Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - sjaeloghjerne02

ARTIKEL FRA JERNESALT - 17.10.06.


Hjerne og sjæl

Den danske hjerneforsker Morten Kringelbach er et tiltalende eksempel på en videnskabsmand der tør vove sig ud i en form for tværfaglighed der bryder den ekstreme specialisering der er kendetegnende for næsten al videnskab i dag og som desværre forstærkes af de herskende normer for meritering. En forsker risikerer ganske enkelt at afspore sin videnskabelige karriere, hvis han afviger fra den målrettede fokusering på et givet snævert detailstudie og en dertil hørende metode, for han bliver med Kringelbachs ord ikke taget helt så alvorlig, hvis han lader sig inspirere af et andet felt end sit eget.

Det værste eksempel på en sådan afsporing her i landet er nok lægen Søren Ventegodts forsøg på at kombinere eksakt medicinsk forskning med alternativ behandling og psykoterapi. Lægevidenskaben har forlængst afskrevet ham som seriøs forsker - og her taler vi vel at mærke slet ikke om hans moralske dilemma som terapeut (jf. artiklen Lever Søren Ventegodt op til etisk standard for terapeuter).

Men undtagelser findes heldigvis - og til dem hører den 36-årige Morten Kringelbach, der i dag er hjerneforsker ved det ærværdige gamle universitet i Oxford (Trinity College), men faktisk er uddannet som datalog fra Københavns Universitet og med bifag i arkitektur fra Kunstakademiet. Han har efter eget udsagn altid været interesseret i forbindelser mellem kunst og videnskab, og ser derfor Leonardo da Vinci som en stor inspirator. Denne maler, billedhugger, arkitekt, videnskabsmand og opfinder fra renæssancen anses for at være en af den empiriske metodes grundlæggere og drev selv ihærdige anatomiske studier. Det lykkedes ham bl.a. at lave meget præcise tegninger af hjertet, idet han på slagterier observerede hvordan selve blodgennemstrømningen og sammenhængen mellem hjerteslaget og denne. Men i almindelighed var det døde kroppe Leonardo iagttog og tegnede. Datidens teknologi gav ikke store muligheder for andet.

Her er nutidens forskere stillet utroligt gunstigere, fordi de med moderne scanningsteknik kan foretage eksakte observationer af selve dynamikken i den levende organisme, herunder både hjertet og hjernen. Derfor véd forskerne i dag at hjernens aktivitet foregår i nervecellerne i den grå masse. Kringelbachs egen forskning drejer sig først og fremmest om de dynamiske 'hjernerum' som bærer alle vores tanker og følelser og som danner basis for både kunst og videnskab, forklarer han i en klumme i Politiken 15.10. Det er en aktivitet som er båret af drifter og dermed af emotion, hedder det videre. "Vores emotioner ligger som en konstant understrøm af omfattende ikke-bevidste hjerneprocesser, der er en afgørende del af vores bevidsthed, da det giver os fremdrift til at opretholde livet, til at reproducere, og dermed til stadig bevægelse."



Jes Stein Petersen havde fornylig en samtale med Kringelbach i Deadlines 2. sektion, og bortset fra at han ind imellem stillede nogle temmeligt søgte, litterære spørgsmål, blev samtalen ganske god, fordi Kringelbach stille og roligt afparerede alt irrelevant og fik forklaret det for ham selv væsentlige. Samtalen havde desuden den store fordel at der ikke var nogen tredjepart til at blande sig. Det er utroligt hvad Jes Stein kan ødelægge af samtaler med ellers fornuftige mennesker, fordi han de fleste gange vælger at have to gæster til at sige deres mening på skift. Alt for ofte svarer den ene i øst, når der spørges i vest. En god samtale kræver god kemi og fælles sprog mellem parterne.

Med den nyeste teknik (CT-scanning og SPECT-scanning) kan hjerneforskerne i dag på deres computerskærme observere nøjagtigt hvor i hjernen der sker aktivitet ved forskellige påvirkninger, idet aktivitet er ensbetydende med blodgennemstrømning og energiforbrug i neuronerne. Computeren siger bogstaveligt talt 'pling' når der er stærk gennemstrømning. Man kan dog ikke observere den enkelte tankes eller følelses opståen, men er ifølge den optimistiske Kringelbach lige ved grænsen for on-line observation af sådanne fænomener!

Stedet for de mange funktioner af sensorisk art er forlængst lokaliseret. Synssansen er central, for hvad der foregår gennem synssansen beslaglægger omkring halvdelen af hjernens kapacitet. Det understreger i høj grad det visuelle indtryks afgørende betydning. Det der interesserer Kringelbach specielt er imidlertid de gode, konstruktive følelser som glæde og nydelse og det dermed forbundne problem, hvad der er i vejen med neurotransportørerne når der foreligger depression.

Fornuften sidder præfrontalt, i hjernens højre og venstre hemisfærer foran i hjernebarken, men skellet mellem fornuft og følelse er problematisk. Fornuftsdyrkelsen som kendetegner vores kultur har mere med den historiske kulturudvikling end med hjernens biologiske struktur at gøre. Hjernen fungerer hele tiden og som en helhed. Men det er efterrationalisering at tillægge fornuften så stor indflydelse. Vi mennesker er tilbøjelige til at 'confabulere', vi er gode til selv at skabe vore fortællinger.



Vi har fra gammel tid en opfattelse af at vores bevidsthed er noget fra kroppen forskelligt eller adskilt, men forbindelse er der. I virkeligheden må kroppen nærmest betragtes som en amplifier, en forstærker. Desuden er hjernen ikke blot forbundet med den øvrige del af kroppen, men efter Kringelbachs mening også med noget uden for kroppen, nemlig med andre mennesker. Det sociale spiller derfor også ind på fx depressionen. Og iøvrigt også på kønsforskellen. Kringelbach afviser større strukturel forskel mellem mandehjernen og kvindehjernen, men ikke at den socialisering alle udsættes for påvirker hjernens udvikling i den ene eller den anden retning. Han hævder at der er biologisk grundlag for at betragte mandehjernen som en variation af kvindehjernen.

Netop alt det der påvirker menneskehjernen via det sociale og kulturelle interesserer Kringelbach ganske særligt. Derfor inddrager han kunst og litteratur, samt nydelser og glæder i sin forskning som inspirationskilder. Og derfor finder han det også vigtigt at lytte til begæret. Det er af litteraturen og kunsten mennesket kan lære at forstå livet og psykologien.

Kringelbach er helt på det rene med at meget af det der foregår i kroppen og hjernen er ubevidst, og at det ofte først gøres bevidst ved efterfølgende 'italesættelse' eller 'efterrationalisering'.



Men i hvert fald tre vigtige forhold synes Morten Kringelbach på symptomatisk vis at gå udenom.

Han nævner ikke med ét ord at det ikke har været muligt for hjerneforskningen (naturvidenskaben) overhovedet at give en forklaring på hvad bevidsthed er, dvs hvordan det kan gå til at en del af materien i form af yderst komplekse processer i hjernens neuroner kan reflektere sig selv - og endda give den for mennesket helt karakteristiske fornemmelse af at være et åndeligt væsen.

Han anerkender til fulde at det enkelte menneskes hjerne står i forbindelse med andre menneskers hjerne også på ubevidst plan. Men han undlader at tale om 'det kollektivt ubevidste', skønt dette jungianske begreb er det eneste der dækker den umiddelbare erfaring af en fælles åndelig instans som tidligere var alment accepteret i alle kulturer, og som også langt de fleste moderne mennesker kender og betragter som en selvfølge uanset hvilket navn de giver fænomenet.

Til gengæld bruger Kringelbach et af Freuds centrale begrebet, 'overjeget', men på helt forkert måde, nemlig som den fornuftige del af menneskets bevidsthed. Det er totalt misforstået, for ved 'overjeget' (eller 'superegoet') forstod Freud den moralske autoritet som indbygges i et menneske gennem den mere eller mindre autoritære opdragelse og som derfor virker automatisk som moralsk kontrolinstans. Men en sådan automatisk instans er alt andet end fornuftig. Den er faktisk - som Erling Jacobsen understreger i sin bog om moral - at betragte som den dummeste del af et menneskes personlighed! Det er absolut ikke den eneste, endsige den bedste del af den moralske instans i mennesket, men tværtimod den mest problematiske, fordi den stort set dannes i fire-fem-års alderen, hvor konfliktstoffet i forholdet til forældrautoriteterne ubevidst spidser til. En psykoanalytisk terapeut som Thomas A. Harris gør da også opmærksom på at det at få sit voksenjeg til at overtage det fulde moralske ansvar for ens liv er ensbetydende med at få distance til såvel forældreinstansen (overjeget) som det frustrerede barn.



Når jeg kalder disse udeladelser eller fejl i Morten Kringelbachs overordnede teoretiske indfaldsvinkel til hjerneforskningen for symptomatisk, skyldes det naturligvis, at jeg anser det for naivt at tro at man ved naturvidenskabelig skanning af hjernen kan komme så meget som et eneste lille skridt nærmere løsningen af bevidsthedens, sprogets og åndens gåder.

Hjerne-skanning og forskning har sin store værdi ved at give lægevidenskaben mulighed for at kurere defekter i hjernen der opstår ved ulykker, sygdomme eller genetisk arv. Metoderne kan til stadighed forfines gennem teknologiens udvikling og betyder at man med større og større statistisk sikkerhed kan afgøre hvilke dele af hjernens virksomhed der er ramt af defekterne og hvor man følgelig kan sætte ind kirurgisk og medicinsk. Og der skal ikke herske tvivl om den store menneskelige gevinst ved denne forskning.

Men hvad der foregår i sjælen eller i ånden, når mennesker mødes og der opstår sød musik i hjerterne eller når der i erkendelsen opstår indsigter, oplevelser eller rene åbenbaringer der kan give livet mening og retning og blive afgørende for et menneskes eksistens, det kan naturvidenskaben aldrig nogen sinde udtale sig om. For det ligger principielt uden for dens rækkevidde, da man her skal helt væk fra al statistisk måling og dybt ned i den enestående detail-proces af en så svimlende hastighed og kompleksitet at den langt overstiger måleapparaternes muligheder for eksakt registrering. Man vil selv i bedste fald blive ramt af den begrænsning og iagttagelsessituation man forlængst har erkendt i atomforskningen: at man påvirker det man forsøger at måle i og med at man iagttager det. Deraf kommer det at man må stille sig tilfreds med registreringen af de statistiske sandsynligheder. Det samme kan og må man stille sig tilfreds med i den medicinske forskning. Man kan nemlig sagtens ad den vej nå frem til forbedrede helbredelsesmetoder. Men sådan noget duer ikke i psykologien.

Med hensyn til åndslivet og sjælelivet er der ganske enkelt kun én vej til iagttagelse og erkendelse - og det er den subjektive, introspektive vej, dvs. den vej der har mulighed for at følge det fine tyste spil mellem bevidst og ubevidst, mellem det personligt ubevidste og det kollektivt ubevidste, og mellem 'jeget' (det snævre jeg) og 'selvet' (totalpsyken). Jf. artiklen om Jeget og Selvet.



Det er et godt tegn i tiden, at der findes hjerneforskere som Morten Kringelbach der vover sig ud i tværfaglig forskning og har succes med det. Men det er og bliver besynderligt, at det mange år efter positivismens detronisering fra filosofiens trone som absolut suveræn fortsat gælder, at forskerne ikke har indset det komplimentære forhold mellem (natur-)videnskab og eksistensforståelse. For denne indsigt vil afsløre det illusionære i troen på at man ad naturvidenskabens vej kan forstå og forklare bevidsthedens, sjælens og åndslivets gåder, og at man omvendt ad eksistensforståelsens vej skulle kunne forklare sammenhængen mellem naturens fænomener.

Naturvidenskaben og eksistensforståelsen giver hver for sig de eneste mulige solide erfaringer af de to forskellige slags fænomener de fokuserer på. De vil aldrig kunne gå op i en højere logisk enhed, en konsistent syntese. Men tilsammen udgør de den fuldstændige beskrivelse af hele den menneskelige tilværelse.

Ved at acceptere komplimentariteten mellem de to vidt forskellige betragtningsmåder undgår man enhver tåbelig og nytteløs teori om at universets opståen, livets opståen, samfundets og sprogets opståen kan forklares, og omvendt undgår man enhver meningsløs teori om at guderne skulle have noget med naturvidenskabens fænomener at skaffe. Og man kan i stedet koncentrere sig om at forbedre den videnskabelige forskning, så den teknologiske udvikling kan fortsætte, og samtidigt genopdage den livsvigtige eksistentielle indsigt alle myter og dermed al litteratur, dramatik, kunst og musik af høj kvalitet kan give.

Om det så er det helt aktuelle og stigende stress-problem vi taler om, vil det være mere udbytterigt for ethvert truet og ramt menneske at sætte sig ind i hvad myterne siger om sjæleliv og åndsliv og hvad dybdepsykologerne siger om 'jeget' og 'selvet' end hvad hjerneforskerne siger om den målelige statistiske blodgennemstrømning i hjernens specifikke dele ved forskellig aktivitet. At der er en sammenhæng mellem truende stress og manglende hvile, motion og adspredelse er givet, og mange gode råd om livsførelse og arbejdstilrettelæggelse kan også gives, men til syvende og sidst er der kun én virkelig probat løsning på den nye folkesygdom - og det er en fuld forståelse for hvad det vil sige at holde hviledagen hellig. Og den har ikke noget med naturvidenskab, men med dybere eksistensforståelse at gøre.

Hvad der end måtte komme ud af, og hvad man end måtte mene om tværfaglig hjerneforskning som Morten Kringelbachs, så er det givet, at den aldrig løser bevidsthedens, sprogets eller sjælelivets gåder. Men det gælder desværre også at en sådan forskning til syvende og sidst bygger på illusioner om naturvidenskabens muligheder for fuldstændig afdækning af tilværelsen. Derved ses bort fra det eksistentielt afgørende komplimentære forhold mellem videnskab og eksistensforståelse. Og derved ledes folk i højere væk fra den nødvendige pleje af eksistensforståelsen end hen til den.

Jan Jernewicz



Henvisninger:

Sjæl og hjerne  (2.6.02.)
Jeget og Selvet
Selvet, sjælen og ånden
Myte, ord og billede
Er der en idé med at holde hviledag?
Etik og eksistens

Tværfaglighed
Komplimentaritetssynpunktet
Den komplementære helhedsrealisme

Introduktion til Jernesalts filosofi
Essays



Artikler om Psykologi
Artikler om Livskvalitet
Artikler om Etik
Artikler om Erkendelse
Artikler om Eksistens

Artikler om Sund fornuft
Artikler om Religion
Artikler om Sekularisering



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal