel erkendelse at man viger tilbage fra den i en eller anden frygt for at havne i en endeløs og ufrugtbar udforskning af irrationelle kræfter som man fordomsfuldt tror er helt umulige at finde rede i på fornuftig vis.

Man ser bl.a. dette fænomen tydeligt hos folk der skifter standpunkt til politiske, moralske eller religiøse problemer, men som helst ikke vil redegøre for deres skift. De kan være opportunister der blot mener det altid er tilladt og forsvarligt at skifte standpunkt som vinden blæser. "Man har et standpunkt til man tager et nyt", lød den socialdemokratiske statsminister Jens Otto Krags berømte afvisning af et nærgående spørgsmål om hvorfor han på få minutter på valgnatten i november 1966 ændrede syn på muligheden for at samarbejde med den tidligere kommunist, SF's formand Aksel Larsen, som han hidtil havde blankt afvist. Den slags er ren og skær opportunisme og viser at manden slet ikke havde et egentligt standpunkt. For et sådant kan man ikke skifte ud på en studs uden nærmere forklaring. Larsen var heller ikke særligt dybdeborende.

I nyeste tid har en anden SF'er, der som Larsen har været kommunistformand, omend kortvarigt, været uvillig til at forklare sig med hensyn til sin fortid, skønt han står til at blive minister i en kommende S-SF-regering, og det er naturligvis den yderst kompetente og sympatiske Ole Sohn. Når han er uvillig til at redegøre mere dybtgående for sin skiften standpunkt skyldes det åbenlyst frygt for selve det at kigge på sig selv med psykologiske øjne.

Jeg har tidligere i hans tilfælde - i en artikel - talt om hvad jeg kalder et APESE-syndrom, en Angst for Psykologisk og Erkendelsesteoretisk SelvErkendelse. Denne angst er egentlig grundløs, eftersom den ikke vil skade, men den må betegnes som meget almindelig for mennesker der simpelthen på forhånd er helt uvidende om psykologiske og navnlig dybdepsykologiske forhold. Og dette er dybt beklageligt, fordi det er udtryk for en skadelig mangel på tidssvarende folkeoplysning.



Folkeoplysningen i Danmark er ikke tidssvarende, og dette er i høj grad med til at blokere for mere fornuftige og langsigtede løsninger af såvel vore politiske som vore eksistentielle problemer i nutiden.

Der eksisterer en utrolig naivitet og uvidenhed i nutiden når det gælder det irrationelle og åndelige, og især det kollektivt ubevidste, hvad undertegnede også gang på gang kan konstatere som redaktør af Jernesalt. Og dette betyder først og fremmest at hele den sjælelige og åndelige del af kulturhelheden ligger uden for en bevidst eksistensforståelses rammer med det resultat at politikere, kulturdebattører og forskere er ude af stand til at se de aktuelle problemer i det rette perspektiv og derfor også er ude af stand til at få øje på fornuftige løsninger på dem.

Lad mig blot nævne det komplementære forhold mellem frihedsprincippet og lighedsprincippet i samfundet eller det ligeledes komplementære forhold mellem individ og samfund. Det gælder spørgsmålet om hjernedødskriteriet i forhold til hjertedødskriteriet. Det gælder spørgsmålet om menneskerettighedernes universalitet eller garantierne for hospitalsbehandling. Det ses i forholdet mellem etniske danskere og statsborgere af fremmed herkomst - og dermed hele debatten om multikulturalisme, nationalisme og globalisme. Ingen af disse problemer kan forstås uden dyberegående indsigt i menneskets dobbelte tilgang til virkeligheden, den indre og den ydre tilgang som er lige uundværlige, men principielt uforligelige og derfor bør ses som komplementære.



Generelt gør det en enorm forskel om man er naiv eller bevidst.

Naiviteten forstået positivt som evnen til at bevare umiddelbarhed og naturligvis - ja til en vis grad også 'enfolden' - har sin værdi i eksistensen, fordi mennesket aldrig udelukkende er transcenderende eller grænseoverskridende, men også vegeterende, nydende og hengiven. Men mennesket bliver først fuldgyldigt voksent menneske ved i puberteten at blive et bevidst og grænseoverskridende væsen der mister sin uskyld, begynder at se fremtiden for sig og som ønsker at gribe ind i og forme virkeligheden.

Deraf kommer al ansvarlighed og etik. Og deraf kommer kravet om etisk konsistens, det indre krav om overvægt af det gode i livet, hvortil faktisk også hører ansvaret for at også den sunde naivitet og umiddelbarhed får sin ret i livet.

Bevidsthed har altid omkostninger, men den er nødvendig når man individuelt eller kollektivt skal overvinde kriser. For uden den risikerer man at den impulsive naivitet løber af med én altid, til stor skade for dens sunde udfoldelse på langt sigt.

Peer Sendemand



Henvisninger:

Øvrige artikler i 'Ontologisk antologi':

At være et jeg eller et selv, det er spørgsmålet  (22.2.11.)
At være mand og at være kvinde, hvilken forskel!  (18.2.11.)
At være hjerneforsker er noget helt andet end at være sjæleforsker  (15.2.11.)
At være paragrafrytter er forræderi mod åndens frihed  (11.2.11.)
At være terrorist eller at være demokrat  (7.2.11.)
At være fremmed eller hjemmehørende er et etisk spørgsmål  (4.2.11.)
At være revolutionær - apropos oprøret i Egypten   (31.1.11.)
At være ateist er snæversynethed   (28.1.11.)
At være metafysiker er en tvivlsom affære  (art. 3 - 26.1.11.)
At være vælger og politiker  (art. 2 - 24.1.11.)
Skal læger bestemme over liv og død?  (art. 1 - 20.1.11.)



Andre relevante artikler på Jernesalt:

Apese-syndromet: Sohn-syndromet som del af det generelle APESE-syndrom  (11.11.09.)
selverkendelse: Er Ole Sohn angst for selverkendelse?
bevidstgørelse, risikoen ved
Dannelse: tidssvarende eksistentiel dannelse  (2.6.10.)
Dannelsens hemmelighed og udfordring

De psykiske fundamentalkræfter  (2.4.09.)
De psykiske grundprocesser
Jeget og selvet
Selvet - sjælen - ånden
Det kollektivt ubevidste og dets fundamentale eksistensværdi
Er der en særlig psykisk energi?  (15.7.07.)
Hvad er egentlig bevidsthedsforskning?   (31.7.10.)
Ubevidst intelligens ifølge Ole Vedfelt  (26.7.10.)
Er Jungs typologi nyttig og holdbar?  (8.5.10.)
Hvorfor inddele mennesker i typer?  (4.5.10)

Hvor kommer det onde fra?
Kan moral begrundes? (Erling Jacobsens konsistensetik)
Religion som emergent fænomen i biologien  (24.12.09.)
Myte, ord og billede (inkl. syndefaldsmyten)
Intellektualismens systematiske guds- og mytebedrag
Kan alle vore forestillinger dekonstrueres?  (25.04.08.)
Sprogpsykologisk aksiom

Hvorfor lade sig skræmme af det irrationelle?  (7.3.10.)
Favrholdts fejlbehæftede filosofiske forordninger
- kritik af David Favrholdts 'Filosofisk codex'
  (27.8.10.)
Manifest 2010 om tidssvarende eksistentiel dannelse  (2.6.10.)
Erkendelsens forudsætninger  (12 afsnit om 'Den komplementære helhedsrealisme')



Samlet oversigt over serie om Virkeligheden:

Fysikken og virkeligheden  (26.6.07.)
Tiden og virkeligheden  (5.7.07.)
Rummet og virkeligheden  (12.7.07.)
Livet og virkeligheden  (22.7.07.)
Ånd og virkelighed  (29.7.07.)
Sproget og virkeligheden  (4.8.07.)
Humor og virkelighed



Veje til livskvalitet og mening   -    artikelserie

Afsnit I:    Fra tidsfordriv til engagement
Afsnit II:   Fra tryghed til frihed
Afsnit III:  Fra rutine til intensitet
Afsnit IV:  Fra funktion til proces.



Meningen med livet - helhedsrealistisk set  (5.11.09.)
Kieslowski's 'Dekalog'
Lykke og velstand er to ting  (24.11.06.)
Sundhedstyranniet og det gode liv  (27.06.05.)
Transcendens  (2.6.02)
dødskriterier og organdonation



'Jernesalts 2009-filosofi' med kapitlerne:

Forord  -   Begreber og aksiomer  -   Krisen ved årsskiftet 2008/09  -   Verdensbilledet 2009
Livet  -   Mennesket  -   Sjælen  -   Sproget  -   Samfundet  -   Overordnede politiske parametre
Udfordringen  -   Helhedsrealismens advarsler  -   Helhedsrealismens anbefalinger   -  Efterskrift



Værdimanifestet

Peer Sendemands rubrik: Klik
Jens Vrængmoses rubrik: Klik



Artikler om Samfund
Artikler om Etik
Artikler om Psykologi
Artikler om Erkendelse
Artikler om Eksistens
Artikler om Religion
Artikler om Sekularisering



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Helhedsrealismen
De psykiske grundprocesser
Konsistens-etikken



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal