Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - sundhed01

ARTIKEL FRA JERNESALT - 27.06.05.


Sundhedstyranniet og det gode liv

Af Jens Vrængmose

Hver eneste uge bombarderes vi alle i medierne af sidste nyt fra den medicinske forskning og sidste råd fra sundhedsapostlene i de hvide kitler. Tit modsiges nyhederne og rådene af næste uges sensationer. Den ene uge anbefales kosttilskud, den næste frarådes de. Den ene uge skal man spise så lidt fedt som muligt, den næste uge må man godt spise fedt. Den ene uge er 21 genstande pr. mand pr. uge (14 for kvinder) o.k. Den næste er det for meget. Heldigvis kan man være så heldig at blive by-pass-opereret på et tidspunkt, hvor den højeste sagkundskab netop havde fundet ud af, at 35 genstande pr. uge var det allerbedste middel mod hjerte-kar-sygdomme. Men desværre fulgte der ikke statstilskud med anbefalingen. Fem genstande pr. dag var endnu ikke blevet en soleklar menneskeret.

Skal den enkelte vurdere rådene ordentligt og følge de råd der klarer den kritiske vurdering, så skal han eller hun ansætte et større videnskabeligt personale med stort sekretariat (minimum tre sekretærer pr. forsker) - og vil følgelig få så store udgifter at der skal skæres ned på alle andre udgifter. Til sidst bliver der ikke råd til hverken kiste eller gravøl. Liget må skænkes til videnskabelig forskning. Men sundt var det. "Han gjorde hvad han kunne for at leve sundt", kunne der stå på den gravsten der heller ikke blev råd til.

For de unge kommer hertil, at den særligt kreative klasse af modeskabere og -sælgere konsekvent idealiserer den slanke figur, så tusinder af unge piger der ikke kan leve op til kravene havner i spiseforstyrrelser som aneroksi eller bulimi. Samtidigt tilbyder læger med udviklet sans for mammon alle mulige former for skønhedsbehandling der kan suge overflødigt fedt fra mave og bag, rette op på næser og ører, implantere silikonefyld i brysterne og fjerne rynker og poser fra huden - så hele den afskyelige og stødende unatur kan fjernes fra naturen.



Sundt er et positivt ladet ord, som ingen kan sætte spørgsmåltegn ved. Derfor hedder det nu om dage ikke lægevidenskab, men sundhedsvidenskab.

Opfinderen af dette fortræffelige udtryk, en såkaldt overtalelsesdefinition, hedder WHO, Verdenssundhedsorganisationen, der allerede i 1948 definerede sundhed på utopisk vis som "en tilstand af fuldstændig fysisk, mental og social velbefindende", og som i 1975 under den danske generaldirektør Halfdan Mahler gjorde "Sundhed for alle år 2000" til sit utopiske mål, som man endnu troede på i 1983, men som alle i dag kan se ikke blev nået. Blandt andet fordi fattigdommen i verden lægger store hindringer i vejen for bare små fremskridt.

Men som formanden for Det etiske råd, overlæge Ole Hartling skriver i sin artikel om sundhed i Encyklopædien, så må det gå galt, når man blander sundhed og lykke sammen i sin målsætning og tilmed gør sundhed til en menneskeret. For menneskets søgen efter lykke er uden grænser, og ingen lov kan sikre sundhed eller beskytte mod sygdom.

WHO bærer i allerhøjeste grad ansvaret for at sundhedsdrømmen blev en ideologi eller at sundhed (health) blev til ‘sundhedisme' (healthisme), for man slettede i 1985 med et pennestrøg den ældgamle almenmenneskelige erfaring, at sygdom og død er en del af livet, og i stedet knæsatte man den opfattelse at sygdom kan undgås. Man skal bare få folk til at spise rigtigt, motionere, lade være at ryge, drikke osv.

Hartling påpeger, at resultatet af denne isme er blevet at sygdom primært anskues som resultatet af forkert livsstil. Det bliver den ansvarlige borgers pligt at holde sig sund. Den enkelte bliver skyld i sin sygdom, den syge betragtes som skyldig eller endog syndig. Den overvægtige, den tobaksafhængige, den stofmisbrugende, alkoholisten og aids-patienten fordømmes og stemples som uansvarlige. Det er dog ikke al risikoadfærd der fordømmes på denne nypuritanske eller nymoralistiske måde, for idræt fordømmes ikke, men stimuleres tværtimod som sund adfærd - selv på allerhøjeste professionelt plan - skønt idrætsskader bliver flere og flere i tal og sværere og sværere i grad jo højere ambitionerne og pengenes indflydelse er.



Samfundsmæssigt er følgen af alle disse videnskabelige og forretningsmæssige sundhedstiltag, at udgifterne til sundhedsvæsenet stiger og stiger i det uendelige. Paradiset har politikerne endnu ikke realiseret, skønt deres honorarer stiger og stiger. Resurcerne er fortsat begrænsede, så der må prioriteres hårdere og hårdere, men da det er risikabelt for enhver politiker at indlade sig på praktisk prioritering, fordi konkurrenterne og medierne omgående vil angibe ham eller hende, så lader man prioriteringen ske indirekte og skjult. Ingen vil tage ansvaret for den.

Presset på politikerne vil naturligvis blive ved at vokse, fordi den medicinske forskning gør store fremskridt og såvel lægestanden som medicinalindustrien gerne udnytter alle vækstmuligheder.

Sundhedsvidenskaben er blevet en magtfaktor af største rang. Den forsker på livet løs til alles tilfredshed og beundring, men samtidig udvider den systematisk sit virkefelt og sin magt over sindene. Den er blevet politik der lukrerer på at ordet sundhed er indiskutabelt positivt. Og så er den blevet ideologi der i højere og højere grad vil bestemme det enkelte menneskes liv og adfærd gennem en decideret pligtetik.



For hine enkelte mennesker gælder derfor i samme grad at det blive mere og mere nødvendigt at kunne holde passende distance til hele dette magtspil der skjuler sig bag indiskutable definitioner, velmenende hensigter, utopiske målsætninger og videnskabelig jargon og objektivitet.

Ganske som i tilfældet med de humanistiske juristers nidkære kamp for at vogte over menneskerettighederne på alle felter af livet og i alle dele af verden uden hensyn til konkrete politiske og historiske forhold, så gælder for sundhedsideologerne at de forstår at spille på alle de strenge af medmenneskelige følelser vi alle har og som til hver en tid kan aktiveres, når sygdom og død, fattighed eller uretfærdighed vises for os i fuld gru på skærmen. Men begge hold ender i ren manipulation, når følelsesappellen sker på bekostning af den sunde fornuft der indebærer at man i sine vurderinger også tager hensyn til helheden og realiteterne.

Den væsentligste realitet i spørgsmålet om sygdom og sundhed er, at hverken den enkelte eller samfundet kan se bort fra risikofaktoren ved det at leve, forske og udvikle sig. Der er en risiko ved alt hvad vi foretager os. Der er en tilfældighed der gør det umuligt at forudsige alt. Og der er en elementær mangel på sundhed eller hygiejne i helt normale, dagligdags handlinger - som det at arbejde, spise, elske eller nyde hvad nydes kan. At tro at man kan eliminere alle risici ved disse foreteelser er simpelthen utopi.

Den væsentligste realitet ved det menneskelige ansvar er selve friheden, der muliggør valg. Fri er man imidlertid ikke blot fordi man på formelt plan har valgmuligheder, men først når man på erkendelsesmæssigt plan kan overskue konsekvenserne af sine handlinger og samtidigt på følelsesmæssigt eller dybdepsykologisk plan er uafhængig af alle de fordomme, aversioner, idiosynkrasier, traumer, angst og fobier eller tvangsmæssige bindinger der forhindrer nøgtern erkendelse og fornuftig handling.

Det væsentligste element i en etik der kan hæve sig over såvel ydre som indre autoritet i form af forbud og pligtbud er den helhedsopfattelse der beror på kravet om indre konsistens og som tager fuld højde for livets mangfoldige muligheder og risici. Et menneskes sande autonomi er ikke papirretten til at bestemme selv, men den ret til selvbestemmelse der er tæt forbundet med muligheden for at kunne overskue konsekvenserne af sine handlinger og friheden fra at være tvangsmæssigt bundet af umiddelbare lyster eller behovstilfredsstilelse der undergraver evnen til på langt sigt at kunne sørge for overvægt af det gode i sit liv.



Livskvalitet og optimal personlig sundhed forudsætter med andre ord den konsistensetik der indefra - dybt i sjælen - binder et menneske til langsigtet overvægt af det gode i livet.

Denne konsistensetik er et dybt personligt ansvar som kræver både rimelig selverkendelse og rimelig evne til at styre egen behovstilfredsstillelse, således at man ikke falder for alle mulige fristelser. Og dem er der jo mange af, ja der er blevet flere og flere af dem med den økonomiske og teknologiske vækst.

Konsistensetikken er også den eneste etik der kan give den enkelte den distance til omgivelserne der vil være i stand til at holde de politiske, ideologiske eller økonomiske manipulatorer - herunder sundhedsapostlene og den alt andet end upartiske eller uegennyttige sundhedsvidenskab - på passende afstand.

Men netop sundhedsvidenskabens mest nidkære vogtere og fortalere afviser det helhedssyn på menneskets situation der alene kan sikre at den enkelte tager ansvaret for sit egen tilværelse ved at erkende at sundheden såvel som alle andre sider af livskvaliteten eller 'det gode liv' aldrig er et rent teknisk, videnskabeligt, økonomisk eller politisk anliggende, men altid også et socialt og psykisk. Gang på gang afslører sundhedsvidenskaben at den betragter det helhedsmæssige (undertiden med et uheldigt udtyk kaldet det holistiske) perspektiv på livet som irrelevant, skønt man netop fra psykologisk side kan påpege den pointe ved fænomenet sundhed, at der er et samspil mellem det biologiske, det sociale og det psykologiske.



Fristelserne er mangfoldige i denne verden, som den fordrukne Engstrand undskylder sig med i Ibsens "Gengangerne". Heldigvis er de mangfoldige kunne man sige, hvis man har sit så nogenlunde på det tørre. Men tilføjes må det, at mangfoldigheden netop aldrig kan bruges som undskyldning for ikke at tage vare på sig selv og sit helbred.

Døden slipper vi aldrig af med. Døden er endda det sikreste af alt i ethvert menneskeliv. Ingen undgår den. Og ingen undgår heller naturlig aldring. Dødens og aldringens urokkelige kendsgerninger er faktisk de to forhold der gør humoren til tragediens sande fosterbroder i tilværelsen.

Sygdom afskaffes heller aldrig, selvom nogle er så heldige at undgå den til det sidste, mens andre rammes hårdt af den. Risici er der nemlig ved alt liv. Ingen beskæftigelse overhovedet er uden risiko. Ingen mad overhovedet er fri for farer. Bakterier og virus er der alle vegne. Det ser endda ud til at jo mere man spuler miljøet for snavs og farer, jo mere allergiske bliver folk for mindste risikofaktor. Og bakterier og vira tillader sig at udvikle resistente former hver gang videnskaben opfinder midler til bekæmpelse af de gamle.

Alle de gode ting vi normalt sætter pris på som mad, alkohol, musik og sex - eller læsning, tv-kiggeri, internet, mobiltelefoni og computerspil samt sport har sine farer som man naturligvis kan og bør mindske ved at omgås dem fornuftigt. Men principielt er alt risikabelt.

Det gode liv opnår man derfor ikke ved at sige nej til de gode ting, men ved at omgås dem med sund fornuft. I denne ordkombination betyder sund ikke at man nidkært følger logik, principper eller vink og råd fra sundhedsvidenskaben, men tværtimod at man tager alt hvad sundhedsvidenskaben og folkesundhedsoplysingen siger med et gran salt.

Sund fornuft er det eneste der kan forhindre sundhedstyranni og det eneste der kan sikre det gode liv i jævn og normal betydning.

Deres ærbødige

Jens Vrængmose



Ovenstående betragtninger er delvis inspirerede af overværelsen af forsvaret for en Public Health Master-afhandling på Panuminstituttet, som censor af principielle grund ville have dumpet, fordi kandidaten med sit instituts accept havde tilladt sig at inddrage livskvalitetsbetonede overvejelser i sin diskursanalyse. Dem fandt lægen irrelevante. Og det er desværre fortsat typisk for lægestanden.



Henvisninger:

Andre artikler af Jens Vrængmose: Klik

Artikler om   Konsistensetikken  og  Konsistens-etikkens Ti Bud

Veje til livskvalitet og mening

Artikel-serie om livskvalitet og mening i forskellige aldre -
i fire afsnit med kort   indledning

Afsnit   I:   Fra tidsfordriv til engagement.  (20.6.02)
Afsnit  II:   Fra tryghed til frihed  (21.9.02.)
Afsnit III:   Fra rutine til mening  (30.12.02.)
Afsnit IV:   Fra funktion til proces  (2.3.03.)  



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal