Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - sportogkult

ARTIKEL FRA JERNESALT - 30.4.06.


Sport og kult i nutiden

At sport spiller en enorm rolle i det moderne samfunds- og kulturliv er ikke mange i tvivl om, for det fremgår af antallet af sportsider i aviserne, af sportstimer i tv-kanalerne og af hele bevågenheden omkring de olympiske lege og verdensmesterskaberne i fodbold, håndbold eller atletik. Det fremgår ikke mindst af de store pengeinteresser der er forbundet med den professionaliserede sport, af mediernes opmærksomhed om sportsstjernerne og af den kendsgerning at gaderne lægges øde når der spilles afgørende kampe i fodbold. Den nationale begejstring kender ingen grænser når eksempelvis det danske fodboldslandshold bliver europamestre.

At sport også i vid udstrækning er kult derved at der indgår mange elementer i sportsdyrkelsen som man traditionelt forbinder med religiøse handlinger er oplagt, fordi de finder sted eller potenseres ved særlige lejligheder (olympiader og verdensmesterskaber og andre) og henlægges til særligt udvalgte steder, og fordi publikum her indgår i særlige fællesskaber der så at sige gennemlever det gamle religiøse dramas højintensive genskabelse af livet gennem heltenes eller gudernes sejre.

At sport på denne måde reelt har udviklet til at blive religion er der nogle der kan se, men flere der ikke rigtigt vil være ved. For nok findes der forgudelse af sportshelte, men trods alt ingen tro på deres guddommelighed i normal forstand, og nok findes der højtidelige ritualer og højtidelige taler ved åbning og afslutning af de store sportsbegivenheder samt ved præmieoverrækkelserne, men trods alt ingen forkyndelse af traditionelle dogmer eller evangelier. Men udviklingen hænger nøje sammen med den almindelige kulturudvikling, der i hvert fald i store dele af verdenen og ikke mindst i de mest udviklede dele af den har ført til en stigende sekularisering med tilhørende nedtoning af sædvanlig religiøs kult og dogmatik. Behovet for ritualisering af livet og for kultiske oplevelser er imidlertid fuldstændigt uændret. Det må derfor nødvendigvis kanaliseres over på andre, dvs verdslige former for kult, og her kommer sporten ind på en førerplads ved siden af den rytmiske musik.

Om man vil kalde sport for en religion eller eventuelt en erstatningsreligion bliver mere en strid om ord. Faktum er at sporten i vid udstrækning fungerer som religion netop ved at kanalisere behovet for kult, ritualer og højintensive fællesoplevelser ind i faste rammer der gentages og gentages uge efter uge.



En af dem der nøgternt vurderer sport som religion er idrætsforskeren Bo Kampmann Walther der netop har udgivet en bog om sin foretrukne fodboldklub, spanske Real Madrid, og i interviews i aviser og på 2. sektion af DR2's Deadline har forklaret sagen.

Bo Kampmann kalder simpelthen fodbold for klodens stærkeste religion. Den er ikke blot sport, men også forretning og samtidigt et altgennemtrængende fænomen der berører uhyre mange sider af udøvernes og tilhængernes liv og sind. Over årene med den professionelle fodbold og måske navnlig mediernes ubegrænsede reportager er der sket en bemærkelsesværdig ændring, idet den lokale tilknytning til klubberne i højere og højere grad er gået tabt, ligesom iøvrigt den nationale tilknytning. Champions League er blevet vigtigere, fordi det er her toppen af stjernerne mødes, sådan som de er blevet bragt sammen på klubniveau - uden hensyn til nationalitet. Publikum vælger selv frit tilhørsforholdet til det Kampmann kalder 'fodboldens store stammekrig'.

Kampmann konstaterer at fodbold og traditionel religion blandes mere sammen i Sydamerika og Sydeuropa, dvs i de katolske lande, end i den øvrige verden. Det giver sig bl.a. udslag i at Real Madrids træner kan få sit hold til at bede sammen. Men nok så væsentligt er at samspillet mellem fodboldverdenen og medierne fører til et væld af myter og legender om holdene og spillerne. Man behøver blot at nævne danske navne som Preben Elkjær eller Michael Laudrup, eller udenlandske som argentinske Diego Maradona, engelske David Beckham eller verdens hidtil dyreste spiller fransk-algierske Zenedine Zidane (der nu spiller for Real Madrid). Disse legender og myter kommer og går som de gamle religiøse myter og legender har gjort det. Netop i de katolske lande har der aldrig været mangel på kreativitet når det gælder legender. Det viser hele Mariadyrkelsen som den officielle kirke længe kæmpede imod indtil den måtte give op. Fodboldlegenderne er lige så kreative - og har oven i købet den fordel at medierne kan snage uhæmmet i heltenes seksualliv.

Lidt søgt forekommer Kampmann at blive når han ligefrem hævder at fodbold er blevet den mest populære og passionsskabende sportsgren fordi den tilfredsstiller de gamle græske filosoffers krav om snæver forbindelse mellem det gode, det sande og det skønne. Det gode finder man ifølge Kampmann i fodboldens fair play, det sande i den videnskabelige struktur og det smukke i dens sublime øjeblikke. Ja, ja, det er da sjovt set. Men sokratisk i egentlig forstand bliver fodbolden næppe, for det sande stod ikke her for videnskabelig struktur men for sand viden om det gode. Fodbolden var som bekendt ikke opfundet på Sokrates' tid, og man kan sagtens sætte sig ind i at de gamle græske filosoffer anbragt på en plæne med en fodbold foran sig ville have givet sig til - som i Monty Pythons film - at spekulere længe over hvad de mon skulle stille op med sådan en tingest.



Hvad er det da der fascinerer os ved fodbold? Det har Bo Kampmann et særdeles godt bud på, for han slår direkte ned på selve blandingen af logik og anarki.

Logikken indebærer hele den efterhånden højt udviklede, videnskabelige struktur og taktik som de dygtigste og højest betalte trænere formår at få deres hold til at følge, og som bl.a. giver sig praktiske udslag i de 'systemer' man spiller efter. Det klassiske system, som undertegnede lærte i skolefodbolden hed udover målmanden to backer, tre halfbacker og fem forwards. Siden 1970'erne er midtbanen blevet central, så man med forskellige variationer opererer med fire forsvarspillere, fire midtbanespillere og to angribere eller spydspidser.

Anarkiet kommer ind, fordi det heldigvis aldrig går så galt, at logikken, fornuften og videnskaben kommer til at bestemme det hele - det ville resultere i forfærdeligt kedelige og forudsigelige opgør mellem lige stærke hold. Nej, der findes nogle geniale individualister blandt spillerne som formår, med Kampmanns udtryk, at 'flå alle systemer i stykker med en enkelt bevægelse', det vil eksempelvis sige at få øje på eller skabe et hul i modpartens system og udnytte det med et soloudbrud der giver en helt uventet chance for scoring. Disse individualister kaldes 'flydere' eller på spansk 'fluidificanti', og hemmeligheden ved dem er naturligvis ikke at de spolerer den aftalte taktik, men at de konstant holder mulighederne for at bryde taktikken med overraskelser åbne. Her spiller det ind, at fodbold i modsætning til de alle andre holdspil i stigende grad er blevet kendetegnet af en 'midtbane': spillerne styrter ikke - som man gjorde i fodboldspillets første mange år - uafbrudt fra den ene ende af banen til den anden alt efter hvilket hold der har bolden og skal forsøge at lave mål, men holder bolden på midtbanen netop for at holde mulighederne åbne for de gode chancer.

Problemet med disse flydere er - har det vist sig - at individualister nu engang opfører sig individualistisk og altså ikke altid fungerer optimalt som holdspillere. Det betyder ifølge Kampmann, at storklubbernes drømme om erhverve så mange af de allerstørste individualister at de bliver uovervindelige smuldrer. Der synes at være en indbygget grænse for hvor megen individualisme et holdspil kan rumme, eller med andre ord hvor meget anarki det logiske, videnskabelige spil kan rumme. Men det er spillet mellem disse modsætninger der giver hele dynamikken - og derfor kan man i realiteten udmærket se disse modsætninger som typiske komplementære i Bohrs forstand!

Tilfældigheden spiller ind på samme måde som anarkiet. Ingen sportsgren kan nogensinde gøres til ren logik og videnskabelig kalkulation. En kamp kan være så velforberedt den være vil. I sidste ende afgøres den ofte af rene tilfældigheder. Tilfældige chancer, rent held i visse situationer - men også om de enkelte deltagere og holdet som sådan har en god eller dårlig dag. Eller om publikum er med eller ej.



Hele cocktailen af medier, mode, politik, forretning og branding i sport og specielt i fodboldsporten kan have sine frastødende sider, især hvis man er så gammeldags at forbinde sport med amatørsport og mene at pengene har ødelagt for meget. Den der skriver disse linjer var i sin tid en stor beundrer af geniale og originale Knud Lundberg, og beundringen blev ikke mindre da han sagde nej til alle tilbud om at blive professionel. Det lyste ud af manden og hans boldglæde at der for alt i verden ikke skulle betaling ind i spillet. Omvendt kan det undre at en fodboldstjerne i vore dage kan tjene lange flere og hurtigere penge end de mest fremragende videnskabsmænd eller erhvervsledere, men grunden er jo den simple underholdningsværdi: foldboldstjerner som Zidane kan trække det helt store publikum gang efter gang, fordi de i løbet af en kamp på 90 minutter kan demonstrere disse sublime øjeblikke, hvor det fuldstændigt overraskende og samtidigt utroligt smukke sker for alles øjne på få sekunder.

Sportsånden er trods alt heller ikke helt glemt, selvom netop den professionelle foldbold har udviklet mange hårde macho-typer som ikke viger tilbage for utilladelige tacklinger eller anden vold. Pengene spiller tilsyneladende så stor rolle, at alt sættes ind på at vinde. Det er ikke nok at deltage, selvom dette understreges i de olympiske leges målsætning.

Sportsånden fastholdes her som det centrale, når det ordret hedder, at "Det vigtigste ved De Olympiske Lege er ikke at vinde, men at deltage, ligesom det vigtigste i livet ikke er triumfen, men kampen for den. Det essentielle er ikke at have erobret, men at have kæmpet godt."

Det skal i denne forbindelse nævnes at de olympiske lege i antikken havde klart religiøse formål. De var grundlagt til ære for Zeus og Hera, og præmierne i form af kranse fra Zeus's hellige oliventræer blev overrakt vinderne ved Zeustemplet. Siden fik legene politisk betydning, fordi de var med til at holde sammen på den græske verden i snæver forstand. Det ophørte da makedonerkongen Filip 2. overtog magten i Grækenland år 338 f.K. Men den religiøse idé ophørte først, da den kristne østromerske kejser Theodosius 1. med et dekret i året 393 forbød al form for dyrkelse af de gamle hedenske guder. Herefter afholdtes der ikke olympiader før 1896.

Det politiske element ved de moderne olympiader blev tydeligt i Berlin i 1936, fordi Hitler udnyttede alle muligheder for propaganda, men bl.a. måtte lide den tort at negeren Jesse Owens blev tredobbelt vinder i atletik. Efter anden verdenskrig var konkurrencen mellem den kommunistiske og den frie verden om topplaceringen markant. Østlandene omgik amatørreglerne systematisk ved at give sportstjernerne stillinger i militæret hvor de kunne træne optimalt. Men generelt er kampen mellem nationerne fortsat en væsentlig del af olympiaderne, selvom den ikke har meget med leg at gøre. Men konkurenceelementet skal nu engang til for at drive 'legen' frem til den standard der gør sporten værd at se på - fordi den fremkalder de instinktive triumfgebærder som Desmond Morris har beskrevet systematisk og som ifølge Konrad Lorenz er det selvsamme som triumfskrigene hos vildgæs!



I Deadline 2. sektion 9.4. havde Bo Kampmann lejlighed til at diskutere sin bog om Real Madrid med den nye prorektor for Københavns Universitet, EU-eksperten Lykke Friis, der viste sig at være fodboldfan, nemlig gammel og svoren tilhænger af den tyske klub Bayern-München. Det kunne selvfølgeligt være sjovt nok i sig selv at høre dette, men det afsporede samtalen med Jes Stein Petersen, for så vidt den kom til at dreje sig mere om klubfanatismen end om sporten som sådan.

Men Kampmann fik da pointeret at fodboldsporten også fra starten knæsatte princippet om 'fair play' i sporten. Fair play betyder som bekendt at spillerne følger de aftale regler og normer, herunder retter sig efter dommerens afgørelser, og altså undlader at bruge ufine metoder som tacklinger der har til hensigt at ødelægge en modspillers bentøj.

Det har fra starten været en klar moralsk dimension i sporten og især fodboldsporten sådan som den dyrkedes i kolonimagten England og derfra bredte sig til det europæiske kontinent og de øvrige verdensdele. I England kom sporten tidligt ind på kostskolerne og tillagdes her stor karakteropbyggende og socialiserende betydning. Og dette princip gør sig naturligvis gældende den dag i dag derved, at idræt er en helt normal del af skolegangen, og at der ydes store offentlige tilskud til idrætsklubbernes ungdomsarbejde. Ingen er i tvivl om at idræt på ikke-professionelt niveau er sundt, spændende og som regel sjovt, eller at det samfundsmæssigt set er bedre for de unge at de spiller fodbold end hænger på gadehjornerne og pønser på hærværk. Og hvad fair play angår har alle brug for at lære kunsten.



Men dybest set er der endnu en vigtig ting ved sporten, som desværre ikke kom til diskussion i Deadlines anden sektion den nævnte søndag, og det er alt spils sammenhæng med den menneskelige tragedie: dette at man accepterer nederlag som en del af tilværelsen ved siden af sejrene og altså vænner sig til at tabe en dyst uden på nogen måde at føle at man har mistet sin ære eller meningen med livet.

Det kan lyde lidt højtideligt, men når man tager i betragtning, at der til alle de store fodboldkampe dukker såkaldte 'hooligans' op der ikke tåler at deres klub lider nederlag, men i sådanne tilfælde hævner sig på modstandernes tilhængere, så burde det stå klart, at der altså findes mennesker der ikke har lært kunsten at tabe og vinde med samme sind, men tværtimod blander den ulyksalige æresfølelse ind i alt. Reelt er det ikke mange mennesker det drejer sig om, og de synes ret ligeglade med sporten. De kommer for at få ballade - og er på forhånd klædt på til det.

Dybest set er det måske sportens mest religiøse dimension at ikke alene deltagerne i konkurrencen på plænen eller banen, men også alle deres tilhængere på tilskuerpladserne og ved fjernsynsskærmene følelsesmæssigt satser alt hvad de kan på en sejr, men ikke desto mindre accepterer et nederlag, fordi de erfarer at et nederlag ikke ødelægger tilværelsen, eftersom der kommer en ny kamp. De danske 'roligans' er med rette blevet så kendte at ordet har bredt sig til andre sprog: de har demonstreret at fodboldtilhængere udmærket kan rejse ud med nationale farver og klaphatte - og tåle et nederlag uden at det går ud over det gode humør. Men selvfølgelig er det altid ærgerligt med et nederlag, ikke mindst når man har regnet med en sejr. Bo Bojesen lavede engang en pragtfuld tegning til Blæksprutten der viste de danske roligans drage hjem fra et sviende landsholdsnederlag i Moskva i 1985. De drog lige så nedtrykte hjem som Napoleons hær på 'tilbagetoget fra Moskva'.



Karakteristisk for kult som sådan er at kultdramaet fornyer livet gennem selve den højintense gennemlevelse af dramaet. Man plejer at sige at de magter der skaber og opretholder livet og meningen med livet gennem symbolske handlinger bliver nærværende, men da vi i dag er blevet så symbolsk blaserte at vi ikke længere regner disse magter for reelt eksisterende, skønt vi har direkte føling med dem gennem den højintensive primærprocesser, så vil vi ikke rigtigt være ved at der er tale om regulær kult.

Biologisk set er der ingen tvivl. Enhver der har læst Konrad Lorenz vil vide at den begejstring som alle dyr kender og finder attraktiv kanaliseres ud i symbolske handlinger, ritualiseringer, for ikke at blive destruktiv. Ritualiseringen eller kulten tjener det formål at sikre driftsaggressivitetens konstruktive kanalisering. Ja, i 'Det såkaldt onde' understreger Lorenz ligefrem at den 'fairness' eller ridderlighed der opretholdes i sportens stærkt aggressionsudløsende situationer er en vigtig kulturel erobring. Sporten åbner ikke blot en udmærket ventil for opdæmmet agression i form af grovere, mere individuelle og egoistiske adfærdsmåder, men tillader en fuld udleven af den kollektive aggression. Konkurrencer mellem nationer på sportsplan så Lorenz derfor som en god mulighed for at afreagere national begejstring.

Sport er i moderne tid at betragte som kult helt på lige fod med musikken og religionen i traditionel, dvs konfessionel forstand. Den har ligesom musikken det store fortrin frem for konfessionerne, at den er fri for al dogmatik og dermed for intellektuelle påstande som forekommer helt utidssvarende. Men den er ikke derfor mindre meningsgivende eller samfundsbekræftende.

Dette er grunden til at det er blevet meningsfuldt for ikke at sige nødvendigt at give såvel sporten som musik, dans og teater en klarere placering i vore dages kulturliv på niveau med religionerne. Hertil kunne det bidrage at oprette et kultusministerium til afløsning af de bestående kirke- og kulturministerier - jf. artikel. Et kultusministerium kunne medvirke til at nedbryde uheldige dogmatiske skel, men samtidigt gør kult som sådan agtværdig som naturlig kanalisering af menneskets medfødte aggressivitetsdrift og begejstringsinstinkt.

Jan Jernewicz



Henvisninger:

Erik Jensens interview med Bo Kampmann Walther om dennes bog 'Madridismo'
- Politiken 16.4.06.

Jes Stein Petersens samtale med Bo Kampmann Walther og Lykke Friis
i Deadline 2. sektion 9.4.06.

Den store danske Encyklopædis artikler om fodbold, sport og de olympiske lege.

Desmond Morris: Menneskers adfærd. (Gyldendal 1977)

Konrad Lorenz: Det såkaldt onde (Schultz. 1965)



Artikler på Jernesalt:

Konrad Lorenz' kulturopgør

Det aggressive menneske

Det fromme menneske  (om Mariadyrkelsen)

Kunsten og musikken  (Værdimanifestet)

Opret et kultusministerium!   (14.2.05.)

Artikler om musik
Artikler om religion



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal