Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - religiondanm

ARTIKEL FRA JERNESALT - 11.4.06.


Religion ude af Danmark?

- om Erik Bjeragers bog 'Gud bevare Danmark'

Statsminister Anders Fogh Rasmussens store drøm er at religionen holdes ude af det offentlige rum i Danmark. Den er og bør efter hans mening være en privatsag som man kan varetage som man vil, fordi vi har religionsfrihed, men som ellers ikke skal have nogen betydning. Mange politikere - også i regeringspartierne - er enige, selvom de borgerlige partier og vælgere gennem tiderne oftest har ment noget andet. Men vi er jo blevet så sekulariserede, at vores specifikke nationalreligion, kristendommen, i løbet af blot tredive år er gået mere og mere i glemmebogen, paradoksalt nok samtidigt med at den generelle religiøse interesse er steget støt og roligt. Det at være kristen eller 'religiøs' er kun noget særlinge er. 'Oplyste' mennesker af dansk etnicitet er hævet over såvel gudstro som overtro og melder sig enten ud af folkekirken eller bliver der kun af ren og skær vane, for ikke at sige dovenskab. Kun muslimerne synes overvejende så bundet af religiøse forestillinger og institutioner at de er vagtsomme over for krænkelser af deres religiøse følelser. Og dette er dog i det mindste udfordrende for både ateister og vanekristne blandt såvel politikere som mediefolk, for så er det umuligt at holde religionen fuldstændigt ude af det offentlige rum.

Kristeligt Dagblads chefredaktør Erik Bjerager hører til dem der mener at religion hører hjemme i det offentlige rum, og at bl.a. udfordringen fra muslimerne burde gøre danskerne mere bevidste om kristendommens betydning for vores kultur- og samfundsliv. Han beklager den svigtende interesse for kirken og den store uvidenhed der har bredt sig om kristendommen. Derfor forsøger han med bogen 'Gud bevare Danmark' at skabe debat om sagen og få folk til at engagere sig i folkekirkens ve og vel. Det er der kommet en udmærket bog ud af, der ridser både den aktuelle problemstilling og den historiske udvikling op fornuftigt og redeligt. Men som det indirekte siges gennem valget af titel, så slås der mest på de konservative strenge. Forandring menes nok påkrævet, men til syvende og sidst er det de gode gamle kristne værdier der bærer Danmark og derfor dem der skal bevares. Skulle man være lidt drilsk, kunne man sige, at titlen ikke just tyder på den helt store forhåbning om en redning, siden den blot gentager det fromme ønske dronningen udtaler efter sine nytårstaler. Det egentlige problem er dog at Bjerager stiller sagen op som om det er et valg mellem sekularisering og religion, og det er det slet ikke efter en nøgtern helhedsrealistisk vurdering. Det fører tværtimod væk fra en mulig løsning.



Går sekulariseringen virkelig amok?

Det er i hvert fald hvad Bjerager mener. Og han henviser til mange forskellige forhold der har med moderniteten at gøre. Ytringsfriheden er fx blevet hellig, så den sættes over religionen. Det medfører bl.a., som vi har konstateret i forbindelse med Muhammed-sagen, at der ikke længere sættes grænser for krænkelse af folks religiøse følelser. De muslimer der har følt sig krænket har fået den klare besked, at det må de finde sig i, for statsmagten kan ikke begrænse ytringsfriheden. Hvis de krænkede vil have krænkelser stoppet, må de gå til domstolene.

Desværre kommer Bjerager ikke ind på at når netop muslimerne føler sig krænket over relativt harmløs dansk humor, så skyldes det lige præcis det meget uheldige forhold, at de har gjort deres religion, deres hellige skrifter og hellige skikkelser til absolut ukrænkelige størrelser, som også ikke-muslimer må respektere fuldt ud. Og det vil i realiteten sige, at muslimerne vil have deres egen absolutisme fuldstændigt fredet, hvad der både er grotesk og ude af trit med selve den åndsfrihed som ytringsfriheden er en del af og som kristendommen står for. Naturligvis er der kristne der er lige så absolutistiske og lige så humorsky som muslimerne, men i den sekulariserede vestlige verden er kristendom, humor og åndsfrihed ikke destomindre nært forbundne. Muslimer kan kun integreres hvis de opgiver deres absolutisme og accepterer en relativ sekularisering.



Så er der opløsningen af de gamle hviledagsregler, og her har Bjerager da ret i, at budet om at holde hviledagen hellig ikke er et tilbud på linje med alle mulige andre i det store supermarked, men en påmindelse om nødvendigheden af at stoppe op og holde pause. Ja, faktisk er der i dag særdeles gode grunde til at genlære kunsten at holde hviledagen hellig, for stress plager flere og flere mennesker, og den eneste virkelige medicin mod stress er med mellemrum at afstå fra såvel arbejde som overfladisk tidsfordriv og søge hvile i 'de evige kilder' - jf. artiklen Er der en idé med at holde hviledag?. Problemet er blot, at der i vore dage er kolossal uvidenhed om disse kilder, fordi de ses i lyset af dogmatisk teologi og ikke i lys af dybdepsykologiens solide viden om det kollektivt ubevidste..

Mindre væsentligt er nok, at flere og flere mennesker ønsker begravelse uden kirkelig medvirken - ganske enkelt fordi de ikke tror på Gud, et liv efter døden eller nogen genopstandelse. Det gør Bjerager imidlertid, og derfor ser han ikke, at fejlen ligger i at kirken holder fast ved dogmer der ikke siger moderne mennesker noget eller som direkte kræver det urimelige af dem at de skal tro på noget overnaturligt eller naturstridigt. Løsningen burde derfor være at skippe dogmerne.

Mere væsentligt er derimod at friskolerne er blevet et problem, fordi de ikke længere som i Grundtvigs og Kolds dage var den positive mulighed for at sætte børnene i skoler der gjorde mere ud af holdningsprægningen og eksistensforståelsen end den almindelige skole, men iøvrigt holdt sig inden for det danske demokratis rammer. I dag benyttes friskolerne tværtimod af muslimerne til at blokere for børnenes integration i det danske samfund. Resultatet er at friskole-muligheden simpelthen undergraves.



Fra ateistisk side ønsker man 'Grænser for Gud', som Politikens to redaktører Anders Jerichow og Michael Jarlner har kaldt deres debatbog, som Jernesalt anmeldte den 24.11.05. (jv. artikel). De to journalister vil på ingen måde religionerne til livs. Det erkender de trods alt det umulige i. Men de vil have gjort det danske samfund religionsneutralt - uden hensyn til historie og tradition. For de mener at det er diskrimination mod muslimerne at give kristendommen særstilling. Forfatternes begrebsforvirring er i hvert fald uden grænser.

Der er reelt tale om at gøre sekulariseringen i betydning adskillelsen mellem den religiøse og den politiske magt til sekularisme, altså til en decideret ideologi der har som formål at undergrave religionens betydning i kultur- og samfundslivet under påskud af manglende ligestilling mellem religionerne. Og det pudsige er, at de muslimer man foregiver at støtte i realiteten føler sig mere truet af sekularismen end af kristendommen. For er der noget de fleste muslimer ikke kan lide så er det manglen på religion, dvs gudløsheden eller vantroen.

Her savnes - også fra Bjeragers side - et forsøg på at redegøre tilbundsgående for det faktum, at sekularisering ikke nødvendigvis betyder hverken gudløshed, moralsk opløsning eller total meningsløshed, men er fuldt forenelig med en kristendom der har opgivet at være en magtfaktor og koncentrerer sig om at være den åndsfaktor den er skabt til at være. Sekulariseringen bør tværtimod altid på vore breddegrader forstås som en relativ sekularisering, der fastholder adskillelsen mellem politisk og religiøs magt, og bruddet med absolutte dogmer, men giver fuldt rum til religion og ateisme som helhedsrealisme.



Erik Bjerager kan dog 'trøste sig' med, at religionen i nyere tid er genopstået ganske kraftigt som følge af bestemte verdenshistoriske begivenheder. I 1989 betød Murens fald at den kolde krig hørte op og de østeuropæiske lande igen blev frie, ikke mindst takket være Solidaritetsbevægelsen i Polen og dermed til syvende og sidst også pave Johannes Paul II's åndskraft. Befrielsen betød i vid udstrækning en svækkelse af ateismen og en styrkelse af kristendommen. - Shahens fald i Iran i 1979 medførte på ganske kort tid oprettelsen af et rigidt og skånselsløst præstestyre under ayatollah Khomenei, der igen medførte store ændringer i Mellemøsten. - Og endelig medførte islamistiske terroristers angreb på World Trade Centeret i New York den 11. september 2001 en reel krigserklæring mellem den sekulariserede vestlige verden og den ikke-sekulariserede muslimske verden. Hadet til den vestlige verden og de vestlige værdier, til friheden og relativiseringen viste sig umådeligt stort og truende blandt muslimer verden over - og har ikke siden sluppet sit tag i de muslimske befolkninger. Irak-krigen var det behjertede forsøg på at bryde hadets onde cirkel, men forløb som bekendt ikke helt efter hensigten. Amokløbet i den muslimske verden i 2005 i forbindelse med protesterne mod danske tegneres humorfyldte fortolkning af profeten Muhammed (Fred være med ham) bekræftede endnu engang hvor galt det står til med oplysningsniveauet og åndsfriheden i Mellemøsten. Det må man ganske vist ikke sige højt, for så kommer religionsneutralitetens nidkære meningspoliti efter én med bål og brand. Men ånd knækker man ikke så let.

Altså fra Bjeragers og min side ét enkelt klart eksempel på den ægte og fredelige åndskrafts enorme effekt (1989) og flere eksempler (1979, 2001, 2005) på det stik modsatte: de religiøse følelsers lynhurtige omsætning til fanatismens mest ustyrlige og mest spektakulære kræfter. Intet under at mange iagttagere - med den danske statsminister i spidsen - slår syv kors for sig når de ser hvad religion i værste fald kan udarte til, og derfor ønsker al religion manet i jorden. Sagen er blot, at religion aldrig kan reduceres til en privatsag.



Bliver enhver salig i sin tro, sådan som preusserkongen Frederik 2. påstod? Han sagde det i hvert fald i bedste mening, for den oplyste mand gik ind for trosfrihed. Ingen skulle have deres tro dikteret af nogen magthaver.

Men for Bjerager står det som et sindbillede på den moderne danskers tro at en mand efter et foredrag om et bestemt munkesamfund i Grækenland kom hen til Bjerager og fortalte at han havde været det pågældende sted. Hvornår? - Jo, i mit tidligere liv. - Manden troede med andre ord på reinkarnationen. Og det er der mange i vore dage der gør. Foruden at de tror på alt muligt andet. Ja, Bjerager kan citere en popsanger for at have erklæret: "Jeg tror på det hele. Jeg er allround-religiøs."

Bjerager er godt klar over, at folketro og overtro altid har været en del af den folkelige forståelse af kristendommen i Danmark (og i det hele taget er en del af al religion verden over!). Men han bryder sig ikke om at tendensen er blevet så udbredt som tilfældet er. Religion er blevet et personligt projekt, hvor man vælger til og fra efter behov, som han beklagende skriver. Den religiøse mangfoldighed kender ingen grænser. Den går fra alternativ behandling, psykoterapi og 'bedre sex til alle' til selve det at gøre det indre menneske til det afgørende udviklingsprojekt og dermed sundheden til religion. Det er bl.a. det der ses i hele selvrealiseringsideen, sådan som den også har bredt sig til erhvervslivet - og den personaleledelse der hedder human resource management.



Alt dette går helt naturligt ud over kirken. To videnskabelige undersøgelser om danskernes værdier og særpræg fra hhv. 2002 0g 2004 peger på at danskerne i stigende grad tager afstand fra klassisk kristendom (troen på Gud, livet efter døden, helvede, paradis og synden). Danskerne er Europas mindst kristne befolkning, men hænger ikke destomindre fast ved folkekirken. Ebbe Kløvedal Reich mente dog at kirken humper rundt på to skæve procenter: de to procent der går i kirke hver søndag og de 70 eller 80 procent der er medlemmer af folkekirken men kun sætter deres ben i kirken når familiemedlemmer skal døbes eller begraves. Martin A. Hansen mente i sin tid at der var tale om at religionen endte som traditionsreligiøsitet. Og det er nu engang ikke ægte religion.

Spørgsmålet melder sig derfor nu til dags med ubønhørlig kraft om kristendommen overhovedet er godt for noget i vore tider. Det mener selvsagt en del præster og teologer samt Erik Bjerager. Og han anfører endnu to forfatter-begrundelser, som hvor rigtige de end måtte lyde alligevel mest af alt påpeger grundproblemet. Tage Skou-Hansen gjorde gældende at kristendommen er et værn imod indbildskhed og illusioner og vores egen fuldkommengørelse og tillige et værn mod håbløshed. Og Søren Ulrik Thomsen sammenfatter efter Bjeragers mening det bedst tænkelige forsvar for kristendommen i sætningen: ".... den er en civiliseret og civiliserende religion fordi den påbyder mennesket at tro på Gud, så det hverken skal gøre sig selv til Gud eller dyrke andre som om de var Gud, og fordi den tilsiger én at tro på Kristus og dermed forhindre - både at man selv spiller offer, og at man gør andre til syndebukke."

Grundproblemet i sådanne udtalelser? - Jo, det er såmænd den private intellektualisme! Religion gøres i høj grad til privatsag på intellektuelt niveau.



Som sagt ønsker mange mennesker religionen hen hvor peberet gror, dvs gjort til en ren og skær privatsag, som folk kan trøste sig med bag lukkede døre og holde for sig selv. Statsministeren er ikke den eneste der har synspunktet. Det har også Venstres integrationsordfører. Det har SF's formand Villy Søvndal, og det har Jyllands-Postens Muhammed-skræmte chefredaktør Carsten Juste og mange mange flere.

Problemet for Danmarks vedkommende er at Luthers lære om de to-regimenter, det verdslige hvor kejseren eller staten råder, og det åndelige hvor Gud (eller kirken), er slået så stærkt igennem, at vi forlængst har vænnet os til at kristendommen ikke må blandes sammen med politik. Kristendommen er ikke et politisk program, og selvom vi i nyere tid har haft et kristeligt parti, så slog det aldrig igennem, for selv flertallet af kristne betakker sig for den slags partipolitisk kristelighed. Kristendommen kalder mennesket til ansvar, fastslog allerede Luther, og det er hvad Dansk Folkepartis to landskendte præster, Krarup og Langballe, med usvigelig sikker konsekvens holder sig til, skønt de fleste af deres modstandere ikke fatter det. Men de to forstår altså - som hele Tidehvervsbevægelsen altid har gjort - at politik og kristendom er to forskellige ting. Den konkrete politiske stillingtagen tager de altid selv ansvaret for.

Noget helt andet er, at kristendommen historisk eller kulturelt set har været afgørende for såvel socialvæsenet og skolevæsenet som demokratiets og den moderne velfærdspolitiks udvikling. Et retsssystem som det danske er dybt forankret i forestillinger som kan føres tilbage til vores kristne arv, har juraprofessor Ditlev Tamm påpeget. Og Bjerager selv gør med rette opmærksom på, at "kristendommen har virket med en indre dynamik som den basis hvorfra en almindelige folkelig bevidsthed kunne udvikle sig i demokratisk retning." Ja, med støtte hos samfundsforskeren Tim Knudsen noterer Bjerager også, at "den kristne kirke har leveret en væsentlig del af strukturen der førte til dannelsen af den demokratiske velfærdsstat...".



Men hvad så?

"Der Mohr hat seine Arbeit getan, der Mohr kann gehen", kunne man vel bare sige med et citat fra Schiller. Vi kan måske nu, hvor negerslaveriet er afskaffet, være så høflige at sige tak til. Men hvis kristendommen her i landet ene og alene har gjort sine fortjenester i fortiden og ikke behøves længere, så er den blevet tradition eller pseudoreligion, stadigvæk med værdi og tiltrækning for nogle få særlinge, men uden mærkbar kraft i det moderne offentlige liv.

Det er hvad De radikale for længst har fundet ud af. Partiet har med Bjeragers ord udviklet sig til at blive Folketingets mest religionsskeptiske parti. Og det er noget nyt, for partiet har i hvert fald indtil omkring 1978 været dybt forankret i en speciel og ganske stærk komplementaritet: den givende og dynamiske interne spænding mellem den grundtvigianske arv og den hørupske kulturradikalisme. I dag er partiet derimod et ensidigt sekularistisk parti med ligheds- og toleranceideologien som mærkesag.

Modpolen hedder hverken Venstre eller Konservative, for disse partier er også ramt af oplysningsfeberens store fortrængnings-angst for alle irrationelle kræfter. Nej, modpolen hedder Dansk Folkeparti, der med Bjeragers udtryk ligefrem har 'annekteret Gud'! Partiet har som det eneste af folketingets partier et udførligt afsnit i sit arbejdsprogram om 'kristendommen, folket og etikken'. Men som Bjerager overbevisende konkluderer så er partiet - takket være Tidehvervs-indflydelsen - havnet i en slags anti-religiøsitet, for nok hylder man kristendommen som dansk kulturgrundlag, men reelt tager man afstand fra kristendommen som trosanliggende.

Det forbløffende er, at Erik Bjerager tager denne udvikling som udtryk for at politik og religion trods alt ikke kan adskilles totalt. "For der er i kristendommen kulturskabende kræfter der har manifesteret sig i det politiske og stadig insisterer på at gøre det", hævder han (min fremhævelse - jj). Ifølge Bjerager synes vi med andre ord havnet i en insisteren på kulturskabelse. Men dermed forbliver spørgsmålet ubesvaret, ja fremhævet: Kan en sådan insisteren virkelig bære en religion?



I et par fine afsnit om 'Gud i Europa' og 'Sekulariseringen på tyrkisk' får Bjerager pointeret det besynderlige forhold at det var umuligt for den kommission der udarbejdede EU's udkast til ny forfatningstraktat at nå til enighed om kristendommens betydning for Europas kulturudvikling. I præamblem til udkastet måtte de specifikke europæiske værdier nævnes, men ikke kristendommen. Ingen bestrider for så vidt den faktiske indflydelse gennem historien, men derimod at der fortsat skal pukkes på den. - Og Tyrkiets ønske om optagelse i EU sætter Bjerager glimrende i relief ved at påvise, at den tyrkiske ambassør i Danmark, der var medunderskriver af det famøse diplomatbrev til statsministeren, anser det for en del af sit job at forsvare den muslimske tro. Atatürks Tyrkiet er i det hele taget ikke så sekulariseret som man skulle tro, for den myndighed der kontroller den religiøse udfoldelse i landet (Diyanet) definerer på sin egen hjemmeside udtrykkeligt sin officielle arbejdsopgave som den "at introducere de højeste principper for vor religion (islam) til vore borgere og forsyne dem med sand viden om den muslimske religion og forøge borgernes hengivenhed over for religiøse og etiske værdier." - Tak for denne oplysning!



Men hvordan ligger det så med kristendommen i Danmark? Det pejler Erik Bjerager sig ind på i det afsluttende kapitel om 'Stat og kirke i ægteskabskrise', et kapitel der allerede ved sin titel synes at bagatellisere problemet. For rigtigt er at den danske folkekirke som organisation er presset af et skeptisk folketing, en folkeskole der ikke giver ordentlig undervisning i kristendommen og så hele det politiske tovtrækkeri om parforholdet mellem stat og kirke. Men problemet stikker meget dybere end det organisatoriske, juridiske, formelle og bevillingsmæssige. Alle disse problemer, der fx omhandler civilregistreringen af nyfødte, burde kunne løses med almindelig sund fornuft og konsensus. Selve den grundlovsikrede folkekirkeordning er udmærket og kræver ingen ændring. Kun kunne man jo tage og følge dens egne bestemmelser op og give folkekirken en forfatning den kan leve med og som giver den samling og ledelse uden at den bliver pavedømme eller lignende.

Men det tilbageblevne problem er og bliver at kristendommen slet ikke tages alvorligt som religion i det offentlige rum, dvs som mærkbar og allestedsnærværende åndskraft i kultur- og samfundslivet. Den er blevet for indadvendt og sekterisk med mængder af hyggelige og opbyggelige arrangementer for de særligt interesserede - og allerstørste omsorg for bygninger, orgler og kirkekunst - men uden større gennemslagskraft i den offentlige debat og uden grundliggende sammenhængskraft for nationen som sådan.

Grundene er mange, men Bjerager kommer efter min mening kun nærmere ind på en af dem, nemlig det han ironisk kalder 'Tågen over Taarbæk', dvs Taarbæk-præsten Thorkild Grosbølls besynderlige udlægninger af trosbekendelsen og biskoppers og ministeriums vattede reaktion. Den gode præst tror ikke på det han selv læser op i kirken søndag efter søndag og burde følgelig afskediges på gråt papir. Men nej. Ministeriet vil for alt i verden ikke have nogen 'læresag' eller 'provsteret', så det hele ender med at han kommer under særligt tilsyn af den særligt tolerante biskop Jan Lindhardt. Han giver skam præsten mundkurv på, fordi det åbenbart går galt når manden udtaler sig offentligt. Bjerager må finde sprogets værste gloser frem og konstatere at Grosbøll dermed er blevet folkekirkens eneste kastratpræst! Bjeragers hovedkonklusion er fuldstændig korrekt: "Sagen gjorde folkekirken til grin og svækkede kirkens troværdighed i den brede befolkning." - Jf. artiklerne Præsten der ikke kan tages alvorligt og Hvad er problemet egentlig med denne Grosbøll?



Erik Bjerager spørger ligeud om kristendommen skal på museum? Ligesom (Hagia-)Sofia-kirke i Istanbul, den store, smukke kristne katedral fra Konstantinopel-tiden der blev forsynet med minareter efter osmannernes erobring af byen - og siden gjort til museumsbygning. Så galt går det efter Bjeragers mening næppe med domkirken i København. Men risikoen er at den bliver omdannet til et arbejdende museum der varetager en privat religiøsitet men intet har med det omgivende samfund at gøre. - Dette alvorlige perspektiv indleder Bjerager sin bog med - og derfor er det påfaldende at han slutter så tamt med overvejelser om folkekirkeordningen.

Det hjælper jo heller ikke at Bjerager forsvarer både den kristne etik og den deraf afledte sociale omsorg som det moderne vestlige samfund bygger på, eller at han, som allerede refereret, understreger den kristne kulturarv. Kristendommen fostrede både en barmhjertighedskultur og en frihedskultur fordi der i den kristne verden blev sat fokus på det enkelte menneskes værdi, skriver han. Og det er korrekt, men samtidigt igen noget der først og fremmest peger på fortiden i stedet for på fremtiden og på individet i stedet for på samfundet som helhed.

Grundene til kristendommens aktuelle kraftesløshed må efter min bedste overbevisning søges helt andre steder, nemlig fremfor alt i den fuldstændige vankundighed om dybdespsykologiske lovmæssigheder og dermed den manglende forståelse for eller instinktive uvilje imod overhovedet at tage dogmerne op til revision og genskabe den direkte føling med de grundliggende myter.



Dogmerne er problemet i Grosbøll-sagen. Dogmerne er årsagen til mange menneskers frafald fra eller skepsis over for kristendommen. Dogmerne har altid været anledning til stridigheder i kirken, for dogmer kan man skændes om og bruge som effektive midler i magtkampen. Intet skel mellem troende og vantro uden dogmer. Ingen inkvisition uden dogmer. Ingen kirkedeling uden dogmer. Ingen reformation uden dogmer. Ingen splittelse mellem anglikanere og metodister uden dogmer. Ingen splittelse mellem grundtvigianere og missionsfolk uden dogmer. Eller mellem Tidehverv og folkereligiøsitet i vore dage..... Og grunden er ligetil: dogmer kan i modsætning til billeder og fortællinger (og dermed myter) defineres sprogligt meget nøje, så magthaverne altid kan sige hvad der er ret udlægning og forkert udlægning - og de autoritetssøgende lægfolk altid kan påberåbe sig 'bogstaven'.

Store gamle og dybt inspirerende Grundtvig - som Sune Auken lige har begået en fremragende bog om (jf. artiklen Grundtvig som mytisk kristen og profet) - var selv dybt splittet mellem en dogmatisk, til dels gammelluthersk til dels gennem 'mageløse opdagelser' selvskabt grundindstilling og en fri, associationsrig mytisk opfattelse af grundfortællingerne i både Bibel og Nordisk Mytologi. Hans dogmatik forældedes som al anden dogmatik. Men hans digtning lever videre, fordi den trak på den uendelige billedmæssige associationskraft.

Dybdepsykologisk vil dette sige, at Grundtvig som alle store digtere - bl.a. engelske William Blake - havde umiddelbar føling med det kollektivt ubevidste. Naturligvis uden at kende begrebet eller forklaringerne herom. For det var endnu lukket land for datidens psykologi. Men det var realiteten. Og derfor kunne han digte med utrolig kraft om såvel barnetroen som opstandelsen. Dogmerne blev ved at drille ham, fordi han aldrig forstod at dogmer er jegets polemiske våben mod andre, mens myter er selvets (dvs totalpsykens) frie og skabende budskab til andre. Det fører naturligvis for vidt at uddybe dette yderligere her. Jeg må henvise til andre artikler.



Men forståelsen for disse forhold bliver afgørende for om man kan se et potentiale for fornyelse af kristendommen i det offentlige rum inden for den relative sekulariserings vide rammer, eller om man blot defensivt må forsvare kristendommen som tradition og privatsag - og dermed risikere at en fremmed, militant religion tager over ad åre.

Da der i den historiske udvikling ikke alene sker en stille og rolig evolutionær udvikling, men af og til også en mere omfattende 'emergent evolution' der bringer udviklingens niveau op på højere trin ved at skabe noget nyt der aldrig har været set før, så burde tiden være inde til nu at spørge om der ikke både er mulighed for og nødvendighed for en sådan emergens. Ja, man kunne driste sig til at spørge om det i virkeligheden ikke forholder sig sådan med kristendommen, at den enten med al reverens må anses for færdig og fortidig eller også må genindføres på et højere niveau for overhovedet at blive en åndskraft af et format der vækker røre og fornyelse på alle områder af kultur- og samfundslivet, herunder også løser konflikten mellem kristne, muslimer og ateister. Mulighederne er påpeget i artiklen Kristendommen passé?. Og skal ikke opremses her.

Mulighederne er derimod trukket frem i det åbne brev til biskoppen i Viborg som Jernesalt vil offentliggøre på fredag. Det kan måske synes mærkeligt at det rettes til en enkelt mand i bispekollegiet, men sandheden er at bispekollegiet som helhed lige så lidt kan løse problemet som Folketinget kan. En enkelt mand må i givet fald påtage sig ansvaret for det nødvendige initiativ. Han må så at sige bryde ud af magtesløsheden og rådvildheden og håndhæve en ny doktrin: den suveræne ret til at vække folket og politikerne af slummeren.

Om Karsten Nissen i Viborg er den rette mand til at gøre dette, vil tiden vise. Han er i hvert fald i Erik Bjeragers bog citeret for store betænkeligheder ved den nuværende situation.

Jan Jernewicz



PS Det ovenfor nævnte brev blev sendt den 20.4. - se:

Åbent brev til biskop Karsten Nissen, Viborg



Henvisninger:

Erik Bjerager: Gud bevare Danmark (Gyldendal. 2006)

Relevante artikler på Jernesalt:

Åbent brev til statsminister Anders Fogh Rasmussen
om rigets stilling og muligheder efter krisen omkring Muhammed-tegningerne
  (7.4.06.)

Er der en idé med at holde hviledag?
Grænser for Gud? - Eller grænser for religionsforvirring?  (24.11.05.)
Selvrealiseringens idé og psykologi

Uholdbar indskrænkning af åndsfriheden  (16.3.06.)
Religion på dagsordenen  (24.2.06.)
Grundtvig som mytisk kristen og profet
Grundvigianismen i det 20. århundrede  (13.12.05.)

Præsten der ikke kan tages alvorligt
Hvad er problemet egentlig med denne Grosbøll?

De psykiske grundprocesser
Kristendommen passé?   (eller har den potentiale til fornyelse?)

Selvet - sjælen - ånden    (om det kollektivt ubevidstes funktion i eksistensen)

William Blake's univers
Grønbechs kulturopgør
Grønbechs metode
Vilhlem Grønbech - kort karakteristisk

Introduktion til helhedsrealismen
Essays
Artikler om religion
Artikler om psykologi



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal