Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - kanel42nikolaj

ARTIKEL FRA JERNESALT - 7.3.07.


Nikolaj Cederholms ateistshow en smart fordomsbekræfter

af Jens Vrængmose

Skuespilleren og sceneinstruktøren Nikolaj Cederholm har for øjeblikket stor succes på Betty Nansen-teatrets Edison-Scene med det religionskritiske foredragsshow 'Åh, Gud'. Og da han for nylig fik lejlighed til at forklare sit show og sine uforgribelige meninger en halv times tid på DR2 i den bedste sendetid kl. 20 vil det være på sin plads at give ham et par borgerlige og helhedsrealistiske ord med på vejen.

Nikolaj forstår kunsten at fange et publikum med leg med paradokser som fx dette: "Jeg tror ikke på Gud, men det er Gud jeg er bange for."

Det sidste skal selvfølgelig ikke tages bogstaveligt, men forstås som udtryk for at Nikolaj føler sig mere og mere generet af det forhold at andres religion og dermed andres tro på Gud er blevet meget mere nærværende i samfundet end tidligere, ja, at religion - som han også udtrykker det - er begyndt at virke som en stærkere og mere negativ kraft i verden i dag. "Hvis det Gud siger er en gyldig grund til at reagere på fx Muhammedtegningerne, så er der grund til at være bange for ham", siger Nikolaj helt konkret.

De urimelige ting der er sket de sidste år på den religiøse front har været en alvorlig anstødssten for Nikolaj, men vel at mærke er det i lige så høj grad det der sker blandt de kristne i USA som blandt muslimerne andre steder. USA giver fx ikke ulandsbistand til lande der støtter prævention, skønt der i Afrika dør mange millioner mennesker af aids, fordi de ikke har adgang til kondomer. "Hvis det er kristent, så er jeg ikke kristen, og jeg forstår ikke hvor de kristne henter det dér mandat fra til at tro sådan".



Det fremgår indirekte at Nikolaj såmænd har været kristen og troet på Gud, men er holdt op i takt med hvad der er sket i verden.

"Selvfølgelig har jeg været i tvivl", indrømmer han, så vi ikke skal tro at han er en gammel forhærdet ateist der altid har kunnet undvære Gud og hvis meninger vi kan regne ud på forhånd. Nikolaj er tværtimod døbt og konfirmeret, har fået kristendomsundervisning i skolen, sunget halvanden salme juleaften, og i det hele taget blevet kristent opdraget i ganske almindelig forstand uden unødvendig kirkegang. Og Nikolaj har oven i købet i sin barndom oplevet et eksempel på en god kristen på nært hold, nemlig præsten der døbte ham, oprøreren Harald Søbye, Blovstrød. Men han blev sparket ud af kirken [af ingen ringere end Bodil Koch], fordi han ikke ville følge det fastlagte kirkelige ritual og bede for kongehuset. Det var åbenbart noget Nikolaj kunne sympatisere med - uden at tænke på at det faktisk er en meget ukristen fundamentalisme, eftersom man i folkekirken beder for al øvrighed og enhver lovligt valgt regering - uanset dens farve. Nogle gange sker det endda med den frække begrundelse, at det sandelig også er tiltrængt! Men en sådan tankegang eller humor ligger vist uden for Nikolajs horisont.



Udover det afskyelige ved den fundamentalisme han ikke bryder sig om, så er det ikke mindst de religiøses dømmesyge Nikolaj ikke kan tage. "Hvad fanden i helvede bilder folk sig ind at dømme andre mennesker?", spørger han og tænker selvfølgelig ikke blot på folks almindelige og meget udbredte dømmesyge, men på de religiøses specifikke fordømmelse af de vantro og anderledes tænkende til evig fortabelse og helvedes ild.

"Jeg synes de monoteistiske religioner har noget fascistoidt over sig", siger han, idet han bevidst bruger et gængs venstreorienteret skældsord til at tage afstand fra religioner, selvom ordet i denne sammenhæng er meget upræcist. Men "de er intolerante på en forfærdelig måde", tilføjer han og kommer nærmere det relevante: "Har man fundet sandheden, kan man ikke alene forfølge andre, men man begrænser også sit eget udsyn i verden."

Nikolaj er imod denne begrænsning og mener ganske enkelte at "man ved at uddanne folk i en religion som mener den har sandheden om verden, fodrer morgendagens konflikter". Det sker efter Nikolajs mening allerede ved kristendomsundervisningen i folkeskolen, der fra 3. klasse er en indføring i bibelens historier, meninger og sprog. Men dette er indoktrinering af børn på et tidspunkt hvor de ingen mulighed har for at tage stilling....

Uvilkårligt spørger man om han slet ikke kan se forskel på kristendomsundervisningen i folkeskolen og koranundervisningen i de muslimske moskeer og skoler. For i sidstnævnte tilfælde kan man ikke komme uden om indoktrineringen, da undervisningen primært består i ren udenadslæren (endda på et sprog ikke alle elever forstår). I folkekolens yngste klasser fortæller man først og fremmest 'bibelshistorie' hvilket vil sige fortællinger der ikke er entydige, men kan og skal fortolkes. Og det sker på dansk - delvist parallelt med indføring i fx den nordiske mytologi i dansk- og historietimerne. De bibelske fortællinger fortolkes af visse lærere ensidigt, og det er påtalelsesværdigt, men generelt er der tale om indføring i mytologi, og dette er noget helt andet end en indføring i dogmatik (den tager kirken sig af ved konfirmationsundervisningen i 14-års-alderen, og den er som bekendt en frivillig sag).



Det er væsentligt at skelne her, for hvis man pr. definition betragter al indføring i mytologi, litteratur, kunst og sang og musik for børn op til 9-års-alderen som indoktrinering, så ville resultatet blive at man overhovedet ikke kunne beskæftige sig med fænomenerne, for det ligger i sagens natur at den umiddelbare oplevelse har forrang for den intellektuelle forståelse. Men at nægte børn disse oplevelser ville være en forbrydelse mod dem, for det ville berøve dem sprogets muligheder for at få lidt hold på forestillingerne.

Desuden er det ikke korrekt at børn ikke kan tage stilling. Det gør de faktisk. Blandt andet er det meget almindeligt at børn i 3. og 4. klasse over for religionsundervisningen argumenterer med, at 'det tror jeg ikke på'. Naturligvis kan børn i den alder ikke tage stilling til store eksistentielle problemer på tilnærmelsesvis samme måde som voksne mennesker. Men spørgelysten og den kritiske sans har de - og det er væsentlig at gribe den og få en dialog i gang med dem på det grundlag. Dialog forudsætter imidlertid at man fastholder de eksistentielle emner i deres egenart, men at man samtidigt tager kritikken alvorligt og derfor blandt andet begynder at forklare forskellen mellem mytologi og videnskab eller mellem fortælling (fiktion og tydning) og historie (fakta og data). Dette er der vitterligt lærere der forsømmer - eller overhovedet ikke forstår noget af selv.

Her springer Nikolaj imidlertid over hvor gærdet er lavest, for han er ikke komme længere i sin egen udvikling end at han tror religionsspørgsmålet drejer sig om et valg mellem religion og videnskab, ja, han definerer udtrykkeligt dette valg eller forhold som selve hjertet i det aktuelle teaterforedrag.



"Det der er galt med religionerne er først og fremmest at de ikke er sande. Det de siger er forkert, det er overtro. Der er ingen Gud der tager hånd om dig og som har en plan med det hele," lyder Nikolajs hovedindvending. Og han tilføjer at det for ham ligefrem har været forbundet med stor frihedsfølelse at erkende at Gud ikke er der. Der kan være en fornemmelse af at der er en der holder øje med dig altid - denne fornemmelse strejfer én hele tiden - men det fortæller mest noget om hvordan du selv og din egen hjerne fungerer. (Læg mærke til ordet hjerne i denne sammenhæng, for det røber at Nikolaj tror at sjælelivet er rene hjerneprocesser).

Nikolaj lægger ikke skjul på at han er amatør på området, men han understreger til gengæld - hvad man kun kan give ham inderligt medhold i - at hele spørgsmålet om religion er for vigtig en sag til at overlade til præster og teologer. Blandt andet afviser han blankt Niels Højlunds argument om, at hvis man virkelig vil kritisere kristendommen og kirken, så må man læse teologi. Det er eddermane et mærkeligt argument, siger Nikolaj - og det har han fuldstændigt ret i, han kan bare ikke forklare det ordentligt, men begår tværtimod den fundamentale brøler at argumentere imod teologien, når det er religionen han vil ramme. Han sætter med andre ord lighedstegn mellem religion og teologi og forbliver dermed lige nøjagtigt på det niveau, hvor det er argumenter der skal afgøre sagen. Religionshistorie og dybdepsykologi har han intet begreb om. Han undrer sig ligefrem over hvor utroligt aggressive selv svagt troende mennesker bliver når de møder ateistiske synspunkter.

Det er ellers let at forstå, for folk bliver altid aggressive, når der sættes spørgsmålstegn ved eller gøres grin med deres dogmer, dvs absolutte sandheder. Problemet ved al religion og al ideologi er netop absolutismen og dogmatismen. Men disse kommer ikke ud af den blå luft, men skyldes at folk kobler entydige sproglige begreber på forestillinger der er førsproglige og flertydige. Det véd Nikolaj blot ikke, og derfor kan han ikke se forskellen mellem teologi og religion (mytologi), eller forstå at videnskaben ikke batter som argument mod religionen. Skal man forstå religion indefra, så skal man aldeles ikke acceptere dogmer af nogen art, men man skal sætte sig ind i de grundlæggende psykologiske mekanismer, først og fremmest forstå forskellen mellem de to slags psykiske grundprocesser, de primære og de sekundære.



Naturligvis må det være en befrielse at komme ud af dogmatikkens tvangsmæssige entydighed og absolutisme. Og naturligvis er ateister ikke - som fundamentalisterne hævder - uåndelige autister der ikke kan få øje på det store, mystiske og uforklarlige i tilværelsen, naturen og universet. Også ateister har spiritualiteten og følelserne med i deres verdenssyn, som Tor Nørretranders sagde efter en prøve på forestillingen. Og han anbefalede Nikolaj at få det understreget, så denne dermed kunne vise at han forstår de religiøse.

Men det gør Nikolaj jo reelt ikke, for på trods af at han er kunstner har han tilsyneladende ingen anelse om, at alle religiøse og mytologiske forestillinger dybest set er af før-sproglig og dermed før-dogmatisk og før-teologisk art. De dannes i de enkelte mennesker i meget tidlig alder; de er før enhver påstand om hvad der er sandt og forkert; og de er ikke i deres oprindelse personlige. De er i virkeligheden udslag af det kollektivt ubevidstes umådelige kreative energier. De er derfor fuldstændigt uangribelige med rationelle argumenter og vil derfor også uundgåeligt overleve alle ateistiske forsøg på at stemple dem som usandhed eller overtro, herunder også brutale stalinistiske forsøg på at knægte folkets almindelige religiøsitet. Billederne af den store beskyttende og skærmende fader- og moderskikkelse vil for evigt blive stående i ethvert menneskesind.



Som alle andre dybe, kollektivt ubevidste forestillinger vil de religiøse forestillinger altid lidt efter lidt - både i individets, i slægtens og i menneskehedens historie - indgå i de bevidste, sprogligt formulerede forestillinger, som igen indgår i magtens og magtkampens sprog. Derfor bliver også de religiøse forestillinger genstand for dogmatisering, idet dogmer er et særdeles effektivt middel til sindelagskontrol, hvad enten kontrollen er religiøs eller ideologisk præget. De kirkelige institutioner inden for alle religioner opbygger derfor dogmatiske systemer eller teologier, som de ophøjer til absolutte sandheder. Dette er grundlaget for al deres magt og derfor også grundlaget for al misbrug af de religiøse forestillinger. Derfor bliver det i allerhøjeste grad et forhold der til hver en tid må og skal kritiseres af frie og oplyste mennesker.

Men det må aldrig glemmes at de religiøse forestillinger er dybere og stærkere end dogmerne - og derfor altid vil leve deres eget frie liv i det kollektivt ubevidste.



Alt dette går Nikolaj i en stor bue udenom. Han koketterer frejdigt med at han sætter sig selv på spil ved at lave et show som 'Åh Gud', for dels provokerer han nogle med det, dels røber han noget om sig selv og om noget vi ikke taler så åbent om i dette samfund. Og det kan der være meget om. Derfor er det da i sig selv et positivt tidens tegn at en sådan forestilling overhovedet kommer på benene.

Men sandheden om forestillingen er jo, at den i langt højere grad bekræfter fordomme end rokker ved dem. Ateisterne får bekræftet deres ateisme, og de religiøse mennesker der måtte finde vej til Edison-scenen får bekræftet deres syn på ateisterne. Alle der mener der er alt for megen religion i det offentlige liv, kan få medhold. Og alle der mener det modsatte kan såmænd også få næring til deres antipatier mod ateismen. Men hvordan vi får en fornuftigere indstilling til de religiøse forestillinger og spiritualiteten som sådan, giver Nikolaj ikke nogetsomhelst relevant svar på. For dette ville forudsætte realistiske forestillinger om det kollektivt ubevidste og dermed en nøgtern forståelse af de universelle arketypiske forestillingers egenart og virkemåde.

For Jernesalts vedkommende gælder at vi fuldstændigt deler Nikolajs opfattelse af de dogmatiske og fundamentalistiske synspunkter og holdninger som skadelige i deres absolutisme, lukkethed og intolerance. Men vi skelner mellem dogmatik og teologi på den ene side og åben mytologi, åben psykologi og åben religionshistorie på den anden side.

Vejen til en virkelig befrielse fra den fundamentalistiske teologis åg, forfølgelse og intolerance går uundgåeligt over en kritik af alle dogmer og alt dogmatisk uvæsen, men den forfejler sit sigte hvis den ikke samtidigt åbner sig for de før-sproglige forestillingers flertydighed og enorme kreativitet - og begynder at forstå mytologiens påpegning af eksistentielle grundproblemer som vi alle må forholde os til.



Det er sandt nok at ateister kan være lige så spirituelle som troende mennesker, for forskellen mellem ateister og ikke-ateister ligger i opfattelsen af de dogmatiske påstande, men al ægte spiritualitet ligger hinsides sådanne påstande. Tro er i dogmatisk henseende det samme som tro på bestemte påstande som absolutte sandheder, men er i ikke-dogmatisk henseende noget helt andet, nemlig det modsatte af fortvivlelse. Det vil sige at tro i psykologisk henseende nærmere er hvad man kunne kalde livsmod eller direkte føling med livsmodets psykiske kilder, dem der i religiøst sprog kaldes evigheden til forskel fra timeligheden, og som følgelig ligger dybere i psyken end sproget.

Men sproget fanger det ind på glimrende vis i myternes billeder og fortællinger og derfor vil myterne altid drage det menneskelige sind. Men der vil samtidigt altid bestå en klar modsætning mellem myterne og dogmerne.

Ateismens store naivitet ligger netop i at den på rationel vis forlanger entydighed af religionerne og derfor i grunden går samme ærinde som teologien, blot med den forskel at den benægter hvad teologien postulerer. Men begge fornægter det fællessprog som ligger forud for dogmatik og teologi og som ikke har entydige begreber om eller fortolkninger af de arketypiske forestillinger som Gud. Gud er her en umiddelbar realitet som slet ikke kan benægtes. Enhvert forsøg på benægtelse bliver blot en afvisning af andres ensidige og derfor principielt uholdbare bestemmelser.

Megen ateisme er simpelthen en protest mod tåbelig indoktrinering fra autoriteternes side (kirken, skolen og forældrene), og den er som sådan en forståelig og fornuftig reaktion, som blandt psykiateren Ib Ostenfeld forlængst har påpeget - jf. artiklen om Ateismens problematik. Men autoriteterne har aldrig held til i længden at indsnævre de arketypiske forestillingers flertydighed. Derfor vil enhver kirkelig anmasselse i retning af ortodoksi - hvad enten den er jødisk, katolsk, protestantisk eller islamisk - uvægerligt blive mødt af bevidst eller ubevidst folkelig (dvs uteologisk eller amatørmæssig) modstand.



De arketypiske forestillinger forbliver levende i folkedybets kollektivt ubevidste.

Derfor er et show som Nikolaj Cederholms 'Åh, Gud' et interessant tidens tegn, men ikke et relevant svar på den religiøse søgen der vitterligt finder sted og som hverken den syge folkekirke eller de mere eller mindre fundamentalistiske kristne og islamiske bevægelser kan give et ordentligt og progressivt bud på.

Nikolajs show er overfladisk og modepræget, men det mest besynderlige ved det er at den begavede ophavsmand afslører total uvidenhed om dybdepsykologi og som scenekunstner end ikke synes at begribe at de arketypiske eller religiøse forestillinger hører til selve dagligsprogets fundamentale elementer som det er dødens pølse at vende sig imod - både i propagandaen og i scenekunsten.

Deres ærbødige

Jens Vrængmose



Henvisninger:

Link til Betty Nansen Teatret
Link til Nikolaj Cederholms blog om forestillingen

Hvad skal vi med religion?     (14.2.07.)
Intellektualismens systematiske guds- og mytebedrag  (17.11.06.)

Religion ude af Danmark?  (11.4.06.)
Helhedsrealismens fortrin  (5.3.06.)
Religion på dagsordenen  (24.2.06.)

Religion, humor og tragedie  (19.02.06.)
Gud og Darwin - intelligent design eller videnskab eller noget helt tredie  (18.10.05.)
Ateismens problematik  (26.3.05.)

Den tredje vej til religionsanskuelse  (18.2.05.)
Afdogmatisering, men ikke afmytologisering  (18.6.02.)
Religionen og sekulariseringen  (Afsnit af Værdimanifestet - 17.9.04.)

Sekulariseringen må opdateres  (29.11.04.)

Sekularisering og religiøs krise  (Verdsliggørelse - 2.6.02.)
Gud, sprog, sekularisering og religionsskifte  (Verdsliggørelse - 18.6.03.)

Myte, ord og billede  (Afdogmatisering - 13.7.02.)
Mytologi  (Afdogmatisering - 2.8.02)
De psykiske grundprocesser
Introduktion til Jernesalts filosofi, den komplementære helhedsrealisme



Jens Vrængmoses rubrik



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal