Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - sekul01

ARTIKEL FRA JERNESALT - 24.11.05.


Grænser for Gud? - Eller grænser for religionsforvirring?

Kommentar til debatbog af Michael Jarlner og Anders Jerichow,
der vil reducere det religiøse misbrugsproblem ved et misforstået sekulariseringsprogram.
De fatter ikke at religion dybest set er et spørgsmål om helhedsrealisme.



Bogens formål
Sæt kirken fri
Europæisk kulturkamp
Det religiøse fjendebillede
Homo islamicus - et politisk misfoster
Blasfemi og legalisering af islamofobi
Skole, religionsundervisning og almendannelse
Forfatternes egne forenklinger og fjendebilleder
Forfatternes snævre begreber om gud og religion
Afslutning om relativ sekularisering
Henvisninger



Bogens formål    
Til toppen   Næste  

De to udmærkede Politiken-journalister Michael Jarlner og Anders Jerichow har med bogen 'Grænser for Gud' leveret et særdeles gavnligt oplæg til debat om religionens rolle i det moderne samfund. Som ateister [se fodnote*] med grundlæggende respekt for folks religiøse tro ønsker de at sætte focus på 'det religiøse misbrugsproblem' der består i at gud og religion tages til indtægt for alt muligt, fra forbud mod førægteskabelig sex, forbud mod abort og alkohol over trumfkort mod videnskab og rationalitet til argument for blodig terror.

Der er ikke noget nyt i sådanne misbrug, men det nye er efter forfatternes mening, at gud og religion i dag oplever en renæssance der griber dybt ind i vores hverdag og i den politiske debat og truer oplysningen. De mener derfor tiden er inde til at flytte nogle grænser mellem stat og religion.

Først og fremmest vil de have diskuteret en fuldstændig adskillelse af kirke og stat i Danmark, idet de hævder at staten er nødt til at være religiøst neutral for at kunne sikre samfundets sammenhængskraft i et påstået multikulturelt land som Danmark. Et religiøst tilhørsforhold skal være noget privat, lyder deres argument. Dernæst vil de diskutere det forhold at religion mere eller mindre lydefrit (? - ordet betyder pletfrit, men er det mon det der menes her?) sniger sig ind på politiske, retlige, undervisningsmæssige og andre områder. Og de finder tiden moden til at advare imod en politisk udvikling hvor vi både nationalt og internationalt definerer os efter religiøse skillelinjer.

Det vil fremgå at de beklager udviklingen og den stigende religiøsitet, og at de mener at misbrugsproblemet kun kan løses gennem hvad de forstår ved en konsekvent sekularisme, en total verdsliggørelse af samfundet der fjerner religionen fra det offentlige rum og henviser den til de private lønkamre. Alle eksisterende religioner i landet bliver ligeberettigede. Kulturen opfattes som en multikultur, og sammenhængskraften i samfundet har intet med religion at gøre. Der ligger heri en en afstandtagen fra religion som må betegnes som helt almindelig og naturlig for ateister, men som ikke desto mindre beror på et snæversyn der gør forfatterne ude af stand til at forstå religionen som dybereliggende fænomen - og derfor også historisk tradition som en væsentlig del af sproget, kulturen og sammenhængskraften i samfundet



Sæt kirken fri    
Til toppen   Næste  

Et af de mest markante punkter i Jarlners og Jerichows program - og det der behandles først - er kravet om fuldstændig adskillelse mellem stat og kirke. Kirken skal privatiseres - ligesom det er sket i Sverige. Staten skal alene sikre trossfriheden og et fælles lovgrundlag for alle trossamfund, men iøvrigt ikke blande sig. Forfatterne hæfter sig ved kirkeministres uheldige håndtering af salmebog og Grosbøl, men forholder sig ikke til den reelle substans i den specielle folkekirke-ordning vi har haft siden Grundloven af 1849 og som sikrer præsterne forkyndelsesfrihed, men samtidigt folkelig styring af kirken gennem menighedsrådene. Kirken er dermed reelt adskilt fra statsmagten.

Det støder imidlertid forfatterne og adskillige andre ateister, katolikker, baptister, jøder og muslimer at den luthersk-evangeliske folkekirke har forrang for andre religioner, økonomisk, administrativt og med hensyn til kravet om monarkens tilhørsforhold. De mener alle at denne særstatus må ophøre, fordi folkekirken har færre og færre medlemmer, men navnlig fordi landet er blevet ikke blot multietnisk og flerreligiøst, men multikulturelt.

Det sidste er imidlertid en påstand der ikke alene kan diskuteres, men simpelthen er klart subjektivistisk i sin art og altså afspejler den ideologi der ser bort fra historisk tradition. Folkekirkens forrang for andre religioner i Danmark er historisk bestemt, og denne bestemmelse ligger ikke blot i selve grundloven, men også i dybe psykologiske forhold. Det ses af den kendsgerning at folk - med Hal Kochs gamle udtryk - ikke er til at drive ud af folkekirken. Man kan diske op med alle de statistikker man vil om folks tro og kirkegang eller udmeldelser af folkekirken. Fast står at det store flertal fortsat føler en eller anden tilknytning til folkekirken der gør at den står som urokkelig instans i samfundslivet - uanset hvor mange ateister, jøder og muslimer der findes.

Det stødende med fødselsregistrering af alle nyfødte i folkekirkens regi i stedet for en neutral civil registrering gennem folkeregistrene kunne og burde løses ved almindelig lovændring, men grundloven får man ikke ændret på dette felt, før ateister og muslimer eventuelt bliver majoritet i landet.



På samme måde må man om forfatternes angreb på lukkeloven sige, at denne næppe vil blive fjernet, fordi den påtvinger os alle at indrette vores praktiske virkelighed efter de kristne højtider og hensyn - uanset om vi er ateister, tilhører en religiøs minoritet eller noget helt tredje. Den kan måske fjernes, hvis arbejdsmarkedets organisationer vil gå med til det, fordi den efterhånden er overflødig. Det andet argument tæller simpelthen ikke.



Europæisk kulturkamp    
Til toppen   Næste  

Helt centralt i debatbogen står spørgsmålet om den europæiske kulturkamp. Forfatterne påpeger med rette at Jyllands-Posten sidste år var alt for tidligt ude med påstanden om at religion var blevet dømt ude i Europa, blot fordi den katolsk-italienske politiker Buttiglione blev vraget som EU-justits-kommissær, da han sagde homoseksualitet var en synd. Tværtimod befinder vi os efter deres mening "i en værdi- og kulturkamp hvor religionerne rigtignok er trængt på nogle områder, men hvor den på andre stadig spiller en stor rolle". Fremkomsten af langt mere multikulturelle europæiske samfund har nemlig i sig selv betydet at religion og religiøse forhold er kommet højere op på dagsordenen i de senere år. Det ses bl.a. på 'det europæiske præsteskabs intense lobbyvirksomhed' i fx Bruxelles eller på Det Etiske Råds virksomhed. Og det ses af at den forkastede EU-traktat i en paragraf fastslog at kirkers og religiøse sammenslutningers status i medlemsstaterne i henhold til national lovgivning ikke må anfægtes.

Her traktatfæstes det til Jarlners og Jerichows store fortrydelse at "kirker og religiøse sammenslutninger er mere og andet end af personlig betydning for deres medlemmer og ligefrem udgør en naturlig del af den politiske diskussion og det demokratiske arbejde." Det er efter forfatternes mening intet mindre end dobbeltmoral og signalforvirring - ligesom kirkelig indblanding i spørgsmål om prævention, abort, skilsmisser og forskning i stamceller og kloning. For hvad nytter det fx at danske politikere insisterer på at holde religion og politik adskilt, når folk som Bertel Haarder, Søren Krarup og Jesper Langballe gang på gang gør sig skyldig i netop en sådan sammenblanding.

Hvad Jarlner og Jerichow ikke begriber er, at kirkens eller præsteskabets adskillelse fra statsmagten på ingen måde er ensbetydende med at religionen skal bandlyses fra den politiske og kulturelle debat og beslutningsproces. Religion kan nemlig efter sin art ikke reduceres til en privatsag der bogstaveligt hører hjemme i lønkamre, klostre eller andre lukkede fora. Om man tror på den ene eller den anden gud eller religion, må i ethvert frit land være en privatsag, men religion drejer sig i videste og dybeste forstand om hele tilværelsen, og derfor kan religiøse mennesker ikke lade deres tro, livssyn og verdensbillede blive i garderoben når de skal tage stilling til offentlige anliggender af kulturel eller politisk art. Religiøse menneskers sammenslutninger vil derfor også uundgåeligt have betydning ud over det rent personlige. De vil altid i frie lande udgøre en naturlig del af den demokratiske proces på linje med alle andre interesseorganisationer.



Derfor berører religionsspørgsmålet naturligvis også integrationsproblemet. De europæiske lande er ikke multikulturelle. Det er ideologi at påstå noget sådant. Og derfor nytter det ikke at en velmenende britisk advokat bebrejder Tony Blair, at han ligesom de konservative taler om samfundets sammenhængskraft og dermed mener noget der stikker dybere end menneskerettigheder og sociale rettigheder. Sammenhængskraften beror på sproget og hele den historiske tradition - og dermed også på den religion der i hvert givent land har domineret sproget og historien i århundreder.

Jarlner og Jerichow er i deres gode ret til sammen med alle andre ateister eller folk fra ikke-kristne trossamfund at mene, at sekularisme som forudsætning for demokrati og rationel tankegang indebærer fastholdelsen af religionen som et personligt anliggende. Men de kan lige så godt først som sidst gøre sig klart, at denne subjektive opfattelse hverken deles af flertallet eller er objektivt holdbart. Demokrati forudsætter relativ sekularisering, hvad der lige præcis vil sige adskillelse mellem statsmagt og kirkemagt (præstestyre, pavemagt eller lignende), men ikke reduktion af religion til nul og nix eller pynt. Og den rationelle tankegang er heller ikke uforenelig med religion, for religion forstået som helhedsrealisme omfatter naturligvis både den rationelle tankegang og alt det irrationelle. Det sidstnævnte kan slet ikke undværes i den menneskelige eksistens, for det er bærende for alt der hedder værdier. Og den rationelle tankegangs opgave er ikke at holde det irrationelle og dermed værdier og mening ude, men at fastholde det irrationelles forbindelse med hverdagen og hele den praktiske sædvanevirkelighed.

Sproget og den historiske tradition er ikke vilkårlige konstruktioner af den menneskelige tanke, men dybe dannelser og processer i det kollektivt ubevidste, der naturligvis hænger sammen med de rationelle fænomener og kan påvirkes gennem disse. Men de lever deres eget liv og er derfor den allerstærkeste sammenhængskraft i ethvert samfund.



Derfor er minoritetsreligioner at betragte som subkulturer til enhver nations sproglige og historiske hovedkultur. Og derfor må deres medlemmer - uanset deres ligeret i juridisk henseende - affinde sig med en lidt anden status i nationen end den medlemmerne af hovedkulturen har. Tilsvarende bliver det aldrig ligegyldigt for den europæiske kultur og det europæiske fællesskab om disse kan bevare deres historiske hovedkultur som sammenhængskraft i en forandringsproces i retning af modernisering og globalisering. Derfor kan spørgsmålet om fx Tyrkiets medlemsskab af EU aldrig reduceres til et rent teknisk, økonomisk, juridisk eller sikkerhedsmæssigt problem.

Betragter man de nationale kulturer som monokulturer med en lang række subkulturer under sig, er der heller intet mærkeligt i, at der er grænser for selv det mest demokratiske, oplyste og udviklede lands åbenhed og tolerance. Hvis det trues på selve sin frihed, må det reagere som USA gjorde efter angrebet på World Trade Centeret 11. september 2001 eller som Holland gjorde efter mordet på Theo van Gogh i november 2004.

Integrationsproblemerne kan aldrig reduceres til rene sociale og arbejdsmarkedsmæssige problemer, for der er ved stor indvandring altid også iblandet religiøse spørgsmål. De fremmede kommer med en anden kultur og religion og burde tilpasse sig. Men de prøver at fastholde deres vaner og normer længst muligt for ikke at miste deres identitet, og da denne i høj grad er bygget op omkring religiøse vaner og tilhørsforhold, fristes indvandrerne til at opbygge parallelsamfund i deres nye land. Det er forståeligt, men dermed sinkes integrationen.

Relativ sekularisering kunne hjælpe dem her, fordi den indebærer accept af en adskillelse mellem statsmagt og religiøs magt uden at berøve folk religion eller religiøsitet. Men denne relative sekularisering kræver at de religiøse forudsætninger eller antagelser ikke gøres til absolutte dogmer, og at de muslimske indvandrere ikke vedbliver at have tilknytning til religiøse instanser i deres oprindelseslande og dermed til dogmatiske og ikke-demokratiske fortolkninger af deres religion.



Det religiøse fjendebillede    
Til toppen   Næste  

Det siger sig selv at rationalister som Jarlner og Jerichow har ondt af at folk render rundt med fjendebilleder. Efter 2. verdenskrig var det tyskerne, så blev det under den kolde krig russerne, og nu under 'civilisationernes sammenstød' er det altså muslimerne. Det lader i hvert til at fjendebilleder ikke kan undværes, selvom de indebærer forenklinger og har både selvforstærkende og årsagsforklarende tendenser i sig, som Jarlner og Jerichow rigtigt siger.

Hvad det sidste angår taler efterretningstjenesterne i USA og Europa om islamisk terrorisme og islamiske terrorceller samt om moskeer som arnesteder for muslimske terrorister. Det er som om en ny isme er trådt frem som noget der truer os på samme måde som tidligere tiders kommunisme og nazisme. Men forfatterne erkender dog at fjendebilledet ikke er grebet ud af den blå luft. Problemet er efter deres mening at generaliseringerne er ureflekterede og at de bevæger sig gradvis i retning af at gøre vor tids trussel til noget særligt religiøst.

Man må undre sig.

For det første var den nazistiske og den kommunistiske trussel en reel fare, og for det andet skal man være stæreblind hvis ikke man kan se at disse ismer indeholdt særdeles bastante religiøse elementer. Kommunismen påstod ganske vist at den var ateistisk, men hele ideologien og magtapparatet var opbygget som en regulær religion med guder, åbenbarede skrifter med urokkelige sandheder, inkvisition mod kættere og had til alt der var anderledes. Der er intet andet nyt i forhold til den moderne terrortrussel end at denne arbejder via spredte terrorceller, har bekæmpelse af hele den vestlige civilisation som mål og iøvrigt er blottet for ethvert konstruktivt program. Altsammen noget der gør truslen langt værre. Men samtidigt gælder at det overvejende flertal af modstandere af disse trusler sagtens kan skelne mellem nazister og tyskere, kommunister og russere, og muslimer og terrorister.

Hvad forsvaret for den vestlige kultur og det vestlige demokrati angår, så er der heller intet nyt i at religiøse motiver og argumenter går ind i begrundelsen. Kommunismen blev i kraft af sin erklærede ateisme i høj grad betragtet som en trussel mod kristendommen. Og nazismen blev både i Tyskland og de okkupperede lande bekæmpet af mange modstandsfolk ud fra kristne bevæggrunde, fordi man fandt den en trussel mod såvel religionsfriheden som vort historiske grundlag.

Det mest besynderlige ved Jarlners og Jerichows analyser er dog at de finder det anstødeligt at vestlige politikere som USA's præsident eller visse præstefætre i Dansk Folkeparti benytter kristne begreber og symboler i deres verdensbillede og tillægger religionen i almindelighed og kristendommen i særdeleshed særlig betydning i kampen for friheden. Ja, den franske indenrigsminister og kandidat til næste års præsidentvalg Nicolas Sarkozy har for et års tid siden forargeligt nok understreget religionens centrale rolle i Frankrig. Igen kan man kun konstatere, at de to forfattere vil have sat religionen i skammekrogen og nærmest tror at religionsmisbruget i verden kun kan løses ved at religionen fjernes totalt fra det offentlige rum. Det er imidlertid en håbløs opgave, men det er ikke håbløst at bekæmpe eller forebygge religionsmisbrug, det skal blot ske direkte ved at angribe brugen af religion som begrundelse for at man sidder inde med den eneste sande religion. Og dette er der ingen af de nævnte kristne politikere der tror de gør.



Homo islamicus - et politisk misfoster    
Til toppen  Næste  

Jarlner og Jerichow mener at man ved at tage islam til indtægt for det demokratiske underskud i den muslimske verden overser hvad der foregår neden under den forenklede religiøse skillelinje som Samuel Huntington har opstillet mellem den vestlige og den muslimske civilisation. Kun ét muslimsk land hævder at være islamisk og bygge på islamisk lov, det er Iran. Alle andre befinder sig i en balancegang eller rivalisering mellem stat og religion, mellem verdslige magthavere og et mere eller mindre politiseret præsteskab. Magten er og bliver hos verdslige magthavere, hævder forfatterne.

Men når de så samtidigt slår fast, at der i hele den muslimske verden i Nordafrika og Mellemøsten og meget af Central- og Sydasien er fravær af frit civilsamfund og social tryghed, og at dette gør de religiøse netværk til alternativer og kolossale rivaler til statsmagten, så indrømmes det jo alligevel, at islam spiller ind i det politiske liv. For de religiøse netværk er alle islamiske og deres mål er ikke demokratiske, men islamiske stater.

Islam er ikke bare islam. Det er rigtigt, og det bør altid være in mente ved bedømmelse af muslimer og muslimske stater. Men det demokratiske underskud i de muslimske lande er en realitet, og det uhyggelige er at de mest militante og mest dominerende bekæmpere af de etablerede verdslige magtinstanser og magteliter selv er udemokratiske og demokratifjendtlige. Og de benytter islam som argument imod demokratiet, de mest fanatiske af dem endda som argument for terror.



Jarlner og Jerichow gør et stort nummer ud af at en kender af islam som Rachid Benzine har påpeget at mange af de fænomener der tillægges islam som religion først og fremmest er sociologiske og politiske fænomener. 'Homo islamicus, det menneske der kun er sin religion', findes ifølge Benzine slet ikke.

Nu er dette begreb ikke alene en politisk konstruktion, men et begrebsmæssigt misfoster, for ingen kristen er kun kristen, ingen buddhist kun buddhist og følgelig er heller ingen muslim kun et islamisk menneske. Vi fødes alle som biologiske, sociale, økonomiske og åndelige væsener, først bagefter bliver vi specifikke medlemmer af bestemte nationer, religioner, sociale lag osv. Men det karakteristiske for flertallet af muslimer er fortsat at deres religion spiller en langt større rolle for dem i kraft af deres opdragelse end religionen gør for sekulariserede vesterlændinge.

Det er muligt at den radikale islamisme ikke er et dækkende udtryk for det dominerende udviklingstræk i den muslimske verden. Men rivaliseringen mellem islamister og andre er voldsom. Og selvom det er sandt at Koranen som sådan ikke fortæller nutidens muslimer hvad de skal tro og gøre, så er den ikke - som forfatterne påstår - en lukket bog der intet siger. For den åbnes og fortolkes uafladeligt og som hovedregel med et bestemt sigte. Og fortolkerne, de religiøse vejledere, er autoriteter i en helt anden målestok end kristne præster i sekulariserede lande, hvor forkyndere ikke prædiker politik fra prækestolen.



De to forfattere prøver at komme uden om sagens dybe alvor ved at påstå at det ret beset ikke er vores opgave som ikke-muslimer at fortolke islam. For naturligvis har muslimer lov til - både ifølge FN's menneskerettigheder og ud fra sund fornuft - at have deres egen religion. Men ingen religion hænger og svæver frit i luften - og slet ikke en religion der direkte griber ind i en anden religion og kultur som den europæiske gennem indvandring, undergravning eller terrorangreb. Ikke-muslimer der ikke ønsker deres lande islamiseret er i deres gode ret til at finde ud af hvad muslimerne mener og vil med deres islam-fortolkninger.

Nok så flot gør Jarlner og Jerichow gældende at vi kan vælge at se islam som én stor undertrykkende og uomgængeligt ekspansiv bevægelse eller at lade muslimer udkæmpe deres eget opgør om identifikation og fortolkning af Koranens intentioner. Det sidste handler om solidaritet, hævder de. Men så enkelt kan det ikke stilles op. For i det omfang islam i konkret lokal udgave er undertrykkende - og eventuelt ekspansivt truende - er den også en trussel mod demokrati og sekularisering. Vesterlændingene kan derfor ikke bare se til at muslimerne udkæmper deres egne opgør om identitet og Koran. Udfaldet er ikke ligegyldigt for os selv. Mange muslimer befinder sig inden for vore egne grænser. Solidariteten må derfor helt naturligt først og fremmest gælde de muslimer der kæmper for tryghed, velfærd, demokrati og sekularisering. Den ene religion er ikke pr. definition bedre end den anden, for al definitionsproces ligger på det abstrakte plan. Men i praksis er der afgørende forskel på om en religions tilhængere konkret og lokalt kæmper for frihed, demokrati og sekularisering eller for fundamentalisme og terrorisme.



Blasfemi og legalisering af islamofobi    
Til toppen  Næste  

Undre sig må man også når man kommer til debatbogens afsnit om blasfemi og racisme, fordi det synes som om det er allermest magtpåliggende for forfatterne at påvise de vestlige samfunds ligefrem 'skræmmende dobbeltmoral'. Der er galninge også i Vestens egen majoritetsreligion (vold mod abortklinikker fx) og derfor er forargelsen over fatwaen mod Salman Rushdie eller mordet på Theo van Gogh - for slet ikke at tale om tildelingen af en frihedspris til Ayaan Hirsi Ali - dobbeltmoralsk. For hvor var forargelsen henne da muslimske gravpladser på Vestre Kirkegård blev skændet? Og hvad med modstanden mod Jens Jørgen Thorsens Jesusfilm og -billede?

Formodentlig er bogen gået i trykken før balladen om tegningerne af Muhammed i Jyllands-Posten, for ellers var der her virkelig grund til at se på den dybe forskel mellem muslimsk-islamisk tankegang og vestlig sekulariseret tankegang. Muslimerne har protesteret helt op på diplomatisk og internationalt plan, skønt offentliggørelsen af tegningerne falder inden for dansk ytringsfrihed, og de har vel at mærke gjort det fordi de har følt sig stødt på deres religions vegne.

Her er vi så ved selve blasfemiparagraffen og dens formål, for den forbyder at lægge menneskers religiøse følelser for had med blasfemi og tjener altså det formål at beskytte religiøse mindretal. Men når muslimers religiøse følelser lige præcis er så nærtagende at de overhovedet ikke kan acceptere at der bliver gjort grin med deres religion, hellige skrifter og hellige personer, så er vi derhenne, hvor sekularisering og ytringsfrihed bliver gjort umulige.

Derfor må det understreges, at humoristiske tegninger af profeten Muhammed i danske aviser ikke er udtryk for islamofobi eller forhånelse af islam som sådan, men alene en gøren grin med den absolutisme der desværre stadig kendetegner islam og som er den alvorligste hindring for en relativiseret sekularisering. Hvis en sådan humor ikke skulle være tilladt i et demokratisk land, så er det islamisk absolutisme man gør ukrænkelig, stik mod alt demokrati.



Skole, religionsundervisning og almendannelse    
Til toppen  Næste  

Islamisk absolutisme fik en dansk folkeskolelærer et særdeles utvetydigt vidnesbyrd om, da hendes klasse for et år siden drøftede mordet på Theo van Gogh og en af hendes muslimske elever uden at blinke med øjnene forsvarede mordet med bemærkningen "Korankritikere skal da plaffes ned, frøken!". Tilfældet dokumenterer klart hvem der mangler 'oplysning'.

Men Jarlner og Jerichow benytter først og fremmest tilfældet til at påpege at folkeskolen ikke bygger på ligeværd mellem mennesker og religioner. Folkeskolen giver nemlig kristendommen forrang. Undervisningen i kristendomskundskab er måske ikke ligefrem forkyndende, men den har religiøs slagside. For formålet med den er nok at sætte eleverne i stand til at erkende og forstå at den religiøse dimension har betydning for livsopfattelsen hos det enkelte menneske og for dets forhold til andre. Men folkeskolen understøtter den i forvejen statsstøttede kristendom, og kristendomsundervisningen understøtter igen opfattelsen af at kristendom og 'danskhed' hænger nøje sammen (citationstegnene om ordet danskhed er forfatternes).

Især den nuværende undervisningsminister Bertel Haarder må stå for skud, for han lægger jo ikke skjul på at han betragter kristendomskundskab som et kulturfag, fordi den bibelske fortælling er en af de vigtigste grundfortællinger i den europæiske og danske kultur. Jarlner og Jerichow betragter på uhistorisk vis Danmark som et multikulturelt samfund, og de ønsker derfor kristendomskundskab erstattet med et nyt obligatorisk neutralt religionsfag, der skal dække alle religioner på ligeværdig vis og understrege forskelligheden. Som supplement skal der indføres et nyt almentdannende fag om vores samfund, og dette skal handle om fællesskabet. Klogeligt undgår forfatterne at definere fællesskabet præcist, men det drejer sig dog primært om de demokratiske værdier, hvorimod historisk og religiøs tradition principielt skal gøres til en privatsag - stik imod alle folkelige og dybdepsykologiske lovmæssigheder.



Når det kommer til kampen om det offentlige rum, drøfter forfatterne naturligvis det hede emne der hedder de muslimske tørklæder, og de undrer sig over afvisningen af tørklæderne i Supermarkedskæden Føtex, og mener det er kunderne der må være noget i vejen med, hvis de ikke vil ekspederes af kassedamer med tørklæder.

Men i spørgsmålet om moskéer i Danmark, nøjes de heldigvis ikke med blot at anke over at mange danskere ikke ønsker 'synlige beviser' på muslimernes tilstedeværelse i landet, som om synligheden og ikke dominansen i bybilledet var central i det spørgsmål, men gør også gældende, at danske muslimer er nødt til at forholde sig - som det hedder - "offensivt til muligheden for at udenlandske interesser vil diktere driften af en stor dansk moské og dermed en vigtig del af islamfortolkningen herhjemme" - sådan som Algier, Marokko og Tyrkiet rent faktisk gør.

Religiøse forkyndere i Danmark bør have et minimum af forståelse for såvel sprog som den demokratiske struktur her i landet, eftersom samfundet forvalter kerneværdier som skal sikre fællesskabet og sammenhængskraften, skriver de. Og det er ok. Men indirekte indrømmer de jo, at islam gennem den konkrete fortolkning de religiøse vejledere giver er et problem i Danmark, fordi vejlederne slæber ikke-sekulariserede normer med sig fra deres hjemlande. Så kom ikke og sig at det udelukkende er ikke-muslimer der islamiserer problemerne.



Forfatternes egne forenklinger og fjendebilleder    
Til toppen  Næste  

Men ellers må man sige at Michael Jarlner og Anders Jerichow selv gør sig skyldige i såvel forenklinger som opstilling af fjendebilleder.

Nyttigt og velmenende prøver de at slå huller i alt for bastante forenklinger af islam og muslimer. Og de er dermed med til at nuancere billedet, så vi bliver bedre til at forstå og analysere fænomenet islam og bedømme truslen fra islam. Det bør i denne forbindelse nævnes, at mens Jarlner har været indædt modstander af USA's krig mod Irak, så gik Jerichow ind for den i 2003. Han kunne godt se dens berettigelse og formål.

Men i begge tilfælde forhindrer forfatternes ateisme dem i at kunne se andet end islamofobi i frygten for militante muslimers åbenlyse og erklærede kamp mod Vesten og de værdier Vesten står for. De fatter ikke så meget som et gran af hele den normale psykologi der ligger bag frygten for eller forbeholdet over for fremmede der trænger sig på, slår sig ned som gæstearbejdere i nye lande, men kun halvhjertet tilpasser sig og efterhånden begynder bevidst at opbygge parallelsamfund - ud fra tesen om at vestlige kulturer bare har at opføre sig som multikulturer.

Fjendebilleder kan heller ikke Jarlner og Jercihow undvære. De hedder naturligvis 'Haarder og konsorter' - og først og fremmest Dansk Folkeparti. Rask væk tages udtalelser fra Søren Krarup og Jesper Langballe som udtryk for hele den danske folkekirkes opfattelse og for hele den danske befolknings angst for at få undergravet det ægte danske, på sprog og historisk tradition bårne fælleskab. Endog ordet danskhed må sættes i citationstegn, for forfatterne anerkender overhovedet ikke begrebet.

Fjendebilleder hører psykologien til. Vi har dem alle. Og det ytrer sig ved at vi overalt deler mennesker op i 'dem' og 'os'. De venstreorienterede betragter de højreorienterede som fjender og levner dem i polemik stort set ikke ære for en slik. Og omvendt. Enhver gruppe får sin identitet ved at adskille sig fra andre. Dette er der intet mærkeligt i. Men selvfølgelig skal vi ikke lade fjendebillederne spærre for omtanke og sund fornuft. De er altid forenklinger der spærrer for bedre indsigt.



Forfatternes snævre begreber om gud og religion    
Til toppen  Næste  

En af vejene til bedre indsigt i så spegede spørgsmål som indvandring, integration og terrortrussel fra muslimsk side er at aflægge alt for snævre opfattelser af begreberne gud og religion. Det er naturligvis vanskeligst for ateister som Jarlner og Jerichow, for ateister gør det på forhånd til noget rationalistisk set suspekt at have et positivt forhold til disse begreber. Men dette ligger helt og holdent i selve den opfattelse at såvel begrebet gud som begrebet religion skal forstås i teologisk forstand i stedet for i religionshistorisk og dybdepsykologisk forstand. Da gud ikke kan bevises eller erkendes ad rationalistisk vej, og da teologer inden for stort set alle skrift-religioner gør krav på at sidde inde med en absolut sandhed, så bliver gud og religion ikke blot irrationelle, men oftest direkte anti-rationelle, og det er noget andet.

Ses religion derimod som et religionshistorisk fænomen der går langt længere tilbage i tiden end vore skriftlige kilder, så forholder det sig helt anderledes. Så er religion først og fremmest at forstå som den umiddelbare kontakt med den hele, uforkortede virkelighed. Den er følgelig forenelig med den praktiske sans og erfaring folk efterhånden bygger op. Men den dækker hele tilværelsen og kan af princip aldrig reduceres til en privatsag.

Tilsvarende bliver gud ikke en teologisk påstand der kan tros eller betvivles alt efter hvilken videnskabelig viden man kommer i besiddelse af, men en umiddelbar realitet der primært ytrer sig som indre billede eller - jungiansk udtrykt - arketypisk forestilling. Sådanne forestillinger kommer og går som de vil. Man kan have en positiv eller negativ relation til dem. Men de forsvinder ikke med benægtelser eller afvisninger. For de tilhører det kollektivt ubevidste og går derfor i alle kulturer og i alle oprindelige religioner ind i sproget som en uundværlig referenceramme.

Det karakteristiske ved gudsforestillingen er specielt at den rummer essensen af de værdier et menneske bygger sin livsmening og sit livsmod på. At miste kontakten med gud er derfor nøjagtigt det samme som at miste livsmodet og altså havne i dyb depression eller fortvivlelse. Da gudsforestillingerne i skrift-religionernes tid efterhånden er blevet snævret ind ved specifikke definitioner der klart afspejler magtinteresser, er det blevet en selvfølge at tænksomme og frit tænkende mennesker har gjort oprør imod dem og enten er havnet i decideret gudsfornægtelse (ateisme) eller har fundet nye veje til oprettelse af et positivt gudsforhold. Men selv ateister havner jo ikke automatisk i depression eller fortvivlelse fordi de fastholder gudsfornægtelsen. De finder blot andre måder at udtrykke deres bærende værdier på.



Set ud fra disse synspunkter bliver den store religiøse interesse i vor tid absolut ikke udtryk for nogen tilbagevenden til middelalderlige forstillinger eller fornægtelse af oplysning, videnskab, modernitet eller sekularisering. Den må tværtimod primært forstås som en søgen efter en genoprettelse af den umiddelbare kontakt med den religiøse dimension og de religiøse grundforestillinger af arketypisk art. Den er fuldt forenelig med sekulariseringen taget som principiel adskillelse mellem statsmagt og religiøs magt (med understegning af ordet magt), men i modsætning til den gængse og den af Jarlner og Jerichow hævdede opfattelse af sekulariseringen så indebærer den ikke en psykologisk set aldeles uholdbar reduktion af det religiøse til privatsfæren. Den er tværtimod en betingelsesløs accept af den religiøse dimension og dermed af den eksistentielle meningsfuldheds ubegrænsethed.



Afslutning om relativ sekularisering     
Til toppen  Næste  

Den relative sekularisering som Jernesalt plæderer for under betegnelsen den komplementære helhedsrealisme er altså ikke et spørgsmål om at gøre religionen privat, men om at skille statsmagt fra præstemagt. Religion er og bliver religionshistorisk og dybdepsykologisk forstået kontakt med den hele virkelighed.

Misbruget af religion kommer først med dogmatisering, teologi og kirkesystemer, for disse er alle udtryk for sammenkoblingen af universel og arketypisk gudsrelation med konkret og lokalt, tidsbestemt og personligt magtstræb. Misbruget er imidlertid i klar strid med i hvert fald jødedommens og kristendommens eget fundamentale bud om ikke at misbruge Guds navn. Det betyder ikke at jøder og kristne ikke i historiens løb har gjort sig skyldige i sådanne misbrug. Det har de mange gange og endda ofte med frygtelige resultater, for mennesket lever ikke i den paradiske uskyldighed, men er på godt og ondt blevet skyldige mennesker. Men det betyder at kritikken af misbruget ikke kun lyder udefra, men i allerhøjeste grad indefra. - Jf. iøvrigt artiklen om   Konsistens-etikkens ti bud i helhedsrealistisk nyformulering.

Helhedsrealismen er en dækkende betegnelse for fænomenet religion og har den store fordel, at den i vore dages sammenstød mellem religionerne og søgen efter en religiøsitet der er fuldt forenelig med demokrati og sekularisering, oplysning, videnskab og modernitet påpeger de fundamentale dybdepsykologiske karakteristika der netop hæver forestillingerne over absolutismens og fundamentalismens ulykker og forbandelser. Den er en moderne fællesbetegnelse for alle religioner såvel som for ateismens eksistensforståelse.

Den har desuden den fordel at den omfatter alle frie, ikke-styrede former for religiøsitet, herunder enhver form for dyb kunst og musik.

De eksisterende organiserede religioner boomer, lød en overskrift i dagens avis. Men det gør de frie, ikke-styrede former for religiøsitet også. For kontakten med den fulde virkelighed og de arketypiske forestillinger der knytter sig til den, kan ikke undværes. Der kan med andre ord aldrig opstilles 'grænser for Gud' eller grænser for religiøsitet. Men heldigvis mange grænser for misbruget af gudsforestillinger og religion til private, magtmæssige formål.



* Fodnote 25.11.05. På foranledning af henvendelse fra Anders Jerichow skal oplyses, at karakteriseringen af bogens forfattere som ateister er sket ud fra undertegnedes egen vurdering af forfatterne. Der er - som Jerichow korrekt gør opmærksom på - ikke belæg for den i bogen. Dér røbes forfatternes religiøse tilhørsforhold slet ikke. Oplysningen tages til efterretning, men ændrer ikke min vurdering af bogens indhold og sigte. Karakteriseringen er ikke præmis i mine slutninger.
Jan Jernewicz             
Tilbage til afsnittet



Henvisninger:    
Til toppen  

Michael Jarlner og Anders Jerichow: Grænser for Gud - giv det verdslige samfund en chance.
(Gyldendal. 2005)



Reform af islam kræver opgør med absolutismen  (21.11.05.)
Gud og Darwin - intelligent design eller videnskab eller noget helt tredie  (18.10.05.)
Alt det besvær med islam  (7.9.05.)
Grosbøll sat på plads uden præsteret  (23.5.05.)
Ateismens problematik  (26.3.05.)
Religionen og sekulariseringen  (Afsnit af Værdimanifestet - 17.9.04.)
Arbejde, forskning og religion - som kulturens tre hovedkilder
Kristendommen passé?  (26.12.04.)
Blasfemi mellem jura og psykologi  (16.12.04.)
Sekulariseringen må opdateres  (29.11.04.)
Sekularisering og religiøs krise  (Verdsliggørelse - 2.6.02.)
Gud, sprog, sekularisering og religionsskifte  (Verdsliggørelse - 18.6.03.)
Afdogmatisering - ikke afmytologisering  (Afdogmatisering -18.6.02.)
Myte, ord og billede  (Afdogmatisering - 13.7.02.)
Mytologi  (Afdogmatisering - 2.8.02)



Se også artiklerne under rubrikken   Religion

og artiklerne om den komplementære helhedsrealisme



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal