Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - kanel15blasf

ARTIKEL FRA JERNESALT - 16.12.04.


Blasfemi mellem jura og psykologi

af Jens Vrængmose

Ifølge straffelovens § 140 (blasfemiparagraffen) er det forbudt offentligt at drive spot med eller forhåne "noget her i landet lovligt bestående religionssamfunds troslærdomme eller gudsdyrkelse".

Paragraffen er yderst sjældent brugt. Den blev i 1970 forsøgt anvendt mod Danmarks Radio og sangeren Trille for 'Øjet' (til tekst af Jesper Jensen), men uden held. Vi skal helt tilbage til 1938 for at finde en dom. Dengang drejede det sig om forhånelse af jøder.

Men paragraffen er blevet aktuel fordi herboende muslimer har fundet udsendelsen i dansk tv af Theo van Goghs film 'Submission' (og Venstres frihedspris til Ayaan Hirsi Ali) så anstødelig at de har bedt advokat Laue Traberg Schmidt om at undersøge mulighederne for et sagsanlæg.

Umiddelbart efter er der blevet rejst politisk krav om at få paragraffen afskaffet. Forslaget kommer fra Dansk Folkeparti, der som bekendt ikke kan lide fremmedarbejdere, men det støttes af de radikale, SF og socialdemokraterne, mens Venstre og de konservative er imod.



Kravet om paragraffens afskaffelse er begrundet i ønsket om at sikre ytringsfriheden bedst muligt. Den skal fortsat have sin grænse ved deciderede racistiske udtalelser og injurier, men ikke ved krænkelser af folks religiøse følelser.

Opretholderne af loven - herunder statsministeren og Venstres retspolitiske ordfører Birthe Rønn Hornbech - henviser dels til paragraffens historiske mening, dels til selve muligheden for at få prøvet de nævnte krænkelser ved domstolene.

Det sidste punkt er særdeles relevant, for når muslimer kan gå hen og blive forargede over angreb på deres religion der er så åbenlyst motiveret af personlig modstand mod barbarisk kvindeundertrykkelse i denne religions navn, så ville det faktisk være det allerbedste, at domstolene fik lejlighed til at fortælle hvor grænserne går.

På længere sigt bør blasfemiparagraffen fjernes fra straffeloven, fordi den er aldeles uforenelig med sekulariseringen, men det er uklogt at fjerne den nu, hvor krænkede personer overvejer en anmeldelse - ved hjælp af en villig advokat.

Men uanset udfaldet af en eventuel retssag, så har muslimerne og deres advokat moralsk set en regulær tabersag, for de afslører, at de trods al sund fornuft og sekularisering bider sig fast i juraen og under ingen omstændigheder kan eller vil slippe den, skønt sagen i virkeligheden drejer sig om følelser og derfor om psykologi.



Det kan godt være, at juraprofessor Henning Koch har en pointe i at man ved at legalisere al slags blasfemi på en måde åbner for direkte hetz mod religiøse grupper. For det kan jo ikke bestrides, at det først og fremmest er religiøse mindretal der bliver ofre i en sådan hetz. Men pointen holder alligevel ikke, for et af hovedproblemerne med muslimerne i dag er, at de stritter imod sekulariseringen. De fleste af dem har svært ved at acceptere at sekulariseringen betyder at folks religiøse følelser ikke er mere beskyttelsesværdige end folks andre følelser. Enhver må finde sig i spot, forhånelse og latterliggørelse der ikke er direkte ærekrænkende eller racistisk.

Det kan også godt være, at biskop Jan Lindhardt har en pointe i at sige at blasfemiparagraffen er blevet vigtigere nu, fordi vi ikke længere har et konsensussamfund, men et mere opsplittet samfund, som kan gå helt i opløsning, hvis man kan sige hvad som helst. Men igen må indvendingen lyde, at det aktuelt er muslimerne - og ingen andre - der splitter konsensussamfundet ved at stritte imod sekulariseringen. Problemet er altså ikke at de har en anden religion end flertallet eller i det hele taget har en religion de tager alvorligt, men at de tager deres religion så alvorligt, at de ikke vil acceptere at nogle siger deres uforbeholdne mening om den.



Der er sandelig også kristne mennesker der ønsker opretholdelse af mulighederne for at retsforfølge folk der forhåner deres religion, men ser man på den faktiske forhånelse af kristendommen gennem tiderne - og den er meget omfattende - så er det påfaldende at den synes at have to særdeles forståelige motiver: reaktion mod undertrykkelse og - simpel, befriende humor.

Hvis ikke kunstnere og forfattere og ganske almindelige mennesker må have lov til at gøre grin med kristne mennesker og institutioner der undertrykker dem gennem systematisk indoktrinering, kirketugt, bål og brand og guderne må vide hvad, så hører al frihed op. Gustav Wieds satire over de kristne var direkte afledt af den snævre missionsånd han var omgivet af og ikke kunne fordrage. Knuth Beckers udfald kom af bitter erfaring med missionsk undertrykkelse på børnehjem. Spanske Luis Bunuels systematiske udfald mod den katolske kirke skyldtes den indoktrinering han var udsat for på jesuiterskolen. Den slags må ikke alene være tilladt. Den er fuldt berettiget og nødvendig, for fejlen ved en kristendom der bruges til undertrykkelse er at den - som enhver anden religion eller ideologi der misbruges til samme formål - forfalder til magtsyge og korrumperer med magtens udvidelse.

Humoren er en meget vigtigt faktor i kulturen og menneskelivet - og i virkeligheden også i religionen. Wied, Becker, Bunuel, foruden Jens Jørgen Thorsen, Trille og Jesper Jensen og mange mange flere, har en ubestridelig humor, der uanset om man kan lide dens enkelte konkrete udslag eller ej medvirker til at belyse vores private meninger og holdninger i forhold til andres, dvs relativisere dem på en måde så vi indser at sandheden, den eksistentielle sandhed, ikke er én objektiv eller absolut sandhed, men tværtimod en flertydig, relativ og subjektiv sandhed, hvis kerne det er op til os selv at finde ind til.



Både den russiske litteraturforsker Mikhail Bakhtin (1895-1975) og den danske religionshistoriker Vilhelm Grønbech (1873-1948) har med værker som ‘Karneval og latterkultur' (1965) og ‘Livet er et fund' (1951) påvist, at det er den europæiske kulturudvikling fra renæssancen og frem der har fået bugt med den oprindelige latterkultur i så høj grad, at vi i dag skal påmindes om denne kulturs art og funktion for at kunne se den i hele sin mangedimensionalitet og betydning. Denne kultur var i virkeligheden enorm af omfang og betydning i middelalderen og renæssancen.

Der var ifølge Bakhtin tale om en hel, men usynlig verden af latter af mange forskellige slags og med forskellige fremtrædelsesformer, som stod i opposition til middelalderens officielle og alvorsfulde kultur, der var helt og holdent bestemt af kirke og feudalvælde.

Den folkelige latter udfoldede sig i karnevaler og anden udendørs festivitas, i individuelle latterriter og -kultur, hos hofnarre og landsbytosser, kæmper og misfostre, og i en meget alsidig parodiering. Men alle disse forskellige fremtrædelsesformer repræsenterer delelementer af en samlet og enhedslig folkelig latter- og karnevalskultur.



Dette er værd at huske, for det viser noget helt centralt om kulturen, nemlig at denne aldrig er eller kan blive lutter alvor eller højtidelighed, men altid også rummer det muntre, sprælske og anderledes.

Ja, ikke nok med det. Al religion rummer dybest set også begge sider. Det er i virkeligheden en total misforståelse af religion og religiøsitet at se bort fra festen, humoren og mangedimensionaliteten. Den jødiske filosof Martin Buber udtrykker det meget rammende med sentensen om at humor er troens fosterbroder.

Dette betyder igen, at kernen i problemet med blasfemi aldeles ikke er krænkelserne af religiøse følelser eller troslærdommene og gudsdyrkelsen, men de krænkede menneskers alt for snævre tros- og gudsopfattelse. De afslører med deres krænkelse selve snæverheden i deres egen tro, den snæverhed der kommer af dogmatisering, indoktrinering og autoritær opdragelse og hele den ensidige logisk-juridiske nærlæsning af teksterne der er knyttet til disse fænomener.

Derfor er og bliver en opretholdelse af blasfemiparagraffen i længden uforenelig med sekulariseringen. Dens afskaffelse bør ses som led i en fortsat, helt nødvendig sekularisering. Men det bør samtidigt understreges - hvad der er fremhævet flere gange i artiklerne på disse sider om sagen - at sekulariseringen ikke betyder en så total verdsliggørelse af samfundet og kulturen, at der ikke længere er plads til eller brug for religionen.

Pointen er tværtimod, at religionen først igen kan udfolde sig og komme til at præge kulturlivet og kulturudviklingen på helt naturlig, ikke-krampagtig vis, hvis den befries for alle former for snæversyn, autoritetstro og mangel på humor.

Islamisk set er blasfemi den alvorligste synd en muslim kan begå. Den er så alvorlig, at den ifølge islamisk ret (sharia) straffes med døden. Dette er der heldigvis ikke muligheder for i ikke-muslimske lande. Her må muslimer endog lide den tort at blive udsat for udtalelser de selv opfatter som krænkende for deres religion, altså blasfemi. Det følger heraf, at muslimer virkelig her har et problem i forhold til deres sekulariserede omgivelser.

For ateister er der naturligvis intet problem overhovedet.

Kristeligt set er forhånelse af biblen og evangeliet tilgivelig synd. Den eneste utilgivelig synd er synden mod Helligånden, hvilket ikke vil sige forhånelse af menneskers forestillinger om Helligånden, endsige kirkens dogmer om Treenigheden, men selve benægtelsen af at der overhovedet er noget helligt i den menneskelige tilværelse.

Når denne synd er utilgivelig ligger det i sagens natur, dvs i dybdepsykologien. Ved lodret at benægte det helliges eksistens i tilværelsen, benægter et menneske at der findes noget der står over dets eget lille jeg. Det er i sidste ende hele det kollektivt ubevidste med alle dets arketypiske forestillinger der benægtes. Og dette fører altid til personlig inkonsistens. Netop åbenheden for det ophøjede og mangetydige sikrer friheden.

Deres ærbødige

Jens Vrængmose



Henvisninger:

Gravøl for oplysningen?  (9.12.04.)
Er oplysningsprojektet dødt eller står det foran sin renæssance?

Sekulariseringen må opdateres  (29.11.04.)
så den kun verdsliggør selve den politiske magt

Frihedspris til Ayaan Hirsi Ali  (21.11.04.)

Mordet på Theo van Gogh  (14.11.04.)
Gik han for vidt i kritikken af muslimerne?

Bunuels 'dogmefilm' "Mælkevejen"

Humor i Mellemøsten

Muslimsk humor - en selvmodsigelse?  (Humor)

Humor og tragedie  (om Vilh. Grønbechs 'Livet er et fund')

Latterkultur  (om Mikhail Bakhtins 'Karneval og latterkultur')



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal