Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - Religion og eksistens

ARTIKEL FRA JERNESALT - 03.06.02.

Religion, eksistens og sekularisering -
   eller Religion, Politiken - og Europas fremtid

Læsernes redaktør i Politiken, Søren Nielsen, havde 23.12. en fin, ironisk og selvironisk klumme på Debattillæggets bagside om ‘Jul i det gamle Leder-kollegium'. Her gjorde han bl.a. opmærksom på, at Politiken i sin tid blev stiftet som et antiautoritært og antiklerikalt kamporgan for det progressive borgerskabs frie tanke.

Ironien går på, at Politikens juleledere i nyere tid har svinget fra glæde over udnævnelsen af FNs første højkommissær for menneskerettighederne, til glæde over en folkekirke der er et værn mod religiøsitet, føleri, sværmeri, og til en ligefrem forkyndende leder om, at glæden kommer til os ovenfra, og at ‘vi må rette taknemmeligheden mod en kraft som er uden for vores stræbsomme indflydelse'. En bemærkelsesværdig formulering, som der da også ifølge Søren Nielsen endnu tales om i lederkollegiet. For julelederne er ifølge samme redaktør mest i Politikens ånd, når de fx minder om, at vi på årets store familiesammenføringsdag bør betænke, at ‘også indvandrere med anden tro har samme elementære behov'. Hvordan dette så skal forstås, for hvis familiesammenføring én gang om året regnes for en elementær rettighed, er der vist ingen der har indvendinger mod den! Men redaktøren ender da med at ønske glædelig jul - også til ‘Politikens lederskribenter, søens folk og alle andre på gyngende grund.'

Og det er jo ikke alene et fromt ønske, men igen en passende selvironi, der viser, at redaktøren i al sin Politiken-traditionalitet ikke nærer illusioner om, at antiklerikalismen i sig selv skulle være en absolut sikker grund.

Denne realistiske erkendelse må siges at præge Politikens redaktionelle hovedlinje. Derfor kronikker, ledere, anmeldelser, indlæg og debat om disse spørgsmål - på trods af uvilje hos den store del af læserne, der rask væk betragter al religion som skjult eller åbenlys klerikalisme . Derfor ingen redaktionel tagen parti for kristendom mod islam eller jødedom, eller for fritænkeri kontra kirkelighed. Men helt undgår man ikke partitagning, for bl.a. har man nu et godt stykke tid haft en fast rubrik på bagsiden af lørdagens debattillæg der såmænd hedder ‘Det religiøse rum'. Således prøver man i virkeligheden at reducere dette ellers ufikserbare rum, der kan spænde fra betragtningen af stjernehimlen eller hvælvingerne i store gotiske katedraler over lytningen til Bachs musik til rejser i mystikkens verden, til en ganske lille, let overset rubrik i Politikens spalter - og altså at tage parti for den udbredte, men ikke derfor konstruktive holdning, at religion eller religiøsitet er et beskedent interessefelt ved siden af kunst, film, bøger, humor, frimærker og sport m.v.

Dermed tager man klart parti imod den ellers mest givende holdning, at det gode, gamle, men unægteligt belastede begreb ‘religion' er nogenlunde synonymt med det moderne begreb ‘eksistens' og derfor simpelthen et felt vi alle befinder os midt i så længe vi trækker vejret. Et felt som vi kan blive lige så bevidste om vi være vil uden nogensinde at kunne sættes os udenfor. Selv i naturvidenskaben - den mest objektive del af videnskaben om vores ydre virkelighed - gælder, hvad Bohr og Heisenberg gentagne gange understregede, at vi er både deltagere og tilskuere i naturens store drama, og at vi derfor aldrig kan få andre svar ud af naturen end hvad vi selv spørger om. Eller som John Wheeler (med de sorte huller) formulerede det i et paradoks: Der er ikke noget ‘derude' derude. - Vi er og bliver del af helheden.

Desværre er denne grundlæggende erkendelse stadig ikke blevet almen, heller ikke inden for humaniora, hvor den ellers burde være en selvfølge. Den positivistiske videnskabstro er svær at slippe for rationalistisk indstillede personer, selvom filosofferne for længst har afsløret troen på en absolut objektivitet som en ren illusion. Fornuftige rationalister (de findes) benægter selvfølgelig ikke, at der er noget de (endnu) ikke forstår (men det skal nok komme), endsige at langt de fleste mennesker (men heldigvis ikke de oplyste) er langt mere styret af irrationelle drifter og motiver end af sund fornuft. Men de begår som hovedregel stadig den fejl (ellers kan man dårligt regne dem for rigtige rationalister) at tro, at de i videnskaben kan forankre sig på en sikker grund af ren sandhed, hvorfra de kan bedømme resten af verden objektivt, uvildigt og upartisk, dvs uden at få subjektivitetens og irrationalitetens modbydelige snavs på fingrene. De vil ikke være ved, at vi alle - læg som lærd - qua selve dette at være bevidste væsener er havnet i den særegne og besynderlige situation, at vi ikke alene - som de eneste skabninger i naturen - kan iagttage og beskrive os selv og vores situation, men også delvis sætte os ud over den totale afhængighed af vore instinkter og således i større eller mindre grad kan lade vor adfærd styre af overvejelser om valgmuligheder. Dermed gør vi os til frie, etisk bevidste og ansvarlige mennesker, der endog kan rejse spørgsmålet, hvad meningen egentlig er med vores tilværelse, med livet, med forgængeligheden, med lidelsen og med døden.

Sådanne eksistentielle spørgsmål gives der som bekendt ikke rationelle svar på - naturen som sådan er påfaldende indifferent, da det kun er den del af den der hedder mennesket, der kan stille spørgsmål. Mening er ikke noget vi kan spørge naturen om. Filosofien melder også pas (til dyb beklagelse for ikke at sige fortvivlelse for de mange filosoffer der partout vil have rationaliteten at hænge hatten på) - og mange såkaldt almindelige mennesker giver op, specielt hvis de rammes af tragiske eller ‘uretfærdige' begivenheder. Er de heldige at slippe for den slags, er det muligt at komme gennem det meste af livet uden nødvendigvis at gå ind i dybere refleksioner over tilværelsen. Naivitet er for mange ligefrem en dyd, og brydes den af påtrængende og generende spørgsmål er der mange flugtveje: hårdt arbejde, karriereræs, binding til religiøse, ideologiske eller politiske systemer, institutioner og guruer, eller æstetik, sport, spil, sex, druk og narko, eller - tro det eller ej - intellektualisme og videnskab. Uhyre megen videnskab ligner flugt fra det irrationelle og er i hvert fald ofte decideret transcendensforræderi.

Hvis nemlig aktiviteterne er et dække for en afvisning af selve spørgsmålet om meningen med det hele, så er der altid tale om transcendensforræderi, for enhver sådan afvisning er et forræderi mod selve den frihed det giver at være et bevidst væsen, der i kraft af sin bevidsthed kan overveje sin situation, sine valgmuligheder og kan rejse spørgsmålet om mening eller meningstab.

På vore oplyste og sekulariserede breddegrader er transcendensforræderiet oftest så godt kamufleret, at forræderne slet ikke selv opdager det, for deres forræderi skjules under den moderne maske af livsløgn der hedder troen på fornuften og videnskaben som områder af sikker viden og ren sandhed. I nyere tid er det som bekendt sket flere gange, at selv politiske ideologier er blevet udråbt som videnskabelig sandhed og forsøgt etableret som monopolmagt i sandhedens og den højere retfærdigheds navn. Men også på personligt plan sker det, at forskere forsøger at gøre gældende, at de kan sidde i deres elfenbenstårne eller mere ydmyge kontorer og laboratorier og se objektivt på resten af verden - dvs uden at ville være ved, at de dybest set selv har personlige, subjektive axiomer som forudsætninger, og derfor uden at føle sig forpligtet til at redegøre nøgternt for disse og bruge deres erfaringer om disse sjælelige mekanismer som grundlag for deres indføling eller indlevelse i andres subjektivitet.

På grund af religiøse menneskers og institutioners mangeartede og undertiden systematiske misbrug af religion gennem tiderne er det ikke underligt, at religionerne er blevet miskrediteret i så høj grad, at folk har vendt dem ryggen og er blevet enten ateister eller ideologiske sekterister. Det underlige er, at de ikke selv kan se et mønster i reaktionen, nemlig dette at de instinktivt vender sig mod overgreb mod deres ret til selv hen ad vejen at lade deres sjæle forme af spillet mellem egen refleksion, følelse, fantasi, drømme og forhåbninger på den ene side og de hårde realiteter på den anden side. Denne indlysende menneskeret er ellers en direkte følge af bevidsthedens gave til mennesket, og overgrebet mod den er en direkte hån mod denne gave og dermed det man i religiøst sprogbrug kalder synden over alle synder eller ‘synden mod den hellige ånd'. Den menneskelige ånd er nemlig hellig, fordi den aldrig tåler tvang og overgreb. Og det er sandelig ikke blot politiske diktatorer der har begået denne grundsynd, men også religiøse fundamentalister. For slet ikke at tale om rationalismens riddere.

Mange oplyste og sekulariserede mennesker regner sig for ateister og har kun hån tilovers for folk der er bevidste om deres religiøsitet og har vilje til at pleje den. Men ateisme er jo en negation der logisk set forudsætter gudsbegrebet og som psykologisk set næsten altid - til forskel fra agnosticisme - kan føres tilbage til mere eller mindre hårdhændede religiøse eller fundamentalistiske overgreb i barneårene. For så vidt er den fuldt forståelig. Det mærkelige er kun, at ateister sjældent om nogensinde rigtigt fatter, at ateismen så at sige er indfoldet i selve guds-begrebet, i den forstand at i selvsamme øjeblik den menneskelige bevidsthed konfronteres med forestillinger om gud eller guder, er der også mulighed for benægtelse af dem. Intet kan troes, der ikke også kan betvivles. Intet kan bekræftes, der ikke også kan benægtes. Intet ja eksisterer uden et potentielt nej. Det er den valgmulighed bevidstheden giver mennesket. Det er friheden, men også frihedens omkostning eller risiko.

Det kan ikke undre nøgterne iagttagere, at en humanist som Werner Thierry (Pol. 6.6.01.) og mange mange andre forhenværende kommunister ikke fatter en brik af påstande om, at kommu-nismens ideologi har bunker af lighedspunkter med religiøse systemer (fx middelalderens skolastik og inkvisition), eller at en psykiater som Mogens Jacobsen (Pol. 25.11.01.) føler sig kaldet til at advare mod religiøs tro og ritualisering som værende mere livsfarlige end sunde for menneskene, eftersom der angiveligt indgår en vis regression til en magisk tænkemåde i al slags religiøsitet, og eftersom utroligt mange mennesket angiveligt er blevet pint, lemlæstet og dræbt i religionskrige. Det underlige er, at de som forholdsvis oplyste mennesker ikke fatter, at religion - som alt andet menneskeligt - gennem hele kulturhistorien har udvist både positive og negative træk, og at det overhovedet ikke tjener noget fornuftigt formål at prøve at finde ud af om religion er skadelig eller ej, eller om der er for lidt eller for meget af den. Og det magiske eller mytiske kommer ingen udenom - slet ikke mennesker, der værdsætter sindets skabende funktioner.

Jacobsen demonstrerer selv i sin argumentation magisk tænkning, for han sammenkobler to hver for sig korrekte påstande om religion og religiøsitet på en sådan måde, at han får det til at se ud som om regression til magisk tænkemåde automatisk fører til destruktive religionskrige. Men det er ikke tilfældet, for al menneskelig destruktivitet, hvad enten vi taler om religionskrige, ideologiske krige eller privat sadisme, forudsætter kobling mellem noget instinktivt og noget bevidsthedsmæssigt og rationelt. Man kan lige så lidt slutte fra religionskriges ondartethed til magisk tænkemådes skadelighed som man kan slutte fra skabende kunst og musiks værdifuldhed til magisk tænkemådes godartethed. For den magiske tænkemåde, der er psykisk basis for al kultur og al religion, kan resultere i både gode og slette forehavender - alt efter hvem der lægger krop, talent og energi til - og med hvilken hensigt de gør det.

Det sagen imidlertid drejer sig om i eksistentiel henseende er, hvad vi skal stille op med vores tilværelse og vores fremtid, hvilken mening vi kan finde i at være til og fortsat blive til (det er jo nemlig en uafsluttelig affære). Religionerne såvel som de politiske ideologier og de filosofiske systemer tilbyder mange mulige svar, men religionen som sådan - det vil sige betragtet som universelt fænomen - har ikke og kan ifølge sin natur ikke have noget entydigt eller for alle og til alle tider rigtigt svar. Religionen i denne forstand er nemlig selve det at stille spørgsmålene, selve det at prøve at finde de konkrete, historisk betingede og personlige svar og selve det at vedkende sig usikkerheden i såvel tilværelsen som i svarene. Man kan afvise dette principielle standpunkt, men ikke benægte, at det historisk og psykologisk set dækker de faktiske forhold gennem alle tider og alle kulturer. Afvisningen er altså ideologisk i sin art, dvs subjektiv, ligesom tilslutningen til synspunktet. Forskellen mellem dem er, at tilslutningen til princippet indebærer muligheden for personlig indlevelse eller indføling i enhver religion og ideologi, enhver form for religiøsitet og enhver slags religiøs person - uanset tid og sted - medens afvisningen på forhånd udelukker en sådan indlevelse.

Som bekendt for Politikens læsere er Mikael Rothstein en af de kommentatorer der har et skråsikkert ‘videnskabeligt' svar på de religiøse spørgsmål, fordi han på aldeles uvidenskabelig vis helgarderer sig med to temmelig afgørende axiomer.

For det første mener han (Det religiøse rum 22.9.01) at religionerne, læs religionssystemerne, ikke har en egen eksistens. De er integrerede elementer i kulturerne og de sociale mekanismer. Mennesket bærer som medskaber af en religion selv ansvaret for, hvad deres guder hævder. Ja, guderne opfindes af menneskene og menneskenes gudekabaler går derfor altid op: Hvis man har guderne med sig, har man en selvfølgelig ret til at gøre som man vil. - Dette er ren historisk forfalskning, men det er et helt andet kapitel. Det frem-går imidlertid klart, at Rothstein ikke skelner mellem konkrete, historisk betingede religionssystemer, og religion som universelt fænomen. Men dette skel er afgørende for al vurdering.

For det andet mener Rothstein med sikkerhed at vide, at mennesker jo ikke fødes religiøse, men socialiseres til det (anmeldelse 13.12.01.). Som Carsten Grolin gjorde opmærksom på i et indlæg, så synes dybdepsykologien at pege på det modsatte, men som Grolin også skrev, så kan noget sådant dog ikke bevises. Nej, og hvad skulle man også med beviser eller modbeviser, når det altafgørende er, at mennesket fødes med en bevidsthed, og at denne artsspecifikke bevidsthed indebærer valgmuligheden mellem godt og ondt samt erkendelsen af selve den særegne iagttagelsessituation. Meget taler for, at mennesket har religiøse følelser og oplevelser fra fødslen, ja fra sidste del af fostertilstanden (vel at mærke uden i snæver forstand at være bevidst om dem; ånden er før bevidstheden), men det centrale er, at ethvert menneske i kraft af selve det forhold, at centralnervesystemet gennem en slags kvantespring udvikler bevidstheden og dermed bringer mennesket op på et helt andet plan end dyrene, fra starten spændes psykisk ud i en højst ejen-dommelig og for al senere udvikling, adfærd, refleksion og filosofi bestemmende polaritet mellem en ydre, sanseregistrerbar virkelighed og en indre, åndelig verden af helt anden beskaffenhed.

Den indre, ofte ubevidste eller underbevidste verden følger nogle særlige love, nemlig lovene for de psykiske primærprocesser, der er magiske eller mytiske i deres art. Dér befinder vi os uden for tiden (i det der i religiøst sprog hedder ‘evigheden'). Dér kan vi ikke skelne mellem os selv og det uden for os selv. Og dér kan vi oversvømmes af store intense, men ustabile følelser, svarende til ekstaser eller orgasmer. Den ydre verden kan vi lære at danne os et stadig mere nøgternt, korrekt og nyttigt indtryk af ved systematisk at udvikle og benytte os af de psykiske sekundærprocesser med hele deres stabile apparat af logiske konstanter, skel mellem fortid, nutid og fremtid, og skel mellem fantasi og realitet. Men polariteten mellem disse to verdener er der og forbliver der altid. Og hele denne polaritet er vel at mærke basis for al religion og al kultur - gennem alle tider og gennem alle folkeslag, individuelt såvel som kollektivt.

Religion i denne forstand er altså et universelt træk i al kultur og for alle individer til alle tider. Religion er følgelig ikke - som Rothstein tror og vedvarende postulerer - en konstruktion af tanken eller hjernen (det er samfundet heller ikke, og derfor er enhver idealstatskonstruk-tion på forhånd dømt til at mislykkes). Religion er heller ikke et produkt af kulturelle faktorer eller socialiseringsprocesser, men forudsætningen for al konkret socialisering ind i konkrete historiske kulturer og religioner (i flertal). Det er med andre ord selve dette fundamentale skel mellem det åndelig og det materielle - eller mellem det ‘evige' og det ‘timelige' - der gør religion til noget universelt og uafrysteligt, hvad enten man kan lide ordet eller ej, og hvad enten man benægter påstanden eller ej.

Man kan for min skyld gerne kalde tingen ved et andet navn (jeg startede med at sige, at jeg selv betragter ordet ‘eksistens' som nogenlunde synonymt med religion), men man kan ikke benægte menneskets placering mellem de to nævnte poler - uden at abstrahere helt urealistisk og uvidenskabeligt fra det irrationelle og primære element i den menneskelige psyke og dermed gøre sig skyldig i det nævnte transcendensforræderi.

Transcendensforræderiet ytrer sig hos Rothstein og mange andre religionssociologer (jeg ved godt, at Rothstein er uddannet religionshistoriker, men han optræder konsekvent og formentligt fuldt bevidst som sociolog) ved den konsekvente afvisning af at melde ud om, hvor han selv står i religiøs eller eksistentiel henseende, hvad han selv ‘tror', håber og frygter og dermed bygger sit liv på (for nu at bruge nogle generelle udtryk fra en anmeldelse af Bjørn Bredal 30.7. om noget andet). Rothstein svarer lige ud, at det er irrelevant for hans forskning og hans offentlige tilkendegivelser - og déri afslører han en utrolig naivitet.

Derfor får han da også i en anmeldelse i Berl. 24.11. af filosoffen Peter Johs. Schjødt at vide, at svagheden i hans bog "Gud er (stadig) blå" er dens ligegyldighed over for religionens anliggende som sådan. Hvad de forskellige religiøse bevægelser er udtryk for i religiøs (ikke-sociologisk) sammenhæng kan der, hedder det, faktisk ikke svares på i Rothsteins private univers, fordi religion i hans tolkning blot er en disposition hos menneskene og ikke udtryk for noget meningsfuldt i sig selv. Rothsteins diskussionslyst har således, slutter Schjødt, overhalet lysten til at komme bag om fænomenerne. - Jeg ville mene, at den sidstnævnte lyst aldrig har været der hos Rothstein.

Endnu hårdere medfart fik Rothstein i Marie Tetzlaffs anmeldelse af samme bog 20.12., for Tetzlaff undrer sig simpelthen over, at nogen gider gøre karriere på noget de tydeligvis har så lidt gehør for. For Rothsteins hovedpointe er stadig, at den ene religion er lige så god som den anden - og det betyder i Rothsteins univers: lige så åndssvag som den anden! Rothstein har da fuldstændig ret i, at alle religioner kan sammenlignes. Al humanistisk videnskab er komparativ. Men det er da ikke ensbetydende med, at alt er lige godt. Morten Korch kan da godt sammenlignes med Henrik Pontoppidan, men at kalde dem lige gode er simpelthen stupid relativisme, dvs en relativisme der ikke tør vedkende sig sin subjektivitet og melde ud med personlige eksistentielle synspunkter - og derefter argumentere, dømme og vejlede på et sådant fuldt redeligt grundlag.

Efter Tetzlaffs mening er det irriterende ved Rothsteins bog, at Rothstein først overdriver i sin omtale af de latterlige religiøse bevægelser, dernæst advarer mod fjendebillederne af dem og til sidst anbefaler sig selv og sine fagfæller som heltene der kan redde de vestlige samfund fra misforståelser, kløfter og sågar sammenstød mellem de nye religioner og deres modstandere.

Direkte metodisk betænkeligt finder Tetzlaff det, at Rothstein bidrager til latterliggørelse af de religiøse bevægelser og undergaver den tilstræbte videnskabelighed med smarthed og ironi. Tetzlaff udelukker ikke, at Rothstein kan arbejde videnskabeligt, men mener ikke det foreliggende værk har værdi for andet end hans egen værkliste. For hvis Rothsteins beskrivelse af det religiøse landskab skulle have nogen værdi derudover, måtte han, som hun formulerer det, ‘forlade sin drengede begejstring over at blande skæg og snot i omtalen af en religiøsitet han er stolt af ikke at forstå'.

Rene ord for pengene, må man sige, og grundlag nok for en overvejelse hos Rothstein, skulle man tro. Men nej. Vanen tro er Rothstein blankt afvisende over for al kritik: Marie Tetzlaff er blind som anmelder, hævder han i sit polemiske svar. Han er ikke i mindste måde i tvivl om sin egen fortræffelighed. "Der er helt enkelt ingen bog om emnet i hele verden der ligner min", skriver han, og fortsætter: "Men anmelderen ser det ikke, skønt det fremgår af forordet!" - Det er altså dér anmelderen er blind. Hun forventes at skulle tage et forords påstande for gode varer - uden videre - og dømme bogen efter dem! Forbløffende!

Men anmelderen er selvfølgelig ikke så blind! Og navnlig er hun ikke døv for religion og religiøsitet, således som Rothstein er og demonstrerer i hver eneste bog, artikel og kommentar. Faktisk har hun så grundlæggende god forståelse for, hvad religion og religiøsitet overhovedet er (bl.a. med godt kendskab til russisk religiøsitet), at hun ikke blot kan tillade sig, men finder det nødvendigt at sige fra over for Rothsteins aldeles uvidenskabelige nedladenhed over for fænomener han ikke begriber andet af end de sociologiske udenværker.

Indfølingsevne er Rothstein totalt blottet for. Og følgelig er han i virkeligheden totalt inkompetent som forsker på religionernes område. Nøjagtigt på samme måde som en døv er inkompetent til at udtale sig om musik og en blind om billedkunst. Han kan sikker meritere sig internt i systemet med den slags, men det er ikke noget der har offentlig interesse for personer der seriøst beskæftiger sig med eksistensproblemer i videste og dybeste forstand, og ønsker saglig besked om, hvordan andre mennesker klarer deres eksistensproblemer.

Tetzlaff "kan ikke lide min måde at skrive på, min stil, om man vil", replicerer Rothstein. Men det viser mestendels, at han ikke kan læse, for det Tetzlaff anker over var ikke ‘stilen' (i litterær eller æstetisk forstand) men tonen og den følelsesmæssige grundholdning til de fænomener Rothstein udtaler sig om i - bevares - videnskabelig jargon, men uden at begribe noget af dem. Dette er hovedpointen i Schjødts og Tetzlaffs kritik af Rothstein, men den går han konsekvent og forudsigeligt udenom. Der er virkelig ikke noget grundlag for at tro, at han på noget tidspunkt skulle kunne eller ville indlade sig på et forsøg på en forståelse af indvendingerne mod hans slet skjulte ideologiserende og derfor i bund og grund uvidenskabelige forskning og virksomhed.

Og da han immervæk bruges som anmelder og kommentator i både tv og aviser, er der så meget desto større grund til at advare læsere og seere. De får nemlig stene for brød, hvis de køber hans discountvarer. De får i bedste fald blot bekræftet egne fordomme om religion og religiøsitet, og det har aldrig været formålet med videnskab eller videnskabelig formidling, men i værste fald bliver de snydt og bedraget for indsigter der kunne tjene til ikke blot at forstå anderledes tænkende og troende, men også til at forstå egen eksistentielle situation bedre (hvad alle har behov for).

Heri ligger der intet krav om forkyndelse eller anden subjektivitet til videnskabelig forskning og formidling, men alene et krav om seriøsitet. Dette krav kan inden for det store humanistiske forskningsfelt ifølge sagens natur ene og alene opfyldes, hvis forskerne i deres studier og forarbejder med fremmede kulturer og religioner - eller fremmede kunstnere, komponister og forfattere eller politikere - vover at leve sig ind i disse fænomener og verdener, inden de bagefter giver sig til at sammenligne, kategorisere, kritisere og beskrive og eventuelt dømme. Dette mod er Rothstein ikke i besiddelse af - og kommer han aldrig i besiddelse af. Derfor er han ikke værd at læse eller lytte til. Han forstår intet indefra og er derfor heller ikke i stand til at formidle en forståelse for noget fremmedartet til andre. Han formidler latterliggørelse og indsnævrer dermed systematisk virkeligheden til ukendelighed og snyder os for bedre indsigter.

Chefredaktør Tøger Siedenfaden forsøgte i den pludseligt opståede debat om islam at tage tyren ved hornene med et PS-indlæg 4.11., han kaldte "Det er troen der er problemet." På den ene side kunne han konstatere, at moderne mennesker, i hvert fald moderne danskere, ikke tror så meget at det gør noget. De tager nemlig hverken Vorherre, nadveren, frelseren eller paradiset helt bogstaveligt længere. Vi er blevet sekulariserede, og troen har derfor efterhånden antaget former, der gør, at den ikke kolliderer med den moderne videnskab og i mindre og mindre grad med den moderne livsstil. Selv åbenbaringen fortolkes sådan, at det ikke giver problemer, mener han, der således ligger tæt på Rothsteins opfattelse om gudekabalen der altid går op. Hvad begge undlader er at finde det meningsfulde og universelle bag de historisk betingede ‘bogstaveligheder' (at tage myter bogstaveligt er og bliver tåbeligt og kommer simpelthen af, at man har glemt det mytiske sprog man ellers kunne som barn). Men Seidenfaden indrømmer, at der nu - ganske klart efter 11.9. - er et problem, nemlig at islam er den store og dramatiske undtagelse fra den ellers massive sekularisering. Og det betyder, at den i sin radikale, politiske udgave er gået hen og blevet et alternativ til den liberaldemokratiske samfundsmodel. Og just her ligger værdi-konflikten. - Mere præcist er det nu nok mere islams aggressivitet og konkurrencevilje der rummer konflikten, men det er måske blot en sproglig uoverensstemmelse.

Sat på spidsen er det ifølge Seidenfaden vores sekulariserede værdier - altså det forhold at religionen i moderne, såkaldt kristne samfund ikke længere har magt over livsstil og samfunds-værdier - der udgør modsætningen til islam. Der er simpelthen troen til forskel mellem islam og kristendom, eller mellem islam og vesten.

Men så simpelt er det nu heller ikke. Det er faktisk en meget afslørende simplifikation. For tro gøres jo her uden videre synonym med fanatisk tilslutning til en religion og en ideologi. Og selvom det er umuligt at komme uden om fanatismen i den meget militante del af den islamiske fundamentalisme som vi ser mange steder i verden, hvor islamisterne forsøger at tilkæmpe sig eller allerede har tilkæmpet sig den politiske magt, så er det gang på gang fra besindige iagttageres side slået fast, at fundamentalisterne i islam lige så lidt tegner hele islam som kristne fundamentalister tegner hele kristendommen eller jødiske fundamentalister tegner hele jødedommen. Der findes i alle religioner og i alle ideologier en konkret, verdsligt eller timeligt forankret magt- og organi-sationstendens og -vilje såvel som en ideel, ikke-verdslig, men i' evigheden' forankret åndsfaktor af universel karakter. Det er den første der kan blive farlig, destruktiv, frihedstruende og undertrykkende. Mens den anden faktor principielt er åben, frisættende og skabende.

Men - og det er væsentlig at holde fast i den helt aktuelle situation - islam som politisk faktor (magtfaktor) er en langt større fare eller risiko i dag end kristendommen er, fordi der er langt større aktiv tilslutning til den end til kristendommen. Kristendommen er endnu i de katolske lande en betydelig faktor, moralsk, kulturelt og politisk, hvad Polens nyere historie er det bedste eksempel på. Her fik nysocialdemokraterne (gammelkommunisterne) først comeback, da de havde fået lært ikke at støde kirken og folkeflertallet på de religiøse manchetter (paven og Jomfru Maria). Men som helhed er kristendommen særdeles svækket, ikke på grund af sekulariseringen som sådan, men på grund af dens egen tåbelige kamp imod sekulariseringen, dvs kirkens egen manglende evne til at skelne mellem ånd og magt.

Det er en kendsgerning, at kristendommen ikke længere har magt over livsstilen og samfundsværdierne i vesten (over ‘sjælene' som det hed i gamle dage), og det er på denne bag-grund absolut ikke urimeligt at stille spørgsmålstegn ved om vore vestlige værdier længere kan kaldes specifikt kristne. Men problemet i forhold til islam er da ikke løst med denne nøgterne konstatering, ligesom den heller ikke kan bruges til en generel afvisning af al tale om en religiøs krise i vesten. For sagen er, at den religiøse søgen og interesse er umådeligt stor, og - nok så væsentligt - at troen aldeles ikke, som Seidenfaden uden videre går ud fra, er en privatsag for folk. Det der er en privat sag, er den enkeltes personlige gudsforhold, men ikke om at de enkelte mennesker i vesten overhovedet har et fremtidshåb, et perspektiv for deres liv, en mening med deres tilværelse. Den slags hører nemlig også hjemme under begrebet ‘tro' simpelthen fordi der ikke kan opstilles rationelle kriterier for fremtidshåb. Modsætningen til tro af denne dybere art hedder aldeles ikke vantro, skepticisme elller agnosticisme eller andre fine betegnelser for filosofi-ske holdninger, men simpelthen fortvivlelse. Og fortvivlelse er altid og ubetinget af det onde - og derfor ofte årsag til at mennesker søger ly hos stærke og velorganiserede folk der giver nemme svar på grundspørgsmålene og således fritager de søgende for personlig ansvarlighed.

Det kan naturligvis diskuteres om teologen og journalisten Iben Tranholm har ret i (indlæg 15.12.01), at samfundet befinder sig i en religionskrise, og at specielt socialdemokratiets store nederlag ved folketingsvalget 20.11. virkelig var udtryk for en camoufleret åndelig krise i befolkningen. Det var i hvert fald også udtryk for et regulært og særdeles velbegrundeligt politisk ønske om forandring. Og nøgterne folk bør ikke lade sig forlede til at tro, at socialdemokratiet skulle være garanten for hverken velfærd eller tryghed, for det er der intet enkelt parti der er eller bliver. Socialdemokratiet var snarere blevet garanten for tilfredsheden med det vundne, men som en amerikansk diplomat engang sagde til præsident Roosevelt, så har lykkelige nationer - dsv. nationer uden ambitioner af nogen art - ingen historie. Men man er da blind og døv, hvis man ikke vil medgive, at der er noget om krisesnakken. Den megen diskussion om spørgsmålet er i sig selv en bekræftelse på emnets aktualitet og hele uomgængelighed.

Mere interessant er dog efter min mening synspunktet, at vores tid synes at stå på bar bund, ‘når det gælder en højere mening med tilværelsen', da hverken politiske idealer eller videnskaben kan forsynes os med det Tranholm kalder ‘trosobjekter' eller ‘store fortællinger'. Menneskerettighederne rører os i hvert fald ikke dybt og inderligt nok til at kunne udfylde tomrummet. Og kristendommens gamle fortællinger har unægteligt - som allerede nævnt - mistet deres samlende kraft. Man kan også sige, at en kirke der kun kan få folk til at møde frem til barnedåb, bryllup, begravelse og juleaftens-gudstjeneste ikke længere er folkelig i nogen betydning af ordet. Folk er vitterligt blevet overladt til sig selv - og det vil i vid udstrækning sige til fundamentalister og sekterister, der kan sælge varen: den enkle sandhed, den enkle målestok, det entydige svar på alt. ‘Det religiøse rum' er altså i vid udstrækning blevet reduceret til, hvad det efter sin natur slet ikke kan være, en markedsplads med sælgere og markedsskrigere. Og det er synd, for det er dels helt uforeneligt med sund, sekulariseret oplysning og skepsis, dels fuldstæn-digt perspektivløst.

Perspektivløst er også den nye kirkeministers, Tove Fergos, udmelding i DR2's Deadline juledag. Hun står helt og holdent på den gode, gamle, tilforladelige, men vege og defensive folkekirkes grund, og anser åbenbart besindelse og værn om bestående værdier for tilstrækkelige til at bryde dødvandet og skabe fornyelse. Hun vil hurtigt blive klogere.

Men vejen ud af krisen er altså bestemt heller ikke Rothsteins og kompagnis rationalistiske kritik og latterliggørelse af den universelle religiøse forankring i den nævnte og uomgængelige polaritet mellem den indre åndelige verden og den barske ydre realitet, for det er lige præcis denne rationalistiske afvisning af det irrationelles åbenlyse primære eksistentielle rang, uomgængelighed og værdifuldhed for al kultur og al eksistens, der er det tåbeligste af alt, det der forhindrer en fornuftig omgang med det irrationelle. Der skal og bør aldrig vælges mellem det irrationelle og det rationelle - for det ville betyde kulturens undergang. Der skal derimod etableres en fornuftig, bæredygtig og perspektivrig sameksistens og dialektik mellem dem.

Vejen ud af den religiøse krise i vore dages samfund er derfor den ret selvfølgelige at tage religion som universelt åndeligt fænomen alvorligt og forstå, at dette åndelige fænomen vil svæve uholdbart, selvødelæggende og kulturundergravende i det tomme rum, hvis det ikke får lov til og skaffer sig kanaler til at materialisere sig konkret i den timelige verden på den måde det altid er sket, nemlig gennem institutioner, former, ritualer, tekster, udlægninger, musik, kunst, arkitektur, skoler og universiteter (i den gamle betydning af ordet: stedet hvor man dyrkede universaliteten, helheden) . Man kan gerne knytte an til bestående former og institutioner, men den store fornyelse tiden råber efter vil aldrig lykkes, hvis ikke man forstår, at de gamle former og institutioner slet ikke kan leve op til de nye krav vor tid stiller, herunder en absolut åben dialektik med konsekvent skepsis over for al dogmatik og monopolisering.

På den anden side gælder også, at man aldrig vil have held til at skabe nye levedygtige former, hvis ikke man tør eksperimentere og skaffe sig erfaringer, og hvis ikke man tør sætte sig ud over kritik, hån og latterliggørelse fra såvel de rationalistiske kritikere og skeptikere, der én gang for alle har valgt at sige nej til alt skabende og hengive sig til den ensidige dyrkelse af den endimensionale tvangsfornuft, som fra de almindelige sløve padder, der blot vil have fred og ro til at fodre deres karusser og blande deres blod op med whisky eller narko - og ellers lade Vorherre om resten. Skabende mennesker har aldrig været bange for folks sløvhed og ligegyldighed eller for de blaserte kritikeres nådeløse afvisning af alt nyt. Skabende mennesker har fat i det der både kan bære og være fornyende, nemlig den frigørende ånd, den evighed i mennesket, som med Willam Blake's udtryk er ‘forelsket i tidens frembringelser'. Skabende religion adskiller sig på dette punkt hverken fra skabende kunst eller skabende forskning. Det er under alle omstændigheder hos skabende mennesker håbet ligger.

Der har meget længe - faktisk lige siden 1. verdenskrig - været stærkt brug for en ny, fuldt sekulariseret og - om man vil - ‘opdateret' religion i Europa. Hvad der skete af ulykker i det 20. århundrede hænger nøje sammen med, at det aldrig lykkedes at skabe en konstruktiv og per-spektivrig fællesskabsfølelse i Europa, en fælles identitet, der både kunne virke samlende og føre videre som fri og åben ånd, som det ville være helligbrøde at modvirke gennem politisk eller ideologisk fanatisme.

Efter det der er sket den 11. september er jeg personligt ikke i tvivl om, at behovet for en sådan europæisk fællesskabsfølelse er endnu større end nogensinde - og at det kan koste Europa et definitivt identitetstab at opgive kampen for en sådan kulturel og religiøs fornyelse.

Det kan vel ikke på forhånd udelukkes at EU kan spille en vis rolle for denne fornyelse, hvis udvidelsen mod øst bliver en realitet inden for kort tid (der er faktisk enorme skabende potentialer i de østeuropæiske lande, hvis vi vesterlændinge ellers gad beskæftige os med dem), men det skal understreges, at EU som politisk organisation ikke kan udfylde rollen som fællesskabsfølelsens egentlige og sande udtryk. Det er institutionen for snævert politisk til at kunne. Der skal så at sige tænkes meget større - og hvis der er noget politikere ikke er gode til, så er det at tænke stort og universelt - på tværs af økonomi, sikkerhed og magt. Globalisering er heller ikke løsenet, for den er og bliver også primært politisk og økonomisk. Internationalisering er ikke til at komme uden om, men den indebærer ikke nødvendigvis nationernes bukken under for magtmenneskers globaliseringsideologi. Ej heller informationsteknologien er frelsen fra alle problemer, for teknologi er en god og nyttig ting, men den er neutral i forhold til det substantielle. En forøgelse af informationsmængden i verden er ikke et mål i sig selv. Den kan føre til forurening, hvis ikke den kombineres med større kritisk evne til at skelne mellem væsentlig og uvæsentlig.

Nej, en ny europæisk fællesskabsfølelse kræver noget meget mere. Først og fremmest at man tør vedkende sig en sådan fælleskabsfølelses karakter af ånd, dvs af noget essentielt og åbent der ligger hinsides enhver mulighed for rationel konstruktion og kontrol. Det er nødvendigt at vedkende sig behovet for grundliggende at skelne mellem det evige og det timelige, mellem det universelle og det historiske, og mellem det åndelige og materielle - uden på noget tidspunkt at vælge side. Tværtimod må den komplementære polaritet vedblivende bevares som åbent og dialektisk, spændingsfelt. I tråd hermed må man endelig vedkende sig behovet for at forankre de bæredygtige, konstruktive og perspektivrige ideer i det område af skabende, førsproglig og før-bevidsthedsmæssig irrationalitet, som alene kan afgive energi til den fornødne fornyelse. Fascination af billeder og begreber og en heraf kommende energifrisættelse er nødvendig for al kulturel fornyelse. Fællesskabsfølelse er ikke en bevidsthedsmæssig konstruktion, men må gro frem af noget dybere. Den vil altid være et fund og ikke en opfindelse.

Jan Jernewicz



Henvisninger til Jernesalts egne artikler:

Oversigter over artikler om Samfund  (se iøvrigt linkene i venstre ramme)
Oversigter over artikler om Eksistens  (se iøvrigt linkene i venstre ramme)
Oversigter over artikler om Sekularisering  (se iøvrigt linkene i venstre ramme)



Redaktion
Program
Essays
Emneindex
Personindex



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Helhedsrealismen
De psykiske grundprocesser
De psykiske fundamentalkræfter
Konsistens-etikken
Livskvalitet (fire artikler) (2002-03)
Ontologi-serie (tolv artikler) (2010)
Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007)



Jernesalts 2009-filosofi
Forord  -   Begreber og aksiomer  -   Krisen ved årsskiftet 2008/09  -   Verdensbilledet 2009
Livet  -   Mennesket  -   Sjælen  -   Sproget  -   Samfundet  -   Overordnede politiske parametre
Udfordringen  -   Helhedsrealismens advarsler  -   Helhedsrealismens anbefalinger  -   Efterskrift

Religion som emergent fænomen i biologien  (28.12.09.)



Værdimanifest (fra 2003))
Værdimanifest i forkortet udgave
Sagregister til værdimanifest
Per Seendemands rubrik (fra 2005)
Jens Vrængmoses rubrik



Til toppen    Til forsiden    Printversion   
utils postfix clean
utils postfix normal Opdateret d. 3.4.2011