Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - aandsfaenomenet

ARTIKEL FRA JERNESALT - 10.7.10.


Åndsfænomenet i naturen

Ånd og natur sættes oftest over for hinanden som diametrale modsætninger af uforenelig art. Derfor tales om åndelige fænomener over for sanselige eller verdslige og tidligere endda også om 'åndsvidenskab' over for naturvidenskab. Men som det allerede fremgår er der sprogligt en tendens til at gøre det naturgivne synonymt med det sanselige og derfor med det målelige der alene gør eksakt videnskab mulig, mens det åndelige næsten automatisk får karakter af noget uhåndterligt og oversanseligt for ikke at sige noget overnaturligt eller 'metafysisk'. 'Åndsvidenskab' er i dag et nedsættende udtryk der ikke længere kan bruges i betydningen humaniora, men simpelthen betegner pseudovidenskab som fx kosmologien, spiritualismen eller teosofien. Englænderne har slet ikke et tilsvarende ord, mens tyskerne fortsat kan bruge 'Geisteswissenschaft' som samlebetegnelse for videnskab om kulturelle fænomener i bred forstand, herunder også de sociale og politiske fænomener. 'Metafysik' er et ord der bør undgås, simpelthen fordi det er for tvetydigt, det kan både betyde det der kommer efter fysikken (det var den betydning det havde hos Aristoteles), men også betyde det der ligger uden for naturen. Og den sidste betydning er fundamentalt i strid med Jernesalts filosofi.

Modsætningen mellem ånd og natur har ført til en opsplitning i kulturen mellem på den ene side alt det der omfatter fysiske eller materielle ting, og som har ført til udvikling af praktiske og nyttige fænomener som landbrug, håndværk, teknik, teknologi og naturvidenskab. I det historiske perspektiv har dette givet den lineære udvikling vi forbinder med fremskridt, og som har ført den vestlige verden til stigende velstand, om end med svingninger der skyldes noget så forbandet irrationelt som finanskriser. På den anden side har vi alt det der ligger uden for fysikken og som er uendeligt broget, kompliceret, svært bestemmeligt og unyttigt så som kunst og sport, musik og dans, fest og kult, erotik og humor, altså alt det der fylder rigtigt meget i alle menneskers, ikke mindst alle unges liv, ja, som giver livet den subjektive kvalitet vi kalder 'mening' og 'intensitet', men som alle verdslige og finansielle magthavere ser som overflødigt tidsfordriv og derfor helst vil have under kontrol eller minimeret til det mest uskyldige, når nu folk ikke kan tvinges til at opføre sig forstandigere.

Den britiske forfatter og videnskabsmand C.P. Snow (1905-80) påpegede i 1959 en kløft mellem to kulturer i forbindelse med den naturvidenskabelige revolution og advarede mod de farlige konsekvenser i globalt perspektiv af den klassisk-humanistiske traditions nedvurdering. På linje hermed, men dog mere dybtgående finder man hos etologen Konrad Lorenz (1903-89) et decideret kulturopgør. Han overførte sine erfaringer med dyrene til studiet af menneskets socialadfærd, og forsøgte med bøger mellem 1963 og 1983 fuldt bevidst at sprænge de gængse faggrænser og indlade sig på en tværfaglig vurdering af menneskets adfærd og samfundsproblemer. Men det taler fagfolk helst ikke om. De fleste af dem er hunderædde for at begive sig ind på felter, hvor de snævre naturvidenskabelige kriterier begynder at blive usikre og utilstrækkelige, fordi de har med ånd at gøre. Men Lorenz forstod at ånd var et centralt fænomen inden for naturens rammer. Han vendte sig mod såvel den gængse realisme som den gængse idealisme. Den første er sig ikke bevidst, at det reflekterende menneske selv er et spejl, og den sidste vender den reale verden ryggen. For Lorenz må en reflekterende selvudforskning af den menneskelige kultur tage højde for at både refleksionen og det tilgrundliggende fysiologiske apparat er udviklet i tilpasningen til den virkelighed der er under stadig evolution. Lorenz betragtede sig som professionel kausalforsker, men hans forskning førte ham til dyb forståelse af begejstringens og dermed aggressivitetsdriftens intense åndskarakter - og det var noget provokerende nyt.

Problemet er og bliver dog at kausalforskningen ikke får afsløret den forhekselse af forstanden der fører videnskaben ud i katastrofal ensidighed medmindre den opdager de grundliggende fejldefinitioner i filosoffernes begreber.



Den store skurk var Immanuel Kant (1724-1804) der indførte den fatale sondring mellem 'noumenon' og 'fænomenon', dvs mellem på den ene side de åndelige forhold i verden som efter hans mening ikke kunne måles og derfor unddrager sig egentlig videnskabelig behandling og på den anden side de sanselige fænomener der ligger inden for erfaringens og erkendelsens rammer. Men vel at mærke placerede Kant alle dynamiske fænomener under kategorien 'noumenon', hvad der indebærer at alt det spændende i tilværelsen holdes uden for erkendelsen. Hans sondring hænger nøje sammen med René Descartes' definition af det legemlige som det rumligt udstrakte og det åndelige som det ikke-udstrakte, for her ligger kimen til den katastrofale mystificering af hele den halvdel af menneskelivet som er dynamisk, komplekst og irrationelt og som i allerhøjeste grad er daglig erfaring for alle almindelige mennesker med sund fornuft. Men Descartes og Kant definerede de dynamiske og irrationelle fænomener som principielt uerkendeligt, ene og alene fordi de ikke kunne måles med fysikkens alen.

Det katastrofale ligger i at filosofien fik held til at gøre disse vilkårlige og fejlagtige antagelser til nærmest urokkelige sandheder lige til midten af 1900-tallet, hvad der igen betød at naturvidenskaben der i princippet bygger på fysikkens love kom til at tegne sig for teknologiens store succes i det nye industrisamfund, mens filosofien og de humanistiske fag i højere og højere grad gled ud i tom spekulation eller tom æstetik - hvorimod folkelivet blev præget af følelser, sentimentalitet, vækkelser og sværmerier eller med ét ord romantik. Et ord der følgelig blev samlebetegnelse for alt det oplysningstidens og erhvervslivets rationalister og bedsteborgere foragtede. Eliten idealiserede oplysningstiden og afsvor romantikken. Georg Brandes dukkede op og forlangte debat om samfundsproblemer i både dramaer og romaner. Samtidigt undergravede darwinismen kirkens gamle trossætninger med det resultat at kirken i almindelighed tabte terræn blandt såvel borgere som arbejdere og stort set kun overlevede i kraft af en spidsfindig teologi der trak på den intellektuelle Søren Kierkegaards paradoksmageri. Tro blev - i strid med al religiøs tradition og sund fornuft - en tro på paradokser, som den er forblevet det den dag i dag her i landet, takket være Tidehvervs skarpe hjerner.

At kirken i denne radikalt intellektualiserede udgave er gået bag af dansen, skal ikke beklages. Den fortjener ikke bedre, når den vælger at fastholde uholdbare dogmer. Det fatale er imidlertid at den egentlige åndskraft der ligger i den ikke-dogmatiske, dvs den mytiske tænkning og som de folkelige vækkelser i bredeste forstand trak på i årtier forsvandt fra det almene gudsforhold for at gå over til specielle former for afgudsdyrkelse i ideologierne, sports-, krops- og sexdyrkelsen eller den æstetiske underholdning og stjernedyrkelse. Enhver helhedsopfattelse blev enten undertrykkende ideologisk systemtænkning eller fritsvævende digtning af mere eller mindre fantasifuld og overtroisk art. Selv Brandes' fremskridtstro endte efter 1. verdenskrig i æstetik og heltedyrkelse.



Det er derfor ikke uforståeligt at historikeren Dan Ch. Christensen benytter sit fortræffelige og utroligt smukke tobindsværk om fysikeren og filosoffen H.C. Ørsted til et angreb på Georg Brandes og hans patent på 'det moderne gennembrud'. For dette gennembrud skyldtes ikke Brandes, men simpelthen naturvidenskaben som sådan. Modsat hvad Christensen mener, så kan man blot ikke specielt tillægge en forsker som Ørsted æren for gennembruddet, selvom han ikke nøjedes med snæver eksperimentalfysik, men dristede sig til at forbinde naturvidenskab med kunst og religion, ja med hele det dynamiske aspekt i tilværelsen. For i virkeligheden lå hele Ørsteds projekt uden for empirisk fysik og var reelt et holistiske projekt der var lige så umuligt som alle andre holistiske projekter, jf. artiklen Holismen en umulighed. Ørsted holdt nemlig fast ved Kants begreber og definitioner og dermed på den helt uholdbare antagelse at dynamikken i tilværelsen - det helt fundamentale energetiske i både den fysiske og den psykiske natur - var principielt umåleligt og uerkendeligt. Men dette indser Christensen desværre ikke. Og han kan derfor heller ikke se behovet for at gå nye veje.

Visse naturvidenskabsfolk tror at naturvidenskaberne skal styrkes frem for alt andet - og fire af dem, repræsenterende fire forskellige højere læreanstalter, kunne derfor fornylig i en kronik i Politiken med udtrykkelig, men misforstået henvisning til Ørsted og hans store projekt oplyse at de var gået sammen om at etablerede det største tværgående, fælles strategiske miljø i Danmark på området. Kronikken kom - som det vil fremgå af Jernesalts artikel Skolen for livet - samtidigt med at Folkeskolens Rejsehold fremlagde sine anbefalinger til en opstramning af folkeskolens undervisning. Generelt gælder at de ikke-attraktive (ikke-sexede) naturfag såvel som forskningen skal styrkes hvis Danmark skal kunne følge med i konkurrencen. Men kronikørerne fortier fuldstændigt, at Ørsteds projekt ikke gjaldt den anvendte videnskab eller teknologiske landvindinger, men helhedsfilosofien. Og derfor er der grund til at understrege, at hvis Ørsted skal bruges til noget i dag, så er det til at klargøre for os hvor og hvorfor han tog så grundigt fejl.

Dan Ch. Christensen kalder Ørsted for 'Naturens tankelæser', for han godtager at det er muligt for helhedsbevarende naturfilosofis skyld at identificere naturens love med den menneskelige fornuftslove og i sidste ende med de guddommelige love, men dette er ikke naturvidenskab, det er antropomorfisme eller panteisme. Den rette betegnelse for den dristige Ørsted er 'Naturens tankeindlæser' - han lagde noget fornuftigt og dermed yderst menneskeligt ind i naturen og forstod ikke at menneskets fornuft (ånden) var noget fuldstændigt nyt i evolutionen, med andre ord et emergent fænomen i biologien der forandrer naturen på jordkloden fuldstændigt ved at skabe kultur med hvad dertil hører af frihed som følge af muligheden for at kunne skelne mellem sandt og falsk, godt og ondt, smukt og grimt - og ansvar som følge af et indre konsistenskrav om at sørge for overvægt af det gode i livet.

Hvad det derfor gælder om at forstå i dag er at ånden som et emergent fænomen i biologien ikke kan reduceres til fysiske årsager der følger simple, principielt deterministiske love, men må tages i sin egenart som noget nyt i biologien der aldrig har været der før og som kun har kunnet fremkomme på jorden fordi livet er kendetegnet af en uforklarlig tendens til grænseoverskridelse, der netop hos mennesket har fundet et højdepunkt med et nervesystem der har bevidsthed om sig selv.



Hvad der er brug for i dag til en fuld forståelse af menneskets rolle i evolutionen og historien er derfor en erkendelsesmæssig tværfaglighed der inddrager de åndelige eller kulturelle fænomener på lige fod med de materielle, nyttige og naturvidenskabelige fænomener uden forsøg på at reducere de ene slags til den anden eller forklare den ene slags med den anden, og hertil kan kun bruges Bohrs komplementaritetsynspunkt fra kvantemekanikken. Det materielle (eller tingslige) og det åndelige (eller psykisk-energetiske) må ses som komplementære til hinanden og skal derfor behandles som sideordnede i eksistensen. Eller sagt med andre ord: Der er to forskellige tilgange til de empiriske fænomener, nemlig tilgangen til den rationelle, praktiske, objektive og videnskabelige og tilgangen den irrationelle, kreative, subjektive og eksistentielle. De er logisk uforenelige, men de er gode og nyttige til hver sit formål - og kan ikke undværes. De kan tilmed knyttes sammen via Bohrs korrespondensprincip. Det åndelige svæver ikke frit i himmelrummet, men er stedse knyttet til fysiske legemer i form af menneskekroppe, vel at mærke i flertal. Det åndelige kan rent forståelsesmæssigt ses i analogi til Ørsteds elektromagnetiske kræfter der danner felter af energier som har sine særlige love.

Men det er også nødvendigt at ændre den gængse sondring mellem fornuft og følelser til en tidssvarende sondring mellem svage og stabile tænke-føle-mindsteenheder og intense, men ustabile tænke-føle mindsteenheder, dvs erstatte den ordinære og alt for nemme overfladepsykologi, med en tidssvarende dyberegående 'kvantepsykologi'. Der findes i psyken to fundamental kræfter der meget ligner fysikkens, nemlig den svage psykiske fundamentalkraft og den stærke psykiske fundamentalkraft.

Ørsted (og alle andre holister/panteister) tager fejl når de taler om 'ånden i naturen' og dermed indlægger en højere (læs guddommelig) fornuft, mening eller plan i naturen, evolutionen og historien, for dermed lægger de blot menneskelige egenskaber ind i naturen på antropomorfistisk vis. Og det er ikke videnskab - og det tager slet ikke højde for den fundamentale og afgørende kendsgerning at al nøgtern erkendelse og al videnskab må se i øjnene, at al helhedsbetragtning af tilværelsen eller universet beror de ustabile, men ofte intense primærprocesser, mens al nøgternhed og objektivitet beror på de stabile, men til gengæld ret vage sekundærprocesser. Begge er uundværlige i den menneskelige eksistens, fordi kreativitet og helhedssyn såvel som empirisk viden og nøgternhed er nødvendige for etik og samfundsliv.

Det er af erkendelsesmæssige grunde håbløst umuligt at søge en højere fornuft i naturen. Det er derimod nødvendig fornuft at se åndsfænomenet som en del af naturen - og handle ansvarligt derefter ud fra komplementaritetssynspunktet, korrespondensprincippet og konsistensetikken.

Til fænomenet ånd hører også humoren og tragedien: Selv de mest rationelle mennesker får sjældent deres vilje; heldet følger de ukontrollerede; og vi narre kan se det hele som én stor guddommelig komedie.

Åndsfænomenet er en del af naturen, men dette er slet ikke forstået tilstrækkeligt i den almene oplysning eller dannelse som er herskende, for her fokuseres der fortsat alt for meget på de fysiske fænomener og fundamentalkræfter og alt for lidt på de psykiske fænomener og fundamentalkræfter. Derfor vil denne artikel blive fulgt op af en artikel om de psykiske energier, for uvidenheden om disse er stor.

Jan Jernewicz



Henvisninger:



Relevante artikler på Jernesalt:

H.C. Ørsteds dristige, men umulige naturfilosofi  (Essay - 23.5.10.)
Skolen for livet - eller for erhvervslivet?
- Skolerejseholdets bud - Falsk Ørsted-fortolkning - Jernesalts alternativ
  (8.6.10.)

Status over Jernesalts ottende år  (6.6.10.)
Manifest 2010 om tidssvarende eksistentiel dannelse  (3.6.10.)

Jernesalts 2009-filosofi  med bla. følgende kapitler:
- Forord - Begreber og aksiomer -  Eksistensen -  Verdensbilledet -  Livet -  Mennesket

Virkelighed - artikelserie om menneskets virkelighedsopfattelse  med kapitlerne:
Fysikken og virkeligheden -  Niels Bohr filosofi og dens konsekvenser

Religion som emergent fænomen i biologien  (28.12.09.)
Holismen en umulighed i dag
Det romantiske som åben føling med det kollektivt ubevidste  (26.05.08.)
Romantikken ifølge Rüdiger Safranski
Grundtvig som mytisk kristen og profet
H.C. Andersens angst for det kvindelige  (2.4.05.)
Georg Brandes og hans dybt inkonsistente radikalisme
Vurdering af det 20. århundrede

Kan moral begrundes?  (Erling Jacobsens moralfilosofi)
Etik og eksistens

Biosemiotismen kontra helhedsrealismen (II)
Anden del af kritik af Jesper Hoffmeyers filosofi
  (9.12.09.)
Biosemiotismen kontra helhedsrealismen (I)
Første del af kritik af Jesper Hoffmeyers filosofi
  (5.12.09.)



Artikler om Samfund
Artikler om Psykologi
Artikler om Erkendelse
Artikler om Eksistens
Artikler om Religion
Artikler om Sekularisering



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Helhedsrealismen
De psykiske grundprocesser
Konsistens-etikken



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal