Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - 0azreplik100508

REPLIK FRA JERNESALT - 8.05.10.


Er Jungs typologi nyttig og holdbar?

I 1921 udgav C.G. Jung (1875-1961) et værk om 'Psychologische Typen' som var frugten af næsten tyve års arbejde inden for den praktiske psykologi. Den kom i 1994 på dansk ('Psykologiske typer'), hvor udgiveren Lars Bo Bojesen betegnede den som et hovedværk ud fra en filosofisk og bevidsthedspsykologisk synsvinkel, idet det er her Jung grundigst har redegjort for bevidsthedens struktur og dynamik og samtidigt sat det hele i forhold til den filosofiske tradition.

På Jernesalt har det mest været andre side af Jungs psykologi der har været i fokus, nemlig hans skelnen mellem 'jeget' og 'selvet' (individuationsprocessen) og hans udforskning af det kollektivt ubevidste og de arketypiske forestillinger som væsentlig indfaldsvinkel til alle mytiske og religiøse forestillinger.

Men typologien er også central, fordi typologi i almindelighed er en vigtig komponent i alle menneskers mere eller mindre bevidste tilbøjelighed til for overblikkets skyld at generalisere de mangfoldige indtryk de får og som let ville kunne medføre et uoverskueligt kaos i sindet, hvis de ikke på en eller anden måde ordnes i forskellige rubrikker. Dette indebærer altid at der tabes nuancer (det ligger i selve generalisationsideen). Mange er alt for hurtige til for nemheds skyld at rubricere deres oplevelser og de ting, mennesker og begivenheder de møder i hverdagen. Og mange kan desværre også være ret utilbøjelige til siden at justere rubriceringen. De sætter ofte andre mennesker i faste båse - og kan i værste fald være helt utilbøjelige til senere at foretage selv helt indlysende nødvendige justeringer.

Men generaliseringer kan ikke undværes - og det er derfor bedst at bruge begrebsrammer der både er rummelige og bygger på flere vigtige kriterier. Og hvad specielt den psykiske typologi angår er det væsentligt at holde fast i, at ingen mennesker er rene typer; de er tværtimod altid blandede typer der har flere sider med i det for dem karakteristiske vurderingsystem, men ofte er enkelte sider meget stærkere end de andre.



Jung skriver i indledningen til sin bog om typerne, at han i sit praktiske lægelige arbejde med patienter med nervøse lidelser længe havde lagt mærke til at der ved siden af de mange individuelle forskelligheder i den menneskelige psykologi også findes typiske forskelle, og det var i første omgang to typer han lagde mest mærke til, nemlig den introverterede og den ekstroverterede, det vil populært sige hhv. den indadvendte og den udadvendte. "Når vi betragter et menneskes livsløb, så ser vi, hvordan den enes skæbne snarest er betinget af objekterne for hans interesse, mens en andens skæbne snarere er betinget af hans eget indre, af hans subjekt. Eftersom vi alle hælder mest til den ene eller den anden side, så er vi naturligvis tilbøjelige til at forstå alt i overensstemmelse med vor egen type."

Jung gør opmærksom på at bedømmelsen af andre hænger sammen med den enkeltes bedømmelse af sin egen personlighed, og da denne bedømmelse altid er uklar vil der være en tendens til at kompensere for typens ensidighed. Men alle mennesker besidder både ekstroversionens og introversionens mekanismer, og det er kun det forhold at det er den ene eller den anden der dominerer der udgør typen.

I sin gennemgang af typeproblemets behandling i europæisk filosofi kommer Jung bl.a. ind på Schillers opstilling af modsætningen mellem den realistiske og den idealistiske type, som han betragter som lige så gammel som kulturen. Men det er efter hans mening en modsætning der er skyld i at "intet åndsprodukt og ingen hjertets handling kan gøre afgørende lykke hos en gruppe mennesker uden netop derved at pådrage sig en anden gruppes udtalte fordømmelse". Og dette gælder jo ejendommeligt nok fortsat - uanset vores viden om den menneskelige psyke i dag er meget større og betegnelserne for de forskellige indstillinger også er blevet anderledes. For Jung svarer den ekstroverterede type i mange henseender til den realistiske, mens den introverterede svarer mere til den idealistiske (undertiden også kaldet den romantiske), men dette viser kun at vi gør klogt i ikke at overse nuancerne.

For den ekstroverterede type gælder generelt at han på godt og ondt tænker, føler og handler sådan at han er i umiddelbar overensstemmelse med de objektive forhold og disses krav. Han lever sådan at objektet som determinerende faktor tydeligvis spiller en større rolle i hans bevidsthed end hans subjektive anskuelse. Han forventer aldrig at støde på nogen som helst form for ubetingede faktorer i sit eget indre, da han kun kender sådanne uden for sig selv. Han er relativt gnidningsfrit tilpasset de givne forhold og har ikke andre fordringer end at udfylde de objektivt givne muligheder, altså fx at tage det arbejde der frembyder passende udsigtsrige muligheder for ham. På den anden side tager han i alt for ringe grad hensyn til eksistensen af sine subjektive behov og fornødenheder.

For den introvertertede type gælder at den subjektive determination er den udslaggivende. Den introverterede retter sig efter den iagttagelses- og erkendelsesfaktor som udgør den subjektive disposition der optager sanseindtrykkene. Han støtter sig overvejende til det som det ydre indtryk konstellerer i subjektet. I hans handling skydes der en subjektiv anskuelse ind mellem oplevelsen af ydre objekter og personens subjektive bedømmelse af situationen og hvad den måtte nødvendiggøre af reaktion.



Jung opererede med to rationelle og to irrationelle hovedtyper, hvor de bærende modsætninger på den ene led er tænketypen over for føletypen, og på den anden led den sansende (perciperende) type over for den intuitive.

Skematisk kan Jungs inddeling opstilles således:

De rationelle typer: Tænketypen der er kendetegnet ved at fælde logiske domme. Og føletypen der fælder værdidomme - og iøvrigt oftest findes hos kvinder, fordi følelsen ifølge Jung ubestrideligt er en mere åbenbar ejendommelighed ved den kvindelige psykologi end tænkningen. (Det ses her, at Jungs erfaringer fra hans lægepraksis var tidsbestemt).

De irrationelle typer: Sanse- eller fornemme-typen der perciperer det faktisk foreliggende, og den intuitive type der orienterer sig efter bagvedliggende muligheder og kan ses som en 'seer-type'.



Udførligere, men stadigt kortfattet og meget ufuldstændigt, kan typerne beskrives som følger i Jungs egne vendinger:

Den ekstroverterede (rationelle) tænketype er ifølge Jung et menneske der stræber efter at gøre alle sine livsytringer afhængige af intellektuelle slutninger der i sidste instans altid orienterer sig efter det objektivt givne, enten efter objektive kendsgerninger eller almengyldige ideer. Denne type tilkender den objektive virkelighed - respektive en objektivt orienteret intellektuel formel - den udslaggivende magt, ikke blot i relation til sig selv, men også i relation til omgivelserne. Med denne formel måles godt og ondt, og bestemmes smukt og grimt. Rigtigt er alt hvad der stemmer overens med denne formel, urigtigt alt hvad der er i modstrid med den. Tilfældigt er alt hvad der løber neutralt ved siden af den. Da denne formel synes i overensstemmelse med verdens mening, bliver den også til universel lov, som altid og overalt må nå til virkeliggørelse. - Som eksempel på denne type nævner Jung naturforskeren Charles Darvin.

Den ekstroverterede (rationelle) føletype lever efter sin følelses rettesnor. I normale, ikke-ekstreme tilfælde har følelserne personlig karakter, skønt det subjektive allerede i høj grad er blevet undertrykt gennem opdragelse/tilpasning. Følelserne er i pagt med de objektive situationer og de almengyldige værdier. Dette viser sig ifølge Jung intetsteds tydeligere end i det såkaldte partnervalg. Den 'passende' mand elskes - og ikke nogen anden, og passende er han fordi han i stand, alder, formuenhed, højde og familierespektabilitet svarer til alle fornuftige fordringer. Kvinder af denne type er gode livsledsagersker for deres mænd og gode mødre, så længe manden og børnene besidder den almindeligt gængse psykiske konstitution. Kvinder af denne type værdsætter og elsker alt hvad der er godt ud fra en objektiv vurdering - alt andet synes blot at eksistere uden for hende selv.

Både den ekstroverterede tænketype og den ekstroverterede føletype er rationelle fordi de er karakteriseret ved 'de fornuftige dømmende funktioners primat'. Det gælder for begge typer at deres liv i høj grad er underlagt den fornuftige dom.



Den ekstroverterede (irrationelle) sansetype har en sansning eller perception der fortrinsvis determineres af objektet, og de objekter der udløser den stærkeste sansning er udslaggivende for individets psykologi. Derigennem opstår en udtalt sanselig binding til objekterne. Sansningen er en vital funktion udrustet med den stærkestes livsdrift. Værdikriteriet er selve sansningsstyrken. Der findes ifølge Jung ingen anden menneskelig type der med hensyn til realisme svarer til den ekstroverterede sansetype (men her skal realisme lidt problematisk opfattes som 'umiddelbar realisme'). Hans sans for objektiv realitet er overordentligt udviklet. I sit liv ophober han reale erfaringer med det konkrete objekt, og jo mere udpræget typen er, desto mindre gør han brug af sin erfaring. Det han sanser, tjener højst som vejledning til nye sansninger, og alt nyt som træder inden for hans interessesfærer er erhvervet ad sansningens vej og skal tjene dette formål. Tilsyneladende er disse mennesker 'fornuftige', men i virkeligeden er de det slet ikke, da de i lige så høj grad er underkastet sansningen af irrationelle tilfældigheder som af rationelle lovmæssigheder. Denne type er den håndgribelige virkeligheds menneske uden tilbøjelighed til refleksioner (og herskerhensigter). Han er hyppigt et muntert og elskværdigt menneske. Men jo mere sansningen dominerer, jo ubehageligere kan et sådant menneske være. Han kan i værste fald udvikle sig til et råt nydelsesmenneske eller til en skrupelløs, raffineret æstet.

Den ekstroverterede (irrationelle) intuitive type befinder sig aldrig dér hvor almindeligt anerkendte virkelighedsværdier findes, men altid dér hvor der er muligheder til stede. Han har en fin næse for alt spirende og for alt der har fremtidsudsigter. Han befinder sig aldrig vel i stabile, gennem lang tid opretholdte og veletablerede forhold af almindelig anerkendt, men begrænset værdi. Den intuitive funktion er repræsenteret ved en vis forventnings-indstilling, en anskuen og en skuen ind i noget, og det er altid først det efterfølgende resultat der kan vise i hvor høj grad der bliver skuet ind i noget og hvor meget der virkelig hørte til objektet. Intuitionen formidler i første omgang blot billeder eller anskuelser af relationer og forhold som ved hjælp af andre funktioner enten slet ikke eller kun ad store omveje ville kunne opnås. Disse billeder har værdi som bestemte indsigter som har udslaggivende indflydelse på handlingerne.

De to sidstnævnte typer er irrationelle i og med at de ikke baserer deres gøren og laden på fornuftsvurderinger, men på iagttagelsens absolutte styrke. Deres opmærksomhed er rettet mod det der slet og ret forekommer, uden at være underlagt nogen vurderings udvælgende indflydelse. De er ikke 'ufornuftige', men empirisk indstillede.



Den introverterede (rationelle) tænketype orienterer sig først og fremmest efter den subjektive faktor - det være sig en retningsfølelse eller et billede. Tænkningen kan befatte sig med konkrete eller abstrakte størrelser, men orienterer sig altid på de afgørende punkter efter det subjektivt givne. De ydre kendsgerninger er ikke årsager til og mål for denne tækning. Tænkningen begynder derimod i subjektet og fører tilbage til subjektet, også selvom den foretager lange udflugter på den reale fakticitets område. Den skaber problemstillinger og teorier der åbner udsyn og indblik, men den fremviser en reserveret holdning til kendsgerninger. Facts indsamles kun som dokumentations- eller illustrationsmateriale, og ikke for deres egen skyld. Kendsgerningerne er for denne tænkning af sekundær værdi, hvorimod den primære værdi ligger i udviklingen og fremstillingen af den subjektive idé, det oprindelige symbolske billede som mere eller mindre dunkelt står for dens blik. Den stræber aldrig efter en tankemæssig rekonstruktion af den konkrete fakticitet, men efter en forarbejdning af det dunkle billede til en lysende idé. Denne tækning fortaber sig let i den subjektive faktors umådelige sandhed. - Som eksempel på denne type nævner Jung Oplysningstidens store filosof Immanuel Kant.

Den introverterede (rationelle) føletype fremtræder for det meste kølig og reserveret, så de ofte for en overfladisk dom frakendes enhver følelse. Men dette er i bund og grund forkert. Følelserne er blot ikke ekstensive, men intensive. De udvikler sig i dybden. Den virkelige genstand for følelserne hos denne type foreligger kun som en anelse. Den udtrykker måske sit mål og sit indhold i en skjult og for profane øjne ængsteligt afskærmet religiøsitet eller i poetiske former som ligeledes er sikret imod overraskelse. Folk af denne type er for det meste stilfærdige, vanskeligt tilgængelige, uforståelige, hyppigt skjult bag en barnlig eller banal maske, hyppigt også med et melankolsk temperament. De prætenderer intet og træder ikke frem. De sande motiver forbliver for meste skjulte. Uadtil viser de en harmonisk diskretion, en behagelig ro, en sympatisk paralleladfærd. Der kan hos deres medmennesker melde sig en mistanke om indifference og kølighed.

Disse to rationelle typer bases sig på fornuftigt dømmende funktioner, men vel at mærke i det ene tilfælde det objektivt givne og i det andet tilfælde det subjektivt givne.



Den introverterede (irrationelle) sansetype retter sig efter det som slet og ret forekommer. Typen orienterer sig efter 'intensiteten i den gennem den objektive simulation udløste subjektive del af sansningen'. Der er ingen proportional sammenhæng mellem objekt og sansning, men tværtimod et helt igennem uforholdsmæssigt og vilkårligt forhold. Det er derfor svært for udenforstående at forudse hvad der vil gøre indtryk. Udefra betragtet ser det ud som om påvirkningen fra objektet overhovedet ikke trænger frem til subjektet. Et subjektivt, fra det ubevidste stammende indhold skyder sig imellem og opfanger objektindvirkningen. Hvis individet ikke råder over nogen evne til at udtrykke sig kunstnerisk, går alle indtryk indad, i dybden, og holder bevidstheden fast, uden at det bliver muligt for denne at blive herre over det fascinerende indtryk gennem et bevidst udtryk. Individets subjektive iagttagelse orienterer hans bevidsthed i retning af en 'arkaisk' virkelighed eller en mytologisk verden.

Den introverterede (irrationelle) intuitive type retter sig efter de indre objekter - dvs det ubevidstes elementer. De indre objekter forholder sig nemlig til bevidstheden helt analogt med de ydre objekter, selv om de ikke besidder nogen fysisk, men psykisk realitet. De indre objekter fremtræder for den intuitive perception som subjektive billeder af ting som ikke kan antræffes i den ydre erfaringsverden, men som udgør indholdene i det ubevidste, i sidste instans det kollektivt ubevidste. Denne type kan i visse tilfælde udvikle sig til den mystiske drømmer og seer, eller til fantasten og kunstneren. Fantasten lader sig nøje med anskuelse, den produktive kunstner giver perceptionen form. Kombineres intuitionen ubevidst med en moralsk indstilling kan resultatet blive en visionær indstilling.

De to sidstnævnte irrationelle typer er vanskeligt tilgængelige for en bedømmelse udefra. Indadvendtheden fører ofte til tilbagetrukkethed, indesluttethed og mangel på deltagelse eller usikkerhed og ubegrundet forlegenhed. I værste fald kan de vise barsk afvisning udadtil. Men det turde være ganske betegnende for Jung at han ikke undlader at påpege, at selv om disse to typer set fra et ekstroverteret rationelt synspunkt vel er de mest unyttige af alle mennesker, så er de set fra et højere standpunkt et levende vidnesbyrd om den kendsgerning at den rige og pulserende verden og dens overstrømmende og berusende liv ikke kun findes i det ydre, men også i det indre. De kan derfor være lærerige for dem der ikke lader sig blænde af den herskende åndelige mode.



Som et supplement af mere eller mindre kuriøs og tidsbestemt art kan det nævnes at en af Jungs elever (og elskerinder) junganalytikeren Toni Wolff (1888-1953) har omformet den jungske typologi specielt for kvinder i bogen 'Structural forms of the Feminine Pscyhe' (1956), og den tager sig meget forenklet således ud:

Den rationellel tænketype har et stærkt ego og stor selvstændighed - og kan ses som en 'amazone' (i græsk sagnverden en krigerisk kvinde) eller mere nedladende som en 'mokke'.

Den rationelle føletype er den kvindelige kammerat for manden og kan ses som en 'muse' (inspirationskilde for kunstnere) eller 'hetære' (elskerinde) - ofte begge dele samtidigt.

Den irrationelle sanse-type er modertypen, typen der støtter det svage.

Den irrationelle intuitive type opfanger det der 'ligger i luften' og kan ses som en formidler eller mediatortype.



En anden analytiker, Isabel Briggs Myers (1897-1980), læste Jungs bog om de psykologiske typer da den udkom og udarbejdede derefter sammen med sin mor, Katherine Cook Briggs (1875-1968), en erhvervsmæssig udgave af typelæren under navnet 'Myers Briggs Type Indicator' (MBTI), idet hun understregede, at ligegyldigt hvordan livsomstændighederne er for det enkelte menneske og den enkelte virksomhed, så kan forståelsen af typerne, gøre sanseiagtagelsen (perceptionen) klarere, vurderingen sundere og samtidigt "make your life closer to your heart's desire".

Hendes virksomhed skelner naturligvis mellem brugen i hverdagslivet og brugen i det professionelle liv, men alt er sat i system så det bliver nemt at overskue og anvende i praksis. Systemet skal ikke gennemgås her, men kan ses på firmaets hjemmeside: Myers & Briggs 16 Types - også med henblik på at få et indtryk af den mere erhvervsmæssige brug af en systematisk typelære. Her vil man altid støde på det forhold, at al psykologisk indsigt kan bruges både konstruktivt til at fremme de ansattes personlige udvikling til gavn for virksomheden og negativt til at frasortere folk der ikke opfylder virksomhedens krav.



Jungs særdeles nuancerede typologi - som var frugten af mange års lægelig og terapeutisk virksomhed - er uden al tvivl nyttig i både terapien og eksistensen og derfor også umulig at komme udenom i filosofien. Men her er der trods alt sket meget siden Jung skrev sin typologi, og det står klart at den ikke er fuldstændig.

For den deciderede eksistensforståelse turde det være væsentligt at fastholde at typeinddelingen af mennesker - uanset risiciene for tab af nuancer - kan lette forståelsen for at folk rent faktisk opfatter omverdenen og hinanden meget forskelligt, og dette vil vel at mærke ikke blot sige at folk opfatter den ydre verdens relativt faste og stabile ting forskelligt, men navnlig de fænomener af mere uhåndgribelig og umålelig art der forandres hele tiden og ikke kan fastholdes på samme måde som de urokkelige ting.

Man undres således gang på gang over at folks vurdering af hvad de hører og ser er så forskellig som tilfældet er, men navnlig over at forskellene ikke blot fremkommer som en direkte følge af hvor mange nuancer betragteren har tid til eller finder det nødvendigt at medinddrage i vurderingen i det konkrete tilfælde, men grundliggende i at forskellene i vurderingerne i høj grad synes at skyldes forhåndsindstillinger. Men det vil jo netop sige, at de direkte skyldes indstillinger der beror mere på tilbøjeligheder til at bygge vurderinger efter faste subjektive mønstre end på evne til at iagttage mennesker og fænomener 'objektivt', 'neutralt' eller 'nøgternt' - og åbent.

Jeg er for tiden ved at læse en meget grundig biografi om den danske naturforsker og filosof H.C. Ørsted (ham der i 1820 opdagede elektromagnetismen), og det vil der snarest følge et essay om. I denne biografi bekræftes det i lange baner, at selv vidende og fornuftige mennesker med høj uddannelse i både indland og udland låser sig fast i rent ud dogmatiske indstillinger selv til naturvidenskabelige fortolkningsmuligheder og derfor længe og somme tider til deres dages ende afviser en forsker der peger på helt nye måder at anskue tingene på. Ikke mindst var der på Ørsteds tid en næsten uoverstigelig modsætning mellem de franske, Laplace-inspirerede positivister og de tyske, Kant-inspirerede naturfilosoffer, men ingen begreber der kunne overvinde modsætningen.

For mit eget vedkommende gælder tilsvarende at jeg gang på gang er stødt på afvisninger af både bevidst og ubevidst art af de nye filosofiske tanker og begrebsrammer jeg har opdaget og forsøgt at beskrive så nuanceret og nøgternt som muligt. Særligt påfaldende har været at der er læsere der omgående står af, når artiklerne her på siderne kommer ind på dybdepsykologiske, mytiske og religiøse emner, på trods af at jeg udtrykkelige påpeger at jeg ikke er religiøs i sædvanlig, dvs snæver kirkelig eller dogmatisk forstand, ikke tror på noget hinsidigt eller okkult og i det hele taget ikke accepterer henvisninger til overnaturlige instanser af nogen art, men tværtimod fortolker alt - inklusiv erotik, kunst, humor, religion og eksistensforståelse - som psykiske fænomener der kan behandles metodisk og på realistisk grundlag.

I både Ørsteds og mit eget tilfælde er jeg imidlertid blevet klar over, at grunden til uforstanden ikke så meget er forfatterens uformåenhed til at redegøre nogenlunde forståeligt for problemernes karakter, men læserens forhåndsindstilling der blokerer for lysten og viljen til at følge fremstillingen skridt for skridt lige så snart den bevæger sig ind på de unægteligt svære, men ikke desto mindre livsvigtige områder hvor positivister altid kommer til kort, fordi de fortolker virkeligheden alt for snævert. Forhåndsindstillingerne ser meget sjældent ud til at være bevidst eller valgt med fuldt overlæg. De skyldes desværre snarere at de fleste læsere netop synes at tilhøre bestemte psykologiske typer der ikke kerer sig om tværgående filosofiske hoveders tilbud om begrebsrammer der meget bevidst prøver at modvirke alle tilbøjeligheder til ensidig iagttagelse og vurdering af empiriske data.



Hvad der specielt synes at have voldt og stadig volder den største forhindring for forståelse af fænomener der går ud over dagligdagens simple fysik er de dynamiske processer, dvs de processer der bevirker ændringer i virkeligheden, men ikke kan forklares med bevægelseslovene. Allerede Ørsted måtte slås med modviljen mod overhovedet at acceptere at de nye naturvidenskabelige discipliner han beskæftigede sig med - kemien, termodynamikken, elektriciteten og magnetismen og elektromagnetismen - kunne behandles på samme eksakte måde som den newtonske fysik. Og helt galt gik det da Sigmund Freud omkring år 1900 påviste at også psykiske fænomener kunne udforskes metodisk, så lovmæssigheder kunne påvises.

Som psykiateren Erling Jacobsen kunne konstatere i en kronik i 1967 så havde menneskenes viden om dybderne i det psykiske liv indtil Freud været brudstykkeagtig og ufuldstændig. Den var nok afspejlet i myter og religiøse overleveringer, men ikke forstået. Freuds indsats betød bl.a. at der blev udarbejdet en metode der gør det muligt for ganske almindelige mennesker at få den form for indsigt der tidligere var forbeholdt de få særligt begavede, mere eller mindre geniale mennesker.

C.G. Jungs efterfølgende specifikke indsats i psykologiens udvikling beroede på at han på én gang var et hæderligt, borgerligt og tilpasningsdygtigt menneske (ganske som Freud), men samtidigt en visionær type der med Jacobsens rammende ord "havde omgang med guder og djævle og derfor med sine egne [indre] øjne så de vældige kræfter der i det skjulte bestemmer menneskenes liv". Og han undgik vel at mærke at blive sindssyg eller at være tvunget til at lukke af for alt det han så. Han udforskede det nærmere, og ud af hans indsigter kom derfor en grundigt udarbejdet teori om arketyperne og det kollektivt ubevidste.

Men som Jacobsen påpeger så var der naturligvis modvilje mod Jungs teori, ikke mindst fra hans tidligere fæller i Freuds psykoanalytiske kreds, men også fra almindeligt videnskabshold. Årsagen var primært at datidens positivistiske syn på fornuft og logik ikke kunne rumme den nye teori - og det førte desværre Jung ud i en tåbelig og nytteløs principiel kamp mod rationel tænkning i det hele taget. Men dette vil jo i realiteten sige imod det videnskabelige princip om at det er argumenter og kun argumenter der tæller. Og dette var naturligvis uholdbart - uanset hvor fine hans beskrivelser af de dybdepsykologiske fænomener iøvrigt var. Og Jung gjorde ikke just sagen bedre ved at beskæftige sig med såkaldt 'okkulte' fænomener og påstå at de eksisterede (i gængs, dagligdags forstand).

Det er derfor helt nødvendigt at slå fast, at hvad enten vi taler om nye ideer inden for dynamisk naturvidenskab eller inden for dynamisk psykologi, så fordrer en nøgtern og saglig beskrivelse og forklaring af alle fænomener både en ordentlig og tidssvarende erkendelsesteori og en ordentlig og tidssvarende opfattelse af hvad der er empirisk virkelighed. Dem havde hverken Ørsted i første halvdel af 1800-tallet eller Jung i første halvdel af 1900-tallet. Men dem har vi i dag - takket være bl.a. Niels Bohr og kvantemekanikken. - Jf. iøvrigt artiklen Vurdering af det 20. århundrede.



I eksistensfilosofien og den dertil hørende dynamiske psykologi kommer man i dag ikke uden om at acceptere den grundlæggende sondring mellem de to slags psykiske grundprocesser: den primære medfødte, før-sproglige og irrationelle slags, som er grundlaget for al mening og værdi i tilværelsen, og den sekundære tillærte, sproglige, logiske og rationelle slags, som er grundlag for såvel al realitetsbetonet hverdagsliv som al videnskabelig forskning.

Da begge slags processer, når først sekundærprocesserne er lært, foregår løbende livet igennem for alle mennesker og spiller den allerstørste rolle, er det klart at de begge indgår i de tænke-føle-opfatte-måder som kendetegner de forskellige psykologiske typer som kan opstilles for overblikkets skyld og på teoretisk plan udformes på forskellig måde. Men det ligger i sagens natur, at de to processer ikke indgår med samme vægt i dem alle. Det er således oplagt at Freud og Jung tilhører hver sin psykologiske type. Jung havde føling med fænomener som Freud ikke havde, men til gengæld var han modsat denne usikker i bedømmelse af hvad der var fakta og hvad der ikke var (i gængs forstand).

Kommer vi til Niels Bohr - og til dels H.C. Ørsted - bliver det også vanskeligt at indplacere dem i de gængse typer, og det skyldes først og fremmest at de både bevidst og ubevidst, men på vidt forskellig vis var imod at blive låst fast i de gængse enten-eller valg der ofte får ligefrem dogmatisk karakter. Først Bohr fandt med komplementaritetssynspunktet en mulighed for at undgå forstandsforhekselsen, og det var også ham der med korrespondensprincippet overvandt vanskeligheden med at få indvundne empiriske data om uhåndgribelige ting indpasset i sekundærprocessernes nøgterne sprog.

Jan Jernewicz



Ovenstående artikel indgår nu i en e-bog som er udgivet hos: Saxo.com.dk

under titlen: Indadvendte, aggressive, erotiske og andre typer.



Se nærmere under klik



Henvisninger: Links:

Jung-Institute, Zürich  (engelsk)

Myers & Briggs 16 Types



Relevante artikler på Jernesalt:

De stille og indadvendte - i en tid der ikke kan holde op med at snakke  (4.6.13.)
Hvorfor inddele mennesker i typer?  (4.5.10)
Kort karakteristik af C.G. Jung
Kort karakteristik af S.Freud
Erling Jacobsen
Niels Bohr
Vurdering af det 20. århundrede

De psykiske fundamentalkræfter  (2.4.09.)
De psykiske grundprocesser
Jeget og selvet
Selvet - sjælen - ånden
Det kollektivt ubevidste og dets fundamentale eksistensværdi
Sjæl og hjerne
Hjerne og sjæl



Rubrikken: Replikker

Forrige replik:  Hvorfor inddele mennesker i typer?  (4.5.10)



Artikler om Danmark
Artikler om Samfund
Artikler om Psykologi
Artikler om Eksistens
Artikler om Religion
Artikler om Sekularisering



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Helhedsrealismen
De psykiske grundprocesser
Konsistens-etikken



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal