Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - ateisme

ARTIKEL FRA JERNESALT - 26.3.05.


Ateismens problematik

20 % af den danske befolkning tror ifølge meningsmålinger fra Gallup og Vilstrup ikke på Gud, men kun en fjerdedel af dem (5 %) er erklærede ateister - og endnu færre organiserede ateister. Men nu er disse sidste begyndt at røre lidt på sig - i ganske naturlig og forståelig reaktion på den stigende religiøse interesse og debat. De føler sig ligefrem trynet af Gud, som det hed i en avisoverskrift.

Dansk Ateistisk Selskab blev stiftet i november 2002 og har i dag (marts 2005) 150 medlemmer. Det har formuleret nogle ateistiske krav i en række resolutioner, herunder kravet om adskillelse mellem stat og kirke, afskaffelse af kirkeskat, overflytning af fødselsregistrering til folkeregisteret samt verdslige begravelsespladser til alle.

Selskabets formål er bl.a. at opfordre til kritisk og selvstændig tænkning om liv og eksistens, og at støtte alle der "behøver støtte i at forholde sig til deres tvivl og skepticisme i en overvejende religiøs verden". Selskabets hjemmeside hedder www.ateist.dk.

I forvejen fandtes Humanistisk Debat fra 1960 og websitet: www.ateist.org. af nyere dato og med debat og links. Behovet er der.

Da Jernesalt fuldt og helt går ind for kritisk og selvstændig tænkning om eksistensen, men har et helt andet syn på religion og sekularisering end de nævnte organisationer, kunne det være på sin plads at se lidt på ateismen som fænomen. Med den stigende religiøse interesse i Danmark som i store dele af den øvrige verden må det betragtes som givet at også reaktionen vil øges i omfang og styrke. Det er kun en fordel, for det er ligegyldigheden der er uholdbar i længden.



Ordet 'ateisme' er i grunden en negativ bestemmelse, der forudsætter noget at være imod, dvs en teisme, en deisme eller en panteisme man kan opponere mod på intellektuelt plan - eller en praktisk religionsudøvelse og påvirkning man mere følelsesmæssigt kan protestere imod eller prøve at løsrive sig fra.

I historien kendes ingen kultur uden religion. Intet menneske kan nogetsteds vokse op uden på den ene eller anden måde at støde på religion som fænomen, enten som personlig religiøsitet eller som kollektiv kult. Irreligiøse mennesker i egentligste forstand må have det som aseksuelle mennesker i vort gennemseksualiserede samfund. De må føle sig som udenforstående og have lyst til at protestere over konstant at blive udsat for bombardementet af påtrængende og irriterende følelser, meninger og adfærd.

Og det er i vore tolerante tider helt selvfølgeligt at de organiserer sig, holder møder, støtter hinanden, driver oplysningsvirksomhed og går på nettet. De kan være så afklarede de være vil. Men de kan ikke forholde sig passive til andres religiøsitet, fordi denne vedblivende og hårdnakket trænger sig på på trods af al fornuft, oplysning og videnskab.

Da der imidlertid er væsentlig forskel mellem deismen, teismen og panteisme på den ene side og de store religioner samt den moderne nyreligiøsitet på den anden side, skal det for en ordens skyld fastslås at de førstnævnte ismer stort set er uden interesse for den aktuelle debat.



Deismen med Voltaire og Rousseau som de mest markante skikkelser hævder troen på en gud der har skabt verden og verdensordenen, men derefter overladt dens videre skæbne til sig selv. Den er udtryk for en 'fornuftreligion', men er uden nogensomhelst videnskabelig interesse, da spørgsmålet om hvordan universet er opstået erkendelsesteoretisk er principielt uløseligt. At postulere at Gud skulle være universets skaber er videnskabeligt set en tom påstand.

Panteismen postulerer at Gud er i alt, eller at Gud og naturen er et og det samme. Den havde fortalere i Nicolaus Cusanus, Giordano Bruno og Spinoza - og i nyere tid i Schelling og Hegel. Den er som deismen uden videnskabelig interesse, for den kan hverken bevises eller tillægges mening i videnskaben. Det kan give mening som rettesnor for selve indstillingen til livet og forskningen med fysikeren H.C. Ørsted at tale om 'ånden i naturen', at se en altgennemtrængende guddommelig fornuft bag alle fænomener, navnlig når man som Ørsted havde sans for det sande, det skønne og det gode - var poetisk anlagt og bl.a. som den første kunne se genialiteten i H.C. Andersens eventyr. Men bevise noget, gør det ikke.

Teismen med troen på en personlig gud der styrer verden nu og altid dukkede først op i slutningen af 1600-tallet og blev undergravet i 1800-tallet med troen på det historiske fremskridt og den biologiske evolution. Men med kvantefysikkens underminering af den deterministiske årsagsforklaring i 1920erne og sammenbruddet af den naive fremskridtstro i forbindelse med verdenskrigene, fik det irrationelle igen indpas i filosofi og almindelig livsanskuelse. Dog ikke uden problemer, for Nietzsche var jo ikke den eneste der kunne se at den gamle Gud var død. Også teologien søgte med bl.a. Bultmann og Tillich andre veje end de ortodokse. Og i vore dage har Grosbøl-sagen afsløret at mange præster slet ikke tror på det de selv søndag efter søndag læser op i kirkerne. Gudsbegrebet som sådant er ikke aflivet, men troen på en personlig gud der sidder et eller andet sted oppe i rummet og trækker i trådene er der ikke mange oplyste mennesker der kan acceptere.

Men huskes skal at ateismen som statsreligion er lige så håbløs som den ortodokse, med naturvidenskaben og oplysningen stridende gudsopfattelse. Den masseateisme man forsøgte at gennemtvinge i Sovjetunionen efter et dekret fra Stalins side i 1934 slog aldrig igennem. Kirkerne kunne man ødelægge, og præsterne kunne man forfølge, men folkesjælen bevarede troen, således at denne blomstrede op igen da systemet brød sammen og åndsfriheden blev genvundet.



I Norge har Human-Etisk Forbund 65.000 medlemmer, og deroppe har man noget så humoristisk som Hedningeforbunnet, der som happening skal have udbasuneret Guds og Jesu død samt Helvedes udslukning fra Rådhuset i Oslo. Men åbenbart er det lige så meget den norske kirkes konservatisme med modstand mod kvindelige præster og homoseksuelle der er sagen.

Næstformanden for det ateistiske selskab i Danmark, den 25-årige Jonathan Szpirt, der på hjemmesiden forklarer at han til sidst fik nok af dogmerne og reglerne i sit jødiske barndomshjem, betoner i et lille interview med Politiken 7.3. at det at være ateist på en måde er en livsstil. Man har frihed til at gøre hvad man vil, frihed til at skabe sig en moral. Desuden frygter man ikke døden, for ingen dømmer en for alt det man har gjort i levende live. Man kan leve i nuet....

Den allestedsoptrædende religionshistoriker Mikael Rothstein har på et debatmøde opfordret ateisterne til ikke at blive for selvfede. Men dette skal ikke misforstås, så han skyndte sig at bedyre, at han er principielt enig med Ateistisk Selskab, og at han også finder at det er blevet for meget med den dyne af religiøsitet der har lagt sig ud over samfundet. Men man skal bare ikke tro, at religion kan trænges i baggrunden for den er et socialt fænomen. Religionerne er et element i de fleste menneskers måde at skabe kultur på. Netop derfor er religion ikke noget der kan bekæmpes som man bekæmper myrer mellem havefliserne. Det realistiske mål for en antireligiøs strategi er derfor efter hans mening "en blød, lunken og afdæmpet religion i samfundet".

Ja, det står der såmænd i hans indlæg. Og det kan måske moderere Ateistisk Selskab en smule eller skrue ambitionsniveauet lidt ned. Men det er og bliver jo kun en justering af strategien. For Rothstein er rørende enig med Ateistisk Selskab i udgangspunktet, at religion er ufornuft. Han skriver at der her er tale om noget mennesker forestiller sig, ikke noget der findes i virkeligheden. Guder, dæmoner og frelsere er fantasivæsener. - Og dermed bringes debatten ikke så meget som et enkelt lille skridt videre. Ateisterne bliver ikke klogere. De religiøst indifferente får bare bekræftet deres fordomme. Og de religiøse får stene for brød. De samfundsinteresserede får ingen hjælp til at forstå den stigende religiøse interesse. End ikke religionshistorien som videnskabelig disciplin kommer videre med Rothsteins dogmer.



Sagen er at der nok kan opstilles forskellige typer af ateisme og redegøres for deres intellektuelle begrundelser. Det er hvad teologen Niels Henrik Gregersen gør i encyklopædiens artikel om ateisme. Rationalister mener at naturvidenskaben gør religion overflødig, humanister at religionen har haft ødelæggende virkninger på menneskets muligheder. Atter andre får eksistentielle anfægtelser, fordi de ikke kan få ondskabens eksistens og omfang i verden til at hænge sammen med en almægtig og kærlig gud. Og endelig er der de fornuftige der blot sørger for at adskille personlig tro og videnskabelig metode. Det lyder altsammen plausibelt.

Men både Rothstein og Gregersen ser totalt bort fra det eneste der kan give en fornuftig forklaring på at religioner og religiøsitet overhovedet eksisterer og fortsat har enorm betydning, nemlig at mennesket er psykisk disponeret for dem.

Det er ganske enkelt en aldeles uholdbar og for en professionel religionshistoriker aldeles utilladelig forenkling at postulere at guder og dæmoner og lignende er fantasivæsener. De er forestillinger, og de er irrationelle, ja vel, men ikke alle irrationelle forestillinger er fantasier.

En ganske almindelig moderne fremmeordbog som Gyldendals oplyser at fantasi er indbildningskraft eller evne til frit at sammensætte nye forestillinger. En ældre fremmedordbog som Meyers supplerer med synonymer som indbildning, digtning, luftbillede, drømmebillede, tankebillede, hjernespind og dagdrøm. Og Encyklopædien (Boje Katzenelson) præciserer glimrende, at "fantasi betegner de elementer i forestillingslivet, der anvender intellekt, handlen, motorik, talenter, motiver og følelse på en særlig måde i forståelsen af objekter, begivenheder og idéer. Disse kan enten eksistere i virkeligheden eller være frit opfundne, og det er sidstnævnte træk ved forestillingerne der gør dem fantasifulde."

Men når nu 'guder, dæmoner, ånder og frelsere og den slags' ikke eksisterer i virkeligheden og ikke er frit opfundne fantasier, hvad kan de da være? Ganske enkelt spontant dannede arketypiske forestillinger, som dukker op hos alle mennesker i alle kulturer og har gjort det til alle tider. De er universelle. De er så gamle som selve den menneskelige ånd - både individuelt og slægtsmæssigt. De er den direkte følge af dualiteten mellem bevidstheden og underbevidstheden eller det personligt og kollektivt ubevidste. Og det er præcis derfor religion findes i alle kulturer.

De konkrete udformninger kan variere fra kultur til kultur og fra tid til tid. Ikke mindst gør det en forskel at skriftkulturen kommer ind i billedet. For her muliggør fastlæggelsen af hellige skrifter og dogmer både en stærk organisering og et magtfuldt præsteskab. Men det universelle er uudryddeligt og ikke underlagt menneskets kontrol, hverken personligt eller politisk.



Det er til gengæld et enormt aktiv som er selve forudsætningen for den menneskelige kreativitet. Uden det kollektivt ubevidste ingen musik, kunst eller digtning, men heller ingen nye erkendelser i forskningen. Der indgår naturligvis i alle disse kreative aktiviteter både et bevidst rationelt element og et virkeligstro håndværk, men nyskabelsen beror på spontant opdukkede kombinationer.

Det samme gælder såvel den spontane drømmevirksomhed som den religiøse forestillingsverden. Overalt lever mennesket i en dobbeltverden af indre forestillingsbilleder og ydre sansefænomener som i eksistensen skal bringes i samklang med hinanden. Men det karakteristiske her er at den rationelle kontrol har en grænse. Går den over gevind - fx ved bevidst fokusering på praktisk, nyttebetonet arbejde - skades kreativiteten, og i værste fald sker der en forarmelse af personligheden. Men alle fødes som musiske, religiøse og kreative mennesker med en særdeles aktiv underbevidsthed.

For den personlige religiøsitets vedkommende kan den rationelle kontrol betyde, at den bevidste indre dialog mellem det snævre jeg og den åbne totalpsyke mindskes og i værste fald bringes til ophør, hvad der igen kan indebære deciderede ukontrollable fortrængninger eller simpelthen en sjælelig udtørring.

En erfaren og klog psykiater som Ib Ostenfeld har rammende betegnet den normale uvilkårlige form for personlig religiøsitet som en tilværelsesmusikalitet, hvis modsætning slet ikke er ateisme, men en slags religiøst neutrum, en ikke-tro. Den kan sagtens fremtræde som normal livsduelighed, men af en noget steril art. Fx kan den give en sobert registrerende position som den man kender fra forfatteren Henrik Pontoppidan (psykiaterens morbroder) eller fra en maler som Johannes Larsen. Sidstnævnte kunne virkelig nøgternt redegøre for hvad han så med øjnene. Og han hvilede i sjælden grad i sig selv. Men både han og Pontoppidan manglede den musikalitet som gør andre kunstnere særligt spændende og i visse tilfælde geniale.

Musikaliteten som sådan er også relevant på anden vis i forbindelse med følingen med det religiøse, for der er ingen tvivl om, at musikken i kraft af sin evne til at etablere det direkte forhold mellem jeget (eller bevidstheden) og ånden (eller det kollektivt ubevidste) befinder sig i selvsamme eksistentielle plan som religionen taget i ikke-dogmatisk forstand. Derfor bruges musik i religionens tjeneste, både i liturgien og i den selvstændige kirkemusik som fx Bachs passioner eller Händels 'Messias'. Derfor kan næsten alle mennesker - uanset deres konfessionelle eller eventuelt ateistiske holdninger og uanset deres musikalske præferencer - blive 'høje' af musik, dvs blive rykket ud af den trivielle 'timelige' hverdag og over i den ekstraordinære ekstase og ind i 'evigheden'. Og derfor har musikken i vore dage reelt fået rollen som det store flertals foretrukne religiøse rum.



Ib Ostenfeld har i et udmærket essay om ateismens psykologi peget på, at alle mennesker, i hvert fald delvis, og i hvert fald periodevis, forsøger at få principielt rede på sig selv, deres tilskyndelser, motiver og åndelige gehalt. Altså at få en definitiv indre samling, en reservationsløs, radikal åbenhed over for sig selv. Og han understreger at en sådan fuldstændig selvbesindelse kun er mulig gennem en religiøs holdning.

Selvbesindelsens urform ifølge Ostenfeld er bønnen, men da denne form er blevet ikke så lidt miskrediteret gennem den udbredte tomhed eller udenadsjappen der er forbundet med de officielle kirkelige eller for muslimernes vedkommende med den officielle mosképraktiserede bøns ritualisering, er det nødvendigt at påpege at den bøn der er ægte selvbesindelse kræver en ikke-ritualiseret dialog mellem personlighedens almindelige jeg og den instans i menneskets indre som er større end dette jeg, altså den instans man gennem tiderne altid har benævnt Gud og som er kendetegnet af være uden for jegets kontrol.

Det er derfor et eklatant eksempel på elendig sjælesorg, når fængselspræsten Anna (Ann Eleonora Jørgensen) i Annette K. Olsens film 'Forbrydelser' lader den indsatte Kate (Trine Dyrholm) mekanisk gentage sætningerne fra Fadervor, da denne i sin sjælenød beder om hjælp til at lære at bede. Præsten skulle naturligvis være begyndt med at spørge til, hvad Kate inderst inde ønskede for at rette sit liv op. Nu fik hun ingen hjælp - og endte da også med at begå selvmord.

Det er i den ikke-ritualiserede dialog mellem jeget og den instans der er større end jeget at det centrale for al ægte religion ligger, nemlig at religion ikke er et forhold mellem et subjekt (en person eller en menighed, et folk, en kultur) og en objektiv instans der kan måles og vejes og gøres til genstand for analyser, beviser og modbeviser, men derimod et umiddelbart tillidsforhold mellem to subjekter. Den er med den jødiske filosof Martin Bubers ord ikke et jeg-det-forhold, men et jeg-du-forhold, ganske som ethvert personligt forhold mellem mennesker.

Heraf kommer selvfølgelig den oprindelige og grundliggende opfattelse af Gud eller guderne som personlige med personnavne og tilnavne - i kristendommen med navne som Faderen og Sønnen. Og heraf kommer så i anden omgang problemet med at få en sådan opfattelse til at hænge sammen med den naturvidenskabelige opfattelse, at guderne ikke eksisterer i den fysiske virkelighed, eller den efterhånden udbredte teologiske opfattelse, at gud heller ikke er en person, endsige en marionetteaterdirektør.



Dybdepsykologisk kommer man let omkring problemet, for her vil man pege på, at den arketypiske forestilling fremtræder som en instans det er muligt at føre dialog med. Man kan gøre grin med denne instans som når Lars von Trier i filmen 'Breaking the Wawes' lader den naivt religiøse hovedperson (Bess) samtale på barnlig vis med Gud og åbenlyst og helt vilkårligt lægge moralistiske ord i munden på Gud. Og det er o.k. for så vidt det viser noget om katolikken Lars von Triers uafklarede indstilling til moral og religion. Men det rokker ikke det ringeste ved pointen, at den sande Gud for den sandt religiøse er en samtalepartner hvis replikker er ukontrollable og uberegnelige for modtageren.

Ateisterne på deres side - inklusive en religionshistoriker som Mikael Rothstein - har lov til at mene, at spørgsmålet om Guds eksistens er afgjort med at eksistensen ikke kan påvises ad naturvidenskabelig vej. Det kan heller ikke sjælen, ånden, underbevidstheden eller det kollektivt ubevidste. Men dermed har de også stillet sig tilfredse med en partiel selvbesindelse. Ateismen i denne klædning afslører sig med Ostenfelds ord som en kun intellektuel, kun etisk eller kun biologisk livsbetragtning. Den centrale dimension mangler.



Ostenfeld kom til den konklusion, at ateister ved deres følelsesforhold til det religiøse røber en religiøs dragning som negativt er præget af dybfølt utilfredshed med de gængse manifestationsformer for det religiøse. Og dette kan man kun give ham ret i. Irreligiøse mennesker, mennesker der aldrig har fået vakt deres tilværelsesmusikalitet, findes skam, men de er få og de har ikke brug for ateismen. De fleste ateister er ikke blevet ateister uden grund. De er blevet det af protest mod religiøse overgreb eller ensidig religiøs propaganda. Eller de har fået nok af alt den snak om religion - og tror de kan mane den i jorden med mere snak. Og deres reaktion er forståelig. Men det hænder jo heldigvis at de kommer over negativiteten i indstillingen.

For som Ostenfeld også skriver, så stiller den borgerlige, vesteuropæiske gennemsnitsateist sig i realiteten uden for de magter vi alle er afhængige af - med eller mod vores vilje, og i fælles ve og vel. Og en sådan ateist er derfor ikke med til at bygge eller opretholde slægtens hus.

Det vil disse gennemsnitsateister naturligvis ikke på noget tidspunkt skrive under på, ja, de er vel i sidste ende også komplet ligeglade med dette slægtens hus.

Men der er flere ting de i denne forbindelse ikke kommer udenom. For det første kan de ikke bestride flertallets religiøse grundindstilling - som ikke kan måles på forholdet til den officielle kirke. For det andet kan de ikke bestride den aktuelt stigende religiøse interesse endsige forhindre dens udvikling gennem en fortsat sekularisering. For det tredje kan de ikke ved nogen slags oplysning udrydde de arketypiske forestillinger eller deres rigt facetterede inspiration på såvel individer som folk. Og for det fjerde kan de ikke udrydde de utroligt mange og nuancerede religiøse begreber fra folks daglige sprog.

Den officielle kirke - i Danmark Folkekirken - er i dyb krise, og det er ikke godt at vide, hvorhen den vil bevæge sig i de næste 20 år. Men bevæge sig vil den, og løser den ikke sin opgave, vil den blive erstattet af anden organisation. For al religion kræver naturligvis organiseret kult. Og potentialet til fornyelse har såvel folkekirken som kristendommen.

Sekulariseringen vil fortsætte ubønhørlig, fordi mennesket kræver frihed, også åndeligt og religiøst. Selv de religiøse vil kræve at kunne ånde frit i deres organisationer. Men det er en misforståelse at tro, at sekulariseringen betyder at religionen skulle blive en privatsag. Det bliver den nemlig aldrig, for den vil altid i kraft af den nævnte selvbesindelseseffekt på menneskene have betydning på alle områder af den menneskelige kultur, herunder kunsten, etikken og politikken. Men sekulariseringen adskiller i ethvert demokrati den religiøse magt fra den politiske magt, således at ingen religiøs organisation får tildelt magt til at bestemme over mennesker i politisk henseende. Demokrati er uforeneligt med præstestyre eller sharialov. Derfor har de muslimske indvandrere store problemer med at blive integreret i demokratiet, for integration kræver sekularisring.

De arketypiske forestillinger kan lige så lidt udryddes som det personligt underbevidste og det kollektivt underbevidste. Man kan individuelt som kulturelt eller politisk forsøge at fortrænge forestillingerne, men man opnår ikke andet end at fjerne kreativiteten og selvbesindelsen. Det har endda vist sig - som påpeget af C.G. Jung - at fornægtelsen af den indre instans der står over mennesket selv kun vil medføre psykisk inflation. Et menneske der benægter eller fornægter Gud, vil ubevidst ophøje sig selv eller sine ideer til gud - som man bl.a. så det med Nietzsche. Man kan kalde den indre instans der er større end jeget alt muligt andet end Gud - der er mange eksempler på at rationelt indstillede mennesker med respekt for det irrationelle har foretrukket omskrivninger. Det gælder fx fysikeren James Clerke Maxwell, der på sit dødsleje 1879 kom med udsagnet: "Hvad der er blevet gjort af det der kaldes mig selv, er, føler jeg, gjort af noget der er større end mig selv i mig." - Man undgår ikke psykisk inflation uden respekt for denne instans.

Endelig gælder, at ateister eller andre med antireligiøs ideologi ikke på noget tidspunkt er i stand til at fjerne de mangfoldige religiøse betegnelser fra dagligsproget. Og grunden er ligetil. Dagligsproget rummer disse vage, flertydige betegnelser fordi det er i langt dybere kontakt med den fulde virkelighed end de specialiserede videnskabelige sprog. Den fulde virkelighed er hverken overskuelig eller kontrollabel, men fuld af usikkerhed og tilfældighed. Og dette må nødvendigvis fremgå af et dagligsprog der vil være tro mod virkeligheden.

Det er et overset problem i den gængse religionsdebat at ateismen udover at være en protest eller kritik af religiøsiteten som sådan og især de officielle religioner dybest set også er en protest mod dagligsproget. Men det er den faktisk, og det er dens allerstørste svaghed, fordi den ikke engang selv er klar over det.

I det hele taget er det ateismens svaghed, at den i klar strid med dybdepsykologiske såvel som religionshistoriske kendsgerninger snævrer religionen ind til at afhænge af konfessioner med absolutte dogmer, autoritære guder og autoriserede præster. Man kan sagtens være religiøs uden at tilhøre en konfession og uden at hylde absolutte guder, skrifter eller dogmer. For den ægte religiøsitet ligger såvel personligt som folkeligt i 'tilværelsesmusikaliteten', dvs i den umiddelbare kontakt med den ånd der dybdepsykologisk betegnes som det kollektivt ubevidste og som ikke er undergivet menneskets rationelle, viljesmæssige kontrol. Den er derfor også dybt forbundet med humor.

Dette betyder ikke, at den organiserede kult i almindelighed eller kristendommen i særdeleshed er ligegyldig. Tværtimod. Men det betyder at vejen til en fornyet fælles religion går over fortsat religiøs søgning og fortsat religionskritik. Og her kan ateisterne såmænd også bidrage - hvad enten de vil eller ej.



Henvisninger:

Litteratur:

Ib Ostenfeld: Ateismens psykologi
(Kapitel i bogen 'Poul Kierkegaard'. Nyt Nordisk Forlag. 1957)

C.G. Jung: Psykologi og religion. (Gyldendal. 1968)

Encyklopædien:
Niels Henrik Gregersen om ateismen (Bd. I)
Boje Katzenelson om fantasi (Bd VI)

Vedr. Maxwell, se Tor Nørretranders: Mærk Verden (Gyldendal. 1991)

Politiken:
7.3.05. helside: Gud skal bare blive hjemme
Mikael Rothstein: Religion kan ikke kvæles. (Debatindlæg 8.3.05.)
Henrik Larsen: Ateister - kæft op! (Debatindlæg 9.3.05.)

Links

Dansk Ateistisk Selskab
Ateist

Relevante biografier fra 'Inspiratorer':

Martin Buber
Ib Ostenfeld

Relevante artikler

Sekulariseringen må opdateres  (29.11.04.)
Sekularisering og religiøs krise  (Verdsliggørelse - 2.6.02.)
Har Gud designet verden?
Religionen og sekulariseringen  (Afsnit af Værdimanifestet - 17.9.04.)

Kristendommen passé?  (26.12.04.)
eller har den potentiale til fornyelse?

Hvor kommer det onde fra?  (23.3.05.)

Selvet - sjælen - ånden   (23.12.04.)
om det kollektivt ubevidstes funktion i eksistensen

Ånd, natur og oplysning
om placeringen af ånden inden for naturens rammer, nemlig som modsvar til bevidstheden

Kunsten og musikken   (10.9.04.)
Religionen og sekulariseringen  (17.9.04.)
Psykologiens dybdeindsigt  (22.9.04.)

Nietzsches sjæl



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal