ARTIKEL FRA JERNESALT - 22.11.03

Carl-Henning Pedersens univers

Kunstnerens skyhed ses af at der kun er få mennesker der er kommet ham virkeligt nær, også efter at han var blevet anerkendt. Han synes at gå sine egne veje med blikket rettet mod et fjernt mål og derfor dybest set upåvirket af både medgang og modgang. Han har haft en indre sikkerhed der bringer den beslægtede Chagall i erindring, netop når denne taler om, at han "svarer på kærlighed og på et beslægtet hjertes hengivenhed, men stillet over for tvivl og tøven går jeg min vej."

I 1934 var den venstreorienterede unge mand blevet gift med den tre år ældre maler og meningsfælle Else Alfelt, som han havde mødt på Den Internationale Højskole i Helsingør. Hun var organiseret kommunist og trak Carl-Henning med ind i partiet. Her var han særdeles aktiv, indtil han et års tid efter blev ekskluderet af det meget centralistiske parti, fordi han var uenig i dets officielle linje. I simpelt raseri gik han lige hjem i den lille lejlighed på Ny Carlsbergvej og begyndte at male løs på nogle af sin kones lærreder. Resultat: fire abstrakte billeder der alle blev antaget på Kunstnernes Efterårsudstilling. Og så var han maler.

Via Else Alfelt, som iøvrigt vedblivende var hans hårdeste kritiker og ikke mente Carl-Henning overhovedet havde farvesans, fik han forbindelse med Egil Jacobsen, som havde været i Paris og stiftet bekendtskab med Matisse, Picassso, Léger, Miro m.fl. og selv var begyndt at male maskebilleder. De smittede af på Carl-Henning Pedersen der som de øvrige jævnaldrende kunstnere også var stærkt optaget af etnografisk kunst, som den kunne ses på Nationalmuseet og en bestemt privat-samling. Endelig blev børnetegningen en stor inspirationskilde for dem alle, fordi den ligesom den primitive kunst brød med alle europæiske og akademiske normer. Det spontane, vitale og oprindelige var og blev afgørende, ikke mindst for en autodidakt som Carl-Henning Pedersen.

Fra 1938/39 var det især fuglene der blev gennemgående motiv i Pedersens kunst, fugle i alle farver, størrelser og udformninger.

I en vigtig artikel fra 1943 tager han afstand fra betegnelsen 'abstrakt kunst', som leder tanken hen på intellektuel konstruktion. Han foretrækker betegnelsen 'fantasikunst', fordi det er og bliver den frie, spontane fantasi det gælder om at lade komme til udtryk.

1942/43 var han med i udstillingsfællesskabet 'Høstudstillingen' der dog hurtigt sprængtes på grund af medlemmernes principielle uenigheder.

Mikael Wivel betegner i sin flotte biografi med rette Carl-Henning Pedersens malerier fra disse år som vinde og skæve i kompositionen, men glade i farven og malet med overskud og intensitet. Motiverne var dem vi alle lige siden har genkendt kunstneren på: fuglen, hesten, skibet, huset, træet, mennesket og solen. Carl-Henning Pedersens univers var med Wivels rammende ord "en verden fuld af forandring, forundring og forvirring, hvor kun kosmiske kræfter synes at have magt". Det var en verden hvor tyngdekraften var sat ud af spillet.

Symbolikken er også ganske klar: Solen er naturligvis selve det livgivende princip; fuglen er tankens og inspirationens; hesten kraftens, handlingens og seksualitetens, og skibet er mulighedernes princip.

Perioden var for alle danske kunstnere af samme generation præget af krigens og besættelsens mørke og trykkede stemning. Befrielsen i 1945 blev derfor for mange af dem en psykisk befrielse. For Carl-Henning Pedersen blev farverne lysere og domineret af gult og blåt med røde indslag.

1948-51 var Pedersen medstifter og medlem af Cobra, der jo netop dyrkede det spontane og umiddelbare, hentede inspiration i myter, fabler og legender, og blæste på klassisk æstetik. Kunsten var vild, barbarisk, nordisk eller 'germansk'. Carl-Henning Pedersen var i en stemning, så han formeligt producerede løs alt det penslerne kunne holde til. Og i 1950 kunne han fylde hele Den Frie Udstillingsbygning med en separat-udstilling han kaldte "Eventyrets malerier". Her udstilledes hans 'klassikere', som i dag kan ses rundt omkring på landets kunstmuseer.

Til kataloget skrev Carl-Henning Pedersen en slags manifest, som han kaldte "Virkeligheden og drømmen" og som præcist røber hans kunstsyn og hans intentioner:

"I billeder har jeg prøvet at samle mennesket, Jorden og universet til en enhed i farvens sprog. Jeg har skabt mine billeder ud af fantasien og har derved bygget på det samme grundlag som al folkelig kunst. Jeg tror, at vil vi skabe en kunst, der skal få betydning i det menneskelige samfunds udvikling, der vil bevæge og tale til menneskene, må vi øse af de rige kilder, der ligger inde i ethvert menneske. Hjertets tale, som er al sand kunsts indhold, ejer i sig ildens hurtige fødder til at nå ud i folket og inspirere det til selv at skabe.

Jeg blev maler, da jeg opdagede glæden ved at sætte en farve ved siden af en anden farve. Siden den dag har jeg været optaget af at finde ind til farvernes hemmelighed. Jeg har opdaget, at jeg derved også søger at finde frem til min egen hemmelighed som menneske."

Hemmeligheden var: "At skabende kunst er mennesket i udvikling, forbunden med menneskene, der lever udenom, og forbunden med naturens mysterier. At kunsten udtrykker det levende liv og som livet bryder alle snærende bånd, der vil hæmme den frie udfoldelse.

At nye veje, hvor disse er i overensstemmelse med det menneskelige, aldrig kan være vildspor eller flugt fra virkeligheden. At vi ikke kan opstille teorier for hvordan vi skal skabe kunst, men må følge de kræfter der bor i os og følge de inderste love i kunstartens natur........"

Og til sidste hedder det: "Jeg vil fange ildens stråler og leve af dem. Jeg vil binde ildens arme og én for én løse dem og lade dem leve i den firkantede verden lærredet er. Jeg vil lade ilden brænde mig, for at være som solen, der kaster sit lys gennem regnbuen og varsler livets ret. Jeg vil fange solen, når den drager over himmelen, og holde den ind til mig - når jeg står og maler. - Og jeg vil bruge solens stråler, én for én, og smelte dem ind på mit lærred. Jeg vil holde solen fast, så dagen aldrig forsvinder."

Rejser, ofte sammen med Else Alfelt, kom til at betyde meget for Carl-Henning Pedersen og hans kunstneriske udvikling. I 1948 var han i længere tid på Island og fik lært oliekridtets muligheder til bunds. I årene 1948 til 1954 lavede han også mange tuschtegninger på rispapir. Igen overvejende fantasibilleder med fugle. 'Verdensfugle' og 'Stjernefugle' som han kaldte dem.

I Grækenland og Italien 1951 lærte han for alvor akvarelmaleriets vådt-i-vådt teknik. I Dolomitterne 1955 og 56 blev det igen oliekridt, men her med et nyt symbolsk indhold af erotisk karakter: skåle som symbol på det kvindelige, bjerge og fugle som symbol på det mandlige.

I 1960 var Carl-Henning Pedersen på en længere rejse til Ceylon, Indien, Kashmir og Nepal med skib frem og tilbage fra Genua. Senere fulgte rejser til Tunis, Marokko, Egypten og Lapland, Bali, Japan, Mexico og New York.

Selve det store arbejde med manuel tilhugning af de tusindvis af glasstifter der skulle bruges forgik i et hus i Bovbjerg, som Carl-Henning Pedersen og Else Alfelt havde erhvervet for Guggenheim-prisen. Her havde de havet lige uden for døren - og også hugningen fik for hans vedkommende en kontemplativ karakter.

Formentlig har Carl-Henning Pedersen også ladet sig inspirere af H.C. Ørsteds filosofiske skrift "Ånden i Naturen", hvor det bl.a. hedder at vores tilværelse ikke står ene, men hænger sammen med hele Verdensaltet. Tilværelsens storhed, liv og tankefylde, kort dens mægtige Guddomsindhold, må stråle ind i himmelbetragterens sjæl med det himmellys som træffer hans øjne. - Ørsted var langt fra den moderne erkendelsesteoretiske indsigt om, at vi ikke kan anskue universet som hverken et hele eller som noget åndeligt, men nøgternt må nøjes med at konstatere, at det er os selv som subjektive væsener der tillægger verden helhed og ånd i kraft af vor egen inderste helhed og ånd. Men i Carl-Henning Pedersens kunst ser vi i hvert fald det allersmukkeste udtryk for subjektivitetens sandhed, der igen bekræfter at kunst kan være og i de bedste tilfælde er et univers for sig selv.

Dette forsvar vil sikkert af mange af projektets modstandere blive betragtet som en bekræftelse på deres værste anelser, men dybest set kan Carl-Henning Pedersens udsmykning af Ribe Domkirke tages som et ægte og behjertet forsøg på at sætte den enfoldige og universelle tro over den snævre og dogmatiske.

Hvordan man nemlig end vender og drejer Carl-Henning Pedersens religiøsitet, så er det klart, at han er et dybt troende menneske, men vel at mærke i ganske udogmatisk forstand. Det vil helhedsrealistisk betragtet sige, at han er i besiddelse af en grundlæggende livstroskab der hele tiden kan holde ham i nær kontakt med de livgivende kræfter i tilværelsen, så han kan bevare håbet og livsmodet uanset hvad der sker i hans liv. Han kommer fra meget fattige kår, han og Else Alfelt levede i mange mange år særdeles ydmygt og spartansk. Der var ikke råd til at blive mæt hver dag. Men han bevarede livsmodet og den utrolige produktionsevne til den dag i dag, og han vandrede rank og sikker gennem livet med lette, næsten svævende skridt.

Han er kun blevet friere med årene, og havde det store held efter tabet af Else Alfelt at møde en ny kvinde, den norske arkitekt Sidsel Ramson helt tilfældigt på rejse i Jerusalem og øjeblikkeligt være klar over, at det var hende han skulle slå sig sammen med resten af livet. Han fik endnu et løft i sin frihed, energi og udfoldelse. Han gav sig ud på endnu flere rejser, bosatte sig i Frankrig, hvor han overtog Karel Appels ejendom i Molesmes. Og han var nu til stede i verden som ingensinde før. Fuld af lykke og henrykkelse. Og det lyser ud af den sene produktion, dels af de 'vilde' billeder fra omkring 1980, men også i de mildere og nænsommere billeder der fulgte og som han kaldte "Sommerens sødme", men som Wivel med rette omdøber til "Sensommerens møde".

Hans slægtskab med Chagall er nævnt, men har man oplevet ham gå rundt mellem sine egne, kæmpestore franske billeder i Galerie Asbæk, så får man også associationer til Monet og åkandebillederne i Orangeriet i Paris. Disse malerier er ikke produkter af kunstneren, men en forlængelse af ham. Han synes simpelthen at have nedbrudt grænsen mellem sit jeg og omgivelserne. Kærligheden lyser ud af ham selv og hans billeder. Der er i allerhøjeste grad tale om en nedtoning eller relativering af jeget til fordel for en fri udfoldelse af det uegennyttige, kærlige selv, der gør oplevelsen af disse billeder til noget særligt.

Wivel fortæller allerede i introduktionen til sin fortræffelige bog om Carl-Henning Pedersen, hvordan denne efter eget udsagn lo, da hans fars kiste blev sænket i jorden, og det i en sådan grad at han måtte bide sig selv i læben for ikke at komme til at grine højt. Det var vel at mærke ikke af fryd, men af undseelse. Eller skyhed. En måde at reagere på, når han udsættes for noget følelsesmæssigt nærgående, som truer hans integritet.

En sådan disposition kan tages som udtryk for, at kunstneren ønsker at bevare en klar distance til omgivelserne, men kan også ses som udtryk for at han dybest set - uden på nogen måde at blive virkelighedsfjern - er styret af og altid har været styret af et mål, et telos, der er langt større end dét almindelige småborgerlige mennesker render rundt med. Carl-Henning Pedersen synes dermed at være en bekræftelse på den engelske tænker John Seldens ord: "Når du gør det gode, vil du blive velsignet, hvad enten nogen velsigner dig eller ej." Det vil sige, at det ikke er den ydre succes og anerkendelse der får det smukkeste og det kærligste frem i et menneske, men troskaben mod livet og sandheden.

"For mig er det altid lysten, der driver værket. Men jeg har aldrig følt større glæde ved at male, end da jeg står og maler de første billeder. Aldrig, desværre, desværre... Senere hen bliver man alligevel mere skeptisk. Det er indlysende, at jeg i hvert fald starter naivt, og at jeg, naturligvis, har mange naive træk.... men jeg er ikke nogen naiv maler. Og det er ikke den naive egenskab, som giver fryden ved at starte på noget. Men efterhånden indstiller man sig på: du må faktisk ikke vide, hvad du gør! I den forstand at man lader selve instinktet, eller det underbevidste, køre det... i virkeligheden er det dét der sker. Fordi: har man malet noget, der er godt, ved man ikke hvordan man har lavet det. Måske fordi man ikke husker det. Det er jo en omfattende proces. - Det svære er at være meget enkel. Inden man ser sig om, er den forsvundet, denne spontanitet, som man lige skulle sætte i gang på lærredet. I det øjeblik man maler, skal der gerne være en vis henførthed, egentlig skal man være i en ekstastisk steming....."

Og senere hedder det:

"Jeg er en tålmodig arbejder. Der skal et vist tålmod til, når man sådan skal blive ved. Man forestiller sig altid at et maleri laves i løbet af nul-komma-fem, ligesom man poster vand ud af en vandhane. Selv de helt store billeder kan males i eet tag. På et par timer. Men nu har jeg de senere dage stået og sloges med et i den store størrelse... virkelig sloges med det. Så er jeg jo glad for det, jeg er kommet lidt lettere til. Men det, jeg slås med, behøver ikke at blive et bedre billede. Tværtimod: et maleri kan bedst lide at blive malet inden for den første dag. Jeg har altså ikke været tilfreds med det første forsøg. Og i samme øjeblik jeg går videre, forlader jeg den første uskyldighed. Så begynder det at blive vanskeligt. Det hele skal flyttes... eller males igen. Det er et helt andet billede. På den anden side: mange af de billeder, jeg selv betragter som mine bedste, er faktisk malet ikke ved det første anslag, men ved flere anslag, dvs færdiggjort efter flere dages maleri. Jamen, den "hurtige" kunst er den bedste? - Ja men du kan godt male hurtigt og alligevel male i dagevis."

Han forsætter: "Når jeg går i gang har jeg ikke noget indre billede, jeg maler efter. Jeg har ikke på forhånd sagt: sådan og sådan skal det se ud. Jeg maler ud fra intentionen: jeg vil nå det bedst mulige resultat inden jeg stopper. Det er klart at billedet kommer til at ligne mig, der har malet det, og kender man til mit maleri, kan man se det er mig. Men jeg har ikke selv en forudfattet mening Det passer jeg meget på. Det er ikke mig, der skal bestemme hvordan billedet skal se ud, det må meget gerne være billedet selv, der bestemmer. Det er en meget stor forskel. - Naturligvis er det til syvende og sidst mig, der alligevel bestemmer, for jeg kan jo forandre alt hvad jeg vil. Og det gør jeg også. Men jeg lader de sidste muligheder stå åbne, så vidt jeg er i stand til det. - En lykkelig hånd skal man have, når man skal gøre et smukt billede."

Det er rig og bevægende kunst Carl-Henning Pedersens lykkelige hånd har skænket os.

1960-65: mosaikken "Det kosmiske hav" (2½x13m) til H.C. Ørsteds-instituttet, Nørre allé, København [indkørsel via Universitetsparken]
1965-68: keramisk udsmykning "Fantasiens leg om livets hjul" (5 x 200m) til indre gård på Angli-fabrikken, Birk, Herning (nu Herning Museum)
1968-71: mosaikken "Universum Fabularum" (2x20m) til Kennedy-skolen, nu Høje Gladsakse skole, Skolesvinget 7, Gladsakse (adgang fra Kirketorvet)
1973: keramisk mur i Bygning 302, DTU, Anker Engelundsvej, Lundtofte (Matematisk institut)
1976: keramisk mur til "Carl-Henning Pedersen og Else Alfelts Museum", Birk, Herning
1976-78: keramisk væg (3 x 5,4 m) til Haderslev Museum, Dalgade 7.
1978-82: mosaikken "Skabelsens femte dag" til buet væg i forhallen til "CHP og EA-museet" i Birk
1982-83: glasmaleriet "Frihedens Lys" til Museet for Danmarks Frihedskamp, Esplanaden, København
1982-87: udsmykning til Ribe Domkirke: loftsfresker, 5 glasmalerier, 7 mosaikker (Himlens port, Livets kalk, Elias' himmelfart, Jakobs drøm, Efter syndfloden, Slægter følger, Himlens lys)
1987: glasmaleriet "Hjerterdame" til Holstebro Sygehus
1988-89: udendørs murmaleri i emalje til Den Danske Eksportskole, Birk Centerpark 7, Herning
1990: 6 store oliemalerier i forhallen til Herning Centralsygehus, Gl. Landevej 61, Herning
1993: keramisk fliseudsmykning af tilbygningen til museet i Birk
1993: glasmosaik til Karup Lufthavn
1998: 4 store malerier til Spejlsalen på Christiansborg Slot
2001-03: keramiske fliser til obelisk i rundkørsel i Birk (ved museet)
2003: keramisk mur i Fredericia: Dronning Margrethe Hallen, Vestre Ringvej 101.

Mikael Wivel: Carl-Henning Pedersen. Biografi. Aschehoug 2003. 336s.
Carl-Henning Pedersen: En blomst er et øje. Udvalgte artikler 1941-76. Borgen. 1979.
Carl-Henning Pedersen: Franske år. Galerie Asbæk. 1999
Carl-Henning Pedersen & Marc Chagall. Katalog for udstillingen på Arken 1998.
Carl-Henning Pedersen og Else Alfelt. Carl-Henning Pedersen og Else Alfelts Museum. 1993 (i anledning af CHP's 80 års dag). Jospé Pierre: Le peinture de Carl-Henning Pedersen. Galerie Asbæk og FIAC 1992
Carl-Henning Pedersen. Katalog. Kunstforeningens udstilling 1983 (Tegninger, akvareller og gouacher).
Carl-Henning Pedersen. Katalog. Louisianas udstilling 1983 (Malerier).
Carl-Henning Pedersen. Udstillingen "Lyksalighedens ø" (24 tegninger). Galerie Birch 1983.
Carl-Henning Pedersen og Else Alfelts Museum. 1976.

Statens Museum for Kunst
Carl-Henning Pedersens og Else Alfelts museum, Herning