Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - lonefrank

ARTIKEL FRA JERNESALT - 30.9.07.


Lone Franks store hjernetrip
- et ambitiøst partsindlæg om 'Den femte revolution'

Bogen og forfatteren

Bogens gennemgang af neurovidenskabens områder:
Neuroøkonomi - Neuromarketing - Lykkesmede
Social neurovidenskab - Løgnens anatomi - Moralen - Religionen

Principiel kritik:
De oplysningsmæssige revolutioner  - De religiøse revolutioner  - Sjælelivet og åndslivet

Konklusion og alternativ
Henvisninger



Bogen og forfatteren    
Til toppen   Næste

Med bogen 'Den femte revolution' forsøger videnskabsjournalisten Lone Frank for alvor at sparke gang i debatten om hjerneforskningens eller neurovidenskabens betydning for det moderne samfunds udvikling, menneskeopfattelse og verdensbillede. Beskedent kalder hun bogen 'fortællinger fra hjernens tidsalder' eller nedslag i emner om hvor fronten i hjerneforskningen befinder sig og hvor det brænder på. Men når hun skal pege på de muligheder denne hjerneforskning efter hendes egen mening vil få for fremtiden, holder hun sig ikke tilbage. Hun er tværtimod fuldstændigt overbevist om at den vil få en sådan rolle inden for psykologi, moral, religion, økonomi, marketing og politik, at den i de nærmeste år simpelthen vil revolutionere vores opfattelse af os selv.

Revolutionen vil ryste os - mener hun - fordi den vil betyde at vi fremover henlægger selve essensen af det menneskelige til hjernen. Det er hjernen der vil fortælle os hvem vi er. Neurovidenskaben vil sætte hjernen i centrum og kaldes derfor neurocentrismen. Dermed sættes der lighedstegn mellem hjerne og sjæl. Vi vil slippe for at bruge det gamle upræcise begreb 'sjæl' og derfor også komme ud over den gamle dualismes deling af tilværelsen i en fysisk/naturvidenskabelig del og en åndelig, humanistisk eller ikke-naturvidenskabelig del. De to verdener kan smelte sammen til en enhedsvidenskab - og resultatet bliver et langt mere nuanceret og ikke mindst helt syn på mennesket.

Men da dette perspektiv endnu ikke er gået op for ret mange, er det på høje tid at bringe mulighederne ud til almindelig diskussion uden for specialisternes hjemmebane. Hjerneforskningen rager os alle sammen, skriver Frank, for vi er alle sammen på vej lige lukt ind i hjernens tidsalder.



Til formålet har Lone Frank sat en flok forskere stævne i USA og Canada. "Mennesker som i deres udforskning af hjernens hemmeligheder får sat spørgsmålstegn ved fundamentale fænomener som religion, tro og moral. Mennesker som rokker ved vores syn på fornuft og følelser ved at afdække hvordan rationalitet og ubevidst automatik udkæmper slag i vores indre og hvordan udfaldet bestemmer vores syn på verden og vores valg i hverdagen".

Men forfatteren vover også pelsen ved at lade sig skanne af nogle af forskerne, herunder ofre sit kranium (og store hår) til skanning i den af neurologen Michael Persinger udviklede 'Gudshjelm', et styrthjelmslignende gult apparat der ved hjælp af svage elektriske og magnetiske påvirkninger direkte ind i forsøgspersonernes hjerner fremkalder særlige psykiske oplevelser der ofte indebærer fornemmelse af tilstedeværelse af andre personer, undertiden religiøse skikkelser. Påvirkningerne er dog så små - ikke stærkere end den udstråling der kommer fra computerskærme - at det er sjældent folk oplever Gud. Det gjorde Lone Frank ikke, og da hun efterspurgte oplysninger om mere konkrete mekanismer ved den slags forsøg, var svaret undvigende. Forsøgene er på et plan hvor teorier, hypoteser og formodninger overskygger beviserne. Og det gælder i virkeligeden utallige af de forsøg der laves inden for hjerneforskningen.

Dette lægger Lone Frank ikke skjul på. Hun har på turen til USA medbragt sin sunde skepsis og driller flere af forskerne med ret nærgående spørgsmål. Men ikke desto mindre er hun fuldstændigt overbevist om at neurovidenskaben på få år vil vende op og ned på vore begreber og vort menneskesyn. For hun afslører sig som udpræget rationalist, materialist og determinist. Hun ser hjerneforskningen som det endegyldige opgør med alle former for den opfattelse at naturvidenskaben ikke kan måle og forklare alt. Hun anerkender i realiteten ikke andet end det hun med et ikke særligt klart begreb kalder 'evidens', dvs det soleklare og selvindlysende bevis på at noget eksisterer i virkeligheden. Det generer hende tilsyneladende ikke, at ordet 'evidens' normalt bruges i betydningen 'hvad der er umiddelbart intuitivt indlysende'. For hende er en fuldt naturalistisk, ikke-metafysisk opfattelse af mennesket ellers ensbetydende med påvisningen af et 'strengt fysiologisk-kemisk jeg'.



Dermed røber hun subjektiviteten i såvel sin holdning som sit projekt. Ja, hun prøver bestemt ikke at lægge skjul på subjektiviteten, og det er i grunden meget positivt. For på den ene side er hun redelig som videnskabsjournalist ved at redegøre sagligt for hvad den nyeste forskning beskæftiger sig med. På den anden side har hun store forhåbninger til at neurovidenskaben ikke blot vil give nogle gode teknologiske muligheder for sygdomsbehandling og adfærdsændring, men også køre religionen ud på et sidespor til brug for håbløse fundamentalister, for religion betragter hun over én bank som latterlig overtro og skadelig fundamentalisme. Religion er for Lone Frank simpelthen tidens store kampplads mellem to åbenlyst modsatrettede og absolut uforligelige værdisystemer.

For dem der ved noget om religion er det let at se at Lone Frank lider af alt for mange fordomme og egentlig på flere felter er forbløffende uvidende. For dem der kun kan have skuldertræk tilovers for alle 'oplysningsfortalere' der tror religion nogensinde bliver afskaffet eller overflødiggjort af naturvidenskaben i almindelighed og hjerneforskningen i særdeleshed, forekommer hun at være skinbarlig utopist. Men hun vedgår sine drømme såvel som sine antipatier og idiosynkrasier - selvom hun kalder dem noget andet. Dermed bliver hendes bog et både politisk og ideologisk kampskrift. Og det kan kun glæde undertegnede der i Jernesalt konsekvent har understreget at subjektiviteten umuligt kan elimineres fra eksistensdebatten, hvis denne overhovedet skal have nogen betydning.

Den 40-årige ateist og rationalist Lone Frank, der er ph.d. i neurobiologi, men valgte videnskabsjournalistikken som sin vej og nu bl.a. skriver for Weekendavisen, skal også krediteres for at hun åbent fortæller at hun er ugift, ikke har børn, ikke bryder sig om børn og ikke har tænkt sig at anskaffe nogen. For det fortæller faktisk meget om hende - måske mere end hun selv ved af.

Men ellers skal bemærkes at forfatteren har valgt at fortælle ret bredt og udførligt om de mange forskere og den forskning hun mødte på sin 'pilgrimsfærd' gennem neurovidenskabens efterhånden mange forgreninger. Det er ikke blevet lige interessant hele vejen igennem. Undertegnede vil ikke lægge skjul på at jeg betragter neuroøkonomien og neuromarketingen som temmelig perifere forskningsfelter. Ikke at der ikke er muligheder - og penge - i dem, men den almene interesse tvivler jeg lidt på. Måske lige bortset fra, at også jeg godt kunne tænke mig at se resultatet af skanninger af storspekulanten George Soros hjerne! Det var ham der i 1992 tjente 1 mia dollars på at spekulere imod pundet. Efter min mening er det en skavank ved Lone Franks bog, at de mest spændende kapitler kommer først, og de kedeligste til sidst. Men man kan jo løbe hurtigt igennem de sidstnævnte. I den følgende gennemgang tages kapitlerne stort set i omvendt rækkefølge.



Bogens gennemgang af neurovidenskabens områder    
Til toppen  Næste

Udover en ultrakort oversigt over hjernens cortex (hjernebarken med dens fire 'lapper') og dens limbriske system (der udviklingsmæssigt regnes for den ældste del og rummer det instinktive og stærkt emotionelle lag), får vi også en ultrakort gennemgang af de målteknologier hjernevidenskaben anvender, nemlig PET (Positron emission tomography) der måler aktiviteten indirekte gennem glucoseforbruget, fMRI (Functional Magnetic Resonance Imaging) der måler aktiviteten ved hjælp af radiobølger og EEG (Electroencephalograpfy) der måler de elektriske udladninger fra større grupper af hjerneceller. Det siges ligeud, at vores forsåelse af hvordan hjernen fungere i realiteten er rudimentær, og at forskerne derfor står over for en gigantisk opgave. Arbejdet er kun lige begyndt, hedder det. Men der står ikke noget om, at målinger med disse metoder er af statistisk art. De fortæller kun at der foregår aktivitet i bred forstand i bestemte lokalområder, men aldrig hvori den individuelle og helt specifikke aktivitet som en konkret tanke, en konkret følelse, en konkret association eller en konkret vurdering består, hverken i simpel eller kompleks form.

Et af de sidste kapitler i bogen handler om økonomi og hjerneforskning, hvilket under ét kaldes neuroøkonomi. Her behandles fx. spil om penge og aktier ved hjælp af bl.a. 'ultimatumspil' og MRI-skannere. Ligesom ved moralske valg foregår der en kamp mellem emotioner og rationelle impulser. Mange af de neuroøkonomiske studier indikerer at rationalitet og logisk beregning er et tyndt lag fernis som bliver smurt uden på en række automatiske reaktioner, oplyses det. Generelt gælder om de forsøgspersoner der får målt deres økonomiske valg, at de lader hånt om logik, gerne handler stærkt irrationelt og har en modsætningsfyldt karakter. Dette strider måske - som det angives - mod fagøkonomernes, herunder en Nobelpristagers påstande om at folk på pengemarkedet handler rationelt. Men det svarer jo til almindelige menneskers indtryk af spekulanterne. Hvis man selv fx har oplevet daglig valutahandel i en bank på nærmeste hold, véd man at beslutninger simpelthen foretages så hurtigt (og stressbetonet), at der overhovedet ikke er tid til rationelle vurderinger. Alt sker pr. fornemmelse - men vel at mærke på grundlag af både en betydelig forhåndsviden og erfaring. Ikke alle har lige gode fornemmelser. Neurovidenskaben vil ikke hjælpe på sagen. Den kan kun bekræfte den evige kamp mellem rationalitet og instinkt.

Lidt mere spændende er neuroøkonomernes opfattelse af 'Onkelstaten' eller det vi her i Skandinavien kalder velfærdssamfundet, som er en slags liberal formynderstat eller paternalisme, der både sikrer alles grundliggende velfærd og bevarer det frie valg. Men mærkeligt nok ser Lone Frank ikke modsætningsforholdet mellem friheden og trygheden (velfærden) som en ganske egenartet spænding, der kun kan beskrives fyldestgørende med
komplementaritetsbegrebet.



Et andet af bogens sidste kapitler handler om neuro-marketing, dvs en forskning der stræber efter at afdække den hjernemæssige mekanik i vores forbrug. Forskningen kan betragtes som et forsøg på at gøre reklame-kunst til videnskab - efter at først psykologien (jf Vance Packards gamle klassiker om 'De skjulte fristere') og siden samfundsvidenskaberne har måtte erkende grænserne for deres indsigt. Det er i hvert fald en kendsgerning at der bruges enorme ressourcer på reklame, men også at effekten er meget usikker. Neuromarketing kan sikkert forbedre effektiviteten ved fx at måle blodtilstrømningen til den mediale præfrontale cortex ved forskellige reklame-påvirkninger. Det er nemlig et område der er stærkt involveret i vores selvidentifikation, og forsøg tyder på at reklame der appellerer til hele identifikationsapparatet giver måleligt større fysiologisk belønning end viden om varens kvalitet. Men det skal tilføjes, at de mest nøgterne forskere åbent vedstår at resultaterne af hjerneskanninger ofte er så komplekse at fortolke, at "det er svært at undlade at lægge det i dem som man i forvejen er ude efter". Godmorgen! For hvordan i alverden skulle det nogensinde blive anderledes?



Lidt i samme boldgade er kapitlet om De nye lykkesmede, dvs lykkepille-fabrikanter og forskere der beskæftiger sig med folks almindelige eller endog nationale lykkefølelse eller tilfredshed. Der findes selvfølgligt nu en 'World Database of Happiness' og en 'Journal of Happiness Studies'.

Mangel på lykke er hvad de mest blomstrende psykologiske retninger bygger forretning på i dag, hedder det. For der bliver flere og flere lykkejægere i de moderne samfund, folk der ikke i egentligste forstand er deprimerede, men som efterspørger lykke som en vare - og altså enten går i terapi eller spiser piller, hvis de da overhovedet opdager at forbrugsræset ikke automatisk fører til større lykke. Forskere taler ligeud om 'lykkestrategier' og 'bæredygtig forøgelse af lykken. En af dem - ved navn Sonja Lyubomirsky - hævder at det er et værdigt videnskabeligt mål at øge folks lykkeniveau. Lykkeforskningens konge, Richard Davidson har påpeget at arven bestemmer ca 50 % af et menneskes lykkeniveau´, faktorer som indkomst, religion, civilstatus og uddannelse tilsammen kun otte procent. Resten står i tilfældighedens navn, hvad der på godt dansk vil sige, at det ikke er gennemskueligt for hverken psykologerne eller hjerneforskerne, men kan kureres med piller, hvis folk ønsker det - og absolut vil gå uden om en dyberegående eksistentiel løsning! Det gør så mange, at der kan tjenes enorme summer på pillerne.

Dog er der også undersøgelser der viser, at meditation er gavnlig. Ifølge målinger med EEG og MRI skulle tibetanske buddhister være verdensmestre i at være 'lykkelige'. Selv Dalai Lama er derfor blevet interesseret i neurovidenskab. Davidson mener at regelmæssig meditation i bare to måneder kan føre til mærkbare ændringer i de hjernekredsløb som ser ud til at kontrollere vores grundhumør. Men tilføjer han nøgternt: Vi ved stadig ikke hvor meget disse kredsløb kan ændres og hvor længe ændringerne holder. - Det er da altid en indrømmelse, og desuden er det sigende at det meget store ord 'lykke' er erstattet af det meget lille ord 'grundhumør'. Det er da også altid noget, at neurovidenskaben kan verificere hvad alle der praktiserer meditation har personlig erfaring for, nemlig at meditation har en gavnlig effekt på sindet. Men det turde være ganske typisk for Lone Frank, at hun - som hun fortalte i DR2' Deadline ved bogens fremkomst - først indlod sig på personligt at prøve meditation da hun havde fået neurovidenskabelige beviser for at der sker noget i hjernen ved den slags.

For Lone Franks vedkommende kommer her yderligere en meget personlig oplevelse ind i billedet, idet hun på et tidspunkt kollapsede og havnede i en depression, en fuldstændig håbløshed. Hun gik til læge og fik et SSRI-præparat (et lægemiddel der hæmmer genoptagelsen af serotonin i cellerne og derfor virker antidepressivt). Efter nogle uger var formørkelsen afløst af noget Lone Frank kun kan kalde lykkefølelse. Hendes konklusion er, at "de små hvide piller med al mulig tydelighed illustrerede at den smerte jeg havde oplevet som rent eksistentielt havde et kemisk og fysiologisk indhold, og altså ikke kom udefra".

Konklusionen er bemærkelsesværdig af to grunde. For det første fordi hun udtrykkeligt må afvise at lidelsen kom udefra, og dermed i grunden afslører at hun driver polemik. Hun polemiserer mod dem der måtte mene noget i retning af at en sådan lidelse skulle være fx Guds straf eller samfundets skyld. Men hvem det er hun sigter til, kommer hun ikke nærmere ind på og hun kan heller ikke få øje på andre muligheder. For det andet skelner hun mellem noget fysiologisk på den ene side og noget eksistentielt på den anden side, og dermed afslører hun jo at hun hænger fast i den forældede dualisme hun selv går imod, og at hun slet ikke kan forestille sig at der er et eksistentielt perspektiv i enhver lidelse, hvad enten den er af fysisk, psykisk eller social og samfundsmæssig art.

At lidelse gør os til bedre mennesker er en gang flaggellantisk vrøvl, siger Lone Frank på polemisk vis. Det kan jeg såmænd kun give hende ret i, og derfor har jeg intet at indvende mod brug af antidepressive midler i svære tilfælde af depression. Men lidelsen som sådan fjernes ikke fra den menneskelige eksistens. Sygdom rammer de fleste, aldring og død rammer alle. Trafikulykker og naturkatastrofer er også hverdagskost. Tab af nære pårørende, af arbejde, af hus og hjem og mange andre ting hører tilværelsen til. Man kan dulme smerten ved disse ting med piller (alkohol og narko) - men i den sidste ende skal man lære at leve med dem. Der vil derfor altid være en eksistentiel dimension ved lidelsen. Det ses ikke mindst ved det netop konstaterede stigende antal selvmordsforsøg blandt teenage-piger, der fx havner i dyb meningsløshed hvis de svigtes af deres kæreste. Den slags tab er og bliver eksistentielle og hører livet til. De kan ikke undgås medmindre man helt vil undlade at engagere sig følelsesmæssigt i nogetsomhelst, og de kan aldrig løses med piller, men kun med omsorg.



Den sociale neurovidenskab I 2006 lancerede Daniel Goleman begrebet social intelligens og derved forstås evnen til at have indføling i andre mennesker og få sociale situationer til at lykkes. Det er ren socialpsykologi og forudsætter ikke hjerneforskning. Men den sociale neurovidenskab går et skridt videre og undersøger hvordan nervesystemet er involveret i sociale transaktioner. Ambitionen er at slå bro over det svælg der er mellem mennesket som social 'konstruktion' og mennesket som biologisk 'konstruktion', idet hjernen betragtes som et organ der er beregnet på interaktion med andre hjerner gennem alle de sociale sammenhænge individet er spundet ind i. Det betyder i praksis at man studerer fænomener som fordomme, personlig indstilling og sociale konflikter i forhold til hvilke neuronale og fysiologiske processer der er koblet til.

Undersøgelser har vist at automatiske fordomme 'bor' i den del af det limbiske system der hedder amygdala, mens den "politiske korrekthed" (hos Lone Frank uden gåseøjne) har hjemme i den frontale cortex. Det kan dog næppe kaldes en revolutionerende opdagelse, men kun en bekræftelse på det vi vidste i forvejen, at fordomme beror på de ureflekterede følelser, mens korrektheden eller - hvad jeg ville foretrække at kalde den - korrektionen kommer fra de dele af hjernen hvor ræsonnementerne foregår. Hvad ellers? Men neuroforskerne er ovenud begejstrede. Kultur er, har de opdaget, biologiens hidtil snedigste påfund, for med kulturen er vores adfærd ikke længere strengt defineret af genetisk bestemte instinkter og fast indkodede handlemønstre, men kan pludseligt blomstre i alle mulige retninger. Der er, pointerer Lone Frank, tale om et kvantespring. Igen må man spørge: hvad ellers? For hvordan ellers forstå forskellen mellem kulturhistorien og dyreverdenen? Kultur er virkeligt et helt nyt, emergent fænomen i den biologiske udvikling. Det er derfor fuldt berettiget at tale om kvantespring, men mon Lone Frank er klar over at der med dette udtryk peges direkte på uforklarligheden af fænomenet?

For hjerneforskerne bliver spørgsmålet dog, hvad det er i vores hjerne der gør springet muligt. Et seriøst bud er de såkaldte spejlneuroner, hjerneceller som gør os i stand til at spejle andre. En forsker som Marco Iacoboni har opdaget at vi tilsyneladende kører en indre simulering af de scenarier vi får beskrevet i sociale situationer. Simuleringen er nødvendig for at vi overhovedet kan forstå hvad der sker omkring os. Og den spiller formentlig en afgørende rolle for såvel vores kolossalt veludviklede evne til at imitere som vor identifikation med andres oplevelser. Men det afgørende er at disse spejlneuroner helt nede på et neuronalt niveau viser hvordan vi er socialt forbundne.

Efter Iacobonis mening står vi her over for en revolution i forskningen. "Spejlneuronerne har sprængt den traditionelle tænknings idé om de adskilte systemer som leverer information til hinanden på lineær facon. Der er ikke noget samlebånd derinde [i hjernen]. I stedet står vi med et system af hjerneceller som på holistisk vis behandler mine handlinger og dine handlinger i samme arbejdsgang. De simulerer og genskaber ikke bare andre handlinger, men også deres hensigter og følelser". Der er tale om en lille indre simulator: "Afkodningen er ikke sådan en kognitiv simulation, hvor vi anstrenger os for at regne noget ud. Det er en umiddelbar, automatisk og ureflekteret form for spejling."

Jeg synes det er værdifuldt at få dette frem, men igen kan jeg undre mig over, at det betragtes som et revolutionerende brud på den traditionelle tænkning, for dette vigtige brud med forestillingen om adskilte systemer i hjernen er da forlængst foretaget af dybdepsykologien. Her har man fra starten vidst at de ubevidste psykiske processer spillede en langt større rolle end rationalister vil være ved.

Noget helt andet er at fordomme ikke blot kan betragtes som rent følelsesbetonede. De er i vid udstrækning også erkendelsesmæssige. Og det skyldes den simple grund - som bl.a. den tyske filosof Hans-Georg Gadamer påviste i et værk fra i 1960 - at mennesket altid har en historisk betinget 'forforståelse'. Den kan korrigeres med erfaringen, men er så at sige forudsætningen for at skaffe sig erfaring. Det er simpelthen umuligt at begynde på bar bund eller være fordomsfri fra begyndelsen.



Løgnens anatomi hedder kapitlet der handler om neurovidenskabens afdækning af 'den sociale smørelse' der hedder løgn og som spænder fra pæne hvide løgne, der blot skal forebygge misstemning og unødvendig bekymring, til sort løgn der bruges til at bedrage andre med. Der lyves i den almindelige omgang mellem mennesker, i moralen, i retssager, i ægteskabet, i dating, i varehandel og politik. Dog i mange varianter og grader. I nogle tilfælde er der mere tale om forstillelse end løgn, og forstillelser er et ganske normalt led i det sociale liv, tænk blot på flirt, drilleri og humor. Det er i det hele taget et spørgsmål om det tjener noget formål at kalde det altsammen for løgn. Der er i hvert fald for tiden en yderst uheldig tendens til at kalde politiske meninger og udsagn for løgn lige så snart de ikke stemmer overens med ens egne subjektive holdninger. En sådan tendens går ikke alene ud over fordrageligheden og debatniveauet, men også over forståelsen for nødvendigheden af en personlig relativisering.

Men i retssager om almindelige forbrydelser, ægteskabsbrud eller national sikkerhed ser det ud til at det kunne være en fordel med objektive metoder til at afgøre om et vidne lyver eller ej. Derfor opfandt man i sin tid løgnedetektoren eller polygrafen, men som en fornuftig dommer sagde om opfindelsen, så er den nationale sikkerhed for vigtig en sag til at blive overladt til et sløvt instrument. Instrumentet er nemlig for ringe. Og derfor prøver neuroforskerne nu at udvikle et instrument der udnytter MRI- og EEG-teknologien til at måle direkte i hjernen. Foreløbig er de ikke kommet særligt langt. Det er stadig begrænset hvad man kan se på en skanning. Men én ting har man fundet ud af. Løgn giver ved målinger en øget aktivitet i hele den præfrontale cortex som en indikation af at der skal mere tankevirksomhed og kognitivt arbejde til at lyve end til at sige sandheden.

Hvad havde man ellers forestillet sig? Det er jo noget enhver kriminalbetjent uden ringeste kendskab til hjerneforskning ikke alene véd, men dagligt bruger i sine forhør af mistænkte personer. De personer der lyver for at skjule hvad de har foretaget sig eller måtte vide om andres adfærd vil begynde at modsige sig selv efterhånden som de skal forklare sig mange gange. For når det først kommer til præcise detaljer, kan de som hovedregel ikke huske hvad de har forklaret tidligere. Det kræver simpelthen langt mere tankevirksomhed og langt bedre hukommelse at lyve end at holde sig til sandheden.

Og i politik? Jo, Lone Frank kan referere en forsker der i ramme alvor mener at Stalin ville have kunnet få et langt mere effektivt styre hvis han havde haft pålidelige løgnedetektorer til sin rådighed, for så kunne han have koncentreret sig om folk der faktisk var illoyale og farlige. Herreje! Stalin var komplet ligeglad med hvem der reelt var farlige. Han var paranoid og betragtede enhver konkurrent som potentielt farlig og enhver medarbejder som potentielt illoyal. Derfor regerede han ved hjælp af systematisk terror. Denne terror var yderst effektiv til at skabe frygt omkring ham selv, selv hos hans nærmeste medarbejdere - og det var det der talte for Stalin.



Moralen som automatpilot hedder kapitlet om menneskets mærkelige moralske fornemmelse. Lone Frank konstaterer til en begyndelse at man stort altid i en konkret situation véd hvad der er rigtigt og forkert. Det er en viden der bare ligger på lager et sted i hjernen som en slags program der bliver aktiveret og derefter melder sig som en kropslig, ikke-sproglig fornemmelse. Sådan fungerer moralen i virkeligheden, men det passer ikke med den standardforklaring som siger at moral er noget man skal have forklaret, og som måske oven i købet skal være vokset direkte ud af religiøse bud og altså bero på tro på en guddommelig lovgiver.

Hvorfor Frank kalder det en standardforklaring er lidt af en gåde, for både psykologer og moralfilosoffer har da i mindst hundrede år påpeget muligheden af andre og langt bedre forklaringer. Og det er som bekendt også længe siden at Nietzsche erklærede Gud for død og alt derfor tilladt - uden at det medførte moralens forsvinden. Men sagen er jo, at Lone Frank ikke kan dy sig for at polemisere mod religion hvis der byder sig en lejlighed. Det vender vi tilbage til. Men hun drives på sin pilgrimsfærd til hjerneforskningens foregangsland simpelthen af ønsket om at finde de neurologiske mekanismer bag de mange mærkelige og mangesidede fornemmelser som ikke alene moralen, men alt sjæleliv og samfundsliv beror på. Intet andet stiller hende tilfreds.



En af de fremtrædende forskere hun mødte var Marc Hauser der var kommet med en ny og opsigtsvækkende teori om at mennesket er udstyret med en 'moralsk sans', et 'moralsk organ' eller ligefrem en 'moralsk grammatik' - noget i lighed med den af lingvisten Noam Chomsky i 1957 fremsatte teori om en medfødt transformationsgrammatik der betinger al sprogudøvelse. Ifølge Hauser ser det ud til at den moralske intuition er den samme overalt i verden - uafhængigt af alder, køn, uddannelse, religiøsitet. Og en anden central pointe er at vi til trods for denne overraskende konsistens er ude af stand til at begrunde vore moralske afgørelser.

På Lone Franks spørgsmål om hvor stabile de moralske systemer egentlig er når de vekselvirker med vores opdragelse, ryster Hauser på hovedet: Der mangler undersøgelser.... Chomsky startede for et halvt århundrede siden, tilføjer han, og i dag ved vi stadig næsten intet om sprogets biologi. Så i forhold til moral ved vi selvfølgelig endnu mindre. Men interessen er kolossal. Emnet er ekstremt hot!....

Lidt nærmere kom Lone Frank en afklaring ved besøg hos Joshua Green der var den første der undersøgte hvordan moralske afgørelser foregår inde i hjernen. Funktionel MRI-skanning var en brugbar teknologi til at se følelser og fornuft i aktion ved moralske afgørelser, og ikke mindst ved moralske dilemmaer. Hans undersøgelser viste at emotion er helt nødvendig for bestemte typer moralske vurderinger, og at det er de kognitive områder der er mest aktive ved upersonlige dilemmaer, mens følelserne involveres ved de personlige. - Igen kan hertil kun bemærkes, at det vidste vi i forvejen, og at det iøvrigt er temmeligt indlysende at det må forholde sig sådan, eftersom det at noget er upersonligt netop betyder at emotioner ikke er involverede, mens det modsatte er tilfældet ved alt der er personligt. Men kan undre sig over, at videnskabelige forskere kan blive ligefrem højstemte af opdagelser af denne art. Men man skal huske at de - ligesom Lone Frank personligt - ikke er i stand til at acceptere noget som sandt med mindre det kan verificeres gennem fysiologiske-kemiske undersøgelser.



Gud i synapserne er kapitel nr. to i Lone Franks bog om 'Den femte revolution'. Det følger lige efter indledningskapitlet med en generel orientering, og det er ikke så mærkeligt, for forfatteren kan ikke skjule sin store modvilje med alt hvad der kommer ind under begrebet religion. "Jeg har simpelthen aldrig forstået det med religion. Lige fra jeg var gammel nok til at kunne opfatte verden omkring mig på meningsfuld vis, var det mig en gåde, hvordan så mange mennesker kunne gå rundt og tro fuldt og fast på noget de ikke havde den mindste evidens for eksisterede", tilstår hun ærligt. Derfor rejser hun til professor Michael Persinger i Canada for at få en religiøs oplevelse i professorens 'Gudshjelm', en oplevelse der er produceret ved hjælp af moderne neuroforskning. Det bliver nu ikke den store oplevelse af såkaldt 'fornemmet tilstedeværelse' (sensed presence) hun selv får, men hun overbevises om Persingers resultater i almindelighed - og drager den konklusion der står som titel på kapitel: Gud findes i synapserne, dvs i berøringsstederne for nervecellernes udløbere.

Ja, Lone Frank hævder ligefrem at det vælter ind med data som indikerer at det hellige findes mellem ørerne. Det drejer sig ikke bare om spektakulære resultater med den gule styrthjelm (Gudshjelmen), men også om psykiatriens beskrivelser af hyperreligiøse epileptikeres oplevelser (der beror på særlige forhold i temporallappen) samt den forskning der undersøger de spirituelle mentaltilstande (den kaldes spirituel neurovidenskab) og som viser at mystisk-religiøse oplevelser kan trække på store netværk af hjerneområder. Undersøgelser af denne art er for Lone Frank og dem hun har udspurgt afgørende. Men hvorfor da pirke til det religiøse? Ganske enkelt fordi det for Lone Frank - som allerede nævnt - er selve den store moderne kampplads.



Lone Frank er selv inkarneret ateist - hendes egen far kalder hende ovenikøbet landets mest troende ateist - og hun er glad for alle ateister, ateistiske entertainere som
Nikolaj Cederholm og ateistiske selskaber som det Malene Busk er medlem af. Hun citerer forskeren Sam Harris for en bemærkning om at al religion strider direkte mod fornuften og er samfundsskadelig. Han har skrevet en bog der hedder 'The End of Faith', og mener religion skal bekæmpes hvis menneskeheden skal komme helskindet ud af det 21. århundrede. En anden ateistisk forsker sammenligner religion med koppevirus, blot med den forskel at den er vanskeligere at udrydde!

Det skal krediteres Lone Frank at hun for fuldstændighedens skyld også citerer biologen Andrew Newberg for følgende nøgterne betragtning: "Gud vil ikke forsvinde, fordi vores hjerner ikke tillader Gud at forsvinde. Vores hjerner er konstrueret på en sådan måde at Gud og religion vil være blandt de mest kraftfulde redskaber til at hjælpe hjernen med at gøre, hvad den skal - holde sig i gang og overgå sig selv. Medmindre der sker en grundlæggende ændring i hvordan hjernen virker, vil Gud være med os meget lang tid fremover." - En sådan betragtning viser ikke alene sund dømmekraft, men peger i grunden også på noget helt centralt, at det slet ikke er tilfældigt at mennesket har religion, for den indeholder efter alt at dømme netop en kraft der gennem tiderne har været ikke alene en kolossal hjælp for mennesket i eksistensen og overlevelsen, men forudsætningen for kultur- og samfundsudviklingen. Men dette bliver et større spørgsmål som må behandles under den principielle kritik af Lone Franks holdninger og filosofi.



Principiel kritik    
Til toppen  Næste

I det foregående er der indføjet nogle kritiske indvendinger mod bestemte argumenter hos Lone Frank og de udspurgte forskere. Men de må nødvendigvis følges op af en mere principiel kritik, fordi hendes bog udtrykkeligt lægger op til en bredere debat om de store spørgsmål af filosofisk, moralsk og religiøs art der rejses med hjerneforskningen. Debat skal hun såmænd nok få, men desværre er det nødvendigt at påpege ret afgørende begrænsninger i hendes egen viden, ja endog regulære fordomme. Derfor skal der i det følgende trækkes perspektiver frem hun går udenom, det vil sige vigtige oplysningsmæssige såvel som religiøse revolutioner, og sprogets såvel som etikkens funktion i den menneskelige eksistens.

Generelt gælder at skævheden i Lone Franks grundsynspunkter kommer af at hun fuldstændigt overvurderer neurovidenskabens, ja naturvidenskabens muligheder for at kaste nyt lys over eksistensen, og at hun omvendt fuldstændigt undervurderer og fejlvurderer den moralske og religiøse håndtering af eksistensen. Hun stikker uhjælpeligt fast i en uholdbar dualisme og ser derfor ingen anden løsning end at vælge side til fordel for en ensidig materialisme.



De oplysningsmæssige revolutioner    
Til toppen  Næste

Når Lone Frank bruger neurologen Vilyanur Ramachandrans udtryk 'Den femte revolution' som betegnelsen for vores tidsalders store oplysningskamp, forudsætter det fire tidligere, som hun da også kort skitserer. Den første skyldtes astronomen Kopernikus der fandt ud af at jorden ikke var universets centrum. Den anden skyldtes biologen Charles Darwin der opdagede evolutionen og alle levende væseners nedstamning fra samme primitive form. Den tredje stod psykoanalytikeren Sigmund Freud for; han opdagede det underbevidste og punkterede dermed antagelsen af at mennesket har fuld kontrol over sig selv. Og den fjerde skyldtes biologers opdagelse af DNA og dermed afdækning af arvemassens struktur, en opdagelse der efter Lone Franks mening ligefrem gjorde biologien til ingeniørvidenskab. Men man må undre sig over såvel det snævre udvalg som fortolkningen af disse revolutioner.

For Kopernikus' vedkommende gælder, at han bragte orden i vores opfattelse af solsystemet og dermed kolossale perspektiver til den astrofysiske forskning. Og dette kan sagtens betegnes som 'en forhammer til datidens opfattelse' - således som Lone Frank gør, for denne opfattelse var fra katolsk-skolastisk side en fuldstændig absurd sammenkobling af bibelens mytologiske og den græske filosof Aristoteles's spekulative forestillinger. Kirken havde dogmatiseret begge dele - og dermed forrådt både mytologi og filosofi (og videnskab). Men Kopernikus satte aldeles ikke, som Frank hævder, spørgsmålstegn ved selve den religiøse forståelse af verden, for denne afhænger hverken af teologiske eller filosofiske dogmer. Den er tværtimod et spørgsmål om eksistentiel forståelse før al dogmatik. Og menneskets eksistentielle forståelse af verden (universet og tilværelsen under ét) har og må have mennesket som centrum af den ganske simple grund at det er mennesket der oplever denne verden fra sit eget perspektiv og formulerer oplevelsen med sit eget sprog. Det vil derfor intetsomhelst betyde, om der eventuelt findes liv på andre kloder i verdensrummet - således som den nu afdøde Marsforsker Jens Martin Knudsen mente.

Tilsvarende gælder, at Darwins evolutionslære for alvor satte skub i den biologiske udvikling og forståelse og samtidigt også brød afgørende med den kirkelige dogmatik. Der blev en voldsom strid i England mellem kirke og videnskab, ledet fra videnskabens side af Darwins ven, den lidenskabelige og aggressive polemiker, biologen Th. H. Huxley (kaldet 'Darwins bulldog'). Og denne strid bredte sig af gode grunde til andre lande og raser som bekendt fortsat i USA. Den har også ført til misforståede og tåbelige forsøg på at 'redde' bibelen som videnskab ved at lancere begrebet Intelligent Design og så at sige fastholde Gud som skaber ved at gøre ham til éngangs-designer af det hele. Dette opponerer Lone Frank med rette imod. Teorien er en dødssejler, for den har hverken med videnskab eller religion at gøre. Den er ren æstetisk spekulation.

Men Darwins evolutionslære undergraver skam ikke bibelens mytologiske fortælling, for mytologi er ikke primitiv videnskab, men fundamental eksistensforståelse. Og ligegyldigt hvilke resultater biologien og anden naturvidenskab kommer til med hensyn til universets og livets udvikling, så siger resultaterne intetsomhelst om den menneskelige verden som skaberværk, for denne er ikke flere milliarder år gammel, men højst 20 eller 30 tusinde år. Den skabtes med det emergente fænomen vi kalder bevidstheden, og bevidstheden var ikke og er ikke blot og bart et redskab for rationelle ræsonnementer, men tværtimod et yderst kompleks samspil mellem bevidste og villede processer på den ene side og ubevidste intuitive og spontane processer på den anden side. Og de sidstnævnte indebærer alle de mytologiske og universelle forestillinger om guder som alle religioner bygger på. - Jf. artiklen Myte, ord og billede.



Og Freud? Ubetvivleligt en af de største udforskere af den menneskelige psyke og natur. Men gjorde han - som Frank påstår - menneskesindet til en 'objektiv enhed' der kan studeres. Hun skriver dog selv, at han med sin opdagelse af det dunkle ubevidste gjorde mennesket til et væsen af ukendte kringelkroge og mørke uforståelige kræfter som kan spille deres eget spil uafhængigt af den vågne rationalitet. Og dette kan da undersøges, ja Frank har ret i at Freud fandt metoder til i nogen grad at trænge ind i dette mørke lag af sindet. Men gøre det til en 'objektiv enhed' som så at sige skulle kunne granskes som man gransker det fysiske legeme? Det turde være en tilsnigelse, der tyder på at Lone Frank ikke ved hvad hun taler om. Det ses også af at hun et sted påstår at Freuds opdagelser er blevet almen viden. Men ingen af delene er korrekt.

For sagen er at man ikke kan trænge ind i det underbevidste på nogensomhelst anden måde end ved psykoanalyse eller tilsvarende analyser, dvs ved subjektivt at indlade sig på direkte føling med det der måtte dukke op spontant i drømmeanalyse eller fri association eller hvilke metoder man efterhånden bruger (meditation er kommet med i dag). Men unægteligt er der sket og sker til stadighed en intellektualisering af disse ikke-intellektuelle metoder, således at forstå at folk rask væk bruger freudianske begreber som fx Ødipus-komplekset i omtale af psykiske problemstillinger uden at vide gennem erfaring hvad de på dybt følelsesmæssigt plan er for nogle størrelser. Ødipus-komplekset er således nok betegnelsen for et specifikt udviklingsforløb omkring jalousi i fem-års alderen, men følelsen er en af de voldsomste aggressive følelser der overhovedet findes. Den kan bedst beskrives som regulær mordlyst. Og ingen forstår komplekset uden at have stiftet bekendtskab med denne mordlyst i en analyse eller på anden ikke-intellektuel vis.

Men det værste ved Lone Franks overfladiske behandling af Freud er faktisk at hun totalt forbigår hans måske allerstørste opdagelse, nemlig den store principielle forskel mellem de to slags psykiske grundprocesser, kaldet de primære og de sekundære grundprocesser. Her finder hun ellers forklaringen på at spontane følelser og billeder ofte er langt stærkere end logiske og ræsonnerende tanker. Det skyldes at der er omvendt proportionalitet mellem intensitet og præcision. Jo mere intens en følelse, en tanke, et billede er, jo mere upræcis er den og jo mere forhindrer den derfor nøgtern og præcis tænkning. Og omvendt. Derfor er der intet mærkeligt i de påstande om en indre kamp i menneskesindet mellem hvad man populært, men meget upræcist kalder følelser og tanker, som hun refererer i bogen. Men hun undlader totalt at spørge neuroforskerne om hvad de eventuelt ved om disse forskelle og hvordan de eventuelt undersøger dem neurovidenskabeligt.

DNA-revolutionen skal jeg ikke ofre mange bemærkninger på. Den har allerede vist sig givende på en lang række felter som sygdomsbekæmpelse, gensplejsning og kriminalitetsbekæmpelse. Men det er hårrejsende at Lone Frank kan få sig selv til at postulere at Watsons og Cricks afdækning af arvemassens struktur skulle kunne gøre det muligt at manipulere mennesket efter forgodtbefindende, og dermed skulle have gjort selve det levende til materie. Det har den netop ikke, for livet er fortsat et emergent fænomen i universets udvikling - det Bohr med fuld ret kaldte en elementær kendsgerning. Og ingen DNA-forsker med respekt for sig selv vil kunne få sig til at postulere at et menneskes eller et andet levende væsens udvikling er et kausalt produkt af dets gener. Noget sådant er simpelthen vrøvl. Men det ligner deterministen Lone Frank godt nok, at hun tror på sådant.



Hvad manglerne i Lone Franks liste over revolutioner i oplysninger gælder, skal først og fremmest peges på Albert Einstein og Bohr/Heisenberg. Relativitetsteorierne er aldeles afgørende for en moderne forståelse for at hverken rummet eller tiden er en absolut størrelse, og at der i det hele taget kun findes ganske få absolutte størrelser som lysets hastighed og Plancks konstant. Ikke alt er altså relativt, som det ellers ofte påstås, men det meste er, og det betyder at vi altid bør tænke i relationer. En atomfysiker har ligefrem foreslået at vi betragter virkeligheden som relationer i stedet for som stof og energi. Og det kan med fordel overføres til den eksistentielle tænkning også.

Kvantemekanikken betød først og fremmest et definitivt brud med den klassiske fysiks determinisme. Det viser sig at vi, når vi først kommer ned til de allermindste dele af materien, ikke kan afgøre præcis impuls (energimæssig effekt) og præcis lokalitet samtidigt. Dette spiller ingen rolle i vores hverdag, da elementarpartiklerne statistisk set er stabile nok til at vi opfatter dem som solide. Men det betyder at vi på visse forskningsområder ikke kan afdække årsagssammenhængene fuldt ud, men må tage til takke med statistikken, dvs målinger af store mængder ensartede fænomener, og den sandsynlighed der kan udledes af sådanne målinger. Og dette har betydning for hjerneforskningen, for alt tyder på at aktiviteterne i hjernen og dens fantastiske netværk simpelthen foregår på et kvantemekanisk niveau der udelukker kausal bestemmelse. Processerne går så hurtigt at de ikke er målelige uden at man griber forstyrrende ind i dem - og dette har vel at mærke intet at gøre med den teknologiske begrænsning. - Alt dette springes over hos Lone Frank, skønt det er et centralt problem for hjerneforskningen og i det mindste burde foranledige en kommentar - så meget mere som alle de undersøgelser hun refererer til tydeligt viser at forskerne ikke er i nærheden af en måling af en konkret tanke eller følelse endsige en kompleks tænke-føle-proces. Men ligesom det gjaldt Einstein personligt er der mange naturvidenskabsmænd der under ingen omstændigheder vil opgive deres irrationelle tro på determinismen.

Niels Bohr og Werner Heiseinberg understregede begge menneskets dybe afhængighed af sproget. Bohr betonede gang på gang at vi 'hænger i sproget', dvs i sidste instans aldrig kan komme bag om vores egen bevidstheds formuleringer af de problemstillinger vores nysgerrighed medfører. Vi står ikke uden for naturen med mulighed for at kunne betragte den objektivt. Vi er tværtimod en del af den natur vi vil undersøge. Og det betyder at vi principielt ikke kan se bort fra iagttagelsessituationen og dermed den sprogbagage vi medbringer. Heisenberg påpegede især, at dagligsproget til forskel fra fagsprogene har umiddelbar føling med den hele og uforkortede virkelighed, idet de sidstnævnte tilstræber størst muligt præcision og derfor i vid udstrækning må undersøge snævre og specifikke delområder af naturen, mens dagligsproget er vagt, men til gengæld dækker alle områder af tilværelsen. Begge synspunkter er vigtige, for de understreger at objektiviteten har sine grænser, og at videnskab ikke dækker hele den sproglige erfarings område og heller aldrig vil komme til det.



Hvad dybdepsykologien angår, kan Freud ikke stå alene, for lige så revolutionerende hans opdagelse af mulighederne for at kigge ind i det ubevidste var for psykologien og psykoterapien, lige så vigtig blev C.G. Jungs opdagelse og beskrivelse af det kollektivt ubevidste og de arketypiske forestillinger for den videre psykologiske og ikke mindst eksistentialistiske forståelse. Det er først og fremmest Jung der har formået at give en rimelig og brugbar forklaring på at menneskene til alle tider har haft fælles og ret ensartede forestillinger om guder med hvad dertil hører. Det ligger i de universelle arketypiske forestillinger, og disse er igen udslag af det kollektivt ubevidste. Dette kan ikke påvises naturvidenskabeligt eller 'objektivt', det kan kun erfares subjektivt gennem direkte føling med fænomenerne, men det er til gengæld en erfaring alle mennesker har spontant, som børn lige fra fødslen og som voksne primært i drømme, meditation, kunst og musik samt anden kreativitet. Det er uden tvivl også det der fremkalder de oplevelser Persinger ad kunstig vej kan få frem i sin Gudshjelm, for det afgørende ved disse fænomener er netop at de opleves som kommende 'udefra'.

Naturligvis har folk tidligere troet at dette udefra skulle tages bogstaveligt, men med dybdepsykologien forstår vi at selve psyken har et spil mellem et personligt bevidst og ubevidst plan, der opleves som jeget, og et kollektivt ubevidst plan, der opleves som noget over for jeget stående andet. Dybdepsykologien kan derfor også uden besvær forklare al mytologi som udslag af disse erfaringer og dermed som noget helt andet end dogmatisk teologi. Den kan endelig også forklare, hvorfor det ikke er omkostningsfrit at afskaffe Gud som fx. Nietzsche forsøgte i sit overmod. For det betyder at der uundgåeligt skabes de allerbedste betingelser for 'psykisk inflation'. Hvis man ikke fuldtud forstår det udenforstående som noget større end en selv og som noget der ikke kan kontrolleres af jeget, så risikerer man at sætte sig selv i Guds sted. Her ligger hele forklaringen på de ældgamle bud i Moseloven der siger at man skal ære Gud, men ikke må misbruge Guds navn.



Hertil kommer at dybdepsykologien også kan bidrage til en indsigt i hvordan moralen fungerer i menneskets kultur, ja til at vise at moral ikke afhænger af religiøse bud af forskellig art. Den danske psykiater og psykoanalytiker Erling Jacobsen har overbevisende argumenteret for at den menneskelige moral er begrundet i selve psykens indretning, idet der i denne gør sig et konsistenskrav gældende som ubetinget stiller ethvert menneske over for den opgave at sørge for overvægt af det gode i sit liv, hvis det vil bevare sin sundhed, frihed og suverænitet - jf. artiklen Kan moral begrundes?.

Det gode kan ikke defineres skarpt, men som også Lone Frank påpeger, så ved vi i langt de fleste situationer udmærket godt hvad der er rigtigt og forkert, for vi ved hvad der opretholder den nødvendige varme og kærlighed i livet. Jacobsen kan på denne baggrund og ud fra sin psykiatriske erfaring opstille nogle få overordnede, men enkle krav til menneskets moral. Men disse kan igen let ses afspejlet i de moralske bud som fx er formuleret i De ti Bud - jf. artiklen Konsistens-etikkens Ti Bud. Og dette er jo ikke så underligt, for også de religiøse bud trækker grundlæggende på de universelle arketypiske forestillinger, selvom de ofte i det magtpolitiske spil spændes for dogmatikkens rigorisme og bliver noget man kan slå hinanden i hovedet med.

Det skal i denne forbindelse ikke forbigås, at etikken heller aldrig bliver et afsluttet kapitel i samfunds- og kulturlivet, således som man kunne forledes til at tro når man står over for de dogmatiske moralister. Netop dybdepsykologien og psykoterapien viser at man gennem indsigt i psyken kan komme fri af de snævre og i mange tilfælde ligefrem livsfjendske dogmatiske regler for menneskelig adfærd. Alt bliver slet ikke tilladeligt, fordi man afviser dogmerne. Men omvendt skal man heller ikke tro at videnskaben, endsige neuroforskningen, kan afgøre hvad der er rigtigt og forkert, således som det tyder på at Lone Frank faktisk gør, når hun taler om vor tids gigantiske etikbølge og gang på gang angriber Etisk Råd (jf. Stamceller og etik). Videnskaben er ligesom teologien alt for snæver til at afgøre hvad der er rigtigt og forkert. Det vil fortsat være nødvendigt med en bred og aldrig afsluttet, offentlig debat om moralske spørgsmål - og den skal fortsat ske på dagligsprogets brede basis.



De religiøse revolutioner    
Til toppen  Næste

Det er bemærkelsesværdigt at Lone Frank på den ene side fremhæver at den rationelle og videnskabelige side af den menneskelige erkendelse står i forandringens tegn, dvs hele tiden går fremad gennem nye indsigter, herunder afsløring af uholdbarheden af gamle indsigter, men på den anden side finder det nærmest besynderligt at religioner også forandrer sig over tid. Men hun mener jo grundlæggende at religion er og bliver fundamentalistisk dogmatik, og at det følgeligt er selvmodsigende at den somme tider sætter sig ud over gamle standpunkter. Hendes fejl er selve opfattelsen af religion som dogmatik. Det dogmatiske tilhører teologien, dvs den intellektuelle udlægning af nogle grundindsigter, og disse udlægninger er igen som hovedregel et led i de konfessionelle organisationers magtpolitik. Den kristne kirke såvel som de islamiske organisationer udlægger henholdsvis bibelen og koranen med tilhørende overleveringer med det klare formål at sikre præsteskabets magt over sjælene. Men for det første er religion langt ældre end skriftlære og overlevering, for det andet har de magtpolitiske og teologiske udlægninger altid måttet trækkes med sideordnede ikke-teologiske og frie, folkelige udlægninger. Tydeligst i kristendommen, hvor ikke mindst Madonna-dyrkelsen er én stor illustration af at folket har en føling med det kollektivt ubevidst som er på tværs af den officielle kirkes teologi.

Men det er under alle omstændigheder værd at fastholde, at revolutioner har hørt religionshistorien til i lige så høj grad som den almindelige kulturhistorie og utvivlsomt fortsat vil gøre det. Det nye Testamente er fortællingen om hvordan en jøde på dybt original vis gjorde oprør mod sin fædrene tro og måtte lide døden for det, og hvordan han efter sin forsmædelige død genopstod som en arketypisk forestilling der var umulig at komme udenom. Jøden Saulus var en af de første der fik den stærke kraft fra det kollektivt ubevidste at mærke gennem en åbenbaring ved Damaskus, og som derved blev et andet menneske og efterfølgende - som Paulus - blev hovedkraften i kristendommens udbredelse til Lilleasien og Det romerske Rige.

Martin Luther var en katolsk munk der i begyndelsen af 1500-tallet vovede at gøre oprør mod det efterhånden mere og mere magt- og pengebegærlige pavedømme på en sådan måde at kirken sprængtes og der skabtes en fri protestantisk kirke i Nordeuropa, en kirke der nok fejlede ved at udrydde den folkelige Madonna-dyrkelse skånselsløst, men som sejrede stort ved at knæsætte det princip at menneskets forbindelse til og forhold til Gud er direkte og ikke går over præsteskab og pave. Protestantismen knæsatte dermed i virkeligheden også den erfaring at ægte religion er et spørgsmål om direkte føling med det kollektivt ubevidste og de arketypiske forestillinger, men naturligvis var man ikke i stand til at udlægge revolutionen på denne måde, da den psykologiske viden var helt utilstrækkelig. Og desværre endte protestantismen med i vid udstrækning at svigte sin egen oprindelige idé og indføre en ny ortodoksi.

Danske N.F.S. Grundtvig blev i 1800-tallet den mand der fornyede den danske folkekirke ved at genopdage både den bibelske og den nordiske mytologi, hvad der var nøjagtigt det samme som at genindsætte de ældgamle arketypiske forestillinger i det religiøse liv. Heller ikke han havde den tilstrækkelige indsigt i psykologien til at forstå hvad han selv foretog sig - og han var som teologisk uddannet præst også for bundet af dogmerne. Men hans virke betød en revolutionerende folkelig vækkelse parallelt med den sociale.



Der er intet mærkeligt i sådanne revolutioner, for de viser grundlæggende at magthaverne aldrig i det lange løb får held til at forhindre de arketypiske forestillingers kolossale inspirationskraft i at gøre sig gældende i folket. Så er det iøvrigt ligegyldigt om magthaverne er kirkeligt-teologiske, økonomisk-politiske eller - som i nyere tid ideologisk-politiske. Det lykkedes fx ikke Stalin med dekretet fra 1934 der forbød Gud i Sovjetunionen at mane den folkelige kristentro i jorden. Det lykkedes aldrig det kommunistiske regime i Polen at få bugt med den folkelige, stærkt Madonna-prægede kristentro. Og det vil heller ikke lykkes de nuværende magthavere i Kina eller Burma (Myanmar) at få bugt med buddhister eller andre religiøse mennesker.

Derfor må det også betragtes som en revolution i videnskabens historie at det lykkedes en mand som religionshistorikeren Vilh. Grønbech i 1911 at frigøre sit fag fra al teologisk omklamring og siden med det ene store værk efter det andet at dokumentere at religion dybest set er noget helt andet end teologi. Andre forskere som rumæneren Mircea Eliade og amerikaneren Joseph Campbell har gjort noget lignende. Men ingen af dem har så stærkt som Grønbech fortolket religion som den direkte føling med virkeligheden som ligger i kontakten med det kollektivt ubevidste. Grønbech brugte ikke udtrykket 'det kollektivt ubevidste', for han kendte ikke Jungs værker og udviklede i det hele taget sin helt egen dybdepsykologi, men der er mange paralleller mellem de to.

Intet af dette beskæftiger Lone Frank sig med. Intet tyder på at hun nogensinde har stiftet bekendtskab med disse revolutioner. Tværtimod peger alt på at hun udelukkende polemiserer imod fundamentalistisk-dogmatisk religion af den skuffe der præger den katolske kirke og de forskellige amerikanske kirkesamfund af mere eller mindre højredrejet og moralistisk art. Dem er der grund til at polemisere imod, men hun er naiv, hvis hun tror hun dermed rammer religionen som sådan.



Sjælelivet og åndslivet overfladisk behandlet    
Til toppen  Næste

I det hele taget må det i sandhedens interesse siges, at Lone Frank i sin bog kommer uhyre let hen over alt sjæleliv og åndsliv, ja at det er besynderligt at hun overhovedet mener sig berettiget til at sætte lighedstegn mellem hjerne og sjæl, når hun ikke på et eneste sted i sin bog giver en konkret beskrivelse af sjælelige fænomener. Det er for hende altsammen følelser og fornemmelser uden evidens. De kan give sig udslag i forestillinger om Gud og andre mærkelige skikkelser, både spontant og kunstigt, men se fænomenerne i deres komplekse skikkelse og samspil med det menneskelige fællesskab og den historiske tradition gør hun ikke. Hun indlader sig heller ikke et eneste sted på en konkret beskrivelse af en kunstnerisk eller musikalsk kreativitet eller oplevelse - og dermed heller ikke på spørgsmål til forskerne om hvordan neurovidenskaben forholder sig til disse. Man kan kun gætte grunden, og den tyder på at være banal: fænomenerne er alt for komplicerede til at neurovidenskaben overhovedet kan måle andet end grove statistiske effekter af dem.

Og dette kan da indimellem være ganske interessant, fx. vides det at dirigenten Herbert Karajan i sin tid lod sin hjerterytme måle elektronisk ved Elektrokardiografi (EKG) under en opførelse af Wagners opera 'Tristan og Isolde'. Det viste sig at det mest intense sted - det der gav de største udsving på måleapparatet - ikke, som man skulle tro, var et af de steder hvor musikken er voldsomst, men tværtimod det sted i tredje akt, hvor den er lige ved at gå i stå i stilhed. Netop her byggede Wagner på mesterlig vis en intensitet op der har med den dramatiske spænding og forløsning at gøre. Og på nøjagtigt dette sted er tre dirigenter, herunder Joseph Keilbert, faldet døde om i orkestergraven under en opførelse. Så sammenhæng mellem sjæleliv og krop er der sandelig. Men neuroforskerne kan bare ikke gå den anden vej og give forsøgspersoner i deres hjelme samme oplevelse af Wagners opera som den der kan fås i teatret og bygges op over flere timer. (Hvis nogen iøvrigt skulle være interesseret i at vide det omtalte sted i Wagners opera, kan det oplyses at det drejer sig om slutningen af 3. akts 2. scene, hvor Tristan dør med udbruddet 'Isolde!' - Oplysningerne stammer fra Informations mangeårige musikanmelder, Hansgeorg Lenz, der var både Wagner- og Karajan-ekspert).



Men ellers bør musikken først og fremmest fremhæves som netop den kunstart der er i stand til med Peter Bastians udtryk føre os i armene på vores væsenskerne. Musik er, skriver han, den direkte oplevelse af, at tingene hænger sammen og kun eksisterer i kraft af hinanden. Musik er, skriver han, en af de mest effektive metoder til at skubbe os ind i den meditative tilstand og transcendens hvor den tidløse holistiske virkelighed opleves. I kraft af denne evne får musikken også etisk betydning, for den er med til at skabe den åbning i sindet der muliggør forandring og omvurdering.

Hertil kommer at musikken i vore dage i lige så høj grad som tidligere tiders religiøse liv er udtryk for det fænomen som kaldes åndsliv og som ytrer sig ved både at trække på de kreative muligheder der ligger i det kollektivt ubevidste og give de oplevelser af intensitet, identitet og fællesskab som er forudsætningen for såvel individernes som samfundets opretholdelse og udvikling. Kunst, teater, fest og humor hører med i billedet, men det er ikke uden grund at den rytmiske musik og musikfestivallerne i dag spiller den store rolle for moderne mennesker som de gør - og iøvrigt frygtes og forhindres af reaktionære regimer rundt omkring i verden. Musikken henvender sig først og fremmest til kroppen og de allerdybeste følelser i mennesket. Der hører ofte tekster med af forskellig mere eller mindre lødig art, men musikken som sådan går uden om alle påstande og al dogmatik og kan derfor uden forbehold tiltrække folk der har fået nok af dogmatisk indoktrinering af forskellig art. Musikken er blevet et afgørende åndeligt fristed i vore dage. Og dette skal med i den samlede vurdering af menneskets åndsliv. Men det forbigås totalt hos Lone Frank, fordi hun på forhånd snævrer sjæleliv ind til emotioner og religion til dogmatisk teologi.



Konklusion og alternativ    
Til toppen  Næste

Lone Franks fortællinger om hjerneforskningens mange fronter giver udmærkede oplysninger om et nyt felt i den videnskabelige forskning der uden al tvivl vil få stor betydning de følgende årtier, ikke mindst fordi den vil frembringe teknologi der kan forbedre mulighederne for forebyggelse af alvorlige sygdomme. Hendes bog vil sikkert også medføre en del debat, men den vil efter min bedste overbevisning ikke formå at rokke ret meget ved fronten mellem naturvidenskab og eksistensforståelse, for dertil er den ganske enkelt alt for spækket med fordomme. Når det gælder religion og sjæleliv, springer Lone Frank i vid udstrækning over, hvor gærdet er lavest - og bidrager derfor mest til at bekræfte fordommene hos sine meningsfæller.

Det forekommer allerede ejendommeligt for ikke at sige selvmodsigende, at Lone Frank gang på gang påpeger ubevidste fænomeners betydning for menneskers opfattelse af sig selv og andre og for deres moralske valg. For om det ubevidste gælder ubetinget, at der ikke findes nogensomhelst adgang til det ad objektiv, fysisk-kemisk-elektronisk vej, hvorfor det heller ikke kan måles neurovidenskabeligt. Det er alene tilgængeligt ad subjektiv, introspektiv vej. Den sociale og kognitive neuroforskning hun taler om, måler ikke ubevidste fænomener, men alene fænomener der ad normal kognitiv vej forårsager emotioner og tankevirksomhed der afgiver visse målelige effekter på de forskellig skannere.

Men helt generelt gælder, at alle sjælelige og åndelige fænomener er utilgængelig for fysisk måling, formentlig fordi de er så hurtige, komplekse og kvantemekaniske i art at de unddrager sig eksakt iagttagelse med fysisk måleapparatur. Mennesket som en helhed af krop og sjæl sanser allerede fra fødslen meget mere end fysiske måleapparater er i stand til at registrere. Det er derfor en illusion at tro at der er identitet mellem hjerneprocesser og sjæleliv. Det er rimeligt at antage, at der som hovedregel er hjerneprocesser forbundet med sjæleliv (tænkning, følelser, associationer, åbenbaringer, kreativitet, musik, humor osv), men sjælelivet er for det første for komplekst til at blive målt fordi det fungerer i entiteter der er langt mere end summen af enkeltdelene og derfor kun kan kontaktes af åndelige væsener med samme slags entitetsfunktion, og for det andet peger al dybdepsykologi på at en væsentlig kilde til sjælelivet er det kollektivt ubevidste, som igen er et fuldstændigt umåleligt fænomen der kun kan kontaktes ad åndens vej. Sjælelivet er efter dybdepsykologisk opfattelse - der igen afspejles i dagligsproget - et spil mellem det bevidste jeg, det personligt ubevidste og det kollektivt ubevidste. Vejen til indsigt i sjælelivet er derfor introspektionen og udvekslingen mellem introspicerende individer via sprog, ansigtsudtryk, kropsholdninger samt kunst, musik, dans m.v., samt hele denne mærkelige 'helhedssansning' der ikke har specifikke organer.

Den neurovidenskab Lone Frank refererer til kan på måleapparaterne konstatere en vis aktivitet når der foregår forskellige tanke- og føleprocesser i sjælen, men ikke en eneste gang er denne videnskab kommet i nærheden af en konkret måling af en specifik følelse eller specifik tanke af simpel karakter, endsige nogen af kompleks karakter. Den vil heller aldrig komme i nærheden af en sådan måling, for processerne er så følsomme, at det selv i bedste fald (højtudviklet apparatur) ikke vil være muligt at måle noget uden at gribe forstyrrende ind. Den eneste vej til indsigt i sjælelivet vil derfor fortsat være den subjektive og introspektive indføling af den art vi alle gør brug af til hverdag. Det skal i denne forbindelse ikke forbigås - hvad Lone Frank uden videre gør - at hjerneforskere som dem der står bag artiklen om hjernen i Encyklopædien indrømmer, at der endnu ikke er givet nogen tilfredsstillende forklaring på koblingen mellem materie og ånd, bl.a. fordi det er en temmelig enestående situation at hjernen er selvransagende, således at enhver intellektuel analyse af dens funktion involverer den selv! Ud fra en sådan nøgtern betragtning kunne ånd ganske enkelt defineres som den del af materien der er i stand til at betragte sig selv. Men dette faktum gives der vel at mærke ingen forklaring på. Det er et emergent fænomen i den biologiske udvikling, der gør ånd til noget fra materien væsensforskelligt!

Det havde derfor alt i alt været af stor værdi for bedømmelsen af Lone Franks bog om hun havde brugt bare et par sider til at redegøre for sit forhold til åndelige fænomener som musik og kunst. Får hun noget ud af at se billeder af fx Chagall, Kandinsky, Carl-Henning Pedersen eller Arne Haugen Sørensen, og i givet fald hvad. Siger musik af Bach eller Mozart, Stravinskij eller Per Nørgaard hende noget som helst, og i givet fald hvad? Specielt gælder om hun kun har et overfladisk, underholdningsmæssigt forhold til disse dybe åndelige fænomener, eller om de virkeligt - som ofte yderst komplekse og intensitetsladede entiteter - betyder noget afgørende for hendes tilværelse.

Jeg har allerede nævnt at jeg tror det afslører Lone Frank, at hun ikke bryder sig om børn. For netop et åbent forhold til børn og deres store spontanitet og kreativitet kan ikke undgå at give en dyb forståelse for følingen med det kollektivt ubevidste, eftersom børn i høj grad trækker mere direkte og umiddelbart på de psykiske primærprocesser end de senere gør som voksne. Lone Frank nævner et sted at hun allerede som seksårig begyndte at stille spørgsmål vedrørende andre menneskers trosforestillinger - og det tyder også på at hun er mere rationalistisk indstillet af natur end flertallet af folk. Så der synes at være gode grunde til hendes store præference for rationel videnskab.



Men også når det drejer sig om etikken og vores fælles ansvar for samfundet og udviklingen gælder det, at videnskaben ikke kan stille stort op, fordi den ikke kan måle og forklare processerne. De er netop så komplekse af art, at de fortoner sig i en ejendommelige kollektiv ubevidsthed, som ikke er upåvirkelig af bevidst og rationel argumentation og logik, men som unddrager sig kontrol og forudsigelighed.

Til det karakteristiske hører, at disse komplekse processer aldrig hører op og aldrig kan standses, end ikke af selv de værste dogmatiske, ideologiske og magtpolitiske indgreb. De er i princippet frie og spontane og medfører derfor en stadig udveksling mellem individerne, således at det resultat man ofte ender med mere har karakter af stiltiende konsensus end af formel beslutning. Derfor har også organer som Etisk Råd sin berettigelse. Det kan ikke erstattes af videnskabelige fora.

Den etik og ansvarlighed al kultur til syvende og sidst er udtryk for kan mytologisk opfattes som et vedvarende syndefald, således at forstå at mennesket bliver ved med at spise frugten fra Kundskabens Træ og derfor til stadighed udvider sin erkendelse. Derfor sættes der til stadighed spørgsmålstegn ved overleverede opfattelser og autoriteter. Og derved sker fremskridtet. Men ret forstået betyder syndefaldet også at der aldrig vil kunne gives eller nås et endegyldigt svar på hverken etikkens eller andre af eksistensens store spørgsmål. Hverken teologien, ideologierne eller videnskaben vil nogensinde kunne give et sådant svar. Derfor er det vigtigt at holde erkendelsens kilder åbne og modarbejde enhver form for dogmatisering eller monopolisering af sandheden. Hertil hører at undgå at falde i den fælde der hedder troen på videnskabens monopol på sandheden, en tro som Lone Frank synes at være faldet i.



Den helt store vildfarelse hos Lone Frank ligger dog i hendes opfattelse af at modsætningen mellem den naturvidenskabelige erkendelse og den ikke-videnskabelige erkendelse skulle være af dualistisk art og derfor nødvendigvis må føre til en mere og mere forbitret kamp om hvem der løber af med sejren. Lone Frank forstår ganske enkelt ikke den ikke-videnskabelige erkendelses art, og hun har specielt ikke indset at forskellen mellem de to former for erkendelse eller verdensopfattelse ligger i forskellen mellem de to slags psykiske grundprocesser. Primærprocesserne, som er i gang fra 6.-7. måned af fosterstadiet, er totalt blottet for logik og sondringer mellem subjekt/objekt, fantasi/virkelighed og fortid/nutid/fremtid. Den er med andre ord en frie associering på holistisk niveau. Sekundærprocesserne derimod kommer først i gang efter fødslen, hvor genstandsbevidstheden dannes og dermed forudsætningen for sprogdannelse og realitetsprøvelse. Sekundærprocesserne er karakteriseret ved logik og sondringer af ovennævnte art, og lidt efter lidt sker der en bedre og bedre opfattelse af realiteterne. Al indlæring, opdragelse, oplæring, skoleuddannelse, erhvervsuddanelse og social tilpasning sker via disse sekundærprocesser. Videnskaben kan ses som den mest systematiske udvikling af dem. Alt samfunds- og kulturliv afhænger af at disse processer er kommet til passende udvikling.

Men primærprocesserne holder på intet tidspunkt op med at fungere - og det ville også være katastrofalt, for det er lige præcis dem der i kraft af deres intensive og holistiske karakter giver tilværelsen mening for den enkelte, mening naturligvis ikke her forstået som formulerbart synspunkt, men som det modsatte af eksistentiel meningsløshed. Al fortvivlelse i verden er resultatet af at 'meningen' forsvinder. Det kan ske ved tabet af en nær pårørende eller en kæreste eller af tabet af arbejde, status og ære m.m. Men det gælder da om at genfinde meningen - eller 'melodien' om man vil. Her kan sekundærprocesserne være en hjælp, bl.a. andet fordi man kan trække på andres hjælp, men udslaggivende vil altid være at man genfinder den direkte føling med de dele af det før-sproglige bevidstheds- eller sjæleliv som giver meningen. Derfor vil der altid være en stor og eksistentielt aldeles afgørende principiel forskel mellem en videnskabelig erkendelse og en ikke-videnskabelig.



Denne forskel afspejler sig i det religiøse, fordi religion netop dybest set er direkte føling med den fulde og uafkortede virkelighed. Det vil fremgå at der er forskel på selve erkendelsens art i de to tilfælde. Erkendelse via sekundærprocesserne er ret stabil, men følelsesmæssigt relativt svag (upersonlig), men erkendelse via primærprocesserne er ret ustabil, men til gengæld følelsesmæssigt intens, ofte i så høj grad at den får indgribende ændring på et menneskes adfærd, holdninger og synspunkter. Forskellen i de to erkendelsesprocesser betyder at det dybest set er meningsløst at definere religiøs opfattelse som dogmatisk tro, altså tro på synspunkter der kan formuleres sprogligt. Religiøs tro er nærmere at betragte som et forhold til de arketypiske forestillinger der giver den fornødne intense bekræftelse på meningen med tilværelsen.

Heri ligger det at det er fuldstændigt utopisk at tro at religion kan afskaffes - hvad enten man nu prøver med videnskabelig oplysning eller med ideologisk propaganda og forbud. Mennesket er sådan indrettet at det har to tilgange til virkeligheden: den rationelle, som beror på sekundærproceserne, og den irrationelle som beror på primærprocesserne. Begge er livsnødvendige for opretholdelsen af livet. Den første sørger for nøgternhed og realitetssans, den sidstnævnte for meningen med tilværelsen. De to tilgange til virkeligheden er absolut uforenelige på det logisk plan, men de er begge nødvendige og kan sagtens fungere side om side. De er med andre ord typisk komplementære.



Det vil fremgå at undertegnede ikke et eneste øjeblik tror på at Lone Frank og neuroforskerne vil have ringeste held til at udrydde religionen eller gøre neurovidenskaben til den erkendelsesform der giver den direkte tilgang til meningen med tilværelsen. Det kan ganske enkelt ikke lade sig gøre. Og tilgangen findes desuden meget bedre gennem musik, kunst, humor, erotik og kærlighed. Men der findes også et alternativ til al den uforstand der ligger i den dogmatiske religionsfortolkning og den dertil hørende frygt for eller modstand mod naturvidenskab.

Alternativet hedder den komplementære helhedsrealisme (jf. nedennævnte henvisninger) og den har ingen forbehold over for naturvidenskaben som sådan, men alene over for naturvidenskabens manglende anerkendelse af at der ved siden af den rationelle tilgang til virkeligheden findes en irrationel som er betingelsen for menneskets opretholdelse af en mening med sin tilværelse og dermed for sjælelivet og åndslivet. Oplysning er nødvendig, og afdogmatisering er nødvendig, og Jernesalt går ind for begge dele. Men oplysning indebærer opgør med alle fordomme, også fordomme om religion. Og afdogmatiseringen indebærer en relativisering af al erkendelse, men aldrig et brud med religion forstået som direkte føling med virkeligheden.

Jan Jernewicz



Henvisninger:    
Til toppen

Litteratur

Lone Frank: Den femte revolution. Fortællinger om hjernens tidsalder. (Gyldendal.2007)



Relevante artikler på Jernesalt:

Er der en særlig psykisk energi?  (15.7.07.)
Stamceller og etik  (17.5.07.)
Hjerne og sjæl  (17.10.06.)
Dødskriterier og organdonation
Holismen en umulighed i dag  (7.4.05.)
Nikolaj Cederholms ateistshow en smart fordomsbekræfter  (7.3.07.)
Ateismens problematik  (26.3.05.)
Religion og modernitet
Intellektualismens systematiske guds- og mytebedrag

Vurdering af det 20. århundrede
Vilh. Grønbechs kulturopgør
Niels Bohr filosofi og dens konsekvenser
Konrad Lorenz' kulturopgør
Kan moral begrundes? (om Erling Jacobsens moralfilosofi)

At læse Jernesalt
Komplementaritetssynspunktet
Helhedsrealismen
De psykiske grundprocesser
Konsistens-etikken

Introduktion til Jernesalts filosofi:
Politik, magt og afmagt  (30.12.04.)
Arbejde, forskning og religion  (28.12.04.)
Kristendommen passé?  (26.12.04.)
Selvet - sjælen - ånden   (23.12.04.)
Hvad er virkelighed?  (20.12.04.)

Serie i syv afsnit om virkeligheden:
Fysikken og virkeligheden
Tiden og virkeligheden
Rummet og virkeligheden
Livet og virkeligheden
Ånd og virkelighed
Sproget og virkeligheden
Humor og virkelighed



Artikler om Samfund
Artikler om Erkendelse
Artikler om Etik
Artikler om Eksistens
Artikler om Religion
Artikler om Sekularisering



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal