Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - gudogviden

ARTIKEL FRA JERNESALT - 18.10.05.


Gud og Darwin
- intelligent design eller videnskab eller noget helt tredje

At der i USA føres retssager om skoleundervisningen i biologi er hverken nyt eller særligt bemærkelsesværdigt, for 'Guds eget land' er trods sin tolerance og teknologiske modernitet fuldt af religiøse fundamentalister der nægter at se i øjnene at der er fundamental forskel på religion og videnskab.

Bemærkelsesværdigt til det lattervækkende er imidlertid at debatten er dukket op herhjemme på officielt folkekirkeligt plan med moderate krav om at teorien om intelligent design skal have indpas i biologiundervisningen som en mulig forklaring på skabelsen. Kun fanatikere af bibelfundamentalistisk art - og dem er der trods alt ikke mange af her - kræver Darwin ud af udviklingslæren. De fleste præster og teologer tør ikke ligefrem hævde at Darwins teorier er uvidenskabelige eller overhovedet undværlige i de naturvidenskabelige forklaringsmodeller, men blot at de ikke må spærre for opfattelsen af en skabende gud.

De mest vidende og nøgterne af teologerne er endog på det rene med, at forestillingerne om intelligent design og dermed om en skabende bevidsthed bag universets opståen og udvikling er en trossag, for at sige det pænt. De er i virkeligheden ren spekulation og har intet med videnskabelig teori at gøre, for der kan ikke opstilles nogensomhelst kriterier for deres sandhedsværdi.

Da undervisningsminister Bertel Haarder prompte har skudt alle forhåbninger om ændringer i biologiundervisningen i sænk, bliver der ingen pølser af det skind her i landet. Men de i sagen engagerede præster med Viborg-biskoppen Karsten Nissen i spidsen har alligevel gennem deres udtalelser til medierne gjort sig og folkekirken til grin, for sandheden er at spekulationerne om intelligent design heller ikke har det fjerneste med religion at gøre, men tværtimod er et udtryk for manglende indsigt i hvad de religiøse myter om skabelsen overhovedet siger og hvad de ikke siger.



Det er aldeles afgørende for en fornuftig behandling af emnet at fastholde det skarpe skel mellem religion og videnskab. Religion er og bliver primært eksistensfortolkning, mens videnskab primært er systematisk forklaring på tingenes opståen og lovmæssigheder. Eksistensfortolkningen forbliver i det subjektive og bygger i vid udstrækning på de psykiske primærprocesser og deres relationer mellem begreber og følelseskvaliteter, mens videnskabelige forklaringsmodeller tilstræber størst mulig objektivtet eller intersubjektivitet og bygger på de psykiske sekundærprocesser og dermed de vage, men stabile relationer mellem begreber og kvantitativt målelige data.

På den tid hvor myterne opstod havde man ingen naturvidenskab, ja end ikke videnskab i moderne forstand, men selvfølgelig solid praktisk viden om tingenes og deres beskaffenhed. Men det er ikke dem myterne handler om. De handler derimod om det uforklarlige fænomen at menneskeverdenen på et eller andet tidspunkt i forhistorien tog form af en lys og varm meningsfuld tilværelse med sproglige forestillinger og sociale eller samfundsmæssige bindinger. Dette besynderlige fænomen, der næppe går mere end 10.000 år tilbage i tiden, gav man en slags beskrivelse af med myterne, der alle forudsætter guder og andre arketypiske forestillinger. Der var her hverken tale om videnskab, teori eller spekulation, men om beskrivelse af den umiddelbare realitet, for den tilværelse man levede i og opfattede som meningsfuld var ikke af objektiv art, men derimod af subjektiv art: det ydre (sansbare) og det indre (forestillingsmæssige og kvalitetsmæssige) var knyttet uløseligt sammen.

Skabelsesberetninger af den art vi finder i Biblen siger altså absolut intet om verdens skabelse for mange milliarder år siden i moderne naturvidenskabelig forstand. De indeholder ingen teori om at en gud, en primus motor eller en intelligent designer skulle stå bag ved den skabte verden. De forudsætter det, fordi det ligger i selve de arketypiske forestillinger om verden. Og pointen er ikke at skabelsen beviser eller dokumenterer Gud, men derimod at meningen med tilværelsen er uadskillelig fra de to begreber og givet på forhånd. Objektivt eller naturvidenskabeligt set er der ingen mening med universet. Det kan for den sags skyld være fuldstændigt tilfældigt opstået tillige med livet og mennesket. Men subjektivt eller eksistentielt set er meningen givet med sproget og samfundet og dermed også med de arketypiske begreber der fulgte med.



Først med den moderne naturvidenskabs opståen og udvikling fra og med renæssancen kunne mennesket i en vis forstand løsrive sig fra de gamle forestillinger om jorden som verdens centrum og Gud som dens skaber. Med Darwins udviklingslære fik mennesket tillige forståelsen for livets udvikling over millioner af år. Og med Hubbles lære om universets ekspansion fik det sågar grundlag for beregninger af universets alder til et sted mellem 14 og 20 milliarder år. Men ingen af teorierne løser gåden om hvor det hele kommer fra. Teorierne om 'The Big Bang' havner ovenikøbet i selvmodsigelser mellem tyngdekraft og kvantefluktuationer, der viser at man netop ikke har løst gåden. Det er faktisk naivt at tro at man nogensinde vil få den løst. Man havner nemlig i uforeneligheden af to forskellige komplementære principper. Men dét er der naturvidenskabsfundamentalister der ikke vil være ved.

Gåden løses naturligvis heller ikke ved vilde spekulationer eller fantasier endsige tomme postulater. Gud eller guder er ikke forklaring på nogetsomhelst i videnskabelig forstand. Bibeltro fundamentalister kan også godt spare sig alle forsøg på at hævde at løsningen findes i Biblen. Den videnskabelige forklaring går man forgæves efter alle steder. Biblens og andre gamle skrifters skabelsesberetninger handler om den eksistentielle mening med det hele - og det er noget helt andet. Forståelsen heraf kræver blot noget helt andet af det enkelte menneske end logik og rethaveriskhed. Og det er her problemet opstår.

Al fundamentalisme - hvad enten den er af religiøs eller ideologisk/politisk art - er kendetegnet af overbevisningen om at sidde inde med den absolutte sandhed i form af overleverede, som hovedregel 'åbenbarede' forestillinger og dogmer. Det gælder i allerhøjeste grad også den fundamentalisme der ligger bag ekstremismen og terrorismen. Psykologisk set er der tale om primitiv eller barnlig tænkning: man forveksler netop subjektiv mening med objektiv forklaring, ja har ingen anelse om den fundamentale forskel mellem disse to ting. Og det uhyggelige ved fænomenet er, at et menneskes hele aggressivitetsdrift og æresfølelse i værste fald kan knytte sig til den subjektive opfattelses hævdelse, således at enhver der anfægter sandheden - bare med ord eller smil - øjeblikkeligt betragtes som en livstrussel eller dødsfjende der fortjener udstødelse eller udslettelse.

Man kan beklage denne uheldige tendens til totalkobling mellem subjektivitet og objektivitet, men må samtidigt erkende at den er uudryddelig, ja artskarakteristisk for mennesket gennem eksistensen af de forskellige psykiske grundprocesser. Der er kun én udvej af miseren, og det er skoling i flertydig tænkning og relativisering, men denne modarbejdes jo netop af folk der tænker endimensionalt og vil fastholde deres tilhængere i endimensionaliteten. Dette gjaldt i tidligere tid lederne af nazismen og kommunismen, men gælder i dag først og fremmest lederne af islamismen.



Skolen og medierne kunne gøre mere for systematisk at modarbejde tendensen og oplære i større forståelse for relativisering og humor. Men for mediernes vedkommende gælder at disse ofte selv af salgsmæssige grunde spiller på entydigheden, forargelsen og ophidselsen. Selv kunstnere foretrækker undertiden propaganda og forenkling fremfor relativisering. og forståelsen for komplekse sammenhænge. Og skolerne synes ikke at magte meget mere end den snævre faglighed.

Folkekirken og teologien svigter oplysningen og sekulariseringen, når den ikke gør op med sin egen bogstavtro og fx afskaffer den gamle, komplet utidssvarende trosbekendelse og erstatter den med mytologisk tale. Grunden er selvfølgelig at præster oplæres i sofistikeret, mere eller mindre Søren Kierkegaardsk tænkning, og efterhånden helt har mistet den grundtvigske fornemmelse for det ubevidstes betydning. Men vel også at man frygter at havne i retningsløs kristendom og holdningsløs morallære. Man tror ikke på at der bliver noget tilbage, hvis dogmerne opgives. Resultatet er at kirken nok fortsat med lidt opfindsomhed kan holde på de særligt interesserede, men støder alle andre fra sig, herunder også de mange moderne mennesker der søger en religiøs, men udogmatisk forståelse af tilværelsen.

Naturvidenskaben endelig svigter oplysningen og sekulariseringen, når den ikke standser al flirten mellem videnskab og gudstro. På Folkeuniversitetet i København har man netop gentaget en ti år gammel foredragsrække med titlen 'Videnskab eller Gud' og her ladet først og fremmest naturvidenskabfolk, men også teologer og filosoffer komme med deres bud på problemet. De oprindelige forelæsninger blev sendt i tv af DR. De blev også udgivet i bogform af DR og er nu blevet opdateret.

Det går igen at man naturligvis kan og vil skelne klart mellem religion og videnskab, men også at man holder en lem på klem for gudstroen, fordi videnskaben til syvende og sidst ikke kan give en forklaring på universets og livets opståen. Nu afdøde 'marsmand', astrofysikeren Jens Martin Knudsen, der var et religiøst menneske, har klart tilkendegivet at videnskaben ikke kan give svar på de dybeste eksistentielle spørgsmål. Men andre som Holger Bech Nielsen er ikke blege for at flirte med gudsbegrebet i spørgsmålet om universets opståen. Han er i den henseende på linje med berømte Stephen Hawking.

Astrofysikeren Uffe Gråe Jørgensen er også klar i sproget, når han siger at der ikke er nogetsomhelst i astronomien der siger noget om Gud, og intet i fysikken der siger noget om ånd. Han er heller ikke til at misforstå når han - uden at sige for meget - forklarer at der i biokemien findes noget der siger noget om hvilke materialer der skal til for at huse ånden. Men når han hævder at Gud og gudsfrygten blev afløst af Newtons tyngdekraft, ja at Gud derved blev 'afmaterialiseret', så kommer han på glatis, for nok var der ikke noget der hed kraft i fysikken før Newton, men det er håbløst umuligt at identificere Gud med fysisk kraft (energi) eller fysisk materie (stof). Og når han hævder at Gud er blevet fortrængt fra verdensbilledet med Newton, er det en sandhed med største modifikation, for dels var det ikke Newtons egen mening om sagen, dels er verdensbilledet ufuldstændigt hvis det udelukkende gøres identisk med det fysisk målelige.

Biologen, datalogen og videnskabsfilosoffen Claus Emmecke skelner skarpt mellem empiriske sandheder og eksistentielle værdier. De empiriske videnskaber som fysik og biologi forsker ud fra det klassiske sandhedsideal om overensstemmelse mellem idé og virkelighed, og forlanger derfor at alle teorier skal kunne testes, mens etik og filosofi søger efter et sandt billede af mennesket og samfundet og derfor falder uden for naturvidenskaben. Problemet er at vi lever i en verden som er kompleks og svær at få hold på. "Derfor er sandhed svær at nagle fast på en bestemt virkelighed", som Emmecke udtrykker det. Religion kommer han slet ikke ind på, og dermed heller ikke på det forhold at der fra tidernes morgen har fandtes en helt naturlig grundopfattelse af en eksistentiel virkelighed som omfatter såvel det sansbare som det forestillingsmæssige. Naturvidenskabens empiriske eller rettere eksperimentelt-empiriske sandhedsideal med tilhørende test-kriterier og -kontrol er grundlaget for naturvidenskabens og teknologiens fantastiske udvikling i nyere tid, men de dækker ikke hele virkeligheden eller hele tilværelsen. Og det der ligger uden for dens område, dvs alt det kvalitative, er eksistentielt lige så vigtigt eller vigtigere end det kvantitative, selvom det unægteligt er langt vanskeligere at behandle stringent.

Helt galt går det imidlertid, når forelæsningsrækkens tilrettelægger, magister Bent Raymond Jørgensen indlednings- og oversigtsmæssigt gør gældende at vi lever i tre verdener: 1) den fysiske, 2) den kunstige eller rationelle og 3) den åndelige eller subjektive. Den første beskæftiger naturvidenskaben sig med i alle delaspekter idet den stiller høje krav til troværdigheden af sine svar på vore spørgsmål. Den anden er den filosofiske der søger årsagsforklaringer og bruger logik og argumentation. Den sidste er den subjektive der - hævdes det - bygger på åbenbaring, tro og intuition. Den interesserer folk meget, men videnskaben går uden om den, fordi troværdighedskravet ikke kan opfyldes. Det falder ikke Raymond Jørgensen ind, at den rationelle - eller bedre forestillingsmæssige - side af sagen indgår i både den fysiske og den åndelige verden, og at troværdighedsproblemet gælder begge verdener. Det er bare forskelligt defineret i de to tilfælde. I naturvidenskaben testes troværdigheden på overensstemmelse mellem idé og empiriske data, i åndsverdenen derimod på overensstemmelse mellem idé og eksistentielle forhold. Raymond Jørgensens fejl beror bl.a. på en falsk forestilling om at det er intutionen der er metode i den åndelige verden, mens induktionen skulle være metoden i den fysiske. Men det er gammel positivistisk overtro, som i sin tid blev doceret af filosofiprofessor Jørgen Jørgensen, at induktion overhovedet er en metode. Det er den ikke, for det er overalt intuitionen der gør det muligt at indføre nye forestillinger i tænkningen, og intutionen er ikke en metode, men et uforklarligt irrationelt fænomen.



Ingen af bidragyderne til forelæsningsrækken kommer ind på det bohrske komplementaritetssynspunkt (selvom både kvantemekanikken og Niels Bohr nævnes), og ingen kan tilsyneladende forestille sig at komplementaritetssynpunktet kan løse problemet med de to vidt forskellige verdener som vores bevidsthed kan forholde sig til og i den pragmatiske praksis tvinges til både at behandle sideordnet og at bringe ind under de grundliggende forestillinger om sandhed, troværdighed og erfaring.

I eksistensens fine tyste spil mellem bevidst og ubevidst spiller de psykiske grundprocesser en meget central rolle, idet primærprocesserne danner basis for al værdiopfattelse og kvalitetssondring, mens sekundærprocesserne danner basis for 'realitetsprøvelsen', dvs den på solid erfaring baserede og til brug for den praktiske livsførelse nødvendige korrelation mellem den ydre og den indre verden. Sprog og bevidsthed sørger for formidlingen. Videnskab og teknologi forudsætter systematisk udbygning af sekundærprocesserne, men erstatter aldrig sansen for kvalitet eller den eksistentielt afgørende oplevelse eller erfaring af værdi og mening. Videnskabens og teknologiens succes og fremadskriden beror på det videnskabelige sandhedskriteriums objektivitet og ubestikkelighed. Men selvom værdi- og kvalitetsopfattelsens subjektivitet ikke muliggør samme grad af ubestikkelighed, men tværtimod netop lægger op til flertydighed og relativisering, så er den eksistentielt set aldeles afgørende. Der var ingen kærlighed, ingen etik, ingen kunst, ingen humor og ingen religion uden primærprocesserne og subjektiviteten.



På grund af den store forskel mellem den videnskabelige og den ikke-videnskabelige tilgang til virkeligheden både hvad angår metode, resultat og synlig succes er videnskaben blandt alle nøgterne menneskere mere velanskreven som kilde til sandhed, men det er eksistentielt set en alvorlig, ja sommetider katastrofal fejl at se bort fra den ikke-videnskabelige betragtnings afgørende betydning for opretholdelsen af værdier og en mening med tilværelsen. Et fuldstændigt verdensbillede må nødvendigvis omfatte begge delverdener som sideordnede. De kan aldrig forenes i et logisk konsistent system. Men de kan fastholdes som sideordnede og ligeværdige i komplementær, psykologisk konsistent filosofi som den komplementære helhedsrealisme.

Alene komplementaritetssynspunktet kan fremme en fornuftig relativ sekularisering som i fastholdelsen af den fysiske virkeligheds ubestikkelighed ikke fornægter den ikke-fysiske virkeligheds eksistens eller eksistentielle betydning. Gudsbegrebet er ubrugeligt i videnskaben, men uundværligt i eksistensen, fordi denne også omfatter det uhåndgribelige og det underbevidste og dermed det ucensurerede sprog og alle dets arketypiske forestillinger. Men lad os for Guds skyld slippe for latterlige forsøg på at misbruge Guds navn ved at gøre Gud til videnskabelige årsag, primus motor eller primus designer.



Skal forholdet og begreberne anskueliggøres i mere skematisk form, kan det - i polemik mod et af Bent Raymond Jørgensen udarbejdet skema - gøres ved at operere med

Tre adskilte virkelighedsmodeller

Model Model I
Den fysisk/stoflige
Model II
Den mentale
Model III
Den energetiske
Udgangspunkt Det håndgribelige Sprog/bevidsthed Det uhåndgribelige
Erfaringskilde Sansning
Iagttagelse
Måling
Argumentation
Abstraktion
Fornemmelse
Oplevelse
Refleksion
Sigte Kvantificering Logisk konsistens Psykisk konsistens
Rationel metode Eksperiment Deduktion/hypotese Eksperiment
Irrationel proces Intuition
Induktion
Ingen Intuition
Induktion
Svaghed/fejlkilde Udelukkelse
af værdier
Logikkens
utilstrækkelighed
Subjektiv vilkårlighed

Det hele menneske kan ikke vælge mellem modellerne uden at fornægte hele dimensioner af virkeligheden. En sideordning af modellerne er derimod mulig med komplementaritetssynspunktet, der træder i stedet for den mentale model og med hele apparatet af abstraktion, logik, deduktion, hypotese og argumentation samt et nyt synspunkt forholder sig til de to logisk uforenelige virkelighedsmodeller med et pragmatisk forenende princip. Derved ophæves udelukkelsen af værdier/kvalitet og logikkens utilstrækkelighed såvel som den subjektive vilkårlighed

Denne mentale model er ikke i sig selv en virkelighedsmodel, men derimod den forholden sig til de to dualistiske virkeligheder som ophæver deres uforenelighed ved at indføre den principielle sideordnethed og ligeværdighed mellem den fysisk/stoflige og den energetisk/dynamiske betragtningsmåde. Der er netop ikke tale om to virkeligheder der skal forenes, men alene om to muligheder for betragtning af virkeligheden. Den ene fokuserer på det stoflige og den anden på det energetiske. Og disse kan ikke bruges samtidigt, men må bruges på skift.

Det filosofiske resultat af en praktisk, progressiv og sekulær sideordning hedder

den komplementære helhedsrealisme.

Filosofien kaldes helhedsrealistisk, fordi den på den ene side er realistisk i den forstand, at den overalt har jordnær praksis som et afgørende kriterium for virkelighedsprøvelsen og derfor afviser enhver overnaturlig, metafysisk, spekulativ eller absolut tydning eller forankring af den menneskelige tilværelse. Men den spænder på den anden side over den hele, uafkortede og irreducerede virkelighed, dvs over såvel den materielle side af virkeligheden, som vi kun har tilgang til via sansningen, som den åndelige side af virkeligheden, som vi kun har tilgang til via bevidstheden.

Der ligger i udtrykket helhedsrealistisk desuden en forhåndsaccept af det forhold, at virkeligheden i eksistentiel henseende må betragtes som en helhed, skønt den ikke kan betragtes således i naturvidenskabelig henseende. Denne betragtning, der ikke må forveksles med holisme, hænger nøje sammen med det dybdepsykologiske forhold, at helheden, med Vilh. Grønbechs udtryk, "er vort inderste jeg". De såkaldte psykiske primærprocesser kommer i tid før sekundærprocesserne, og de er netop kendetegnet af helhedsbetragtning.

Hele begrebsrammen bryder radikalt med den gængse europæiske filosofi således som denne er udviklet fra renæssancen og den moderne naturvidenskabs gennembrud i 1600-tallet til og med 1900-tallets naturvidenskabelige fuldbyrdelse gennem relativitetsteorien og kvantemekanikken.Men bruddet sker ikke ved at fornægte naturvidenskabens landvindinger, men ved at tage konsekvenserne af dens fuldbyrdelse og overføre de vigtigste erkendelsesteoretiske erfaringer til filosofien som helhed.



Henvisninger:

Har Gud designet verden?
Darwin og skaberen
Hawkings univers

De psykiske grundprocesser
Komplementaritetssynspunktet
Den komplemetære helhedsrealisme
Vilhelm Grønbech

Artikler om religion
Artikler om sekularisering



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal Opdateret d. 8.4.2011