Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - Ind i musikken

ARTIKEL FRA JERNESALT - 2.6.02


Ind i musikken

Allerede Arthur Schopenhauer (1788-1860) opdagede tredive år gammel, at musikken ingenlunde som de andre kunstarter er en kopi af de ideer eller forestillinger vi har om livet og verden, men en kopi af selve livsviljen, den blinde vilje til magt og udfoldelse som han pessimistisk talte om (eller libidoen som Freud senere neutralt kaldte den). Derfor er musikkens virkning også langt mægtigere og dybere end de andre kunstarter, for disse taler kun om skyggen, men denne om selve væsenet, skrev han i "Verden som Vilje og Forestilling". Og han tilføjer, at komponisten åbenbarer verdens inderste væsen og udtaler den dybeste visdom i et sprog som hans forstand ikke fatter.

Peter Bastian (fagottist, klarinettist, musikpædagog, atomfysiker og forfatter, f. 1943) har som den første dansker med bogen "Ind i musikken" (1987) sat sig som hovedopgave at beskrive musik i samme fænomenologiske forstand som Schopenhauer antyder. Han betragter musik som et bevidsthedsfænomen, der er irreducibelt. Musikken giver os ikke alene mulighed for at konfrontere følelser, men magter at skabe følelser i os, så vi direkte oplever dem inden i os selv. Og dette bør være udgangspunktet for al videnskab om og al forståelse af musik.

Bastian opererer med en bevidsthedsmodel, der lader individet bestå af den materielle del (kroppen), sindet og ånden. Sansningen sker med kroppen. Med sindet eller fornuften (den almindelige bevidsthed) kan vi komme i forhold til et andet individs krop, sind og ånd, og derved opstår muligheden for henholdsvis videnskabelig, fænomenologisk og mytisk interesse og forståelse. Videnskaben interesserer sig for det kvantitative og tilstræber entydig beskrivelse. Fænomenologien interesserer sig for kvaliteten og akcepterer flertydigheden. Mytens område er karakteriseret af en vis åbenhed eller tvetydighed. Sproget er her brudt sammen eller er transcenderet, dvs det har overskredet normalt analytisk sprogbrug til fordel for det metafysiske eller paradoksale.

På basis af denne bevidsthedsmodel beskriver Bastian den optimale musikoplevelse således: Ud fra komponistens åndelige dimension opstår der ved inspiration konkrete forestillinger, følelser og strukturer, der materialiserer sig i et partitur med angivelse af den praktiske, instrumentale udførelse. Ved denne skabes lydbølger der perciperes af modtagerens sanseapparat og herigennem fører til dannelse af følelser, strukturer og gestalter i modtagerens sind, der igen - i det optimale tilfælde - transcenderer til en musikalsk enhed i modtagerens åndelige dimension. Tilhøreren møder dermed komponistens ånd.

Forudsætningen for at musikken transcenderer, så musikstykket opfattes ikke som lydbølger eller analyserbare strukturer, men som en enhed, er at alt gælder med, at modtageren afstår fra at prioritere og analysere. Der kræves vågen opmærksomhed og resonans, hvad der igen betyder, at det sædvanlige egoforsvar med dets evindelige trang til at skelne og afvise uønskede følelser og sansninger suspenderes. Musikkens væsen er holistisk og går tabt i enhver analyse.

Men alt dette er igen udtryk for, at vi tilsyneladende lever i to vidt forskellige virkeligheder samtidig.

Den ene er den kartesiske eller kartesianske, som er opkaldt efter den franske filosof René Descartes (1596-1650). Han hævdede dualismen, at der er absolut adskillelse mellem ånd og materie. I denne virkelighed er begivenhederne i verden tilfældige eller automatiske, styret af uforanderlige naturlove; og de er ubesjælede og betydningsløse.

Den anden virkelighed er den holistiske, hvor begivenhederne er meningsfyldte og akausalt korrellerede. Mennesket er omgivet af tegn, og det hele hænger sammen.

Den kartesiske virkelighed oplæres vi alle i gennem almindelig opdragelse og skolegang, og det sker ikke blot ved elementære erfaringer af den stykkevise virkelighed, men i høj grad ved at vi lidt efter lidt, men temmelig systematisk får frasorteret vore første, oprindelige og holistiske erfaringer. Derved opstår der en fælles virkelighed (konsensus-virkeligheden som den også kaldes), men set fra et holistisk synspunkt er den "illusionær": netop fordi den beror på den nævnte frasortering af fundamentale erfaringer. Man kunne også sige, at den beror på "idealisering", nemlig på abstraktion fra alt det besværlige og umålelige, men hermed er også sagt, at den er et produkt af sortering og følgelig ikke er den hele virkelighed.

Den kartesiske og den holistiske virkelighed udelukker hinandens samtidighed, men er hver for sig lige gode, nemlig gode til hver sit formål. De er med andre ord komplementære i Bohrsk forstand. Helheden er hverken den ene eller den anden af de to virkeligheder, men dem begge til sammen. De er derfor begge illussionære, for så vidt de er delanskuelser, og man bør ikke her lade sig forlede af den holistiske anskuelses egen iboende, psykiske helhedsbegreb til at tro, at den indbefatter den kartesiske virkelighed. Men dette problem vender vi tilbage til.

Af fornægtelsen af den holistiske virkelighed kommer skævheden i vores kultur på såvel individuelt som socialt plan. Vi solder helt ufattelige mængder af mental energi op for at opretholde medlemskabet af den "illusionære" virkelighed, skriver Bastian, og fortsætter: Samtidig afskæres vi fra kontakten til den velsignede tilstands ubegrænsede energiressourcer. Dermed har han påpeget den fundamentale og afgørende energetiske forskel mellem de to virkeligheder.

Men i musikken har vi chancen for at genoprette denne kontakt. Musik er den direkte oplevelse af, at tingene hænger sammen og kun eksisterer i kraft af hinanden. Musik er en af de mest effektive metoder til at skubbe os ind i den meditative tilstand og transcendens og dermed ind i den tidløse holistiske virkelighed, men ingen garanti, for ingen metode overhovedet garanterer transcendens.

Musik magter at skabe følelser, ikke kun at reproducere dem, men at skabe dem, så vi direkte oplever dem inden i os selv. Og da følelserne er holistens sprog, vil det igen sige, at musikken kan bringe os ind i enhedens rige. Ultimativt er musik en direkte oplevelse af enhed og fører os derfor med Bastians udtryk i armene på vores væsenskerne, det i os og af os som er uforanderlig det samme gennem alle årene og alle erfaringerne. En komposition af Bach kan vise os vejen til denne kerne.

Men herigennem får musikken etisk betydning. I og med at musikken konfronterer os med følelser kan vi både blive bevidste om, hvor vi er, dvs. hvilken sindstilstand vi netop er i, og få hjælp til at akceptere os selv som vi er - musikken får healende virkning på os - og dermed er der skabt forudsætninger for, at vi kan bevæge os, finde et nyt udgangspunkt for en ny skæbne. En symfoni af Mozart er en fredspagt med dette liv, ligesom et stykke af Jimi Hendrix kan lære os at slutte fred med tyfonen i os selv.

Kontakten med vores væsenskerne, ånden hvor alt er enhed, ånden der er vågen, oplevende opmærksomhed, er for Peter Bastian en nødvendig betingelse for, at vi ikke automatisk tager afstand fra os selv.

Noget tyder på - hvad også en psykoanalytiker og terapeut som Thomas A. Harris er inde på - at vort livs primære problem i forbindelse med at vi som børn tager skridtet fra enhedsverdenen (symbiosen med moderskikkelsen) til den stykkevise verden er en tilstand eller følelse af utilstrækkelighed eller skyld. Harris bruger betegnelsen "Jeg er ikke o.k. - du er o.k. - indstillingen og identificerer den med "arvesynden", vort første "spil". Og der synes kun at være én udvej af denne ubehagelige situation, og det er den stadige genoplevelse af eller genopvækning af den mystiske enhed. Den religiøse oplevelse er for Harris ensbetydende med at undslippe al dom og at blive akcepteret uden betingelse. Nåde kaldes det. Og tilsvarende kan Peter Bastian i et interview minde om, at den kristne nadver engang fungerede som kommunion, sjælenes forening i oplevelsen af, at der er et mål, en mening, uden for den almindelige kartesiske virkelighed. Musikken er en anden vej til samme psykiske erfaring. Og resultatet er netop en genopretning af freden, den indre styrke eller tro, der gør det muligt at leve dagligdagen i håb, men samtidig i troskab.

Wagners opera "Parsifal" kunne tages som eksempel på, hvad der musikalsk foregår i denne sammenhæng.

Medens "Ringen" handler om kampen mellem magt og kærlighed, fokuserer såvel "Tristan" som "Parsifal" på forholdet mellem erotik og næstekærlighed, og går derfor langt dybere i Wagners helt personlige problematik. Han ville gerne udfries af den erotiske længsels bånd, for den placerede ham under en ubønhørlig dualismes forbandelse.

Parsifal er det uskyldige mennesker der gennem sine fejltagelser, sin "Irrfahrt", når frem til den bevidsthedstilstand hvor han kan frelse såvel Kundry som den dybt i sjælen sårede Amfortas fra deres svare skyld, som i begges tilfælde har med seksualitens og egenkærlighedens udfoldelse at gøre, og som har ført dem til afhængighed af magtmennesket Klingsor.

Frelsen består i, at Parsifal først tilbageerobrer det hellige spyd fra Klingsor. Derpå døber han Kundry i sin første, store medlidenhedsgerning, der får vinteren til at slippe sit greb om hele sceneriet og foråret til at bryde frem med sit smil og sin varme. Så læger han Amfortas sår, for til sidst at afdække den hellige gral og holde nadver med gralsridderne. Alle befries fra seksualitetens og egenkærlighedens drift og når frem til medlidenhedens og næstekærlighedens evangelium.

Tilsyneladende altså et kristent budskab, der da også fik Nietzsche til at reagere voldsomt mod Wagner og beskylde ham for at have svigtet deres tidligere fælles idealer.

Men fra et kristent-dogmatisk synspunkt er personen Parsifal ikke en frelser, for han skal selv frelses for at kunne fuldføre sin opgave. Og at frelseren selv skal frelses er - som Hansgeorg Lenz meget rigtigt har gjort opmærksom på - kristeligt set en gudsbespottelig tanke. Frelsen i Parsifals tilfælde består i, at han vågner af sin uskyldighed og ubevidsthed, dels begyndende da han vækkes af medlidenhed med den svane (symbol på den uskyldige natur) som han i god tro er kommet til at dræbe, dels da han i forførelsens stund kysser Kundry (forførerinde og modersymbol) og i samme øjeblik erindrer sig Amfortas skæbnesvangre kys af samme Kundry. Parsifal frelses m.a.o. ved at blive bevidstgjort om sig selv og sine lidelsesfællers væsen.

I realiteten sker frelsen således ikke i troen på Kristus som frelser, men i forløsning ved musikken, der til sidst når transcenderende karakter. Den munder ud i Wagners nadvermotiv som i sig rummer såvel spydets som troens motiv og dermed en horisontal og vertikal linje der danner et kors.

Transcendens til sidst lykkes, fordi Wagner personligt om nogen vidste, hvad bundethed til seksualitet og egenvilje var, og hvad der skulle til for at bringe mennesket ud af dualismens favntag. Og det vil igen sige, at han mestrede kunsten gennem musikken at føre os fra vore indre dualistiske konflikter til vores væsenskerne: enheden.

I intet værk af Wagner taler musikken i så høj grad som i "Parsifal", og det er derfor ikke nogen god idé som i Århus-opførelsen at lade sidste akt forstyrre af alt for megen bevægelse på scenen. Det er musikken og dens pauser der skal komme til deres fulde ret.

At høre Wagners "Parsifal" frelser ingen, men giver den der er tilstrækkelig opladt en oplevelse af enheden til stor gavn for den enkelte. Wagners musik kan i allerhøjeste grad heale ved at lade sit åsyn lyse på tilhørerne og tilskuerne og give dem sin velsignelse.

Men også kollektivt og socialt betyder oplevelsen af enheden noget for os, for som Bastian skriver har vore personlige konflikter rod i "kollektivsindet" eller det "kollektive ubevidste", men således at vi projicerer dem tilbage i kollektivsindet. Dette afspejler følgelig vore ubalancer, fx den globale økologiske ubalance. Ved hele tiden at genfinde kontakten med enheden er vi med til at reparere på kollektivsindet.

Med ungdomsoprøret i 60'erne begyndte de første og væsentlige spirer til en egentlig løsning af problemerne at gro frem. Flere og flere begyndte at interessere sig for en ny måde at være sammen på, og holistiske oplevelser holdt deres indtog.

Næste skridt foretages i disse år, hvor den nye erkendelse bevidstgøres og et dækkende sprog søges udviklet. Men Bastian efterlyser, at erkendelsen også får politiske konsekvenser. Stillingen gør han op med følgende ord:

"Det analytiske menneskes intense skadefryd ved at bekæmpe vores inderste drømme, vores inderste vished, kan kun afbalanceres at det musiske menneske. Den eneste mennesketype som ikke drømmer om magt, den eneste mennesketype som muligvis vil være i stand til at administrere den."

At lære at anskue verden fra hjertet er for Peter Bastian det nødvendige nye paradigme.

Jan Jernewicz



Læs også artiklerne:
Det musiske menneske
Hvad den rytmiske musik kan og vil



Øvrige henvisninger til Jernesalts egne artikler:

Oversigter over artikler om Samfund  (se iøvrigt linkene i venstre ramme)
Oversigter over artikler om Eksistens  (se iøvrigt linkene i venstre ramme)
Oversigter over artikler om Sekularisering  (se iøvrigt linkene i venstre ramme)



Redaktion
Program
Essays
Emneindex
Personindex



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Helhedsrealismen
De psykiske grundprocesser
De psykiske fundamentalkræfter
Konsistens-etikken
Livskvalitet (fire artikler) (2002-03)
Ontologi-serie (tolv artikler) (2010)
Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007)



Jernesalts 2009-filosofi
Forord  -   Begreber og aksiomer  -   Krisen ved årsskiftet 2008/09  -   Verdensbilledet 2009
Livet  -   Mennesket  -   Sjælen  -   Sproget  -   Samfundet  -   Overordnede politiske parametre
Udfordringen  -   Helhedsrealismens advarsler  -   Helhedsrealismens anbefalinger  -   Efterskrift

Religion som emergent fænomen i biologien  (28.12.09.)



Værdimanifest (fra 2003))
Værdimanifest i forkortet udgave
Sagregister til værdimanifest
Per Seendemands rubrik (fra 2005)
Jens Vrængmoses rubrik Til toppen    Til forside    Printversion   


utils postfix clean
utils postfix normal