Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - Sjæl og hjerne

ARTIKEL FRA JERNESALT - 2.6.02


Sjæl og hjerne

Aldrig så snart var ‘Hjerneåret 1997' indledt, før den gamle debat om sjælens relation til legemet blussede op igen. Fortalerne for sjælens absolutte autonomi tog afstand fra forsøg på at finde sammenhænge mellem sjæl og legeme og specielt fra den aktuelle hjerneforsknings ellers veldokumenterede påvisning af, at de menneskelige tanker og følelser kan lokaliseres til bestemte områder af hjernen. Den slags stempledes som positivistisk reduktionisme, hvis yderste konsekvens er postulatet om, at sjælelivet er et simpelt produkt af legemlige eller materielle fænomener, og at al tale om sjælen i grunden er uvidenskabelig.

Bag hele denne ideologiske strid står Descartes' ulyksalige postulat om, at der er to slags substans i verden: det legemlige, der har udstrækning og kan måle og vejes - og det sjælelige, der er uden udstrækning og følgelig er uhåndgribeligt. Men på trods af, at filosofferne på baggrund af atomfysikken for længst har erkendt, at denne absolutte dualisme er et uholdbart produkt af ren abstraktion, idet vi fra den praktiske erfaring ikke kender stof uden energi eller energi uden stof, så bliver den ved at husere som et spøgelse, der forhekser forstanden hos mange.

Det forekommer nu, at de rabiate positivister og deres mest anti-positivistiske modstandere er lige langt ude i tomme postulater. Vi kommer ikke videre i en fælles fornuftig erkendelse, hvis vi fastholder Descartes' dualisme som udgangspunkt.

Men der gives også en tredje mulighed: komplementaritetens.

‘Hjerneåret' var en god idé. Det var gavnligt at få bred og solid oplysning om den nyeste hjerneforskning, fordi den er nået forbavsende langt de senere år, og fordi dens resultater har stor praktisk nytte. Hjernelidelser er ikke en perifer forekomst i befolkningen. Hjernebeskadigelse ved trafikulykker og blodpropper rammer mange mennesker, og det samme gør demens og Parkinsons og Alzheimers sygdomme - for ikke at tale om genetisk betinget depression og skizofreni. Ethvert forskningsmæssigt fremskridt til behandling og forebyggelse af disse lidelser er ubetinget et gode. Det er tilmed spændende at høre om.

Problemet kommer først, når hjerneforskerne og deres formidlere forgriber sig på det sjælelige, og fx stiller spørgsmålet om psyken ‘bor' i hjernen, om det ubevidste ‘findes', eller om en tanke kan ‘ses', således som det skete i et aktuelt foredrags-tilbud fra Københavns Amt under den ligeledes vildledende titel ‘Tag med på opdagelsesrejse i dit indre rum' (den fysiske hjerne er ikke et indre rum) . Initiativtagerne var sikkert velmenende forskere i kompagniskab med ligeledes velmenende, men måske lidt for smarte reklamefolk, men tingene var her blandet sammen på lige præcis den uheldige måde, der viste at bagmændene intet har fattet af sagens erkendelsesteoretiske side.

Det er rimeligt nok at antage, at der er en eller anden form for korrelation mellem følelser og tanker på den ene side, og det der foregår i hjernen på den anden side. Det er faktisk den eneste fornuftige arbejdshypotese i den lægevidenskabelige forskning, hvis forskerne ellers skal holde fast i det strenge naturvidenskabelige verifikationskrav.

Men det er naivt at gå ud fra, at forskningen - uanset hvor fine instrumenter der efterhånden vil blive udviklet - nogensinde skulle blive i stand til at se den enkelte tanke eller den enkelte følelse i hjernen og følge dens udspring og dens videre vej - eller blive i stand til at konstatere eksistensen af det ubevidste eller psykens ‘bolig' eller ‘sæde'. - Ikke engang i atomfysikken kan man følge den enkelte partikels bane, men alene den statistiske sandsynlighed af den. Og dette skyldes vel at mærke ikke instrumenternes ufuldkommenhed, men den iboende ubestemthedsrelation mellem et fænomens impuls og dets sted, kombineret med en uhyre følsomhed over for påvirkning ved iagttagelse. Allerede ved at gå fra fysikken til biologien mangedobles vanskelighederne. Og i psykologien bliver de så astronomisk store, at kun det glade vanvid kan forlede nogen til at tro på, at tanker og følelser - for slet ikke at tale om sjælen som helhed - nogensinde vil kunne iagttages og måles ad instrumental vej. Det kan da heldigvis også konstateres, at førende hjernespecialister er nøgterne nok til ikke at lade sig føre ud på dén galej.

Al indsigt i sjælelivet beror nu som altid på introspektion. Hjerneforskningen (eller naturvidenskaben som sådan) vil aldrig bringe os til forståelse af sjælelivet eller åndslivet. Og dette har nogle særdeles vigtige eksistentielle konsekvenser.

For det første betyder det, at naturvidenskaben intet kan sige om meningen med tilværelsen eller universet.

Naturvidenskaben tilstræber størst mulig værdifrihed i såvel sin iagttagelse af tingene som i sine konklusioner om dem. Den har nok en klar interesse i sin forskning, og der kan være forbundet særdeles stor glæde og varme følelser med selve processen, men resultaterne fremlægges som kolde kendsgerninger.

Den menneskelige eksistens derimod består i det modsatte, nemlig i at tilstræbe størst muligt ‘værdiopladning' af tilværelsen. Det der naturvidenskabeligt set er døde ting tillægges værdi og mening ved at komme ind under personlig behandling og omsorg. Et hus der objektivt set bare består af sten, mørtel og tømmer m.v., bliver til et hjem, når det tages i brug med personligt bohave til personlige formål, og når man har fundet sig tilrette i det. - Et arbejde, man kan engagere sine følelser, kreativitet og organisationstalent i, får personlighedsværdi til forskel fra det fremmedgørende slavearbejde, man er tvunget til at udføre - måske ovenikøbet til sulteløn og med nedbrydning som direkte formål. - Lydbølger, der objektivt set ikke er andet end frekvenser og amplitude, kan blive til store musikoplevelser i åbne, resonante menneskesind - og i bedste fald vise vej til det Peter Bastian kalder menneskets ‘væsenskerne'.

For det andet betyder det, at naturvidenskaben aldrig kan erstatte kærlighedslivet, musikken, kunsten, filmen, digtningen, religionen eller mytologien m.h.t. at påpege, genopfriske og bekræfte meningen med tilværelsen. Og en sådan bekræftelse har vi til stadighed behov for.

Meningen beror nemlig ikke på teorier eller postulater, endsige på mere eller mindre tvivlsomme hypoteser, men på direkte subjektiv oplevelse og erfaring. Og den slags oplevelse og erfaring kommer i et menneskes udviklingsforløb endda længe før den rationalitet, som videnskaben er en systematisk udvikling af. Meningen i betydning oplevelsen af at være havnet i en ordnet verden af lys og varme, hvor der er kærlige mennesker til at tage sig af en, den er den første erfaring af alle - både individuelt og kollektivt, og den er derfor naturligt nok blevet besunget i alle mytologier og megen senere digtning. Barnets første smil er ikke alene et sikkert tegn på, at der er ‘nogen hjemme' i knoppen på barnet, men tegnet på, at det varmer sig ved eller fryder sig ved at genkende de nærmeste om sig. Det er dermed selve tegnet på den tillid og det håb, som efter Erik H. Eriksson's mening er det afgørende karakteristikum for spædbarnets normale psyko-sociale udvikling.

I nordisk mytologi drejer ‘meningen' sig om forskellen mellem ‘Midgård' og ‘Udgård'. Men den er principielt af før-sproglig art, beroende på det der siden Freud er kaldt primærprocesserne, som legemligt hænger sammen med den ældste del af centralnervesystemet, den instinktive del, som vi har fælles med højerestående dyr. Disse processer er kendetegnet af mangel på skel mellem subjekt og objekt, mellem fortid, nutid og fremtid, og mellem fantasi og virkelighed. Alt er ét, alt hænger sammen - som også mystikerne véd. Erfaringen er nemlig ‘mystisk' i sin art, men den er samtidig den vi alle eksistentielt lever på resten af livet. Den er derfor alt andet end naiv eller barnlig. Den er det værdifuldeste i os, det der gør os til hele mennesker, og derfor også det der bevirker, at vi må agte selv de evnesvage og intellektuelt dårligt udrustede individer som sande og fuldgyldig mennesker.

Naiv er derimod fx naturvidenskabsmænds forsøg på at bilde os ind at ‘The Big Bang' for 15 mia år siden har nogetsomhelst med ‘verdens skabelse' i mytologisk forstand at gøre. Den er teori er den, god og spændende teori, bevares, for den kan bringe forskningen videre i dens muligvis illusoriske, men uden tvivl lærerige forsøg på at forene kvantemekanikken og relativitetsteorien i en ‘Stor Forenet Teori'. Men Verdens eller Midgårds skabelse er den vi eksistentielt oplever hver eneste morgen, når solen står op over vores grønne klode, eller den vore forfædre i ‘tidernes morgen' første gang blev sig bevidste om.

Naivt er ligeledes naturvidenskabsmænds påstande om, at eventuel erfaring af liv på andre planeter skulle forrykke menneskets placering i universet. Selvfølgelig gør den ikke det, for ligegyldigt, hvor meget liv der eventuelt måtte blive konstateret andre steder i universet, og som vi eventuelt måtte komme i kommunikation med, så vil jorden (Midgård) vedblive at være menneskets eksistentielle udgangspunkt for iagttagelse af resten af universet.

Vi ved alle, at jorden er en kugle, der roterer om sin egen akse og roterer omkring solen, men ingen der bevæger sig rundt på vor klode - til fods eller i racerbil - oplever andet end, at jorden er flad, at det er solen der bevæger sig hen over himmelhvælvingen, og at solens højde på denne hvælving svinger med årstiderne. Naturvidenskaben gør intet fra eller til i denne henseende.

For det tredje betyder introspektionens monopol på indsigt i sjælelivet, at det naturvidenskabelige hjernedødskriterium ikke kan accepteres som kriterium for sjælens død. - Hvad der kan accepteres, er alene, at hjernens død betyder, at der ingen vej er tilbage til liv og sundhed; videre behandling er formålsløs og bør standses. Men et menneske er ikke afsjælet, før hjertet er holdt op at slå, øjnene er 'bristede', og kroppen er blevet kold. Organtransplantationer, der forudsætter indgreb i et døende menneskes krop mellem hjernedød og hjertedød, er derfor uacceptable for enhver der betragter hjertedøden som eneste kriterium for afsjæling. Og det er en hån mod folk af denne opfattelse at tillade sundhedsvæsenets personale at lægge pres på pårørende til døende mennesker med henblik på at overtale dem til organdonation.

Nu lever vi imidlertid i en sekulariseret tid og er dybt påvirket af det naturvidenskabelige syn på tingene, herunder ikke mindst af den frigørelse fra kirkelig dogmatik og autoritet som naturvidenskaben har medført siden renæssancen, og som synes fuldbyrdet i den vestlige verden i dette århundrede. Så spørgsmålet melder sig, om sekulariseringen da ikke er et gode og om den ikke vil og bør fortsætte.

Jeg mener jo, men under den klare forudsætning, at sekulariseringen forstås på rette måde. Frigørelse fra den kirkelige dogmatik og organisation med deres ulyksalige tendenser til at kræve underkastelse under pavelig eller anden autoritet er ubetinget et gode, for den er udtryk for åndsfrihedens sejr over magtmisbrug. Ånd udfolder sig nu engang kun i frihed.

Men at smide meningen med tilværelsen, erfaringen eller oplevelsen af værdiladetheden i vores eksistens ud med den kirkelige dogmatik eller anden metafysik er både unødvendigt og tåbeligt - og årsag til megen unødig eksistentiel og moralsk forvirring og frustration.

Sekulariseringen er ensbetydende med en systematisk udbygning af de sekundære psykiske grundprocesser, der er knyttet til hjernebarken, og indbefatter evnen til at skelne mellem subjekt og objekt, mellem fortid, nutid og fremtid og mellem fantasi og virkelighed. Disse psykiske processer er beroende på kemiske processer i centralnervesystemet, der gør det muligt at knytte stabile, men relativt svage følelsestoner eller -kvanter til tingene, lydene, duftene og de øvrige sansekvaliteter. Disse processer gør det alt i alt muligt for et menneske at opfatte den fysiske omverdenen stadig mere nuanceret og korrekt og er derfor af uvurderlig betydning for al realitetsprøvelse.

Men evnen til at opleve mening og værdiladethed beror på de psykiske primærprocesser, der som nævnt er knyttet til den ældste, mest primitive del af hjernestammen, og som er kendetegnet af ustabile, men ofte meget intense følelsestoner. Disse kendes ikke alene fra stærke smerter eller stærke aggressioner, men også fra store ophøjede, kunstneriske, orgastiske eller ‘religiøse' følelser. Og heraf kommer det, at det ikke går an - i iveren for at være rationelle og fornuftige mennesker - at kaste vrag på primærprocesserne. For det er dem, der bærer oplevelsen af meningen med det hele.

Ret forstået er sekulariseringen således en konsekvent afvisning af Descartes' dualistiske syn på forholdet mellem sjæl og legeme til fordel for en komplementær helhedsrealisme der uden at forudsætte nogensomhelst metafysiske antagelser - såsom tro på to substanser i universet eller eksistensen af overnaturlige, ikke-empiriske kræfter - fastholder det naturvidenskabelige perspektiv på tingene og det åndelige perspektiv på eksistensen som lige berettigede, lige nyttige og lige uundværlige, men vidt forskellige; nyttige til hver sine formål, men principielt uforenelige.

Den før-sproglige ‘genstandsbevidsthed' (som vi deler med dyrene) er forudsætningen for skellet mellem subjekt og objekt og dermed for al objektivitet. Men det ejendommelige og meget uheldige er, at vi i begejstringen for denne objektivitet ofte glemmer, at meningen med tilværelsen findes eller plejes et helt andet sted i det psykiske, nemlig i det irrationelle.

Jan Jernewicz



Henvisninger til Jernesalts egne artikler:

Oversigter over artikler om Samfund  (se iøvrigt linkene i venstre ramme)
Oversigter over artikler om Eksistens  (se iøvrigt linkene i venstre ramme)
Oversigter over artikler om Sekularisering  (se iøvrigt linkene i venstre ramme)



Redaktion
Program
Essays
Emneindex
Personindex



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Helhedsrealismen
De psykiske grundprocesser
De psykiske fundamentalkræfter
Konsistens-etikken
Livskvalitet (fire artikler) (2002-03)
Ontologi-serie (tolv artikler) (2010)
Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007)



Jernesalts 2009-filosofi
Forord  -   Begreber og aksiomer  -   Krisen ved årsskiftet 2008/09  -   Verdensbilledet 2009
Livet  -   Mennesket  -   Sjælen  -   Sproget  -   Samfundet  -   Overordnede politiske parametre
Udfordringen  -   Helhedsrealismens advarsler  -   Helhedsrealismens anbefalinger  -   Efterskrift

Religion som emergent fænomen i biologien  (28.12.09.)



Værdimanifest (fra 2003))
Værdimanifest i forkortet udgave
Sagregister til værdimanifest
Per Seendemands rubrik (fra 2005)
Jens Vrængmoses rubrik



Til toppen    Til forsiden    Printversion   
utils postfix clean
utils postfix normal