Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - vedfelt

ARTIKEL FRA JERNESALT - 27.7.10.


Ubevidst intelligens ifølge Ole Vedfelt

Intelligens forstås i almindelighed som evne til at tænke, forstå og analysere, og dette er noget alle mennesker gør hvis de ikke ligefrem er 'intelligensdefekte' eller 'åndssvage', men når man understreger at et bestemt menneske er intelligent, mener man at han eller hun har en særlig hurtig opfattelsesevne eller en særlig skarp forstand. Ordet kommer af det latinske verbum 'intelligere' der betyder vælge eller skelne, og dette angiver at det bevidste og begrebsmæssige element i evne er central.

Ordet 'intelligens' bruges ganske vist synonymt med såvel tænkeevne, opfattelsesevne og forstand som begavelse, åndsevne, intellekt, og dette viser at dagligsproget regner med både en generel intelligens og en række mere specifikke former for intelligens såsom særlige sprogevner, matematisk begavelse eller musikbegavelse. Men igen må det fastholdes, at det bevidste element er vigtigt - således som det også fremgår af ord som 'intellektuel' eller 'intelligentsia'. Folk af denne udsøgte klasse føler sig hævet over jævne mennesker.

Selvom der vedblivende ligger en basal eller almen åndsevne i udtrykket, var det lidt af en provokation når den kybernetiske psykolog og psykoanalytiker Ole Vedfelt i 2000 udgav en indholdsrig og velskrevet bog med titlen 'Ubevidst intelligens', hvor han grundigt beskriver den ubevidste sansning, forståelse, kommunikation og drømme m.m. med henblik på at påpege den menneskelige helhed og sindets skabende kræfter. Ja, han hævder ligefrem at der findes en intelligens i det ubevidste som er bevidstheden overlegen.



Intelligens omfatter efter Vedfelts mening "problemløsning og reflekteret, konstruktiv reaktion på ydre påvirkninger, fortolkning og regulering af store datamængder, langtidsplanlægning, abstraktionsevne og evne til at skelne mellem væsentligt og uvæsentligt". Intelligens indebærer endvidere "stor hukommelse, effektiv søgeevne samt rationel forståelse suppleret med kreativ kombinationsevne".

Og hans pointe er, at alle disse egenskaber stik mod den sædvanlige opfattelse kan påvises i ubevidste processer. Som oftest er det ubevidste blevet betragtet som de sørgelige rester fra bevidsthedens bord. Men efter Vedfelts opfattelse er det ubevidste et intelligent system som rummer en uudtømmelig fond af praktisk viden om verden og mennesket. Ja, den ubevidste intelligens er forudsætningen for den rationelle tænkning.



Vedfelts overordnede teoretiske ramme er en kybernetisk psykologi som han introducerede i bogen 'Bevidsthed' (1996) og som ud fra grundliggende opfattelse af psyken som et informationsarbejdende styringssystem siger at mere komplekse systemer potentielt kan regulere de mindre komplekse. "Da det ubevidste har langt større informationskapacitet og kompleksitet end jeget og bevidstheden, kan omfattende reguleringer af personligheden kun finde sted i samarbejde med den ubevidste intelligens."

Da Vedfelts bøger om 'Bevidsthed' og 'Ubevidst intelligens' er særdeles grundige og omhyggelige - og skrevet efter gængse akademiske principper med nøjagtige kildehenvisninger - er de vanskelige at komme udenom, hvis man vil forstå det komplicerede bevidsthedsproblem og tage stilling til spørgsmålet om den psykiske energis egenart.

Vedfelt (født 1941) er uddannet jungiansk psykoanalytiker og har haft egen praksis som terapeut siden 1978, men han er oprindeligt uddannet tandlæge og har dermed en regelret akademisk uddannelse bag sig, hvad der er betingelsen for at blive junganalytiker. Han har skrevet glimrende bøger om såvel 'Det kvindelige i manden' (1985) som om 'Drømmenes dimensioner' (1989). Og han var i 1995 medstifter af 'Institut for Integreret Psykoterapi og Kybernetisk Psykologi'. Han har desuden skrevet romaner og skuespil. Så vi har at gøre med en både flittig, belæst, indsigtfuld og erfaren samt kreativ mand der er værd at lytte til og tage stilling til. På flere punkter må der også siges at være overensstemmelse mellem Ole Vedfelts synspunkter og dem der forfægtes på Jernesalts sider, men på andre er der ikke. Ja, det forholder sig faktisk sådan, at undertegnede i sidste ende må afvise hans hovedsynspunkter som holistiske.

'Ubevidst intelligens' er naturligvis en bevidst provokerende titel fra Vedfelts side, men allerede legen med paradoksaliteten afslører at han vil sløre den afgørende forskel mellem de rationelle og de irrationelle psykiske processer i stedet for at understrege den. Og det er uheldigt for hans eget ærinde.



Ole Vedfelts ærinde er nemlig meget tiltalende, for han påpeger og beskriver udførligt en psykisk instans i mennesket som har "selvregulerende og selvorganiserende funktioner i personligheden og bidrager aktivt og konstruktivt til den personlige udvikling livet igennem", men som den gængse psykologi går udenom. Han går derfor ind for "nye modeller for kommunikation, for den menneskelige erkendelse, for læreprocesser og hukommelser, for følelesliv og drømme, ja, for den overordnede forståelse af den menneskelige personlighed i dens helhed". Kernen i hans bog er simpelthen "at skabe sådanne nye perspektiver og demonstrere deres anvendelighed i det praktiske liv". Og det er jo virkeligt progressivt - og ligger helt på linje med Jernsalts bestræbelser.

Vedfelt påpeger at den praktiske erfaring som engang var den vigtigste læringsmetode i alle håndværk og professioner - den såkaldt 'mesterlære' som har fungeret gennem tusinder af år og gjort det muligt for mennesket at overleve dets biologiske miljø - gennem de sidste 100 år i vid udstrækning har måttet vige pladsen for teoretisk og boglig uddannelse, så selv praktiske fag som fx sygepleje, fysioterapi og almen psykologi har udviklet sig til meget teoretiske uddannelser uden arbejdsstedserfaring.

Men heldigvis har der været modspil fra de dynamiske psykoterapier der arbejder med følelser og ubevidste motiver. Her er den personlige oplevelse med en uddannet terapeut og erfaringer fra egenterapi selve indlæringens grundpille - og foregår altså på mesterlære-plan. Og i barndommen forholder det sig også sådan at vore vigtigste følelsesmæssige og sociale færdigheder erhverves i en mesterlære hos de nærmeststående.



For Vedfelt er selverkendelsen en nødvendighed, der gør kendskab til introspektive tilstande psykologisk relevante. Alle mennesker svinger frem og tilbage mellem automatiseret handling og refleksion. Selvransagelse er en forudsætning for at forholde sig kritisk over for egne følelser og tanker. Manglende evne til introspektion ville gøre enhver etik umulig og ville berøve mennesket dets sjælelige virkelighed, hedder det bl.a.

I Vedfelts kybernetiske model er personligheden et komplekst system, som rummer mange planer og niveauer. Men stik mod hvad vi normalt antager, repræsenterer den normale hverdags-bevidsthed et relativt lavt og begrænset niveau.

En psykoterapi er imidlertid et laboratorium, hvor man kan iagttage dette komplekse fænomen. Når mennesker kommer i terapi, er det fordi de rummer modsigelser, som deres rationelle problemløsningsmodeller ikke har kunnet overvinde, og fordi der er kludder i overordnede og integrerende psykiske funktioner, som selv de skarpsindigste overvejelser ikke har kunne ændre. Klienternes intellektuelle verbale beskrivelser kan trods al god vilje virke som et røgslør.

Men under bevidsthedens overflade fornemmes hele tiden noget andet i personligheden, der ligesom prøver at trænge igennem, udtrykke sig og få en dialog i gang med klientens jeg eller med terapeuten. Dette andet, som viser sig i drømme, kropssprog, fantasi-funktioner og i forholdet til terapeuten, behandler Vedfelt ikke som fejlfunktioner i "maskineriet", men som signaler fra overordnede, selvregulerende niveauer. Hvis der kommunikeres seriøst med dem, svarer de på en måde, der virker intelligent, og som på mange punkter giver et bedre overblik over situationen end det, klientens normale bevidsthed kan præstere.



Derfor gennemgår Vedfelt naturligvis drømmenes betydning, idet han fremsætter en helt ny drømmeteori, der beskriver drømme på linie med skabende virksomhed inden for videnskab og kunst, vittigheder og reklame. Han afviser den af de allerfleste accepterede forestilling, at det ubevidste er ude af stand til at tænke rationelt. Det ubevidste håndterer årsag og virkning, tid og rum, forestilling og virkelighed, på suveræn vis, hævder han. Når drømme bryder med realitetsprincippet, er det for at tilføje nye dimensioner til personens livsopfattelse. Sprænger det tids- og rumgrænser, sker det med et udtryksmæssigt formål, som når en dramatiker arbejder. Ved at betragte drømmene på linie med kunstneriske produkter åbnes for en mere fleksibel forståelse af det ubevidste end i de traditionelle drømmeteorier. Drømme er fortættet information med mange betydningsmuligheder som refererer til forskellige lag i en kompleks personlighed.

Drømmens betydninger må imidlertid foldes ud i en kreativ proces. Der eksisterer en fundamental cirkularitet mellem drømmeren og det ubevidste. Det betyder, at drømmene svarer igen og kommenterer virkningerne af drømmearbejdet. Der er ligeledes en cirkularitet mellem drømmetyder og drømmer. Drømmetyderens forståelse og feedback er afhængig af de forståelsesrammer, han har til rådighed, og af hans evne til vikarierende introspektion.

Vedfelt understreger i denne forbindelse at en dialog må komme i stand ud fra en helhedsbetragtning. Over for en udvendig, objektiv, diagnosticerende holdning har det ubevidste en tendens til at lukke sig, især når det gælder sårbare områder - og sådanne har alle mennesker. Terapi er netop ikke en udvendig eller objektiv - blot og bart diagnosticerende - affære, men et møde mellem mennesker hvor begge parter bliver dybt berørt. Terapeuten må ikke tro at han kan disengagere sig følelsesmæssigt. Terapi er først og fremmest interessant ved at være en intensiveret udgave af processer som foregår i alle mennesker. Terapien fungerer som en katalysator fra den bedst tilgængelige indfaldsvinkel, hvorefter selvregulerende processer og det sociale netvæk sørger for en integration i den overordnede helhed.

Netop helheden i mennesket er helt central i Vedfelts psykologi. Psykoterapi er det sted hvor en dybtgående kvalitativ udforskning af hele mennesket potentielt kan finde sted. Mange former for terapi har beskæftiget sig med hver deres aspekt af sindets mange ytringsformer, og ofte er der uenighed om, hvilken metode der bør have forrang over for andre. Men selv om videnskaben er splittet i sit syn på mennesket, er mennesket det grundlæggende ikke selv. Det hænger sammen og danner en overordnet helhed, som kan kontaktes gennem den ubevidste intelligens.



Ole Vedfelt kan ud fra sin rige erfaring som psykoterapeut detaljeret gennemgå det personlige selvs tilblivelse med modernetværket og fadernetværket, de dobbelte forældre og forvandlingens vigtige koder (symboler), hukommelsen og erindringens problematik m.m.

Overordnet beskriver han personligheden som et selvregulerende og mangelaget kybernetisk system, hvor mere komplekse niveauer har mest informationskapacitet og kan regulere mindre komplekse niveauer. De mindre komplekse niveauer kan understøtte eller forstyrre de højere niveauer, men de kan ikke regulere dem. Da den ubevidste intelligens har større kompleksitet og informationskapacitet end den normale rationelle bevidsthed, kan den regulere mere omfattende og komplekse strukturer.

Et omfattende subliminalt informationsindtag påvirker som tavs helhedspræget viden vores selvoplevelse og kommunikation. Personlighedens verdenserfaring er i evolutionens løb udviklet i samspil med den økologiske niche. Viden og hukommelse fungerer som dynamiske skemaer og mønstre, der konstant skabes i konkurrence med andre skemaer og mønstre. Dette muliggør flydende grænser mellem bevidsthed og ubevidsthed.

Psyken svinger rytmisk mellem informationsindsamling i den ydre verden og tilbagetrækning til tilstande, hvor den lukker af for ydre impulser. I ændrede bevidsthedstilstande som drømme, afspænding, inspiration, kreativitet og introspektion er psyken befriet for hverdagens mange praktiske gøremål og får et overskud af informationskapacitet. Den fungerer her som et relativt inputløst system, der bearbejder livets mange indtryk. Indtrykkene sammenlignes med tidligere erfaringer og integreres i en ubevidst langtidsplanlægning.

Psyken har en spontan og naturlig tendens til at organisere sig i undersystemer. Disse kan manifestere sig som indre delpersonligheder med større eller mindre bevidsthedsgrad og forskellige, men overlappende hukommelser. Delpersonlighederne danner tilsammen en distribueret intelligens, der kan lagre og håndtere store helhedsprægede informationsmængder på mange niveauer simultant. Undersystemener kommunikerer indbyrdes for at skabe balance og sikre den overordnede helhed.

Den ubevidste intelligens medvirker til personlighedens selvorganisering og selvdannelse, dens "autopoiese". Hvis personligheden belastes ud over sine grænser, fx ved traumatiske begivenheder eller ved en overdreven tilpasning til omgivelserne, trues selvreguleringen, og personlighedsudviklingen vanskeliggøres i kritiske faser.



Personligheden i sin helhed må altså ifølge Vedfelt opfattes som et komplekst, hierarkisk informationssystem.

Systemet er målrettet og kan udarbejde aktiviteter eller planer, inden handlingen finder sted. Det manifesterer sig blandt andet i forudsigelige livsovergange som spædbørnsalder, barndom, pubertet, forældreskab, midtvejskrise og alderdom. Vores genetiske forudsætninger forsyner os således med et beredskab til at møde typiske livssituationer og gennemgå målrettede procesforløb. Vi har ikke noget medført billede af situationen som sådan, men et strukturerende beredskab for at fortolke verden.

Målretning er et antimekanistisk princip. Der er tale om en "præprogrammering", som groft skitserer forskellige operationer, der udføres i en kompleks rækkefølge og korrigeres og kontrolleres med feedback fra den økologiske niche. Udviklingen sker i sekvenser fra primitvit til mere differentieret, fra lavere til højere kompleksitet. Overgangen fra en mindre til en mere udviklet fase indebærer i den kybernetiske forståelse, at et højere niveaus styringssystem kommer til syne i en kreativ proces. Det bliver besat med energi, som tidligere var bundet på lavere systemniveauer. Hermed bliver det muligt for det højere niveau at integrere de lavere niveauer i en ny overordnet struktur, og en differentiering af personligheden kan finde sted inden for den nye ramme.



Men som det allerede vil være fremgået, bruger Vedfelt ordene intelligent og rationelt på en måde der tilslører forskellen mellem de to slags psykiske grundprocesser.

Jeg er bestemt ikke uenig med Vedfelt i at "vores bevidsthed svømmer rundt i et hav af ubevidst information, og at vi registrerer langt mere, end vi normalt gør os klart". Eller i at "det er muligt at udvide sin perception langt ind i den subliminale vidensbase ved at udvikle erkendelsesformer, som adskiller sig afgørende fra rationel erkendelse". Eller i at "Den enkeltes psyke forgrener sig på komplekse måder ind i andre psyker, ikke blot fra jeg til jeg, men i en kommunikation, som omfatter mange familiære, kulturelle og universelt menneskelige lag".

Det betænkelige kommer når han bruger ordene intelligent og rationelt upræcist. Eksempelvis skriver han, at "Hvis der kommunikeres seriøst med drømmenes signaler fra overordnede, selvregulerende niveauer, svarer de på en måde, der virker intelligent, og som på mange punkter giver et bedre overblik over situationen end det, klientens normale bevidsthed kan præstere". Og dette kan da været meget rigtigt, men det berettiger ikke til at kalde den ubevidste instans intelligent, og det er slet ikke rammende. Det ville være langt bedre at kalde selvreguleringsmekanismen for sund fornuft.

Og når Vedfelt skriver, at mennesker kommer i terapi "fordi de rummer modsigelser, som deres rationelle problemløsningsmodeller ikke har kunnet overvinde", og "fordi der er kludder i overordnede og integrerende psykiske funktioner, som selv de skarpsindigste overvejelser ikke har kunne ændre", så er jeg enig, men synes da til gengæld at formuleringerne understreger at de rationelle eller intellektuelle forsøg på løsninger kommer til kort. Og at den ubevidste instans - den sunde fornuft - netop bruger højst irrationelle fremgangsmåder.



Vedfelt beskriver som allerede anført drømme på linie med skabende virksomhed inden for videnskab og kunst, vittigheder og reklame. Og han afviser udtrykkeligt den gængse forestilling, at det ubevidste er ude af stand til at tænke rationelt, idet han dels hævder at det ubevidste håndterer årsag og virkning, tid og rum, forestilling og virkelighed, på suveræn vis, dels gør gældende at "Når drømme bryder med realitetsprincippet, er det for at tilføje nye dimensioner til personens livsopfattelse".

Og så må der også siges fra. For det ubevidste håndterer nok årsag og virkning, tid og rum, fantasi og virkelighed på suveræn vis, men bestemt ikke rationelt. Det håndterer tværtimod disse begreber og sondringer fuldstændigt irrationelt, nemlig ved konsekvent at suspendere dem og give sig de frie associationer fuldstændigt i vold. Det er den helt afgørende principielle forskel mellem rationalitet og irrationalitet, at de første beror på de tillærte sekundærprocesser med alle dets sondringer mellem årsag og virkning, mellem fantasi og virkelighed, mellem subjekt og objekt, mellem fortid, nutid og fremtid samt med alle de logiske konstanter, mens det irrationelle beror på de medfødte primærprocesser der er totalt blottet for disse sondringer. Og det er jo lige præcis på grund af denne forskel at al kreativitet uden forbehold beror på primærprocesserne. Kreativiteten er betinget af at sondringerne ikke lægger bånd på processerne.

Det er af præcis samme grund at drømme bryder med realitetsprincippet og kan tilføje nye dimensioner til personens livsopfattelse: De er ikke bundet af sekundærprocesserne, men kan skabe frie associationer på tværs af realiteterne. Sekundærprocesserne derimod sørger for opretholdelsen af realitetsprincippet, realitetsprøvelsen og dermed den praktiske sædvanevirkelighed vi opretholder livet i. Og det må betegnes som en gåde at Ole Vedfelt - der jo kender Sigmund Freuds drømmeteorier udmærket - ser stort på dennes skarpe skel mellem de to slags psykiske grundprocesser. Forskellen indebærer jo ikke blot en underordnet, 'teknisk' eller 'formel' forskel mellem opfattelsesmåderne, men en helt fundamental forskel i hele følelses- og forestillingslivet: Det er primærprocesserne og udelukkende dem der i kraft af deres helt specielle intensitet sikrer al mening, kvalitet, helhed, enhed og oplevelsesmæssig sammenhæng.



Den væsentligste indvending mod Ole Vedfelt gælder hans afsluttende filosofiske betragtninger. For de forsøger på holistisk vis at skabe en principiel umulig helhedssyntese mellem det bevidste og det ubevidste.

Vedfelt påpeger i nogle afsluttende betragtninger om 'mulighedernes cyberspace', at filosoffer som Aristoteles og Spinoza antog, at der bag det fysiske og det åndeliges tilsyneladende adskilte verdener var en neutral virkelighedsbaggrund. Alkymisterne og de romantiske filosoffer forestillede sig verden som en samlet og sammenhængende levende organisme. Ligeledes var der mange af det 20. århundredes forskere der fra forskellige udgangspunkter følte sig tvunget til at antage eksistensen af en sådan fælles "neutral" grund. Psykoanalytikeren C.G. Jung fx kaldte det værensområde som skulle forene ånd og materie for "det psykoide ubevidste". Atomfysikeren David Bohm antog, at der var en "indfoldet orden" bag den fysiske verdens "udfoldede orden". Kemikeren Ilja Prigogine talte ud fra iagttagelsen af spontant opståede, nye strukturer i systemer, der gennemstrømmes af energi eller stof, om en "ny pagt mellem mennesket og universet". Antropologen Gregory Bateson beskrev mentale processer i naturen forstået således at viden og information ikke blot er knyttet til menneskets bevidsthed, men til alle levende væsener og deres indbyrdes samspil. Og endelig gav biologen Rupert Sheldrake sig af med at forklare ellers uforklarlige aspekter af vækstprocesser i naturen ud fra en teori om formdannende, ikke-materielle felter af information.

Vedfelt understreger udtrykkeligt at en forudsætning for alle disse teorier er "eksistensen af en virkelighedsbaggrund, som overordnet forbinder ånd og materie, og hvor skabende processer tager deres udspring". Og han forestiller sig, at et sådant fælles værensområde er i slægt med og kan være en forudsætning for den ubevidste intelligens i mennesket. "Ligesom det enkelte jeg må fluktuere ind i et indre psykisk rum og foretage modelsimuleringer i inputløse systemer, kunne også naturens formende kræfter have brug for niveauer, hvor det afprøver løsningsmodeller, forudkombinerer sandsynligheder og integrerer påvirkninger fra den manifesterede verden, uden at det får umiddelbare konsekvenser. En sådan enhedsverden kunne være et mulighedernes cyberspace."



Fejlen i al holistisk filosofi ligger i antagelsen af eksistensen af en virkelighedsbaggrund der forbinder ånd og materie. Eksistensen af en sådan virkelighedsbaggrund kan simpelthen ikke påvises, men er og bliver spekulation. Den er også helt overflødig, ja, må betegnes som forfejlet i sit sigte.

Hvad vi derimod kan sige med sikkerhed er at vi som mennesker har to tilgange til virkeligheden, nemlig den ydre (sanselige) og den indre (åndelige) og at disse to tilgange er logisk uforenelige, men nyttige og uundværlige til hvert sit formål. Den ydre tilgang der livet igennem udbygges systematisk gennem sekundærprocessernes udvikling, sikrer 'realitetsprøvelse' og dermed den middelbare tilpasning til det til hver en tid givne biologiske og kulturelle miljø. Den indre tilgang der er bygget på de medfødte primærprocesser (de stærke fundamentalkræfter) sikrer umiddelbar mening, kvalitet, værdi, helhed og sammenhæng. Mennesket kan veksle mellem de to tilgange og dermed sikre både realitetstilpasningen og den kreativitet der muliggør forandring og udvikling.

De to tilgange er imidlertid umulig at knytte sammen i en logisk konsistens syntese - og må derfor betragtes som komplementære i Niels Bohrs forestand. Det besynderlige er imidlertid at Ole Vedfelt ikke kerer sig om Bohr eller komplementaritetsssynspunktet. Han får lige princippet nævnt i bogen 'Bevidsthed' (side 89), men uden at forstå dets radikalitet i det fundamentale brud med determinismens uindskrænkede herredømme i fysikken. Vedfelt nævner udtrykkeligt at Bohr og Einstein var uenige om årsagslovens gyldighed for atomprocesserne, men gør gældende at David Bohm skulle have påvist at der kunne laves en teori der beskrev årsagslove på det kvantefysiske niveau ved hjælp af begrebet ikke-lokalitet, dvs et begreb der strider mod den klassiske fysiks årsagsbegreb. Vedfelt vil altså ikke være ved, at den klassiske fysik når sin grænse i kvantefysikken.

Og dette er præcis kendetegnende for holismen. Man ønsker årsagsloven fastholdt i forsøget på at skabe forbindelse mellem ånd og materie - i stedet for at indrømme at forbindelsen ikke kan påvises og den eneste udvej at dilemmaet derfor er at betragte fænomenerne som komplementære.



Det dobbelt beklagelige i Ole Vedfelts tilfælde er at han som erfaren mand i psykoterapien, drømmetydning og andre eksistentielle områder - med glimrende redegørelser for de muligheder disse solide erfaringsområder giver - ikke vælger en oplysningsstrategi der klart og entydigt undsiger naturvidenskabens forsøg på at forstå og forklare de psykiske og åndelige fænomener, men derimod vælger en strategi der opretholder den holistiske illusion om en logisk forenelighed mellem den naturvidenskabelige og den eksistentielle opfattelse af virkeligheden.

Den komplementære helhedsrealismes konklusion må derfor blive, at det er en dårlig idé at tale om 'ubevidst intelligens' og at Ole Vedfelt - sine øvrige fortjenester til trods - ikke har haft held til at fremme holismens umulige drøm.

Det ubevidste som sådant er ikke en form for intelligens, men det er med til at sikre den meget umetodiske og ikke-mekaniske form for fornuft som hedder 'sund fornuft' og som netop er det fornuftige, konstruktive, fremadrettede, livssikrende, meningsikrende og helhedssikrende samspil mellem det bevidste på den ene side og det ubevidste, det underbevidste og det kollektivt ubevidste på den anden side som vi begge har tilgang til og med fordel kan betragte som ægte komplementære fænomener der aldrig vil kunne forenes i en logisk konsistent teori, men vedblivende må fastholdes i deres meget givende og dynamiske modspil.

Jan Jernewicz



Henvisninger:

Links til:

Vedfelt-instituttet

Litteratur:

Ole Vedfelt: Ubevidst intelligens. Gyldendal. 2000).
Ole Vedfelt: Bevidsthed. Bevidsthedens niveauer. (Gyldendal. 1996)
Erling Jacobsen: De psykiske grundprocesser. (Berlingske Leksikonbibl. 1968 og 1971)

Jes Bertelsen: Energi og bevidsthed. (Borgen. 1984)
Jes Bertelsen: Dybdepsykologi I-IV. (Borgen 1978-83)
Stanislav Grof: Fremtidens psykologi. Den moderne bevidsthedsforsknings perspektiver. (Borgen. 2001)
Tor Nørretranders: Mærk verden. En beretning om bevidsthed. (Gyldendal. 1991)
Dan Zahavi: Fænomenologi. (Roskilde Universitetsforlag. 2003)

Espen Dietrichs og Leif Gjerstad: Vor fantastiske hjerne. (Akademisk forlag. 1997)
Lone Frank: Den femte revolution. Fortællinger fra hjernens tidsalder (Gyldendal. 2007)



Relevante artikler på Jernesalt:

Sjælen  kapitel af   'Jernesalts 2009-filosofi'

De psykiske fundamentalkræfter  (2.4.09.)
De psykiske grundprocesser
Jeget og selvet
Selvet - sjælen - ånden
Det kollektivt ubevidste og dets fundamentale eksistensværdi
Holismen en umulighed i dag

Sjæl og hjerne
Hjerne og sjæl

Religion som emergent fænomen i biologien  (24.12.09.)
Åndsfænomenet i naturen  (10.7.10.)
Roskildefestivalen som åndsfænomen af kultisk dimension  (12.7.10.)

Hvad skal vi dog med spiritualitet i erhvervslivet?  (20.3.10.)
Hvorfor lade sig skræmme af det irrationelle?  (7.3.10.)
Det romantiske som åben føling med det kollektivt ubevidste  (26.05.08.)

Kan alle vore forestillinger dekonstrueres?  (25.04.08.)
Sprogpsykologisk aksiom
Sproget og virkeligheden
Humor og virkelighed
Humormennesket Storm P.  Ny vurdering af den store kulturpersonlighed(31.5.05.)



Artikler om Samfund
Artikler om Psykologi
Artikler om Erkendelse
Artikler om Eksistens
Artikler om Religion
Artikler om Sekularisering



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Helhedsrealismen
De psykiske grundprocesser
Konsistens-etikken



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal