Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - holisme

ARTIKEL FRA JERNESALT - 7.4.05.


Holismen en umulighed i dag

- Verden og eksistensen er komplementære fænomener

Indledning
Kuhns idé om paradigmeskift
David Bohms indfoldede orden
Paradigma og Ib Ravn
Cartesianismens forhekselse
Helhedsdrøm, mystik og new age
Peter Zinkernagel
Helhedslængslens psykologi
Den komplementære helhedsrealisme
Henvisninger



Indledning   
Til toppen    Næste

Da den 'helhedsrealisme' som Jernesalt har lanceret let for en umiddelbar betragtning kan opfattes som en form for holisme, skal det indledningsvis slås fast, at dette absolut ikke er holdbart.

Holisme er overordentligt mange ting. Men med udgangspunkt i det faktum at ordet etymologisk kommer af det græske ord ‘holos', der betyder hel, kan holisme i første omgang oversættes ved 'helhedstænkning', et ord der rammer noget væsentligt om fænomenet, men alligevel er for bredt som begreb.

Selve betegnelsen 'holisme' skal være indført af en sydafrikansk politiker og videnskabsmand ved navn Jan Christiaan Smuts, der i bogen 'Holism and Evolution' (1926) slog til lyd for holismen som en ny, videnskabeligt baseret verdensanskuelse. Han hævdede både at organismen er mere end summen af delene, og at den universelle evolution beror på fremkomsten af helt nye enheder eller helheder (emergens). Begge dele er rigtige og stadigt relevante anskuelser. Men begrebet blev siden udvidet betydeligt, ja, kom på mode - og så gik det galt.



Idéhistorisk er holismen en afvisning af såvel reduktionismen som dualismen.

Hovedsynspunktet - som man kun vanskeligt kan erklære sig lodret imod - er, at helheder som organismer, organisationer eller samfund ikke kan forstås som summen af deres dele, men kun som selvstændige enheder. Deres egenskaber kan følgelig ikke reduceres til delenes egenskaber, men må tværtimod forstås i deres fulde og uopløselige interaktion mellem helheden, delsystemerne og omverdenen.

Eksempelvis er en organisme som mennesket mere end summen af kød og blod og nerveceller; der indgår et energetisk aspekt som kommer til udtryk i det specifikke, men uforklarlige bevidsthedssystem. En organisation som en erhvervsvirksomhed er mere end summen af bygninger, maskiner, penge og personale; også den er bestemt af et energetisk aspekt, som man kan kalde dens kultur eller ånd, og som er afgørende for dens overlevelse og udvikling, men ikke endegyldigt kan defineres. Og et samfund er mere end summen af individer; den er et folkeligt, kulturelt, religiøst og i visse tilfælde et nationalt fællesskab af organisk og dynamisk og til syvende og sidst irrationel karakter. Ja, selv et ords eller en sætnings mening må ses som funktion af den større sociale og meget levende og mangfoldige sammenhæng som sproget er.

I psykologien hævder forskere som fx. gestaltpsykologerne, at psyken bør forstås som en sammenhængende helhed, hvis egenskaber er andet og mere end summen af komponenterne, og hvis erkendelse og opfattelse er struktureret i helheder.

Helhedstænkningen som almen grundindstilling er her relevant og værdifuld, men bliver den ideologi dukker problemerne hurtigt op.

Dette gælder således i den holistiske medicin der nærmest er synonym med den alternative medicin som fx healing, homoøpati og visualisering, men også omfatter kiropraktik, zoneterapi, irisdiagnostik o.lign. Denne holistiske medicin er direkte vendt mod den gamle autoriserede medicin, som man mener arbejder for snævert ud fra en reduktionistisk apparatfejlsmodel. Men kritikerne af den holistiske medicin kan med rette hævde, at denne selv forenkler sygdomsbilledet, og derfor som det engang er blevet formuleret blot er en 'reduktionisme på højt plan'!

I religions- og eksistensfilosofien er holismen udtryk for en helt anden opfattelse, nemlig at der ikke alene er en sammenhæng mellem det enkelte menneske og hele universet, men at hvert enkelt del rummer helheden i sig. Ethvert menneske rummer således hele universet i sig. Den mest udbredte form for religiøst betonet holisme er panteismen, der hævder at Gud er i alt og alle. En sådan panteisme genfindes bl.a. i den danske fysiker H.C. Ørsteds opfattelse af 'Ånden i naturen' (1850). Han så i naturen en altigennemtrængende og i sidste ende guddommelig fornuft. Her er reduktionismen overvundet, men åbenlyst på bekostning af nøgternhed og kritisk sans.



Som reaktion på den i det 19. århundrede stadigt stærkere materialistiske og i vid udstrækning matematicerede videnskab og filosofi lanceredes fænomenologien med navne som Husserl (1859-1938) og Heidegger (1889-1976). Intentionen var at gøre bevidsthedsakter til genstand for streng videnskab ved at betragte dem som fænomener, dvs som 'det der viser sig' for iagttagelsen og undersøgelsen. Husserl udviklede en 'transcendental fænomenologi', men da man hurtigt havnede i fortolkningsproblemer udskiltes der en realistisk og en idealistisk fløj. Fænomenologien satte dybe spor i eksistensfilosofien, men vandt ikke almen udbredelse.

I årene mellem de to store verdenskrige forsøgte den logiske positivisme at udforme en enhedsvidenskab på fysikalistisk, dvs et eksplicit materialistisk og antimetafysisk grundlag. Kun sætninger der principielt kan verificeres på empirisk grundlag blev betragtet som videnskabelige, og disse skulle igen i princippet kunne føres tilbage til udsagn om ting der er intersubjektivt erkendbare. Al videnskab skulle således føres tilbage til tingssproget. Sociologien til psykologien; denne til biologien, og denne igen til kemien og til sidst fysikken. Retningen blev herhjemme først og fremmest dyrket af den toneangivende professor Jørgen Jørgensen, der bl.a. udmærkede sig ved en forbløffende mangel på interesse for Niels Bohrs filosofi.

Den logiske positivisme endte som gold filosofi.

I efterkrigsårene fandt flere og flere forskere og filosoffer derfor hele den traditionelle filosofi for udtørret og mente at vi stod i en kulturkrise. De ønskede et paradigmeskift på samme måde som man skiftede paradigme ved overgangen fra middelalderens bundne naturfilosofi til renæssancens frie naturvidenskab. Man stod i et søgende felt, blev det sagt, foran et pionerarbejde.



Kuhns idé om paradigmeskift     
Til toppen    Næste

En af foregangsmændene var den amerikanske videnskabshistoriker og -teoretiker Thomas Kuhn (1922-96), der i et værk om 'Videnskabens revolutioner' (1962, da. udg. 1973) gjorde op med den logiske positivisme (og Karl Poppers verifikationsprincip) og hævdede at videnskaben udvikler sig i faser af 'normalvidenskaber' der efterhånden forældes, fordi de underforståede metafysiske antagelser viser sig utilstrækkelige. Den gældende normalvidenskab bryder sammen, fordi den ikke kan rumme nye opdagelser og erkendelser i sig. Den må derfor på revolutionær vis forkastes for at gøre plads til et nyt paradigme, et nyt sæt af metafysiske antagelser. Der vil simpelthen være uoverstigelig inkommensurabilitet mellem det gamle og det nye paradigme.

Kuhns opfattelse vakte stor debat, og hans påstand om nødvendigheden af paradigmeskift blev bestridt. Specielt blev det fremhævet at skiftet fra Newtons klassiske fysik til Einsteins moderne relativitetsteori ikke var et paradigmeskift i Kuhns forstand, eftersom relativitetsteorien udtrykkeligt fra Einsteins og andre fysikeres side fortolkes som et grænsetilfælde af Newtons fysik. Det er stadigt - også i kvantemekanikken - den newtonske fysik der gælder for alle de apparater man måler de specielle mikro- og makrofysiske fænomener med. Et paradigmeskift undgås via det bohrske korrespondensprincip.



David Bohms indfoldede orden     
Til toppen    Næste

Men en fysiker som David Bohm (1917-93) var ikke tilfreds med den udgave af kvantemekanikken som Bohr og Københavnerskolen stod for og som indebar både komplementaritet og ubestemthedsrelation. Han havde stor interesse for antroposofi og talte i sin tid (1980) om 'helheden og den indfoldede orden'. Det synlige univers var udfoldelsen af en dybere orden - og afspejlede denne orden på lignende vis som hver del af et hologram afspejler helheden. Bohms helhedsfilosofi var et originalt bidrag til fysikken, men må i sidste ende primært ses som et forsøg på at fastholde kausalitetsprincippet i videnskaben - over for kvantemekanikkens statistiske usikkerhed.

Det blev derfor andre forskere og filosoffer der i slutningen af 1960'erne for alvor aktualiserede begrebet holisme, det gjaldt først og fremmest New Age bevægelsen og fysikere som Fritjof Capra (‘Fysikkens Tao', 1975). Capra forsøgte med betydelig sproglig opfindsomhed og kombinationsvne at beskrive en sammenhæng mellem naturvidenskabelige iagttagelser og teorier på den ene side og den religiøse mystiks erfaringer på den anden side, og han postulerede en fundamental enhed i universet. Capra påstod ligefrem at det holistiske verdensbillede kunne begrundes i kvantemekanikken.



Paradigma og Ib Ravn     
Til toppen    Næste

Herhjemme dukkede tidsskriftet Paradigma op i 1986 med redaktører som Søren Brier, Dominique Bouchet, Laurits Lauritsen og Ib Ravn - og med temanumre om 'Ændrede bevidsthedstilstande', 'Fysik og virkelighed', 'Det hellige', 'Kropsparadigmer', 'Den uregerlige natur' og 'Det etiske spørgsmål'. Det næstsidste nummer af tidsskriftet, 'Hinsides post-holismen' (okt. 1990), var en afskedsspøg, der med Ib Ravns ord blot konstaterede at ordet holisme i 1990 ikke længere blot betød helhedstænkning, men i hvert fald i Danmark var blevet nærmest synonymt med New Age-manifestationer som redaktørerne fandt uvedkommende for den videnskabelige undersøgelsesform de hyldede.

Ib Ravn fastholdt selv i en artikel om 'Distribueret orden' en rationel helhedsbeskrivelse, idet han gjorde op med den traditionelle videnskabelige fornufts adskillelse mellem del og helhed og i stedet gjorde sig til talsmand for en helhedsbeskrivelse baseret på en frekvensanalyse.

Den dominerende videnskabelige deltænkning er baseret på den opfattelse at virkeligheden er indrettet som en lokaliseret orden, alle ting har deres velafgrænsede plads og står i ydre forhold til hinanden. Heroverfor sætter Ravn den distribuerede orden. Virkeligheden fremstår ikke som en samling af afgrænsede og lokaliserbare genstande, men som et mønster af fænomener der er spredt eller fordelt (distribueret) ud over et større område. Disse fænomener er ikke ting, men snarere 'bølger' (frekvenser). I en sådan distribueret orden definerer del og helhed hinanden.

Ravn er fuldstændigt på det rene med, at den distribuerede orden kun er en ud af flere mulige udgaver af helhedstænkning. Han betegner udtrykkeligt Bohms specielle teori om den indfoldede orden som en slags ontologisk ramme som man kan benytte til at give mening til kvanteteoriens paradokser, men som iøvrigt ikke altid passer lige godt ind i Bohms egen teori om 'kvantepotentialet', det ikke-lokale felt som tænkes at forbinde feltets partikler. Men Ravn giver iøvrigt i sin artikel gode beskrivelser af flere forskellige seriøse bud på rationel helhedsbeskrivelse inden for forskellige videnskabsgrene.



I 1992 hævdede Ib Ravn i en kronik i Politiken (10.8.) at holismen fortsat havde det godt trods massiv modstand fra den akademiske verden. Problemet var åbenlyst New Age-kulturen med dens mange terapiformer og alternative harmonifilosofi. Ravn refererer hård, men saglig kritik mod modestrømningen fra folk som Jesper Hoffmeyer, Niels I. Meyer, Tor Nørretranders, Ole Thyssen og Simo Køppe. Og han måtte nøgternt konstatere en stigende polarisering mellem holistisk populærkultur og anti-holistisk elitekultur. "I befolkningen som helhed er der stærke holistiske tendenser, der giver sig udslag i ændret levevis og personlig indstilling til tilværelsen, mens aversionen breder sig blandt intellektuelle: universitetslærere, avisernes kritikere og columnister, kulturdebatører og opinionsdannere."

Og som medredaktør af Paradigma måtte han ærligt og redeligt erkende, at "etiketten 'holisme' ikke udsendte de rette signaler om saglighed og lødighed". Han trøster sig med at vi trods alt ikke er tilbage til 1950'ernes reduktionisme og deltænkning. Han han ikke dy sig for at påpege, at de nævnte intellektuelle holismekritikere stort set alle har deres private syntetiserede, tværfaglige, helhedsorienterede projekter. Det gælder altså også Jesper Hoffmeyer, hvis opfattelse er et nærmere studium værd - det vender vi tilbage til. Men Ravn sluttede i 1990 af med ordene: "Holismens grundtanke, dvs bestræbelsen på at forstå sammenhænge og helheder, er også i den intellektuelle kultur i fuld vigør."

En speciel variant af den holistiske tænkning kan ses i den danske læge Søren Ventegodts kontroversielle og stort opslåede forsøg på at opstille objektive kriterier for måling af folks livskvalitet (rapport 1994) og hans oprettelse af et Forskningscenter for Livskvalitet. Ib Ravn var i flere år tilknyttet projektet, men dyrker nu nye græsgange.



Cartesianismens forhekselse     
Til toppen    Næste

Helhedstænkerne har gennem alle årene og i alle sine udformninger haft det særligt svært med den dualistiske vanetænkning, som vedblivende synes at forhekse den menneskelige forstand med sin opdeling af fænomenerne i modsætningspar som ånd/materie, sjæl/legeme, følelse/fornuft, det rationelle/irrationelle, det indre/det ydre, subjekt/objekt samt jeget/omverdenen og mange andre.

Allerede den gamle græske filosofi Parmenides (525-450 f.K.) hævdede at der kun eksisterer helhed. Forskelle og mangfoldighed er en illusion. Hans elev, Zenon fra Alea (f. ca. 490 f.K.) skrev en afhandling der påviste, at kritikken af Parmenides var selvmodsigende. Men det skete bl.a. ved at postulere at bevægelse logisk set er umulig.

Den moderne naturvidenskab fra og med Galilei betød gennembruddet af en konsekvent rationalisme der på den ene side betød naturvidenskabens frigørelse fra kirkelig kontrol, men på den anden side også indebar en klar og for mange - herunder Galilei selv - generende adskillelse mellem tro og videnskab.



Men størst effekt for dualismens drillende rolle i filosofien fik matematikeren, fysikeren og filosoffen René Descartes (1596-1650), fordi han definerede det materielle som en rumligt udstrakt (og dermed kvantificerbar) substans og det åndelige som en erkendende, ikke-rumlig (ikke-kvantificerbar) substans. Vekselvirkningen mellem dem knyttede han til en lille kirtel i hjernen (altså en lokaliserbar materiel substans), hvor sjæl og legeme på temmelig uforklarlig vis stod i forbindelse med hinanden.

Trods denne besynderlighed fik hans filosofi (cartesianismen) afgørende betydning ved at fastholde billedet af den fysiske verden som et materielt system der er underkastet matematisk formulerbare bevægelseslove og var uafhængigt af de åndelige, psykiske eller energetiske fænomener. Der var tale om et rent mekanistisk verdensbillede.

Helhedstænkningen kan i hele denne sammenhæng ses som et udtryk for ønsket om at hele splittelsen i kulturen, adskillelsen mellem ånd og materie og mellem sjæl og legeme, ikke med henblik på at genindføre en syntese mellem kirke og videnskab, men på at tilfredsstille et åbenbart dybt menneskeligt behov for at kunne fatte universet såvel som den menneskelige tilværelse som en helhed.

Ønsket er ikke alene fuldt forståeligt, men må også, hvis man tager den energi i betragtning som tilhængerne udviser regnes for uudslukkeligt, lige indtil det eventuelt bliver tilfredsstillende opfyldt. Den gængse holisme har bare ikke haft held hermed. Og grunden er ligetil: selve intentionen er forfejlet.



Helhedsdrøm, mystik og New Age     
Til toppen    Næste

Drømmen om en helhedstænkning er nemlig til syvende og sidst af ontologisk karakter, dvs. den drejer sig ikke blot om at få rede på problemet del/helhed, men om at få fastslået det eksisterendes inderste væsen, idet den altså forudsætter et sådant bag alle mangfoldighedens mange synlige såvel som usynlige forekomster. Den kan følgelig umuligt bringes til forening med naturvidenskaben, idet denne drejer sig om det stik modsatte, nemlig at fastslå de enkelte isolerede tings og fænomeners egenskaber og lovmæssigheder naturligvis i samspil med andre, men ideelt set i laboratoriemæssig afsondring fra det ikke-målelige.

Helhedstænkerne er i virkeligheden beslægtet med mystikerne, der ud fra deres særdeles intensive oplevelser af den mystiske enhed (unio mystica) - med fuldstændig ophævelse af tiden, årsagsloven, logikken og sproget og ophævelse af skellet mellem subjekt og objekt - betragter denne som urkilden til alt andet. De ser en helhed bag om virkeligheden, men det er intensiteten af deres oplevelse der bevirker, at de betragter helheden som det oprindelige, hvad der for de fleste vil sige som Gud.

Den tyske mystiker Meister Eckehart (1260-1327) talte om 'armod' eller 'afsondring' (fra bindingen til verden og dens rigdom) som betingelse for at nå enheden, og han forestillede sig at både Gud og jeget blev ophævet. Det var enheden af væren og Guds tale der brød igennem i den mystiske oplevelse. På ejendommelig vis kunne han i sin udlægning af Treenighedsdogmet tale om "Faderen der uafladeligt føder Sønnen". Han fik da også problemer med Inkvisitionen.



Karakteristisk for den mystiske oplevelse er, at den på grund af den nævnte ophævelse af tid, årsag og sprog strengt taget ikke kan beskrives. De beskrivelser der ikke destomindre foreligger bliver enten af mere eller mindre poetisk art eller konkrete vejledninger i hvordan man ved forskellige øvelser bevæger sig skridtvis frem mod oplevelsen. Dog kan mystikerne også til anskueliggørelse af oplevelsen betjene sig af paradokser, fordi disse netop får logikken til at bryde sammen. Men såvel den normale, dagligdags som den videnskabelige erkendelse og sprogbrug er suspenderet.

Men også erotik, kunst og musik kan føre til oplevelser af mystisk art, dvs suspension af den dagligdags erfaring. Derfor dyrkes de med flid, musikken i vore dage endog med en udbredelse, energi og effekt der i de sekulariserede samfund som de vesteuropæiske og nordamerikanske i vid udstrækning har erstattet den organiserede kirkelige religiøsitet. Det gælder den klassiske musik, jazzen og rockmusikken uden forskel.

I den store musikdramatik hos Richard Wagner er der eksempel efter eksempel på kulminationer der bringer den åbne tilhører/tilskuer til grænsen for den prosaiske dagligsdagserfarings ophør, tidsfornemmelsens midlertidige suspension. Det mest besynderlige er her at der blandt unge instruktører kan spores en tydelig modvilje mod oplevelsens egentlige kultiske og mytiske islæt.



Når helhedstænkerne fra New Age-bevægelsen imidlertid forsøger at forene naturvidenskaben med deres helhedssyn er der for det første ikke tale om gængs mystik, og for det andet gør de sig i grunden - som påpeget af Søren Brier - skyldige i en slags totalitarisme. De søger jo at bevise enhedsopfattelsen ved hjælp af naturvidenskaben, omtrent som når totalitære systemer som leninismen eller stalinismen ville bevise deres ideologi som videnskabelig. (Der findes endnu i 2005 nogle få kommunister af ældre årgange her i landet som tror at kommunismen vil sejre, fordi den er videnskabeligt bevist!).

Men det er virkelig en brøler af rang at tro at ens ideologi er eller kan være videnskabeligt underbygget. Ja, det er en dobbeltbommert, fordi det både er i strid med den videnskabelige sandheds objektive karakter og med den eksistentielle sandheds klare subjektivitet. Derfor må der naturligvis være stor akademisk skepsis og modvilje mod forsøgene.

Da mystikeren uundgåeligt havner i det problem at han af sproglige grunde ikke kan give en dækkende beskrivelse af den intenst oplevede enhed, hævder de fleste filosoffer at alle former for holisme er metafysiske i den betydning at de ligger uden for fysikken eller naturvidenskaben. En filosof som Ludwig Wittgenstein kunne finde på i sit berømte værk 'Tractatus Logico-Philosophicus' fra 1922 at understrege, at man slet ikke kunne tale om helheden - og derfor burde lade være med det. Den provokerende sidste sætning i værket lød: "Wovon man nicht sprechen kann, darüber muss man schweigen."



Peter Zinkernagel     
Til toppen    Næste

Den danske filosof Peter Zinkernagel har også stærkt understreget, at det ikke er muligt at sige noget meningsfuldt om virkeligheden i bestemt form, dvs. som helhed, men alene om virkelighed i ubestemt form, dvs som konkrete delvirkeligheder. Og han har i god overenstemmelse med Niels Bohrs synspunkter gjort gældende at objektiv forskning og naturvidenskab ikke drejer sig om at undersøge eller udtale sig om naturen 'an sich', men om naturen udsat for konkret menneskelig udspørgen.

Peter Zinkernagels hovedpointe er iøvrigt, at vi må udvide vort rationalitetsbegreb til også at omfatte det der ligger uden for tid og rum, således at vi også på dette felt kommer til præcis at forstå forskellen mellem det vi kan tale rationelt om, og det vi ikke kan tale rationelt om. En sådan udvidelse af rationalitetsbegrebet vil ikke blot forandre vores tænkning og kultur, men hele verden, mente han.

Det vi kan tale rationelt om, er det der eksisterer på grund af nødvendige forbindelser mellem tingene eller fænomenerne. Det drejer sig ikke blot om kendsgerninger i tid og rum, men også om talregler og naturlove samt moralske og politiske normer, ja overhovedet alt der kan identificeres begrebsmæssigt, og som der er logiske relationer imellem. Hvor dette er tilfældet, kan vi også skelne utvetydigt mellem rigtigt og forkert.

Også på områder som kunst og religion er der tale om regulære logiske forbindelser mellem overordentlig mange ord, begreber og størrelser. Og det betyder, at der i vid udstrækning vil kunne tales rationelt om kunst og religion - selvom der unægteligt også indgår rene subjektive størrelser (værdier) i dem.

Der kan således sagtens tales rationelt om de for den menneskelige eksistens afgørende fænomener - uden at man indfører mere eller mindre metafysiske idéer eller postulater om en enhed i verden.



Helhedslængslens psykologi     
Til toppen    Næste

Men forklaringen på selve den menneskelige drøm om eller længsel efter at se tilværelsen og verden under én og samme helhedsvinkel giver hverken Zinkernagel eller nogen af de nævnte holister. Den ligger ellers lige for, når man dykker ned i mystikernes erfaringsverden.

Der er nemlig - som en af vore største kendere af mystikken, religionshistorikeren Vilhelm Grønbech, har udtrykt det - tale om, at "helheden er vort inderste jeg". Det betyder mere konkret, at de primære psykiske grundprocesser i hvert eneste psykes udvikling er før de sekundære grundprocesser, således som betegnelserne siger - uden at man skal lægge nogen kvalitetsdom i dem.

I spædbarnets udvikling begynder den psykiske aktivitet som før-sproglig proces der er blottet for skel mellem jeget og omgivelserne (mellem subjekt og objekt), mellem fantasi og virkelighed - og mellem fortid, nutid og fremtid. Der er en lang række andre forskelle mellem de primære og sekundære grundprocesser, men alene de nævnte er tilstrækkelige til at vise, at helheds- eller enhedsopfattelsen er før delopfattelserne. Disse kommer først lidt efter lidt med opbygningen af de sekundære processer og de hertil hørende nervebaner.

Al praktisk realitetserkendelse og al praktisk sprogbeherskelse beror på opbygningen af de sekundære processer, men denne opbygning sker vel at mærke ikke ved en samtidig og systematisk udradering af de primære processer. Tværtimod vil disse processer fortsat gøre sig gældende sideløbende med de sekundære - og fx spontant dukke op i drømme og al anden strøm af underbevidsthed. Og da den afgørende forskel mellem de to slags psykiske processer ligger i graden af intensitet og stabilitet, forholder det sig ydermere sådan, at alle de meningsskabende intense tanker og følelser skyldes de ustabile primærprocesser.

Alle oplevelser af begejstring, fylde, mening, orgasme og egentlig mystik (gudsskue) på et hvilketsomhelst tidspunkt af livet vil - uanset dannelsesgraden for et menneske - bero på en suspension af sekundærprocesserne. Og oplevelserne er vel at mærke så berigende at de opsøges gang på gang af mennesker af alle kategorier - og også for manges bevidsthed kommer til at stå som deres inderste længslers mål. Dette gælder i mindre grad for det praktiske livs udøvere, men i udpræget grad for alle kreative og religiøse mennesker, og også for videnskabens folk der af egen erfaring kender de meget store glæder der kan være forbundet med erkendelsesmæssige opdagelser, og som er dybt irrationelle og ofte kan have karakter af 'åbenbaringer'.



Videnskabens udøvere har de på primærprocesserne beroende højdepunktsoplevelser som drivkraft for deres grundige, møjsommelige og udholdende forskning, men videnskaben som fælles intersubjektiv fænomen beror på en støt udvikling af sekundærprocesserne. Det er med andre ord primærprocesserne der giver begejstringen og belønningen, men sekundærprocesserne der giver nøgternheden og stabiliteten.

Det ligger derfor i sagens natur, at videnskaben som sådan hverken er forenelig med mystikken som sådan eller overhovedet kan have de mystiske enheds- og helhedserfaringer som ideal eller målsætning. Det er den gængse holismes grundlæggende fejl, at den ikke holder sig dette for øje - og undlader enhver flirten mellem videnskab og mystik.

Og det er her den grundlæggende forskel ligger mellem holismen og den komplementære helhedsrealisme som Jernesalt står for.



Den komplementære helhedsrealisme     
Til toppen    Næste

Komplementariteten betyder, at denne helhedsrealisme på intet tidspunkt foregiver at have opløst de dualistiske modsætningspar som fx. modsætningen mellem ånd og materie, sjæl og legeme eller følelse og fornuft. Komplementaritetssynspunktet siger tværtimod, at disse modsætningspar ikke kan bringes til forening i en overordnet syntese. Og man behøver heller ikke vælge mellem dem. De kan vedblive at være dynamiske, men ligestillede modsætninger. Mennesket kommer fx aldrig til bunds i spørgsmålet om ånden er basis for materien eller om materien er basis for ånden. Vi kan kun konstatere, at vi med fordel kan anskue fænomenerne ud fra begge synspunkter og lade det samlede resultat udgøre vores erkendelse.

I betegnelsen helhedsrealismen ligger dernæst, at den realisme der er knyttet til den systematiske opbygning af de stabile, men svage sekundære processer er komplementær til den helhedserfaring der er forbundet med de intense, men ustabile primære processer således som alle kender dem fra deres tidligste år og som de regelmæssigt dukker op igen gennem drømme, kreativitet, oplevelse af kunst, musik, natur, erotik og forskning. Begge dele hører med til den hele menneskelige eksistens. Den ene del har forrang i det praktiske, den anden del i det kreative, religiøse og eksistentielt meningsskabende. Men ingen af dem kan undværes.

Der er hos almindelige og normale mennesker en meget snæver forbindelse mellem de to psykiske procesforløb og erfaringsverdener i modsætning til hvad der er tilfældet med psykisk eller mentalt syge mennesker. Og forbindelsen sker ikke - som Descartes troede - gennem et bestemt (lokaliserbart) organ i hjernen eller kroppen, men på aldeles uforklarlig vis gennem det spil mellem bevidst og ubevidst, som er kendetegnende for højerestående dyr. Heri indgår også spillet mellem det personligt ubevidste og det kollektivt ubevidste, altså det uforklarlige fænomen vi kalder ånd.

Det må altsammen formodes at have hjerneprocesser og andre kropsprocesser som forudsætninger. Men disse er lige så lidt gennemskuelige som de atomprocesser der unddrager sig præcis individuel kausalitetsafdækning.



Et specielt træk ved denne komplementære helhedsrealisme er således også at den undsiger en fuldstændig determinisme til fordel for en realistisk indrømmelse af tilfældighedens og emergensens funktion i udviklingen.

Det må i denne forbindelse karakteriseres som ganske påfaldende at den Jan Smuts der i sin bog fra 1926 lancerede begrebet 'holisme' i den meget generelle betydning af helhedstænkning også talte om emergens i udviklingen, dvs om det forhold at der i evolutionen dukker noget nyt op der aldrig har været der før. Der sker spring i naturen. - Jv. iøvrigt kapitlet om Begreber og aksiomer i Jernesalts 2009-filosofi.

Det kunne minde om Niels Bohrs ofte gentagne betoning af at livet må betragtes som et elementært fænomen i naturen, dvs som et fænomen der ikke på almindelig kausal vis kan føres tilbage til andre fænomener.

Den komplementære helhedsrealisme deler synspunktet, men betragter også såvel sproget som samfundet som elementære fænomener i naturen.



Det er og bliver umuligt på nøgtern vis at anskue naturen (verden) og eksistensen som en og samme enhed eller helhed. Helhedsoplevelsen er efter hele sin natur af mystisk art, den beror på suspension af nøgternheden. Den er ikke af den grund overflødig eller skadelig, men tværtimod livsvigtig for ethvert menneskes oplevelse af og fastholden ved meningen med livet. Men den fælles sociale virkelighed, det stabile demokrati og det sekulariserede oplysningsprojekt beror på nøgternheden og dagligsprogets stabilitet.

Set ud fra den komplimentære helhedsrealismes synspunkt er den generelle helhedstænkning et naturligt fænomen og en relevant betragtningmåde i alle livets forhold, herunder kunst, politik, videnskab og religion, men holismen som ideologi er falsk, fordi den sammenblander eksistens og videnskab. Begrebet holisme er dermed - trods oprindeligt gode intentioner - blevet uhjælpeligt miskrediteret.



Henvisninger:   
Til toppen

Litteratur:

David Bohm: Helhed og den indfoldede orden. (Ask 1986)
Fritjof Capra: Fysikkens Tao. (Borgen 1980)
Thomas Kuhn: Videnskabens revolutioner. (1973)
Ludwig Wittgenstein: Tractatus Logico-Philosophicus. (1922)
Peter Zinkernagel: Virkelighed. (Munksgaard. 1988)
Tidsskriftet Paradigma 1986-1990 (Forlaget Ask)
Kronikker af Ib Ravn i Politiken fra 1990 og frem.

Artikler på Jernesalt:

Den komplementære helhedsrealisme
Komplementaritetsssynpunktet
Introduktion til Jernesalt
Hvad er virkelighed?  (om Københavnerfortolkningen)

De psykiske grundprocesser
Etik og eksistens
Eksistentielt Værdimanifest (forkortet udgave)
Veje til Livskvalitet og mening

Vilh. Grønbechs kulturopgør
Peter Zinkernagels filosofi
Vurdering af det 20. århundrede

Links:

Ib Ravns hjemmeside
Jesper Hoffmeyers hjemmeside
Forskningscenteret for Livskvalitet/Søren Ventegodt



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal