Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - dekonstrukt

ARTIKEL FRA JERNESALT - 25.4.08.


Kan alle vore forestillinger dekonstrueres?

Da jeg for ganske nylig af en læser blev spurgt hvorfor jeg lukker øjnene når det kommer til dekonstruktivisme der ikke bekræfter mennesket og min 'positive' filosofi, og hvorfor jeg i det hele taget er bange for meningsløshed og fremmedgørelse, ja, så måtte jeg naturligvis svare at han tog grundigt fejl i alle sine antagelser, men at jeg iøvrigt ser helt anderledes på dekonstruktivismen end han selv gør.

Da han underskrev sig med samme navn som mit ældste barnebarn, var jeg lige ved at tro at det var denne der drev gæk med mig, men så gammel er han ikke endnu, at han kan gøre dette skriftligt. Men det skal nok komme.



Dekonstruktivismen blev først og fremmest kendt som litteraturanalytisk metode, men da jeg ikke er litteraturkritiker, har metoden aldrig haft min store interesse. Den er mig for snæver - og specielt bryder jeg mig ikke om videnskabelige metoder der går hen og bliver mode eller metoderidt. Det var hvad der skete med kapitallogikken i 1970'erne - og det var katatrofalt for forskningen og undervisningen, bl.a. i litteraturen. Alle metoder der ophøjes til eneste sande ismer, som alle skal følge hvis de vil frem i verden, er i mine øjne mistænkelige. Men brugt med forstand kan alle metoder være nyttige, og jeg tror gerne at dekonstruktivismen har givet og fortsat kan give nyttige delresultater. En af kenderne og brugerne af metoden, litteraturprofessor Thomas Bredsdorff, skriver i Encyklopædien at specielt de amerikanske udøvere af dekonstruktivismen har vist at den kan inspirere til omhyggelig tekstlæsning "og, trods forkærlighed for ordspil og frie associationer, ikke behøver udarte til tom jargon". Og denne karakteristik tager jeg til efterretning, idet jeg noterer at metoden altså i visse tilfælde må have udartet til tom jargon.

I filosofien er dekonstruktivismen så vidt jeg er orienteret mest kendt for at være en kritik af den idealistiske metafysik og den strukturalistiske teori. Men da jeg ikke er fagfilosof, har dette heller ikke haft min store interesse, selvom jeg udmærket kan se nødvendigheden af kritikken. Faktisk kan jeg kun hilse det med glæde, at filosofferne kritiserer den idealistiske metafysik, eftersom jeg hverken er idealist eller metafysiker, men en komplementær helhedsrealist der ikke accepterer henvisninger til noget overnaturligt eller uden for naturen stående og heller ikke accepterer et enten-eller valg mellem idealismen og materialismen. Alt hvad vi kan erfare i denne verden - inden for naturens rammer - har både en stoflig og en energetisk side, og jeg deler det bohrske synspunkt at det ikke er muligt at komme bag denne mærkværdighed ved naturen. Og hvad strukturalismen angår, betragter jeg lingvisterne Saussure's, Hjelmslevs og Lévi-Strauss's forsøg på at dekonstruere alt menneskeligt til abstrakte eller sociologiske strukturer som ideologi eller galimatias. Jeg underkender ikke at deres metoder i visse tilfælde kan føre til opdagelse af nye sammenhænge, men generelt ender det meste i en jargon der ikke siger erfaringsmennesker ret meget.



Jeg kan sagtens forstå at en af dekonstruktivismens bannerførere, den franske filosof Jacques Derrida (1930-2004), så det som en udfordring at angribe den metafysiske tradition, fordi denne efter hans mening fremhævede nærvær og identitet på bekostning af fravær og forskel og at dette i hvert fald hos nogle filosoffer som fx Heidegger udartede til foragt for skriftlige former for repræsentation af den oprindelige 'mening', for dette er jo uholdbart allerede af den grund at vi ikke kan undvære den afstand til fænomenerne og den sondring mellem subjekt/objekt og fantasi/virkelighed som betinger vores almindelige realitetsopfattelse.

Problemet er bare, at vi heller ikke kan undvære nærværet eller identiteten i betydningen den fulde helhedsoplevelse af verden som vi er født med og som er selve 'meningen' med tilværelsen. Derrida beskyldte metafysikerne for 'logocentrisme', dvs at gøre meningen til det centrale (det græske ord logos betyder ikke blot ord, tale, fornuft og grund m.m., men også mening). Men dette er ikke i sig selv forkert, eftersom 'meningen' på det irrationelle plan eksistentielt set må være afgørende. De idealistiske metafysikeres grundliggende fejl er derimod at de ikke synes at have holdt sig for øje at meningerne på det rationelle plan er forudsætningen for realitetsprøvelsen. De så med andre ord ikke komplementært på de to forskellige slags mening og henførte ej heller forskellen til de psykiske grundprocesser.



Al mening i betydning filosofisk, teologisk, ideologisk, politisk eller anden konkret opfattelse af forhold og sammenhænge i den delverden eller delvirkeligheden vi kan iagttage og analysere hænger uløseligt sammen med de psykiske sekundærprocesser, dvs de relativt svage, men til gengæld stabile følelser og tanker som er forbundet med genstandsbevidsthed, jegbevidsthed, sprog, logik og begrebsmæssige sondringer. Den slags mening opbygges over årene, trækker på den til hver en tid eksisterende sproglige praksis og den eksisterende hverdagsagtige erfaring. Den kan dermed betragtes som en mere eller mindre bevidst 'konstruktion' der til hver en tid kan analyseres som sådan og dekonstrueres ud fra forskellige metoder. Formålet med dekonstruktionen af den slags mening er naturligvis at afsløre dens historiske betingethed og dermed dens relativisme. Absolutte sandheder gives ikke i tilværelsen, og derfor er det overordentligt værdifuldt at nogle tager sig tid til at dekonstruere såvel almindelige menneskers som fagfilosoffernes vilkårlige og ofte fejlagtige konstruktioner.

Al mening i betydning grundlæggende ubevidst oplevelse af meningsfuldhed og hjemlighed, livskvalitet, håb og lys og varme er derimod før-sproglig og ubevidst og hænger uløseligt sammen med primærprocesserne og disses manglende logik og manglende sondringer mellem subjekt/objekt, fantasi/virkelighed og fortid/nutid/fremtid. De kan ikke betragtes som en konstruktion og kan følgelig ikke dekonstrueres.



Når det kan hævdes, at den sidste slags mening eksistentielt set er aldeles afgørende for ethvert menneske, hænger det sammen med at modsætningen til den ikke er en anden og eventuelt mere rationel slags mening eller en relativiseret og nuanceret mening (det ville altsammen være sekundærprocesser), men er meningsløsheden der er lig med fortvivlelse eller dyb depression og som derfor er uudholdelig for ethvert menneske der ønsker at leve. Derfor kunne en psykiater som Viktor E. Frankl (1905-97) ud fra sine erfaringer fra Auschwitz skabe sin specielle psykoterapi som han kaldte 'logoterapi' og som simpelthen består i at få patienter der har mistet meningen med livet til at genfinde den. Frankls opdagelse i Auschwitz var at fanger der formåede at bevare meningen med livet, hvad der konkret ville sige troen på fremtiden og håbet om befrielse, i vid udstrækning var i stand til at overleve, hvorimod fanger der var ude af stand til at bevare håbet, hurtigt bukkede under. Frankl så bestræbelsen på at finde en mening med livet som den primære drivkraft i mennesket, men dette er efter min mening en fejlslutning eller en forkert formulering. For sagen er at vi får meningen forærende uden at behøve at lede efter den.

Alle enkeltmennesker fødes ind i en meningsfuld verden - i hvert fald med meget få undtagelser som fx børn der fødes med alvorlig sindssygdom, multihandicaps eller abstinenser forårsaget af moderens narkomani). Vi fødes normalt ind i en varm og lys verden hvor der er kærlige mennesker til at tage sig af os, og hvor der er sprog og samfund. Og dette giver en mening, som naturligvis ikke er bevidst, men alligevel afgørende. Denne mening kan gå tabt - ved svigt af kærlighed og omsorg, ved alvorlig sygdom, ved nederlag, ved krig og katastrofer og meget andet. Men selv børn der fødes i en koncentrationslejr er i stand til at bevare meningen, hvis de har voksne der tager sig kærligt af dem. Det har bl.a. den jødiske pianistinde Alice Sommer kunne berette om. Hun sad i Theresienstadt 1943-45 med sin lille søn. Og han fik ikke traumer af opholdet.

Meningen går ofte tabt for mange i puberteten, der ikke for ingenting kaldes 'syndefaldet' i mytologien. For 'synden' er jo ikke at overtræde et eller andet mere eller mindre tilfældigt forbud, men dels at begynde at tænke og dermed anfægte skaberens, det fædrene ophavs ellers selvfølgelige formynderskab, dels at opdage kønsmodsætningen og dermed miste 'uskylden'. Syndefaldet medfører automatisk en fordrivelse fra paradiset, fordi paradiset i mytologisk forstand er synonymt med uskyldighedens tilstand og fordi såvel tænkningen som kønsbevidstheden er synonym med en ophævelse af uskyldigheden. Det bliver følgelig udfordringen for ethvert ungt menneske der kommer i puberteten - analogt med udfordringen for de første mennesker der forlod dyretilstandens ubevidsthed om egen situation - at genfinde meningen på trods af al dens nu åbenbare irrationalitet og på trods af den pludseligt opståede ansvarlighed for egen situation. Det er ikke altid let; det giver tværtimod ofte mange og undertiden dybe kriser. I værste fald kan krisen ende med selvmord eller forsøg på selvmord, bl.a. fordi omgivelserne ikke altid forstår at tyde signalerne i tide. Men som hovedregel ender puberteten godt. Den unge finder melodien påny. Ofte i forbindelse med en forelskelse, selvom en sådan også er en risiko, fordi en forelskelse kan ende ulykkeligt. Og så er der krise igen.



Meningen kan også gå tabt ved misforstået dekonstruktivisme eller anden filosofisk analyse der afslører de filosofiske og religiøse trosopfattelser som konstruktioner og efterlader det indtryk at der intet andet bliver tilbage efter dekonstruktionen end tomhed og intethed. Det var således tilfældet med nihilismen der bogstaveligt talt hævdede intetheden som isme, men heraf uddrog den tvivlsomme slutning at alt så var tilladt. Læren førte specielt i Rusland til anarkisme og terrorisme. En mand som Derrida var klar over denne fare ved en absolut dekonstruktivisme og afskrev derfor ikke enhver metafysik, enhver 'mening' nedenunder rationalismens konstruktioner. Men hvorfor kalde en sådan mening metafysik, når den ikke forudsætter noget overnaturligt. Metafysik er et uheldigt begreb i denne sammenhæng, fordi det er tvetydigt.

Det sagen drejer sig om er at forstå at mennesket fra tidernes morgen (mytologisk talt skal dette forstås som engang for 10-30 tusinde år siden) ubevidst har haft en mening med livet som de på det mere bevidste plan har givet sprogligt udtryk i myterne og iøvrigt hele vejen igennem har forbundet med forestillingen om skabende guder. Hvordan meningen er opstået, fortoner sig af gode grunde i myternes dunkle fortid, men det mest plausible er at antage at det hænger ganske nøje sammen med bevidsthedens, sprogets og samfundets opståen. Men alle disse fænomener - meningen, bevidstheden, sproget og samfundet - har vi ingen rationelle forklaringer på, de er emergente fænomener i udviklingen og må betragtes som elementære kendsgerninger, meningen og mytiske fortællinger specielt som aprioriske forestillinger. - Jf. essayet Religion som emergent fænomen i biologien  (28.12.09.).

Når ateismen benytter naturvidenskaben til at postulere at guder ikke eksisterer og således tror at de effektivt og definitivt har dekonstrueret al religiøs opfattelse til overtro, så er det en kategorisammenblanding der viser at de ikke har forstået sagens sammenhæng. For mytologisk set er det at have en grundliggende oplevelse af mening med tilværelsen og det at have en grundliggende opfattelse af skabende guder to udtryk for det samme. Ganske som det at have en grundliggende oplevelse af at være elsket og det at have en mor og far som ophav, for barnet er to udtryk for det samme som barnet ikke kan skille ad, da det ikke har et sprog der kan levere sondringen. Sprogligt er det en selvfølge at det er en skabende gud eller et altid eksisterende ophav som har skabt den meningsfulde menneskelige tilværelse. Og sproget kan ikke på dette punkt dekonstrueres uden at fjerne enhver mening i udsagnene.



Når den komplementære helhedsrealisme ikke kan acceptere dekonstruktivisternes tro på at alt kan dekonstrueres, skyldes det altså forståelsen for at udsagnene om den eksistentielle mening med tilværelsen har direkte tilknytning til den aprioriske, før al bevidsthed givne oplevelse eller grunderfaring af at høre hjemme hvor man fødes og vokser op, en grunderfaring som stort set er uafhængig af de sociale eller økonomiske kår den enkelte vokser op i og stort set også uafhængig af den politiske, ideologiske, filosofiske eller religiøse ramme han eller hun vokser op i.

Den komplementære helhedsrealisme bygger først og fremmest på erkendelse af at vi mennesker på grund af vores psykiske indretning lever i en dobbelt, men komplementær virkelighed: en indre og en ydre. Den indre skyldes de medfødte primærprocesser, mens den ydre skyldes de tillærte sekundærprocesser i deres samspil med sanseiagttagelser og praktisk erfaring. De første sikrer til stadighed meningen samt al intuition og kreativitet. De sidste derimod menneskets realitetsprøvelse og tilpasning til det sociale fællesskab.

Den komplementære helhedsrealisme kan i en vis forstand betragtes som en dekonstruktionsmetode, men naturligvis ikke i litterær eller anden fagvidenskabelig forstand. Derimod i tværfaglig og eksistentiel forstand. Den prøver hele vejen igennem at afsløre at der under alle konstruktioner - inklusive dekonstruktivismens egen konstruktion - ligger en 'mening' der ikke er en konstruktion, og som derfor ikke kan dekonstrueres. Dette kaldes her på siderne ofte en afdogmatisering, fordi konstruktionerne ofte hævdes i dogmatisk form både af kirkelige og ideologiske magthavere, og navnlig de ideologiske dogmatikere er som hovedregel slet ikke klar over deres konstruktions relativisme. En afdogmatisering er derfor nødvendig for fremskridt i retning af oplysning og demokrati. Den er med andre ord altid progressiv. Men omvendt gælder at metoden også må påpege at afdogmatisering under ingen omstændigheder må udarte til en afmytologisering, for vi kan ikke undvære myterne til at fastholde den grundliggende irrationelle og aprioriske mening gennem alle rationelle og intellektuelle forsøg på at hævde at der kun er tomhed og intethed bag konstruktionerne. Myterne er dybest set universelle udtryk for den grundliggende mening med tilværelsen som vi ikke kan give nogen nærmere forklaring på, men som vi alle lever på i eksistentiel henseende - jf. artiklen Myte ord og billede.



Det skal i denne forbindelse kraftigt understreges at der i denne konstatering ikke ligger nogen påstand om en udefra kommende mening, idet helhedsrealismen ikke anerkender nogen overnaturlighed. Mennesket er - som den bohrske filosofi har pointeret - ikke i stand til at se naturen udefra. Og vi skal derfor som iagttagere af naturen huske at vi er en del af det vi iagttager. Den netop afdøde amerikanske forsker John Wheeler (ham med de sorte huller), der arbejdede på Bohr-instituttet i 1933-35, har udtrykt det på den glimrende humoristiske måde: at der ikke er noget 'derude' derude. Det betyder at det i det (natur-)videnskabelige sprog simpelthen er meningsløst at tale om noget uden for vores erfaringskreds. Nej, 'meningen med tilværelsen' kommer heller ikke udefra. Den findes kun hvor der er mennesker af kød og blod som danner et samfund og har en bevidsthed og underbevidsthed der muliggør perception af andet end sanseindtryk og et sprog der muliggør kommunikation på andet end signalplan. Men den er ikke rent individuel, den forudsætter tværtimod kollektiv bevidsthed og kollektiv ubevidsthed.

Dette betyder, at de forskellige religioners skabelsesberetninger - så forskellige de end måtte være - aldeles ikke udtaler sig om det fysiske univers' skabelse ('The Big Bang' eller hvad den teoretiske konstruktion aktuelt måtte kalde den), men derimod fortæller om den gådefulde skabelse af den meningsfulde verden vi er født ind i, og fra første færd føler os hjemme i og betragter som en selvfølge. Der findes endog mennesker der senere - når de begynder at tænke over tingene - føler sig dybt taknemmelige over skaberværket og lovpriser skaberen. Jeg plejer som ovenfor nævnt at postulere at denne mytiske skabelse fandt sted for maksimalt 30 tusinde år siden. Det kan ingen vide, for myternes oprindelse fortaber sig i fortiden. Men det er i hvert fald en plausibel antagelse - og skal kun understrege at denne skabelse intet har med den langt senere naturvidenskabelige teori om en evolution på milliarder af år at gøre. Den skal slet ikke sammenlignes med denne. Det ville være kategorisammenblanding der fornægter komplementariteten mellem det eksistentielle og det videnskabelige forståelsesplan såvel som sprogets fulde dækning af begge planer. Den komplementære helhedsrealisme er ikke mindst kendetegnet af at acceptere et rigt og komplet sprog uden forbehold eller indskrænkning.



'Fremmedgørelse' kan naturligvis også forekomme i form af tingsliggørelse eller med et fint ord 'reifikation'. Det sker når og hvor mennesker af magthavere eller undertrykkere betragtes som ting eller genstande og ikke som individer eller sjæle. Underklassen er gennem tiderne altid blevet betragtet på denne nedladende og krænkende måde. Herskabet gav ordre til tjenerskabet i tredje persons form: "Kan han gøre dit og dat". Voksne omtaler tit småbørn i tredje person, ligesom det ikke er ualmindeligt at døende, alvorligt syge eller demente omtales i tredje person, selvom det ikke er udelukket at de kan opfatte det og dybest set føler sig krænkede. Og helt galt bliver det i fangelejre og koncentrationslejre, hvor alle indsatte med fuldt overlæg behandles uden hensyn til personlig værdighed.

Hvor fremmedgørelsen er socialt eller politisk betinget, vil den naturligvis føre til reaktiv adfærd på den ene eller anden måde. Revolutioner sker på basis af fremmedgørelse. Og omvendt er det moderne velfærdssamfund netop muliggjort igennem ophævelse af fremmedgørelsen som standard. Ingen vil frivilligt acceptere at blive udsat for fremmedgørelse, hvad der igen betyder at den aldrig opfattes som det naturlige. Vi stiller alle på forhånd med en klar forventning om at blive betragtet som menneskelige væsener med krav på respekt som individer.



Den eksistentielle fremmedgørelse sker i vore dage ikke blot som følge af ulykker, sygdom og nederlag af mere eller mindre tilfældig art, men også som følge af tidsånden, endda selve den tidsånd der har været en af forudsætningerne for det moderne velfærdssamfund, nemlig forbrugerismen der er den uundgåelige ledsager til den økonomiske vækst. Reklamen manipulerer med os alle på en sådan måde at vi allerede fra barnsben i højere grad bliver købelystne og letlokkelige forbrugere end frie og selvstændige mennesker der kun køber ind og forbruger efter hvad vi har brug for på langt sigt og eksistentielt sigt.

Dette hænger utvivlsomt sammen med den udbredte materialistiske indstilling der direkte vender sig bort fra åndelige spørgsmål i den overbevisning at disse kun kan have interesse for særlinge der enten er blevet indoktrineret med religiøse forestillinger og fordomme i barndommen eller nærer overtroiske eller fantastiske forestillinger af egen eller anden mystisk avl. Indstillingen understøttes af den naturvidenskabelige tendens til at ville forklare alt sjæleliv og åndsliv som simple udslag af fysisk/kemisk forklarlige hjerneprocesser. I højeste grad en konstruktion af katastrofal ideologisk art.

Resultatet er imidlertid at det religiøse sprog som sådant går tabt, og dette vil ikke blot sige det dogmatisk-teologiske sprog som der er mange gode grund til at gøre op med, men også det bærende mytiske sprog som alene kan sikre følingen med det irrationelle i tilværelsen. Et af resultaterne er fx forvirringen med hensyn til forskellen mellem det man i gamle dage kaldte 'timeligheden' og 'evigheden' eller 'det jordiske' og 'det himmelske'. Man afviser evigheden eller det himmelske som overtro, idet man ser fuldstændigt bort fra at begge begreber har god mening, ja, er helt uundværlige i de psykiske primærprocesser og disses indre verden.

På samme måde er der i nutiden stor forvirring med hensyn til både aldringen og døden. Vort praktiske liv, vores hverdag med al dens materielle, økonomiske, sociale, uddannelsesmæssige, karrieremæssige, familiemæssige og rekreationsmæssige tiltag, er helt og holdent bygget op omkring de psykiske sekundærprocesser. Og her er den biologiske aldring og død uundgåelige følgesvende som må accepteres, men som mange dog frygter. Der hersker i vor tid en ungdomsdyrkelse der gør evig ungdom til det absolutte ideal, og døden til en dybt beklagelig afslutning på alt det besvær livet har været med opbygning på opbygning af identitet og karriere.

Flytter man fokus over på Selvets eller Totalpsykens perspektiv og dermed ind i den suspension af logik og sondringer som er kendetegnende for primærprocesserne, tager tingene sig noget anderledes ud. Ethvert menneske bliver ved med at have alle sine aldre i sig, og kan i denne forstand bevare både det legende barn og det ekspanderende unge menneske i sig - uanset biologisk alder. Og døden er ikke en definitiv afslutning på andet end opbygningsfasen, men derimod en tærskel til evigheden hvor al opbygning er meningsløs. Meningen med tilværelsen - må man huske - har aldrig ligget i den økonomiske, sociale og kulturelle opbygning vi hver især kan etablere ved sekundærprocessernes hjælp, selvom denne unægtelige har stor værdi i sig selv fordi den tilfredsstiller vores behov for vækst og fremgang. Nej, meningen med tilværelsen ligger ene og alene i at være hjemme i tilværelsen, og er man dette fuldt og helt på barnlig vis er det muligt at slippe bekymringen for opbygningen og dermed også slippe angsten for opløsningen.



Den komplementære helhedsrealisme er altså på denne måde en glimrende dekonstruktionsmetode over for alle ideologiers eller trends forsøg på at hævde at der dybest set ingen mening er med tilværelsen. Den påpeger at meningen med livet slet ikke skal søges hvor der bygges forestillinger og dogmer op på sekundærprocessernes vilkår, men at den er givet på forhånd som forestilling i primærprocesserne.

Nihilismen kan følgelig afvises både i henseende til sin påstand om at der kun er intethed bag vores forestillinger og i henseende til dens slutning om at alt følgeligt skulle være tilladt. Det er det netop ikke, af den simple grund at vores psyke - som navnlig Erling Jacobsen har understreget (jvf. artikel) - er indrettet sådan at vi har en indre forpligtelse til at sørge for overvægt af det gode i livet, da vi ellers undergraver vores egen mulighed for at modtage kærlighed. Men hertil kommer, at vi også har en indre forpligtelse til at sørge for at opretholde den mening med tilværelsen vi fik forærende ved fødslen, fordi vi ellers havner i depression, fortvivlelse og selvmordsdrift.

Postmodernismen kan i denne forbindelse også afvises, ikke fordi den har gjort op med de traditionelle religiøse og filosofiske værdisystemer eller med deres kritiske modstykker, marxismen og psykoanalysen. Det har været gavnligt og nødvendigt. Men fordi den generelt har vendt sig mod 'de store fortællinger' til fordel for 'de små fortællinger' og disses situationsafhængige kriterier på godt og ondt. Det endte bl.a. i attituderelativismen der må betragtes som en ren æsteticisme der ser bort fra overordnede etiske eller eksistentielle fordringer. Naiviteten ligger i at det ikke er muligt at afskrive de virkeligt store fortællinger, for disse kan nemlig slet ikke reduceres til dogmatiske værdisystemer, men omfatter tværtimod de udogmatiske myter, der igen ikke fastsætter absolutte normer for alting, men fortæller at det er umuligt at slippe uden om kravet til at sørge for overvægt af det gode i livet og for bevarelsen af den mening med livet som er givet på forhånd.

Ateismen må også principielt afvises ud fra den afgørende præmis at det ikke er muligt at adskille opfattelsen af en mening med tilværelsen fra opfattelsen af skabende guder. Men det skal tilføjes at ateismen jo historisk og psykologisk set som hovedregel har været en reaktion mod dogmatiske religionssystemers forsøg på at misbruge myterne til ensidige fortolkninger med det formål at opstille trossætninger (dogmer) der kunne anvendes i magtkampen, indoktrineringen og kampen om magten over sjælene. Defineret snævert på denne måde er ateismen både rimelig og gavnlig. Men holder den sig til sit snæversyn, bliver ateismen selv dogmatisk og en fjende af den mytiske forståelse af meningen med livet. Det skal derfor understreges at den komplementære helhedsrealisme primært ser ateismen som en naiv religionsforagt der ingen fremtid har på længere sigt, selvom den er kommet på mode blandt de intellektuelle. Den kan dekonstrueres på linje med dogmatiske religioner.



Endnu et aspekt af den nødvendige kritik af forældet religionsopfattelse må nævnes, nemlig den der kommer ind under begreberne ironi og humor.

Som det vil fremgå af essayet om Romantikken opstod der i Tyskland en særlig romantisk ironi. Schlegel gik så vidt at han udråbte filosofien til ironiens egentlige hjem. Den var transcendentalt narrespil. Hos Tieck foldede den ironiske tilbøjelighed til at lege med ødelæggelse og tilintetgørelse sig ud i en ekstrem Jeg-dyrkelse. Og i Schleiermachers tilfælde gjordes sand religion til 'religionens religion'. Disse romantikere havnede med andre ord helt derude hvor den æstetiske leg bliver hovedsagen og alvoren fordufter. Og dette er aldrig holdbart, fordi alvoren altid bliver tilbage, når vi nu engang på grund af vores psykiske indretning er tvunget til at opretholde meningen med tilværelsen.

Humoren i bredere forstand står imidlertid ikke i modsætning til denne eksistentielle alvor, og det skyldes at den er forenelig med menneskets dybeste tragiske erfaring: at vi ikke får vores vilje her i tilværelsen - og at dette heller ikke er meningen med tilværelsen. Det ville jo være at sige at meningen ligger i den opbygning af vores borgerlige tilværelse vi med større eller mindre held kan klare ved hjælp af sekundærprocesserne. Men meningen er helt og holdent en apriorisk forestilling som kun primærprocesserne giver rum for.

Humor i denne dybe forstand bliver dermed i virkeligheden den fulde accept af såvel komplementariteten mellem timelighed og evighed som af helhedsrealismens indsigt i at nøgternheden er nødvendig for hverdagsrealismens skyld, mens helhedserfaringen er nødvendig for den eksistentielle menings skyld. Humoren gør det muligt at se såvel lovreligionens som forstandsreligionens indskrænkethed og farer. Men den befrier også for frygten for den død og fortabelse der knytter sig til udsigten til i sidste ende at miste det biologiske og sociale liv. Heller ikke her er dekonstruktion mulig.



Jernesalts 'positivisme' skal altså på ingen måde forstås som en traditionel filosofisk positivisme der naivt hævder at det virkelige er identisk med det iagttagelige og håndgribelige, og som senere i den såkaldte 'empirisme' blev præciseret derhen at det virkelige blev gjort til det man kunne erfare gennem iagttagelse og tingslig efterprøvning. Den komplementære helhedsrealisme hævder heroverfor at også psykiske fænomener kan erfares og endda give solid erfaring.

Jernesalts 'posivitisme' er heller ikke at forstå som en banal hævdelse af at verden er et overvejende godt og idyllisk sted, eller specielt at jorden skulle være et godt sted med lutter gode mennesker. Tværimod ser Jernesalt ikke bort fra nogen ondskab eller nogen lidelse i verden. Jernesalt ser den i øjnene og tager stilling til den samt vælger side i de sociale, politiske, kulturelle og religiøse kampe som ondskaben og lidelserne samt selve menneskets grundliggende aggressivitetsdrift og magtbegær medfører.

Jernesalts 'positivisme' skal helt og holdent forstås derhen at verden som objektivt eksisterende fysisk fænomen er uden værdikvalitet og mening, og at disse to ting derfor først fremkommer gennem de menneskelige individers og det menneskelige fællesskabs subjektive opfattelse af verden. Subjektiviteten og kun subjektiviteten kan være sandheden i den menneskelige eksistens - og først ved at vedkende sig denne subjektivitet påtager mennesket sig ansvaret for sin tilværelsen. Og dermed rykker den aprioriske mening med tilværelsen direkte ind i den bevidsthedsmæssige opfattelse af tilværelsen.

Den subjektive opfattelse af verden må igen bliver overvejende positiv af den ganske simple grund at den eksistentielle grunderfaring er og bliver at meningen findes på forhånd i og med at kærligheden, omsorgen, familien eller andre nære relationer, sproget og samfundet eksisterer når vi fødes. Meningen kan som tidligere nævnt trues på forskellig vis, men det vil da altid gælde om at genoprette den, hvad der igen betyder det samme som at genskabe den direkte føling med de evige kilder som skaber meningen.

Personligt gælder at jeg oplever min tilværelsen som overordentlig meningsfuld, at meningen dagligt bliver bekræftet gennem mine familierelationer og andre sociale relationer, gennem mit ulønnede arbejde som redaktør af Jernealt og de studier dette medfører, gennem omsorgen for hus og have, gennem de oplevelser og erfaringer som litteratur, teater, musik og kunst kan give - samt gennem den direkte føling med de evige kilder som jeg har opnået og hvori mit gudsforhold ligger. Heri ligger også relativiseringen af mit snævre jeg samt den fulde forståelse for at jeget ikke kan tage patent på totalpsyken, men må fastholde at der er noget større i tilværelsen end den enkeltes jeg.

Jan Jernewicz



Henvisninger:

Romantikken ifølge Rüdiger Safranski  (23.04.08.)
Kan moral begrundes  Artikel om Erling Jacobsens konsistensetik
Myte ord og billede  herunder om Syndefaldsmyten
Afdogmatisering, men ikke afmytologisering
Ateismens problematik



Artikler om Samfund
Artikler om Psykologi
Artikler om Erkendelse
Artikler om Eksistens
Artikler om Afdogmatisering
Artikler om Humor
Artikler om Religion
Artikler om Sekularisering



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Helhedsrealismen
De psykiske grundprocesser
Konsistens-etikken



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal