JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - Erling Jacobsen

Erling Jacobsen

Erling Jacobsen var født i 1919 og uddannet speciallæge i psykiatri samt uddannet som psykoanalytiker (af Thorkild Vanggaard). Fra 1961 var han ansat på Statshospitalet i Risskov med psykoterapi som arbejdsområde. I 1965 blev han dr.med. på en afhandling om 'Psykoneuroser' udført under ansættelsen på Kolonien Filadelfias psykiatriske afdeling og Dianalund Nervesanatorium samt Rigshospitalet.

Det er værd at bemærke, at Jacobsen i første kapitel om de metodologiske problemer kommer ind på forskellem mellem den behavioristiske indstilling til psykologien, hvor man må lade en stor del af de eksisterende data ligge som uegnede for videnskabelig bearbejdelse, og den psykoanalytiske skole, hvor den foretrukne metode er den meget indgående undersøgelse af enkeltpersoner, hos hvem man tilstræber at kunne iagttage hvert enkelt fænomen i den videst mulige sammenhæng.

Undersøgelsen gik iøvrigt ud på at finde ud af, hvorvidt man ved simpel udspørgen af patienter om bestemte personlige forhold kunne adskille neurotikere fra andre. Og det viste sig faktisk muligt, især hvad angår det syndrom Jacobsen kaldte det eridofobe. Dets kerne er tilbøjeligheden til at reagere med ulystfølelser på mellemmenneskelige situationer der indeholder et element af fjendtlighed. Syndromet karakteriseres især ved nærtagenhed for kritik, uvenskab o.lign., en let mobiliserbar, men øjensynligt stærkt ulystbetonet hidsighed, forurettelse eller irritabilitet og vanskeligheder med udadrettede aggressive afløb.

Det skal noteres, at frygten for at blive uvenner med andre også kunne konstateres hos en relativ høj procent af de 'raske' mennesker i kontrolgruppen. Jacobsen slog i et interview med Politiken fast, at det er farligt for mennesker at være så medgørlige, at de ikke tør rage uklar med andre. De ønsker og impulser man undertrykker forsvinder ikke, men bliver ved at eksistere og udlades så ved en senere tilfældig anledning som raserianfald.

I samme interview undsiger Jacobsen også samvittigheden som sikker moralsk målestok, for som den ofte er bygget op, tilsiger den folk at være selvudslettende, og det er skadeligt.

Interessen for det moralske aspekt af psykologien var altså klart fremme på dette tidspunkt. Og det samme gælder interessen for det erkendelsesteoretiske aspekt. Jacobsen deltog i 1965 i en studiekreds i Nordisk Sommeruniversitet med bl.a. Sven Krohn, Anfinn Stigen, Hans Fink og Jytte Strøm. Og han var i 1967 formand for den danske landsafdeling af sommeruniversitet.

I 1967 blev han lektor ved Århus Universitet, men har også holdt forelæsninger på Folkeuniversitet og i radioen, ligesom han har skrevet adskillige kronikker til Politiken, Århus Stiftstidende og Weekendavisen.

Jacobsen døde i 1988 og hans sidste tid var ikke den bedste.

Jeg havde fornøjelsen at korrespondere og udveksle bøger med ham fra 1970 og frem. Han følte ikke, at hans originale synspunkter virkelig blev anerkendt, navnlig ikke blandt kollegerne. - "Faktisk er det nok mere fra de humanistiske fag og teologerne, at sådanne ting er blevet anerkendt", kunne han skrive.

Som 'grønbechianer' registrerede jeg naturligvis med tilfredshed, at han fandt det næsten "uhyggeligt at konstatere", hvor parallel Vilh. Grønbechs tankegang var med hans egen. Jeg mener også, at der er tale om en udtryksform der har en vis lighed med Grønbechs. Ikke ved rigdommen på ord, men ved underfundigheden, der faktisk gør det komplet umuligt at yde ham retfærdighed i referater.

Eksempelvis hedder det i 'Godt og ondt' om fornuften: "I fysikkens verden råder fornuften, men i psykologiens har vi den sunde fornuft at trækkes med. Man kan kun håbe, at vi engang i fremtiden vil nå frem til, at ganske almindelig fornuft kan bruges på dette område."

Og i Politiken skrev han i 1974 nogle bemærkninger om vold som stadig har deres aktualitet: "Det der især karakteriserer os er, at vold og hærværk ligesom ikke længere behøver nogen begrundelse. Der er tale om direkte udslag af opsparet ondskab, og man skal helt frem til akademiske kredse for at finde mennesker, der i det mindste mener, at et påskud, fx af politisk art, er nødvendigt, hvis det skal blive til noget med de mord, de drømmer om."

Det skal til allersidst tilføjes, at Erling Jacobsen, skønt han efterlyste en bedre og sprogligt mere præcis psykologi end den gængse vestlige, tilsyneladende ikke interesserede sig for østlig psykologi, og altså aldrig stiftede bekendtskab med chakra-systemet og dets særdeles nuancerede og nyttige sammenkædning mellem følelse og krop.

Jan Jernewicz

Erling Jacobsens bøger:

Psykoneuroser. Disputats. (Munksgaard 1965)
Menneskets psykiske sygdomme. (Berlingske 1964)
De psykiske grundprocesser. (Berlingske 1968; rev.udg. 1971)
Neuroserne og samfundet. (Reitzel 1973)
Godt og Ondt. (Centrum 1983)

Artikler om Erling Jacobsens synspunkter:

De psykiske grundprocesser
Kan moral begrundes?

Jævnfør også afsnittet om Den kulturelle udvikling
i essay'et om Det 20. århundrede: Klik

Til toppen Til forsiden Printversion

utils postfix clean